NIVEAU D - Munksgaard

© Munksgaard Danmark 2010 

NIVEAU D

Indhold 

Krop ....................................................................................................................................3 

Varme...............................................................................................................................3 

Væskebalance .................................................................................................................7 

Nervesystemet .................................................................................................................9 

Celler..............................................................................................................................13 

Blod/ kredsløb ................................................................................................................19 

Øret og øjet ....................................................................................................................27 

Medicin...........................................................................................................................33 

Kost...................................................................................................................................36 

Energi.............................................................................................................................36 

Næringsstoffer................................................................................................................41 

Kostanalyse....................................................................................................................57 

Hygiejne............................................................................................................................58 

Sygehus hygiejne...........................................................................................................58 

Mikroorganismer ............................................................................................................65 

Arbejdsmiljø .....................................................................................................................73 

Ergonomi........................................................................................................................73 

Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet.........................................................................76 


2

Korridoren>F>Krop>Varme 

Varme 

Kroppens temperatur 

Krop 

Mennesket er ligesom andre pattedyr og fugle ensvarme. Det vil sige, at kropstemperaturen holdes 

næsten konstant, uanset omgivelsernes temperatur. Det er meget vigtigt, at kropstemperaturen er 

konstant, da enzymerne i kroppen er meget temperaturafhængige. En konstant legemstemperatur 

er afhængig af, at varmeproduktionen er lig med varmetabet. 

Varmeproduktion 

Varmproduktionen kommer fra cellernes stofskifte og især muskelcellernes stofskifte. Ved cellernes 

stofskifte omdannes næringsstofferne i cellerne til energi, og en del af den energi, der dannes, vil 

være varmeenergi. Ved større muskelarbejde vil forbrændingen øges, og dermed vil der også 

dannes mere varme. 

Kropstemperaturen 

Temperaturen er ikke ens overalt i kroppen. Man kan inddele legemet i to zoner: 

Den indre zone, som er de indre organer, har normalt en kropstemperatur på 37 o C, og i 

ophold i kolde omgivelser forsøger kroppen at holde denne temperatur konstant. 

Den ydre zone, som er huden, har en lavere kropstemperatur, der normalt svinger fra ca. 28 o 

C til 35 o C. Denne temperatur er meget afhængig af omgivelsernes temperatur. 

Hudtemperaturen er normalt 34-35 o , men kan ved ophold i kolde omgivelser falde helt til 20 o 

C, specielt på hænder og fødder. 


3


Varmemæssigt kan kroppen inddeles i en indre del, hvor kropstemperaturen er 37 grader C. og en ydre del, hvor 

temperaturen generelt er lavere. Temperaturen kan være forskellig fra kropsdel til kropsdel. 

Temperaturregulering 

Kroppens temperatur vedligeholdes ved en balance mellem den varmemængde, kroppen 

producerer, og den varmemængde, der afgives til omgivelserne. Denne balance styres af 

hypothalamus i hjernen, der indeholder et temperaturregulerende center, der kan ændre på både 

varmeproduktionen og varmeafgivelsen. 

4 forskellige måder 

Der findes 4 forskellige måder, hvorpå kropstemperaturen kan reguleres: 

Varmestråling, som sker ved hjælp af kredsløbet i huden. Ved stråling bringes der varme til 

hudens overflade, og denne varme afgives til omgivelserne 

Fordampning, som sker ved hjælp af svedkirtler og huden. Her bringes varmen til svedkirtler 

og hudens overflade, hvorved der afgives en øget mængde sved 

Konvektion, som sker ved hjælp af huden. Huden opvarmes eller afkøles af luften i 

omgivelserne 

Varmeledning, hvor varme ledes ved direkte kontakt med genstande, som enten er koldere 

eller varmere end huden. 


4


Varme fra kroppen fjernes via huden. I huden er der mange blodkar, som varmen fra kroppens indre føres til, 

således at varmen kan afgives fra hudoverfladen ved forskellige processer som varmestråling, fordampning, 

varmeledning og konvektion. 

I varme omgivelser 

Hvis omgivelserne er varmere end huden og kropstemperaturen, kan der opstå problemer med 

varmeafgivelsen fra kroppen. Kroppen vil hele tiden optage varme ved konvektion og varmestråling, 

medens der kun kan fjernes varme ved fordampning. 

Ved høj luftfugtighed og ved meget høje temperaturer i omgivelserne kan den store svedproduktion 

ikke fjernes ved fordampning, så sveden løber ned ad kroppen. 

I kolde omgivelser 

Hvis omgivelserne er koldere end huden og kropstemperaturen, vil kroppen forsøge at holde på 

varmen ved at mindske varmeafgivelsen. Dette kan gøres ved at nedsætte varmstrålingen. 

