Læs Axel nr. 1 - Dansk Filmfotograf Forbund

dff.dk.dk

Læs Axel nr. 1 - Dansk Filmfotograf Forbund

AXEL

DANSK FILMFOTOGRAF FORBUND 2010/1

De Vilde Svaner

Anthony Dod Mantle

Redigeringskursus

Årets Kluk Pris

1 Axel


Dansk Filmfotograf Forbund

Postboks 81

1003 København K

The Club House

Tv-byen

Gyngemose Parkvej 86

2860 Søborg

Forretningsfører:

Tina Rasmussen

Tlf.: 61 33 54 04

tina@dff-dk.dk

dff@dff-dk.dk

www.dff-dk.dk

Tlf.: 61 33 54 04

Bestyrelse

Formand:

Jan Weincke (JW)

weincke@webspeed.dk

Næstformand:

Caspar Høyberg (CH)

casperhoyberg@webspeed.dk

JesperFind (JF)

jesperfi nd@hotmail.com

Morten Borchersen (MB)

morten@borchersen.com

Edward Friis-Møller (EFM)

ed@steadi.tv

Michael Rosenløv Jensen (MRJ)

michael.rosenloev@mail.dk

Jan Pallesen (JP)

mail@janpallesen.com

Søren Berthelin (SB)

berthelin@mail.dk

Henrik Herbert (HH)

heel@mail.tele.dk

Nye Medlemmer:

Lars Beyer

Ny Kongensgade 14, 1.sal tv.

1472 København K

M: 28591234

lbe@fi lmskolen.dk

Axel

Ansvarshavende redaktør:

Jan Weincke

Redaktion:

Ole Bendixen

Michael Rosenløv Jensen

Jan Pallesen

Layout:

Ole Bendixen

Stillfoto:

Michael Rosenløv Jensen

Dan Säll

Mads Jørgensen

Framegrabs:

Anthony Dod Mantle

Torben Forsberg

Administration:

Forretningsfører

Tina Rasmussen

tina@dff-dk.dk

Redaktionens adresse:

Postboks 81

1003 København K

tina@dff-dk.dk

Tryk og forsendelse:

Scandinavian Book

Udsendes af

Dansk Filmfotograf Forbund.

tina@dff-dk.dk ved

adresseændring

Det kan gøres

meget bedre af

Der er store problemer ved udbetaling af

Copy-Dan rettighedsmidler. Medlemmerne

skifter ofte bank, eller fl ytter og glemmer at

give mig de nye oplysninger. Breve med skema

og stamblade når ikke ud til medlemmer,

bankoverførsler går ikke igennem og mail

når ikke ud med indberetning om pengeoverførsler.

Alt sammen fordi mange glemmer at

give os oplysninger ved ændringer.

I nogle tilfælde får jeg skemaet udfyldt, men

uden angivelse af bankoplysninger, måske

fordi man mener jeg har fået det før-eller

føler ubehag ved at videregive oplysningen.

Det går altså ikke, jeg bruger alt for meget

tid på at fi nde/tjekke oplysninger.

For fremtiden vil vi kun udbetale rettighedsmidler,

hvis I returnerer det skema vi

sender ud sammen med stambladet i udfyldt

stand. Det er samtidig jeres mulighed for at

tilføje titler, som I mener mangler på stambladet.

I får nu også et felt hvor I skal angive

jeres email adresse, så vi har bedre tjek på

jeres data. Hvis I har ændringer efter sidste

udbetaling skal I oplyse det til tina@dffdk.dk

så vi er sikre på, at fremtidig post når

frem til jer.

Jeg vil sørge for at sende stamblade og

skema i en DFF kuvert, så venner og familie

kan se hvor brevet kommer fra, hvis I er

bortrejste. Fremover vil jeg sende en mail,

som angiver at brevet er på vej.

Hvis I ikke har haft nogen visninger, skal I

alligevel sende skemaet retur i udfyldt stand,

da I kan have hensættelsesmidler til gode.

De hensatte midler vil typisk dreje sig om

udbetalinger I har fået 3 år tidligere.

Godt nytår!

Dirk Brüel

Navigation

02 Adresse

02 Det kan gøres meget bedre

03 Axel byder velkommen

04 Redigeringskursus

05 Formandens mave ...

06 Slumhund og Djævlepagt

14 I Hendes Majestæts tjeneste

20 2-Perf, DigiSLR og LED

23 Julefest 2009

27 Cinematographers Copyright

29 Chiang Mai

32 Fotografens Øje

“Om man nu gør det ’rigtigt’ kan

vel diskuteres. Men når det gælder

aftenens klukprismodtager, så

virker det han gør altså, ’rigtigt’.

Både fordi han udfører sit arbejde

grundigt og roligt. Men det er i høj

grad også hans facon”.

Klukpris-komiteen

23

”Jeg fi k et manuskript og nogle få

ord fra instruktør Danny Boyle om

liv, energi og børn. Og så kender

han mig og vores proces godt nok

til at vide, at jeg går i gang med at

fi nde ud af, hvad der fi lmisk er det

mest fundamentale”.

Anthony Dod Mantle

Axel byder

velkommen

Axel Graatkjær (i hvid kittel) på optagelse i Berlin Axel Graatkjær

20

27 14

“Lyssætningsmæssigt var udgangspunktet,

at vi skulle følge Dronningens

découpager. Og så måtte vi

herefter se, hvad der var af frihed”.

Torben Forsberg

3

06


Fællesfondens

Redigeringskursus

f.v. Wiebe Van Der Vliet, Dorte Bach, Henrik Lyngbo, Bo Tengberg, Morten Bruus,

Per Rasmussen, Adam Philp, Jens Schlosser, Thomas Engell.

af Michael Rosenløv

Film- og videofotografernes Fællesfond

DFF/FAF afholdt i oktober 09 et 4 dages

redigeringskursus i nonlinær redigering på

Station Next i Avedøre.

Redigeringskurset var tilrettelagt med to

meget rutinerede undervisere, Thomas

Engell og Wiebe Van Der Vliet, samt et

kursist antal på 8. Der var således tid til

læring og grundig instruktion både til de

øvede og mindre øvede, prima faciliteter og

hyggeligt kollegialt samvær.

Så gik 2009. Måske ikke det bedste år for

dansk fi lm og skal man tro direktør Peter

Aalbæk fra Zentropa - og det skal man da -

er det fi lmfotografernes skyld – de vil nemlig

have løn for deres arbejde.

Det er Peter åbenbart ikke vant til, skønt

Zentropa har produceret et utal af spillefi lm.

Nu vil han i stedet fl ytte produktionerne

til udlandet, for dér koster en fi lmfotograf

næsten ingen ting. Han nævner bl.a. Polen

som et af de lande, hvor han kan få billige

fi lmfotografer, men spørger man de polske

fi lmfotografer på Camerimage, kender de

ingen der går så billigt som de danske, med

mindre, som de siger, man fi nder en sulten

fi lmskoleelev. Og selv i Skandinavien ligger

danske fi lmfotografer lønningsmæssigt lavere

end både vore norske, fi nske og svenske

kolleger.

Men det er lykkedes Peter at få pressen i

tale – og det er han god til. Dagen efter hans

udtalelse kunne man i samtlige aviser læse

om de pengegriske danske fi lmfotografer, og

på begge landsdækkende Tv-kanaler fulgte

de godt efter. At tænke sig… i Politiken

holdt sig heller ikke tilbage - men de havde

en anden dagsorden end Peters.

Formandens mave ...

Under overskriften DERFOR FLYTTER

ZENTROPA skrev ATS i Politiken:

Filmselskabet Zentropa vil fremover satse

på udenlandsk arbejdskraft: ”Danske

fi lmfotografer vil jo både have løn og ferie,

og hvad ved jeg, men de polske fotografer

kan vi få meget billigere, så snart de er

færdige med deres avisruter”, siger direktør

Peter Aalbæk og tilføjer: ”Og når dagens

indspilninger er slut, kan de lægge

nyt tag på mit hus og renovere kælderen.”

Og det var jo en helt anden historie – så skal

vi ikke bare glemme Peters vilde udfald – og

ønske ham held og lykke i Polen, Rumænien

og hvor han ellers har tænkt sig at underbyde

fi lmfotograferne. Han siger så meget

- ikke alt lige gennemtænkt. Han kommer

hurtig hjem igen.

Gennemtænkt er til gengæld bogen ”Fotografens

øje – dansk fi lmfotografi gennem

100 år”. Hele 10 år skulle der gå før denne

bog endelig så dagen lys. Mogens Rukov blev

så begejstret, at han straks udtalte: ” Denne

bog er vigtig for os alle – det er ikke blot en

bog, det er et monument”.

Mange rosende ord har været sagt om denne

bog, og ikke ét negativt, hvilket også kan ses

på salget.

I boghandlen kan du købe bogen for 499,95

kr. – men som DFF-medlem skal du kun

betale 375 kr.

Så skynd dig, der er ikke mange bøger

tilbage, og du vil garanteret ærgre dig, hvis

ikke du når at få fat i et eksemplar.

Som du kan se har vi ændret Nyhedsbrevs

udseende en hel del – ny opsætning, nyt

format og nyt navn. Navnet har vi taget fra

en af vores store pionerer – Axel Sørensen,

som i 1911 tog navneforandring til Axel

Graatkjær. Axel startede som billetsælger i

en af Ole Olsens biografer, men da samme

Ole Olsen begyndte at producere sine egne

fi lm i 1906, blev Axel fi lmfotograf. Axel

blev på Nordisk Film indtil 1913, hvor han

blev hentet til Tyskland. Axel nåede at

fotografere omkring 350 fi lm i Danmark og

totalt blev det til ca. 1500 fi lm, inden han i

1933 trak sig tilbage, som proprietær i Jylland,

indtil sin død i 1969.

DFF’s generalforsamling 2010

27. april, kl.19.00 i Klubhuset,

Tv-byen, Gyngemose Parkvej

86, 2860 Søborg.

Den nye opsætning og formatet skyldes Ole

Bendixen, som mente vi trængte til

fornyelse. Alt sammen gjort for din skyld – i

år skal informationerne være indbydende for

læserne og billederne skal være til at holde

ud at se på. Artiklerne skal være informative.

Det koster, men her trådte FilmGEAR

og Ole Bendixen til – ligesom Ole også har

stået for både layout og nye ideer. Faktisk er

det hans skyld, vi har kunnet forny Nyhedsbrev

i 2010. Så nu håber vi, du får lyst til at

læse artiklerne og se på billederne – og husk:

Kommentarer – ris eller ros - er vi altid modtagelige

over for.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke

alle DFFs venner og sponsorer, som gennem

hele 2009 har hjulpet, rådet og vejledt alle

vore medlemmer og vores forbund – det

gælder BBH Best Broadcast Hire, Bico Professionel,

BLIXT Camera Rental, Boomerang,

EBH Euro Broadcast Hire, FilmGEAR,

Fuji Motion Picture Film, Kameraudlejningen,

Kodak, New Digital Film Lab, Nordisk

Film ShortCut og Zimmermann Film &

Videoteknik. Tak for jeres støtte – må det

forsætte også i 2010!

Jeres formand.

5


Anthony Dod Mantle slog for alvor sit navn

fast i den internationale filmbranche, da han

i 2009 både modtog en BAFTA Award og en

Oscar-statuette for sine dynamiske billeder i

’Slumdog Millionaire’. Også Lars von Triers

’AntiChrist’ vakte opsigt. To helt forskellige

film. To helt forskellige oplevelser fortæller den

britisk-danske fotograf i dette interview.

Den ene høstede hæder verden over og otte Oscars

i Hollywoods Kodak Theatre. Den anden

fremkaldte fysisk lede og fik folk til at flygte ud

i foyeren under premierevisningen i Cannes.

