Niveau C - Munksgaard

© Munksgaard Danmark 2010 

NIVEAU C

Indhold 

Krop ....................................................................................................................................3 

Væskebalance .................................................................................................................3 

Transport i kroppen ..........................................................................................................6 

Medicin...........................................................................................................................10 

Nervesystemet ...............................................................................................................14 

Øret og øjet ....................................................................................................................18 

Syre/Base.......................................................................................................................21 

Kost...................................................................................................................................24 

Næringsstoffer................................................................................................................24 

Hygiejne............................................................................................................................35 

Epidemier .......................................................................................................................35 

Resistens .......................................................................................................................38 

Arbejdsmiljø .....................................................................................................................42 

Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet.........................................................................42 


2

Korridoren>C>Krop>Væskebalance 

Væskebalance 

Intracellulær væske 

Krop 

Kroppens væske er fordelt på flere forskellige væskerum. Størstedelen, ca. 2/3 findes inde i cellerne 

og kaldes intracellulær væske. Den resterende del, ca.1 /3 findes uden for cellerne. Væske 

udveksles frit mellem de forskellige områder i kroppen. 

Vands vandring 

Cellemembranen er semipermeabel for mange stoffer. Men for stoffet vand er cellemembranen 

permeabel. Det vil sige, at vand frit kan vandre fra den ene side af cellemembranen til den anden. 

Vand vil altid forsøge at fordele sige således, at mængden af vand intracellulært er identisk med 

mængden af vand uden for cellen, dvs. ekstracellulært. Vandets vandring ind og ud af cellerne 

styres altså af vandmængden på begge sider af en membran. 

Osmose 

Vandets vandring kan også skyldes mængden af stoffer på begge sider af membranen. Glukose, 

elektrolytter (elektrisk ladede stoffer som fx Na+) og andre stoffer kan ikke altid vandre igennem den 

semipermeable cellemembran. Er der en stor koncentration af stoffer uden for cellen, vil en del af 

det intracellulære vand vandre ud af cellen for at fortynde koncentrationen af stoffer. Når vand 

vandrer, betegnes det osmose. 

Vand er et af de stoffer i kroppen, der vandrer hurtigst. 

Cellers dehydrering 

Hvis der i en væske er en stor mængde af stof i forhold til vandmængden, kaldes denne opløsning 

for hyperton. 

Hvis en celle er omgivet af en hyperton væske, hvilket vil sige, at der er mere stof og mindre vand 

uden for cellen end inden i, vil vandet intracellulært begynde at vandre ud for at udligne den store 

koncentrationen af stof uden for cellen. Mængden af vand intracellulært vil så falde. Cellen er nu ved 

at dehydrere. 


3


Cellers overhydrering 

Hvis der i en væske kun er lidt stof i forhold til vandmængden, kaldes denne opløsning for hypoton. 

Hvis en celle opholder sig i et hypotont miljø, hvilket vil sige, at der er mindre stof og mere vand 

uden for cellen end inden i, vil vandet uden for cellen begynde at vandre ind i cellen, så mængden 

af vand intracellulært vil stige. Cellen er nu ved at overhydrere. 

Hvis der er den samme mængde vand og stof intracellulært som uden for cellen, opholder cellen sig 

i et isotonisk miljø. 

Osmotisk tryk 

Hvis man blæser en ballon op, vil der opstå et lufttryk på ballonvæggen. På samme måde yder 

vandet intracellulært et tryk mod cellemembranen indefra. Dette vandtryk kaldes det osmotiske tryk. 

Sker der ændringer af vandmængden intracellulært, så det osmotiske tryk falder, vil disse ændringer 

blive registreret i hypothalamus. 

C1 

Væsketrykket inde i en celle kaldes det osmotiske tryk og kan måles. Hvis cellen dehydreres (mangler væske), 

skrumper den ind. Hvis cellen overhydreres, svulmer den op. I værste fald kan cellen i begge tilfælde dø. 

Væskebalanceregulerende center 

I hypothalamus sider et væskebalanceregulerende center, også kaldet tørstcenteret. 


4


Hvis væskemængde i kroppen falder med 1-2 %, vil det udløse en kraftig 

tørstfornemmelse. Samtidig vil det væskebalanceregulerende center give besked til celler i 

hypofysen, som producerer hormonet ADH (antidiuretisk hormon). ADH sendes via kredsløbet til 

nyrerne, der så vil øge genoptagelsen af vand. Det vil sige, at der suges vand ud af urinen, hvorved 

urinen bliver mere koncentreret og diuresemængden falder. 

Ekstracellulær væske 

Væsken uden for cellerne kaldes ekstracellulær væske. Ekstracellulær væske er fordelt i flere 

forskellige væskerum. 

Der findes væske mellem cellerne (vævsvæske), som kaldes for intercellulær væske eller 

interstitiel væske. 

En del væske findes som blodplasma i blodkarene og i lymfesystemet. Denne væske kaldes 

intravaskulær væske. 

En lille del af væsken findes i hulrum og mellem bindevæv og kaldes transcellulær væske. 

Der foregår konstant en vandring af væske mellem de forskellige væskeområder i kroppen. 

Væsken i kroppen er fordelt på forskellige områder. Der sker konstant udveksling af væske via semipermeable 

membraner mellem de nævnte områder 


5

Korridoren>C>Kost>Transport i kroppen 

Transport i kroppen 

Udveksling af stoffer i kapillærerne 

I kredsløbet sker udvekslingen af næringsstoffer, ilt, salte og affaldsstoffer i kapillærerne. 

Kapillærerne er et netværk af små blodkar, der har forbindelse til cellerne i kroppen. Væggene i 

kapillærerne er et cellelag tykt og indeholder små porer, hvor væske med indholdsstoffer kan 

strømme igennem og selve kapillæret er 8 µm i diameter. 

Strømmen af væske ud og ind af kapillærerne skabes ved 2 modsatrettede tryk: det hydrostatiske 

tryk (blodtrykket), der presser væsken ud af kapillærerne til vævsvæsken, og det kolloidosmotiske 

tryk, som suger væsken ind i kapillærerne. Væsken presses i den retning, hvor trykket er lavest. 

Kolloidosmotisk tryk 

Det kolloidosmotiske tryk opstår pga. plasmaproteinerne i blodet. Plasmaproteinerne er for store til 

at trænge igennem kapillærvæggen og holdes tilbage i blodbanen. Da der ingen plasmaproteiner er 

i vævsvæsken, vil væsken herfra strømme ind i kapillærerne. Plasmaproteinerne virker ligesom en 

svamp, der suger væske til sig. At væske strømmer gennem en membran til det område, hvor 

stofkoncentrationen er højest, kaldes osmose. Plasmaproteiner kaldes kolloider, derved opstår 

navnet kolloidosmotisk tryk. Der findes flere forskellige plasmaproteiner, som har forskellige 

funktioner. Albumin, som udgør 50 % af plasmaproteinerne, har størst betydning for det 

kolloidosmotiske tryk. 

Ødemer 

Ødemer opstår, når vævsvæske ophobes mellem cellerne og ikke kan bortledes ved normel 

regulering. Er der ubalance mellem de to tryk i kapillærene, kan væskebalancen forrykkes. Det kan 

ske, når mængden af plasmaproteiner falder. Nedsat mængde af plasmaproteiner kan forekomme 

ved for lidt tilførsel af proteiner gennem kosten eller ved leverlidelser, hvor proteindannelsen i 

leveren nedsættes. Forhøjet blodtryk kan også være årsag til, at der opstår ødemer. Forhøjet 

blodtryk opstår ofte ved åreforkalkning. Der kan være flere andre årsager til ødemdannelse. 

Transport over cellemembranen 

Alle celler er omgivet af en cellemembran, som afgrænser cellen til omgivelserne. Cellemembranen 

kontrollerer optagelse og udskillelse af stoffer til og fra cellen. Den er semipermeabel 


6


(halvgennemtrængelig), hvilket betyder, at nogle stoffer kan passere uhindret, hvor andre passerer 

ved forskellige transportformer. 

