Kvababbelser - Knud Heickendorff

Knud Heickendorff
KVA BABBELSER
Roman
1
Skriveforlaget

Knud Heickendorff
KVABABBELSER
Læseprøve
2

Kapitel 1
Fredag
Gider han overhovedet tage af sted? Jespers madras på gulvet
vil ikke slippe sit eftermiddagssløve tag i ham. Hvorfor sagde
han nu også ja til den invitation fra Peter, det pæne borgerdyr? Hvor
meget har de overhovedet til fælles, Peter, John og ham selv, når det
kommer til stykket? Ud over, at de var på samme ø-lejr sidste sommer?
Mærkelig trio. Nå, hvad Fanden, knævren og grinene gik det
jo meget godt med, når de tre krøb sammen i Peters lille private telt
for at dele et par flasker og – når han kunne lokke dem til det – en af
Jespers medbragte joints. Peter ville ikke sove i fællestelt;
”Det er jeg sgu blevet for gammel til,” sagde han. Ved første øjekast
forekom han snarere Jesper en tand for privat og småborgerlig
til at ville ligge i telt med tyve andre mænd. Fyre, som snorkede,
pruttede og – for nogles vedkommende – bollede mere eller mindre
diskret i mørket, mens resten prøvede på at sove og ønskede, at
de selv havde nogen at være sammen med. Med sit lovligt nydelige
udseende skilte Peter sig ud fra de fleste andre fyre på lejren. Det, og
så hans lune glimt i øjnene, fangede Jespers opmærksomhed, straks
han ankom. John lignede en våd hund, men våde hunde kan jo også
være meget søde en gang imellem.
Telefonen ringer, og Jesper ruller lidt modvilligt hen til den og
løfter røret:
”Ja?” grynter han lidt søvnigt og gnider sig i øjnene med den frie
hånd.
”Er det dig, Jesper?” Han kan til sin forbavselse genkende sin fars
stemme. Han plejer da aldrig at ringe.
”Ja, hvem skulle det ellers være?” kommer han alligevel til at vrisse.
3

”Nåh nej, selvfølgelig, men det kunne jo være, jeg havde fået forkert
nummer. Vi andre præsenterer os jo, når vi tager røret.”
”Okay. Ja, goddag, det er Jesper.”
”Ja, nu er det jo gået op for mig. Hvad går du rundt og laver, min
dreng? Vi hører jo aldrig fra dig ...”
”Ikke noget særligt. Hvad skyldes æren? Det plejer da altid at være
mor, der ringer?”
”Din mor er ude at købe ind. Og så tænkte jeg – ja, jeg ved ikke,
hvad jeg tænkte. Vi har jo ikke hørt fra dig i over en måned! Mor er
ved at gå ud af sit gode skind af bekymring.”
”Så kan hun jo bare ringe. Det plejer hun da ikke at være så sen til.”
”Nu kunne det jo være dejligt, hvis du selv fandt på at slå på tråden
– bare en gang imellem! Hvordan går det?”
”Det går da okay.”
”Har du stadig ikke fundet noget arbejde?”
”Næh.”
”Prøver du overhovedet? Der altid er brug for folk, der gider bestille
noget, ved du nok.”
”Det synes jeg, du skal sige til de trehundredetusinde andre arbejdsløse.
Jeg klarer mig fint.”
”Har du tænkt dig at dalre sådan rundt resten af livet?”
”Resten af livet! Klap lige hesten, hvad! Jeg er fireogtyve år gammel
– jeg når det nok, skal du se. Lad nu være med at bekymre jer så
meget, ikke. Jeg går faktisk og tænker på at starte på HF igen eller
noget.”
”Du aner ikke hvor glad, det ville gøre din mor og jeg, hvis vi vidste,
at du bare var i gang igen. Det kan nemlig hurtigt blive for sent,
skal jeg sige dig.”
”Far, for Helvede, hvad med lige at slappe lidt af ? Jeg gider ikke
det her!”
”Jamen, hvad får du overhovedet tiden til at gå med?”
”Læser en masse bøger. Går ture i Botanisk Have og på udstillin-
4