Kroppen kan også øge varmeproduktionen ved, at stofskiftet i cellerne stiger. 

Er der brug for endnu en øgning af varmeproduktionen, vil der opstå kulderystelser. Ved 

kulderystelser begynder skeletmusklerne at sitre, og dermed øges muskelstofskiftet, hvilket 

medfører en større varmproduktion. 


5


Feber 

Hvis kroppen angribes af mikroorganismer, kan det temperaturregulerende center forhøje 

kropstemperaturen, så man får feber. Feber opstår ved, at mængden af affaldstoffer (pyrogener) fra 

de hvide blodlegemer stiger, og denne stigning registreres af det temperaturregulerende center. 

Først nedsættes varmetabet ved at mindske blodgennemstrømningen i huden, hvilket kan medføre 

at huden bliver bleg og kan føles kold. Derefter opstår der kulderystelser, som øger 

varmeproduktionen. 

Feber forbedrer immunsystemets arbejdsevne ved, at de hvide blodlegemer deler sig og arbejder 

hurtigere og mere effektivt, og samtidig nedsætter det mikroorganismernes aktivitet. De bliver mere 

sløve og dermed nemmere at angribe. 


6

Korridoren>D>Krop>Væskebalance 

Væskebalance 

Væske i kroppen 

De fleste mennesker har mellem 50 % og 65 % væske i kroppen. Mængden af væske i kroppen 

afhænger af køn, alder og ernæringstilstand. Fedtvæv indeholder ca. 11 % væske, medens 

muskelvæv kan indeholde op til 75 % væske. Da mænd ofte har mere muskelvæv end kvinder, vil 

de derfor generelt have mere væske i kroppen. 

Mange ældre har mindre muskelvæv på grund af en mindre indtagelse af protein i deres kost. Dette 

medfører, at de for det meste har mindre væske i kroppen. Ligeledes vil overvægtige også have 

mindre væske i kroppen, da de har en stor mængde fedtvæv. Væskeindholdet i kroppen kan derfor 

svinge fra 40 % til 75 %. Størstedelen af væske i kroppen findes i cellerne som cytoplasma. 

Derudover er der en del væske mellem cellerne og i blodkar. 

Væskens opgave 

Væskens opgave i kroppen er at transportere stoffer rundt, fx næringsstoffer fra tarmene og ilt fra 

lungerne ud til cellerne. Væsken skal også transportere affaldsstoffer fra cellerne til nyrerne og 

kuldioxid (CO2) til lungerne. Ud over dette reguleres kropstemperaturen ved hjælp af væske, og en 

del vand (H2O) indgår i kemiske reaktioner. 

Der frigives vand, når glukose forbrændes, og derfor får kroppen tilført ekstra væske ved 

forbrændingen i cellerne. Glukose og ilt bliver omdannet til kuldioxid, vand og energi. 

Væskebalance 

Glukose + ilt -> kuldioxid + vand + energi 

C6H12O6 

+ 6O2 -> 6CO2+ 6H2O + energi (ATP). 

Væskebalance vil sige balance imellem den væske, der udskilles, og den væske, der indtages 

dagligt. Normalt udskilles ca. 2 ½ liter væske om dagen. Væskeindtagelse og væskeafgivelse 

varierer dog en hel del afhængig af den enkeltes aktivitetsniveau og ydre forhold som temperatur og 

luftfugtighed. 


7

Korridoren>D>Krop>Væskebalance 

Væskebalancen styres fra et tørstregulerende center i hjernen. Dette center får besked om 

væskemængden i kroppen og kan ved hjælp af hormoner give nyrerne besked på enten at udskille 

mere væske eller at nedsætte udskillelsen af væske. Det vil sige, at urinudskillelsen kan variere fra 

dag til dag og fra menneske til menneske afhængigt af, hvor meget væske der indtages. 

Tegningen viser, hvor meget væske der normalt udskilles og indtages. For at opnå væskebalance skal der indtages 

lige så meget væske dagligt, som der udskilles. 

Dehydrering 

Hos ældre mennesker er det tørstregulerende center ikke så velfungerende. Dette kan medføre, at 

ældre ikke oplever tørst, før deres væskemængde er meget lav, og derfor drikker for lidt væske. De 

bliver dehydrerede, det vil sige, at væskeindtagelsen er for lille i forhold til deres væskeudskillelse. 

Symptomer på dehydrering kan være udtørring af hud og slimhinder, nedsat spændstighed i 

huden, forstoppelse, konfusion, svimmelhed og nedsat urinmængde og koncentreret urin. 

Alle har brug for at udskille mindst 400 ml diurese hver dag for at komme af med affaldsstoffer. 