Cellemembranen er opbygget af et dobbeltlag fedtmolekyler bestående af fosforlipider. Fosforlipidet består af 

glycerol, hvortil en fosfatgruppe og to fedtsyremolekyler er bundet. Fosforlipider har en hydrofob (vandskyende 

ende) og en hydrofil (vandopløselig ende). Fedtsyrerne udgør den hydrofobe del og vender enderne ind mod 

hinanden i dobbeltlaget. Fosfatgrupperne udgør den hydrofile del og vender mod henholdsvis cytoplasma og 

intercellulærvæsken. Opbygningen er afgørende for, hvorledes stoffer transporteres ind og ud af cellen. 

Cellemembranens opbygning 

Det er let for fedtstoffer, kuldioxid (CO2) og ilt (O2) at trænge gennem membranen, hvorimod 

gennemtrængeligheden for ioner og store vandopløselige molekyler er vanskelig. De skal hjælpes 

igennem. 

I membranen er indlejret proteinmolekyler. 

Nogle af disse danner porer eller er transportproteiner, som regulerer transporten af ioner og 

vandopløselige molekyler gennem cellemembranen. 

Nogle udgør receptorer for hormoner og andre kemiske stoffer. 

Nogle er vævstypeantigener, som har betydning for immunsystemets genkendelse af 

kroppens egne celler. 


7


Diffusion 

Diffusion er transport af molekyler fra et område med en høj koncentration af stoffer til et område 

med en lav koncentration. Diffusion er passiv. Det vil sige, at den ikke er energikrævende. 

Hvis der er en koncentrationsforskel, hvilket vil sige, at mange molekyler befinder sig på et sted og 

få på et andet sted, vil molekylerne spredes, så koncentrationsforskellen udlignes. 

Molekyler, som krydser cellemembranen ved diffusion, er fedtstoffer, kuldioxid (CO2) og ilt (O2). De 

kan trænge gennem membranen uden hindring. 

Alle molekyler har en egenbevægelse, som er afhængig af temperaturen. Jo højere temperatur, des 

hurtigere bevægelse. 

Osmose 

Osmose er en passiv transport af vand gennem en semipermeabel membran. 

I og uden for cellen findes stoffer opløst i væske. Nogle af stofferne, fx glukose eller natriumioner 

(Na + ) kan ikke trænge direkte gennem cellemembranen. Hvis stofkoncentrationen er forskellig på 

den ene side af cellemembranen i forhold til den anden, kan den derfor ikke udlignes ved diffusion. 

Vand trænger gennem membranen uden hindring, derfor vil vandet diffundere gennem membranen 

til det område, hvor stofkoncentrationen er højest. 

Osmose har stor betydning for vandtransporten gennem cellemembraner og dermed 

væskereguleringen i kroppen. 

Faciliteret transport 

En del molekyler kan ikke transporteres gennem cellemembranen ved simpel diffusion. Eksempler 

er glukose og aminosyrer. De transporteres ved faciliteret transport, der sker ved hjælp af 

transportproteiner i cellemembranen. Transporten er passiv og foregår kun fra en højere 

koncentration mod en lav. 

Ved faciliteret transport bindes molekylet, fx glukose til et transportprotein og frigives inde i cellen. 

Transportproteinerne virker ligesom små svingdøre, der åbner for passage af bestemte stoffer. 

Aktiv transport 

Aktiv transport sker, når stoffer skal transporteres fra et sted med lav koncentration til et sted med 

høj koncentration. Det sker ikke af sig selv og kræver derfor energi i form af ATP. Ioner som kalium 


8


(K + ), natrium (Na + ), calcium (Ca ++ ) og hydrogen (H + ) er stoffer, der transporteres ved aktiv transport. 

Natrium-kalium-pumpen er et eksempel på, hvordan aktiv transport foregår. 

Endocytose 

Endocytose er transport af stofferne ind i cellen. Stoffer, der er for store til at blive transporteret på 

anden måde, bindes til en receptor i membranens overflade. Dette medfører, at der dannes en 

indbugtning af cellemembranen ind i cellen. 

Cellemembranen vil omkapsle stoffet og danne en vesikel, en lille blære. Vesiklen vil transportere 

stoffet hen, hvor det skal bruges i cellen. Kolesterol er et eksempel på et stof, der optages ved 

endocytose. 

Exocytose 

Exocytose er transport af stoffer, der skal transporteres ud af cellen. Stoffer dannet i cellen, fx 

enzymer eller hormoner transporteres til cellemembranen i vesikler. Vesiklen smelter sammen med 

cellemembranen, og stoffet frigives på cellens yderside. 


9

Korridoren>C>Kost>Medicin 

Medicin 

Vægtprocent og volumenprocent 

Mange af de medicinprodukter, der anvendes på hospitalet, er sammensat af flere forskellige stoffer. 

Når de anvendes i dagligdagen på hospitalet, er det nødvendigt at kende stofkoncentrationerne. Det 

står almindeligvis på præparaterne, men du skal kende til, hvad koncentrationsangivelserne betyder. 

Der findes 3 forskellige måder at beskrive stofkoncentrationer på, og der anvendes følgende 

forkortelser: 

w = weight (engelsk for vægt) 

v = volumen 

Vægtprocent (w/w %) 

Vægtprocent beskriver, hvor mange gram aktivt stof, der findes i 100 g af blandingen. 

Du kan beregne vægtprocenten for et bestemt stof i en blanding på denne måde: 

Vægtprocent % = vægten af stoffet/vægten af blandingen x 100%, dvs. at 1% = 1 g / 100 g 

Volumenprocent (v/v %) 

Volumenprocent beskriver, hvor mange milliliter aktivt stof der findes i 100 ml af blandingen. 

Du kan beregne volumenprocenten for et bestemt stof i en blanding på denne måde: 

Volumenprocent % = volumen af stoffet/volumen af blandingen x 100%, dvs. at 1% = 1 ml / 100 ml 

Vægt/volumenprocent (w/v %) 

Vægt/volumenprocent beskriver, hvor mange gram aktivt stof der findes i 100 ml af blandingen. 

Du kan beregne volumenprocenten for et bestemt stof i en blanding på denne måde: 

Vægt/volumenprocent % = vægten af stoffet/volumen af blandingen x 100%, dvs. at 1% = 1 g / 100 

ml 


10


Ofte regnes der i vægtenheden milligram, og det ser således ud: 

1% = 1 g / 100 ml = 1000 mg / 100 ml = 10 mg / ml 

Vækst og forandringer 

I din hverdag som sosu-assistent er der mange sammenhænge, hvor forskellige ændringer er 

beskrevet ved hjælp af vækst. 

For at kunne beskrive disse ændringer må du bruge matematik. Det handler om det, der hedder 

funktioner. Med funktioner kan man hurtigt og visuelt vise sammenhænge mellem forskellige tal og 

deres indbyrdes vækstforhold i et koordinatsystem. 

Der findes 2 typer vækst, lineær og eksponentiel. 

Lineær vækst 

Man kan tale om lineær vækst, der har den egenskab, at væksten er konstant voksende. I et 

koordinatsystem på mm-papir vil den lineære vækst fremtræde som en ret linje. 

Eksempel: Medarbejderstaben på en afdeling øges med 2 medarbejdere hvert år. 

Eksponentiel vækst 

Herudover taler man om eksponentiel vækst, der har den egenskab, at den procentvise stigning er 

konstant. I et koordinatsystem på mm-papir vil den ekspotentielle vækst fremtræde som en krum 

linje. 

Ekspotentiel vækst kaldes også logaritmisk vækst. 

Eksempel: bakterievækst, hvor væksten er en fordobling, altså 100% pr. tyvende minut. Andre 

eksempler på eksponentiel eller logaritmisk vækst er medicins halveringstid og pH-begrebet. 

Desuden bruges det i forbindelse med statistik, hvor man fx prøver at forudsige, hvordan antallet af 

sygdomstilfælde af forskellige sygdomme vil udvikle sig fremover. 


11


Mol 

Ved lineær vækst er væksten konstant, og derfor er linjen en ret linje. Ved eksponentiel vækst er den procentvise 

vækst konstant, og derfor krummer linjen. 

Grafen for en eksponentiel vækst kan være vanskelig at afbilde på mm-papir, da tallet hurtigt bliver meget stort. 

