Nabostøj fra Else Cederborgs novellesamling "Balancerende på ...

Begge hans naboer, og altså også fru Jokumsen, var midaldrende, enlige kvinder, der alle lignede store
undskyldninger for sig selv. Hvad overboen angik, så var hun en lille, forskræmt enke i tresserne, og
underboen, der var lidt yngre, drak som en svamp og sneg sig langs husmurene med et skræmt
udtryk, tydeligvis i håb om at ingen ville lægge mærke til hende.
Så snart han havde hamret på fru Jokumsens dør, vidste han, at det var en stor fejltagelse, for den
stemme, der lød inde fra lejligheden tilhørte ikke en bange og kuet, midaldrende kvinde. Tværtimod
var det en dyb manderøst. "Hva've'du?" brølede den, og det stod Åge klart, at med sådan en
stemmekraft måtte denne nye, uventede tilføjelse i huset være en yngre mand. For ham betød
begrebet "yngre mand" simpelthen muskelstyrke, tæv og ballade, så han holdt sig gerne langt væk fra
dem.
"Øh," sagde han, virkelig forskrækket, for han havde altid været bange for enhver, som han frygtede
kunne true ham fysisk. "Jeg troede, at fru Jokumsen var syg, for hun bankede på min væg."
Manderøsten mumlede et eller andet, som han ikke rigtig kunne høre, men som sluttede med
ordene: "Pil a'me'dig!" Det lod han sig ikke sige to gange, idet han strøg af sted og tilbage til sin egen
lejlighed. Da han lukkede døren, var det i bogstaveligste forstand med et hjerte, der bævrede af angst.
Han ærgrede sig over at være gået hen til fru Jokumsens dør og over, at han havde banket på.
Erindringen om den dybe manderøst førte til nye ærgelser, nemlig over det faktum, at alle undgik
ham på grund af hans ry som ballademager. Pludselig gik det op for ham, at det var uheldigt, at han
ikke rigtig kendte nogen i huset, som han var på normal talefod med. De fleste havde aldrig kunnet
lide ham, og kun hvis han tillod sig selv at tænke sig i deres sted, forstod han, at han selv var skyld i
det, da han jo havde skændtes med noget nær alle kvinderne i huset. Eller i hvert fald alle dem, der
var alene, for de gifte ignorerede han bare, da han så dem som forlængelser af mænd, der kunne gøre
det hedt for ham.
Senere samme dag løb han på viceværten, der måtte trækkes med kælenavnet Hellig-­‐Johansen og
levede et lige så ensomt liv som ham selv. Der var så mange lighedspunkter mellem dem, at de hver
for sig forsøgte at undgå hinanden, for ingen af dem kunne lide at se sig spejlet i den andens
særheder. "Hellig-­‐fisen" som Åge plejede at kalde ham efter engang at have oplevet ham midt i en
ordentlig omgang tarmudluftning nede på kontoret, som han forsøgte at bortforklare som katar. De
var begge flove over dette øjebliks pinligheder, men viceværten havde reageret på en speciel måde,
da hans flovhed var blevet forvandlet til et stærkt ønske om aldrig at havne i konfrontationer med
Åge. Når nogen klagede over ham, fusede alle anklager altid ud i Hellig-­‐Johansens bortforklaringer og
undskyldninger for alle vanskelighederne. Én ting var derfor sikker: ballademageren Åge var fredet i
klasse A, og det så ud til at være en varig ordning, for der kom aldrig noget ud af indberetninger til