8

Korridoren>D>Krop>Nervesystemet 

Nervesystemet 

Nervesystemet 

Til at styre menneskekroppens funktioner har vi nervesystemet. Nervesystemet modtager hele tiden 

tusindvis af informationer fra de ydre omgivelser via sansecellerne, men også fra kroppens indre. 

Det kan fx være kropstemperaturen, blodtrykket, blodets ilt- og kuldioxidindhold og surhedsgraden i 

blodet. 

Nervesystemets opdeling 

Nervesystemet kan opdeles i centralnervesystemet og det perifere nervesystem. 

Centralnervesystemet er hjernen og rygmarven. Det er menneskets "computer", der giver besked 

om, hvordan kroppen skal reagere på de forskellige former for påvirkninger, der kommer udefra og 

fra kroppens indre. Centralnervesystemet er dog meget mere komplekst end en computer. 

Nervesystemet består af hjernen og rygmarven, der tilsammen kaldes centralnervesystemet. Fra hjernen og 

rygmarven er der nerveforbindelser ud til alle kroppens væv og organer. Dette kaldes det perifere nervesystem. 

Det perifere nervesystem 

Det perifere nervesystem kan deles op i tre funktioner: 


9


Sanser 

1. De sensoriske nerver, der også kaldes følenerver. Disse nerver sender impulser fra kroppen/ 

sansecellerne og ind til hjernen og rygmarven 

2. De motoriske nerver, der også kaldes bevægenerver. Disse nerver sender impulser fra 

hjernen og rygmarven/ centralnervesystemet til kroppens tværstribede muskler. 

3. Det autonome nervesystem, der sender impulser fra hjernen og rygmarven til kroppens glatte 

Sanserne 

muskler, kirtler og hjertet. 

Vi har forskellige typer sanseceller, som er i stand til, at opfange de forskellige påvirkninger, vi er 

udsat for hver dag. 

Sansecellerne er placeret alle steder i kroppen, og informationerne sendes ind til 

centralnervesystemet ved hjælp af de sensoriske nerveceller. 

Ydre og indre sanser 

Vi har 5 ydre sanser: synssansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. 

Ud over disse sanser, har vi indre sanser som registrerer musklers og leds spændingstilstand 

og kroppens stilling, samt sanser, der kan registrere det indre miljø som blodtryk, ilt- (O2) og 

kuldioxidkoncentrationen. (CO2), blodsukker m.m. 

Hjernen modtager hele tiden millioner af nerveimpulser fra vores ydre og indre sanseorganer. De 

bearbejdes i forskellige områder af hjernen og bliver til en del af vores bevidsthed. 

Ved gentagne påvirkninger kan sansecellerne tilpasse sig, så der skal en kraftigere påvirkning til for 

at give den samme sanseoplevelse. 


10


Nervecellen 

Nerveceller 

Menneskets hjerne består af mere end 120 milliarder nerveceller, som kaldes neuroner, og et endnu 

større antal støtteceller. Nervecellerne er bygget til at lede, modtage og overføre elektriske signaler. 

De elektriske signaler dannes over nervecellens cellemembran. Nerveceller kan være over 1 meter 

lange. 

Nervecellen består af en soma (cellekrop) og udgreninger, der er henholdsvis dendritter og axon, evt. omgivet af 

myelinskeder. 

Støtteceller 

Omkring nervecellerne findes en masse støtteceller, der kaldes gliaceller. Gliacellernes opgave er 

bl.a. at forsyne nervecellerne med næringsstoffer fra hjernens blodkarnet og beskytte mod 

infektioner og giftstoffer. 

Andre gliaceller danner et fedtholdigt lag rundt om nervecellens axon, kaldet myelinskeder. Dette 

fedtholdige lag isolerer og beskytter axonet. Myelinskederne giver axonet et hvidligt udseende. 

Tab af nerveceller 

Hvis nerveceller dør, fx på grund af en blodprop i hjernen, kan der ikke dannes nye nerveceller. De 

nerveceller, der ligger lige omkring de beskadigede nerveceller, kan i mange tilfælde overtage den 


11


funktion, der er beskadiget, fx at kunne tale. Dette sker dog ikke automatisk, men kræver 

genoptræning og indlæring, der skal igangsættes hurtigst muligt. 


12

Korridoren>D>Krop>Celler 

Celler 

Cellens opbygning 

Cellerne i kroppen har forskellige former og størrelser. De indgår i forskellige organer og væv og har 

vidt forskellige funktioner. De er dog opbygget efter samme skabelon og indeholder de samme 

bestanddele, som skal sørge for cellens vedligeholdelse, vækst og energiproduktion. 