Dette kan man løse ved at tegne på enkelt logaritmisk papir, der er kendetegnet ved, at der bliver kortere og kortere 

afstande imellem tallene på den lodrette akse. 

Mol er en mængdebetegnelse for kemiske stoffer. 1 mol er 6,022×10 23 atomer af det kemiske stof. 

Denne mængde atomer er valgt ud fra vægten på en proton eller neutron, da for eksempel 

6,022×10 23 protoner vejer netop 1 g. Det samme gælder for neutroner. 

Hvis en opløsning har koncentrationen 1 mol, er der opløst nøjagtigt 1 mol stof pr. liter opløsning. 


12


Normalt er molvægt en tabelværdi, man slår op, men det kan det også beregnes ud fra 

atombeskrivelserne i det periodiske system. 

Atommassen angiver den samlede vægt for atomets protoner og neutroner. Dvs. at Na har atommassen 22,99, og 

Cl har atommassen 35,453. Et stofs molmasse er summen af grundstoffernes atommasser, dvs. at NaCl's 

molmasse er (22,99 + 35,453 =) 58,44 m/mol. Da et stofs molmasse defineres som det antal gram, et mol af stoffet 

vejer, betyder det, at man skal opløse 58,44 g. NaCl i 1 liter vand for at få en koncentration på 1 mol/l. 

Mol i hverdagen 

Du kan møde enheden mol som en koncentrationsenhed i forbindelse med medicingivning, her ofte 

som millimol eller mmol, altså tusindedel mol. 

Du møder også enheden mol i forbindelse med blodprøver, fx måling af blodglukose, der skal ligge i 

intervallet mellem 4-8 mmol/l. 

Der regnes med mol på følgende måde. 

Molmasse = gram/mol 

Antal mol = stoffets vægt i gram/ molmasse i (gram/mol) 

Molær koncentration = antal mol målt i mol/rumfang målt i liter. 


13

Korridoren>C>Krop>Nervesystemet 

Nervesystemet 

Nervecellens opbygning og funktion 

Nervecellerne, der også kaldes neuroner, er specialiseret til at kunne modtage og sende impulser 

fra et sted i kroppen til et andet. 

Nervecellens ”sprog” er elektriske signaler, som dannes over cellemembranen ved hjælp af natrium- 

kaliumpumpen. Signalet afsendes fra aksonet, der er nervecellens transmitterende enhed, som skal 

sørge for, at nerveimpulserne når frem til aksonets endeknop uden tab af størrelsen i den elektriske 

impuls. 

Dendritten er nervecellens modtagerområde, der modtager og bearbejder informationerne fra andre 

nerveceller. 

Synapser 

Stedet, hvor to nerveceller møder hinanden, kaldes en synapse. Imellem cellerne dannes en lille 

kløft kaldet en synapsespalte. 

En synapse kan findes mellem en endeknop og en dendrit, men ses også nogle steder mellem 

endeknop og cellekrop. 

I hjernen vil nervecellen gennem dendritter være i forbindelse med op til 10.000 andre 

nerveceller. 

Gliaceller ved aksoner 

Omkring de lange udløbere, aksonerne, ligger specielle støtteceller, der også kaldes gliaceller. 

Nogle af gliacellerne, de Schwannske celler, danner et beskyttende lag, der benævnes 

myelinskeder. Myelinskederne, der består af fedt, giver nervecellerne det hvide udseende. 

Myelinskedens opgave er at holde neuronerne adskilt, så der ikke sker en kortslutning, samt øge 

impulshastigheden i nerverne. Myelinskeden afgrænses med 1-2 mm mellemrum af uisolerede 

områder. Disse uisolerende områder benævnes Ranvierske indsnøringer. 


14


Nervecelle med Schwanske celler og Ranvierske indsnøringer. 

Gliaceller i hjernen 

Andre gliaceller udgør hjernens støttevæv og adskilller grupper af nerveceller fra hinanden. 

Gliacellerne har også til opgave at fjerne døde eller tilskadekomne celler ved fagocytose og er med 

til at danne blod-hjerne-barrieren, som forhindrer mikroorganismer og giftstoffer i at trænge fra 

hjernens kapillærer ud i vævsvæsken mellem nervecellerne. 

Natrium-kaliumpumpen 

I cellernes membran er der proteinstoffer, kaldet transportproteiner, som har til opgave at flytte ioner 

eller mindre molekyler ud og ind af cellen. Disse kanaler eller pumper, som transportproteinerne 

kaldes, kan åbnes og lukkes. I åben tilstand tillades ioner og molekyler at bevæge sig igennem 

cellemembranen. Pumperne navngives ofte efter, hvilke stoffer, der kan bevæge sig igennem, fx 

Na + -pumper, Ca + -pumper og K + -pumper. 

Natrium- og kaliumioner 

Natrium og kalium findes i kroppens væske som ioner, henholdsvis Na + og K + . Begge atomer har 

afleveret en elektron og er blevet positivt elektrisk ladet. Mængden af Na + i kroppen er i gennemsnit 

138 mmol/l og mængden af K + er i gennemsnit 4 mmol/l. 

Natrium-kaliumpumpen har en meget stor betydning for vores liv. Den kan sammenlignes med et 

kraftværk, som skaber strøm til nerveforbindelserne i form af små elektriske impulser i 

nervebanerne, så fx hjertet slår og musklerne kontraherer sig. Natrium-kaliumpumpen er også med 


15


til at sørge for, at vi kan optage en lang række næringsstoffer, udskille affaldsstoffer fra nyrerne og 

opretholde cellernes væskebalance. 

Spændingsforskel 

Proteinstofferne i cellemembranen pumper hele tiden natriumioner ud af cellen og kaliumioner ind i 

cellen, så der bliver forskel på antallet af ioner inde i cellen og uden for cellen. 

Koncentrationsforskellen medfører, at der opstår en spændingsforskel hen over cellemembranen, 

og denne spændingsforskel skaber en elektrisk impuls/strøm over cellemembranen. 

Impulsledning 

En nervecelle kan modtage signaler fra op til 1.000 andre nerveceller. Nervesignalet er i første 

omgang en elektrisk impuls, som løber langs aksonet, nervecellemembranen, indtil det når aksonets 

endeknop. Endeknoppen ligger tæt op ad en anden nervecelles dendrit eller cellekrop, kun adskilt af 

en kløft, en synapsespalte. 

Synapsespalte 

Synapsespalten er 20-40 nm (nanometer), og denne afstand gør, at det er umuligt at overføre 

signalet via den elektriske impuls. Signalet ændres derfor til et kemisk signal. Et kemisk signal vil 

sige, at nogle stoffer, transmitterstoffer, flyttes fra afsendercellen gennem kløften og over til 

modtagercellen. Når signalet er overført til modtagercellen, omdannes det igen til en elektrisk 

impuls, som løber videre langs næste celles akson til endnu en kløft. Her omdannes det igen til et 

kemisk signal osv. 

Transmitterstofferne er produceret på forhånd og ligger oplagret i små blærer, vesikler, i aksonets 

endeknopper. Eksempler på transmitterstoffer er dopamin, acetylcholin og nordadrenalin, men der 

findes flere andre. 

Reaktionstid 

Ledningshastigheden varierer meget i forskellige neurontyper. Jo tykkere og mere myeliseret en 

neuron er, jo højere er ledningshastigheden, også kaldet reaktionstiden. 

Temperaturen påvirker også hastigheden, således at den bliver højere, jo højere temperaturen er. 

Ophold i iskoldt vand eller anden form for nedkøling kan være farligt, da neuronernes 

ledningshastighed nedsættes meget. 


16


Myelinskedernes betydning 

De neuroner, der styrer skeletmuskulaturen, er de største myeliniserede axoner mennesket har. De 

bringer informationer fra skeletmuskulaturen og ind til centralnervesystemet. Disse neuroners 

ledningshastighed er omkring 70 til 120 m pr. sekund. Det svarer til en hastighed på 250 til 430 km i 

timen. 

Umyeliniserede axoner har en hastighed ned til 0,5 m pr. sekund svarende til 1,8 km i timen. 

Da ledningshastigheden ikke er særlig energikrævende, er den ikke så afhængig af mængden af ilt 

og næringsstoffer. 


