Udtryk nr. 1, 2001 - Randers Kunstmuseum

•
Nr. 1 • Forår 2001 • 2. årgang
RANDERS KUNSTMUSEUM • MUSEET FOR DANSKKUNST

•
Magasin for
Randers Kunstmuseum
Redaktion
Finn Terman Frederiksen (ansv.)
Udgiver
Randers Kunstmuseum
Oplag
3000
Udgivelse
Bladet udkommer 4 gange årligt:
Forår (marts), Sommer (juni), Efterår
(september) og Vinter (december).
Abonnement
Bladet fremlægges i museet til fri
benyttelse og kan rekvireres gratis
tilsendt ved henvendelse til museet.
Skoler kan bestille gratis klassesæt
så længe oplag haves.
Produktion
Buch’s Grafiske
ISSN
0905-4898
Randers Kunstmuseum
Museet for Dansk Kunst
Stemannsgade 2
8900 Randers
T 86 42 29 22 F 86 43 29 54
www.randers-kunstmuseum.dk
Åbningstider
Tirsdag-søndag 11-17, mandag lukket.
Skoleklasser, foreninger m.v. har adgang
også uden for museets sædvanlige
åbningstid efter forudgående aftale.
Omvisning i forbindelse med skolebesøg
m.v. kan arrangeres mod
betaling. For skoler fra Randers
Kommune er omvisninger dog gratis.
Forside
P.S. Krøyer:
Sankt Hansblus på Skagen Sønderstrand. 1906.
Olie på lærred. Skagens Museum.
Bagside
Annette Hoff-Jessen:
Ansigt. 2001. Olie på lærred.
Tilhører Randers Kunstmuseum.
2
4
Omkring et kunstværk
7
Krøyers eufori
Ny bog om de
virtuose stemningsbilleders
ekstatiske mester
Fokus på en berømt pastel af Skagensmaleren P.S. Krøyer
En fotograf på sporet
Finn Larsens fotografiske fordybelse
i et landskab, som vi andre kun flygtigt bemærker i forbifarten
6

12
10
Annette Hoff-Jessen
Masken bag ansigtet bag masken…
– en af det heftige maleris form- og farvepoeter
viser nye billeder
Dansk impressionisme
Impressionismens danske pioner og hans
nærmeste arvetagere
ARTIKLER
5 Krøyers eufori
Af Line Chayder
10 Masken bag ansigtet bag masken
Af Finn Terman Frederiksen
UDSTILLINGER
7 Omkring et kunstværk:
En pastel af P.S. Krøyer
8 Finn Larsen:
Bane
10 Annette Hoff-Jessen:
Ansigter
12 Philipsen og Fynboerne
14 OCTO
ANDET
14 Foredrag/koncerter:
DEN DANSKE TONE
14 Foredrag:
KUNST OG VIRKELIGHED
15 Foredrag:
HVAD SKAL VI MED
MODERNE KUNST?
KALENDER
3

KRØYERS EUFORI
En ny bog med denne titel, skrevet af museumsleder
Finn Terman Frederiksen, fokuserer på den
berømte Skagensmalers manio-depressive sindslidelse
og kaster nyt lys over denne sygdoms indflydelse
på hans kunst.
(125 sider, rigt farveillustreret, indbundet. Randers
Kunstmuseums Forlag.
Pris 175 kr. Bogen forhandles udelukkende i museets
egen boghandel. Kan bestilles telefonisk, og fremsendes
mod ekspeditionsgebyr 40 kr.)
4
Den aktuelle bogudgivelse præsenteres i april måned
i to arrangementer:
CAFÉTRÆF (på Værket)
1. april kl. 15
Finn Terman Frederiksen præsenterer sit nyeste kunsthistoriske bogværk
KRØYERS EUFORI.
Gratis adgang.
TVÆRFAGLIG DIALOG
(på Randers Kunstmuseum)
29. april kl. 15
I anledning af den aktuelle bogudgivelse fører psykiater Annelise Borup og bogens
forfatter Finn Terman Frederiksen en tværfaglig dialog om Krøyers sindslidelse og
dens betydning for hans kunstneriske udfoldelse.
Normal museumsentré.

