Læs Axel nr. 1 - Dansk Filmfotograf Forbund

AXEL
DANSK FILMFOTOGRAF FORBUND 2010/1
De Vilde Svaner
Anthony Dod Mantle
Redigeringskursus
Årets Kluk Pris
1 Axel

Dansk Filmfotograf Forbund
Postboks 81
1003 København K
The Club House
Tv-byen
Gyngemose Parkvej 86
2860 Søborg
Forretningsfører:
Tina Rasmussen
Tlf.: 61 33 54 04
tina@dff-dk.dk
dff@dff-dk.dk
www.dff-dk.dk
Tlf.: 61 33 54 04
Bestyrelse
Formand:
Jan Weincke (JW)
weincke@webspeed.dk
Næstformand:
Caspar Høyberg (CH)
casperhoyberg@webspeed.dk
JesperFind (JF)
jesperfi nd@hotmail.com
Morten Borchersen (MB)
morten@borchersen.com
Edward Friis-Møller (EFM)
ed@steadi.tv
Michael Rosenløv Jensen (MRJ)
michael.rosenloev@mail.dk
Jan Pallesen (JP)
mail@janpallesen.com
Søren Berthelin (SB)
berthelin@mail.dk
Henrik Herbert (HH)
heel@mail.tele.dk
Nye Medlemmer:
Lars Beyer
Ny Kongensgade 14, 1.sal tv.
1472 København K
M: 28591234
lbe@fi lmskolen.dk
Axel
Ansvarshavende redaktør:
Jan Weincke
Redaktion:
Ole Bendixen
Michael Rosenløv Jensen
Jan Pallesen
Layout:
Ole Bendixen
Stillfoto:
Michael Rosenløv Jensen
Dan Säll
Mads Jørgensen
Framegrabs:
Anthony Dod Mantle
Torben Forsberg
Administration:
Forretningsfører
Tina Rasmussen
tina@dff-dk.dk
Redaktionens adresse:
Postboks 81
1003 København K
tina@dff-dk.dk
Tryk og forsendelse:
Scandinavian Book
Udsendes af
Dansk Filmfotograf Forbund.
tina@dff-dk.dk ved
adresseændring
Det kan gøres
meget bedre af
Der er store problemer ved udbetaling af
Copy-Dan rettighedsmidler. Medlemmerne
skifter ofte bank, eller fl ytter og glemmer at
give mig de nye oplysninger. Breve med skema
og stamblade når ikke ud til medlemmer,
bankoverførsler går ikke igennem og mail
når ikke ud med indberetning om pengeoverførsler.
Alt sammen fordi mange glemmer at
give os oplysninger ved ændringer.
I nogle tilfælde får jeg skemaet udfyldt, men
uden angivelse af bankoplysninger, måske
fordi man mener jeg har fået det før-eller
føler ubehag ved at videregive oplysningen.
Det går altså ikke, jeg bruger alt for meget
tid på at fi nde/tjekke oplysninger.
For fremtiden vil vi kun udbetale rettighedsmidler,
hvis I returnerer det skema vi
sender ud sammen med stambladet i udfyldt
stand. Det er samtidig jeres mulighed for at
tilføje titler, som I mener mangler på stambladet.
I får nu også et felt hvor I skal angive
jeres email adresse, så vi har bedre tjek på
jeres data. Hvis I har ændringer efter sidste
udbetaling skal I oplyse det til tina@dffdk.dk
så vi er sikre på, at fremtidig post når
frem til jer.
Jeg vil sørge for at sende stamblade og
skema i en DFF kuvert, så venner og familie
kan se hvor brevet kommer fra, hvis I er
bortrejste. Fremover vil jeg sende en mail,
som angiver at brevet er på vej.
Hvis I ikke har haft nogen visninger, skal I
alligevel sende skemaet retur i udfyldt stand,
da I kan have hensættelsesmidler til gode.
De hensatte midler vil typisk dreje sig om
udbetalinger I har fået 3 år tidligere.
Godt nytår!
Dirk Brüel
Navigation
02 Adresse
02 Det kan gøres meget bedre
03 Axel byder velkommen
04 Redigeringskursus
05 Formandens mave ...
06 Slumhund og Djævlepagt
14 I Hendes Majestæts tjeneste
20 2-Perf, DigiSLR og LED
23 Julefest 2009
27 Cinematographers Copyright
29 Chiang Mai
32 Fotografens Øje
“Om man nu gør det ’rigtigt’ kan
vel diskuteres. Men når det gælder
aftenens klukprismodtager, så
virker det han gør altså, ’rigtigt’.
Både fordi han udfører sit arbejde
grundigt og roligt. Men det er i høj
grad også hans facon”.
Klukpris-komiteen
23
”Jeg fi k et manuskript og nogle få
ord fra instruktør Danny Boyle om
liv, energi og børn. Og så kender
han mig og vores proces godt nok
til at vide, at jeg går i gang med at
fi nde ud af, hvad der fi lmisk er det
mest fundamentale”.
Anthony Dod Mantle
Axel byder
velkommen
Axel Graatkjær (i hvid kittel) på optagelse i Berlin Axel Graatkjær
20
27 14
“Lyssætningsmæssigt var udgangspunktet,
at vi skulle følge Dronningens
découpager. Og så måtte vi
herefter se, hvad der var af frihed”.
Torben Forsberg
3
06

Fællesfondens
Redigeringskursus
f.v. Wiebe Van Der Vliet, Dorte Bach, Henrik Lyngbo, Bo Tengberg, Morten Bruus,
Per Rasmussen, Adam Philp, Jens Schlosser, Thomas Engell.
af Michael Rosenløv
Film- og videofotografernes Fællesfond
DFF/FAF afholdt i oktober 09 et 4 dages
redigeringskursus i nonlinær redigering på
Station Next i Avedøre.
Redigeringskurset var tilrettelagt med to
meget rutinerede undervisere, Thomas
Engell og Wiebe Van Der Vliet, samt et
kursist antal på 8. Der var således tid til
læring og grundig instruktion både til de
øvede og mindre øvede, prima faciliteter og
hyggeligt kollegialt samvær.
Så gik 2009. Måske ikke det bedste år for
dansk fi lm og skal man tro direktør Peter
Aalbæk fra Zentropa - og det skal man da -
er det fi lmfotografernes skyld – de vil nemlig
have løn for deres arbejde.
Det er Peter åbenbart ikke vant til, skønt
Zentropa har produceret et utal af spillefi lm.
Nu vil han i stedet fl ytte produktionerne
til udlandet, for dér koster en fi lmfotograf
næsten ingen ting. Han nævner bl.a. Polen
som et af de lande, hvor han kan få billige
fi lmfotografer, men spørger man de polske
fi lmfotografer på Camerimage, kender de
ingen der går så billigt som de danske, med
mindre, som de siger, man fi nder en sulten
fi lmskoleelev. Og selv i Skandinavien ligger
danske fi lmfotografer lønningsmæssigt lavere
end både vore norske, fi nske og svenske
kolleger.
Men det er lykkedes Peter at få pressen i
tale – og det er han god til. Dagen efter hans
udtalelse kunne man i samtlige aviser læse
om de pengegriske danske fi lmfotografer, og
på begge landsdækkende Tv-kanaler fulgte
de godt efter. At tænke sig… i Politiken
holdt sig heller ikke tilbage - men de havde
en anden dagsorden end Peters.
Formandens mave ...
Under overskriften DERFOR FLYTTER
ZENTROPA skrev ATS i Politiken:
Filmselskabet Zentropa vil fremover satse
på udenlandsk arbejdskraft: ”Danske
fi lmfotografer vil jo både have løn og ferie,
og hvad ved jeg, men de polske fotografer
kan vi få meget billigere, så snart de er
færdige med deres avisruter”, siger direktør
Peter Aalbæk og tilføjer: ”Og når dagens
indspilninger er slut, kan de lægge
nyt tag på mit hus og renovere kælderen.”
Og det var jo en helt anden historie – så skal
vi ikke bare glemme Peters vilde udfald – og
ønske ham held og lykke i Polen, Rumænien
og hvor han ellers har tænkt sig at underbyde
fi lmfotograferne. Han siger så meget
- ikke alt lige gennemtænkt. Han kommer
hurtig hjem igen.
Gennemtænkt er til gengæld bogen ”Fotografens
øje – dansk fi lmfotografi gennem
100 år”. Hele 10 år skulle der gå før denne
bog endelig så dagen lys. Mogens Rukov blev
så begejstret, at han straks udtalte: ” Denne
bog er vigtig for os alle – det er ikke blot en
bog, det er et monument”.
Mange rosende ord har været sagt om denne
bog, og ikke ét negativt, hvilket også kan ses
på salget.
I boghandlen kan du købe bogen for 499,95
kr. – men som DFF-medlem skal du kun
betale 375 kr.
Så skynd dig, der er ikke mange bøger
tilbage, og du vil garanteret ærgre dig, hvis
ikke du når at få fat i et eksemplar.
Som du kan se har vi ændret Nyhedsbrevs
udseende en hel del – ny opsætning, nyt
format og nyt navn. Navnet har vi taget fra
en af vores store pionerer – Axel Sørensen,
som i 1911 tog navneforandring til Axel
Graatkjær. Axel startede som billetsælger i
en af Ole Olsens biografer, men da samme
Ole Olsen begyndte at producere sine egne
fi lm i 1906, blev Axel fi lmfotograf. Axel
blev på Nordisk Film indtil 1913, hvor han
blev hentet til Tyskland. Axel nåede at
fotografere omkring 350 fi lm i Danmark og
totalt blev det til ca. 1500 fi lm, inden han i
1933 trak sig tilbage, som proprietær i Jylland,
indtil sin død i 1969.
DFF’s generalforsamling 2010
27. april, kl.19.00 i Klubhuset,
Tv-byen, Gyngemose Parkvej
86, 2860 Søborg.
Den nye opsætning og formatet skyldes Ole
Bendixen, som mente vi trængte til
fornyelse. Alt sammen gjort for din skyld – i
år skal informationerne være indbydende for
læserne og billederne skal være til at holde
ud at se på. Artiklerne skal være informative.
Det koster, men her trådte FilmGEAR
og Ole Bendixen til – ligesom Ole også har
stået for både layout og nye ideer. Faktisk er
det hans skyld, vi har kunnet forny Nyhedsbrev
i 2010. Så nu håber vi, du får lyst til at
læse artiklerne og se på billederne – og husk:
Kommentarer – ris eller ros - er vi altid modtagelige
over for.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke
alle DFFs venner og sponsorer, som gennem
hele 2009 har hjulpet, rådet og vejledt alle
vore medlemmer og vores forbund – det
gælder BBH Best Broadcast Hire, Bico Professionel,
BLIXT Camera Rental, Boomerang,
EBH Euro Broadcast Hire, FilmGEAR,
Fuji Motion Picture Film, Kameraudlejningen,
Kodak, New Digital Film Lab, Nordisk
Film ShortCut og Zimmermann Film &
Videoteknik. Tak for jeres støtte – må det
forsætte også i 2010!
Jeres formand.
5