ger og sådan noget. Bager en masse lækkert brød. Drikker kaffe og
piller næse. Drikker mig fuld og skaber mig åndssvagt.”
”Hvad har du sidst læst?”
”Emma Goldmanns ”Anarkistiske Erindringer,” tror jeg ...” Der
lyder selvfølgelig et lidt opgivende fnys i den anden ende af røret.
”Eller også var det ”Det Kødædende Lam” af en fyr, der hedder
Augustin Gomez-Arcos ...”
”Det var da en mærkværdig titel. Hvad handler den om?”
”Om en dreng, der vokser op i fascismens Spanien, og som elsker
med sin storebror og driver de katolske præster til vanvid, sådan
kort fortalt. Vil du låne den?”
”Nej, Gud fri mig vel! Læser du slet ikke noget ordentligt?”
…
”Hallo, Jesper – er du der endnu?”
”Ja, ja – jeg skulle lige have mig en smøg.”
”Jeg troede da ikke, du røg mere?”
”Og ellers har I det meget godt?”
”Nej, jeg skal jo ikke blande mig, jeg ved det godt! Men kommer
du ikke snart ud til os? Du kunne jo komme på søndag og spise frokost
sammen med Susanne og Leif og ungerne. De kommer nemlig
tit forbi, skal jeg sige dig. Ja, de tager også med os i kirke først, men
det er vel ikke noget for dig?”
”Det ved du jo godt, det ikke er, far. Men du må da hilse.”
”Du kommer altså ikke?”
”Nej, jeg skal på weekend i Holte.”
”I Holte? Javel ja. Hvem bor der?”
”Ikke nogen du kender. En fyr, der hedder Michael.” Der bliver
stille i den anden ende af røret, mens Jesper tager sig et hvæs mere af
sin cigaret. Så kommer det lidt forsigtigt:
”Er Michael en ... øh ... ven?”
”Ja, det er lidt sjældent, jeg besøger nogen, jeg ikke er venner
med.”
5

”Hold nu op, Jesper, du ved godt, hvad jeg mener!”
”Er det så svært at få det sagt, far?”
”Det er altså en, du ... er glad for?”
”Jeg er i hvert fald glad for at gå i seng med ham, hvis det var det,
du ville vide.”
”Ja, nu er der jo ingen grund til at gå i detaljer, vel! Det er altså en
... hvad kalder man det? En kæreste? Det lyder da rart, Jesper!”
”Ja, nu må vi jo lige se, hvad det bliver til ...”
”Hvis du ikke ved, hvad det bliver til, behøver du så ligefrem at gå
i seng med ham?”
”Det lader du lige mig om, ikke!”
”Og det var dig, der ville være præst, da du var lille!”
”Da jeg var lille, ja! Farvel far, kan du hilse mor!”
”Nå, ja, hvis du ikke vil tale med mig mere, så ...”
”Far! Jeg skal skide!” siger han. Det plejer at virke, når han ikke
gider snakke med folk længere. ”Farvel!”
”Ja, det behøver du da ikke indvie mig i!”
Jesper smækker røret på og skodder sin cigaret arrigt i det godt
fyldte askebæger. Familie! Nå, han skal vaskes. Mon ikke, man skulle
have lidt larm til?
På det seneste cover står David Bowie i angrebspositur med boksehandsker
på, måske i et forsøg på at ryste sit tidligere så feminine
udtryk af sig. Titelnummeret Let’s Dance lyder lidt for poppet efter
Jespers smag. Alligevel bliver Bowie ved med at fascinere – man ved
aldrig rigtig, hvad man skal vente fra hans side. Bedst, som man tror,
man forstår ham, overrasker han og bevæger sig ud af en ny vej, med
ny lyd, nyt udseende, ny stil. Og selvom han ikke længere spiller så
meget på de førhen så seksuelt tvetydige tangenter, så udstråler han
stadig noget sært androgynt, som fænger og gør ham interessant og
uberegnelig.
Jesper danser ud i køkkenet til tonerne af startnummeret Modern
Love og sætter en kedel vand over til sin etagevask. Han kan ikke nå
6

over i badeanstalten i Sjællandsgade, hvis han ikke skal komme for
sent ud til Peter. I skabet i soveværelset åbenbarer de halvtomme
hylder, hvor kedeligt, det er at gå på møntvask. Varmen indbyder
heldigvis ikke til strømper og sko, og godt det samme. Hos Peter
skal man helst tage skoene af, så man ikke griser hans pæne, afhøvlede
gulve. De få rene strømper med hul i vil han ikke vise frem, og
sokkerne fra i går dufter alt andet end indbydende. Så må han tage
bare fødder i sine maosko og håbe, det ikke bliver regnvejr. Alt tyder
på, at varmen vil fortsætte juli ud, så det går nok.
Nyvasket og påklædt ser han sig selv i spejlet. Vel egentlig et helt
okay syn. De sorte jeans og den grå T-shirt er begge godt slidte, så
han ser heldigvis ikke alt for nydelig ud. Håret trænger snart til at
blive bleget en tand mere. Som det ser ud nu, vil selv hans mor vel
finde ham helt nydelig med det korte hår, der næsten kunne gå for
bare at være lysnet lidt af solen. Han vil sgu ikke have kunstig naturlighed;
han vil have ærlig kunstighed. Håret skal op og stritte. Bøtten
med gele er tom. Pis! Han finder tuben med eksplorationscreme
inde ved siden af madrassen og kommer lidt af det i håret i stedet.
Det fungerer glimrende.
7