Alle celler stammer fra den samme celle, nemlig ægcellen, som i sin tid blev befrugtet af en 

sædcelle. Den har under fosterudviklingen delt sig og er blevet til milliarder af celler, der undervejs 

har specialiseret sig. 

Cellemembranen 

Cellen er omkranset af en blød og elastisk cellemembran udadtil. Cellemembranen er 

semipermeabel (halvgennemtrængelig). Det betyder, at nogle stoffer, fx vand kan trænge ud af eller 

ind i cellen uden problemer, hvorimod andre stoffer, fx glucose skal hjælpes igennem. 

Cellemembranen kontrollerer hermed, hvilke stoffer der kommer ind eller ud af cellen. 

Cellens bestanddele 

Cellens indre består af væske med opløste stoffer som fx mineraler, kulhydrater og proteiner og små 

organer, der kaldes organeller. Organellerne er omgivet af membraner og er nødvendige for, at 

cellen kan udføre sine arbejdsopgaver. Hele komplekset med væske, stoffer og organeller hedder 

cytoplasma. 

Nogle af de vigtigste organeller er cellekernen, ribosomer, mitokondrier, endoplasmatisk retikulum 

(ER) og vesikler. 

© Munksgaard Danmark 2010


Figuren viser cellens bestanddele 

Cellekernen 

Cellekernen indeholder arvemassen i form af kromosomer, som er opbygget af stoffet DNA. DNA 

indeholder gener (opskrifter) på alle de funktioner, cellen skal udføre. 

Kromosomkort fra et menneske 

Et menneske indeholder 46 kromosomer, som er opdelt i 23 par, hvoraf det ene par er kønskromosomer. De kaldes 

X og Y. Kvinder har to X kromosomer og mænd har et X og et Y kromosom. Figuren viser et kromosomkort med 23 

par kromosomer. Kønskromosomerne er XX, derfor er det en pige. Kilde: © Foci. 

Ribosomer 

Ribosomer er cellens værksted. Her opbygger cellen proteiner ud fra generne, dvs. "opskrifterne" 

i DNA. Hvis fx en celle i bugspytkirtlen skal producere hormonet insulin som et protein, bliver 



både insulinet og enzymet sat sammen på ribosomerne. Det vil sige, at aminosyrer bliver sat 

sammen i den rigtige rækkefølge og danner proteinet. 

Endoplasmatisk retikulum 

Ribosomerne sidder ofte i tilknytning til endoplasmatisk retikulum, som er et indviklet system af 

tynde rør. Her foregår transport af forskellige stoffer gennem cellen. 

Vesikler 

Vesikler er små blærer, der indeholder stoffer, fx enzymer, som skal transporteres til 

cellemembranen og udskilles. 

Mitokondrier 

Mitokondrierne er cellens kraftværker. De producerer den energi, der er nødvendig, så cellen kan 

udføre alle sine arbejdsopgaver. Energien udvikles ved hjælp af respirationsprocessen. 

Cellen fungerer som en fabrik 

Cellen kan sammenlignes med en fabrik. Cellekernen er administrationen, som giver ordrer om, 

hvad der skal produceres på fabrikken. Produktionshallen, cytoplasmaet, sørger for at udføre 

ordren og transporterer produktet til bestemmelsesstedet. Mitokondrierne leverer energi til 

produktionen. 

Kroppen er et cellesamfund 

Celler er de byggesten, alle levende organismer er opbygget af. De kan sammenlignes med 

murstenen, som byggesten i et hus. 

De mest primitive organismer, fx mikroorganismer, består af enkelte eller få celler, som klarer alle 

livsfunktioner. Højerestående organismer som fx den menneskelige krop består af flere hundrede 

milliarder celler, der er organiseret i væv og organer. 

Cellen er en selvstændig enhed, der har sit eget liv og funktioner. Samtidig har den et tæt samspil 

med kroppens andre celler. 



Cellens funktion 

Kroppen er et cellesamfund 

Celler er de byggesten, alle levende organismer er opbygget af. De kan sammenlignes med 

murstenen, som byggesten i et hus. 

De mest primitive organismer, fx mikroorganismer, består af enkelte eller få celler, som klarer alle 

livsfunktioner. Højerestående organismer som fx den menneskelige krop består af flere hundrede 

milliarder celler, der er organiseret i væv og organer. 

Cellen er en selvstændig enhed, der har sit eget liv og funktioner. Samtidig har den et tæt samspil 

med kroppens andre celler. 

Cellernes funktion 

Kroppens celler er meget specialiserede og varetager forskellige funktioner. 

Celler i leveren har til opgave at nedbryde skadelige stoffer som alkohol og medicin, og de 

regulerer stofskiftet. 