Anthony Dod Mantle slog for alvor sit navn
fast i den internationale filmbranche, da han
i 2009 både modtog en BAFTA Award og en
Oscar-statuette for sine dynamiske billeder i
’Slumdog Millionaire’. Også Lars von Triers
’AntiChrist’ vakte opsigt. To helt forskellige
film. To helt forskellige oplevelser fortæller den
britisk-danske fotograf i dette interview.
Den ene høstede hæder verden over og otte Oscars
i Hollywoods Kodak Theatre. Den anden
fremkaldte fysisk lede og fik folk til at flygte ud
i foyeren under premierevisningen i Cannes.
’Slumdog Millionaire’ (2008) om den ludfattige
knægt Jamal, der både vinder den store pris i
gameshowet ”Hvem vil være Millionær?’ og sin
store kærlighed Latika. Og’AntiChrist’ (2009)
om et par som under en omgang hed sex mister
deres søn, da han falder ud af et vindue, og
efterfølgende fortrækker til skovhytten ’Eden’,
hvor de forsøger at bearbejde deres sorg og
skyldfølelse, men i stedet mister kontrollen, da
naturen griber ind.
Begejstring og vrede.
Lys og mørke.
Utopi og dystopi.
Én fællesnævner: Anthony Dod Mantle.
Axel har mødt den succesfulde filmfotograf til
en snak om de to film, der tog ham fra optagedage
i millionbyen Mumbais slum til dunkle
skove omkring den tyske by Køln. Fra en type
instruktør til en ganske anden. Anthony Dod
Mantle er en mand med meget på hjerte. Vi
lader ham fortælle:
Om udtrykket i ’Slumdog Millionaire’
”Jeg fik et manuskript og nogle få ord fra
instruktør Danny Boyle om liv, energi og børn.
Og så kender han mig og vores proces godt nok
til at vide, at jeg går i gang med at finde ud af,
hvad der filmisk er det mest fundamentale. I
’Slumdog’ var det at få kameraerne så lette og
i så høj kvalitet som muligt. Så begyndte jeg at
tænke over, hvordan jeg rent fysisk kunne få
kameraerne ned i børnehøjde, for jeg kan ikke
fordrage at kigge ned på børn. Jeg har selv
været dernede og kan huske, hvor fascinerende
den verden er. Jeg vidste, at jeg ville derned,
og jeg vidste, at vi samtidig skulle kunne flytte
kameraerne hurtigt, for det er også en film om
bevægelse.”
”Dannys livsglæde afspejler sig meget i hans
valg af framing, optik og musik, og så har
han meget kontrol med klipningen. ’Slumdog’
skulle være en auteurfilm, men jeg havde
ikke på det tidlige tidspunkt troet, at vi skulle
komme så langt ud i noget eksperimenterende
og banebrydende. Den var bevægelse, energi,
at turde at gøre noget andet. Et frisk overblændet
format.”
En stor del del af billederne i ”Slumdog
Millionaire” er tiltede. Hvorfor?
”Danny Boyle kan godt lide ”shots”. Han kan
godt lide, at filmen har en buzz, og den her film
er meget buzz’et. Vi besluttede, inden vi startede,
at horisonten ikke skulle låse os. Vi skulle
gøre, hvad vi synes fungerede bedst billedmæs-
Af Christoffer Rosenløv Stig Christensen
og Jan Pallesen (interview)
Fotos: Michael Rosenløv
sigt. Danny Boyle kan lide 10mm optik, og det
må gerne være eksplosivt. Framingen er episk
på den måde, at det er et stort samfund med
små børn. Billedet i det. Og så gik vi bevidst
efter meget farverige og mættede billeder.”
”Den her film skulle have farver, selvom det
er socialrealisme. Det lagde jeg meget hen i
colorgradingen. Jeg forsøgte at styre mange af
optagelserne efter tidspunktet på dagen. Og
jeg forsøgte at holde informationerne i himlen,
så meget jeg kunne. Jeg hader at tabe noget
digitalt. Generelt er min strategi i Indien at
vurdere, hvad det generelle ambiens-niveau er.
Jeg elsker de her perverse farver, som Indien
har. Det ville jeg nødig fjerne, så jeg arbejdede
mere med farvelys og felter, end jeg normalt
ville gøre.
Om valg af kameraer og teknik
”Jeg tog derned og tjekkede alle locations på
forhånd. Nogle steder kunne jeg slet ikke
bevæge mig gennem dørene i husene med
et steadicam. Så jeg begyndte at forske i
digitalkameraer, fordi jeg vidste, at det ville
give mig bevægelse og økonomi. Men jeg havde
heller ikke lyst til at lave crap med dårlig
opløsning og kornede billeder. Det nytter ikke
noget, når man tager til et sted som Indien,
hvor kontrasterne og farvespillet er så enormt,
og hvor der samtidig ligger mange ting gemt i
skyggerne. Så jeg var nødt til at finde frem til
en teknisk palet, og det var ikke udelukkende
film, fandt jeg altså hurtigt ud af, selvom jeg
havde tre-fire filmkameraer med.”
”Så jeg gik efter SI-2K fra P+S Technik, men
var ikke tilfreds med størrelsen. Det var åndssvagt,
når det var på størrelse med et 16mm og
tungt. Så sammen med nogle tyske ingeniører
gik jeg i gang med at skrælle kameraet ned.
Vi måtte lave nogle prototyper med balance
og gyros til de underlige rystelser, for du kan
ikke holde sådan nogle små ting i hænderne.
Der opstår ikke en håndholdt rystelse, men en
mere fin og forstyrrende rystelse. Så vi satte
en gyro i bunden og fik godkendt, at en del af
filmen skulle eftersynkes, for sådan en gyro
larmer ret meget.”
Men kørte I så det hele uden lyd?
”Nej. Men det krævede en vis fleksibilitet fra
min side omkring, hvor stor den her blimp
til gyro’en skulle være. Men kombineret med
dygtige lydmixere fik vi alligevel lyden hjem.
Alle medvirkende havde microports på, og så
blev der også boomet.”
Havde I en filosofi for valget af formater
til scenerne?
Vi havde det hele med til hver scene og kunne
vælge. Film, still og digital. Det var en frihedserklæring.
For eksempel er der en scene, hvor
børnene skal tilbage og skyde skurken Maman.
Vi skød på film i to timer, men Danny Boyle og
jeg blev enige om, at det ikke virkede. Alt røg
i skraldespanden, ud i lastbilen med 35mm-
7

Udvalgte framegrabs
fra Slumdog Millionaire.
Fotograferet af Anthony
Dod Mantle BSC/DFF
9

kameraerne og ind med kasserne med SI-2K
og så fungerede scenen bedre.”
”Danny blev forelsket i bevægelsen med de
små digitalkameraer. Dem med gyro. Det lå et
eller andet sted mellem steadicam og håndholdt.
Så jeg lærte de der gyros at kende, og det
var pissesvært og meget anarkistisk. Jeg lærte
min hjerne at stoppe, lige inden jeg normalt
ville stoppe, og så begyndte jeg at ramme.”
Hvad lavede I på film?
Det blev spontant. Det endte med at blive 40
procent på film (Fuji- og Kodak-stocks, red).
Resten er digitalt. Et godt eksempel. Når jeg
arbejder i Indien, kender jeg nogle af folkene
rimelig godt, men man ved alligevel aldrig,
om de helt forstår, hvad man vil. Når man for
eksempel skulle sende et 2nd unit-hold ud og
skyde op af en bygning hurtigt og lyset var
rigtigt, så ville jeg hellere give dem et 35mmkamera,
fordi de kender det, end et SI-2K med
mus, kabler og en Mac tilknyttet. Jeg var nødt
til at skole hele min kameraafdeling på mellem
25-40 mennesker de første 14 dage og forklare,
så godt jeg kunne, hvad det var, vi var ved at
lave her. Denne film handlede bl.a. om at jeg
kunne uddelegere.”
Om udfordringer og kobraer på settet
”Jeg skød meget af filmen i blinde, for jeg
kunne ikke se en skid på mine monitorer.
Senere fik jeg nogle mindre og bedre fra
England, men jeg skød stadig en del i blinde.
Særligt de scener, hvor jeg løb og sprintede. Og
jeg var glad, når jeg nåede ned til enden af en
gade i slummen, for der var dyr, el-ledninger,
metalskrot og huller, og jeg faldt da også et par
gange. Men sådan var det.”
”I begyndelsen stod vi i slummen med de her
MacBooks, der brændte sammen, fordi de
blev alt for varme. De kunne slet ikke køle
ordentligt. Så jeg fik bygget en rygsæk med
indbygget tøris, hvor monitoren og computeren
kunne være i. Danny Boyle løb nu ikke efter
mig, men gemte sig så godt han kunne på den
trange plads i slummen. Han havde tillid til
mig.”
”Det var et kolossalt hold. Det var ellers
intentionen, at det skulle være småt, men
det er bare umuligt i Indien. Jeg har aldrig
været på et set, hvor det var så svært at finde
hinanden – fotograf og instruktør. Der var så
mange mennesker rundt om kameraet, som
hver havde ansvar for en optik eller noget
andet. Det er den forsikring, de arbejder med,
og de sover nærmest med udstyret. De var søde
og sympatiske de fleste af dem, men jeg har et
vist behov for ro. Nogle gange kan det hektiske
liv på et set give magi til en film, men her var
jeg ind imellem nødt til at skrige op, for der var
så mange mennesker. Og de var i billedet lang
tid efter klappen er gået. Indien er specielt.”
”Vi havde slangetæmmere med på produktionen
hver dag. Der var en scene, hvor vi skulle
have børnene gennem en skov, men det blev vi
nægtet, fordi det var for farligt. Der var nogle
store kobraer, som kunne slå ihjel. Vi flyttede
så omkring en halv kilometer, og her filmede vi
hele natten. Men pludselig, da jeg står og gør
klar til et skud af børnene, dukker der et stort
kobrahoved op henne ved lamperne, selvom
vi havde fået at vide, at der ville være sikkert
her. Så kom en af slangetæmmerne med sin
pind og puttede kobraen i en kurv. Den kunne
vi så gå og se på resten af natten.”
Hvordan var forproduktionen med din
belysningsmester Thomas Neivelt på
’Slumdog’?
”Både for Thomas og jeg handlede det om
pragmatisme. Vi skulle ikke bare skyde i et
studie. Vi skulle helt ind i folks små hjem. Men
Thomas er et anstændigt menneske, og vi har
stået sammen i lerhytter over hele verden, og
han er god til at komme hjem til folk og sige:
Nu skal vi lige lave om på jeres liv. Vi skal lige
sætte lamper op der og der.”
”Men man anede tit ikke, hvor man skulle
stille sig. Ofte måtte vi trække kabler gennem
slummen, og når man så kom tilbage til generatoren,
stod der børn og sjippede i kablerne.
Og der lå vand over det hele. Men Thomas var
fleksibel og han var interesseret i historien
både politisk, kunstnerisk og emotionelt, og det
er skønt, at han har det overskud.”
Om efterarbejde og efterrationalisering
”Jeg kunne se, at jeg ville have en del arbejde
i postproduktionen, fordi noget var på film,
noget på still-kameraer og noget på Digital
HD. Alligevel var vi ikke bange, for at det ikke
skulle matche.”
”Men producenten var hård ved mig i colorgradingen.
For jeg manglede lige to dage for
at gøre det færdigt. Så det er den første film,
hvor jeg ikke er tilfreds med gradningen.
Gameshow-delen af ’Slumdog Millionaire’
har stadig lidt støj. Den blå kanal, som er et
relevant parameter, man skal tage højde for,
når man optager med SI-2K. Den er baseret på
farvetemperaturer – dagslys. Derfor skal man
være meget opmærksom. På dette tidspunkt
havde SI-2K et radikalt problem med den blå
kanal, og den kan støje meget, når man grader.
Også i gode post-faciliteter. Det var jeg nødt til
at rette i en separat proces og manglede altså
to dage. Publikum kan ikke se det, men det
kan jeg.”
”’Slumdog’ var hård at lave. Med præ-produktion
varede det 14-16 uger. Seks arbejdsdage
om ugen på mellem 14-18 timer om dagen.
Det var benhårdt, og når man havde fri om
søndagen sad man bare på sit hotelværelse
med roomservice som en anden zombie.”
”Jeg vidste, at vi ville miste 50 procent af
kontrollen, fordi vi skulle være på gaderne og i
slummen i Indien. Og når man står i det er det
næsten monumentalt, hvor lidt man kan kontrollere.
Selvom der er politi til at kontrollere
nysgerrige og harmløse folk, der står i vejen og
kigger. Hold kæft, det var et cirkus. Men også
en fantastisk inspirerende oplevelse. Jeg er
meget glad for at have lavet den film. Det ville
jeg også have været uden en Oscar”
Om pagten med ’AntiChrist’
”Jeg arbejdede lidt med ’AntiChrist’ under
’Slumdog Millionaire’ i den forstand, at jeg
havde den i tankerne. Jeg røg på ’AntiChrist’
ret hurtigt efter ’Slumdog’, og selve filmen
lavede vi også meget hurtigt - cirka to måneder
(sommeren 2008, red.). Jeg havde møder med
Lars von Trier op til halvandet år før indspilningerne,
hvor vi kom ind på filmen. Lars er
som person og instruktør rimelig klar på, hvad
han forestiller sig. Han er meget kompetent –
også teknisk. Men her ville han hellere trække
sig lidt tilbage, for han var ikke så stærk (Lars
von Trier kæmpede med en depression, red.).
Alligevel kom vi rimelig godt igennem det. Vi
havde gode PDO’s og motion control-drenge og
en god productiondesigner. Generelt fungerede
tingene godt.”
”Men det var da en hård kamp med Zentropa,
og man måtte argumentere hårdt for at få de
ting, man ville have. Vi havde også et tysk
11