KRØYERS
EUFORI
Line Chayder
Med bogen KRØYERS EUFORI sætter
Finn Terman Frederiksen fokus på en tidligere
kun flygtigt berørt problemstilling i Krøyerlitteraturen,
nemlig hvordan Krøyers maniodepressive
sindslidelse påvirkede udformningen
og karakteren af hans kunst.
Traditionelt anser man sindslidelse for en
hæmsko for kunstnere, som et belastende handicap,
som gør, at kunstneren i kampen mod sygdommen
må skabe på trods. I modsætning til
denne holdning argumenterer Finn Terman
Frederiksen med KRØYERS EUFORI for en
mere nuanceret opfattelse af sindslidelsers indflydelse
på kunstnerisk skaben. Uden på nogen
måde at ville forherlige sindsygdommens positive
egenskaber, påpeger forfatteren nemlig,
at en kunstners psykotiske tilstand også kan
berige den kunstneriske udtrykskraft. For i tilfældet
Krøyer var manien det psykiske brændstof,
der muliggjorde kunstnerens berømmede
P.S. Krøyer: Dansende drenge. Detalje fra Sankt Hansbål
på Skagen Sønderstrand. 1906. Olie på lærred.
Skagens Museum.
arbejdstempo, ligesom det var de maniske kræfter,
der formede nogle af Krøyers kendteste værkers
indhold og udtryk.
En depressiv party-løve
Succeshistorien om Krøyer er ellers velkendt:
Det kunstneriske vidunderbarn Peder Severin
Krøyer blev sin tids mest feterede og højest
betalte kunstner. Krøyer kunne ikke alene charmere
borgerskabet med sine elskværdige portrætter
og sin kunstneriske virtuositet, han var
også en party-løve, der med glæde førte sig frem
som modebevidst bon vivant og succes-ombrust
malerfyrste. Da Krøyer i 1889 blev gift med én
af Danmarks smukkeste kvinder, malerinden
Marie Triepcke, nåede kunstnerens selviscenesættelse
som et gudsbenådet søndagsbarn uanede
højder. Men bag Krøyers tilsyneladende sorgløse
overflade lurede en manio-depressiv psykose, der
på afgørende vis kom til at forme såvel hans liv
som hans kunst.
Finn Terman Frederiksen påpeger, hvordan
adoptivbarnet Krøyers nedarvede manio-depressive
psykose blev yderligere forstærket af kunstnerens
traumatiske opvækstvilkår hos sin biologiske
mors søster og svoger i København.
Kombinationen af en følelseskold og nedgørende
stedfar og en naiv og overbeskyttende stedmor
påførte Krøyer en livslang mindreværdsfølelse,
som med Finn Termans ord „fandt
tiltrængt kompensation i maniernes fandenivoldske
selvovervurderinger.“ (S. 23) Selvovervurderinger,
der blandt andet kom til udtryk i
Krøyers stædige iscenesættelse af sig selv som et
lykkesbegunstiget søndagsbarn. Og som også
lå bag kunstnerens „til besættelse grænsende dyrkelse
af et stadigt mere opskruet kunstnerisk
arbejdstempo“. (S. 27) For Krøyers fænomenale
arbejdstempo afspejlede ikke bare tidens interesse
for friluftstudiets øjeblikskarakter. Krøyers
hurtighed var et resultat af kunstnerens maniske
sindstilstand, og når han pralede med og rendyrkede
sin egen hurtighed, var det også fordi han
på denne måde kunne brillere og opnå den
beundring fra omverdenen, som hans depressive
sind havde så meget brug for.
Finn Terman Frederiksen tolker – på baggrund
af den dynamiske psykiatri – Krøyers mani som
en fornægtet eller ikke erkendt depression.
Manien er altså af kompensatorisk karakter. Som
en mental forsvarsmekanisme rettet mod depressionens
mørke sider, forsøgte den depressive
Krøyer ihærdigt at insistere på, at alt var godt.
Krøyers psykiske konstitution blev yderligere
forværret af den syfilislidelse, der medførte, at
han fra 1886 og fremover jævnligt blev behand-
5

