Nabostøj fra Else Cederborgs novellesamling "Balancerende på ...

Nabostøj
fra Else Cederborgs novellesamling "Balancerende på randen"
(ISBN.nr. 9788792562845)
En af de ting, Åge ikke kunne lide ved sin lejlighed, var de tynde vægge, der slap alle mulige lyde ind til
ham. Især generede lyden af naboens WC ham. Når der var aktivitet på de kanter, følte han det, som
om de alt for intime lyde trængte ind i hans lejlighed som en påmindelse om den, der skabte dem,
nemlig lille fru Jokumsen. Hun irriterede ham både ved altid at ligne en stor undskyldning for sig selv
og ligesom krympe sig, når de mødtes tilfældigt på trappen, og samtidig være ret tiltrækkende med
sine yppige, kvindelige former. Han havde altid syntes, at hun så sød ud, og det var dybt irriterende, at
hun virkede, som om hun var direkte bange for ham, selv om han da godt vidste hvorfor. Hans ry som
ballademager skaffede ham ikke ligefrem venner i ejendommen, og han havde unægtelig ofte hamret
på hendes væg, når hun efter hans mening støjede for meget, eller når han følte trang til at komme af
med lidt damp.
Iøvrigt havde han ikke nogen form for negative fornemmelser for en hvilken som helst lyd inde fra sin
egen lejlighed, for han var da ligeglad med, om han støjede eller bare var til almen gene. Det ragede
ham en høstblomst, om andre kunne høre ham i fuld aktivitet på badeværelset eller andre steder.
Somme tider brød han ud i sang og brølede nogle gamle og meget voldsomme tyske militærsange ud i
luften, og til andre tider bandede og svovlede han værre end den værste. Han vidste godt, at det ville
kunne høres i alle lejlighederne rundt omkring hans, men det ignorerede han, for han følte ikke, at det
kom ham ved, at andre hørte ham for fuld udblæsning. Somme tider bankede han på rørene eller på
væggen, når han følte trang til at demonstrere sin ret til at gøre lige præcis den slags.
En tidlig morgen da fru Jokumsen havde støjet en lillebitte smule ude på badeværelset ved at tage
brusebad, bankede han endnu engang på væggen ind til hende. Denne gang lød der et tydeligt gisp
omme på den anden side af den tynde væg, der skilte deres lejligheder ad, så han vidste, at hun havde
hørt ham, men da der for første gang nogensinde lød en protest-­‐banken inde fra hendes lejlighed,
blev han virkelig forbløffet. Hvor vovede hun at genere ham, sådan en lille vipstjert, som han kunne
vælte omkuld med et enkelt pust. Han undrede sig over hendes vovemod, men blev også gal, ja, så
gal, at han besluttede sig for at banke på hendes dør og bede om -­‐ næh, forlange en forklaring på den
usædvanlige frækhed, der var overgået ham, at en banken udløste en "modbanken". Faktisk var der
ingen af hans andre kvindelige naboer, der nogensinde havde turdet udfordre ham på denne måde.

Begge hans naboer, og altså også fru Jokumsen, var midaldrende, enlige kvinder, der alle lignede store
undskyldninger for sig selv. Hvad overboen angik, så var hun en lille, forskræmt enke i tresserne, og
underboen, der var lidt yngre, drak som en svamp og sneg sig langs husmurene med et skræmt
udtryk, tydeligvis i håb om at ingen ville lægge mærke til hende.
Så snart han havde hamret på fru Jokumsens dør, vidste han, at det var en stor fejltagelse, for den
stemme, der lød inde fra lejligheden tilhørte ikke en bange og kuet, midaldrende kvinde. Tværtimod
var det en dyb manderøst. "Hva've'du?" brølede den, og det stod Åge klart, at med sådan en
stemmekraft måtte denne nye, uventede tilføjelse i huset være en yngre mand. For ham betød
begrebet "yngre mand" simpelthen muskelstyrke, tæv og ballade, så han holdt sig gerne langt væk fra
dem.
"Øh," sagde han, virkelig forskrækket, for han havde altid været bange for enhver, som han frygtede
kunne true ham fysisk. "Jeg troede, at fru Jokumsen var syg, for hun bankede på min væg."