Anthony Dod Mantle
Født 1955 i Oxfordshire
Startede på Den Danske Filmskole
i 1985
Bor nu i København
Debuterede som fotograf på Lone
Scherfigs ’Kajs fødselsdag’ (1990)
Er særlig kendt i filmbranchen for sit
arbejde med digital fotografering,
Dogme film og nu også for sin første
Oscar.
Har lavet flere film med Lars von
Trier, Danny Boyle og Thomas
Vinterberg.
Skal lave endnu en film med Danny
Boyle om en bjergbestiger, der må
skære sin egen arm af for at overleve.
’127 Hours’ hedder den og
optages i Utah, USA.
Er inkarneret fan af fodbold-klubben
Manchester United
hold, og selvom de generelt var dygtige, så er
det altid svært, når man ikke kender folk. Formatet
blev valgt ud fra de kameraer, Zentropa
havde, for de vil gerne eje deres egne kameraer.
Jeg ville meget hellere have skudt den på
film, men det kunne jeg ikke.”
Om jagten på naturalisme
”I ’AntiChrist’ havde både Lars von Trier og
jeg en ambition om at trække filmen ned i
tempo. Når det kører så slowmotion, som det
gør, og især når man oplever den film i digital
projektion, så er det så stille. Der er så lidt
bevægelse. Jeg erfarede selv i biografen, at jeg
oplevede billederne som malerier. Tiden står
nærmest stille, og man bliver ikke bombarderet
med informationer. Det er bare at opleve.
Det er sjældent, at jeg har det sådan, men
jeg kan godt lide det. Jeg har talt meget om
’Slumdog’, men de her billeder ligger faktisk
mit hjerte nærmere.”
”Alt det, der skulle være æstetisk interessant,
var vi meget enige om. Men vi har
efterfølgende diskuteret, hvordan man laver
naturalisme. Det bunder i helt fundamentale
banaliteter. Lars vil gerne have, at det
ser rigtig ud, men vi stod et meget lille sted
og skulle få eksponeringen op, så man også
kunne se stjernerne på himlen udenfor. Der
var meget mørkt. Han manglede nok lidt basal
forståelse og viden på det område, selvom han
er åben og dygtig. Så jeg måtte stole på det jeg
lavede, og jeg synes nu, at der er kommet noget
naturalisme over billederne.”
”Jeg lavede de her ulogiske overlyssætninger,
som gjorde, at filmen fik en anderledes undertone.
Og det tror jeg rent psykologisk gik ind
hos et velvilligt og følsomt publikum. Det gør,
at man får en anden oplevelse af billedet, fordi
det mangler logik.”
”Omkring motion control arbejdede vi med at
skifte mellem lineær og non-lineær. Og med
skjulte overgange fra håndholdte til lineære
billeder. Det var konceptuelt for Lars. Han har,
så længe jeg har kendt ham, fokuseret meget
på formen, selvom historien også er vigtig for
ham. Jeg har uomtvistelig ikke lavet andre
film som denne, men det er også det, der gør
Lars til den han er.”
”Det var en læreproces for os alle sammen. Det
var ikke nemt at lave naturalisme i de omgivelser.
Det er sværere end at lave kunstneriske
ting på et højt niveau. Det var svært lidt
ligesom at lave dokumentar, hvor man skal
fange momenter, være helt på og alligevel give
billederne en vis naturlighed. Det er noget af
det sværeste.”
Udvalgte film og priser
’AntiChrist’ (2009)
’Slumdog Millionaire’ (2008)
’The Last King og Scotland’ (2006)
‘Manderlay’ (2005)
‘Dogville’ (2003)
‘28 Days Later’ (2002)
‘Mifunes sidste sang’ (1999)
’Festen’ (1998)
’De Største Helte (1996)
Bodil 2004 for sit fotografiske arbejde
Oscar, BAFTA, ASC og Camerimage’s
Golden Frog i 2009 for ’Slumdog Millionaire’
Carlo Di Palma European Cinematographer
Award 2009 får både ’Anti-
Christ’ og ’Slumdog Millionaire’.
Robert 2010 for ‘AntiChrist‘
Slumdog Millionaire
Instruktør: Danny Boyle
Premiere: 31. oktober 2008
Budget: Angiveligt 80 mio kroner
Indtjening: Angiveligt 2 mia kroner
Filmen var indstillet til 10 nomineringer
og vandt otte Oscars ved uddelingen
i 2009.
Blandt andet for bedste film, bedste
instruktør, bedst tilpassede manus,
bedste klipning og bedste fotografi
Filmen er baseret på romanen ’Q & A’
(2005) af Vikas Swarup.
Om de tekniske valg i ’AntiChrist’
”Alt i high speed var på Phantom – 1000
frames. Vi havde en heftig lyssætning med
mange ampere. Det var meget varmt og
skuespillerne havde det hårdt, men det gik.”
”RED’s problem for mig var, at der stadig er
behov for alvorlig forbedring i højlyset. Mere
tolerance. Til gengæld syntes jeg, at det var
interessant, at arbejde med RED i de mørke
områder. Det store problem i ’Antichrist’ var
at få digtital-optagelser til at fungere i grønne
farver, i naturen. Det kræver store lyssætninger,
og det er meget tidskrævende. ’AntiChrist’
var korte dage, komplicerede dage. En teknisk
kompliceret film. Lars’ film er helt usædvanlige,
for Lars er noget helt for sig selv. Det er
meget forskelligt fra film til film med ham.”
Om postproduktionen
”Det var heftigt i grading. Vi gradede oppe i
Trollhättan, og det kunne tage mange timer.
Jeg arbejdede meget med masker. Jeg flytter
AntiChrist
Instruktør: Lars von Trier
Premiere: 17. maj 2009
Producent: Meta Foldager (Zentropa)
Budget: Angiveligt 60 mio kroner
Lars von Trier har tidligere opereret
kameraerne sammen med Anthony
Dod Mantle, men ikke på ’AntiChrist’.
Filmen var oprindelig planlagt til
produktion i 2005, men Peter Aalbæk
afslørede filmens afslutning (at jorden
er skabt af Satan), og Lars von
Trier udskød derfor filmen og skrev
manuskriptet om.
En international anmelder mente
efter premieren i Cannes, at Lars von
Trier var syg og burde indlægges.
Charlotte Gainsbourg modtog prisen
i Cannes som bedste skuespillerinde.
Filmen har fået Nordisk Råds
Filmpris 2009.
ikke noget hen i postproduktionen, uden at
jeg i præproduktionen ved, hvad jeg vil med
det. Selvfølgelig opstår der ting, men som
udgangspunkt har jeg det sådan. I post blev jeg
hele tiden spurgt om, hvor lyset kom fra og så
videre. Jeg forsøgte at gøre det så naturalistisk
som muligt, inden for de rammer jeg havde.
Og når man lægger eksponeringen på RED, så
skal der være lamper et eller andet sted. Det
var meget svært at lave. Ti gange sværere end
’Slumdog’.”
”I ’AntiChrist’ havde vi en instruktør, som
gerne vil se 360 grader. Man har det hårdt, når
man sidder i post og er i gang med at grade og
gøre billeder klar, og han så alligevel forlanger,
at der er en form for logik og acceptabel realitet
i billedet på et æstetisk niveau. Men man har
stået et sted, der ikke en gang er et set – som
for eksempel det her hus med lukket tag. Der
er mange ting i den film, der har været tosset
rent fotografisk, og jeg ved ikke, om Lars
forstår det. Han vil bare have de billeder, som
han vil have det. ”
”Lars von Trier har en naiv tro på, at man kan
styre alt. Men man kan ikke tage fra ham, at
han er en stor instruktør og en stor stemme i
samfundet. Han elsker at skrive og instruere,
men jeg tror faktisk også, at han gerne vil være
fotograf. Han elsker at lave de her naturalistiske
og håndholdte billeder.”
”Men jeg har aldrig følt mig så ensom på en
film, som jeg gjorde på den her. Jeg siger det
ikke med vrede, men sådan var det bare. Det
var svært. Lars’ fravær ramte mig, det var
totalt modsat med Danny Boyle, der var der
både før, under og efter.”
Om succesen og fremtiden
”Det har selvfølgelig hjulpet mig, men
forhåbentlig også filmbranchen herhjemme
generelt. Jeg håber det betyder, at man nu kan
komme til USA og få lov til lidt mere. For det
tager så lang tid at blive accepteret derovre.”
13

