EN ANDEN VERDEN - Forlaget BIOS

Case 3. Museet som kulturel oversætter – repræsentation af Arktis på vestlige
museer
At lave udstillinger med de arktiske områder som objekt er ikke ukompliceret. Disse områder er fra
gammel tid indspundet i et mytisk net af mystik, romantik og ærefrygt. Som før antaget er Arktis de
sidste 300 år blevet italesat i en form for eskimo-orientalisme med meget kraftfulde fortællinger, der
kan være utrolig svære at bevæge sig væk fra i repræsentationen af inuit. Dette kan bl.a. underbygges,
når man ser de mange udstillinger om Grønland og Arktis, der har været på de forskellige vestlige
museer. I disse udstillinger er der ikke stor forskel på den måde, Grønland og resten af Arktis er blevet
repræsenteret på. Det er den samme formidling og stort set de samme genstandsgrupper (f.eks. bolig,
fangstredskaber, dragter og genstande med central placering i den gamle eskimoiske religion), der
udstilles. Fire gode eksempler er de arktiske udstillinger på Musée de l’homme i Paris, Museum of
Archaeology and Anthropology i Cambridge, Etnografisk Museum i Oslo og på Nationalmuseet i
København. Den praktiske forklaring er, at den store indsamling af ’eskimoiske’ genstande fra Vestens
læreanstalter foregik i samme periode i hele Vesten dvs. fra slutningen af 1800-tallet til omkring
1940’erne 70 . Desuden er det primært de fjerntliggende områder, som har været i fokus, når man skulle
indsamle genstande; polareskimoer og folk fra Østgrønland har f.eks. været meget populære.
Man kan diskutere, om det er en egentlig repræsentation, der finder sted i de vestlige arktiske
udstillinger. Som før omtalt ville antropolog John Mack hellere kalde det kulturel ’oversættelse’. At
benytte begrebet repræsentation forudsætter, at de kulturelle genstande, der bliver vist på museet, er en
slags afspejlinger af en faktisk eksisterende virkelighed. Samtidig er der også en underliggende ide om,
at man i repræsentationen taler direkte for en anden kultur. Men skal man gå helt til bunds, så er
genstandene i mange tilfælde en repræsentation af en repræsentation. Man kan få fornemmelsen af, at
alle udstillinger set med dette blik er uautentiske. John Mack mener dog ikke, at udstillinger
nødvendigvis bliver uautentiske, fordi man benytter et andet ’sprog’ end originalsproget 71 . Hans
konklusion er således, at oversættelser på museer kan lade sig gøre, men at det ikke er uproblematisk
(Mack 2001: 199). Min største kritik i denne sammenhæng er dog, at man har ladet en enkel periode
skinne så meget i gennem på de vestlige museer. Denne periode og fortællemåde går hen og får en
særlig magt og bliver mere en vision end noget, der kunne ligne en repræsentation af inuit.
70 Dette er ikke en enestående tendens. Antropolog Susan S. Bean beskriver, hvordan også Hawaii er repræsenteret på ens
vis i hele verden med et eksotisk skær (Bean 1994: 888).
71 Han sammenligner oversættelsen med oversættelser af litteratur fra et sprog til et andet, hvor teksten bliver sat ind i en ny
virkelighed og referenceramme i det øjeblik, den bliver læst på et nyt sprog.
53