Muskelceller kan trække sig sammen, så vi dels kan bevæge vores krop og dels skabe 

bevægelse inde i kroppen, når fx hjertet pumper blod ud i kredsløbet. 

Nyrecellerne regulerer kroppens væske- og saltbalance. I tyndtarmen har cellerne 

specialiseret sig i at pumpe madens bestanddele over i blodbanen, så de kan transporteres 

til alle celler i kroppen. 

Hjernecellerne arbejder sammen i et netværk og afgiver og modtager konstant elektriske 

impulser. De styrer kroppens forskellige funktioner og vores tanker. 

Der findes mange flere typer af celler i andre væv og organer, som har hver deres specielle opgave. 

Samlet indgår alle typer af celler som en del af et cellesamfund, der skal fungere som en helhed, 

nemlig kroppen. 



Figuren viser forskellige celletyper og deres indbyrdes størrelsesforhold. Nervecellerne, der kan være 1 meter lange, 

leder nerveimpulser i nervesystemet. Glatte muskelceller er celler, der findes i den muskulatur, som ikke udgør 

skeletmuskulaturen i tarmen og arteriolerne. Celler i skeletmusklerne kan være 30 cm lange. De røde blodlegemer 

transporterer ilt. Sædcellerne overfører de mandlige arveegenskaber til ægcellen. Bakterier og virus er 

mikroorganismer, der kan have vidt forskellige former, størrelser og egenskaber. 

Respiration og forbrænding 

Respiration og forbrænding 

Produktion af energi sker via respirationsprocessen i cellernes mitokondrier. Det er en proces, som 

alle dyr og planter samt de fleste mikroorganismer benytter. 

Respiration er en forbrænding. Det svarer til at afbrænde energiholdigt kul, olie eller naturgas, som 

omdannes til varmeenergi. Det udnytter vi alle i hverdagen, når huse skal opvarmes eller der skal 

laves elektricitet til husholdninger eller virksomheder. 

Forbrænding af glukose 

Respiration kan kun foregå ved hjælp af ilt (O2). Ved en fuldstændig forbrænding dannes kuldioxid 

(CO2) og vand (H2O), og energien frigives. 

Respirationen er en kemisk proces, som kan sammenfattes på følgende måde: 

Glukose + ilt —› kuldioxid + vand + energi 

C6H12O6 + O6 —› CO2 + H2O + energi (ATP) 



Glukosemolekylet, der er et monosakkarid, er 

bundet sammen af energirige bindinger. Når molekylet, ved hjælp af ilt (O2), nedbrydes til mindre 

molekyler, kuldioxid (CO2) og vand (H2O), frigives energien, som overføres til stoffet ATP. 

Energi 

Respirationen er en kompliceret proces. De energigivende stoffer kommer fra maden, som vi spiser. 

I tarmsystemet nedbrydes de til deres mindste bestanddele, monosakkarider, fedtsyrer og 

aminosyrer. Disse stoffer optages i blodet og føres til cellerne. 

I cellernes cytoplasma omdannes de via kemiske processer til acetyl CoA (acetyl Coenzym A). 

Acetyl CoA transporteres til mitokondrierne og nedbrydes delvist ved en lang række kemiske 

processer i citronsyrecyklus. Ved disse processer frigives kuldioxid (CO2) og energi. Energien 

overføres i respirationskæden til ADP, som omdannes til ATP. Til denne proces skal der bruges ilt 

(O2), og der frigives vand (H2O). Cellerne kan derefter bruge energien i ATP til deres livsprocesser. 

ATP (adenosintrifosfat) er et kemisk stof, hvortil der er bundet 3 fosfatmolekyler (P). Fosfatbindingerne er meget 

energiholdige. Når cellen skal bruge energi, fraspaltes et fosfatmolekyle fra ATP, hvorved der frigives energi. ATP 

omdannes til ADP (adenosindifosfat), som kun indeholder 2 fosfatmolekyler. ADP omdannes igen til ATP ved 

respirationsprocessen. Processen kan sammenlignes med et genopladeligt batteri. Strømmen bruges (ATP 

omdannes til ADP), og batteriet genoplades (ADP omdannes til ATP). 

Cellens energibehov 

Cellerne har hele tiden brug for energi til deres husholdning. Noget bruger de til optagelse af 

næringsstoffer fra blodet, en stor del går til at opbygge og vedligeholde cellernes strukturer, og 

noget går til at nedbryde eller udskille uønskede stoffer. Akkurat som det kræver energi at 

vedligeholde et hus. 

Den energi, som cellerne i kroppen som minimum skal bruge, kaldes hvilestofskiftet eller 

basalstofskiftet. 