Kapitel 2
J ohn glæder sig til i aften, hvor han for første gang skal præsentere
sin kæreste for Jesper og Peter. Han bliver helt varm indeni
ved tanken, mens han sidder på toilettet med hovedet hvilende i
hænderne og tisser færdig. Hvis han rækker hånden ud, kan han nå
Arne, som står ved spejlet i deres lille badeværelse og lader skraberen
fjerne bane efter bane af barberskum. I starten af forholdet punkede
Arne ham tit for at sidde ned og tisse, men sådan har han nu lært
det hjemmefra af sin mor. Og har hun ikke ret måske? Man slipper
da for al den uappetitlige strinten ved siden af, som hun siger. Nu
hænder det faktisk, at Arne også sætter sig for at tisse, men mest når
han er i godt humør. Hvis der har været en kurre på tråden, insisterer
han stadig på sin ret til at stå op.
”Er du faldet i staver?” brummer Arne.
”Hvad? Nej, vi skal nok til at se at komme af sted, tror du ikke?”
spørger John, mens han ryster af og dupper efter med et stykke toiletpapir.
”Er du da selv parat?” Arne kaster et par håndfulde vand i ansigtet,
tørrer sig og forsvinder ind i deres soveværelse hvor klædeskabet
står. Bare han nu er i godt humør. John vasker hænder, finder lige
den lille saks i toiletskabet og klipper hurtigt et par små, kun let
vildfarne totter af sit i forvejen nydelige og tæt trimmede fuldskæg.
”Så er jeg næsten klar, Peter kan vist godt lide, man kommer til
tiden.”
”Derfor behøver vi vel ikke skynde os mere end højst nødvendigt.
Der er masser af tid. Hvor mange bliver vi egentlig? Shit! Hvaffor
en skorte skal jeg nu tage på?”
”Den blå der er da meget pæn. Vi bliver fire: Dig og mig og Peter
8

og Jesper.” Han trænger lige til at læne sig lidt ind og mærke duften
af Arne. Min kæreste. Han nyder at smage på ordene. Arne står med
den blå skjorte i den ene hånd og en hvid i den anden, ryster på
hovedet og hænger dem begge tilbage i skabet. Han finder en hvid,
stram T-shirt, som han trækker over hovedet, så han får skubbet
John væk i bevægelsen.
”Hvorfor skal jeg overhovedet med?” spørger han, da hovedet er
kommet gennem halsåbningen. John griber også ud efter en hvid
T-shirt:
”Hvad mener du? Selvfølgelig skal du da med! Er den her ikke
meget pæn?”
”Nej, kan du ikke godt finde noget andet? Jeg gider altså ikke, vi
skal rende rundt i det samme tøj og ligne sådan et pænt ægtepar! Og
hvorfor er det nu pludselig blevet en selvfølge? Det er da dig, der
kender dem?”
I stedet for at svare griber John en blå T-shirt, trækker den hastigt
på og går ind til vinduet i stuen og stiller sig og kigger ned på Nørrebrogade.
Hvad skal han svare? Han vil bare gerne have Arne med
og vise ham frem for de andre; Se: her er min kæreste! Er der nu
noget galt i det? Nede på gaden myldrer fodgængere, cyklister og
biler næsten lige så kaotisk som det mylder, der er i hans hoved. Nu
havde han lige glædet sig sådan. Hvorfor kan Arne ikke se det? Han
skal tvinge sig til ikke at løbe ind og gemme sig under dynen. Arne
kommer hen og stiller sig bag ved ham og lægger armene om ham.
”Selvfølgelig skal jeg nok tage med. Tag det roligt! Jeg tror bare
ikke, det bliver særlig skægt at møde dine frelste ø-lejr-venner. Og
i morgen skal vi ud og besøge din mor, for at det ikke skal være
løgn.”
”Det var da meget rart, hun for en gangs skyld selv foreslog, du
kunne tage med,” siger John og mærker, hvordan dårligt smurte
tandhjul rumler i hans mave og sender små bølger af syre op i hans
hals.
9

”Ih ja, hvor var det pænt af hende. Du kan da tage ham din ven
med, hvis du har lyst. Jeg kan lige høre hende sige det med selvopofrelse
i stemmen. Når nu det ikke kan være anderledes! Hun har
virkelig taget sig sammen.”
”Det er da et lille fremskridt, er det ikke?”
”Jo bevares, jeg skal jo også nok tage med i morgen. Jeg trængte
bare til kun at være dig og mig i aften.” Arne vender ham om og trykker
sig helt tæt ind til ham. Tandhjulene i maven bliver smurt igen,
og han lægger armene om sin elskede og lader sig kramme. Arne
giver sig til at gnave i hans hals, mens han trykker sit underliv ind
mod hans.
”Altså Arne, vi skal snart gå!”
”Hmm,” brummer Arne og kysser ham videre ned til kravekanten,
kigger ham dybt i øjnene med det der lystne blik, som altid gør
John blød i knæene. Så griber han fat i kraven og flår med en resolut
bevægelse T-shirten i stykker og lader sin tunge spille på Johns ene
brystvorte, niver ham lidt hårdt i den anden og lader sig glide ned
på knæ foran John, som fniser og lægger hovedet lidt tilbage. Han
ånder lettet op: Arnes humør er godt igen. Det skal nok blive en
god aften.
”Så bliver vi altså nødt til at tage en taxa ...”
10