’Slumdog Millionaire’ (2008) om den ludfattige

knægt Jamal, der både vinder den store pris i

gameshowet ”Hvem vil være Millionær?’ og sin

store kærlighed Latika. Og’AntiChrist’ (2009)

om et par som under en omgang hed sex mister

deres søn, da han falder ud af et vindue, og

efterfølgende fortrækker til skovhytten ’Eden’,

hvor de forsøger at bearbejde deres sorg og

skyldfølelse, men i stedet mister kontrollen, da

naturen griber ind.

Begejstring og vrede.

Lys og mørke.

Utopi og dystopi.

Én fællesnævner: Anthony Dod Mantle.

Axel har mødt den succesfulde filmfotograf til

en snak om de to film, der tog ham fra optagedage

i millionbyen Mumbais slum til dunkle

skove omkring den tyske by Køln. Fra en type

instruktør til en ganske anden. Anthony Dod

Mantle er en mand med meget på hjerte. Vi

lader ham fortælle:

Om udtrykket i ’Slumdog Millionaire’

”Jeg fik et manuskript og nogle få ord fra

instruktør Danny Boyle om liv, energi og børn.

Og så kender han mig og vores proces godt nok

til at vide, at jeg går i gang med at finde ud af,

hvad der filmisk er det mest fundamentale. I

’Slumdog’ var det at få kameraerne så lette og

i så høj kvalitet som muligt. Så begyndte jeg at

tænke over, hvordan jeg rent fysisk kunne få

kameraerne ned i børnehøjde, for jeg kan ikke

fordrage at kigge ned på børn. Jeg har selv

været dernede og kan huske, hvor fascinerende

den verden er. Jeg vidste, at jeg ville derned,

og jeg vidste, at vi samtidig skulle kunne flytte

kameraerne hurtigt, for det er også en film om

bevægelse.”

”Dannys livsglæde afspejler sig meget i hans

valg af framing, optik og musik, og så har

han meget kontrol med klipningen. ’Slumdog’

skulle være en auteurfilm, men jeg havde

ikke på det tidlige tidspunkt troet, at vi skulle

komme så langt ud i noget eksperimenterende

og banebrydende. Den var bevægelse, energi,

at turde at gøre noget andet. Et frisk overblændet

format.”

En stor del del af billederne i ”Slumdog

Millionaire” er tiltede. Hvorfor?

”Danny Boyle kan godt lide ”shots”. Han kan

godt lide, at filmen har en buzz, og den her film

er meget buzz’et. Vi besluttede, inden vi startede,

at horisonten ikke skulle låse os. Vi skulle

gøre, hvad vi synes fungerede bedst billedmæs-

Af Christoffer Rosenløv Stig Christensen

og Jan Pallesen (interview)

Fotos: Michael Rosenløv

sigt. Danny Boyle kan lide 10mm optik, og det

må gerne være eksplosivt. Framingen er episk

på den måde, at det er et stort samfund med

små børn. Billedet i det. Og så gik vi bevidst

efter meget farverige og mættede billeder.”

”Den her film skulle have farver, selvom det

er socialrealisme. Det lagde jeg meget hen i

colorgradingen. Jeg forsøgte at styre mange af

optagelserne efter tidspunktet på dagen. Og

jeg forsøgte at holde informationerne i himlen,

så meget jeg kunne. Jeg hader at tabe noget

digitalt. Generelt er min strategi i Indien at

vurdere, hvad det generelle ambiens-niveau er.

Jeg elsker de her perverse farver, som Indien

har. Det ville jeg nødig fjerne, så jeg arbejdede

mere med farvelys og felter, end jeg normalt

ville gøre.

Om valg af kameraer og teknik

”Jeg tog derned og tjekkede alle locations på

forhånd. Nogle steder kunne jeg slet ikke

bevæge mig gennem dørene i husene med

et steadicam. Så jeg begyndte at forske i

digitalkameraer, fordi jeg vidste, at det ville

give mig bevægelse og økonomi. Men jeg havde

heller ikke lyst til at lave crap med dårlig

opløsning og kornede billeder. Det nytter ikke

noget, når man tager til et sted som Indien,

hvor kontrasterne og farvespillet er så enormt,

og hvor der samtidig ligger mange ting gemt i

skyggerne. Så jeg var nødt til at finde frem til

en teknisk palet, og det var ikke udelukkende

film, fandt jeg altså hurtigt ud af, selvom jeg

havde tre-fire filmkameraer med.”

”Så jeg gik efter SI-2K fra P+S Technik, men

var ikke tilfreds med størrelsen. Det var åndssvagt,

når det var på størrelse med et 16mm og

tungt. Så sammen med nogle tyske ingeniører

gik jeg i gang med at skrælle kameraet ned.

Vi måtte lave nogle prototyper med balance

og gyros til de underlige rystelser, for du kan

ikke holde sådan nogle små ting i hænderne.

Der opstår ikke en håndholdt rystelse, men en

mere fin og forstyrrende rystelse. Så vi satte

en gyro i bunden og fik godkendt, at en del af

filmen skulle eftersynkes, for sådan en gyro

larmer ret meget.”

Men kørte I så det hele uden lyd?

”Nej. Men det krævede en vis fleksibilitet fra

min side omkring, hvor stor den her blimp

til gyro’en skulle være. Men kombineret med

dygtige lydmixere fik vi alligevel lyden hjem.

Alle medvirkende havde microports på, og så

blev der også boomet.”

Havde I en filosofi for valget af formater

til scenerne?

Vi havde det hele med til hver scene og kunne

vælge. Film, still og digital. Det var en frihedserklæring.

For eksempel er der en scene, hvor

børnene skal tilbage og skyde skurken Maman.

Vi skød på film i to timer, men Danny Boyle og

jeg blev enige om, at det ikke virkede. Alt røg

i skraldespanden, ud i lastbilen med 35mm-

7


Udvalgte framegrabs

fra Slumdog Millionaire.

Fotograferet af Anthony

Dod Mantle BSC/DFF

9


kameraerne og ind med kasserne med SI-2K

og så fungerede scenen bedre.”

”Danny blev forelsket i bevægelsen med de

små digitalkameraer. Dem med gyro. Det lå et

eller andet sted mellem steadicam og håndholdt.

Så jeg lærte de der gyros at kende, og det

var pissesvært og meget anarkistisk. Jeg lærte

min hjerne at stoppe, lige inden jeg normalt

ville stoppe, og så begyndte jeg at ramme.”

Hvad lavede I på film?

Det blev spontant. Det endte med at blive 40

procent på film (Fuji- og Kodak-stocks, red).

Resten er digitalt. Et godt eksempel. Når jeg

arbejder i Indien, kender jeg nogle af folkene

rimelig godt, men man ved alligevel aldrig,

om de helt forstår, hvad man vil. Når man for

eksempel skulle sende et 2nd unit-hold ud og

skyde op af en bygning hurtigt og lyset var

rigtigt, så ville jeg hellere give dem et 35mmkamera,

fordi de kender det, end et SI-2K med

mus, kabler og en Mac tilknyttet. Jeg var nødt

til at skole hele min kameraafdeling på mellem

25-40 mennesker de første 14 dage og forklare,

så godt jeg kunne, hvad det var, vi var ved at

lave her. Denne film handlede bl.a. om at jeg

kunne uddelegere.”

Om udfordringer og kobraer på settet

”Jeg skød meget af filmen i blinde, for jeg

kunne ikke se en skid på mine monitorer.

Senere fik jeg nogle mindre og bedre fra

England, men jeg skød stadig en del i blinde.

Særligt de scener, hvor jeg løb og sprintede. Og

jeg var glad, når jeg nåede ned til enden af en

gade i slummen, for der var dyr, el-ledninger,

metalskrot og huller, og jeg faldt da også et par

gange. Men sådan var det.”

”I begyndelsen stod vi i slummen med de her

MacBooks, der brændte sammen, fordi de

blev alt for varme. De kunne slet ikke køle

ordentligt. Så jeg fik bygget en rygsæk med

indbygget tøris, hvor monitoren og computeren

kunne være i. Danny Boyle løb nu ikke efter

mig, men gemte sig så godt han kunne på den

trange plads i slummen. Han havde tillid til

mig.”

”Det var et kolossalt hold. Det var ellers

intentionen, at det skulle være småt, men

det er bare umuligt i Indien. Jeg har aldrig

været på et set, hvor det var så svært at finde

hinanden – fotograf og instruktør. Der var så

mange mennesker rundt om kameraet, som

hver havde ansvar for en optik eller noget

andet. Det er den forsikring, de arbejder med,

og de sover nærmest med udstyret. De var søde

og sympatiske de fleste af dem, men jeg har et

vist behov for ro. Nogle gange kan det hektiske

liv på et set give magi til en film, men her var

jeg ind imellem nødt til at skrige op, for der var

så mange mennesker. Og de var i billedet lang

tid efter klappen er gået. Indien er specielt.”

”Vi havde slangetæmmere med på produktionen

hver dag. Der var en scene, hvor vi skulle

have børnene gennem en skov, men det blev vi

nægtet, fordi det var for farligt. Der var nogle

store kobraer, som kunne slå ihjel. Vi flyttede

så omkring en halv kilometer, og her filmede vi

hele natten. Men pludselig, da jeg står og gør

klar til et skud af børnene, dukker der et stort

kobrahoved op henne ved lamperne, selvom

vi havde fået at vide, at der ville være sikkert

her. Så kom en af slangetæmmerne med sin

pind og puttede kobraen i en kurv. Den kunne

vi så gå og se på resten af natten.”

Hvordan var forproduktionen med din

belysningsmester Thomas Neivelt på

’Slumdog’?

”Både for Thomas og jeg handlede det om

pragmatisme. Vi skulle ikke bare skyde i et

studie. Vi skulle helt ind i folks små hjem. Men

Thomas er et anstændigt menneske, og vi har

stået sammen i lerhytter over hele verden, og

han er god til at komme hjem til folk og sige:

Nu skal vi lige lave om på jeres liv. Vi skal lige

sætte lamper op der og der.”

”Men man anede tit ikke, hvor man skulle

stille sig. Ofte måtte vi trække kabler gennem

slummen, og når man så kom tilbage til generatoren,

stod der børn og sjippede i kablerne.

Og der lå vand over det hele. Men Thomas var

fleksibel og han var interesseret i historien

både politisk, kunstnerisk og emotionelt, og det

er skønt, at han har det overskud.”

Om efterarbejde og efterrationalisering

”Jeg kunne se, at jeg ville have en del arbejde

i postproduktionen, fordi noget var på film,

noget på still-kameraer og noget på Digital

HD. Alligevel var vi ikke bange, for at det ikke

skulle matche.”

”Men producenten var hård ved mig i colorgradingen.

For jeg manglede lige to dage for

at gøre det færdigt. Så det er den første film,

hvor jeg ikke er tilfreds med gradningen.

Gameshow-delen af ’Slumdog Millionaire’

har stadig lidt støj. Den blå kanal, som er et

relevant parameter, man skal tage højde for,

når man optager med SI-2K. Den er baseret på

farvetemperaturer – dagslys. Derfor skal man

være meget opmærksom. På dette tidspunkt

havde SI-2K et radikalt problem med den blå

kanal, og den kan støje meget, når man grader.

Også i gode post-faciliteter. Det var jeg nødt til

at rette i en separat proces og manglede altså

to dage. Publikum kan ikke se det, men det

kan jeg.”

”’Slumdog’ var hård at lave. Med præ-produktion

varede det 14-16 uger. Seks arbejdsdage

om ugen på mellem 14-18 timer om dagen.