Manderøsten mumlede et eller andet, som han ikke rigtig kunne høre, men som sluttede med
ordene: "Pil a'me'dig!" Det lod han sig ikke sige to gange, idet han strøg af sted og tilbage til sin egen
lejlighed. Da han lukkede døren, var det i bogstaveligste forstand med et hjerte, der bævrede af angst.
Han ærgrede sig over at være gået hen til fru Jokumsens dør og over, at han havde banket på.
Erindringen om den dybe manderøst førte til nye ærgelser, nemlig over det faktum, at alle undgik
ham på grund af hans ry som ballademager. Pludselig gik det op for ham, at det var uheldigt, at han
ikke rigtig kendte nogen i huset, som han var på normal talefod med. De fleste havde aldrig kunnet
lide ham, og kun hvis han tillod sig selv at tænke sig i deres sted, forstod han, at han selv var skyld i
det, da han jo havde skændtes med noget nær alle kvinderne i huset. Eller i hvert fald alle dem, der
var alene, for de gifte ignorerede han bare, da han så dem som forlængelser af mænd, der kunne gøre
det hedt for ham.
Senere samme dag løb han på viceværten, der måtte trækkes med kælenavnet Hellig-­‐Johansen og
levede et lige så ensomt liv som ham selv. Der var så mange lighedspunkter mellem dem, at de hver
for sig forsøgte at undgå hinanden, for ingen af dem kunne lide at se sig spejlet i den andens
særheder. "Hellig-­‐fisen" som Åge plejede at kalde ham efter engang at have oplevet ham midt i en
ordentlig omgang tarmudluftning nede på kontoret, som han forsøgte at bortforklare som katar. De
var begge flove over dette øjebliks pinligheder, men viceværten havde reageret på en speciel måde,
da hans flovhed var blevet forvandlet til et stærkt ønske om aldrig at havne i konfrontationer med
Åge. Når nogen klagede over ham, fusede alle anklager altid ud i Hellig-­‐Johansens bortforklaringer og
undskyldninger for alle vanskelighederne. Én ting var derfor sikker: ballademageren Åge var fredet i
klasse A, og det så ud til at være en varig ordning, for der kom aldrig noget ud af indberetninger til

viceværten.
Denne gang kom der dog slet ingen klager over ham for at have støjet og banket på væggen ind til fru
Jokumsen. Ingen vidste noget undtagen ham selv, og han var begyndt at lytte til al støj inde fra
lejligheden. Ja, det skete endda flere gange, at han til sin egen forundring listede hen og pressede øret
ind imod væggen, fordi han bare ikke kunne lade være. En anden gang udvidede han sine forsøg på at
opfange mande-­‐lyde ved at sidde med et glas, der var vendt omvendt, presset ind mellem sit øre og
væggen, og det lykkedes ham også at høre en glad mands-­‐ og kvindelatter derindefra, men ingen ord.
Samtidig noterede han sig det faktum, at fru Jokumsen nu lige pludselig gik med rank ryg, og at hun
talte med flere og flere af beboerne. Somme tider så han hende som midtpunkt for en lille gruppe af
folk fra ejendommen, og de snakkede, så han blev helt forbløffet over al den støj, de kunne lukke ud,
når de var glade og optaget af et eller andet.
Hver gang han havde lyst til at sprede sådan en flok og at få tørret det pludselig så tindrende smil af
fjæset på fru Jokumsen, kom erindringen om den dybe og noget rå mandsstemme, der havde lydt
inde fra hendes lejlighed. Han blev straks grebet af den form for skræk, han kendte så godt fra helt
tilbage i sin barndom, nemlig angsten for fysisk vold. Sådan set havde han aldrig så meget som set
denne fyr, der var flyttet ind hos fru Jokumsen, men i hans fantasi hørte sådan en stemme sammen
med en stor og stærk rockertype, og der var intet, han frygtede mere. Faktisk var det lige før, denne
fantasi, som han ikke selv kunne styre, fik ham til at føle stærke rocker-­‐næver gribe sig og holde fast,
hver gang han fik øje på fru Jokumsen.