17

Korridoren>C>Krop>Øret og øjet 

Øret og øjet 

Forandringer i øret 

Lyd rammer øret som trykbølger. Trykbølger laver en mekanisk påvirkning af de forskellige dele af 

det indre øre. 

Styrken af trykbølgen angives i måleenheden decibel (dB). 

Arbejdstilsynet har opstillet nogle regler for, hvor kraftig lyd må være i vore omgivelser: 

Støjgrænsen: Ingen må udsættes for en støjbelastning over 85 dB 

Unødig støj: Unødig støjbelastning skal undgås, også hvis støjbelastningen er under 85 dB. I 

praksis vurderes støj som unødig, hvis den er generende og kan dæmpes med rimelige og 

almindeligt anerkendte foranstaltninger. 

Akustik: Arbejdsrum skal være indrettet, så støjen dæmpes. Akustikken skal være 

tilfredsstillende - det må ikke runge. Der findes præcise regler, således at støjkyndige kan 

vurdere, om et arbejdsrum er lovligt. 

Decibel-skalaen er opbygget logaritmisk, og den oversættes traditionelt som ovenstående billede af skalalen. Den er 

indrettet sådan, at lydstyrken fordobles hver gang, man går 6 dB op ad skalaen. Afstanden til lydkilden har også 

betydning for, hvordan vi påvirkes af lyden. En fordobling af afstanden vil betyde et fald i lydstyrken på 6dB, altså en 

halvering. 


18


Forandringer i øret 

Når vi gennem mange år påvirkes af lydbølger, sker der en nedslidning af sansecellerne i sneglen i 

det indre øre, der skal opfange lyden og sende signaler videre til hjernen via hørenerven. 

Der kan være tale om almindelig nedslidning, så vi ikke længere kan høre lyde inden for det normale 

frekvensområde på 20-20.000 Hz. Måske er der brug for, at lydstyrken bliver større. 

Høreskade 

Det kan også være, at man gennem sit arbejde har været udsat for en lydpåvirkning i en bestemt 

frekvens, så man præcis er blevet døv over for denne frekvens. Man kan også have være udsat for 

meget høj lyd, fx fyrværkeri eller rockkoncerter med skader på øret til følge. 

Høreapparat 

Høreskaden kan ikke ændres, men med et høreapparat kan man genvinde meget af hørelsen. 

Høreapparatet forstærker lyde fra omgivelserne på vejen ind i øret. Det består af en mikrofon, der 

opfanger lydbølgerne og omdanner dem til elektriske signaler, der igen bliver omsat til forstærket 

lyd, der sendes ind i øret. 

Forandringer i øjet 

Mange mennesker bruger briller. Det kan fx skyldes, at deres øje aldrig har været dannet, så lyset 

gennem linsen har kunnet samles i ét punkt på nethinden (bygningsfejl). Det kan også skyldes, at 

linsen med alderen ikke længere er så smidig, at lyset kan afbøjes tilstrækkeligt til at samle det i den 

gule plet på nethinden (aldersforandringer). 

Resultatet er i begge tilfælde, at man har brug for hjælp af for eksempel briller. 

Når man er langsynet eller nærsynet, kan briller eller kontaktlinser hjælpe ved at ændre på lysets 

brydning. 


19


Langsynethed 

Hvis man er langsynet, samles lysets stråler i et brændpunkt (samlingspunkt) bag nethinden. Det er svært at se det, 

der er tæt på, hvorimod det ikke noget problem at se langt. En samlelinse (konveks linse) samler lysstrålerne, så de 

rammer nethinden. 

Nærsynethed 

Hvis man er nærsynet, samles lysets stråler i et brændpunkt før nethinden. Det er svært at se det, der er langt væk. 

En spredelinse (konkav linse) spreder lysstrålerne og forlænger afstanden fra linsen til brændpunktet, så lysstrålerne 

samles på netinden 


20

Korridoren>C>Krop>Syre/Base 

Syre/Base 

pH-skalaen 

pH-skalaen er en måleskala fra 0-14, der bruges til at angive syrers og basers styrke. 

Syrer er kendetegnet ved, at de kan fraspalte H + -ioner, og baser er kendetegnet ved, at de kan 

fraspalte OH - -ioner. Styrken på syrer og baser afgøres af, hvor mange af disse ioner der findes som 

frie ioner i for eksempel en væske. Dette måles med en indikator. Den mest almindelige hedder 

lakmus, der giver en rød/blå farveindikation. 

I en væske er der altid både H-ioner og OH-ioner til stede. Hvis der er en overvægt af H-ioner, er stoffet surt, og hvis 

der er en overvægt af OH-ioner, er stoffet basisk. Hvis der er lige mange H-ioner og OH-ioner, er stoffet neutralt. Det 

er altså det indbyrdes mængdeforhold mellem H-ioner og OH-ioner, der gør et stof surt eller basisk. 

Syrer og baser 

En vandig opløsning af en syre har overskud af H + -ioner, mens en vandig opløsning af en base har 

overskud af OH - -ioner. Det indbyrdes forhold mellem pH-værdierne og mol-koncentrationen af H + - 

og OH - -ioner kan vises ved at se på figuren ovenfor. 

Eksempel på neutralisering af syrer og baser 

En syre med en pH på 6, som har en H + -koncentration på 1x10 -6 mol, blandes med samme mængde 

base med pH på 8 med en H + -koncentration på 1x10 -8 mol. 

Hvis 1x10 -6 ganges med 1x10 -8, fås 1x10 -14 . Divideret med 2 giver det en H + -koncentration svarende 

til 1x10 -7 = pH 7. Lige mængder H + og OH - danner H20 med en pH på 7. 

Læg mærke til, at resultatet altid er 1x10 -14 , hvis man ganger tallene, der står lige over for hinanden 

på skalaen, med hinanden. Det er derfor, lige stærke syrer og baser i samme mængde kan 

neutralisere hinanden. 

pH-skalaen er logaritmisk 


21


pH-skalaen er logaritmisk. Det betyder, at hvis pH værdien falder fra pH 2 til pH 1, er H + 

koncentrationen blevet 10 gange større. H + -koncentrationen 10 -1 (1/10) er 10 gange så stor som H + - 

koncentrationen 10 -2 (1/100). 

Blodets syre/base 

Syre-basebalancen i kroppen 

De fleste kemiske reaktioner i vores krop foregår ved hjælp af enzymer. For at enzymerne kan 

fungere optimalt, kræver det, at der er en bestemt pH-værdi. Der skal altså være en passende 

balance mellem syrer og baser eller en konstant koncentration af frie hydrogen-ioner (H + ) pr. liter 

væske i kroppen. 

I blodet er pH-værdien 7,4. Den kan svinge i intervallet 6,8-7,8, men pH-værdier uden for dette 

interval hæmmer enzymernes arbejde, og vi risikerer at dø. 

Ved cellernes stofskifte dannes syrer og baser. De skal udskilles for at undgå, at pH ændrer sig for 

meget. Syrer og baser tilføres også gennem kosten. For at opretholde en konstant pH reguleres 

koncentrationen af hydrogen-ioner (H + ) ved buffersystemer. 

Kroppens buffersystemer 

Buffere fungerer ligesom en varmetermostat. Hvis H + -koncentrationen bliver for høj, sørger 

buffersystemerne for, at den sænkes og omvendt. Respirationen og nyrerne virker som 

buffersystemer, og blodet indeholder også en række buffersystemer. Nyrerne er den vigtigste 

regulator af pH i kroppen, men de er langsomme. Respirationen kan ændre pH i løbet af kort tid. 

Syrer 

Forskellige processer øger syreindholdet i kroppen. 

Den største produktion af syrer sker ud fra kuldioxid (CO2), der dannes under cellernes 

respiration. Den transporteres til lungerne og udskilles. 

Mælkesyre dannes, når cellerne mangler ilt. 

Ketonstoffer dannes ved nedbrydning af fedtsyrer ved mangel på glukose i cellerne. Det sker, 

hvis fx en sukkersygepatient mangler insulin. 

Når svovlholdige aminosyrer nedbrydes, dannes der svovlsyre (H2SO4). 


22


Alle disse processer øger syreindholdet i kroppen. Overskydende mængder syre vil hovedsageligt 

blive udskilt gennem nyrerne. 

