(1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,1

Rundtom i Logerne prangede pyntede Damer. Alt i »La fille de Dominique« viste sig den
nydelige, pariserlivlige Dame, som drog de unge Herrer derhen; hun fortryllede, men i sons clef
havde de hende ganske alene; hun spiller hele Stykket, er en ung Pige, hvem Forældrene, medens de
ere borte, have lukket inde; Elskeren maae staae udenfor, hun driller ham, lader, som hun havde en
anden hos sig, men de forsones igjen, han sender hende Champagner, hun drikker, bliver lystig, vil
tilsidst i Seng, og det er Pointet, hun lægger sit Tøi paa Stolen, sætter Foden op i Sengen, da med
eet Vinduet over Døren springer op og en ung Officeer, Elskeren, viser sig; hun udstøder et Skrig,
trækker Sengetæppet over sig, og Elskeren springer ind. Saa falder Tæppet, og det er meget
blufærdigt af Maskinmesteren.
O det Stykke gjorde stormende Lykke! Damerne loe og svingede med Hatten. »C'est la liberté!«
sagde den danske Officeer; den Fremmede fandt det ogsaa meget characteristisk, og nu vandrede de
fra det [s251] mindre til det større Theater: Academie royale de musique, hvor Nourrit og
Damoreau da fortryllede med deres Stemmer, og hvor den nysankomne Danske skulde presenteres
for Marquien og hans Frue, Landsmandinden; han smilte ganske egent derved.
I den store Opera gav man, som saa ofte, intet heelt Stykke, men Acter af forskjellige; anden Act
af Guillaume Tell var alt tilende; man var i Slutningen af Comte d'Ory, nu skulde anden Act af
Balletten la Tentation [*Note] La Tentation, Ballet-Opera en cinq actes par *** et Corally, musique
de l'opera par Halevy, musique du ballet par Halevy et Gide. [*] begynde.
Begge de Danske vandrede op af de brede, luftige Trapper, gjennem den prægtigt oplyste Foyer,
hvor Lysene straalede tilbage fra Speilvæggene, over de store Gange til Marquiens Loge. Flere
elegante Herrer, som sprungne ud af Modekobberet, stode med Handsker og Hat bag de balklædte
Damer; det sidste Chor i Comte d'Ory løb, Teppet faldt, og Falbydende vandrede skrigende om i
Parterre og Loger, en støiende Raaben: »lorgnet de marchant! voilà l'entr' act! vert-vert!
programme! la pièce!« gjenlød i Huset. Uhret over Prosceniet viste paa ni.
Marquien, tolv Aar ældre, end da vi saae ham i Rom, modtog med fransk Galanteri de to
Fremmede; en smuk, fyldig Dame med kloge, mørke Øine og kongelig Holdning hilsede med
Viften den nye Fremmede, der presenteredes som Chef for et dansk Regiment; han var en Holstener
af Fødsel; Marquisen kjendte ham, hun havde jo engang i Danmark modtaget hans Hyldest, kjørt
med ham ud af Porten for at see den smukke Ladislaus, der nu var glemt. De samme Erindringer
vaktes vistnok hos begge ved dette Minde; men Conversationen var naturligviis en ganske anden.
Enhver kjendte nu hinanden af Navn. En krampagtig Zittren i Øielaaget var den eneste Bevægelse
hos Naomi, men øieblikkelig var hun igjen Marquisen, Verdensdamen; maaskee var ogsaa denne
Zittren tilfældig, men den danske, fordums Beiler bemærkede den. Hele Conversationen var paa
fransk; han bad Naomi sætte ham ind i det Brudstykke af Balletten, der skulde begynde.
»Hovedsagen er Øienskuet,« sagde hun, »Handlingen er ubetydelig! Det er den hellige Antonius's
Historie, hans Fristelse. Vi faae anden og tredie Act. De vil faae Taglioni at see!«
[s252] I la Tentation er man i første Act i en vild Bjergegn, hvor den hellige Antonius har valgt sit
Opholdssted; en Sivmaatte er hans Leie. Nu seer man høitoppe paa Bjergene en Brudeskare, hører
deres Sang; Antonius lytter og tænker tilbage paa Menneskeverdenen og dens Lykke; en qvindelig
Pilgrim bringer ham Frugt og Viin, han afslaaer det, men Hunger og Tørst nøder ham til at smage;
Vinen opvarmer hans Blod, han drikker endnu engang, og Lysten er vakt, han tømmer Bægeret
tilbunds og bliver halv beruset; hans Blod brænder, han griber efter den fromme Skjønhed, der
forfærdes; hans Lidenskab voser, hun flyer, men han griber hende; afmægtig synker hun ned paa
Straamaatten, hans Øine brænde, han breder Armene ud imod hende, da hæver Madonnabilledet sin
Arm; Lynstraalen rammer Antonius. Nu stige paa sorte og ildrøde Skyer Dybets Aander fra
Afgrunden for at gribe hans Sjæl, men fra Luften synke sølvhvide Skyer med knælende Engle, i
hvis Midte St. Michael med Skjoldet staaer. En Kamp begynder mellem gode og onde Aander, da
hæver St. Michael Skjoldet, byder Rolighed og tillader Sjælen at vandre tilbage i det døde Legeme.
Afgrundens Aander tør friste den Gjenlevende, men kan ei forlede ham til at synde mod det Hellige,
da hører han Himlen til. »Han er vor!« juble de onde Aander, »vi skulle friste ham til Synden!« de