Rosabladet Para solchampignon (Leucoagaricus leucothites) ne. Mange lignende ringe er at se, og mellem dem tilsvarende ringe af Tåge-Tragthat (Clitoc ybe nebularis), Violet Hekseringshat (Lepista nuda) og et enkelt sted en ring af vældige eksemplarer af Violrodsduftende Hekseringshat (Lepista irina). Hekseringshattene kan jo spises, og bøgerne er enige om at prise den violettes kulinariske egenskaber. Smagen er efter min mening højst ubehagelig, og den violrodsduftende fætter er utiltalende parfumeret. På en sti ind mellem buskene, hvor græasafklip har været spildt i et tyndt lag, ser jeg for første gang Randbæltet Hjelmhat (Galerina marginata) i så store mængder, at jeg kan forstå , at den kan frembyde forgiftningsfare. Som bekendt opdagede man (Printz 1983) for 10-15 år siden, at denne svamp indeholder den samme gift (amanitin) som de dødeligt giftige fluesvampe, og i Tyskland oplevede man en række meget alvorlige forgiftningstilfælde. Her i landet finder man mest arten i småklynger - 3, 4 eller op til 10 eksemplarer på grene og kviste eller på kvas omkring stød. På Gladsaxe kirkegård groede den imidtertid hundredtallig på det visne græs, og havde man konsekvent plukket det hele i den tro, at det drejede sig om Foranderlig Skælhat (Pholiota mutabilis), havde der sikkert været nok til en dødeligt forløbende forgiftning. Men på den anden side: Kan man virkelig tage fejl? Svampen gror jo på jorden som bredsået i store knippper og ikke som skælhatten på træstød. Farven virker også anderledes mere snavset-gulbrun og mindre appetitlig - eller er det, fordi jeg kender dens giftighed? Og stokken er i hvert fald helt forskellig . Hjelmhattens er uskællet, gråbrun, sølvagtigt længdestribet med en lille tilklæbet ring, der har et rustrødligt skær. ae man (Pnntz lYKJ) tor lU:'1) arSIden, at denne svamp indeholder den samme gift (amanitin) som de dødeligt giftige fluesvampe, og i Tyskland oplevede man en række meget alvorlige forgiftningstilfælde. Her i landet finder man mest arten i småklynger - 3, 4 eller op til 10 eksemplarer på grene og kviste eller på kvas omkring stød. På det heldigvis er sjældent. Under en ung gran er det meste af en kvadratmeter tæt besat med Mælkehvid Huesvamp (Hemimycena lactea). Det er den, hvis anvendelighed i Phillips udmærkede bog (1981) karakteriseres som "edible, not worthwhile" ("spiselig, men ikke umagen værd"). Det tør siges. De små svampe vejer få milligram stykket, og selv omjeg brugte formiddagen og samlede dem alle, ville der næppe blive til mere end et halvt stykke mad. For hvert skridt dukker nye svampemængder frem . Der står en flok små sirlige parasolhatte. En fin lille ring og næsten sorte hatskæl. Er det ikke Lepiota felina, den hedder (Sortskællet Parasolhat). Den har jeg ikke set i masser af år. Ved siden af er der en tyk ring af en hygrofan tragthat. Jeg plejer at kalde denne art for Clitocybe dicolor (Grå Tragthat). Den har en lysegrå, fedtet hat og en betydeligt mørkere stok. Jeg må have en prøve med hjem til nærmere undersøgelse. Man blive hurtigt blasert af en så overvældende svamperigdom. Næsten uden beskuelse passeres et par stubbe med fantastisk flotte Fibret Flammehat (Gymnopilus spectabilis) omgivet af tykke ringe af Grøngul Skælhat (Pholiota gummosa). Sikke pragteksemplarer og mængder, man kunne bringe hjem til en udstilling i dag, hvis man havde en stor ladvogn på slæb. Her står et par store, hvide champignoner. Nej, de har jo hvide lameller. Det er Rosabladet Parasolchampignon (Leucoagaricus leucothites). Store, faste eksemplarer kendelige på den hængende ring og den hvide hat med svagt læderbrunlig