Baser 

Ammoniak (NH3) er et eksempel på en base, der dannes, når aminosyrer nedbrydes. Den 

omdannes til urinsyre i leveren og udskilles gennem nyrerne. 

Blodet har et højt indhold af bicarbonat (HCO3 - ), 21-26 mmol pr. liter. Bicarbonat er en base, som 

indgår i et af blodets buffersystemer og kan optage store mængder af H + . 

Acidose og baseose 

Forstyrrelser i syre-base-reguleringen kan give syreforgiftning, acidose eller baseforgiftning, 

baseose. Respiratorisk acidose/baseose kan opstå, hvis fx den normale respiration ændrer sig på 

grund af sygdom. Er syre-base-reguleringen ændret ved nedsat nyrefunktion, indtagelse af syre 

eller base eller forstyrrelser i stofskiftet, kaldes det metabolisk acidose/baseose. 

Respirationsprocesser i kroppen 

Regulering af pH i blodet 

Blodet indeholder en række buffere, hvoraf kulsyre/bicarbonat er den vigtigste, da den reguleres 

gennem respirationen. Respirationen ændres, når sanseceller registrerer et for lavt eller højt indhold 

af kuldioxid (CO2) og H + i blodet. 

Bufferreguleringen af pH forgår ved en kemisk proces, som samlet kan beskrives ved følgende 

reaktionsproces: 

CO2 + H2O H2CO3 HCO3 - + H + 

Kuldioxid + vand kulsyre bicarbonat + hydrogen-ioner 

Når processen går mod højre, fjernes kuldioxid, og der dannes hydrogen-ioner. Går processen mod 

venstre, sker det omvendte. Hvis der fjernes den samme mængde kuldioxid i lungerne, som der 

dannes ved cellerne, vil pH i blodet være stabil. Deri ligger bufferfunktionen. 


23

Korridoren>C>Kost>Næringsstoffer 

Næringsstoffer 

Kulhydraters kemiske struktur 

Kulhydrater 

Kost 

Sammensatte kulhydrater som fx stivelse skal nedbrydes til monosakkarider i vores 

fordøjelsessystem, inden det kan optages i blodet. 

Alle kulhydrater skal omdannes til glukose for at være tilgængelige for cellerne. Glukosen er også 

det, der kaldes blodsukker. 

Her vises, hvordan polysakkariden stivelse bliver nedbrudt. Det sker i to omgange: Først bliver det lange 

stivelsesmolekyle nedbrudt af enzymet amylase til disakkariden maltose. Herefter står andre enzymer for 

nedbrydningen af maltose til to glukosemolekyler. Nedbrydningen kræver vand. 


24


Optagelseshastighed af kulhydrater 

Man er i de senere år blevet opmærksom på, at der er forskel på, hvor hurtigt de forskellige 

monosakkarider bliver optaget over tarmvæggen. Glukose og galaktose optages hurtigt ved hjælp af 

aktiv transport, mens fruktose optages noget langsommere ved hjælp af faciliteret transport. 

Glukose kan direkte bruges som blodsukker, mens fruktose og galaktose først skal omdannes til 

glukose i leveren. Derfor giver fødevarer med forarbejdede kulhydrater, som består af glukose, 

generelt en hurtig blodsukkerstigning, mens kulhydratrige fødevarer, som er grove/kompakte eller 

består af galaktose og især fruktose, giver en langsom blodsukkerstigning. 

Eksempel på optagelseshastighed 

Det har vist sig, at hvidt brød faktisk giver en hurtigere blodsukkerstigning end hvidt sukker. 

Forklaringen er, at hvidt brød består af forarbejdet stivelse, så det er let for enzymerne at komme til 

at nedbryde stivelsen. Stivelsen består af glukose-enheder, som hurtigt og direkte er tilgængeligt i 

blodet. Hvidt sukker er forarbejdet sakkarose (di-sakkarid), som er let at nedbryde. Men det består af 

en glukose-enhed og en fruktose-enhed. Da fruktosen langsomt bliver til blodsukker, bliver den 

samlede blodsukkerstigning lavere, end man umiddelbart ville tro. 

Glykæmisk Indeks 

Man har ved forsøg også kunnet se denne forskel, og ud fra dette har man udarbejdet det 

Glykæmiske Indeks (GI). Det Glykæmiske Indeks fortæller, hvor stor en blodsukkerstigning 

forskellige kulhydratrige madvarer giver ved indtagelse. 


25


Oversigt over udvalgte madvarers Glykæmiske Indeks. 

Glykæmisk Load 

Fødevarer kan indeholde meget andet end kulhydrat, fx vand. Derfor er der en stor forskel på den 

mængde mad, der skal indtages for at spise fx 50 g rent kulhydrat. 

Der er fx 50 g kulhydrat i 50 g alm. hvidt sukker, mens der skal 570 g gulerødder til for at opnå den 

samme mængde kulhydrat. 

Derfor har man indført Glykæmisk Load, som tager højde for portionsstørrelsen i normale måltider. 


26


Her er vist madvarer med forskelligt Glykæmisk Load (GL) Glykæmisk Load er et udtryk for, hvor meget en 

almindelig portion af madvaren påvirker blodsukkeret. 

Sundhed og kulhydrater 

Omsætning af kulhydrater i kroppen 

Kroppens celler har hele døgnet brug for energi. Derfor veksler kroppen mellem at lagre kulhydrat, 

når vi spiser, og der er rigeligt af tage af, og tære på kroppens kulhydratreserver mellem måltiderne. 

Kroppens kulhydratlagre findes i leveren og i musklerne, hvor kulhydrat oplagres som 

polysakkariden glykogen. Reguleringen af oplagringen og afgivelsen af kulhydrater fra depoter 

foregår ved hjælp af hormonerne insulin og glukagon. 

Insulin 

Insulin spiller en vigtig rolle i at få glukosen optaget i cellerne. Glukose optages i cellerne ved 

faciliteret transport ved hjælp af transportproteiner i cellemembranen. Tilstedeværelsen af insulin 

øger antallet af transportproteiner i cellemembranen, og glukosen kommer således hurtigere over i 

cellerne. 

Over- eller underskud af kulhydrat 

Ved mangel på kulhydrater tærer kroppen først på sine kulhydratlagre, og siden kan den i små 

mængder omdanne protein og fedt til kulhydrat. 

Ved overskud af kulhydrat fylder kroppen først sine kulhydratlagre op. Er der stadig overskud af 

kulhydrat, kan forbrændingen af det øges på bekostning af en nedsat fedtforbrænding. 

Kulhydrat kan også blive omdannet til fedt og blive lagret i fedtdepoterne. Dette sker dog kun i 

situationer, hvor fedtindtaget er lavt og kulhydratindtaget højt, og kun når energiindtaget overstiger 

energiforbruget. 


27


Fedts kemiske struktur 

Fedt 

Fedt skal nedbrydes i vores mave-tarmkanal, inden det kan optages i blodet. Nedbrydningen 

kræver, at fedtet bliver afskilt til små dråber ved hjælp af galde, så enzymerne kan komme til og 

spalte fedtet. 

Her ses, hvordan fedt (et triglycerid) bliver nedbrudt til 2 frie fedtsyrer og 1 monoglycerid. Enzymet lipase står for 

nedbrydningen i vores mave-tarmsystem, og nedbrydningen kræver vand. 

Flydende og fast fedt 

Fedtet i forskellige fødevarer kan enten være flydende eller fast. Dette hænger sammen med 

andelen af mættede og umættede fedtsyrer i fedtet. Dobbeltbindingerne i umættet fedtsyrer får 

fedtsyrekæden til at lave et knæk. Dette knæk findes ikke i mættet fedtsyrer, og derfor kan mættet 

fedt pakkes mere kompakt. Den kompakte pakning gør, at mættet fedt har et højere smeltepunkt. 

Ved stuetemperatur kan man således se, at mættet fedt fra fx kød er fast, mens umættet fedt fra fx 

oliven er flydende. Så når du skal finde sundt fedt, så se efter det flydende! 