let med kviksølvdampkure og kviksølvpiller. En
livsfarlig „kur“, der naturligvis også udmarvede
kunstnerens sjælelige og fysiske helbredstilstand.
6
Hip, hip, hurra:
Drømmen om den evige fest
Men hvordan kan kendskabet til Krøyers sindssygdoms
forskellige faser uddybe kendskabet til
hans kunst? Er det ikke bare snageri, kunne man
spørge, at fokusere på Krøyers velkendte samlivsproblemer
og tragiske sygdomsforløb?
Nej, mener bogens forfatter, for Krøyers sindslidelse
påvirkede hans kunst på godt og ondt.
Den styrkede hans maleriske force og styrede
såvel mandens højt berømmede arbejdstempo
som iscenesættelsen af hans kunstneriske univers.
For Krøyer insisterede på livet på solsiden,
såvel i virkeligheden som i sin kunst.
Det berømte billede „Hip-hip-hurra“, der er
inspireret af en sommerfrokost i Anna og
Michael Anchers have, kan om noget stå for
Krøyers maniske trang til at iscenesætte virkeligheden
som en evig fest med sang og bægerklang.
Krøyers motiv er baseret på det fotografi, den
tyske maler Fritz Stoltenberg tog „af Selskabet
i just det Øjeblik, da man skålede allermest
begejstret. Da Krøyer så Fotografiet, fik han lyst
til at male et Billede derefter, (…), og da det ikke
var Krøyers Vane at lade Græsset gro over en
Beslutning, mødte han Dagen efter med alle
sine Grejer i Anchers Have – arrangerede sig
med Modellerne, som det passede ham, og
malede løs på sine Studier. Dette blev Anledning
til den første af Skagens mange og lange Fejder.“
(S. 34) For havens ejermand, Michael Ancher,
kunne ikke acceptere, at den succesfulde Krøyer
rykkede ind på hans enemærker for at male.
Derfor måtte Krøyer fortrække fra Anchers
„kunstneriske territorium“ og i stedet færdiggøre
billedet på sit eget domæne! Alligevel gav
„Hip-hip-hurra“ fortsat anledning til kollegiale
uoverensstemmelser i de kommende år mellem
Michael Ancher og P.S. Krøyer.
„Hip-hip-hurra“ er resultatet af Krøyers velovervejede
arbejde med at få lysforhold, farve
og komposition til at gå op i en højere enhed.
Krøyer arbejdede på motivet gennem fire år, og
han havde stort besvær med at få de kunstnere,
der havde deltaget i frokosten i Anchers have i
1884, til at sidde model til maleriet. Flere af dem
vendte kun tilbage til Skagen i de kommende år,
fordi Krøyer havde skrevet til dem, og udtrykkeligt
bedt dem om komme for at være hans
modeller. Derfor måtte Krøyer også nødtvungent
gå på kompromis med at fastholde alt som det
var den gang, „i de gode gamle dage“, og i stedet
rekonstruere det muntre samvær med nye aktører.
På trods af dets fotografiske karakter er
Hip-hip-hurra altså ikke „historisk korrekt“.
Flere af de kunstnere, der nu sidder omkring
frokostbordet havde aldrig deltaget i festen, og
maleriet giver derfor fremfor alt „et levende indtryk
af Krøyers formidable evne til at iscenesætte
festligheder på Skagen i det hele taget“.
Krøyer malede „Hip-hip-hurra“ i en periode,
hvor han i al hemmelighed gennemgik en udmarvende
kur for syfilis. Derfor kan dette livsglade
mesterværk også tolkes som „et vidnesbyrd
om en syg mands ensomme kamp for at fortrænge
bevidstheden om sin egen tragedie.“
(S. 44) Et faktum, der naturligvis ikke rokker
ved „Hip-hip-hurra’s“ kunstneriske kvaliteter.
For „Hip-hip-hurra“ kan stadig forføre beskueren
med sin smittende livsglæde! Vi tror på
sandhedsværdien af dette tilsyneladende maleriske
snapshot og på det ubrydelige sammenhold
i „kunstnerfamilien Skagen“ som billedet postulerer.
Også selvom virkeligheden var en anden,
og de kollegiale forhold kunstnerne imellem
ikke altid noget at råbe hurra for!
Krøyers eufori: Et hjerte i brand
Med det storladne „Sankt Hansblus på Skagen
Sønderstrand“ malet fra 1903 til 1906, gør Krøyer
status over livet på Skagen. Her samler kunstneren
de mennesker, der har stået ham tættest og
som har været hovedrolleindehaverne i den
epoke i malerkunstens historie, der nu rinder ud.
Krøyers 7-årige datter Vibeke med den lyse
sommerkjole og „frikadeller“ ved ørerne, leder
os fra billedets venstre side ind i komposionen.
Mens Fru Henny Brodersen, Krøyers nye kæreste,
der står lidt længere inde i kredsen i samtale
med Anna Ancher, ser flirtende ud på os og
maleren. Hele kompositionen holdes sammen af
den hjerteform, som Finn Terman Frederiksen
overbevisende påviser som et kompositorisk og
symbolsk samlende element, hvis symbolske
indhold forfatteren knytter sammen med kunstnerens
egen selvforståelse.
For bogens forfatter er billedets centrale
pointe kunstnersindets spejling i bålets flammer:
„Ilden er givet et symbol, der spænder over
begge poler i Krøyers sind: den er blussende
eufori, der forløser maniens kræfter, og indbegrebet
af det flammende inferno, når sindet er i
depressionens vold.“ (S. 70)
Krøyers eufori lever i lyset af bålets flammer.
Måske synliggjort i de vildt dansende drenge
placeret så alt for tæt på ildens brølende flammehav.
En betydningsladet detalje, påpeger
Finn Terman, der viser „det mentale opgør, den

