Prædiken til 2.påskedag, 9. april 2012, v - Ulfborg Sogn

2. påskedag 2012
Ulfkær Kirke den 9. april kl. 10.00
Tekster: Sl. 16, 5-11; 1. Kor. 15,12-20, Johs. 20, 1-18
Sjælesorg i haven
Evangeliet til i dag handler om, hvordan man udøver ægte sjælesorg. Men jeg vil gerne begynde et lidt andet sted:
Struenses sjælesorg på slottet
Forleden var jeg i biografen og se filmen ”En kongelig affære”. Den handler om tiden i slutningen af 1760’erne og
begyndelsen 1770’ernes politiske forhold og livlægen Struenses affære med dronning Caroline Matilde. I filmen er
der en sjov scene, da den mere eller mindre sindssyge kong Christian kommer hjem til Christiansborg Slot efter et
længere rekreationsophold i Tyskland. Med sig hjem fra opholdet har han Johann Friedrich Struense, der var en tysk
læge og politiker. Lige da de ankommer i karet til slottet stiger kongen ud. Udenfor står hoffet og Dronning Caroline
Matilde og tager modvilligt imod. For ingen kan rigtig lide eller for den sags skyld tage den legesyge konge alvorligt.
Selv folket var ligeglad med ham. Og da kongen stiger ud af kareten sammen med Struense, bliver han frygtelig
skuffet over, at folket ikke er dukket op for at hylde ham som den hjemvendte konge. Uden situationsfornemmelse
får det kongen til skingert at udbryde: ”Hvor er folket? – Jeg vil have folket! Hent dem! Eller springer jeg i kanalen!”
Men det kan man jo ikke have, at den enevældige konge gør, så alle krymper sig og ved ikke, hvad de skal sige. Ingen
tør tale til ham. Undtagen Struense. Han tager den unge kong Christian på ordet og siger: ”Ja, deres majestæt. Det
var da en glimrende idé efter sådan en lang rejse. Hop De bare i kanalen. Det vil friske Deres majestæt lidt op!”
Kongen, der nu godt kan høre på Struense, at forslaget var tåbeligt, skynder sig i stedet at gå ind på slottet og få
varmen. Men han har fået en ven i Johann Friedrich Struense, der jo tog kongen på ordet. For, ifølge filmen, så så
lægen Struense kongen som et menneske, og ikke kun som en titel. Og det var begyndelsen til et venskab, men også
til en tid i Danmark, hvor der for en tid under enevælden i 1770’erne blev sat fokus – netop på mennesket.
Mennesket er menneske og ikke en ting
Man kan sige, at det Struense egentlig gjorde, var at udøve sjælesorg til den i virkeligheden dybt ulykkelige konge.
Det geniale var at se kongen som det menneske, han er. Og ikke som en institution eller en titel. Og det har kongen
brug for. Det har alle mennesker brug for. Om vi er konger, lønmodtagere, uden arbejde eller uden venner, så har vi
brug for, at der er nogen, der tager vore sorger alvorligt. Og som ikke slår dem hen som ligegyldigheder, eller som
noget andre, måske kommunen, må ordne. For kommunen er et system, ikke et menneske. Det skal vi huske i vores
gennemsystematiserede samfund. Det er rigtigt, at vores systemer kan hjælpe med økonomi og praktisk hjælp. Men
at have systemer for stort set alt i denne verden, det er ikke det samme som at have mennesker omkring os, der
spørger ind til os. Og det er netop hvad der sker i evangelisten Johannes’ gravhave.
Sjælesorg i haven
Da Maria meget tidligt om morgenen søndag morgen går ud i haven for at finde sin Herre, er hun så fortvivlet, at
hendes øjne er fyldt med gråd og hun har svært ved at se klart. For sådan er det jo, når menneskelivet falder
fuldstændig sammen og man måske holder helt op med at føle sig som et menneske.
Tiltalt som et menneske
Men så er det, at hun bliver tiltalt som et menneske. For der bliver spurgt ind til gråden. Først af englen og sidenhen
af den opstandne Jesus selv. Det er i virkeligheden den allerførste sjælesorg, der udøves her i gravhaven.
For både englen og Jesus spørger ind til gråden. Ser hende som et menneske. Forholder sig til hende. Genopretter
forholdet til hende. ”Kvinde, hvorfor græder du”, spørger først englen og derefter den opstandne Kristus.
Sjælesorgen – små åbninger til Guds rige
Min pointe er, at Maria Magdalene, der jo ellers er en tvivlsom person, måske tidligere prostitueret, men nu kommet
på bedre tanker efter at have mødt Jesus, - hun må jo være fuldstændig knust og i dyb krise efter at Jesus, den
eneste, der så hende som et ligeværdigt menneske og som elskede hende som hun var, nu er død og hun er kommet
her ud i gravhaven for at sørge. Hendes gråd bliver hørt og spurgt ind til. Og bare det, gør livet nyt for hende. Benny
Andersen skriver et sted: ”En klagesang er til for at blive hørt – ikke en stil der skal rettes i”. Både englen og Jesus
tager hende alvorligt i hendes sorg. Min pointe er, at den, der er i krise, dybest set ikke skal have trøst, men
kærlighed. For som mennesker kan vi ikke bruge trøsten til noget som helst. Det dur ikke at sige til én, der er i krise:
”Det skal nok gå. Det skal nok blive godt igen.” Det er ikke en ordentlig trøst. For det kan man ikke forholde sig til,
når tårerne presser sig på. Og det er jo heller ikke rigtigt, at alt bliver som før. For intet bliver som det var før. Spørg

are den, der har mistet en ægtefælle. Intet er som før og vil aldrig blive det. Det er et håbløst håb. En ordentlig
trøst, som vi kan bruge til noget, det er at vide, at vi bliver taget alvorligt. Det er at vide, at vi på trods af tabet, er
elskede. Det er at vi bliver talt til der, hvor vi er. Ja, at der i det hele taget er nogen, der vil os. Og derfor er det en lille
paradisfortælling, som evangelisten Johannes her er ude i her i gravhaven: Nemlig en fortælling om, at når vi spørger
ind til hinanden og tør være i hinandens svære stunder og ikke flygter bort, når alt ser sortest ud, så er paradis på
færde – også i vores liv. Når vi tør være sammen med mennesker i det svære i livet og tør være der, hvor de er, så er
Guds rige på spil. Så rører opstandelsens kræfter ved os, omfavner os som en god ven. Og da Jesus siger Marias navn
understreges det, at han kender hende godt. Og hun genkender ham. Det kan godt være, at intet bliver som før, men
det er heller ikke pointen. Pointen er, at selv om intet bliver som før, så kan livet blive godt igen på en anden – en ny
måde. Opstandelsesfortællingerne er små historier om hvordan livet bliver nyt, på trods af døden. Ikke fordi livet
vinder over døden, men fordi kærligheden, som Grundtvig skriver i sin fantastiske salme ”Hil dig frelser og forsoner”,
er stærkere end døden. Det er fortællinger om, at mennesker igen bliver mindet om, at Gud aldrig glemmer os.
Glædelig påske!
Amen