(1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,1

strakte med Fortvivlelsens Hulken, Hænderne mod det Baal, hvor hendes Herre brændte, og som
endnu igaar var hende et Hjem. Joel havde Maria taget ind til sig, derhen kom ogsaa Naomi.
»Storken, den stakkels Stork!« raabte de Alle. Reden var bestraalet af de omspændende Flammer;
Storkemoderen stod deroppe, udbredte sine store Vinger over Ungerne og søgte at dække dem mod
den brændende Hede. Hannen derimod var ikke at see, han maatte tidligere være fløiet bort.
Ungerne dukkede sig dybt ned, ængstelige for at flagre ud, Moderen viftede med Vingerne og
strakte Hals og Hoved langt frem. »Min Stork! min kjære Fugl!« raabte Skrædderen. »Det arme Dyr
maa ikke brænde!«
Han satte Stigen til Væggen, medens de andre ved Huien og ved at kaste smaa Stene op i Reden
søgte at jage den bort, men den blev. En tyk, kulsort Røg stod hen ad Muren, Skrædderen maatte
bøie Hovedet dybt nedad, medens Gnister og Ildkager fygede som et Sneefog. Luen tændte de tørre
Grene, som dannede Reden, den blussede op og midt i Ilden stod Storkemoderen og brændte med
sine Unger.
Opad Dagen var Ilden slukket. Jødens Huus var nu en dampende Kul- og Askehob, hvori man
fandt hans uformelige Legeme.
Henimod Aften stod Skrædderen med sin lille Dreng ved Brandstedet; den hist og her opstigende
Røg viste, at det endnu brændte nede i Grunden. Hele den smukke Have var nu et nedtraadt Øde.
Rundtom laae sorte, forbrændte Bjælker; Viinrankerne og de deilige Convolvoli vare revne løse fra
Væggen og hang og laae nu henslængte og nedtraadte. Gangene syntes forvandlede til en Eng-
Grund. De smukke Levkøier vare borte, og Rosenhækkerne knækkede og besudlede med Jord, den
ene Side af Akasietræet afsviet, og istedenfor den qvægende, deilige Blomsterduft, aandede man nu
kun Røgen og det Sviede. Lysthuset var hugget ned. Et fiirkantet Stykke af det røde Rudeglas var
Alt, hvad Christian fandt af gamle Erindringer; han saae igjennem det, og Luften glødede, som da
han og Naomi tittede gjennem Ruden. Men ovre paa Forældrenes Tag stod en Stork, det var
Hannen, den var kommet tilbage, havde hverken fundet [s24] Rede eller Huset, hvorpaa denne stod.
Underligt dreiede den Hals og Hoved, som søgte den noget.
»Det arme Dyr!« sagde Skrædderen, »den har uafladeligt i Dag, fra det Øieblik den kom, fløiet
over Brandstedet. Nu hviler den lidt! Jeg vil faae et Tvertræ derop, maaskee bygger den en ny Rede;
hvor den dog seer efter Ungerne og Moderen! de flyve aldrig mere til de varme Lande!«
I det næsten tomme Baghuus, hvor Hullet var brudt i Muren ind til den ødelagde Have, stod den
gamle Joel; hans magre Haand holdt fast i den rustne Jernkrampe i Væggen, medens hans sorte,
alvorlige Øine vare fæstede paa en Gjenstand, som et gammelt, tærnet Forklæde skjulte i det store,
tomme Sengested derinde; hans smalle, blege Læber bevægede sig, og neppe hørligt talte han frem
for sig:
»En Spaanæske blev altsaa din Kiste, Du rige Søn af Salomons Rod! den fattige Kones Forklæde
blev Dit kostelige Liigklæde! Ak! ingen Israels Datter skal vadske Dit Legeme, de røde Luer have
gjort det! Ilden var tørere end Urterne, rødere end Roserne, vi komme i vore Dødes Bad. Men ved
»Bet achaim« [*Note] c: De Levendes Huus, saaledes kalde Jøderne deres Kirkegaard. [*] skal dog
Din Gravsteen reises! den fattige Joel bliver Dit hele Følge! men Du skal komme i Din indviede
Grav, hvor den sorte Strøm under Jorden eengang fører dig til Jerusalem!«
Han løftede Forklædet tilside, tog Laaget af Spaanæsken, hvor de til Kul brændte Levninger af
Jøden laae. Joels Læber bævede endnu hurtigere, som i Krampetrækning, Taarerne flød ham ned
over Kinderne, men Ordene blev dumpe og uforstaaelige.
»Vor Herre Jesus være ham naadig!« udbrød Maria idet hun traadte ind, men en Rødme foer idet
samme over hendes Ansigt; hun syntes, ved at nævne det hellige Navn, som Joel ikke erkjendte, at
hun krænkede den Sørgende. »Vor Herre,« gjentog hun derfor hurtigt og med Eftertryk, »Vor
Herre, vil være ham naadig!«
»Hans Gravsteen skal blive reist ved Siden af Datterens!« svarede Joel, idet han tildækkede de
forbrændte Rester.
»Hun ligger jo begravet i Fredericia,« sagde Maria. »Det er langt bort I maa føres, for at finde en