Korridoren>D>Krop>Blod/kredsløb 

Blod/ kredsløb 

Kredsløbet 

Blodkredsløbet 

Blodkredsløbet består af hjerte og blodkar. Det indeholder ca. 5 liter blod, volumen er afhængig af 

vægt og køn. 

Blodkredsløbet er kroppens transportorgan, og det har en lang række funktioner. Det bringer ilt og 

næringsstoffer ud til cellerne og fjerner kuldioxid og andre affaldsstoffer. Det transporterer hormoner 

ud til cellerne og har en vigtig funktion i kroppens bekæmpelse af fremmede stoffer og 

mikroorganismer. Det medvirker i kroppens temperaturregulering. 

Hjertet 

Hjertet er en muskel, der pumper blodet rundt i blodkarrene. I hvile slår hjertet 60-80 gange i 

minuttet. Det kaldes hvilepulsen. Under hårdt arbejde kan pulsen hos unge mennesker stige til 

maximalt 200 hjerteslag pr. minut. 

Kondition 

For at kroppen kan fungere i hverdagen, uden at blive træt, er det vigtigt at have en god kondition. 

Man kan måle konditionen. Konditionen angives som et tal, der fortæller, hvor god kroppen er til at 

optage ilt (ml optaget ilt/kg legemsvægt/minut). 

En af de ting, der forbedres ved konditionstræning, er, at kredsløbet bliver bedre til at sende ilt til 

cellerne, så cellerne kan udvikle mere energi. Hvis det er til muskelceller, betyder det, at de bliver 

bedre til at arbejde i længere tid. 

Slagvolumen 

Ved træning bliver hjertet stærkere og øger slagvolumen. Slagvolumen er den mængde blod, der 

pumpes ud af venstre hjertehalvdel pr. hjerteslag målt i ml. 

Når slagvolumen øges, behøver hjertet ikke slå så mange gange i minuttet. Det vil sige, at pulsen 

ikke stiger så hurtigt, når man arbejder. Derfor kan man arbejde i længere tid uden at blive træt. 


19


Minutvolumen 

Minutvolumen er den mængde blod, der sendes fra hjertet ud i kredsløbet pr. minut. Minutvolumen 

fremkommer, når pulsfrekvensen ganges med slagvolumen. Minutvolumen i hvile er ca. 5.000 ml 

blod pr. minut. Ved hårdt arbejde kan den stige til 25.000 ml blod pr. minut. 

Minutvolumen kan også fortælle, hvor farligt det kan være, hvis en pulsåre beskadiges. Man 

kan faktisk forbløde i løbet af kort tid, hvis blødningen ikke standses. 

Blodkarsystemet 

Blodkarsystemet minder om et forgrenet vejnet, hvor vejene fører til og fra alle cellerne i kroppen. 

Arterierne er blodkar, der fører blodet væk fra hjertet, og vener fører blodet til hjertet. Forbindelsen 

mellem arterier og vener er kapillærnettet, hvor transporten af stoffer til og fra cellerne foregår. 

Små arterier, der kaldes arterioler, regulerer blodstrømmen til organerne. Når den glatte muskulatur i 

arteriolerne trækker sig sammen, standser blodtilstrømningen til organet, og når de slapper af, øges 

blodtilstrømningen. 

Regulering af blodtilstrømningen 

Ved hårdt arbejde øges tilstrømningen af blod til musklerne på bekostning af blodforsyningen til 

tarmene. Derfor er det en dårlig idé at spise, før man skal dyrke idræt, fordi fordøjelsen af maden 

standser, og det kan give ubehag. 

Ændringer i blodtilførslen sker også, når man udsættes for kulde eller varme. Kulde får arteriolerne i 

huden til at trække sig sammen, mens varme får dem til at afslappes. På den måde kan kroppen 

holde på varmen eller øge varmeafgivelsen. 


20


Figuren viser blodets fordeling i kroppen under hvile og under arbejde 


21


Hydrostatisk tryk – blodtryk 

Blodtrykket 

Blodtrykket fortæller noget om hjertet og kredsløbet. Blodtrykket beskriver hjertets rytme og blodets 

tryk på arterierne. 

Blodtrykket inddeles i 2. Når venstre hjertekammer trækker sig sammen, sendes der en trykbølge af 

blod ud i aorta og de arterielle forgreninger. Hermed opstår det systoliske tryk, som er det højeste 

blodtryk, lige når hjertemusklen har trukket sig sammen. 

Det blodtryk der findes, når hjertemusklen er helt afslappet, kaldes det diastoliske tryk og er det 

laveste tryk. 

Blodtrykket påvirkes af den mængde blod, der findes i kroppen, og den modstand, blodkarrene yder. 

Blodtryksværdier 

Blodtrykket måles i mmHg (millimeter kviksølv). 