I Hendes
Majestæts
tjeneste
Torben Forsberg blev stillet over for noget af
en opgave som fotograf på ’De Vilde Svaner’
(2009). Den timelange eventyrfi lm i et skævt
klippe-klistret univers skabt af Margrethe II’s
découpager og kostumer blev nemlig skudt
på green screen, hvilket satte store krav til
lyssætningen. Og så er det ikke hver dag, at
Dronningen ser en over skuldrene på settet.
Åbningsscenen. Kameraet indfanger fi ngre
på en kreativ mission. Der sorteres, klippes,
klistres og monteres med glitret papir.
Brudstykker fra boligmagasiners konceptuelle
verden og antikke møbler fra auktionshuskataloger
klinkes sammen til en ny helhed og
forsegles med lak. Hendes Majestæt Dronning
Margrethe II arbejder på endnu en découpage,
endnu en scene, til fi lmatiseringen af H.C.
Andersens eventyr ’De Vilde Svaner’. ”Det
skal være lidt skævt og lidt sært, og så skal
det alligevel være så man fornemmer, at man
kommer ind i et rum, sådan at personerne
ser ud som om de vandrer rundt inde i disse
découpager,” lyder den danske regents stemme
henover de betagende billeder af en skabende
proces, der var undervejs i fl ere år.
Hvad du ønsker, skal du få. Men for at indfri
Dronningens forhåbninger til det fi lmiske
udtryk måtte fotograf Torben Forsberg
påtage sig en krævende udfordring. ’De Vilde
Svaner’ blev optaget på bare 16 dage – med lidt
overtimer – i januar og februar 2009 i et stort
studie hos Nordisk Film. Udgangspunktet for
alle scener i fi lmen med undtagelse af indledningen
var green screen, hvor Dronningens
découpager skulle keyes ind, og lyssætningen
var altafgørende for at få skuespillerne foran
det grønne lærred til at smelte sammen med
det royale håndarbejde, så der kom dybde og
tre dimensioner i billederne. Så fi lmen kom til
at ligne en fi lm og ikke teater på fi lm.
”Jeg har aldrig prøvet at arbejde så konsekvent
over fl ere uger med så meget green-screen. Det
var lidt som ’Alice i Eventyrland’. Som fotograf
var det på en eller anden måde som at vandre
ind i en kæmpe slikbutik. Der skulle laves en
masse yderst udfordrende lysopsætninger,”
erindrer Torben Forsberg en novemberdag
i Dansk Filmfotograf Forbunds klubhus i
Gyngemosen.
Lad der blive lys
”Lyssætningsmæssigt var udgangspunktet,
at vi skulle følge Dronningens découpager.
Og så måtte vi herefter se, hvad der var af
frihed. Når man har fået sat spacelights op,
og jeg ved ikke, hvor mange lamper på gulvet,
så handlede det om at få slukket så meget af
De Vilde Svaner (2009)
Produktionsselskab: JJ Film i samarbejde
med Danmarks Radio og Det Danske
Filminstitut
JJ Film og producer Jakob Jørgensen
har tidligere fi lmatiseret ’Snedronningen’
(2000) af H.C. Andersen. Også dengang
var eventyrfi lmens omdrejningspunkt
découpager af Dronning Margrethe II.
’De Vilde Svaner’ blev vist i 10 biografer
landet over og senere sendt på DR1. Filmen
er blevet dubbet på engelsk til visning i
udlandet.
Découpage kommer fra fransk og betyder
at klippe fra. Foruden découpagerne
designede Dronningen også kostumerne til
’De Vilde Svaner’. Hun spillede også en lille
birolle i fi lmen.
15

det igen, så der kom karakter i lyset. Det har
været den største udfordring. Absolut. Når de
her ting var kæmpet på plads, var kameraet
ret stationært. Så operatørmæssigt var det
ikke en udfordrende fi lm at lave. Mit primære
fokus var på lyset. Green-screenen var 18-20
meter bred, det samme ud på gulvet, og seks
meter høj. Alt det skulle lyses op. Jeg mener,
at vi havde 18 spacelights oppe i loftet, og det
gjaldt om at pakke nogle af dem ind og tænde
og slukke for dem – at styre dem individuelt.
Som kantlys havde vi en fl ytbar 12 kW på
stativ på gulvet samt et par 5 kW Tungsten
lamper hængende højt oppe. Vi havde en
masse lys (standby) på hjul, så vi kunne rulle
det ind. Det skulle gå hurtigt. Så havde vi nogle
basis-lyssætninger, og de helt store (6x6m
og 4x4m) sejl til at rulle ind og tage lys oppefra
og ikke mindst blev meget af kantlyset sendt
gennem camofl age net. Det var ret kompliceret
og teknisk”
Torben Forsberg brugte sammenlagt godt ni
uger på arbejdet med ’De Vilde Svaner’, men
i projektets fødselsforberedende fase tvivlede
han lidt på udkommet. For han var ikke helt
enig med produktionsselskabets kameravalg
til optagelserne.
”Jeg blev præsenteret for et udgangspunkt,
hvor der var købt et Panasonic HD-kamera
med zoom, som brugte DVC Pro HD-bånd.
Men det syntes jeg ikke lød særlig godt.
Filmens mange effecter krævede jo den højst
opnålige opløsning. RED var kommet frem, så
det begyndte jeg at undersøge og skyde nogle
reklamefi lm med. Det kan nogle gode ting. Jo
mere jeg satte mig ind i det, gik det op for mig,
at der var ARRI D21. Jeg fi k fl ere indikationer
af, at det kunne et eller andet. Det kostede det
hvide ud af øjnene, og der var længe no-go,”
siger den 45-årige fotograf og fortsætter:
”Men det lykkedes på en eller anden måde.
Ikke mindst med Blixt Camera Rental og
fi lmens producent Jacob Jørgensens meget
store velvilje. Så det endte med at blive ARRI
D21 og jeg valgte Cooke S4-optikker, som
er mine favoritter. Lige præcis til det her
projekt var jeg meget glad for dem, fordi jeg
havde découpagerne som baggrund og skulle
få et spil op på dem. Det kunne blive meget
plastikagtigt. Hvis jeg havde valgt at gå på
Zeiss optikker ville jeg få nogle ekstremt
skarpe skuespillere og baggrunde, men jeg
havde mere lyst til at få den her lidt bløde
fornemmelse. Derfor var det et klart valg. Zeiss
optikkernes overgang fra skarp til uskarp er
væsentlig mere konsekvent i forhold til Cook
som jo er berømte for deres evne til udtrykke
det smukke i det uskarpe.”
Hvad gjorde du dig af overvejelser om, at
alt skulle skydes i to lag?
”Min største angst var, at det kunne blive stift,
når skuespillerne skulle bevæge sig rundt
på green screenen, for det kan gå rigtig galt.
Så min første udfordring var at fi nde ud af,
hvordan vi kunne undgå det. Det var at sige,
at de skulle kunne bevæge sig rundt så meget
som muligt i det her univers. Det næste var,
at når man så på de her universer, så kiggede
man meget på lys. Lyset var jo forudsætnin-
gen. Og det var fedt at arbejde med her, for
jeg fi k jo på forhånd givet et bud på, hvor
stemningerne lå. Men alligevel skulle jeg også
selv byde ind, for lyset i Dronningens découpager
springer utrolig meget. Sammen med
belysningsmester Per Danbo lagde jeg kræfter
i at lægge mig op ad stemningerne.”
Torben Forsberg, 45 år
Uddannet fra Filmskolen i 1993
Udvalgte fi lm og tv-serier
’Anja & Viktor – Brændende Kærlighed’
(2007), ’The Prize of The Pole’ (2006)
’Bokshu The Myth’ (2003), ’Olsen Banden
Junior’ (2001)
Serier: ’Forsvar’ (2002-03), ’Sirius Ekspeditionen
2000’ (2001), ’ Nordkaperen i
Det Indiske Ocean’ (1994)
Dokumentar: ’Dogon – Days around a
damma’ (1999), ’Cowboy & Angel’ (1998)
Tæt sparring med instruktøren
Under indspilningen af den eventyrlige
historie om den unge prinsesse, der må så
grueligt megen lidelse igennem - stumhed,
brændenældende smerte og ydmygelse - inden
hun naturligvis får sin konge og det halve
kongerige og ikke mindst sine 10 svaneforheksede
brødre tilbage, havde Torben Forsberg
et tæt samarbejde med fi lmens tekniske
instruktør Peter Flinth, der tidligere blandt
andet har instrueret ’Ørnens Øje’ (1997) og de
to ’Arn’-fi lm (begge 2008). ”Vores setup var,
at vi konstant havde kameraet på dolly. Den
store tunge Fischer 10. Så havde vi et kabel i
enden på kameraet, som gik ud til to 3D-fyre,
der fi k informationerne fra kameraet direkte
ind i deres computer base, hvor de allerede
havde découpagerne liggende. Det betød, at vi
kunne smide découpagerne på green screen,
dernæst få skuespillerne ind, og så havde vi
smeltet billedet sammen. Når skuespillerne for
eksempel skulle bevæge sig op ad en trappe,
så kunne vi bygge en ud af kasser, så det
så ud som på découpagen. Når de to lag var
key’et sammen, gjorde vi meget ud af at vise
skuespillerne, hvor de skulle stå. For eksempel
kom der en stand-in ind for at illustrere for
skuespillerne, hvor de skulle stå i forhold til
omgivelserne i selve scenen,” fortæller Torben
Forsberg og fortsætter:
”Problemet ved den her slags fi lm, er at du
bliver låst. Du betaler prisen lige så snart, du
bevæger kameraet. For det betyder enormt
meget efterarbejde. Og det er for dyr en løsn-
ing. Vi besluttede at bevæge kameraet så
meget som muligt, inden for de begrænsninger
der var. Du er nødt til at fi nde et niveau, hvor
du kan opfylde kravene til efterarbejdsfolkene.
Så vi testede, hvor grænserne lå – hvor meget
kunne de redde? Der kom forhandlinger i gang.
Men man må sige, at de faktisk kan rigtig
meget. Det er mere et spørgsmål om tid. Hvis
du eksempelvis ikke har udlyst green screenen
nok på skuespillernes fødder, så er der bare
mere arbejde til dem. Det var give and take.
Det var super svært. Men nogle gange hjalp
det os lidt, at der også var rigtig scenografi på
settet i form af blandt andet møbler, som vi
kunne pejle efter.”
Hvordan forbereder man sådan en fi lm,
når der kun er 16 optagedage?
”Alt var storyboardet. Det var man nødt til for
I Hendes Majestæts tjeneste
at vide, hvilke découpager, der skulle bruges.
Kameraindstillinger, højde og perspektiv var
ret dikteret af baggrundene og storyboardet.
Når vi gik til en ny scene, var det første at
få découpagen på, kameraet op, et bud på en
optik og en skuespiller ind. Det så så forkert
ud: Lidt op med kameraet, lidt tilbage og skifte
optik. Og så forsøge igen. I starten kæmpede
vi meget med det, men så begyndte man at
blive god til det. Så på den måde havde vi en
opskrift, vi kunne følge, men selvfølgelig også
springe fra, når det var nødvendigt. Det betød
nu gennemgående for mit arbejde, at det var
en opgave, hvor jeg skulle være tro mod det
materiale, jeg fi k. Jeg valgte ofte at gå med
og kiggede så på, hvor meget jeg kunne bruge
af lysstemningen i découpagerne. Og så tage
den derfra. Kunne jeg tilføre noget, eller skulle
jeg gå en helt anden vej? Det var learning by
doing.”
I begyndelsen af september rullede ’De
Vilde Svaner’ for første gang hen over det
hvide lærred i Odense Koncerthus, og op til
forpremieren fortalte instruktør Peter Flinth
pressen, at indlevelse havde været en stor
udfordring for skuespillerne, når de stod på en
grøn baggrund og kiggede ind i en fi lmlampe,
mens en vindmaskine blæste dem i ansigtet.
17