Det var benhårdt, og når man havde fri om

søndagen sad man bare på sit hotelværelse

med roomservice som en anden zombie.”

”Jeg vidste, at vi ville miste 50 procent af

kontrollen, fordi vi skulle være på gaderne og i

slummen i Indien. Og når man står i det er det

næsten monumentalt, hvor lidt man kan kontrollere.

Selvom der er politi til at kontrollere

nysgerrige og harmløse folk, der står i vejen og

kigger. Hold kæft, det var et cirkus. Men også

en fantastisk inspirerende oplevelse. Jeg er

meget glad for at have lavet den film. Det ville

jeg også have været uden en Oscar”

Om pagten med ’AntiChrist’

”Jeg arbejdede lidt med ’AntiChrist’ under

’Slumdog Millionaire’ i den forstand, at jeg

havde den i tankerne. Jeg røg på ’AntiChrist’

ret hurtigt efter ’Slumdog’, og selve filmen

lavede vi også meget hurtigt - cirka to måneder

(sommeren 2008, red.). Jeg havde møder med

Lars von Trier op til halvandet år før indspilningerne,

hvor vi kom ind på filmen. Lars er

som person og instruktør rimelig klar på, hvad

han forestiller sig. Han er meget kompetent –

også teknisk. Men her ville han hellere trække

sig lidt tilbage, for han var ikke så stærk (Lars

von Trier kæmpede med en depression, red.).

Alligevel kom vi rimelig godt igennem det. Vi

havde gode PDO’s og motion control-drenge og

en god productiondesigner. Generelt fungerede

tingene godt.”

”Men det var da en hård kamp med Zentropa,

og man måtte argumentere hårdt for at få de

ting, man ville have. Vi havde også et tysk

11


Anthony Dod Mantle

Født 1955 i Oxfordshire

Startede på Den Danske Filmskole

i 1985

Bor nu i København

Debuterede som fotograf på Lone

Scherfigs ’Kajs fødselsdag’ (1990)

Er særlig kendt i filmbranchen for sit

arbejde med digital fotografering,

Dogme film og nu også for sin første

Oscar.

Har lavet flere film med Lars von

Trier, Danny Boyle og Thomas

Vinterberg.

Skal lave endnu en film med Danny

Boyle om en bjergbestiger, der må

skære sin egen arm af for at overleve.

’127 Hours’ hedder den og

optages i Utah, USA.

Er inkarneret fan af fodbold-klubben

Manchester United

hold, og selvom de generelt var dygtige, så er

det altid svært, når man ikke kender folk. Formatet

blev valgt ud fra de kameraer, Zentropa

havde, for de vil gerne eje deres egne kameraer.

Jeg ville meget hellere have skudt den på

film, men det kunne jeg ikke.”

Om jagten på naturalisme

”I ’AntiChrist’ havde både Lars von Trier og

jeg en ambition om at trække filmen ned i

tempo. Når det kører så slowmotion, som det

gør, og især når man oplever den film i digital

projektion, så er det så stille. Der er så lidt

bevægelse. Jeg erfarede selv i biografen, at jeg

oplevede billederne som malerier. Tiden står

nærmest stille, og man bliver ikke bombarderet

med informationer. Det er bare at opleve.

Det er sjældent, at jeg har det sådan, men

jeg kan godt lide det. Jeg har talt meget om

’Slumdog’, men de her billeder ligger faktisk

mit hjerte nærmere.”

”Alt det, der skulle være æstetisk interessant,

var vi meget enige om. Men vi har

efterfølgende diskuteret, hvordan man laver

naturalisme. Det bunder i helt fundamentale

banaliteter. Lars vil gerne have, at det

ser rigtig ud, men vi stod et meget lille sted

og skulle få eksponeringen op, så man også

kunne se stjernerne på himlen udenfor. Der

var meget mørkt. Han manglede nok lidt basal

forståelse og viden på det område, selvom han

er åben og dygtig. Så jeg måtte stole på det jeg

lavede, og jeg synes nu, at der er kommet noget

naturalisme over billederne.”

”Jeg lavede de her ulogiske overlyssætninger,

som gjorde, at filmen fik en anderledes undertone.

Og det tror jeg rent psykologisk gik ind

hos et velvilligt og følsomt publikum. Det gør,

at man får en anden oplevelse af billedet, fordi

det mangler logik.”

”Omkring motion control arbejdede vi med at

skifte mellem lineær og non-lineær. Og med

skjulte overgange fra håndholdte til lineære

billeder. Det var konceptuelt for Lars. Han har,

så længe jeg har kendt ham, fokuseret meget

på formen, selvom historien også er vigtig for

ham. Jeg har uomtvistelig ikke lavet andre

film som denne, men det er også det, der gør

Lars til den han er.”

”Det var en læreproces for os alle sammen. Det

var ikke nemt at lave naturalisme i de omgivelser.

Det er sværere end at lave kunstneriske

ting på et højt niveau. Det var svært lidt

ligesom at lave dokumentar, hvor man skal

fange momenter, være helt på og alligevel give

billederne en vis naturlighed. Det er noget af

det sværeste.”

Udvalgte film og priser

’AntiChrist’ (2009)

’Slumdog Millionaire’ (2008)

’The Last King og Scotland’ (2006)

‘Manderlay’ (2005)

‘Dogville’ (2003)

‘28 Days Later’ (2002)

‘Mifunes sidste sang’ (1999)

’Festen’ (1998)

’De Største Helte (1996)

Bodil 2004 for sit fotografiske arbejde

Oscar, BAFTA, ASC og Camerimage’s

Golden Frog i 2009 for ’Slumdog Millionaire’

Carlo Di Palma European Cinematographer

Award 2009 får både ’Anti-

Christ’ og ’Slumdog Millionaire’.

Robert 2010 for ‘AntiChrist‘

Slumdog Millionaire

Instruktør: Danny Boyle

Premiere: 31. oktober 2008

Budget: Angiveligt 80 mio kroner

Indtjening: Angiveligt 2 mia kroner

Filmen var indstillet til 10 nomineringer

og vandt otte Oscars ved uddelingen

i 2009.

Blandt andet for bedste film, bedste

instruktør, bedst tilpassede manus,

bedste klipning og bedste fotografi

Filmen er baseret på romanen ’Q & A’

(2005) af Vikas Swarup.

Om de tekniske valg i ’AntiChrist’

”Alt i high speed var på Phantom – 1000

frames. Vi havde en heftig lyssætning med

mange ampere. Det var meget varmt og

skuespillerne havde det hårdt, men det gik.”

”RED’s problem for mig var, at der stadig er

behov for alvorlig forbedring i højlyset. Mere

tolerance. Til gengæld syntes jeg, at det var

interessant, at arbejde med RED i de mørke

områder. Det store problem i ’Antichrist’ var

at få digtital-optagelser til at fungere i grønne

farver, i naturen. Det kræver store lyssætninger,

og det er meget tidskrævende. ’AntiChrist’

var korte dage, komplicerede dage. En teknisk

kompliceret film. Lars’ film er helt usædvanlige,

for Lars er noget helt for sig selv. Det er

meget forskelligt fra film til film med ham.”

Om postproduktionen

”Det var heftigt i grading. Vi gradede oppe i

Trollhättan, og det kunne tage mange timer.

Jeg arbejdede meget med masker. Jeg flytter

AntiChrist

Instruktør: Lars von Trier

Premiere: 17. maj 2009

Producent: Meta Foldager (Zentropa)

Budget: Angiveligt 60 mio kroner

Lars von Trier har tidligere opereret

kameraerne sammen med Anthony

Dod Mantle, men ikke på ’AntiChrist’.

Filmen var oprindelig planlagt til

produktion i 2005, men Peter Aalbæk

afslørede filmens afslutning (at jorden

er skabt af Satan), og Lars von

Trier udskød derfor filmen og skrev

manuskriptet om.

En international anmelder mente

efter premieren i Cannes, at Lars von

Trier var syg og burde indlægges.

Charlotte Gainsbourg modtog prisen

i Cannes som bedste skuespillerinde.

Filmen har fået Nordisk Råds

Filmpris 2009.

ikke noget hen i postproduktionen, uden at

jeg i præproduktionen ved, hvad jeg vil med

det. Selvfølgelig opstår der ting, men som

udgangspunkt har jeg det sådan. I post blev jeg

hele tiden spurgt om, hvor lyset kom fra og så

videre. Jeg forsøgte at gøre det så naturalistisk

som muligt, inden for de rammer jeg havde.

Og når man lægger eksponeringen på RED, så

skal der være lamper et eller andet sted. Det

var meget svært at lave. Ti gange sværere end

’Slumdog’.”

”I ’AntiChrist’ havde vi en instruktør, som

gerne vil se 360 grader. Man har det hårdt, når

man sidder i post og er i gang med at grade og

gøre billeder klar, og han så alligevel forlanger,

at der er en form for logik og acceptabel realitet

i billedet på et æstetisk niveau. Men man har

stået et sted, der ikke en gang er et set – som

for eksempel det her hus med lukket tag. Der

er mange ting i den film, der har været tosset

rent fotografisk, og jeg ved ikke, om Lars

forstår det. Han vil bare have de billeder, som

han vil have det. ”

”Lars von Trier har en naiv tro på, at man kan

styre alt. Men man kan ikke tage fra ham, at

han er en stor instruktør og en stor stemme i

samfundet. Han elsker at skrive og instruere,

men jeg tror faktisk også, at han gerne vil være

fotograf. Han elsker at lave de her naturalistiske

og håndholdte billeder.”

”Men jeg har aldrig følt mig så ensom på en

film, som jeg gjorde på den her. Jeg siger det

ikke med vrede, men sådan var det bare. Det

var svært. Lars’ fravær ramte mig, det var

totalt modsat med Danny Boyle, der var der

både før, under og efter.”

Om succesen og fremtiden

”Det har selvfølgelig hjulpet mig, men

forhåbentlig også filmbranchen herhjemme

generelt. Jeg håber det betyder, at man nu kan

komme til USA og få lov til lidt mere. For det

tager så lang tid at blive accepteret derovre.”

13


I Hendes

Majestæts

tjeneste

Torben Forsberg blev stillet over for noget af

en opgave som fotograf på ’De Vilde Svaner’

(2009). Den timelange eventyrfi lm i et skævt

klippe-klistret univers skabt af Margrethe II’s

découpager og kostumer blev nemlig skudt

på green screen, hvilket satte store krav til

lyssætningen. Og så er det ikke hver dag, at

Dronningen ser en over skuldrene på settet.

Åbningsscenen. Kameraet indfanger fi ngre

på en kreativ mission. Der sorteres, klippes,

klistres og monteres med glitret papir.

Brudstykker fra boligmagasiners konceptuelle

verden og antikke møbler fra auktionshuskataloger

klinkes sammen til en ny helhed og

forsegles med lak. Hendes Majestæt Dronning

Margrethe II arbejder på endnu en découpage,

endnu en scene, til fi lmatiseringen af H.C.

Andersens eventyr ’De Vilde Svaner’. ”Det

skal være lidt skævt og lidt sært, og så skal

det alligevel være så man fornemmer, at man

kommer ind i et rum, sådan at personerne

ser ud som om de vandrer rundt inde i disse

découpager,” lyder den danske regents stemme

henover de betagende billeder af en skabende

proces, der var undervejs i fl ere år.