eksalterede ilddans, som foregår indenfor i hans
egen euforiske psyke og som fylder hans kunst
med en ekstatisk livsenergi“. En euforisk selvspejling
som bogens forfatter ser „i mere end en
forstand som selve brændpunktet i det kunstneriske
testamente.“ (S. 85).
Den hypomaniske kunstner
Med KRØYERS EUFORI modgår Finn Terman
Frederiksen den ofte fremsatte påstand, at
Krøyers kunst bare er en virtuos genspejling af
den ydre verden og intet mere. For som analyserne
i bogen viser, var Krøyers kunst og dens
budskaber omhyggeligt tilrettelagt.
I sine billeders konstruerede verden kunne
Krøyer rendyrke drømmen om ægteskabelig lykke
og ubrydeligt kollegialt sammenhold. Drømme,
der ikke altid kunne realiseres i virkelighedens
verden.
Finn Terman Frederiksen peger på hypomanien,
der er den mildere grad af den maniske psykose,
som Krøyers egentlige kreative sindstilstand.
I denne hypomaniske, det vil sige moderat
løftede sindstilstand, følte Krøyer sig kunstnerisk
stimuleret, og arbejdet med billederne gik let.
OMKRING ET
KUNSTVÆRK
P.S. Krøyers kendte pastel „Oscar Björck og
Eilif Peterssen maler Georg Brandes“,
udført på Skagen i sommeren 1883
16. marts - 27. maj
Udstillingens billeder og tekstplancher fokuserer
på Krøyers legendariske færdigheder som „hurtigmaler“
og stiller spørgsmålet om, hvorvidt Krøyer
dyrkede den hurtige udførelse, fordi han følte sig
på linie med tidens impressionistiske avantgarde,
der dyrkede denne fremgangsmåde, eller fordi
han blev drevet til det af sin maniske psyke.
Den hypomaniske sindstilstand er fremherskende
hos kunstneren frem til hans sammenbrud
i år 1900. Derefter veksler de hypomaniske
arbejdsperioder med depressive sygdomsperioder,
hvor Krøyer er kunstnerisk inaktiv.
Bogens forfatter opdeler Krøyers kunst i de
aktive hypomaniske perioder i to vidt forskellige
stemninger: en solfyldt, euforisk ,hip-hip-hurra!‘modus
og en skumrende, melankolsk nedtonet
„l´heure bleue“-modus. Denne „l´heure bleue“modus
ser Finn Terman som udtryk for en
manio-depressiv blandingstilstand, der driver
kunstneren ud i de romantiske blå billeders
sværmeriske melankoli.
Modstillingen af funklende lys og smægtende
tusmørke i P.S. Krøyers kunst, to spor der løber
parallelt med hinanden i de hypomaniske perioder,
mødes endeligt i det sidste selvportræt vi
kender fra kunstnerens hånd. Portrættet er malet
i 1909, få måneder før Krøyers død i november
samme år. Med venstre halvdel af ansigtet stærkt
belyst, og højre halvdel i skygge, er det som om
den 58-årige Krøyer med dette nådesløst ærlige
selvportræt endelig har forsonet sig med sin
sjælelige skyggeside. En skyggeside, der nu ikke
længere fortrænges, men for første gang får lov til
at blive billedliggjort.
P. S. Krøyer: Oscar Björck og Eilif Peterssen maler Georg Brandes. 1883. Pastel.
Tilhører Randers Kunstmuseum.
7

FINN LARSEN
BANE – et fotografisk projekt, gennemført i perioden 1996 til 2001
6. april - 27. maj · Åbning 6. april kl. 16
Udstillingen omfatter 60 udvalgte billeder, der
hver måler ca. 30 x 75 cm. Billederne udstilles
som en installation, under glas på 30 borde à
60 x 180 cm., opstillet i 2 rækker i et rum på
ca. 10 x 25 m. (Udstillingen vises senere på året
i et lokale af lignende form i Arkitektskolens
Udstillingsbygning, Århus).
BANE Finn Larsen
Jeg har arbejdet med dette projekt siden
1996. Jeg arbejder altid længe med mine projekter
– 5-10-15-20 år – fordi jeg er interesseret i
at se, hvordan projektet og mit eget forhold til
det udvikler sig over tid, hvordan det påvirker
min måde at se på, hvilke nye perspektiver, der
åbner sig og hvordan det påvirker mit arbejde
med andre samtidige projekter.
Projektet er konkret en undersøgelse af landskabet
langs jernbanen Århus-Randers. Strækningen
er sekundær, det kunne være hvilken
som helst banestrækning.
Jernbane har i meget konkret forstand at gøre
med tid og rum. Samtidig er jernbanen og landskabet
omkring den i en mindre konkret forstand
uden for tid og rum: den strækning der
gennemrejses er i princippet uden selvstændig
mening i forhold til rejsens formål.
Når man rejser samme strækning mange gange,
skaber man sig imidlertid nogle fikspunkter i
landskabet – en orden. Det kan være et træ midt
på en mark, et hus – hvad som helst som fanger
opmærksomheden. Efterhånden anvender vi
fikspunkterne til at orientere os efter, de fungerer
som fyrtårne. Denne visuelle mekanisme
fungerer på et mere eller mindre ubevidst plan –
8
Finn Larsen, født 1956. Uddannet som
fotograf på Teknisk Skole og Kulturhistorisk
Museum, Randers 1977-80.
Arbejder med fotografiet som billedkunstnerisk
medium.
Blandt hans billedserier/udstillingsprojekter
kan eksempelvis fremhæves
Billeder fra Tyrkiet (1985), Saltholm
(1992), Stativer (1995) og Zaman ver yer
(Tid og sted; 2000).
som en funktion af, hvad vi finder smukt og
grimt eller på anden måde interessant.
Modsat tror jeg også, at vi under en togrejse er
mere tilbøjelige til at opfatte noget som interessant,
som vi under andre omstændigheder ikke
ville have bemærket, fordi vi keder os, og derfor
er mere åbne overfor at tage imod de muligheder
for oplevelser, der byder sig til, vores beredskab
for nysgerrighed bliver skærpet. Det er denne
form for nysgerrighed, der er udgangspunkt for
projektet.
Jeg har delt strækningen på 58 km op i 12 ture.
Hver strækning er på 4-6 km og har taget lige så
lang tid at gå i timer. Den første strækning gik
jeg i ‘96. Vejret og lysforholdene har været den
styrende faktor for, hvornår hvilken tur er gået,
og visse ture er derfor gået flere gange for komplettering
af materialet.
Projektet fungerer på to plan. Det ene handler
om, hvad vi ser, og det andet om, hvordan vi ser
det. På et plan handler projektet om at „stå af“
og undersøge et landskab som jeg har set så
mange gange under tusindvis af togrejser mellem
Århus og Randers.
På et andet plan handler projektet om at undersøge,
hvordan vi ser landskabet, eller rettere:
hvordan landskabet kan ses. Jeg har forsøgt at
skabe billeder som er komplicerede rent kompositionsmæssigt.
I stedet for at fotografere klassiske,
omhyggeligt velkomponerede landskabsbilleder
har jeg forsøgt at fastholde landskabet som
det kaos, det også er.