Som fi lmens fotograf optog det aspekt også
Torben Forsberg under optagelserne.
”En af mine største tanker var, hvordan man
fi k skuespillerne til ikke at føle sig låst af
teknikken, så det undgik at blive for stift. Men
erfaringsmæssigt har jeg nu oplevet, at de følte
sig mere frie på nogle områder, fordi de kun
skulle forholde sig til deres spil og udtryk. Og
mange af dem er jo også vant til at stå på en
teaterscene, hvor alt er attrapper, hvilket langt
hen ad vejen er det samme, når man arbejder
med green screen. Jeg har ikke oplevet, at
skuespillerne følte sig hæmmede. Måske også
fordi, at vi gjorde meget ud af lige netop det.”
Dronningen på settet
Skuespillere som Thure Lindhardt, Stine
Fischer Christensen, Jens Jørgen Spottag,
Søren Sætter-Lassen og Mads M. Nielsen
havde da også en kapacitet som instruktør og
skuespiller Ghita Nørby at læne sig op af. Hun
var fi lmens personinstruktør, og ved hendes
side sad Dronning Margrethe II gennem
samtlige optagedage og så med på monitor
”Jeg fi k mulighed for at deltage i hele
udviklingen lige fra begyndelsen og har vel
egentlig været med til det meste, lige med
undtagelse af lyssætningen, som er en kunst
helt for sig, og det store computerarbejde; det
er rent trylleri, der nøjes jeg med at se og måbe
begejstret,” har Dronningen efterfølgende
udtalt om sin rolle i tilblivelsen af ’De Vilde
Svaner’.
Torben Forsberg har tidligere arbejdet sammen
med de kongelige, da han i 2000 deltog
I Hendes Majestæts tjeneste
som fuldgyldigt ekspeditionsmedlem og fi lmede
Kronprins Frederik på ’Sirius Ekspeditionens’
3000 kilometer og 125 dage lange færd nord
om Grønland. Og selv om det ikke er hverdag
i fi lmbranchen, at landets øverste regent sidder
med på settet og endda har en væsentlig
aktie i produktionen, så gik det nu ganske
gnidningsfrit. Også når Forsberg, Flinth og
co. sommetider var nødt til at ændre eller
forlænge Dronningens découpager, eller bruge
ekstra rekvisitter, for at få dem til at passe til
en bestemt scene og skuespillernes ageren.
”Hun var meget involveret. Hun var med fra
dag til aften og var en medspiller på det. Meget
engageret på den gode måde. Det er klart, at
lige i starten gav det en anderledes stemning.
Hun nød at der ikke var fokus på hende,
men at alle arbejdede mod et fælles mål. Hun
var glad for at være der. Der var løssluppen
og koncentreret stemning. Men man tiltaler
hende selvfølgelig med Deres Majestæt, De
og Dem. Så det var lidt ligesom at have en
megastjerne på settet,” siger Torben Forsberg.
Green screenen kommer!
Det er et lille år siden, at Torben Forsberg
afsluttede optagelserne til ’De Vilde Svaner’.
Og når han tænker tilbage på Mission Green
Screen i Hendes Majestæts tjeneste, så ser
han både plusser og minusser i arbejdet som
fotograf på sådan en form for fi lmproduktion.
”Det kommer an på, hvilke briller man tager
på. Hvis man skal løse en fi lm med green
screen, så skal man fi nde udfordringerne i det.
Det bliver meget teknisk. Nogle gange er det
bare befriende at se en person gå ned ad en
gade eller hoppe i en taxa. Men det kan også
være sjovt at lave green screen, selvom det
er omstændeligt og kedeligt, når der ikke er
dialog. Omvendt kan man relativt nemt skabe
nogle universer, som du ikke kan komme i
nærheden af location-mæssigt. Det er en af de
ting, jeg virkelig har lært. Man kan godt nok få
mange ting ind i en scene, hvis man forbereder
sig lidt. Men det kræver også, at du har en
visionær instruktør. Det er et spørgsmål om,
hvad man vil rent visuelt. Man skal heller
ikke tage fejl af at det kræver et vist teknisk
niveau fra alle på holdet når man optager på
denne måde. Man skal være meget præcis i
lyssætningen, kamerabevægelser og framing.
På ”De vilde Svaner” havde jeg et fantastisk
hold med Per Danbo som belysningsmester
og Erik Thall-Jantzen som B-foto. For at det
skal lykkes og være troværdigt kræver det
naturligvis også at man arbejder med nogle dygtige
folk i post-produktionen. Her var Morten
Bartholdy og Michael Balle fra Gimmick helt
fantastiske” siger han.
”Men det er den første produktion, jeg har
haft, hvor jeg som fotograf lidt har følt, at jeg
ikke havde fuld kontrol over mit billede. Der
er så mange mennesker, der kigger med og
har en mening. Det er ikke nødvendigvis fedt,
men det er en måde at løse det på i sådan en
slags produktion med så mange lag. Sådan er
udviklingen fotografi sk de her år. Hvis man
læser ’American Cinematographer’, så kan
man også læse, at green screen fylder mere og
mere. Vi mister lidt vores rolle eller skal dele
mere ud af den. Der er ingen tvivl om, at den
her form for optagelse bliver der mere af, for
det er væsentlig billigere at lave alt i et studie.
Det der med at ligge i en trailer efter en bil,
glem det. Ind på en green screen med det. Så
det er en måde, vi kommer til at arbejde på.
Jeg tror der går noget tid, inden at vi virkelig
bruger det herhjemme, men i udlandet gør de
det allerede meget,” slutter Torben Forsberg
interviewet af.
Jan Pallesen interviewede Torben Forsberg
sammen med journalist Christoffer Rosenløv
Stig Christensen.
19

Teknisk nyt
2-perf er igen blevet
et populært format
af Hans Hansson FSF
Nu er der igen blevet interesse for 2-perf på
35mm fi lm. Scanning og digitalt efterarbejde
forenkler processen og fremmer billedkvaliteten,
sammen med fi nkornede fi lmtyper og
bedre objektiver. Samtidig fi ndes der nu fl ere
nye kameraer, der kan køre 2-perf, at vælge
imellem, som f.eks. Aaton Penelope, Arricam,
Arri 235, ældre Panafl ex Platinum og GII,
samt ombyggede Arri 35 BL.
For ikke længe siden besøgte jeg BLIXT
Camera Rental i København og fi k ved den
lejlighed mulighed for at se nærmere på
Aatons seneste 35mm kamera, Penelope.
Jeg blev meget imponeret over kameraets
lysstærke søger og dets lave støjniveu. Selv
på 1 meters afstand var der ingen kamerastøj
at høre. Og så er ergonomien helt
outstanding.
Aaton har indtil videre leveret 19 Penelope
kameraer med 2-perf fremføring, som
alle er i produktion. Den schweizisk fødte
fi lmfotograf Hoyte van Hoytema, nu bosat
i Sverige og medlem af både FSF og NSC,
har anvendt 2 Penelope kameraer fra Abel
Cine til den amerikanske fi lm The Fighter.
Filmen får premiere i 2010 og er instrueret
af David O. Russell.
Arri Rentel i München har i dag 18 Arricam
og 8 Arri 235 med 2-perf fremføring og alle er
udlejet, beretter deres tekniske chef Manfred
Jahn. Arri Media U.K. har 10 kameraer med
2-perf fremføring og også her er alle ude i
produktion.
Panavision har ombygget en del af deres
modeller (Panafl ex Platinum og G-II til 2perf
fremføring og markedsfører formatet til
lavbudgets fi lm og som alternativ til digital
indspilninger. Clairmont har konverteret
nogen af deres Arrifl ex 35 BL4 til 2-perf.
Disse noget ældre kameraer lejes ud til en
forholdsvis lav udlejningspris.
Sådan startede det
I starten af 1960’erne begyndte man i Italien
at fi lme scope-fi lm med 2-perf formatet for
at spare på råfi lmen. Formatet blev døbt
Aaton Penelopes tekniske specifi kationer:
Universal camera-body for 35mm
2-Perf and 3-perf.
2Perf-native camera, swappable to
3-Perf and back in approx. 30 min.
with the 3-Perf kit.
22dB noise level (±1dB) in 2-Perf.
23dB noise level (±1dB) in 3-Perf.
Weight: 8 Kg with loaded 400’ mag
and 1 battery.
1-50 fps, Synch & Variable speeds
(0.001 increments)
Instant fi lm-magazines, nine minute
autonomy at 24fps in 35mm 2-perf.
Ready for instant ‘Digital-Mag’
silicon sensor equipped.
Built to withstand extreme climates.
(-10°C to +40°C)
Extremely bright optical viewfi nder
with generous peripheral coverage
Twin battery power supply: one for
lightweight handheld shots; add the
other for multi-accessory use.
Ready to print PDF ‘Image Report’
with JPEG snapshots, metadata and
AatonCode via USB key.
Techiscope efter laboratoriet Technicolor som
havde stået for efterarbejds processen. De
mest kendte fi lm optaget med Techniscope
er Sergio Leones spagetti-western med Clint
Eastwood, fi lmet af Massimo Dallamano.
Kameraerne som blev ombygget til 2-perf
var Arrifl ex IIC, Mitchell og Eclair Caméfl ex.
Senere da der kom nye og mere lydløse kameraer
som f. eks. Arrifl ex 35 BL, Panafl ex og
Moviecam stoppede ombygningerne og 2-perf
formatet uddøde.
Interscope
I Sverige konstruerede Tomas Dyfverman
i 1969 en variant af Techniscope-systemet
kaldet Interscope. Sync-lægning og klipning
blev gjort i et specielt fremstillet Steenbeck
klippebord. Systemet blev bl.a. anvendt på
Den magiske Cirkel, fotograferet af Jörgen
Persson FSF. Samme fotograf anvendte
i 1973 Techniscope til fi lmatiseringen af
Bo Widerbergs Ådalen 31 – et fotografi sk
mesterværk.
Ønsker du at vide mere om Techniscope
eller 2-perf optagelser, er her nogle links:
1. Wide screen museum (http://www.
widescreenmuseum.com/widescreen/
wingts1.htm)
2. Wide screen museum (http://www.
widescreenmuseum.com/widescreen/
wingts2.htm)
3. Wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/
Techniscope)
4. Multivision 235 (http://www.multivision235.com.au/)
5. Arandafi lm (http://www.2perf.arandafi
lm.com.au/)
6. 2-perf info (http://jkor.com/peter/techniscope.html)
7.Cinematographers (http://www.
cinematographers.nl/FORMATS2.
htm#technovision)
8. Aaton (http://www.aaton.com/fi les/
penelope_format.pdf)
9. Arrimedia 2-perf (http://www.arrimedia.com/2-Perforation.php)
Vil du vide mere om Aaton Penelope se:
http://www.abelcine.com/store/product.ph
p?productid=1001232&cat=327&page=1
At fi lme med
Stillbilledkamera
Digitale stillbilledkameraer har de seneste
år fået en ny funktion – at fi lme i HD-video.
Det var nyhedsbureauer og aviser i USA
der fremkom med ønsket om at kunne tage
stillbilleder og fi lme med samme kamera,
fordi det var blevet almindeligt med levende
billeder på nyhedernes hjemmesider. Nu har
det vist sig at kvaliteten er blevet så høj at
fl ere reklamefi lm og musikvideoer indspilles
med stillkameraer.
Det er først og fremmest Canon 5D og 7D
som bliver brugt. 5D har full sensor-format,
d.v.s. 24x36mm og kan optage i begge HDformater;
720p/60 b/s eller 1080p/30 b/s. I
starten af 2010 kommer en opdatering og
derefter vil man også kunne optage med
billedfrekvenserne 24 og 25 b/s. 7D, som
kom i efteråret 2009, har en APS-C sensor,
14,9x22,3 mm, med billedfrekvenserne 50 og
60 b/s i 720p og 24, 25 og 30 b/s i 1080p.
Billederne indspilles med komprimeringsalgoritmen
H264, MPEG-4 og ca. 38,6
M/bit/sek. på 5D og 48 M/bit/sek på 7D. (7D
har dobbelt DIGIC 4 processorer). Der fi ndes
en rigtig god opstilling med specifi kationer
på begge kameraer på hjemmesiden: http://
galenevans.com/photography/eos-5dii-vs-7dspecs-compared/
Lysfølsomheden er meget høj og næsten
uden støj. Jeg har fi lmet med 1.000 ISO på
en restaurant kun med forefaldene lys og det
så vældigt fi nt ud. Når det gælder lysfølsomhed
slår Canons CMOS-sensorer alt andet
ud, siger Björn Benckert på productionsselskabet
Syndicate AB, som har anvendt
Canons kameraer på fl ere produktioner. På
Syndicates hjemmeside fi ndes eksempler
på reklamefi lm, fi lmet med 5D: http://www.
syndicate.se
For ikke længe siden præsenterede Canon
endnu et nyt kamera som kan bruges til
at fi lme med, Canon EOS1D MkIV med et
sensorformat på 19x28mm. Kameraet har en
nyudviklet CMOS-sensor med endnu højere
lysfølsomhed. På http://www.dpreview.com/
news/0910/09102001canon1d4.asp kan du se
mere om dette nye kamera.
Videofi lmning med Canon 7D
Jeg har prøvefi lmet med Canon 7D. Det
føltes lidt usædvanligt at arbejde med et
stillbilledkamera til optagelser af levende
billeder. Kameraet er jo ikke tilpasset
ergonomisk til at fi lme med og jeg savnede
mange af de funktioner som fi ndes på videokameraer.
21