Hvad du ønsker, skal du få. Men for at indfri

Dronningens forhåbninger til det fi lmiske

udtryk måtte fotograf Torben Forsberg

påtage sig en krævende udfordring. ’De Vilde

Svaner’ blev optaget på bare 16 dage – med lidt

overtimer – i januar og februar 2009 i et stort

studie hos Nordisk Film. Udgangspunktet for

alle scener i fi lmen med undtagelse af indledningen

var green screen, hvor Dronningens

découpager skulle keyes ind, og lyssætningen

var altafgørende for at få skuespillerne foran

det grønne lærred til at smelte sammen med

det royale håndarbejde, så der kom dybde og

tre dimensioner i billederne. Så fi lmen kom til

at ligne en fi lm og ikke teater på fi lm.

”Jeg har aldrig prøvet at arbejde så konsekvent

over fl ere uger med så meget green-screen. Det

var lidt som ’Alice i Eventyrland’. Som fotograf

var det på en eller anden måde som at vandre

ind i en kæmpe slikbutik. Der skulle laves en

masse yderst udfordrende lysopsætninger,”

erindrer Torben Forsberg en novemberdag

i Dansk Filmfotograf Forbunds klubhus i

Gyngemosen.

Lad der blive lys

”Lyssætningsmæssigt var udgangspunktet,

at vi skulle følge Dronningens découpager.

Og så måtte vi herefter se, hvad der var af

frihed. Når man har fået sat spacelights op,

og jeg ved ikke, hvor mange lamper på gulvet,

så handlede det om at få slukket så meget af

De Vilde Svaner (2009)

Produktionsselskab: JJ Film i samarbejde

med Danmarks Radio og Det Danske

Filminstitut

JJ Film og producer Jakob Jørgensen

har tidligere fi lmatiseret ’Snedronningen’

(2000) af H.C. Andersen. Også dengang

var eventyrfi lmens omdrejningspunkt

découpager af Dronning Margrethe II.

’De Vilde Svaner’ blev vist i 10 biografer

landet over og senere sendt på DR1. Filmen

er blevet dubbet på engelsk til visning i

udlandet.

Découpage kommer fra fransk og betyder

at klippe fra. Foruden découpagerne

designede Dronningen også kostumerne til

’De Vilde Svaner’. Hun spillede også en lille

birolle i fi lmen.

15


det igen, så der kom karakter i lyset. Det har

været den største udfordring. Absolut. Når de

her ting var kæmpet på plads, var kameraet

ret stationært. Så operatørmæssigt var det

ikke en udfordrende fi lm at lave. Mit primære

fokus var på lyset. Green-screenen var 18-20

meter bred, det samme ud på gulvet, og seks

meter høj. Alt det skulle lyses op. Jeg mener,

at vi havde 18 spacelights oppe i loftet, og det

gjaldt om at pakke nogle af dem ind og tænde

og slukke for dem – at styre dem individuelt.

Som kantlys havde vi en fl ytbar 12 kW på

stativ på gulvet samt et par 5 kW Tungsten

lamper hængende højt oppe. Vi havde en

masse lys (standby) på hjul, så vi kunne rulle

det ind. Det skulle gå hurtigt. Så havde vi nogle

basis-lyssætninger, og de helt store (6x6m

og 4x4m) sejl til at rulle ind og tage lys oppefra

og ikke mindst blev meget af kantlyset sendt

gennem camofl age net. Det var ret kompliceret

og teknisk”

Torben Forsberg brugte sammenlagt godt ni

uger på arbejdet med ’De Vilde Svaner’, men

i projektets fødselsforberedende fase tvivlede

han lidt på udkommet. For han var ikke helt

enig med produktionsselskabets kameravalg

til optagelserne.

”Jeg blev præsenteret for et udgangspunkt,

hvor der var købt et Panasonic HD-kamera

med zoom, som brugte DVC Pro HD-bånd.

Men det syntes jeg ikke lød særlig godt.

Filmens mange effecter krævede jo den højst

opnålige opløsning. RED var kommet frem, så

det begyndte jeg at undersøge og skyde nogle

reklamefi lm med. Det kan nogle gode ting. Jo

mere jeg satte mig ind i det, gik det op for mig,

at der var ARRI D21. Jeg fi k fl ere indikationer

af, at det kunne et eller andet. Det kostede det

hvide ud af øjnene, og der var længe no-go,”

siger den 45-årige fotograf og fortsætter:

”Men det lykkedes på en eller anden måde.

Ikke mindst med Blixt Camera Rental og

fi lmens producent Jacob Jørgensens meget

store velvilje. Så det endte med at blive ARRI

D21 og jeg valgte Cooke S4-optikker, som

er mine favoritter. Lige præcis til det her

projekt var jeg meget glad for dem, fordi jeg

havde découpagerne som baggrund og skulle

få et spil op på dem. Det kunne blive meget

plastikagtigt. Hvis jeg havde valgt at gå på

Zeiss optikker ville jeg få nogle ekstremt

skarpe skuespillere og baggrunde, men jeg

havde mere lyst til at få den her lidt bløde

fornemmelse. Derfor var det et klart valg. Zeiss

optikkernes overgang fra skarp til uskarp er

væsentlig mere konsekvent i forhold til Cook

som jo er berømte for deres evne til udtrykke

det smukke i det uskarpe.”

Hvad gjorde du dig af overvejelser om, at

alt skulle skydes i to lag?

”Min største angst var, at det kunne blive stift,

når skuespillerne skulle bevæge sig rundt

på green screenen, for det kan gå rigtig galt.

Så min første udfordring var at fi nde ud af,

hvordan vi kunne undgå det. Det var at sige,

at de skulle kunne bevæge sig rundt så meget

som muligt i det her univers. Det næste var,

at når man så på de her universer, så kiggede

man meget på lys. Lyset var jo forudsætnin-

gen. Og det var fedt at arbejde med her, for

jeg fi k jo på forhånd givet et bud på, hvor

stemningerne lå. Men alligevel skulle jeg også

selv byde ind, for lyset i Dronningens découpager

springer utrolig meget. Sammen med

belysningsmester Per Danbo lagde jeg kræfter

i at lægge mig op ad stemningerne.”

Torben Forsberg, 45 år

Uddannet fra Filmskolen i 1993

Udvalgte fi lm og tv-serier

’Anja & Viktor – Brændende Kærlighed’

(2007), ’The Prize of The Pole’ (2006)

’Bokshu The Myth’ (2003), ’Olsen Banden

Junior’ (2001)

Serier: ’Forsvar’ (2002-03), ’Sirius Ekspeditionen

2000’ (2001), ’ Nordkaperen i

Det Indiske Ocean’ (1994)

Dokumentar: ’Dogon – Days around a

damma’ (1999), ’Cowboy & Angel’ (1998)

Tæt sparring med instruktøren

Under indspilningen af den eventyrlige

historie om den unge prinsesse, der må så

grueligt megen lidelse igennem - stumhed,

brændenældende smerte og ydmygelse - inden

hun naturligvis får sin konge og det halve

kongerige og ikke mindst sine 10 svaneforheksede

brødre tilbage, havde Torben Forsberg

et tæt samarbejde med fi lmens tekniske

instruktør Peter Flinth, der tidligere blandt

andet har instrueret ’Ørnens Øje’ (1997) og de

to ’Arn’-fi lm (begge 2008). ”Vores setup var,

at vi konstant havde kameraet på dolly. Den

store tunge Fischer 10. Så havde vi et kabel i

enden på kameraet, som gik ud til to 3D-fyre,

der fi k informationerne fra kameraet direkte

ind i deres computer base, hvor de allerede

havde découpagerne liggende. Det betød, at vi

kunne smide découpagerne på green screen,

dernæst få skuespillerne ind, og så havde vi

smeltet billedet sammen. Når skuespillerne for

eksempel skulle bevæge sig op ad en trappe,

så kunne vi bygge en ud af kasser, så det

så ud som på découpagen. Når de to lag var

key’et sammen, gjorde vi meget ud af at vise

skuespillerne, hvor de skulle stå. For eksempel

kom der en stand-in ind for at illustrere for

skuespillerne, hvor de skulle stå i forhold til

omgivelserne i selve scenen,” fortæller Torben

Forsberg og fortsætter:

”Problemet ved den her slags fi lm, er at du

bliver låst. Du betaler prisen lige så snart, du

bevæger kameraet. For det betyder enormt

meget efterarbejde. Og det er for dyr en løsn-

ing. Vi besluttede at bevæge kameraet så

meget som muligt, inden for de begrænsninger

der var. Du er nødt til at fi nde et niveau, hvor

du kan opfylde kravene til efterarbejdsfolkene.

Så vi testede, hvor grænserne lå – hvor meget

kunne de redde? Der kom forhandlinger i gang.

Men man må sige, at de faktisk kan rigtig

meget. Det er mere et spørgsmål om tid. Hvis

du eksempelvis ikke har udlyst green screenen

nok på skuespillernes fødder, så er der bare

mere arbejde til dem. Det var give and take.

Det var super svært. Men nogle gange hjalp

det os lidt, at der også var rigtig scenografi på

settet i form af blandt andet møbler, som vi

kunne pejle efter.”

Hvordan forbereder man sådan en fi lm,

når der kun er 16 optagedage?

”Alt var storyboardet. Det var man nødt til for

I Hendes Majestæts tjeneste

at vide, hvilke découpager, der skulle bruges.

Kameraindstillinger, højde og perspektiv var

ret dikteret af baggrundene og storyboardet.

Når vi gik til en ny scene, var det første at

få découpagen på, kameraet op, et bud på en

optik og en skuespiller ind. Det så så forkert

ud: Lidt op med kameraet, lidt tilbage og skifte

optik. Og så forsøge igen. I starten kæmpede

vi meget med det, men så begyndte man at

blive god til det. Så på den måde havde vi en

opskrift, vi kunne følge, men selvfølgelig også

springe fra, når det var nødvendigt. Det betød

nu gennemgående for mit arbejde, at det var

en opgave, hvor jeg skulle være tro mod det

materiale, jeg fi k. Jeg valgte ofte at gå med

og kiggede så på, hvor meget jeg kunne bruge

af lysstemningen i découpagerne. Og så tage

den derfra. Kunne jeg tilføre noget, eller skulle

jeg gå en helt anden vej? Det var learning by

doing.”

I begyndelsen af september rullede ’De

Vilde Svaner’ for første gang hen over det

hvide lærred i Odense Koncerthus, og op til

forpremieren fortalte instruktør Peter Flinth

pressen, at indlevelse havde været en stor

udfordring for skuespillerne, når de stod på en

grøn baggrund og kiggede ind i en fi lmlampe,

mens en vindmaskine blæste dem i ansigtet.

17


Som fi lmens fotograf optog det aspekt også

Torben Forsberg under optagelserne.

”En af mine største tanker var, hvordan man

fi k skuespillerne til ikke at føle sig låst af

teknikken, så det undgik at blive for stift. Men

erfaringsmæssigt har jeg nu oplevet, at de følte

sig mere frie på nogle områder, fordi de kun

skulle forholde sig til deres spil og udtryk. Og

mange af dem er jo også vant til at stå på en

teaterscene, hvor alt er attrapper, hvilket langt

hen ad vejen er det samme, når man arbejder

med green screen. Jeg har ikke oplevet, at

skuespillerne følte sig hæmmede. Måske også

fordi, at vi gjorde meget ud af lige netop det.”

Dronningen på settet

Skuespillere som Thure Lindhardt, Stine

Fischer Christensen, Jens Jørgen Spottag,

Søren Sætter-Lassen og Mads M. Nielsen

havde da også en kapacitet som instruktør og

skuespiller Ghita Nørby at læne sig op af. Hun

var fi lmens personinstruktør, og ved hendes

side sad Dronning Margrethe II gennem

samtlige optagedage og så med på monitor

”Jeg fi k mulighed for at deltage i hele

udviklingen lige fra begyndelsen og har vel

egentlig været med til det meste, lige med

undtagelse af lyssætningen, som er en kunst

helt for sig, og det store computerarbejde; det

er rent trylleri, der nøjes jeg med at se og måbe

begejstret,” har Dronningen efterfølgende

udtalt om sin rolle i tilblivelsen af ’De Vilde

Svaner’.