28


Et triglycerid med 3 mættede fedtsyrer er meget kompakt, da alle fedtsyrerne er lige rækker. Et triglycerid med en 

eller flere umættede fedtsyrer fylder mere, da fedtsyrerne laver et knæk ved hver dobbeltbinding. Disse knæk gør, at 

de enkelte fedtmolekylder ikke kan lægge sig så tæt, og derfor er umættet fedt ikke helt så kompakt. 

Over- eller underskud af fedt 

Ved mangel på tilgængeligt fedt for cellerne tærer kroppen på sine fedtlagre. Normalt har vi et stort 

fedtlager i vores krop, så der er masser at tære af. Dog vil du som sosu-assistent møde 

undervægtige patienter/borgere, hvor fedtlagrene er meget små. 

Ved overskud af fedt fylder kroppen sine fedtlagre op. Fedt er kroppens største energilager. 

Generelt kan man sige, at hvis vi indtager mere energi, end vi bruger, så omdannes den 

overskydende energi til fedt og sætter sig i vores fedtdepoter. 

Fedt er oplagt at bruge som energilager, da det er dobbelt så energiholdigt som kulhydrat og 

protein. Da vi skal bevæge os rundt, er det smart at vores energilagre fylder så lidt som muligt. 


29


Sundhed og fedt 

Omega 3 og 6 fedtsyrer 

Du har sikkert hørt om omega 3 og 6 fedtsyrer og ved at de er sunde, men hvad er det egentligt 

omega 3 og 6 står for? 

For at få svar på dette må vi se på strukturen for fedtsyrerne. Både omega 3 og 6 fedtsyrer 

er polyumættede fedtsyrer, og vi skal finde forklaringen i placeringen af dobbelbindingerne. 

Omega er det sidste bogstav i det græske alfabet, det henviser til, at man skal tælle fra enden af 

fedtsyrekæden. Hvis den første dobbeltbinding, talt fra enden af, er ved det tredje C-atom i kæden, 

så er det en omega 3 fedtsyre. Hvis den første dobbeltbinding først er ved det sjette C-atom, er det 

en omega 6 fedtsyre. 

Den afgørende forskel er altså placeringen af den første dobbeltbinding talt fra enden af 

fedtsyrekæden. 

Man kalder også omega 3 og 6 fedtsyrer for n-3 og n-6 fedtsyrer. 

Molekylestruktur af fedtsyren linolensyre. Kulstofatomerne (C) er nummereret fra enden af fedtsyrekæden. Herved 

kan man se, at det er en omega 3 fedtsyre (n-3), da den første dobbeltbinding talt fra enden af fedtsyrekæden sidder 

ved det tredje C-atom. 

Omegafedtsyrernes påvirkning af kroppen 

Omega 6 fedtsyrerne er de mest udbredte og findes i de fleste olier. Omega 3 fedtsyrerne findes i 

fede fisk og olier som fx raps-, soja- og valnøddeolie. 

Begge omega-fedtsyrer er flerumættede og menes derfor at påvirke blodets kolesterolindhold 

positivt og dermed formindske risikoen for hjerte-karsygdomme. Derudover er en del af fedtsyrerne i 

disse to grupper essentielle fedtsyrer. 


30


Der er dog en del modstridende undersøgelser og meninger på dette område. Det er meget 

komplekst at undersøge, og fx mener man også, at forholdet mellem de 2 grupper (n-3/n-6) er vigtigt 

i forhold til, hvordan det påvirker vores krop. 

Fedt og kolesteroltal 

Ud over triglycerider spiller fedtstoffet kolesterol også en vigtig rolle for vores sundhed. 

Fedtstoffer er uopløselige i vand, så derfor bliver de transporteret rundt i vores blod sammen med 

protein i nogle partikler kaldet lipoproteiner. 

Der findes forskellige lipoproteiner. De indeholder forskellige mængder af protein, triglycerider og 

kolesterol. De to vigtigste lipoproteiner er lav-densitets lipoprotein (LDL) også kaldet "det lede 

kolesterol" og høj-densitets-lipoprotein (HDL) kaldet "det herlige kolesterol". 

LDL 

LDL forsyner kroppens celler med kolesterol. Usund livsstil, arvelige faktorer og kost med højt 

indhold af mættet fedt kan forhøje koncentratioen af LDL i blodet. Ved høj koncentration af LDL 

bliver kolestrerol aflejret i blodårerne og giver åreforkalkning. 

HDL 

HDL transporterer overskuds-kolesterol fra kroppen til leveren, hvor det kan omdannes til galde. 

Sund livstil og kost med højt indhold af umættet fedt kan forhøje koncentrationen af HDL i blodet. Da 

HDL fjerner kolesterol, nedsættes risikoen for åreforkalkninger. 

Kolesterols øvrige opgaver 

Kroppen har brug for kolesterol. Kolesterol er vigtigt for opbygningen af kroppens celler og udgør en 

del af D-vitamin og visse hormoner. Men kroppen har kun behov for kolesterol i relativt begrænsede 

mængder. Kolesterol får vi via kosten, og kroppen danner også noget selv. 

Proteins kemiske struktur 

Protein 

Proteiner skal nedbrydes i mave-tarmkanalen, inden de kan optages i blodet. Nedbrydningen 

kræver, at der er enzymer og vand til stede i mave-tarmkanalen. 


31


Her er øverst vist et lille udsnit af et protein, som består af en lang kæde af aminosyrer. I udsnittet ses 3 aminosyrer. 

De bliver spaltet af enzymer i flere omgange i vores fordøjelse, fx pepsin i mavesaften, og bliver herved til frie 

aminosyrer. Nedbrydningen kræver vand. 

Omsætning af protein i kroppen 

Proteinerne nedbrydes til aminosyrer og optages i blodbanen. Aminosyrerne bliver enten brugt i 

leveren eller sendt videre ud til cellerne i resten af kroppen. 

Ud fra aminosyrerne danner leveren nye proteiner, hvoraf de vigtigste er plasmaproteiner. 

Plasmaproteinerne sendes ud i blodbanen igen, hvor de er med til stabilisere blodets pH, opretholde 

det osmotiske forhold mellem blodet og vævsvæsken og transportere fx fedt og hormoner. 

I kroppens celler indgår aminosyrerne i opbygningen af nye proteiner til fx hud, væv, muskler, 

hormoner og enzymer. 

Over- eller underskud af protein 

Hvis der er overskud af protein i kroppen, omdannes det til fedt. 

Kroppen har ingen proteinlagre at tage aminosyrer fra. Hvis der er underskud af protein i kroppen, fx 

ved faste, må kroppen derfor nedbryde musklerne for at få aminosyrer til livsvigtigt vedligehold af 

kroppen. 


32


Alkohols kemiske struktur 

Alkohol 

Alkohol skal ikke nedbrydes i, men kan optages direkte fra mave-tarmkanalen til blodet. Alkohol 

omdannes i leveren til ethansyre, også kaldet eddikesyre, som efterfølgende kan forbrændes af 

kroppens celler. 

Antabus 

Alkohol (ethanol) omdannes først til ethanal og derefter til eddikesyre (ethansyre). Begge omdannelser sker ved 

hjælp af enzymer, og den sidste omdannelse kræver vand. Ethansyren kan herefter forbrændes i kroppen. 

Viden om omdannelsen af alkohol ved hjælp af 2 forskellige enzymer kan bruges til at forstå 

virkemåden for lægemidlet Antabus, som anvendes ved alkoholmisbrug. Antabus hæmmer det 

enzym, der omdanner ethanal til eddikesyre. Hermed ophobes ethanal i kroppen, og man får 

forgiftningssymptomer som hovedpine, ansigtsrødme og kvalme. 

Alkohol og blodsukker 

Da alkohol som nævnt hovedsageligt omdannes i leveren, kan omdannelsen af alkohol medføre, at 

andre processer i leveren må sættes i stå. Det kan fx være nedbrydningen af medicin og 

omdannelsen af kulhydrat. 

Leveren vil normalt omdanne glykogen til glukose, når blodsukkeret bliver lavt mellem måltiderne. 

Herved kan blodsukkerniveauet holdes jævnt. Ved indtag af alkohol får leveren travlt med at 

omsætte alkoholen, og udskillelsen af glukose til blodet nedsættes. 

Indtag af alkohol kan således sænke blodsukkeret. 