Det er selvfølgelig en helt nødvendig ting for os
at fokusere, at udvælge fikspunkter ud fra hvad
der har betydning for os. Men det er nødvendigt
for mig at prøve at se tingene på andre måder.
Med Peter Laugesens ord „at lede efter skønhed
og mening i det, der ligger uden for det net af
mønstre, der bekræfter sig selv overalt som ,det
smukke‘ og ,det der har mening‘.“
Derfor er alle billederne i projektet skabt med
et 6x12 panoramakamera. Dette kamera har et
meget bredt billedfelt idet optikken under den
enkelte optagelse svinger 140 grader rundt. Det
giver mig mulighed for at skabe billeder som er
mere åbne for forskellige oplevelser - mere „som
at være der selv.“ I panoramabilledet kan betragteren
i højere grad gå på opdagelse på egen hånd,
da der ikke er ét bestemt fokus, men mange
fokuseringsmuligheder. Jeg har, med et begreb
fra den amerikanske fotograf William Eggleston,
forsøgt at demokratisere landskabsbilledet ved på
én gang at stille billedelementerne lige og stille
betragteren fri til selv at se.
Jeg har ikke selv noget svar på, hvordan mine
fotografier skal forstås. Jeg ønsker at samle og
fremlægge stof til dialog med andre og mig selv
om, hvad der er smukt, og hvad der har mening
- hvordan natur og kultur hænger sammen.
Det er almindelige, upåfaldende, tilfældige og
uprætentiøse landskaber, som ikke råber på at
blive fotograferet, men netop derfor vil jeg gerne
se, hvordan de ser ud, når jeg fotograferer dem.
9

ANNETTE HOFF-JESSEN
ANSIGTER. Masken bag ansigtet bag masken…
80 nye malerier · Til 29. april
„Masken bag ansigtet bag masken…“
Sådan præciserer Annette Hoff-
Jessen sin egentlige pointe bag udstillingstitlen
ANSIGTER. – En præcisering, der
uvægerligt også opleves som en problematisering,
fordi den trækker gulvtæppet væk
under vore vante begreber om forholdet mellem
ydre skin og indre virkelighed. Bare udtrykket
„masken bag ansigtet“ er lidt af en
prøvelse for almindelig logisk tænkning, for
kunstneren beskriver jo faktorerne maske
og ansigt i den omvendte orden! Skal vi genvinde
det logiske greb om sagen, må vi gå
ud fra, at hun forestiller sig en art lagdeling,
hvis fortsættelse indadtil fortaber sig i det
uendelige.
Med sin beskrivelse „masken bag ansigtet
bag masken“ har hun foregribende bevæget
sig ind til og med denne lagdelte strukturs
tredje led og beskriver nu de passerede lag i
en baglæns bevægelse indefra ud. De tre
prikker antyder lagdelingens uendelige videreførelse,
men gør det faktisk med de samme
paradoksalt bagvendte konsekvenser!
Hvad er hun ude på? At forvirre og mystificere?
- Både ja og nej. Hun vil gøre os op-
10
Annette Hoff-Jessen, født 1949. Uddannet på Kunstakademiet i København 1971–76 hos
Mogens Andersen og Wilhelm Freddie. Siden 1990 bosat i Sydfrankrig.
MASKEN BAG ANSIGTET
BAG MASKEN…
Finn Terman Frederiksen
mærksom på nogle erfaringer, hun har synliggjort
i sit maleri og som det kan delagtiggøre
os i, for så vidt som vi er villige til at
slippe hverdagslogikkens vante tankebaner
og hengive os til indlevelse i denne billedverden.
Med sine billeder søger Annette
Hoff-Jessen at lodde dybderne i den komplekse
og gådefulde lagdeling, der udgør ethvert
menneskes egentlige – for omverdenen
aldrig fuldt afdækkelige – identitet.
Hun skriver selv derom:
„I mange af billederne har ansigterne fået en
maskeagtig karakter, bl.a. ved at svæve frit
i rummet uden nogen krop at knytte sig til.
Masken beskytter ansigtet og skjuler det
for omverdenen. – Men er ansigtet bag
masken det virkelige, det sande ansigt, eller
er der altid et dybere lag, endnu en maske,
som skjuler endnu et ansigt? Er det
ikke netop de mange lag, der tilsammen udgør
det virkelige ansigt?!
Jeg har læst, at indenfor Zen siger man,
at ethvert menneske har et sandt ansigt, et
oprindelig ansigt, som er skjult af det almindelige
ansigt som en maske, der dækker
det pågældende menneskes sande