Links til hjemmesider, der handler om at
fi lme med Canons stillbilledkameraer:
1. (http://www.vimeo.com/5981422)
2. (http://www.fry.se/)
3. (http://www.cinema5d.com/viewtopic.
php?f=14&t=3401)
4. (http://hurlbutvisuals.com/blog/)
5. (http://magazine.creativecow.net/article/the-redrock-micro-dslr-cinemabundle-for-the-canon-5d-mkii)
6. (http://blog.vincentlaforet.com/)
Men det som var positivt var den fi ne billedkvalitet,
den korte dybdeskarphed og den
høje lysfølsomhed. Vi fi lmede med Leica R
objektiver med kopling til followfocus.
Eksponeringen blev for lys hvis vi fulgte
kameraets anvisning, men blændede vi ½ - 1
blænde ned blev det fi nt. Menuindstillingen
til billedskarphed og kontrast kørte jeg i
bund (-4) og farvemætning til -2. Alt efter de
anvisninger som jeg havde fundet på nettet.
Forstørrelse af søgerbilledet med x5 eller x10
er meget effi ktivt til præcise skarphedsindstillinger.
Ulemper
Søgeren som er fast og ikke kan drejes ved
høje og lave indstillinger.
Lydoptagelser med automatik og ministik
til mikrofonindgang er ikke godt. Lyden kan
ikke styres manuelt.
Autofocus fungerer ikke når der optages video.
Autofocusobjektiver har en meget dårlig
focusring til manuel focus med kort afstand
mellem tallene. Manuelle objektiver er bedre
f. eks. Zeiss manuelle stillbilledobjektiver
med Canon- eller Nikon fatning og mellemadapter.
Ergonomien er ikke til fi lmning. Men
skulderstativ kan være en løsning.
Mindre komprimering havde været ønskelig.
I dag er det 48 Mbit/sek. BBC har et krav om
mindst 100 Mbit/sek. Memorycard er billige,
så man kan sagtens få råd til fl ere.
Flade LED paneler
Øverst: FlatLight tapes direkte på bilens sidevindue - fra
Danmarks Radios Forbrydelsen afsnit 3.
Højre: Belyser Niels Dose brugte i stor udstrækning Flat-
Lights til produktionen af Pagten for Danmarks Radio, her
en “Lang4bank“ på 30 x 120 cm.
Nederst: Niels Dose og Torben Christensen agerer modeller
mellem to FlatLights på Forbrydelsen afsnit 2.
I disse energisparetider er der fokus på
LED som lyskilde.
FilmGEAR har lanceret FlatLights - en serie
LED lamper baseret på en 8mm kvadratisk
eller rund acrylplade op til 1 x 1 meter med
LED kant belysning på alle fi re sider, der
kan drives på batterier og dæmpes trådløst.
Karakteristisk for LED lamper er de stadig ikke farverene.
Same procedure as last year
– same procedure as every year.
Men alligevel var festen igen i år fyldt med
nye spændende overraskelser. Alt var som
det plejer, undtagen adressen. Siden 2005
har årets julefest været afholdt på restauranten
i Svanemøllehavnen, men sidste år,
lige efter vores besøg den 13. december 2008,
fl yttede spisestedet længere ud i havnen.
Det er stadig Leni Strandberg og hendes søn
Albert Strandberg, der driver Café Sundet i
Svanemøllehavnen. Alle burde unde sig selv
et besøg. Maden er enestående. Ambitionerne
i køkkenet er høje. Og det kan smages.
Nå, men tilbage til festen i år. Formanden
bød velkommen, takkede sponsorerne der
gjorde festen mulig og så kom aftenens første
overraskelse. På hver plads lå en gave, fl ot
indpakket i rødt papir og med sløjfe. DFFs
bestyrelse havde valgt at give en julegave
til alle deltagerne. Længe sad gæsterne
med gaven i hånden uden at pakke op.
Formanden havde i sin velkomsttale nævnt,
hvad gaven indeholdt – 10 års arbejde med
bogen: Fotografens øje – dansk fi lmfotografi
gennem 100 år. Den havde han talt om ved
samtlige julefester de sidste 9 år: Til næste
år kommer den! Nu var den her så, og om det
skyldes spændingen omkring værket eller
det var den fl otte indpakning, der gjorde
af Jan Weincke
DFF’s
julefest 2009
at man tøvede med oppakningen skal være
usagt, men formanden nåede at give ordet til
aftenens toastmaster, Casper Høyberg, som
fi k gennemgået programmet inden den først
deltager forsigtigt fi k lirket papiret så meget
op at vedkommende kunne skimte forsiden
– og herefter gik det stærkt.
Så fi k mesterkokken Albert Strandberg
ordet. Han fortalte om både menu og tilberedning
– mundvandet pressede sig på, se
blot her:
Forret: Laksesouffl e med jomfruhummerbisque
– spinat krydderurtesalat – hjemmebagt
brød.
Hovedret: Svampefarseret perlehønebryst
med portvin timiansauce, grøntsager efter
årstid, samt sprød kartoffel.
Dessert: Hasselnød, mandel gratin med
æbler og syltede blommer, samt kanelparfait.
Dertil hvidvin, rødvin og dessertvin ad
libitum, særlig udvalgt til menuen af Leni
og Albert Strandberg i samarbejde med
Valentin vin.
Herefter blev forretten serveret – utrolig
lækker – og ind i mellem blev resten af
bøgerne pakket ud. Det virkede som om alle
var meget imponerede og glade for resultatet.
Der var i hvert fald ingen mislyde
– tvært i mod.
Fødselsdage
Traditionen tro var vi nu nået til at hylde
årets runde fødselsdage – i 2009 havde der
været 4 af slagsen:
20. januar fyldte Petru Maier 50 år
6. februar Katia Forbert Petersen 60 år
16. marts blev Marcel Berga 60 år
2. april blev Torben Glarbo 60 år
Petru og Marcel deltog desværre ikke i festen,
men de har begge fået gaven tilsendt.
MiniKlukPrisen
Så kom hovedretten – endnu en nydelse og
derefter var vi kommet til MiniKlukprisen
indstiftet i 2005 af vores svenske kollega
Hans Hansson FSF. Priskommiteen bestod
af de sidste 3 års Klukprisvindere Eric
Kress, Simon Plum og Rasmus Arrildt.
Prisen gives til en person som gennem årene
har udvist en særlig loyalitet overfor DFF og
forbundets medlemmer. Tidligere er prisen
gået til en kollega i egne rækker, men i år
var udvalget gået lidt udenfor. At tyde på
klapsalverne var det en meget populær og
ganske rigtig beslutning – årets prismodta-
23

ger var nemlig Michael Nielsen, filtersætter
hos Nordisk Film ShortCut gennem mere
end 25 år.
Som begrundelse skriver udvalget:
Miniklukprisen er den pris der fremhæver en
god kollega. Hvad er en god kollega? Én der
er der, - der passer sit arbejde, - der er professionel,
- og så lige det der ekstra, det ekstra
grundige, det ekstra der i dette tilfælde
gør andres arbejde så meget bedre. Samtidig
er vores prismodtager en samarbejdspartner,
i vis trygge og kompetente hænder man altid
kan få et kvalificeret modspil.
Næsten gennem generationer har vores kollega
ufortrødent, båret og forskønnet vores
billeder og forstået at fylde sin rolle med sin
store indsigt i vores arbejde.
Vi har altid følt, han er vores mand, at han
ikke slipper sit arbejde før det er gjort helt
færdigt.
Vi takker dig for den loyalitet du altid har
vist os. Og for de resultater dit ufortrødne
høje professionelle niveau altid har frembragt,
til glæde for hele den forsamling, der
sidder her.
Årets kollegapris skal i år findes blandt de
mange, der altid må være om os som fotografer,
for at fuldføre vores arbejde, men ikke
nævnes så tit. I aften vil vi imidlertid gerne
have lov at påskønne det vigtige arbejde
vores kollega gør, for du får vores arbejde til
at se så meget bedre ud...
Årets miniklukpris til Michael Nielsen!
Ikke et øje var tørt og klapsalverne ville ingen
ende tage – det var og er det helt rigtige
valg.
Nu fulgte desserten – udsøgt – og derefter
var turen kommet til årets Klukpris, der som
sædvanlig var sponseret af Bico professionel
A/S og Arnold & Richter GmbH. Igen må
man sige at priskommiteen havde truffet
et perfekt valg. Om prismodtageren skriver
udvalget:
Kendt og respekteret af alle…
Tja, det kan man sige om rigtigt mange gode
kollegaer og venner i vores branche. Meget
kan bidrage til det; evner, viden, formåen, år
på bagen måske. Men i dette tilfælde er det
blot en del af et større hele som vi vil forsøge
at indkredse.
Han er kendt for sin personlighed, respekteret
for sin kunnen.
Han er blandt dem, vi vist godt, uden at
træde nogen over tæerne, kan kalde for en
’dinosaur i dansk film’. Ikke nødvendigvis en
brølende ’t-rex’ eller en lynhurtig ’raptor’.
Men i hvert fald en ’dinosaur’ som for mange
af os, altid har været her, og med sit venlige
gemyt, lærte os en lille smule mere for hver
gang man arbejdede med ham.
Hvor kameraet i virkeligheden skal stå, og
med hvilken optik. ’Pas på det indslag, og
måske det var en ide at skifte filter’, osv.
Venligt, men også bestemt uden at man
rigtigt opdager det, før man senere på vejen
hjem tænker; ’ Det var pokkers’!
For han er ikke belærende eller gammelklog.
Han er der blot, gør sit, og gør det rigtigt.
Han har endnu en gang været med til at gøre
kameraet til noget centralt på settet.
Om man nu gør det ’rigtigt’ kan vel diskuteres.
Men når det gælder aftenens klukprismodtager,
så virker det han gør altså,
’rigtigt’. Både fordi han udfører sit arbejde
grundigt og roligt. Men det er i høj grad også
hans facon. ’Vi har travlt, ja’. Derfor skal
arbejdet altså stadigvæk udføres ordentligt.
God gammeldags arbejdsmoral.
Dog ikke på en kedelig måde. Der er plads til
en kommentar, et lille humoristisk stik til de
mere overophedede dele af et hold. ’Og så har
jeg ikke nævnt nogen instruktør ved navn’.
Der er ikke nogen smartness her, men en fed
humor. Han er et nærmest uudtømmeligt
arkiv af anekdoter fra dansk film i over 40
år, der nemt kan samle et helt hold om kaffebordet,
da man helst ikke går glip af noget,
når han folder sig ud.
Han hører til dem der gennem årene har oplevet
og arbejdet med stort set alt fra ’Blimp
til bnc’, Fra ’Ronford til Red’.
Han har været engageret af de fleste selskaber
og samarbejdet med de fleste af os.
Nærmest haft Nordisk Film i Valby som sit
andet hjem, boet og arbejdet i USA. Han har
hjulpet titler som; Stormvarsel, Sjov i gaden
og De fem i fedtefadet, på vej. For ikke at
nævne Forræderne, Time out og Europa…
Nej, det er bestemt ikke en hr. Hvem-somhelst,
vi her har med at gøre.
Selv iklædt dykker-tørdragt skulle han
efter sigende være i stand til at bidrage til
billedet.
Drivende ind foran kameraet, midt i en
optagelse, da han som den første på holdet,
ikke længere kunne bunde i en container der
fyldtes med vand. Han fik et venligt, men
bestemt puf, og skvulpede væk fra forgrunden.
Han kan både stønne, pruste og have ondt
i hele kroppen. Og stadigvæk er der ikke
mange der kan måle sig med ham, eller ret-
tere, måle som ham…
Dette afsindigt hårde, møg besværlige og
utaknemmelige job han udfører, har med
tiden ændret sig en hel del. Der er kommet
meget nyt ’plasticlegetøj’ til. Flere smarte
hjælpemidler og kortere produktionstider.
Men aftenens hovedperson kan stadigvæk
det der med at tage den på øjet. Vifte rundt
med et målebånd, mumle lidt for sig selv og
trække en fokus der stadigvæk kan forbløffe.
Og det, næsten med ryggen til…
Og selvom hans job er sværere end det ser
ud til, har han stadigvæk en viden og et
overskud til at hjælpe andre. Diskret gøre
fotografen opmærksom på en overset detalje,
give boomeren lidt optik info, nævne for regi
at noget måske skal flyttes til næste scene.
Små ting der betyder så meget. Det værdsættes
og er som tidligere nævnt noget man kan
tage ved lære af.
Han skal en gang have udtalt, ’At det bedste
ved at lave film, er at sidde i det dejlige
solskinsvejr og vente på en sky. Jo, han er
skarp i mere end én forstand. Vores alle sammens
Havenisse og Talisman:
DFF’s klukpris 2009 går til Jesper Find.
Desværre måtte Jesper melde afbud til årets
arrangement, da han var blevet kaldt til
Fyn, men at lytte til klapsalverne, lød det
25