Torben Forsberg har tidligere arbejdet sammen

med de kongelige, da han i 2000 deltog

I Hendes Majestæts tjeneste

som fuldgyldigt ekspeditionsmedlem og fi lmede

Kronprins Frederik på ’Sirius Ekspeditionens’

3000 kilometer og 125 dage lange færd nord

om Grønland. Og selv om det ikke er hverdag

i fi lmbranchen, at landets øverste regent sidder

med på settet og endda har en væsentlig

aktie i produktionen, så gik det nu ganske

gnidningsfrit. Også når Forsberg, Flinth og

co. sommetider var nødt til at ændre eller

forlænge Dronningens découpager, eller bruge

ekstra rekvisitter, for at få dem til at passe til

en bestemt scene og skuespillernes ageren.

”Hun var meget involveret. Hun var med fra

dag til aften og var en medspiller på det. Meget

engageret på den gode måde. Det er klart, at

lige i starten gav det en anderledes stemning.

Hun nød at der ikke var fokus på hende,

men at alle arbejdede mod et fælles mål. Hun

var glad for at være der. Der var løssluppen

og koncentreret stemning. Men man tiltaler

hende selvfølgelig med Deres Majestæt, De

og Dem. Så det var lidt ligesom at have en

megastjerne på settet,” siger Torben Forsberg.

Green screenen kommer!

Det er et lille år siden, at Torben Forsberg

afsluttede optagelserne til ’De Vilde Svaner’.

Og når han tænker tilbage på Mission Green

Screen i Hendes Majestæts tjeneste, så ser

han både plusser og minusser i arbejdet som

fotograf på sådan en form for fi lmproduktion.

”Det kommer an på, hvilke briller man tager

på. Hvis man skal løse en fi lm med green

screen, så skal man fi nde udfordringerne i det.

Det bliver meget teknisk. Nogle gange er det

bare befriende at se en person gå ned ad en

gade eller hoppe i en taxa. Men det kan også

være sjovt at lave green screen, selvom det

er omstændeligt og kedeligt, når der ikke er

dialog. Omvendt kan man relativt nemt skabe

nogle universer, som du ikke kan komme i

nærheden af location-mæssigt. Det er en af de

ting, jeg virkelig har lært. Man kan godt nok få

mange ting ind i en scene, hvis man forbereder

sig lidt. Men det kræver også, at du har en

visionær instruktør. Det er et spørgsmål om,

hvad man vil rent visuelt. Man skal heller

ikke tage fejl af at det kræver et vist teknisk

niveau fra alle på holdet når man optager på

denne måde. Man skal være meget præcis i

lyssætningen, kamerabevægelser og framing.

På ”De vilde Svaner” havde jeg et fantastisk

hold med Per Danbo som belysningsmester

og Erik Thall-Jantzen som B-foto. For at det

skal lykkes og være troværdigt kræver det

naturligvis også at man arbejder med nogle dygtige

folk i post-produktionen. Her var Morten

Bartholdy og Michael Balle fra Gimmick helt

fantastiske” siger han.

”Men det er den første produktion, jeg har

haft, hvor jeg som fotograf lidt har følt, at jeg

ikke havde fuld kontrol over mit billede. Der

er så mange mennesker, der kigger med og

har en mening. Det er ikke nødvendigvis fedt,

men det er en måde at løse det på i sådan en

slags produktion med så mange lag. Sådan er

udviklingen fotografi sk de her år. Hvis man

læser ’American Cinematographer’, så kan

man også læse, at green screen fylder mere og

mere. Vi mister lidt vores rolle eller skal dele

mere ud af den. Der er ingen tvivl om, at den

her form for optagelse bliver der mere af, for

det er væsentlig billigere at lave alt i et studie.

Det der med at ligge i en trailer efter en bil,

glem det. Ind på en green screen med det. Så

det er en måde, vi kommer til at arbejde på.

Jeg tror der går noget tid, inden at vi virkelig

bruger det herhjemme, men i udlandet gør de

det allerede meget,” slutter Torben Forsberg

interviewet af.

Jan Pallesen interviewede Torben Forsberg

sammen med journalist Christoffer Rosenløv

Stig Christensen.

19


Teknisk nyt

2-perf er igen blevet

et populært format

af Hans Hansson FSF

Nu er der igen blevet interesse for 2-perf på

35mm fi lm. Scanning og digitalt efterarbejde

forenkler processen og fremmer billedkvaliteten,

sammen med fi nkornede fi lmtyper og

bedre objektiver. Samtidig fi ndes der nu fl ere

nye kameraer, der kan køre 2-perf, at vælge

imellem, som f.eks. Aaton Penelope, Arricam,

Arri 235, ældre Panafl ex Platinum og GII,

samt ombyggede Arri 35 BL.

For ikke længe siden besøgte jeg BLIXT

Camera Rental i København og fi k ved den

lejlighed mulighed for at se nærmere på

Aatons seneste 35mm kamera, Penelope.

Jeg blev meget imponeret over kameraets

lysstærke søger og dets lave støjniveu. Selv

på 1 meters afstand var der ingen kamerastøj

at høre. Og så er ergonomien helt

outstanding.

Aaton har indtil videre leveret 19 Penelope

kameraer med 2-perf fremføring, som

alle er i produktion. Den schweizisk fødte

fi lmfotograf Hoyte van Hoytema, nu bosat

i Sverige og medlem af både FSF og NSC,

har anvendt 2 Penelope kameraer fra Abel

Cine til den amerikanske fi lm The Fighter.

Filmen får premiere i 2010 og er instrueret

af David O. Russell.

Arri Rentel i München har i dag 18 Arricam

og 8 Arri 235 med 2-perf fremføring og alle er

udlejet, beretter deres tekniske chef Manfred

Jahn. Arri Media U.K. har 10 kameraer med

2-perf fremføring og også her er alle ude i

produktion.

Panavision har ombygget en del af deres

modeller (Panafl ex Platinum og G-II til 2perf

fremføring og markedsfører formatet til

lavbudgets fi lm og som alternativ til digital

indspilninger. Clairmont har konverteret

nogen af deres Arrifl ex 35 BL4 til 2-perf.

Disse noget ældre kameraer lejes ud til en

forholdsvis lav udlejningspris.

Sådan startede det

I starten af 1960’erne begyndte man i Italien

at fi lme scope-fi lm med 2-perf formatet for

at spare på råfi lmen. Formatet blev døbt

Aaton Penelopes tekniske specifi kationer:

Universal camera-body for 35mm

2-Perf and 3-perf.

2Perf-native camera, swappable to

3-Perf and back in approx. 30 min.

with the 3-Perf kit.

22dB noise level (±1dB) in 2-Perf.

23dB noise level (±1dB) in 3-Perf.

Weight: 8 Kg with loaded 400’ mag

and 1 battery.

1-50 fps, Synch & Variable speeds

(0.001 increments)

Instant fi lm-magazines, nine minute

autonomy at 24fps in 35mm 2-perf.

Ready for instant ‘Digital-Mag’

silicon sensor equipped.

Built to withstand extreme climates.

(-10°C to +40°C)

Extremely bright optical viewfi nder

with generous peripheral coverage

Twin battery power supply: one for

lightweight handheld shots; add the

other for multi-accessory use.

Ready to print PDF ‘Image Report’

with JPEG snapshots, metadata and

AatonCode via USB key.

Techiscope efter laboratoriet Technicolor som

havde stået for efterarbejds processen. De

mest kendte fi lm optaget med Techniscope

er Sergio Leones spagetti-western med Clint

Eastwood, fi lmet af Massimo Dallamano.

Kameraerne som blev ombygget til 2-perf

var Arrifl ex IIC, Mitchell og Eclair Caméfl ex.

Senere da der kom nye og mere lydløse kameraer

som f. eks. Arrifl ex 35 BL, Panafl ex og

Moviecam stoppede ombygningerne og 2-perf

formatet uddøde.

Interscope

I Sverige konstruerede Tomas Dyfverman

i 1969 en variant af Techniscope-systemet

kaldet Interscope. Sync-lægning og klipning

blev gjort i et specielt fremstillet Steenbeck

klippebord. Systemet blev bl.a. anvendt på

Den magiske Cirkel, fotograferet af Jörgen

Persson FSF. Samme fotograf anvendte

i 1973 Techniscope til fi lmatiseringen af

Bo Widerbergs Ådalen 31 – et fotografi sk

mesterværk.

Ønsker du at vide mere om Techniscope

eller 2-perf optagelser, er her nogle links:

1. Wide screen museum (http://www.

widescreenmuseum.com/widescreen/

wingts1.htm)

2. Wide screen museum (http://www.

widescreenmuseum.com/widescreen/

wingts2.htm)

3. Wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/

Techniscope)

4. Multivision 235 (http://www.multivision235.com.au/)

5. Arandafi lm (http://www.2perf.arandafi

lm.com.au/)

6. 2-perf info (http://jkor.com/peter/techniscope.html)

7.Cinematographers (http://www.

cinematographers.nl/FORMATS2.

htm#technovision)

8. Aaton (http://www.aaton.com/fi les/

penelope_format.pdf)

9. Arrimedia 2-perf (http://www.arrimedia.com/2-Perforation.php)

Vil du vide mere om Aaton Penelope se:

http://www.abelcine.com/store/product.ph

p?productid=1001232&cat=327&page=1

At fi lme med

Stillbilledkamera

Digitale stillbilledkameraer har de seneste

år fået en ny funktion – at fi lme i HD-video.

Det var nyhedsbureauer og aviser i USA

der fremkom med ønsket om at kunne tage

stillbilleder og fi lme med samme kamera,

fordi det var blevet almindeligt med levende

billeder på nyhedernes hjemmesider. Nu har

det vist sig at kvaliteten er blevet så høj at

fl ere reklamefi lm og musikvideoer indspilles

med stillkameraer.

Det er først og fremmest Canon 5D og 7D

som bliver brugt. 5D har full sensor-format,

d.v.s. 24x36mm og kan optage i begge HDformater;

720p/60 b/s eller 1080p/30 b/s. I

starten af 2010 kommer en opdatering og

derefter vil man også kunne optage med

billedfrekvenserne 24 og 25 b/s. 7D, som

kom i efteråret 2009, har en APS-C sensor,

14,9x22,3 mm, med billedfrekvenserne 50 og

60 b/s i 720p og 24, 25 og 30 b/s i 1080p.

Billederne indspilles med komprimeringsalgoritmen

H264, MPEG-4 og ca. 38,6

M/bit/sek. på 5D og 48 M/bit/sek på 7D. (7D

har dobbelt DIGIC 4 processorer). Der fi ndes

en rigtig god opstilling med specifi kationer

på begge kameraer på hjemmesiden: http://

galenevans.com/photography/eos-5dii-vs-7dspecs-compared/

Lysfølsomheden er meget høj og næsten

uden støj. Jeg har fi lmet med 1.000 ISO på

en restaurant kun med forefaldene lys og det

så vældigt fi nt ud. Når det gælder lysfølsomhed

slår Canons CMOS-sensorer alt andet

ud, siger Björn Benckert på productionsselskabet

Syndicate AB, som har anvendt

Canons kameraer på fl ere produktioner. På

Syndicates hjemmeside fi ndes eksempler

på reklamefi lm, fi lmet med 5D: http://www.

syndicate.se

For ikke længe siden præsenterede Canon

endnu et nyt kamera som kan bruges til

at fi lme med, Canon EOS1D MkIV med et

sensorformat på 19x28mm. Kameraet har en

nyudviklet CMOS-sensor med endnu højere

lysfølsomhed. På http://www.dpreview.com/

news/0910/09102001canon1d4.asp kan du se

mere om dette nye kamera.

