Nabostøj fra Else Cederborgs novellesamling "Balancerende på ...

flere uger via de fantasier, som hans stemme havde skabt, kiggede op på ham fra barnehøjde. Hans
skæg, tøj og hele fremtoning fortalte ham dog ret hurtigt, at manden foran ham var en voksen mand,
men dværg. Alt ved ham var meget maskulint, men det hele var i en langt mindre forpakning, end han
nogensinde havde set før. I sin forbløffede tilstand sagde han ikke noget, men rakte bare brevene
frem imod ham. Manden tog imod dem med en lille-­‐bitte hånd, der så ud, som om hver finger
manglede et led. Da han strakte hånden frem, strittede disse små pølsefingre på en så latterlig måde,
at Åge ikke kunne lade være med at grine det fjogede grin, der havde skaffet ham øretøver tidligere i
livet. Den lille mand stirrede olmt på ham, men sagde ikke andet end "tak", hvorefter han lukkede
døren på en lidt ublid måde.
Så snart Åge var kommet tilbage til sin lejlighed, gik han hen og hamrede næven ind i væggen ind
imod fru Jokumsen. Han gjorde det tre gange, hvorpå han knappede en øl op, satte sig i sin TV-­‐
lænestol og forsøgte at følge med i en krimi på en udenlandsk kanal. Besværet med at fange pointer
og handling gjorde, at han endnu en gang følte sig nødsaget til at hamre sin knyttede næve ind i
væggen en tre-­‐fire gange. Derpå vandrede han over til radiatoren og startede sin specielle form for
musik: radiator-­‐tæv, hvor han smækkede noget hårdt ned på radiatorrørene, så det buldrede og
bragede både opad og nedad i ejendommen. Fornemmelsen af at have tilbageerobret sin stilling i
huset, fik ham til at knappe endnu et par øller op, selv om han ellers ikke var den store øldrikker.
Netop som han sad og drak sin øl efter endnu et dejligt støj-­‐orgie, ringede det på døren. Da han
kiggede ud gennem spionøjet, kunne han ikke se nogen, så han åbnede døren -­‐ og fik et chok, da
noget hårdt og lige så stort som en billardkugle ramte ham lige i skridtet med stor kraft.
"Så kan du måske lære det, dit dumme svin," brølede det fra et sted nærmere gulvet, end han var
vant til, at folk befandt sig. Med en dybtfølt undren så han ned og forstod, at den voldsomme smerte,
han følte, skyldtes en mand i mave-­‐højde, nemlig den lille-­‐bitte mand med al den store og fortættede
muskelkraft i sin lille krop, som hans stemme havde tydet på, men som hans kropshøjde havde syntes
at umuliggøre. Krummet sammen om sin smerte vaklede Åge baglæns ind i sin lejlighed og sank
sammen på gulvet, hvor han lå og ømmede sig temmelig længe -­‐ for første gang i mange år
skrækslagen for at lave en lyd, der kunne opfattes som støj.
© Else Cederborg