som om man ønskede at Jesper skulle kunne
høre, at det var et rigtigt populært valg, og
alle var enige her i.
Som sædvanlig sluttede middagen med
kaffe og en lille en til, mens, traditionen
tro, Michael Rosenløv delte lodsedler ud og
præmiepigen Katia Forbert Petersen delte
de meget fi ne sponsorgaver ud til vinderne.
Og Leni Strandberg modtog Fotografens
øje, under stormende bifald, som tak for et
fantastisk arrangement.
Og så var baren åben…
Afslutningsvis skal bare tilføjes at der i år
var 71 festdeltagere, maden var udsøgt, prismodtagerne
helt rigtigt valgt – tak til sponsorerne
og på gensyn til næste år, samme
sted – lørdag den 11. december kl. 19 i Café
Sundet, Svaneknoppen 2, 2100 Østerbro.
I øvrigt fi k Café Sundet ****** i Politiken i
august 2009 – tillykke Leni og Albert – tak
for denne gang og på spændende gensyn – vi
glæder os allerede!
Jesper Find fi k sin
pris - efterleveret.
Bare fordi man er
forhindret på dagen
skal man selvfølgelig
ikke snydes.
Det spanske fi lmfotograf forbund, AEC,
havde inviteret IMAGO til Sevilla i forbindelse
med SILE – Sevilla International Locations
Expo.
Delegerede fra 13 nationale forbund deltog.
Foruden deltog juridiske konsulenter med
speciale i autor- og rettighedsspørgsmål.
AEC arrangerede i 2004 ”Huelva konferencen”,
og deres seneste initiativ skal ses
som opfølgning på dette første IMAGO rettigheds-stormøde
– Sevilla mødet var således
et status møde med fokus på etablering af en
juridisk dialog (lobby virksomhed) med relevante
EU-lovgivere. Eventuelt med etablering
af et EU-Direktiv som skal harmonisere
fi lmfotografers (og andre fi lmarbejderes)
rettighedssituation. Dette har dog lange
udsigter. AEC påtager sig en ekstra indsats
desangående i forbindelse med Spaniens EUformandskab
fra januar 2010.
Bagerste række f.v.: Kurt Brazda AAC,
Michael Neubauer og Johannes Kirchlechner
BVK, John French, (konsulent
BSC), Richard Andry AFC, Bogdan
Verzhbytsky UGC, Tony Forsberg FSF,
Jean Louis Capelle SBC, Robert Alazraky
AFC, Ella Van den Hove og Michel Baudour
SBC, Christina Busch (juridisk konsulent
IMAGO) og Carlos Rogel (juridisk
konsulent AEC)
Forreste række f.v.: Alexander Shigayev
UGC, Porfi rio Enriques AEC, Vittorio
Storaro AIC, Tote Trenas AEC, Tony
Costa AIP, Andreas Fischer-Hansen DFF,
Yura Lubshin RGC, Nigel Walters BSC,
Nyika Jansco, HSC
af Andreas Fischer-Hansen
Cinematographers’
Copyright in the EU
Sevilla – 5. - 8. november 2009
IMAGO’s juridiske konsulent prof. Cristina
Busch præsenterede et ”opråb” til IMAGO,
som grundlæggende gik ud på at der skulle
handles nu. Hendes foredrag med titlen
– “The guiding principles of Imago’s campaign
for cinematographers’ author’s rights”
- skitserede vanskelighederne, interessekonflikter,
indsatsområder og strategi.
Hun påpegede bl.a. at mange fotografer ikke
anser dem selv som ”ægte kunstnere” men
snarere som teknikere med en frygt for, at en
kunstnerisk anerkendelse vil gå ud over løn-
og arbejdsforhold. (Det gælder naturligvis
ikke i Danmark, men i visse andre lande.)
Hun påpegede, at det hastede p.g.a. af den
teknologiske digitale udvikling som komplicerer
de kunstneriske rettighedsforhold,
at der internationalt er stærk argumentation
mod anerkendelse af rettighedsstatus, fordi
det forveksles med økonomiske krav til medieindustrien,
producenter og fællesforeninger
(eksempelvis i Frankrig), hvorimod det
essentielle er den kunstneriske autorstatus
og kulturel diversitet.
EU-Kommissionens hidtil negative behandling
af harmoniseringstiltag må
ny-evalueres, taget i betragtning at 12 nye
medlemslande har bragt en overfl od af ny
rettighedslovgivning ind i ”systemet”, således
at tiden er moden til nye initiativer.
Cristina Busch skitserede en lang række
forhold og strategier for sådan et initiativ.
Jeg skal ikke her uddybe disse – men henvise
til IMAGOs hjemmeside:
Authorship / Text by Cristina Busch 2009
- http://www.imago.org/index.php?page=139
27

Cristina Busch – ved podiet Tote Trenas, Porfi rio Enriques
og Carlos Rogel
10 delegerede præsenterede derefter ved
korte indlæg situationen i deres hjemland.
Et af de indlæg som gjorde størst indtryk
var russeren Yura Lubshins. Både arbejds-
og rettighedsforhold er så ringe at man
må sige – ja -hinsides hvad man skulle tro
var muligt. Men evig optimist er Yura og
enormt interesseret i al information, back up
og inspiration han får fra IMAGO medlemmer.
Som kontrast vakte DFFs medlemmers
Copydan individuelle fordelingsmidler og
fi nansiering af medlemmers diverse aktiviteter
ved de kollektive midler, stor interesse.
DFFs bestyrelses kæmpe indsats med
fordeling af disse rettighedsmidler vakte
ægte benovelse. At alt nu ikke er så rosenrødt
som skitseret i Sevilla, gik op for mig for
nylig ved oplevelsen af at se hvorledes TV2
krediterer – dvs. ikke krediterer - fi lmfotografen
(og andre fi lmarbejdere for den
sags skyld) i deres Tv-serier. (Den Tv-serie
jeg særlig hæfter mig ved, er produceret af
Zentropa – krediteringen kan kun beskrives
som uanstændig.
Nyika Jansco, HSC, leverede et interessant
bidrag da fi lmfotograferne i Ungarn er
anerkendt som co-autor af fi lmens visuelle
udtryk. Hvilket i øvrigt gør sig gældende i
fl ere østeuropæiske lande, da de ved den nye
politiske orden i starten af 90’erne reviderede
deres copyright lovgivning.
Som oftest presses fotograferne dog til at
give afkald på retttighedsmidler ved en mindre
kompensation i deres kontrakt – hvilken
ædes op af urimelige arbejdsvilkår.
Mange bidrag fra talerstolen var ultra korte,
da AEC havde sørget for et eksemplarisk
bilagsmateriale, således at alle bidrag kunne
nærstuderes som tekst. Dette fungerede
meget udemærket.
Andreas Fischer-Hansen DFF om forholdene i Danmark
Vittorio Storaro, AIC, holdt dog, vanen tro,
et længere indlæg som primært handlede
om hans modvilje mod DoP / Director of Photography
titlen for vores virke. Han mener
den er misvisende, oppustet og amerikansk.
Italienerne har i årevis plæderet for at vi er
”billede autor”. ”Author of Cinematography” /
”Author of Photography”.
Fra SILE Expo og IMAGO / AEC åbnings reception i det
pragtfulde Los Reales Alcazares palads. (Photos Alexander
Shigayev)
Jeg skal igen henvise til IMAGOs hjemmeside
som under AUTHORSHIP bringer
Storaros meget inspirerende tekst, og desuden
bidrag fra stor set alle IMAGOs forbund.
Konferencen i Sevilla var meget inspirerende
og det er imponerende så mange kræfter
der i IMAGOs regi bruges på at forbedre
forholdende blandt europæiske fi lmfotografer
når det gælder vores ophavsret – og arbejdsforhold.
Det sidste var dog ikke primært på
dagsordenen i Sevilla.
AEC bekostede alle omkostninger i Spanien
og var værter ved meget pragtfulde middagsselskaber.
En stor tak til AEC og dets
formand Porfi rio Enriques. Og en stor tak til
DFFs og FAFs Fællesfond som fi nansierede
min rejse til Madrid.
Vittorio Storaro - ved podiet Tote Trenas, Porfi rio Enriques
og Carlos Rogel
Filmfotografen Dan Säll besøgte en maleriudstilling
på universitetet i Chiang Mai – 2
dage senere underviste han samme sted
– det har han nu gjort i 3 år. Her følger hans
spændende beretning om 6 uger i en meget
smuk-, men også en meget forurenet by i
Thailand.
Har aldrig mødt en thailænder, der selv
fi lmede…
For tre år siden besøgte jeg en maleriudstilling
på universitetet i Chiang Mai i Thailand.
Der blev vist malerier og skulpturer lavet
af afgangselever uddannet på fakultetet for
”fi ne art”. En femårig uddannelse for maleri
og skulptur. Det var meget anderledes, men
samtidig ganske lig vores europæiske måde
at tænke og fremstille ny kunst på. Én ting
skilte sig dog ud; alt var mere farverigt, på
både godt og ondt.
Under besøget kom jeg til at tale med lektor
Weeraphan Chanhom, der var leder for
universitetets medie- og kunststuderende.
Vi kom til at tale om fi lm, og at de på skolen
havde kunstfi lm på programmet. Under
samtalen kom vi også ind på thailandsk
dokumentarfi lm og det lave niveau de
havde på landets Tv-stationer. Det slog mig
at, i alle de år jeg havde lavet fi lm og tv i
Thailand, havde jeg stort set aldrig mødt en
thailænder, der selv fi lmede eller set noget
om Thailand lavet af en thailænder. De
thailændere jeg mødte var enten produktionsassistenter
eller chauffører.
Lektor Weeraphan Chanhom inviterede
29