væsen. Den samme tankegang genfinder vi
i det afrikanske visdomsord:
„Ve den, der kun ser masken, og ve den, der
kun ser det, som masken gemmer! Kun den
har det perfekte syn, som samtidig, i et
lynglimt, ser den meget smukke maske og
bag den det skræmmende ansigt.“
Jeg søger at ramme et punkt i billederne,
hvor det er både-og/hverken-eller-maske
og ansigt, dyr og menneske. Et punkt, hvor
dyret repræsenterer den instinktive side
i menneskets væsen, urkræfterne: det
maskuline repræsenteret af tyren, det feminine
af hunulven.“
Lagdelingen maske-ansigt-maske ytrer sig
på forskellige måder i Annette Hoff-Jessens
billeder. Et gennemgående træk er kunstnerens
brug af den vertikale tvedeling, der
får ansigterne til at fremtræde som en
sammenstilling af to forskellige ansigtshalvdele,
der altså markerer to forskellige
lag. I nogle billeder ses tre eller flere ansigter/masker
i forskellige størrelser, der
overlapper hinanden og på dén måde synliggør
lagdelingen.
Den i indledningen omtalte „bagvendthed“
(:paradoksalitet), som kunstneren ser forbundet
med maske-ansigt-lagenes vekslen,
lykkes det hende også at udtrykke. Det
sker rent koloristisk, når hun lader farverne
opføre sig stik imod deres natur, f.eks. når
hun lader en blågrøn maske træde agressivt
frem i billedets forgrund, mens hun
samtidig lader en orangerød maske vige
selvudslettende tilbage. Den omtalte sammenstilling
af dyr og menneske ses også
Annette Hoff-Jessen: Ansigt. 2001. Olie på lærred.
bogstaveligt praktiseret i kompositionelle
blandformer: tyr-menneske, ulv-menneske,
fugl-menneske.
Helhedsindtrykket af billedernes udtryksform
og kolorit lægger dem i umiddelbar forlængelse
af kunstnerens arbejder fra de
seneste år. Formsproget er præget af heftig
spontanitet, men tillige styret af stærk formbevidsthed
og streng kompositionel beherskelse.
Farvebehandlingen er lignende
modsætningsfyldt i harmonisk velafvejede
sammensmeltninger af stærke, grelt lysende
spektralfarver med mildere eller mørkere modklange.
Udstillingen bekræfter Annette Hoff-
Jessens position som en af de fineste farvepoeter
indenfor tidens ekspressive kolorisme.
11

PHILIPSEN OG FYNBOERNE
Dansk impressionisme
Malerier, akvareller og tegninger af Theodor Philipsen,
Johannes Larsen, Peter Hansen og Fritz Syberg
10. maj - 29. juli · Fernisering den 10. maj kl. 16
DANSK
IMPRESSIONISME
Ordrupgaard, Randers Kunstmuseum
og Johannes Larsen Museet i Kerteminde viser i
løbet af 2001 to temaudstillinger, som lægger
hver sin synsvinkel på Theodor Philipsens
maleri, og som indbyrdes supplerer hinanden.
Udstillingssamarbejdet er i foråret indledt med
udstillingen Philipsen og impressionismen på
Ordrupgaard og videreføres nu med Philipsen
og Fynboerne på Randers Kunstmuseum og i
august-september på Johannes Larsen Museet.
Ordrupgaard-udstillingens tilrettelægger, museumsinspektør
Thomas Lederballe skriver bl.a.
følgende om udstillingsprojektet dér: „Philipsens
impressionisme fremhæves ofte som hans særlige
bidrag til dansk kunsthistorie. I den faglige litteratur
om kunstneren og hans værk fremhæves
dette aspekt gang på gang som et nybrud i dansk
maleri mod slutningen af det 19. århundrede.
Hensigten med Ordrupgaards udstilling er at
sætte fokus på hans forhold til impressionismen
som stilhistorisk strømning, idet vi ønsker at belyse
omfanget og karakteren af dette bidrag.
Udstillingen på Ordrupgaard vil bestå af ca. 50
værker. For at anskueliggøre Philipsens arbejde
med stilen vil museet præsentere hans værker i en
parallel ophængning til den permanente samling
af franske, impressionistiske malerier, hvis stilistiske
karakter rummer et slægtskab med den danske
kunstners billeder. Impressionismen i Philipsens
oeuvre kan opdeles i flere faser, hvor både
motivbehandlingen og den tekniske udførelse af
malerierne undergår forandringer, som svarer til
forskellige varianter af impressionistisk maleri.“
Philipsens impressionisme øvede markant ind-
12
Finn Terman Frederiksen
flydelse på den følgende generation af danske
kunstnere. Den fik afgørende betydning for de
tre centrale Fynbomalere, Peter Hansen, Johannes
Larsen og Fritz Syberg, som alle tre var elever
på Kristian Zahrtmanns kunstskole i årene
omkring 1890. Zahrtmann lærte de unge at
bygge formen i billederne op ved hjælp af farven,
og hans fynske elever blev alle egentlige kolorister.
På trods af deres medgivelse af gæld til
deres lærer fastslog de senere, at Philipsen reelt
havde større indflydelse på deres udvikling. Som
Peter Hansen i 1921 skrev i et brev til Viggo
Johansen: „Skønt jeg generer mig for at sige det,
har Philipsen betydet mere for mig end Zahrtmann.“
I modsætning til den alt andet end frankofile
Zahrtmann blev det Philipsen, der formidlede
impulser fra nyere fransk maleri – især impressionismen
– til Fynboerne. Denne formidling var
baseret på Philipsens førstehåndskendskab til
franske forbilleder (herunder hans personlige
bekendtskab med Paul Gauguin) og manifesterede
sig som en indflydelse fra hans egne værker.
I Philipsen fandt Fynboerne en kunstner, der
kunne lede dem frem mod en opfattelse og bemestring
af den særlige syntese af lys og farve,
som er essensen i impressionistisk maleri. Gennem
ham nåede de frem til en forståelse og udnyttelse
af de landvindinger, som var nået med
den seneste franske kunst.
Johannes Larsen gjorde Philipsens bekendtskab
på den store franske udstilling i København
i 1888, og impressionismen satte sig straks tydelige
spor i Larsens billeder – f.eks. i Badende