En dag fandt han et par store A4-­‐kuverter adresseret til hende i sin brevkasse. Han stod længe og
vendte og drejede dem i hænderne, før han besluttede sig for at putte dem i hendes brevkasse, hvor
de jo hørte til, men det viste sig umuligt. Den var nemlig stopfuld, så det eneste han kunne gøre var at
liste hen til hendes dør og enten banke på eller bare stille dem op ad hendes dør. Hvis ikke det havde
været, fordi andre beboere havde set ham forsøge at få brevene i hendes brevkasse, ville han afgjort
bare have taget dem ind til sig selv og så ellers glemt alt om det uetiske i at beholde andres post. Nu
turde han ikke andet end at aflevere dem, og selv om han blot stillede dem op ad døren, blev denne
svage lyd åbenbart hørt, for døren blev revet op, og der lød en barsk stemme: "Hva've'du?"
Åge blev så forundret over, at rocker-­‐stemmen kom fra et sted meget tæt på gulvet, at han ikke i
første omgang kiggede nedad. Han stirrede på et sted over for sig, der lå højere end hans egen
hovedskal, og som passede med hans skræk-­‐fantasier, men hvor der bare ikke var noget at se. Efter
nogle øjeblikkes forvirring fik han dog taget sig sammen og fik blikket rettet imod stemmens rette
ejermand, der til hans enorme forbløffelse virkelig befandt sig langt tættere på gulvet end nogen
anden person, han nogensinde før havde set: Den mand, der havde skræmt og kuet ham gennem

flere uger via de fantasier, som hans stemme havde skabt, kiggede op på ham fra barnehøjde. Hans
skæg, tøj og hele fremtoning fortalte ham dog ret hurtigt, at manden foran ham var en voksen mand,
men dværg. Alt ved ham var meget maskulint, men det hele var i en langt mindre forpakning, end han
nogensinde havde set før. I sin forbløffede tilstand sagde han ikke noget, men rakte bare brevene
frem imod ham. Manden tog imod dem med en lille-­‐bitte hånd, der så ud, som om hver finger
manglede et led. Da han strakte hånden frem, strittede disse små pølsefingre på en så latterlig måde,
at Åge ikke kunne lade være med at grine det fjogede grin, der havde skaffet ham øretøver tidligere i
livet. Den lille mand stirrede olmt på ham, men sagde ikke andet end "tak", hvorefter han lukkede
døren på en lidt ublid måde.
Så snart Åge var kommet tilbage til sin lejlighed, gik han hen og hamrede næven ind i væggen ind
imod fru Jokumsen. Han gjorde det tre gange, hvorpå han knappede en øl op, satte sig i sin TV-­‐
lænestol og forsøgte at følge med i en krimi på en udenlandsk kanal. Besværet med at fange pointer
og handling gjorde, at han endnu en gang følte sig nødsaget til at hamre sin knyttede næve ind i
væggen en tre-­‐fire gange. Derpå vandrede han over til radiatoren og startede sin specielle form for
musik: radiator-­‐tæv, hvor han smækkede noget hårdt ned på radiatorrørene, så det buldrede og
bragede både opad og nedad i ejendommen. Fornemmelsen af at have tilbageerobret sin stilling i
huset, fik ham til at knappe endnu et par øller op, selv om han ellers ikke var den store øldrikker.
Netop som han sad og drak sin øl efter endnu et dejligt støj-­‐orgie, ringede det på døren. Da han
kiggede ud gennem spionøjet, kunne han ikke se nogen, så han åbnede døren -­‐ og fik et chok, da
noget hårdt og lige så stort som en billardkugle ramte ham lige i skridtet med stor kraft.
"Så kan du måske lære det, dit dumme svin," brølede det fra et sted nærmere gulvet, end han var
vant til, at folk befandt sig. Med en dybtfølt undren så han ned og forstod, at den voldsomme smerte,
han følte, skyldtes en mand i mave-­‐højde, nemlig den lille-­‐bitte mand med al den store og fortættede
muskelkraft i sin lille krop, som hans stemme havde tydet på, men som hans kropshøjde havde syntes
at umuliggøre. Krummet sammen om sin smerte vaklede Åge baglæns ind i sin lejlighed og sank
sammen på gulvet, hvor han lå og ømmede sig temmelig længe -­‐ for første gang i mange år
skrækslagen for at lave en lyd, der kunne opfattes som støj.
© Else Cederborg