Videofi lmning med Canon 7D

Jeg har prøvefi lmet med Canon 7D. Det

føltes lidt usædvanligt at arbejde med et

stillbilledkamera til optagelser af levende

billeder. Kameraet er jo ikke tilpasset

ergonomisk til at fi lme med og jeg savnede

mange af de funktioner som fi ndes på videokameraer.

21


Links til hjemmesider, der handler om at

fi lme med Canons stillbilledkameraer:

1. (http://www.vimeo.com/5981422)

2. (http://www.fry.se/)

3. (http://www.cinema5d.com/viewtopic.

php?f=14&t=3401)

4. (http://hurlbutvisuals.com/blog/)

5. (http://magazine.creativecow.net/article/the-redrock-micro-dslr-cinemabundle-for-the-canon-5d-mkii)

6. (http://blog.vincentlaforet.com/)

Men det som var positivt var den fi ne billedkvalitet,

den korte dybdeskarphed og den

høje lysfølsomhed. Vi fi lmede med Leica R

objektiver med kopling til followfocus.

Eksponeringen blev for lys hvis vi fulgte

kameraets anvisning, men blændede vi ½ - 1

blænde ned blev det fi nt. Menuindstillingen

til billedskarphed og kontrast kørte jeg i

bund (-4) og farvemætning til -2. Alt efter de

anvisninger som jeg havde fundet på nettet.

Forstørrelse af søgerbilledet med x5 eller x10

er meget effi ktivt til præcise skarphedsindstillinger.

Ulemper

Søgeren som er fast og ikke kan drejes ved

høje og lave indstillinger.

Lydoptagelser med automatik og ministik

til mikrofonindgang er ikke godt. Lyden kan

ikke styres manuelt.

Autofocus fungerer ikke når der optages video.

Autofocusobjektiver har en meget dårlig

focusring til manuel focus med kort afstand

mellem tallene. Manuelle objektiver er bedre

f. eks. Zeiss manuelle stillbilledobjektiver

med Canon- eller Nikon fatning og mellemadapter.

Ergonomien er ikke til fi lmning. Men

skulderstativ kan være en løsning.

Mindre komprimering havde været ønskelig.

I dag er det 48 Mbit/sek. BBC har et krav om

mindst 100 Mbit/sek. Memorycard er billige,

så man kan sagtens få råd til fl ere.

Flade LED paneler

Øverst: FlatLight tapes direkte på bilens sidevindue - fra

Danmarks Radios Forbrydelsen afsnit 3.

Højre: Belyser Niels Dose brugte i stor udstrækning Flat-

Lights til produktionen af Pagten for Danmarks Radio, her

en “Lang4bank“ på 30 x 120 cm.

Nederst: Niels Dose og Torben Christensen agerer modeller

mellem to FlatLights på Forbrydelsen afsnit 2.

I disse energisparetider er der fokus på

LED som lyskilde.

FilmGEAR har lanceret FlatLights - en serie

LED lamper baseret på en 8mm kvadratisk

eller rund acrylplade op til 1 x 1 meter med

LED kant belysning på alle fi re sider, der

kan drives på batterier og dæmpes trådløst.

Karakteristisk for LED lamper er de stadig ikke farverene.

Same procedure as last year

– same procedure as every year.

Men alligevel var festen igen i år fyldt med

nye spændende overraskelser. Alt var som

det plejer, undtagen adressen. Siden 2005

har årets julefest været afholdt på restauranten

i Svanemøllehavnen, men sidste år,

lige efter vores besøg den 13. december 2008,

fl yttede spisestedet længere ud i havnen.

Det er stadig Leni Strandberg og hendes søn

Albert Strandberg, der driver Café Sundet i

Svanemøllehavnen. Alle burde unde sig selv

et besøg. Maden er enestående. Ambitionerne

i køkkenet er høje. Og det kan smages.

Nå, men tilbage til festen i år. Formanden

bød velkommen, takkede sponsorerne der

gjorde festen mulig og så kom aftenens første

overraskelse. På hver plads lå en gave, fl ot

indpakket i rødt papir og med sløjfe. DFFs

bestyrelse havde valgt at give en julegave

til alle deltagerne. Længe sad gæsterne

med gaven i hånden uden at pakke op.

Formanden havde i sin velkomsttale nævnt,

hvad gaven indeholdt – 10 års arbejde med

bogen: Fotografens øje – dansk fi lmfotografi

gennem 100 år. Den havde han talt om ved

samtlige julefester de sidste 9 år: Til næste

år kommer den! Nu var den her så, og om det

skyldes spændingen omkring værket eller

det var den fl otte indpakning, der gjorde

af Jan Weincke

DFF’s

julefest 2009

at man tøvede med oppakningen skal være

usagt, men formanden nåede at give ordet til

aftenens toastmaster, Casper Høyberg, som

fi k gennemgået programmet inden den først

deltager forsigtigt fi k lirket papiret så meget

op at vedkommende kunne skimte forsiden

– og herefter gik det stærkt.

Så fi k mesterkokken Albert Strandberg

ordet. Han fortalte om både menu og tilberedning

– mundvandet pressede sig på, se

blot her:

Forret: Laksesouffl e med jomfruhummerbisque

– spinat krydderurtesalat – hjemmebagt

brød.

Hovedret: Svampefarseret perlehønebryst

med portvin timiansauce, grøntsager efter

årstid, samt sprød kartoffel.

Dessert: Hasselnød, mandel gratin med

æbler og syltede blommer, samt kanelparfait.

Dertil hvidvin, rødvin og dessertvin ad

libitum, særlig udvalgt til menuen af Leni

og Albert Strandberg i samarbejde med

Valentin vin.

Herefter blev forretten serveret – utrolig

lækker – og ind i mellem blev resten af

bøgerne pakket ud. Det virkede som om alle

var meget imponerede og glade for resultatet.

Der var i hvert fald ingen mislyde

– tvært i mod.

Fødselsdage

Traditionen tro var vi nu nået til at hylde

årets runde fødselsdage – i 2009 havde der

været 4 af slagsen:

20. januar fyldte Petru Maier 50 år

6. februar Katia Forbert Petersen 60 år

16. marts blev Marcel Berga 60 år

2. april blev Torben Glarbo 60 år

Petru og Marcel deltog desværre ikke i festen,

men de har begge fået gaven tilsendt.

MiniKlukPrisen

Så kom hovedretten – endnu en nydelse og

derefter var vi kommet til MiniKlukprisen

indstiftet i 2005 af vores svenske kollega

Hans Hansson FSF. Priskommiteen bestod

af de sidste 3 års Klukprisvindere Eric

Kress, Simon Plum og Rasmus Arrildt.

Prisen gives til en person som gennem årene

har udvist en særlig loyalitet overfor DFF og

forbundets medlemmer. Tidligere er prisen

gået til en kollega i egne rækker, men i år

var udvalget gået lidt udenfor. At tyde på

klapsalverne var det en meget populær og

ganske rigtig beslutning – årets prismodta-

23


ger var nemlig Michael Nielsen, filtersætter

hos Nordisk Film ShortCut gennem mere

end 25 år.

Som begrundelse skriver udvalget:

Miniklukprisen er den pris der fremhæver en

god kollega. Hvad er en god kollega? Én der

er der, - der passer sit arbejde, - der er professionel,

- og så lige det der ekstra, det ekstra

grundige, det ekstra der i dette tilfælde

gør andres arbejde så meget bedre. Samtidig

er vores prismodtager en samarbejdspartner,

i vis trygge og kompetente hænder man altid

kan få et kvalificeret modspil.

Næsten gennem generationer har vores kollega

ufortrødent, båret og forskønnet vores

billeder og forstået at fylde sin rolle med sin

store indsigt i vores arbejde.

Vi har altid følt, han er vores mand, at han

ikke slipper sit arbejde før det er gjort helt

færdigt.

Vi takker dig for den loyalitet du altid har

vist os. Og for de resultater dit ufortrødne

høje professionelle niveau altid har frembragt,

til glæde for hele den forsamling, der

sidder her.

Årets kollegapris skal i år findes blandt de

mange, der altid må være om os som fotografer,

for at fuldføre vores arbejde, men ikke

nævnes så tit. I aften vil vi imidlertid gerne

have lov at påskønne det vigtige arbejde

vores kollega gør, for du får vores arbejde til

at se så meget bedre ud...

Årets miniklukpris til Michael Nielsen!

Ikke et øje var tørt og klapsalverne ville ingen

ende tage – det var og er det helt rigtige

valg.

Nu fulgte desserten – udsøgt – og derefter

var turen kommet til årets Klukpris, der som

sædvanlig var sponseret af Bico professionel

A/S og Arnold & Richter GmbH. Igen må

man sige at priskommiteen havde truffet

et perfekt valg. Om prismodtageren skriver

udvalget:

Kendt og respekteret af alle…

Tja, det kan man sige om rigtigt mange gode

kollegaer og venner i vores branche. Meget

kan bidrage til det; evner, viden, formåen, år

på bagen måske. Men i dette tilfælde er det

blot en del af et større hele som vi vil forsøge

at indkredse.

Han er kendt for sin personlighed, respekteret

for sin kunnen.

Han er blandt dem, vi vist godt, uden at

træde nogen over tæerne, kan kalde for en

’dinosaur i dansk film’. Ikke nødvendigvis en

brølende ’t-rex’ eller en lynhurtig ’raptor’.

Men i hvert fald en ’dinosaur’ som for mange

af os, altid har været her, og med sit venlige

gemyt, lærte os en lille smule mere for hver

gang man arbejdede med ham.

Hvor kameraet i virkeligheden skal stå, og

med hvilken optik. ’Pas på det indslag, og

måske det var en ide at skifte filter’, osv.

Venligt, men også bestemt uden at man

rigtigt opdager det, før man senere på vejen

hjem tænker; ’ Det var pokkers’!

For han er ikke belærende eller gammelklog.

Han er der blot, gør sit, og gør det rigtigt.

Han har endnu en gang været med til at gøre

kameraet til noget centralt på settet.

Om man nu gør det ’rigtigt’ kan vel diskuteres.

Men når det gælder aftenens klukprismodtager,

så virker det han gør altså,

’rigtigt’. Både fordi han udfører sit arbejde

grundigt og roligt. Men det er i høj grad også

hans facon. ’Vi har travlt, ja’. Derfor skal

arbejdet altså stadigvæk udføres ordentligt.

God gammeldags arbejdsmoral.

Dog ikke på en kedelig måde. Der er plads til

en kommentar, et lille humoristisk stik til de

mere overophedede dele af et hold. ’Og så har

jeg ikke nævnt nogen instruktør ved navn’.

Der er ikke nogen smartness her, men en fed

humor. Han er et nærmest uudtømmeligt

arkiv af anekdoter fra dansk film i over 40

år, der nemt kan samle et helt hold om kaffebordet,

da man helst ikke går glip af noget,

når han folder sig ud.

Han hører til dem der gennem årene har oplevet

og arbejdet med stort set alt fra ’Blimp

til bnc’, Fra ’Ronford til Red’.

Han har været engageret af de fleste selskaber

og samarbejdet med de fleste af os.

Nærmest haft Nordisk Film i Valby som sit

andet hjem, boet og arbejdet i USA. Han har

hjulpet titler som; Stormvarsel, Sjov i gaden

og De fem i fedtefadet, på vej. For ikke at

nævne Forræderne, Time out og Europa…

Nej, det er bestemt ikke en hr. Hvem-somhelst,

vi her har med at gøre.