drenge (1889, Den Hirschsprungske Samling),
der ikke blot afspejler en landskabsopfattelse og
lysfølsomhed, der er nært beslægtet med Philipsens,
men tillige i kolorit og teknisk udførelse
følger de franske impressionisters banebrydende
optiske delingsprincip og karakteristiske farvepåføring
i kommalignende penselstrøg.
Udstillingen Philipsen og Fynboerne omfatter
ca. 50 værker, fordelt med et stramt og præcist
udvalg af op til 10 væsentlige værker af hver af
de fire kunstnere. Relevante sammenhænge mellem
Philipsens og Fynboernes billeder belyses
gennem en komparativ ophængning, der sammenholder
og tydeliggør maleriernes indbyrdes
beslægtede elementer. Der sættes ikke kun fokus
på generelle impressionistiske karakteristika,
men desuden på elementer hos Philipsen, der
Johannes Larsen:
Th.Philipsen maler Saltholm.1913.
Akvarel.
Tilhører Johannes Larsen Museet,
Kerteminde.
blev optaget som individuelle særtræk af de enkelte
Fynbomalere. F.eks. viser udstillingen typiske
eksempler på nyskabende, impressionistiske
kompositionsmåder og motivbeskæringer, der
via Philipsen formidledes fra Degas til Hansen,
Larsen og Syberg. Også specifikke Philipsen’ske
træk og deres videregivelse til Fynboerne vil blive
belyst på udstillingen.
Forbindelserne kommenteres i udstillingskatalogets
perspektiverende artikler. Hensigten med
Philipsen og Fynboerne er at belyse et hovedaspekt
af Philipsens betydning for de efterfølgende
generationer af danske malere. Mange kunstnere
i hans samtid og eftertid lod sig påvirke af hans
impressionisme, men de tre fynske malere blev
hans allernærmeste arvtagere.
13

