Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Nr. 1 LINIE 2012<br />
Fra de forflyttede....<br />
Min nye skole<br />
Af Astrid Sørensen.<br />
Mandag d. 5. marts skulle jeg sammen med 13 af mine kolleger på besøg på Avedøre skole. Det er der,<br />
jeg er blevet placeret, da Enghøjskolen nu desværre bliver lukket.<br />
Inden vi tog ud til de tre skoler, der nu skulle være vores, sad jeg med mine kolleger på Enghøjskolens<br />
lærerværelse. Bordene er blevet rykket sammen de sidste dage. Vi vil gerne sidde tæt. Stemningen var<br />
tung og luften i lokalet var tyk af tristhed.På det tidspunkt har rigtig mange af os ofte grædt hver gang<br />
vi er kommet til at se hinanden lidt for dybt i øjnene.<br />
Det har været og er en meget svær tid. I 5 måneder har vi kæmpet med næb og klør for at vores skole<br />
ikke skulle lukke. Men mod kommunalbestyrelsen kæmper selv guderne forgæves.Med en stor klump i<br />
halsen tog jeg min jakke på og kunne næsten ikke slæbe mig ud til min bil.<br />
Min store frygt var at skulle mødes med dem fra Avedøre Skole. Ikke fordi jeg troede, at de ville være onde<br />
mennesker. Men måske ville de stille mig spørgsmål, der kunne få mig til at græde over hele situationen.<br />
Det frygtede jeg. Tænk, hvis de nu troede, at jeg glædede mig til at komme til Avedøre Skole. Tænk, hvis<br />
de ville sige, at de havde glædet sig til vi skulle komme, så ville jeg ikke tro dem. Hvem ville glæde sig til<br />
at få 100 elever og <strong>14</strong> lærere ind af døren, hvis man har gået og indstillet sig på, at man skulle være en<br />
to-spors skole med plads til alle.<br />
Kun ganske få af dem havde jeg set de gange, vi har holdt demonstration foran <strong>Hvidovre</strong> Rådhus, så<br />
sandsynligheden for at møde den store forståelse ville nok ikke være til stede. Det ville i hvert tilfælde<br />
være en illusion, hvis jeg begyndte at bilde mig selv ind at hovedparten af dem ville være i stand til at<br />
forestille sig, hvordan jeg havde det. Wienerbrødet stod klar på bordene og tilsyneladende var alt helt<br />
normalt. Så skete det alligevel: ”Vi har glædet os så meget til I skulle komme”. Bare, der dog var blevet<br />
sagt. ”Dette er en fuldstændig umulig situation. Ingen af os har været skyld i den. Vi er som jer også<br />
rigtig kede af det, men vi må jo prøve at få det bedste ud af det, når det nu ikke kan være anderledes.”<br />
Side 8
Change language