Selv iklædt dykker-tørdragt skulle han

efter sigende være i stand til at bidrage til

billedet.

Drivende ind foran kameraet, midt i en

optagelse, da han som den første på holdet,

ikke længere kunne bunde i en container der

fyldtes med vand. Han fik et venligt, men

bestemt puf, og skvulpede væk fra forgrunden.

Han kan både stønne, pruste og have ondt

i hele kroppen. Og stadigvæk er der ikke

mange der kan måle sig med ham, eller ret-

tere, måle som ham…

Dette afsindigt hårde, møg besværlige og

utaknemmelige job han udfører, har med

tiden ændret sig en hel del. Der er kommet

meget nyt ’plasticlegetøj’ til. Flere smarte

hjælpemidler og kortere produktionstider.

Men aftenens hovedperson kan stadigvæk

det der med at tage den på øjet. Vifte rundt

med et målebånd, mumle lidt for sig selv og

trække en fokus der stadigvæk kan forbløffe.

Og det, næsten med ryggen til…

Og selvom hans job er sværere end det ser

ud til, har han stadigvæk en viden og et

overskud til at hjælpe andre. Diskret gøre

fotografen opmærksom på en overset detalje,

give boomeren lidt optik info, nævne for regi

at noget måske skal flyttes til næste scene.

Små ting der betyder så meget. Det værdsættes

og er som tidligere nævnt noget man kan

tage ved lære af.

Han skal en gang have udtalt, ’At det bedste

ved at lave film, er at sidde i det dejlige

solskinsvejr og vente på en sky. Jo, han er

skarp i mere end én forstand. Vores alle sammens

Havenisse og Talisman:

DFF’s klukpris 2009 går til Jesper Find.

Desværre måtte Jesper melde afbud til årets

arrangement, da han var blevet kaldt til

Fyn, men at lytte til klapsalverne, lød det

25


som om man ønskede at Jesper skulle kunne

høre, at det var et rigtigt populært valg, og

alle var enige her i.

Som sædvanlig sluttede middagen med

kaffe og en lille en til, mens, traditionen

tro, Michael Rosenløv delte lodsedler ud og

præmiepigen Katia Forbert Petersen delte

de meget fi ne sponsorgaver ud til vinderne.

Og Leni Strandberg modtog Fotografens

øje, under stormende bifald, som tak for et

fantastisk arrangement.

Og så var baren åben…

Afslutningsvis skal bare tilføjes at der i år

var 71 festdeltagere, maden var udsøgt, prismodtagerne

helt rigtigt valgt – tak til sponsorerne

og på gensyn til næste år, samme

sted – lørdag den 11. december kl. 19 i Café

Sundet, Svaneknoppen 2, 2100 Østerbro.

I øvrigt fi k Café Sundet ****** i Politiken i

august 2009 – tillykke Leni og Albert – tak

for denne gang og på spændende gensyn – vi

glæder os allerede!

Jesper Find fi k sin

pris - efterleveret.

Bare fordi man er

forhindret på dagen

skal man selvfølgelig

ikke snydes.

Det spanske fi lmfotograf forbund, AEC,

havde inviteret IMAGO til Sevilla i forbindelse

med SILE – Sevilla International Locations

Expo.

Delegerede fra 13 nationale forbund deltog.

Foruden deltog juridiske konsulenter med

speciale i autor- og rettighedsspørgsmål.

AEC arrangerede i 2004 ”Huelva konferencen”,

og deres seneste initiativ skal ses

som opfølgning på dette første IMAGO rettigheds-stormøde

– Sevilla mødet var således

et status møde med fokus på etablering af en

juridisk dialog (lobby virksomhed) med relevante

EU-lovgivere. Eventuelt med etablering

af et EU-Direktiv som skal harmonisere

fi lmfotografers (og andre fi lmarbejderes)

rettighedssituation. Dette har dog lange

udsigter. AEC påtager sig en ekstra indsats

desangående i forbindelse med Spaniens EUformandskab

fra januar 2010.

Bagerste række f.v.: Kurt Brazda AAC,

Michael Neubauer og Johannes Kirchlechner

BVK, John French, (konsulent

BSC), Richard Andry AFC, Bogdan

Verzhbytsky UGC, Tony Forsberg FSF,

Jean Louis Capelle SBC, Robert Alazraky

AFC, Ella Van den Hove og Michel Baudour

SBC, Christina Busch (juridisk konsulent

IMAGO) og Carlos Rogel (juridisk

konsulent AEC)

Forreste række f.v.: Alexander Shigayev

UGC, Porfi rio Enriques AEC, Vittorio

Storaro AIC, Tote Trenas AEC, Tony

Costa AIP, Andreas Fischer-Hansen DFF,

Yura Lubshin RGC, Nigel Walters BSC,

Nyika Jansco, HSC

af Andreas Fischer-Hansen

Cinematographers’

Copyright in the EU

Sevilla – 5. - 8. november 2009

IMAGO’s juridiske konsulent prof. Cristina

Busch præsenterede et ”opråb” til IMAGO,

som grundlæggende gik ud på at der skulle

handles nu. Hendes foredrag med titlen

– “The guiding principles of Imago’s campaign

for cinematographers’ author’s rights”

- skitserede vanskelighederne, interessekonflikter,

indsatsområder og strategi.

Hun påpegede bl.a. at mange fotografer ikke

anser dem selv som ”ægte kunstnere” men

snarere som teknikere med en frygt for, at en

kunstnerisk anerkendelse vil gå ud over løn-

og arbejdsforhold. (Det gælder naturligvis

ikke i Danmark, men i visse andre lande.)

Hun påpegede, at det hastede p.g.a. af den

teknologiske digitale udvikling som komplicerer

de kunstneriske rettighedsforhold,

at der internationalt er stærk argumentation

mod anerkendelse af rettighedsstatus, fordi

det forveksles med økonomiske krav til medieindustrien,

producenter og fællesforeninger

(eksempelvis i Frankrig), hvorimod det

essentielle er den kunstneriske autorstatus

og kulturel diversitet.

EU-Kommissionens hidtil negative behandling

af harmoniseringstiltag må

ny-evalueres, taget i betragtning at 12 nye

medlemslande har bragt en overfl od af ny

rettighedslovgivning ind i ”systemet”, således

at tiden er moden til nye initiativer.

Cristina Busch skitserede en lang række

forhold og strategier for sådan et initiativ.

Jeg skal ikke her uddybe disse – men henvise

til IMAGOs hjemmeside:

Authorship / Text by Cristina Busch 2009

- http://www.imago.org/index.php?page=139

27


Cristina Busch – ved podiet Tote Trenas, Porfi rio Enriques

og Carlos Rogel

10 delegerede præsenterede derefter ved

korte indlæg situationen i deres hjemland.

Et af de indlæg som gjorde størst indtryk

var russeren Yura Lubshins. Både arbejds-

og rettighedsforhold er så ringe at man

må sige – ja -hinsides hvad man skulle tro

var muligt. Men evig optimist er Yura og

enormt interesseret i al information, back up

og inspiration han får fra IMAGO medlemmer.

Som kontrast vakte DFFs medlemmers

Copydan individuelle fordelingsmidler og

fi nansiering af medlemmers diverse aktiviteter

ved de kollektive midler, stor interesse.

DFFs bestyrelses kæmpe indsats med

fordeling af disse rettighedsmidler vakte

ægte benovelse. At alt nu ikke er så rosenrødt

som skitseret i Sevilla, gik op for mig for

nylig ved oplevelsen af at se hvorledes TV2

krediterer – dvs. ikke krediterer - fi lmfotografen

(og andre fi lmarbejdere for den

sags skyld) i deres Tv-serier. (Den Tv-serie

jeg særlig hæfter mig ved, er produceret af

Zentropa – krediteringen kan kun beskrives

som uanstændig.

Nyika Jansco, HSC, leverede et interessant

bidrag da fi lmfotograferne i Ungarn er

anerkendt som co-autor af fi lmens visuelle

udtryk. Hvilket i øvrigt gør sig gældende i

fl ere østeuropæiske lande, da de ved den nye

politiske orden i starten af 90’erne reviderede

deres copyright lovgivning.

Som oftest presses fotograferne dog til at

give afkald på retttighedsmidler ved en mindre

kompensation i deres kontrakt – hvilken

ædes op af urimelige arbejdsvilkår.

Mange bidrag fra talerstolen var ultra korte,

da AEC havde sørget for et eksemplarisk

bilagsmateriale, således at alle bidrag kunne

nærstuderes som tekst. Dette fungerede

meget udemærket.

Andreas Fischer-Hansen DFF om forholdene i Danmark

Vittorio Storaro, AIC, holdt dog, vanen tro,

et længere indlæg som primært handlede

om hans modvilje mod DoP / Director of Photography

titlen for vores virke. Han mener

den er misvisende, oppustet og amerikansk.

Italienerne har i årevis plæderet for at vi er

”billede autor”. ”Author of Cinematography” /

”Author of Photography”.

Fra SILE Expo og IMAGO / AEC åbnings reception i det

pragtfulde Los Reales Alcazares palads. (Photos Alexander

Shigayev)

Jeg skal igen henvise til IMAGOs hjemmeside

som under AUTHORSHIP bringer

Storaros meget inspirerende tekst, og desuden

bidrag fra stor set alle IMAGOs forbund.

Konferencen i Sevilla var meget inspirerende

og det er imponerende så mange kræfter

der i IMAGOs regi bruges på at forbedre

forholdende blandt europæiske fi lmfotografer

når det gælder vores ophavsret – og arbejdsforhold.

Det sidste var dog ikke primært på

dagsordenen i Sevilla.

AEC bekostede alle omkostninger i Spanien

og var værter ved meget pragtfulde middagsselskaber.

En stor tak til AEC og dets

formand Porfi rio Enriques. Og en stor tak til

DFFs og FAFs Fællesfond som fi nansierede

min rejse til Madrid.

Vittorio Storaro - ved podiet Tote Trenas, Porfi rio Enriques

og Carlos Rogel

Filmfotografen Dan Säll besøgte en maleriudstilling

på universitetet i Chiang Mai – 2

dage senere underviste han samme sted

– det har han nu gjort i 3 år. Her følger hans

spændende beretning om 6 uger i en meget

smuk-, men også en meget forurenet by i

Thailand.

Har aldrig mødt en thailænder, der selv

fi lmede…

For tre år siden besøgte jeg en maleriudstilling

på universitetet i Chiang Mai i Thailand.

Der blev vist malerier og skulpturer lavet

af afgangselever uddannet på fakultetet for

”fi ne art”. En femårig uddannelse for maleri

og skulptur. Det var meget anderledes, men

samtidig ganske lig vores europæiske måde

at tænke og fremstille ny kunst på. Én ting

skilte sig dog ud; alt var mere farverigt, på

både godt og ondt.

Under besøget kom jeg til at tale med lektor

Weeraphan Chanhom, der var leder for

universitetets medie- og kunststuderende.

Vi kom til at tale om fi lm, og at de på skolen

havde kunstfi lm på programmet. Under

samtalen kom vi også ind på thailandsk

dokumentarfi lm og det lave niveau de

havde på landets Tv-stationer. Det slog mig

at, i alle de år jeg havde lavet fi lm og tv i

Thailand, havde jeg stort set aldrig mødt en

thailænder, der selv fi lmede eller set noget

om Thailand lavet af en thailænder. De

thailændere jeg mødte var enten produktionsassistenter

eller chauffører.

Lektor Weeraphan Chanhom inviterede

29


mig til at komme forbi et par dage senere og

møde de studerende, der var interesseret i at

lave film. Jeg lovede samtidig at vise et par

af mine egne produktioner og fortælle lidt om

dansk dokumentar film etc.