WHO har fastlagt grænser for det normale blodtryk i hvile. Det er, når systolen er under 140 mmHg 

og diastolen under 90 mmHg. Det skrives fx som 140/90 og udtales 140 over 90 mmHg. 

For unge mennesker kan det systoliske tryk ligge mellem 100-120 mm Hg og det diastoliske på 70- 

80 mmHg. 

Forhøjet blodtryk 

Hvis blodtrykket gennem længere tid er over 140/90, er det tegn på forhøjet blodtryk (hypertension). 

Ved forhøjet blodtryk er systolen over 160 mmHg og diastolen over 95 mmHg. WHO betegner et 

blodtryk, hvor systolen ligger mellem 140-160 og diastolen mellem 90-95, for kritisk. Årsagerne til 

forhøjet blodtryk kan være mange. Blodtrykket stiger med alderen på grund af øget karstivhed. 

Åreforkalkning og fedtaflejeringer i arterievæggene forstærker denne tendens og kan føre til forhøjet 

blodtryk. Rygning, fedme, inaktivitet, for højt blodfedt i form af kolesterol og sukkersyge fremmer 

udviklingen af forhøjet blodtryk. 

For lavt blodtryk 

Er blodtrykket under 110/60, anses det for lavt (hypotension) og kan blandt andet skyldes 

hjerteproblemer, blodmangel, væskemangel og medicinforbrug. Et lavt blodtryk kan også være 

medfødt og er normalt ikke et problem. 


22


Måling af blodtryk 

Blodtrykket måles normalt på venstre overarm, tæt ved hjertet. Den person, der måles på, bør være 

afslappet både fysisk og psykisk, da blodtrykket let påvirkes af aktivitet og følelser. 

Både det systoliske og diastoliske blodtryk falder, jo længere man kommer væk fra hjertet og ud i 

kredsløbet. 

Blodets sammensætning 

Blodets sammensætning 

Blodet består af blodplasma og blodlegemer. Plasma udgør 55% af blodet og de resterende 45% er 

blodlegemer, dvs. røde og hvide blodlegemer og blodplader. Blodlegemerne dannes hovedsagelig i 

den røde knoglemarv. 

Blodet er sammensat af en mængde bestanddele 

Røde blodlegemer 

De røde blodlegemers (erytrocytternes) funktion er at transportere O2 fra lungerne til cellerne og 

CO2 fra cellerne til lungerne. De røde blodlegemer har en bikonkav form. De er flade med en 

fordybning i midten på begge sider. Størrelsen er 7,5 µm i diameter og 2 µm i tykkelsen. Deres form 

gør dem bøjelige, så de nemmere kan passere kapillærerne, som kun har en diameter på 8 µm. 


23


Til forskel fra andre celler har de røde blodlegemer ingen cellekerne. Derfor er de kun 

funktionsdygtige i 4 måneder, hvorefter de går til grunde og nedbrydes. På de røde blodlegemers 

overflade findes antigener, som bestemmer hvilken blodtype man har. Der findes 4-5 millioner røde 

blodlegemer pr µl blod. 

Hæmoglobin 

De røde blodlegemer indeholder stoffet hæmoglobin, det er et protein, hvoraf jern er en vigtig 

bestanddel. Når O2 og CO2 transporteres, bindes det til hæmoglobinet. 

Blodprocenten angives som procent af det, der er den mest normale hæmoglobinmængde i blodet. 

Hos mænd er den 8-11 mmol/l (millimol/liter) og hos kvinder 7-10 mmol/ l. Ved f.eks. mangel på jern 

i kosten falder blodprocenten. 

Kommer hæmoglobin uden for blodkredsløbet, f.eks. hvis man får blå mærker på huden efter slag, 

bliver hæmoglobinet nedbrudt til mindre molekyler. Samtidig vil der ske et farveskift, hvorefter farven 

forsvinder, når hæmoglobinet er helt nedbrudt. 

Hæmoglobin er årsag til, at blodet er rødt. 

Hvide blodlegemer 

De hvide blodlegemer (lymfocytter) udgør en del af immunforsvaret, som bekæmper fremmede 

organismer og skadelige stoffer, som trænger ind i kroppen. Immunforsvaret reagerer på fremmede 

antigener, der sidder på f.eks en bakteries overflade. 

Blodet indeholder 4.000-10.000 hvide blodlegemer pr µl blod. Antallet øges hvis der er en infektion i 

kroppen. Størrelsen på de enkelte celler varierer De største celler er op til 20 µm. Foruden i 

knoglemarven dannes de i milten og tarmvæggen. 

I gruppen af hvide blodlegemer indgår undergrupperne granulocytter, monocytter (makrofager) og 

lymfocytter, som er opdelt i T-lymfocytter og B-lymfocytter. 