Dette skal du være særlig opmærksom på hos diabetespatienter, da balancen mellem deres 

kostindtag og evt. diabetesmedicin forrykkes. Her kan det hjælpe med ekstra indtag af mad. 


33


Nedbrydningshastighed af alkohol 

Nedbrydning af giftstoffer og medicin i kroppen sker normalt eksponentielt, hvilket betyder, at 

samme del nedbrydes pr. tidsenhed. 

Undtagelsen fra denne regel er alkohol, der nedbrydes ligefrem proportionalt, altså pr. tidsenhed. 

Under normale omstændigheder drejer det sig om ca. 0,1 g alkohol pr. time pr. kg legemsvægt. Eller 

sagt på en anden måde: Man forbrænder ca. 1 g alkohol pr. 10 kg legemsvægt i timen. 

Her ses 2 grafer, som begge viser koncentrationen af et rusmiddel som funktion af tiden. Den ene linje viser, 

hvordan giftstoffer normalt nedbrydes i vores krop, hvilket sker eksponentielt, altså ved at samme del nedbrydes pr. 

tidsenhed. I dette eksempel nedbrydes halvdelen for hver gang, der går 2 timer. Den anden linje viser, hvorledes 

alkohol bliver nedbrudt ligefrem proportionalt, altså samme mængde pr. tidsenhed. 

Alkohol fordeler sig ud i den del af kroppen, der er vandig, det vil sige blodet og væsken i og 

omkring cellerne. Kvinder har generelt en lavere kropsvægt og en højere fedtandel i kroppen end 

mænd. Derfor får kvinder generelt en højere koncentration af alkohol i kroppen end mænd, hvis de 

indtager den samme mængde alkohol. 


34

Korridoren>C>Hygiejne>Epidemier 

Epidemier 

Bakterievækst 

Bakteriers vækstforløb 

Hygiejne 

Bakteriers vækstforløb kan observeres, hvis man lader bakterier leve under optimale 

vækstbetingelser i et laboratorium. Her vil man kunne følge udviklingen i antallet af bakterier. 

Her ses en kurve for, hvordan bakterier formerer sig ved dyrkning i petriskåle 

Væksten følger fire faser. 

I starten, der hedder lagfasen eller nølefasen, skal bakterierne vænne sig til nye 

vækstbetingelser og vokse inden de deler sig. Antallet af bakterier er derfor næsten 

konstant. 

I den eksponentielle fase fordobler bakterierne deres antal i løbet af en generationstid. Er 

generationstiden fx 20 minutter betyder det, at én celle efter 20 minutter bliver til 2 celler, 

efter 40 minutter til 4 osv. Det er i denne fase at bakterieantallet i princippet kan blive 

astronomisk højt. Matematisk kan fasen beskrives ved følgende ligning y = 2 x , hvor x er 

antallet af generationer og y er antallet af celler efter x generationer. Antallet kan afbildes på 

en logaritmisk skala som funktion af tiden. 


35


I stationærfasen er antallet af bakterier mere eller mindre konstant. Vækstbetingelserne er 

dårligere. Nogle bakterier dør, nedbrydes og bliver til næring for andre. Man ser også nogle 

bakterier danne sporer i stedet for almindelige celler, og mange celler vil danne 

forsvarsstoffer for at øge deres modstandskraft. 

I dødsfasen er vækstbetingelserne yderligere forringet, affaldsstoffer fra bakteriernes stofskifte 

Infektion 

stiger. Antallet af bakterier er eksponentielt aftagende. Det vil sige at antallet bliver halveret 

pr. tidsenhed. Det kan beskrives ved ligningen y = 0,5 x, , hvor x nu er halveringstiden og y er 

antallet af bakterier efter x antal halveringer. 

Bakterier har et tilsvarende vækstforløb, når de trænger ind i en anden organisme f.eks. et 

menneske, hvis de ikke bliver bekæmpet. Indtrængen af mikroorganismer kaldes infektion. Ved 

infektion er det vigtigt at bakterierne bekæmpes tidligt i den eksponentielle fase. Hvis de når den 

stationære fase vil der være et meget stort antal bakterier og deres modstandskraft mod antistoffer 

og antibiotika vil være øget. Det vil svække værtsorganismen yderligere og eventuelt forårsage dens 

død. 

Epidemiers udbredelse 

Ordet epidemi bruges i forbindelse med sygdommes udbredning. Smitsomme sygdomme kan 

udbredes forskelligt. 

Findes de inden for et afgrænset område, kaldes det endemi. 

Sker der en pludselig forøgelse af antallet af smittede i en befolkningsgruppe, er der opstået 

en epidemi. 

En pandemi er spredning af en epidemisk sygdom over store dele af verden. 

Vaccine 

Den bedste måde at undgå udbredelse af smitsomme sygdomme er ved at udvikle vacciner. En 

vaccine er svækkede mikroorganismer eller antigener, som immunforsvaret reagerer på, uden at vi 

bliver syge. Hvis vi inficeres af en smitsom mikroorganisme, vi er vaccineret imod, vil vi være 

immune og undgå sygdom. Vi er kun immune over for typer af virus, vi har været inficeret med før 

eller er vaccineret imod. 


36


Mange infektionssygdomme har med succes kunnet bekæmpes. Det gælder fx kopper, der blev 

udryddet takket være en intensiv global vaccinationskampagne. 

Epidemier 

Smitsomme sygdomme opstår hele tiden. Hyppigt sker det ved, at kendte mikroorganismer ændrer 

sig og bliver patogene (sygdomsfremkaldende). Eksempler er HIV-virus og mikroorganismer, der 

bliver resistente. 

Smitsomme sygdomme, der udvikler sig til epidemier, skyldes mikroorganismer, som formerer sig 

hurtigt og har en god spredningsevne, men befolkningens immunitet skal også være lav, så de er 

modtagelige for infektion. Influenzavirus er fx hurtig til at sprede sig, smitten overføres ved 

dråbeinfektion eller direkte kontakt. Influenzavirus har den egenskab, at den ændrer sig hele tiden 

ved at udvikle nye antigener. Derfor reagerer immunforsvaret, som om virus er en ny infektion. 

Pandemier 

Smitsomme sygdomme, som kan udvikle sig til pandemier, overvåges af WHO (World Health 

Organization). Laboratorier fra hele verden indberetter, hvordan smitsomme sygdomme udvikler sig i 

forskellige verdensdele. 

Influenza er en af de smitsomme sygdomme, der indberettes. Indberetninger giver mulighed for at 

fastlægge, hvilke virustyper, der er årsag til influenzaen. På den baggrund kan der fremstilles 

vaccine mod bestemte virustyper, så man kan forhindre, at der opstår influenzaepidemier i 

befolkningen. 

I Danmark bliver udviklingen af influenzainfektioner overvåget af Statens Serum Institut. 

Oplysningerne offentliggøres på www.ssi.dk og opdateres hver uge. 

Kurven viser udviklingen af influenza fra 2006 til 2008. Influenzaudviklingen følges ved at opgøre, hvor mange 

konsulationer hos 120 læger i DK der har været influenzakonsultationer. 


37

Korridoren>C>Hygiejne>Resistens 

Resistens 

Hvordan opstår resistens? 

Hvordan opstår resistente bakterier? 

Hvis en bakterie bliver resistent, har den udviklet modstandsdygtighed over for antibiotika. Når 

bakterier behandles med et bestemt antibiotikum gentagne gange, kan resistensen opstå ved, at der 

i enkelte bakterier sker en ændring i arvematerialet. Resistensen kan fx bestå i, at bakterien kan 

producere et enzym, som gør antibiotikummet virkningsløst. 

Når de bakterier, som stadig er følsomme over for antibiotika, dør, bliver vækstbetingelserne for de 

resistente bakterier bedre, og infektioner bliver ikke bekæmpet. 

Antibiotika 

Et højt forbrug af antibiotika fremmer udviklingen af resistens. 

På sygehuse er der et højt forbrug af antibiotika, så det kan forklare, hvorfor der netop her er 

problemer med resistente bakterier. Også i landbruget er der store problemer med 

resistensudvikling på grund af et højt forbrug af antibiotika i husdyrproduktionen. Det kan give 

infektioner med fx resistente salmonellabakterier gennem fødevarer. 

