Diamonds of the Night - Krystalbilleder

terlignelig opera-arie, får scenen utvetydigt borttransporterende
kræfter. Vi ender ved den violette horisont, på kanten af verden
udenfor.
omdannelsen
Elvte lektion, med titlen „Repræsentation af jorden“ skiller sig
mærkbart ud. Den udgør et brud før tolvte lektion, hvis hændelser
som skitseret ovenfor, bærer publikum væk i emotionernes ambulance.
Til lyden af fly, bomber og brag filmer Rousseau bogomslag
og -illustrationer; malerier og et reklamelignende tableau over modernitetens
bekymrende landskab: Fra mørket stirrer en familie ud
på en raketopsendelsesplatform i et baghavelignende miljø. Dernæst
vises vi billeder af projektører på en hidtil ufremstillet bjergside
i dalen. Hvad er nu det, filmen afslører? En mistillid? På hotelværelset
sætter Rousseau sig foran det rullende kamera, i striben
mellem lys og skygge, og ser ud bag filmapparatet, gennem vinduet
til dalen.
Dalen, som er det inderste i verdens store landskab. Indfoldet i
selv dette inderste findes en grotte, der udadtil blot røber mørke
og tomhed, men som ved nærmere eftersyn rummer selv det mest
dramatiske terræn. Fordi netop grotten er det stormende havs antitese,
uden hvilken det stormende hav dårligt nok ville give mening
for os. Grotten er således både en livmoder og et sort hul.
Rousseau gransker dette inderste af det inderste med sine evigt
statiske anti-diegeser; scener der aktivt gør opmærksom på et misforhold
mellem lyd og billede. Anti-diegeserne peger med skærpede
sanser tilbage på eksistensen af det, de afbilder: Eksistensen
af dalen, hvor selv atomerne måske falder til ro. Hvad findes der så
i det inderste af det inderste? Ud fra lyden af de nedkastede sten at
dømme: Vand. Turisterne slår torskesmut i det stillestående dyb.
Dets fravær af bevægelse sender os – undervejs i filmen via an-
73
Torskesmut i altings udspring