Det har ført til at jeg nu for tredje år

underviser en gruppe filmstuderende ved

universitetet i Chiang Mai i kunsten at lave

dokumentarfilm.

Denne gang blev det til et seks ugers langt

kursus, hvor jeg fortalte om grundprincipperne

i at lave klassisk dokumentar (ikke

kunstfilm). Under hele forløbet blandede vi

teori og praktik.

Den første uge

Uge 1 er nu gået og efter en lidt sej opstart

pga. Loi Kratong , Thailands største højtid

der falder ved første fuldmåne efter regntiden,

er holdt op, er vi kommet godt i gang.

Jeg har fået en hjælpelærer Mrs. Maneekan

Chainon, med kælenavnet Gif (alle i Thai-

land har et kælenavn). Det er en kæmpe

fordel både sprogligt og kulturelt. Gif er

desuden meget rolig og pædagogisk. Hvilket

understøtter min praktisk orienterede undervisning.

Det er en meget blandet gruppe.

Nogen har lavet lidt film selv før de søgte

ind på universitetet, men de fleste har aldrig

haft i et kamera i hånden. Så der er brug for

en pædagog.

De får lov at lave en film og denne gang er

emnet forurening i Chiang Mai. Hvilket

er et kæmpe problem for byen - hvert år i

februar og marts rapporteres om syge og

døde pga. af den voldsomme luftforurening.

Forureningen i marts skyldes, at der efter

rishøsten brændes marker og skove af for at

opnå større landbrugs arealer. Røgen samles

i Chiang Mai, der ligger nede i en dal mellem

bjerge, og da byen i forvejen er belastet af

bilforurening og al mulig anden afbrænding,

overskrides de i Thailand gældende grænseværdier

og der udstedes så påbud om at

man skal bære maske med filter eller holde

sig inden døre.

2. uge - fem små film

Vi har valgt at gå i gang med 5 små film som

kan sættes sammen til en større - eleverne

har selv valgt hvordan de hver især vil skildre

emnet.

Skolebørn og forurening, en læge fortæller,

portræt af en bonde, portræt af en politimand

samt en ”reklamefilm” for luftfilter

(ansigtsmasker).

Første uge gik med undervisning i de små

dv-kameraer som skolen er i besiddelse

af. Gennemsyn af nogle dokumentarfilm,

”Smoking” fra 1990, ”Årenes ringe” fra 2004.

Endvidere en masse snak om hvordan man

skriver et manuskript, laver en interview

opstilling, hvordan man bruger en

reflektor skærm, hvad er en brændvidde,

skarphedsdybde etc. Eleverne skriver flittigt

i deres små bøger.

Al undervisning foregår med power point

som hjælpemiddel. Jeg har lavet oplæg med

billeder og filmklip og sat tekst op i venstre

spalte som Gif har oversat til thailandsk i

højre spalte. Super god måde, når man skal

holde så lange undervisnings lektioner - 4

timer af gangen.

Den første praktiske øvelse var at gå ud og

interviewe skolebørn. De kom tilbage med

nogle meget søde interviewes, der ind imellem

holdt sig på højde med hvad vi ellers

ser på både thailandsk - og dansk tv. Nu

skal de så researche og filme på egen hånd i

næste uge, så får vi at se, hvordan det hele

skrider frem.

3. og 4. uge - roof top cinema

De er meget flittige. Lærte final cut i går. De

første mest nødvendige ting for at komme i

gang med at logge og loade deres materiale.

Skolen har to redigeringslokaler, hvor af vi

har fået det ene til dette projekt. Det er ikke

nemt at undervise i disse små kosteskabe,

men med lidt god vilje kan alt lade sig gøre.

De bedste undervisningstimer er når vi

ser film om aften oppe på taget “roof top

cinema”. Har bl.a. vist “Fra Thy til Thailand”

og fra Thailand til Thy”. Den fik en meget

blandet modtagelse. De fleste elever forstod

ikke at man så entydigt kunne behandle

emnet, og flere mente at de fattige thailændere

blev fremstillet som om de kun havde to

muligheder for at tjene penge. Enten at blive

gift med en farang (hvid), eller blive prostitueret.

”Men sådan er det ikke - man kan også

bruge indersiden af hovedet i Thailand” for

nu at citere Gif, min hjælpelærer. At filmene

var godt lavet kunne de dog godt blive enige

om - men den var lavet for meget på filmens

betingelser og for lidt dokumentarisk eller

antropologisk.

Helt anderledes modtaget blev Burma VJ.

Den kunne engagere. De var totalt henfaldne

og syntes at filmen på en meget fin måde fortalte

Burmas historie og samtidig opfordrede

til at hjælpe det undertrykte folk.

Elevernes egne små forureningshistorier om

bønder, politifolk, skolebørn, ansigtsmasker

og medicinstuderende skrider godt frem. Der

skrives meget forskellige klippemanuskripter

og tegnes fantasifulde storyboards. Filmvisning

og dramaturgiundervisning lægges ind i

det praktiske forløb, hvilket fungerer fint.

De får utrolig meget ud af det ene kamera

som de må dele mellem sig, og der er en

rigtigt god stemning - også takke være Gif,

min hjælpelærer. Hun er meget forstående

overfor de kulturelle forskelligheder. Gif er

delvist opvokset i Los Angeles og Thailand,

og kan derfor både den vestlige- og thailandske

kultur. Hun bærer en stor del af æren

for at dette undervisningsprojekt ser ud til

at blive en større succes, end jeg havde turde

håbe på.

5. uge – en pige skiller sig ud

Der er en pige, Eib, der skiller sig ud. Lærer

lynende hurtigt. Hendes projekt er en dokumentar

om politiet og forurening. Hun lavede

et interview med en politimand imens han,

med ansigtsmaske på, dirigerede trafikken.

Han er ved at svare på hvor meget masken

hjælper, da der sker et bilsammenstød lige til

højre for ham i billedet. Ingen personskader,

men nok til at hun fik et godt anslag til sin

dokumentarfilm. Bagefter var hun ude hele

natten og filme politi i trafikken. Smukke

billeder. Hun havde før denne workshop

aldrig haft et kamera i hånden, men går på

fjerde år på “fine art” med speciale i billedkunst.

Det går lidt op og ned med de andre på

holdet. Birthday har været ude at interviewe

landmænd, der brænder deres marker af.

Hun får de mest besynderlige svar på sine

spørgsmål. “Det er fordi halmen ikke skal

fæstnes i traktorhjulet”, “Så brænder vi også

insekterne” eller “Det er da ikke farligt, det

har vi altid gjort”. De forstår slet ikke hvor

alvorligt problemet er.

Tang laver en slags distanceret reklamefilm

for 3M ansigtsmasker og slutter med en

maske der er blevet helt sort på filtret.

Ob skal filme på et hospital med lungesyge

patienter. Billy klipper sin historie om børn

og deres syn på forureningen.

6. uge – kongens fødselsdag

Kongen har fødselsdag (5. dec.) og den fejres

med tre dages ferie i hele landet og da det

også er helligdag den 10. december, så holder

de fleste ferie hele ugen. Men ikke workshoppen,

for nu havde de ikke den obligatoriske

undervisning længere - dvs. nu havde de

ikke kun eftermiddagene, men hele døgnet.

Så tog mine elever rigtigt fat. Samtidig vi fik

tildelt det store computerlokale med 18 nye

I-Mac, alle med Final cut.

Vi er begyndt på en lille online proces i

grading og lidt lyd efterarbejde, det ser ud

til at blive fem fine små film. Alle hjælper hinanden.

Interessant at se hvilken intensitet

workshoppen fik da eleverne fik mere tid og

fornemmede at de ville nå deres mål som

gruppe, altså alle fem film færdige til tiden.

Små ting leder ofte til store

Det er den 21. december og jeg er på vej hjem

med SAS…

Sidder i flyveren og prøver at gøre status?

Det gik vist meget godt - fem korte 5-7

minutters film om forureningen i Chiang

Mai. En om trafik politiet, en om hospitalet

og sygdomme der skyldes luftforurening,

en om unge skolebørn og hvad de mener om

forurening, en om bønderne og hvorfor de

brænder marker af og en om masker der er

det eneste de har i Chiang Mai til at beskytte

dem mod luftforureningen.

Sammen giver de et godt billede af kompleksiteten

omkring forureningen og den uskyldighed

som befolkningen føler omkring eget

bidrag til forureningen. Kommer til at tænke

på “Dråben i havet” fra 1984, hvor direktøren

for Nordenham titanium fabrik sagde om

deres dumpning af affald i Nordsøen: “It is

only a drop in the ocean”.

Fem elever fra Chiang Mai university,

fakultetet for ”fine art” (kunstlinien) - ingen

havde tidligere lavet film. Tre havde aldrig

rørt et kamera. Resultat: Fem vedkommende

og interessante film. Universitetet har valgt

at oversætte filmene til engelsk og få distribueret

workshoppen på DVD.

Små ting leder ofte til store - håber denne

workshop kan føre til at eleverne vil blive

ved med at lave film - måske kunne det også

være med til at øge bevidstheden om den

katastrofale luftforurening i en ellers utrolig

smuk by som Chiang Mai.

af Dan Säll

31


Allan Berg Nielsen i bloggen

- www.filmkommentaren.dk

(20.11.2009)

-- Bogen er jo interessant derved,

at den handler om filmfotografiet

isoleret. Det er klart, men også

mærkbart, at det volder forfatterne

problemer. Stoffet fra manuskript,

instruktion og spil vil hele tiden

gribe ind. Men jeg tror, det er

lykkedes. Det er en bog om fotografi.

Mette Sandbye i EKKO – nr. 48 /

(Februar – april 2010) ****/6

-- Bogen er en cadeau til den

oversete fotograf og langt hen ad

vejen en filmanalytisk øjenåbner for

os andre.

Iben Albinus Sabroe i

Berlingske Tidende (5.

november 2010) ****/6

»Fotografens øje – dansk

filmfotografi gennem 100 år«

har med sine 360 sider et

respektindgydende format. Med en

imponerende samling farvefotos fra

toneangivende titler lige fra Peter

Elfeldts »Kørsel med grønlandske

slædehunde« (1897) til den aktuelle

Oscarnominerede dokumentar

»Burma VJ« er bogen ved første

øjekast en oplevelse.

Visuel Filmhistorie af

Jacob Wendt Jensen i

SCENELIV udgivet af Dansk

skuspillerforbund. (Januar

2010)

-- Hele vejen gennem bogen mærker

man kærligheden til fotograffaget,

og billedsiden er generøs som i ingen

andre danske filmbøger til dato.

Hele 38 filmfotografer får deres

karriere bredt ud i selvstændige

kapitler. På nær Henning

Kristiansen er de alle nulevende,

og navne som den Oscarbelønnede

fritænker fra dogmebølgen Anthony

Dod Mantle dominerer i den

kendte ende, mens det er dejligt

at se, at en af fagets få kvindelige

repræsentanter, Camilla Hjelm

Knudsen (’Udenfor kærligheden’)

også er taget med, selv om hendes

cv endnu ikke er så langt.

Medlemstilbud:

Bogen kan bestilles gennem DFF

(tina@dff-dk.dk) med 25% rabat,

således er bogens pris 375,00 kr.

(Boghandler pris 499,95 kr.) Efter

betaling afhentes bogen hos FAF,

Kgs. Nytorv 21, Baghuset 3. sal.

LINDHARDT OG RINGHOF

DANSK

FILMFOTOGRAFI

GENNEM 100 ÅR

FOTOGRAFENS ØJE

More magazines by this user
Similar magazines