Overførsel af resistens 

En bakterie kan overføre resistens mod antibiotika til andre bakterier, både inden for samme art og 

til andre arter. Når bakterierne formerer sig, vil resistensen videreføres i de nye bakterier. 

Overførsel af resistens kan ske ved, at et resistensgen, som findes i et plasmid, gives videre til en 

ikke-resistent bakterie. 


38


Figuren viser to bakterier, hvor den ene indeholder et plasmid med et resistensgen. Genet overføres via plasmidet til 

den anden bakterie, så den også bliver resistent. 

Staphylococcus aureus 

Staphylococcus aureus (S. aureus) er et eksempel på en bakterie, der har udviklet resistens mod 

antibiotika. Bakterien er normalt ikke patogen. Den lever især i næse og svælg på mennesker. Den 

kan dog være årsag til lette eller alvorlige infektioner, blandt andet til infektioner i sår, bylder, 

børnesår, toksisk chok-syndrom og blodforgiftning. I mad, der ikke køles ned, kan bakterien 

producere giftstoffer, som giver diarre og opkastninger. Den overføres til maden fra personer, som 

har rørt maden efter tilberedningen. 

85 % af alle S. aureus i Danmark er resistente over for penicillin. 

Multiresistens 

Bakterien er ved at udvikle resistens mod andre antibiotikapræparater. En bakterie, der er resistent 

over for mange forskellige typer antibiotika, kaldes multiresistent. På sygehusene har man store 

problemer med patienter, der smittes med S. aureus. Infektionerne, der opstår, kan være vanskelige 

at behandle. 

Hvis resistensudviklingen fortsætter, kan man på længere sigt være bekymret for, om der findes 

antibiotikabehandling mod alle infektioner. 


39


Beskyttelse og forebyggelse 

Beskyttelse og forebyggelse mod resistente bakterier 

Skal man hæmme resistensudvikling, er det vigtigt at begrænse anvendelsen af antibiotika og kun 

bruge det, når det er nødvendigt. Det gælder ved behandlingen af mennesker, men også i 

landbrugsproduktionen. Forbruget i landbruget er faldet med 50 %, men det er stadig højt. 

På sygehusene ses i øjeblikket en forøgelse af resistente Staphylococcus epidermis, der kan 

forårsage infektioner, på steder, hvor der er indført fremmedlegemer. Den ikke resistente bakterie 

findes normalt blandt mikrofloraen på huden, hvor den er harmløs. Stafylokokker smitter hyppigst 

ved indirekte kontaktsmitte. 

Smitteforebyggende handlinger bliver meget vigtige, når plejepersonale har med resistente bakterier 

at gøre. Patienters liv bliver i større udstrækning truet, især hvis de har et svækket immunforsvar, 

fordi behandlingsmulighederne over for resistente bakterier er begrænsede. 

Antibiotika 

Normalt vil vores eget immunforsvar bekæmpe infektionssygdomme, men vi kan komme i 

situationer, hvor det er nødvendigt at bruge antibiotika for at blive rask. Anvendelsen af antibiotika 

startede først under anden verdenskrig. Før den tid fandtes ingen effektive midler mod 

infektionssygdomme, som var en af de hyppigste dødsårsager på det tidspunkt. 

Antibiotika er en lang række af præparater, som anvendes til behandling af infektioner. Antibiotika 

påvirker kun bakterier og kan ikke anvendes ved infektioner med virus eller andre mikroorganismer. 

Typer af antibiotika 

Antibiotika grupperes efter, om de hæmmer bakteriers vækst eller dræber dem. De inddeles også 

efter, om de er bredspektrede eller smalspektrede. 

De bredspektrede antibiotika virker på mange forskellige slags bakterier. Et eksempel er tetracyklin, 

der rammer både gram positive og gram negative bakterier. De smalspektrede præparater påvirker 

kun få typer bakterier. Et eksempel er penicillin, der kun påvirker gram positive bakterier. 

Præparaterne påvirker bakterier på forskellig vis. 


40


Antibiotikas virkemåde på bakterier og eksempler på antibiotiske præparater 

Bivirkninger 

Antibiotika kan have bivirkninger i større eller mindre grad. De kan blandt andet slå mikrofloraen i 

tarmen ihjel, hvilket giver plads til, at patogene mikroorganismer kan etablere sig på slimhinden, så 

vi bliver syge. Ved behandling med antibiotika prøver man at anvende smalspektrede præparater, 

som rammer sygdomsbakterien mere specifikt. 


41

Korridoren>C>Arbejdsmiljø>Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet 

Arbejdsmiljø 

Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet 

I dit arbejde som sosu-assistent skal du handle så miljø- og sundhedsbevidst som muligt for din 

egen og dine omgivelsers skyld. 

Det er vigtigt, at du læser de brugs- og risikovejledninger, der er på et produkt, både når du skal 

anvende det og bortskaffe det. 

Du skal være særligt opmærksom på overførsel af smitte. Der er i princippet 4 måder, hvorpå smitte 

med mikroorganismer kan overføres ved håndtering af affald og vasketøj: 

Gennem huden ved nålestik eller med skarp genstand 

Gennem slimhindeoverflader via sprøjt 

Gennem luftveje ved inhalation 

Gennem mave/tarmkanalen ved indtagelse af smitteholdigt materiale. 

Håndhygiejne 

Det er vigtigt, at du husker den grundlæggende håndhygiejne med hånddesinfektion eller håndvask: 

Affald 

Før og efter patientkontakt 

Før rene opgaver 

Efter urene opgaver 

Efter brug/skift af handsker. 

På hospitalet opererer man med 4 affaldstyper: 

Dagrenovation, omfatter almindeligt affald fra sengeafdelinger, herunder fra patientpleje, 

kontoraffald og køkkenaffald. 

Klinisk risikoaffald omfatter skærende og stikkende genstande eller genstande med blod samt 

øvrigt smitteoverførende affald, som kan indeholde mikroorganismer. Klinisk affald bør ikke 

trykkes eller sammenpresses i emballagen, så der opstår risiko for at emballagen går i 

stykker, så man kan stikke eller skære sig. 

Vævsaffald, omfatter vævs- og legemsdele. Ved risiko for forurening af hænderne med blod, 

sekret, ekskret eller vævsvæsker skal der anvendes handsker. 

Andet farligt affald, der blandt andet omfatter medicinrester og kemikalieaffald. 


42

Korridoren>C>Arbejdsmiljø>Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet 

Håndtering af affald 

Hver dag skal du være med til at håndtere affald. Der er lavet retningslinjer for affaldshåndtering, der 

skal sikre, at affaldet håndteres forsvarligt. 

Du skal sørge for: 

At sortere og bortskaffe affaldet så tæt på det sted, hvor du er med til at producere det 

At have mindst mulig direkte kontakt med affaldet 

At du mest muligt anvender tekniske hjælpemidler til at håndtere affaldet 

At du hurtigst muligt får affaldet emballeret 

At affaldet ikke skal ompakkes, før det kan bortskaffes 

At affaldet opbevares forsvarligt og hygiejnisk 

At affaldet transporteres og bortskaffes i godkendt og mærket emballage. 

Du kender til affald fra almindelig dagrenovation. De 3 andre kategorier er sikkert nye for dig. Giv dig 

tid til at lære dem at kende og spørg, hvis du er i tvivl om, hvorledes disse affaldstyper håndteres på 

den afdeling, du kommer til at arbejde på. Alle afdelinger har konkrete vejledninger og procedurer 

for håndtering af affald. 

Snavsetøj 

I dit daglige arbejde får du kontakt med snavset tøj og linned. Det skal sorteres og lægges i 

vasketøjsposer så tæt på brugsstedet som muligt. Herudover er der følgende retningslinjer du bør 

følge: 

Snavsetøj håndteres så lidt som muligt og lægges i vasketøjsposer der, hvor det samles 

Tøj, der er stærkt blodigt eller forurenet med fx afføring eller urin, lægges i en opløselig 

plastpose, inden det sendes til vaskeriet 

Af hensyn til vaskeripersonalets sikkerhed er det afgørende, at vasketøjet er frit for skarpe og 

spidse genstande. 


43

Niveau C - Munksgaard

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?