mig til at komme forbi et par dage senere og
møde de studerende, der var interesseret i at
lave film. Jeg lovede samtidig at vise et par
af mine egne produktioner og fortælle lidt om
dansk dokumentar film etc.
Det har ført til at jeg nu for tredje år
underviser en gruppe filmstuderende ved
universitetet i Chiang Mai i kunsten at lave
dokumentarfilm.
Denne gang blev det til et seks ugers langt
kursus, hvor jeg fortalte om grundprincipperne
i at lave klassisk dokumentar (ikke
kunstfilm). Under hele forløbet blandede vi
teori og praktik.
Den første uge
Uge 1 er nu gået og efter en lidt sej opstart
pga. Loi Kratong , Thailands største højtid
der falder ved første fuldmåne efter regntiden,
er holdt op, er vi kommet godt i gang.
Jeg har fået en hjælpelærer Mrs. Maneekan
Chainon, med kælenavnet Gif (alle i Thai-
land har et kælenavn). Det er en kæmpe
fordel både sprogligt og kulturelt. Gif er
desuden meget rolig og pædagogisk. Hvilket
understøtter min praktisk orienterede undervisning.
Det er en meget blandet gruppe.
Nogen har lavet lidt film selv før de søgte
ind på universitetet, men de fleste har aldrig
haft i et kamera i hånden. Så der er brug for
en pædagog.
De får lov at lave en film og denne gang er
emnet forurening i Chiang Mai. Hvilket
er et kæmpe problem for byen - hvert år i
februar og marts rapporteres om syge og
døde pga. af den voldsomme luftforurening.
Forureningen i marts skyldes, at der efter
rishøsten brændes marker og skove af for at
opnå større landbrugs arealer. Røgen samles
i Chiang Mai, der ligger nede i en dal mellem
bjerge, og da byen i forvejen er belastet af
bilforurening og al mulig anden afbrænding,
overskrides de i Thailand gældende grænseværdier
og der udstedes så påbud om at
man skal bære maske med filter eller holde
sig inden døre.
2. uge - fem små film
Vi har valgt at gå i gang med 5 små film som
kan sættes sammen til en større - eleverne
har selv valgt hvordan de hver især vil skildre
emnet.
Skolebørn og forurening, en læge fortæller,
portræt af en bonde, portræt af en politimand
samt en ”reklamefilm” for luftfilter
(ansigtsmasker).
Første uge gik med undervisning i de små
dv-kameraer som skolen er i besiddelse
af. Gennemsyn af nogle dokumentarfilm,
”Smoking” fra 1990, ”Årenes ringe” fra 2004.
Endvidere en masse snak om hvordan man
skriver et manuskript, laver en interview
opstilling, hvordan man bruger en
reflektor skærm, hvad er en brændvidde,
skarphedsdybde etc. Eleverne skriver flittigt
i deres små bøger.
Al undervisning foregår med power point
som hjælpemiddel. Jeg har lavet oplæg med
billeder og filmklip og sat tekst op i venstre
spalte som Gif har oversat til thailandsk i
højre spalte. Super god måde, når man skal
holde så lange undervisnings lektioner - 4
timer af gangen.
Den første praktiske øvelse var at gå ud og
interviewe skolebørn. De kom tilbage med
nogle meget søde interviewes, der ind imellem
holdt sig på højde med hvad vi ellers
ser på både thailandsk - og dansk tv. Nu
skal de så researche og filme på egen hånd i
næste uge, så får vi at se, hvordan det hele
skrider frem.
3. og 4. uge - roof top cinema
De er meget flittige. Lærte final cut i går. De
første mest nødvendige ting for at komme i
gang med at logge og loade deres materiale.
Skolen har to redigeringslokaler, hvor af vi
har fået det ene til dette projekt. Det er ikke
nemt at undervise i disse små kosteskabe,
men med lidt god vilje kan alt lade sig gøre.
De bedste undervisningstimer er når vi
ser film om aften oppe på taget “roof top
cinema”. Har bl.a. vist “Fra Thy til Thailand”
og fra Thailand til Thy”. Den fik en meget
blandet modtagelse. De fleste elever forstod
ikke at man så entydigt kunne behandle
emnet, og flere mente at de fattige thailændere
blev fremstillet som om de kun havde to
muligheder for at tjene penge. Enten at blive
gift med en farang (hvid), eller blive prostitueret.
”Men sådan er det ikke - man kan også
bruge indersiden af hovedet i Thailand” for
nu at citere Gif, min hjælpelærer. At filmene
var godt lavet kunne de dog godt blive enige
om - men den var lavet for meget på filmens
betingelser og for lidt dokumentarisk eller
antropologisk.
Helt anderledes modtaget blev Burma VJ.
Den kunne engagere. De var totalt henfaldne
og syntes at filmen på en meget fin måde fortalte
Burmas historie og samtidig opfordrede
til at hjælpe det undertrykte folk.
Elevernes egne små forureningshistorier om
bønder, politifolk, skolebørn, ansigtsmasker
og medicinstuderende skrider godt frem. Der
skrives meget forskellige klippemanuskripter
og tegnes fantasifulde storyboards. Filmvisning
og dramaturgiundervisning lægges ind i
det praktiske forløb, hvilket fungerer fint.
De får utrolig meget ud af det ene kamera
som de må dele mellem sig, og der er en
rigtigt god stemning - også takke være Gif,
min hjælpelærer. Hun er meget forstående
overfor de kulturelle forskelligheder. Gif er
delvist opvokset i Los Angeles og Thailand,
og kan derfor både den vestlige- og thailandske
kultur. Hun bærer en stor del af æren
for at dette undervisningsprojekt ser ud til
at blive en større succes, end jeg havde turde
håbe på.
5. uge – en pige skiller sig ud
Der er en pige, Eib, der skiller sig ud. Lærer
lynende hurtigt. Hendes projekt er en dokumentar
om politiet og forurening. Hun lavede
et interview med en politimand imens han,
med ansigtsmaske på, dirigerede trafikken.
Han er ved at svare på hvor meget masken
hjælper, da der sker et bilsammenstød lige til
højre for ham i billedet. Ingen personskader,
men nok til at hun fik et godt anslag til sin
dokumentarfilm. Bagefter var hun ude hele
natten og filme politi i trafikken. Smukke
billeder. Hun havde før denne workshop
aldrig haft et kamera i hånden, men går på
fjerde år på “fine art” med speciale i billedkunst.
Det går lidt op og ned med de andre på
holdet. Birthday har været ude at interviewe
landmænd, der brænder deres marker af.
Hun får de mest besynderlige svar på sine
spørgsmål. “Det er fordi halmen ikke skal
fæstnes i traktorhjulet”, “Så brænder vi også
insekterne” eller “Det er da ikke farligt, det
har vi altid gjort”. De forstår slet ikke hvor
alvorligt problemet er.
Tang laver en slags distanceret reklamefilm
for 3M ansigtsmasker og slutter med en
maske der er blevet helt sort på filtret.
Ob skal filme på et hospital med lungesyge
patienter. Billy klipper sin historie om børn
og deres syn på forureningen.
6. uge – kongens fødselsdag
Kongen har fødselsdag (5. dec.) og den fejres
med tre dages ferie i hele landet og da det
også er helligdag den 10. december, så holder
de fleste ferie hele ugen. Men ikke workshoppen,
for nu havde de ikke den obligatoriske
undervisning længere - dvs. nu havde de
ikke kun eftermiddagene, men hele døgnet.
Så tog mine elever rigtigt fat. Samtidig vi fik
tildelt det store computerlokale med 18 nye
I-Mac, alle med Final cut.
Vi er begyndt på en lille online proces i
grading og lidt lyd efterarbejde, det ser ud
til at blive fem fine små film. Alle hjælper hinanden.
Interessant at se hvilken intensitet
workshoppen fik da eleverne fik mere tid og
fornemmede at de ville nå deres mål som
gruppe, altså alle fem film færdige til tiden.
Små ting leder ofte til store
Det er den 21. december og jeg er på vej hjem
med SAS…
Sidder i flyveren og prøver at gøre status?
Det gik vist meget godt - fem korte 5-7
minutters film om forureningen i Chiang
Mai. En om trafik politiet, en om hospitalet
og sygdomme der skyldes luftforurening,
en om unge skolebørn og hvad de mener om
forurening, en om bønderne og hvorfor de
brænder marker af og en om masker der er
det eneste de har i Chiang Mai til at beskytte
dem mod luftforureningen.
Sammen giver de et godt billede af kompleksiteten
omkring forureningen og den uskyldighed
som befolkningen føler omkring eget
bidrag til forureningen. Kommer til at tænke
på “Dråben i havet” fra 1984, hvor direktøren
for Nordenham titanium fabrik sagde om
deres dumpning af affald i Nordsøen: “It is
only a drop in the ocean”.
Fem elever fra Chiang Mai university,
fakultetet for ”fine art” (kunstlinien) - ingen
havde tidligere lavet film. Tre havde aldrig
rørt et kamera. Resultat: Fem vedkommende
og interessante film. Universitetet har valgt
at oversætte filmene til engelsk og få distribueret
workshoppen på DVD.
Små ting leder ofte til store - håber denne
workshop kan føre til at eleverne vil blive
ved med at lave film - måske kunne det også
være med til at øge bevidstheden om den
katastrofale luftforurening i en ellers utrolig
smuk by som Chiang Mai.
af Dan Säll
31

Allan Berg Nielsen i bloggen
- www.filmkommentaren.dk
(20.11.2009)
-- Bogen er jo interessant derved,
at den handler om filmfotografiet
isoleret. Det er klart, men også
mærkbart, at det volder forfatterne
problemer. Stoffet fra manuskript,
instruktion og spil vil hele tiden
gribe ind. Men jeg tror, det er
lykkedes. Det er en bog om fotografi.
Mette Sandbye i EKKO – nr. 48 /
(Februar – april 2010) ****/6
-- Bogen er en cadeau til den
oversete fotograf og langt hen ad
vejen en filmanalytisk øjenåbner for
os andre.
Iben Albinus Sabroe i
Berlingske Tidende (5.
november 2010) ****/6
»Fotografens øje – dansk
filmfotografi gennem 100 år«
har med sine 360 sider et
respektindgydende format. Med en
imponerende samling farvefotos fra
toneangivende titler lige fra Peter
Elfeldts »Kørsel med grønlandske
slædehunde« (1897) til den aktuelle
Oscarnominerede dokumentar
»Burma VJ« er bogen ved første
øjekast en oplevelse.
Visuel Filmhistorie af
Jacob Wendt Jensen i
SCENELIV udgivet af Dansk
skuspillerforbund. (Januar
2010)
-- Hele vejen gennem bogen mærker
man kærligheden til fotograffaget,
og billedsiden er generøs som i ingen
andre danske filmbøger til dato.
Hele 38 filmfotografer får deres
karriere bredt ud i selvstændige
kapitler. På nær Henning
Kristiansen er de alle nulevende,
og navne som den Oscarbelønnede
fritænker fra dogmebølgen Anthony
Dod Mantle dominerer i den
kendte ende, mens det er dejligt
at se, at en af fagets få kvindelige
repræsentanter, Camilla Hjelm
Knudsen (’Udenfor kærligheden’)
også er taget med, selv om hendes
cv endnu ikke er så langt.
Medlemstilbud:
Bogen kan bestilles gennem DFF
(tina@dff-dk.dk) med 25% rabat,
således er bogens pris 375,00 kr.
(Boghandler pris 499,95 kr.) Efter
betaling afhentes bogen hos FAF,
Kgs. Nytorv 21, Baghuset 3. sal.
LINDHARDT OG RINGHOF
DANSK
FILMFOTOGRAFI
GENNEM 100 ÅR
FOTOGRAFENS ØJE