OCTO
En udstilling, arrangeret af Randers Kunstforening
DEN DANSKE TONE
Randers Byorkester, FOF og Randers Kunstmuseum sætter med temaet „den danske tone“ fokus på en
særlig klangbund og tonefarve, som er karakteristisk for den danske musik. I selskab med musikhistoriens
store navne optræder en eller flere danske komponister fra de klassiske og romantiske mestre som C.E.F.
Weyse, Gustav Helsted og Frederik Rung til 1900-tallets tonedigtere repræsenteret af Svend Westergaard,
Jørgen Bentzon, Vagn Holmboe og Niels Viggo Bentzon.
Gennem en række foredrag belyses den romantiske og modernistiske periode i den danske kulturverden.
En række af foredrags- og koncertseriens arrangementer er afholdt; vi er nået til:
3. april. 1800-tallets og 1900-tallets arkitektur
Kl. 19 Foredrag ved kunsthistorikeren Villads Villadsen.
1800-tallets arkitektur i Danmark kan vel i det formskabende kun tages for dansk som pålydende.
Den var som helhed del af en international arkitektur kultur, hvor en national egenart med mellemrum
blot viste sig som lokale bestemte sideformer. Igennem det 20. århundrede kan man imidlertid
følge en tråd, hvor fornemmelsen for materialernes stoflige karakter og hvor en enkelhed i opfattelsen
af bygningskroppen er blevet karakteriseret som en dansk toneart. Ser man tilbage, genfinder
man imidlertid meget af dette væsenspræg i 1800-tallets arkitektur.
(- Foredraget følges af koncerten på Værket den 4. 4. – komponistkonkurrence).
17. april. Mellem Carl Nielsen og Vagn Holmboe
Kl. 19 Foredrag ved cand. mag. Bjarne Mørch Jensen, Randers Byorkester.
Mens modernismen raser i det øvrige Europa, sætter Carl Nielsen i Danmark en målestok, som alle
danske komponister må forholde sig til. Overskriften for dansk musik mellem Carl Nielsen og Vagn
Holmboe kunne være „det nordiske sinds univers“, hvor den særlige natur og årstidernes stadige
vekslen skaber en særlig dansk og nordisk tonenuance.
(- Foredraget lægger op til koncerten i Sct. Peders Kirke den 21.4. med værker af Francis Poulenc,
Maurice Duruflé og Vagn Holmboe).
16. maj. Ekstra koncert på Randers Kunstmuseum
Kl. 19.30 med værker af Svend Westergaard. Museumsinspektør Finn Terman Frederiksen vil mellem
værkerne parallellisere til tidstypiske billeder i museets samling.
Arrangeret af FOF i samarbejde med Byorkestret og Randers Kunstmuseum.
Pris: 7 foredrag og billetter til Byorkestrets 8 koncerter „Den danske tone“ 850 kr.
Alle foredragene finder sted kl . 19 på Randers Kunstmuseum. (Randers Kunstmuseums Venner har
gratis adgang til foredragene).
KUNST OG VIRKELIGHED
En foredragsrække ved stud. mag. Karina Jeppesen og stud. mag. Lise Jeppesen
Foredragsrækken, hvoraf tidligere er afholdt foredragene Guldalderen og Billeder af virkeligheden?, er
arrangeret af Randers Kunstforening i anledning af foreningens 150 års jubilæum. (Pris for de enkelte
foredrag 50 kr.). Følgende to foredrag er endnu ikke afholdt:
20. marts. Vision og virkelighed. Kan kunsten ændre vor virkelighedsopfattelse?
På Louisiana i efteråret 2000 kunne man på udstillingen „Vision og virkelighed« se, hvorledes kunstnere
fra den første halvdel af århundredet på forskellig vis arbejdede med at sprænge billedrammen. Man
ønskede ikke blot at bryde med det traditionelle kunstbegreb, men i udvidet forstand at forandre verden.
14
2. juni - 29. juli
Octo er en gruppe af 8 møbel- og tekstildesignere: Anne Fabricius Møller, Ayoe Vallentin, Bitten Hegelund
Carlander, Karin Carlander, Kirsten Nissen, Niels J. Hvass, Sharon Fisher og Uffe Black Nielsen.
Der var ved redaktionens afslutning ikke oplyst redaktionen yderligere om dette
udstillingsarrangements indhold.

27. marts. Stor kunst til alle tider: Pjank og provokation, æstetiske eksperimenter
fra 60’erne til i dag?
Mange har forsøgt at bedømme forskellige perioders kunst ud fra en og samme parameter og har på det
grundlag ikke kunnet se kunstværdien i den helt nye kunst. Hvordan skal vi forholde os til uskønne værker,
bestående af døde grisekroppe eller håndklæder med sædpletter?
24. april. Foredrag ved cand. phil. Anita Mosfeldt Laursen: Hvad skal vi med moderne kunst?
Rådne grisekroppe, udstoppede hundehvalpe, guldfisk i blendere, unævnelige scenerier, dårlige efterligninger
af god, gammel kunst eller bare uforståelige abstraktioner - hvad skal vi dog stille op med den moderne
kunst? Kunst er ikke længere at „kunne“, men at „gøre“ det - en mediebegivenhed, hvor kunsten stiger med
forargelsens omfang. Kan det virkelig være sandt at kunsten er blevet reduceret til provokationer udelukkende
for sensationens skyld eller kunne det mon tænkes at moderne kunstnere har et alvorligt budskab, som går
tabt i medierne? Foredraget er et provokerende debatoplæg med stof til eftertanke
Kalender
15. MARTS - 15. JUNI
Udstilling
ANNETTE HOFF-JESSEN: ANSIGTER. Til den 29. april
Torsdagsbilleder
PETER CARLSEN: Wunderbaum. 1994. 15. marts kl. 15.00
Udstilling
P.S.KRØYER: OMKRING ET KUNSTVÆRK (Ikke fernisering). 16. marts - 27. maj
Foredrag
KUNST OG VIRKELIGHED: Vision og virkelighed. 20. marts kl. 19.00
Foredrag
KUNST OG VIRKELIGHED: Stor kunst til alle tider. 27. marts kl. 19.00
Foredrag
DEN DANSKE TONE: 1800-tallet og 1900-tallets arkitektur. 3. april kl. 19.00
Udstilling
FINN LARSEN: BANE.
Åbning den 6.4. kl. 16.00. 6. april - 27. maj
Foredrag
DEN DANSKE TONE: Mellem Carl Nielsen og Vagn Holmboe. 17. april kl. 19.00
Foredrag
HVAD SKAL VI MED MODERNE KUNST? 24. april kl. 19.00
Foredrag
TVÆRFAGLIG DIALOG: Krøyers eufori. 29. april kl. 15.00
Udstilling
PHILIPSEN OG FYNBOERNE.
Fernisering den 10.5. kl. 16.00. 10. maj - 29. juni
Koncert/Foredrag
DEN DANSKE TONE: Ekstra koncert/foredrag. 16. maj kl. 19.30
15

www.buchs.dk