Granulocytter og monocytter 

De første 2 grupper indeholder celler, der fagocyterer mikroorganismer eller egne celler der er 

inficerede, dvs at de optager og nedbryder ved hjælp af enzymer. 


24


T-Lymfocytterne 

T-hjælper-lymfocytter har en nøgleposition i immunforsvaret, idet de aktiverer alle andre celler 

i immunsystemet ved at udskille stoffer, de reagerer på. 

T-dræber-lymfocytter angriber og ødelægger inficerede celler. 

T-huske-lymfocytter kan genkende en fremmed organisme, der før er blevet bekæmpet af 

immunforsvaret. Derfor kan immunforsvaret hurtigt mobiliseres igen. Denne viden bruges 

ved vaccination, hvor man indsprøjter en svækket mikroorganisme eller et antigen, som 

immunforsvaret reagerer på. Hvis vi smittes med sygdommen, har immunforsvaret dannet T- 

huske-lymfocytter, derfor undgår vi at blive syge. 

B-lymfocytter 

B-lymfocytter aktiveres af T-hjælper lymfocytterne, når de opdager et fremmed antigen. B- 

lymfocytter begynder dele sig. Nogle celler bliver til plasmaceller, der danner specifikke antistoffer, 

som passer lige netop til antigenet. Antistofferne binder sig til antigenet og hvis det sidder på en 

bakterie, inaktiveres den og bliver senere nedbrudt. Andre celler bliver til huskeceller, der kan 

udvikles til plasmaceller, hvis de møder det samme antigen igen. 

Blodplader 

Blodplader (trombocytter) er små kerneløse celler. Der findes 125.000 -400.000 pr µl blod. 

Størrelsen er 3 µm. 

Blodpladerne har en vigtig funktion, når blødninger skal standses. Hvis der opstår skader på 

blodkar, hvilket hyppigt sker på små arterier og vener samt på kapillærer, vil blodpladerne strømme 

til for at standse blødningen. Blodpladerne klistrer sammen ved såret, nærmest som når man sætter 

en lap på en cykelslange. 

Nedsat mængde blodplader kan føre til øget blødningstendens. 

Plasma 

Plasmaet består af 90% vand og 10% tørstoffer. Tørstoffer består af næringsstoffer, 

plasmaproteiner, salte og affaldsstoffer, der skal transporteres til og fra celler. 

Næringsstofferne er aminosyrer, triglycerider og monosakkarider. 


25


Plasmaproteiner 

Plasmaproteiner består af albumin, globulin og fibrinogen. Plasmaproteinerne har mange funktioner. 

De deltager i blodkoagulationen, immunforsvaret og syre-base reguleringen, de udgør en 

proteinreserve, de skaber et kolloidosmotisk tryk i blodet og fungerer som stoftransportører af f.eks. 

insulin, triglycerider, kønshormoner, vitaminer, salte og lægemidler. 

Affaldsstoffer 

Affaldsstoffer kan være urinsyre og urinstof, som er kvælstofholdige stoffer, der dannes ved 

nedbrydning af proteiner. Stofferne udskilles gennem nyrerne som en del af urinen. Syrer dannes 

som nedbrydningsprodukter ved cellerne stofskifte. Eksempler er kuldioxid, som udskilles gennem 

lungerne eller mælkesyre, der dannes når musklerne ikke får tilført tilstrækkelig ilt. 

Salte 

Saltene i kroppen skaber et saltspændingstryk i plasma og i vævsvæsken, som er vigtig for 

vandtransport. Trykket kaldes det osmotiske tryk. Koncentrationen af salte er altid 0,3 mol pr liter. 

Saltopløsninger der har denne koncentration af salte kaldes isotonisk. Eksempler på isotoniske 

saltvandsopløsninger kan være drop, som indgives intravenøst hos en patient, der mangler væske. 


26

Korridoren>D>Krop>Øret og øjet 

Øret og øjet 

Bølger 

Hvad er bølger? 

Vi finder bølger overalt i vore omgivelser. Som radiobølger, varmebølger, mikrobølger, 

røntgenstråling, ultralyd, lydbølger og meget andet. Vi sanser lyd- og lysbølger gennem øret og 

øjet. 

I alle disse bølgefænomener gælder den samme grundlæggende bølgeteori. 

Bølger kan udbrede sig i et medie (fx lyd, der som trykbølger udbredes gennem luft), eller de kan 

vandre uden medie (fx lys, der som elektromagnetiske bølger udbredes i et lufttomt rum). I begge 

tilfælde er det energi, der bevæger sig fra et sted til et andet. 

Med eller uden medie 

Hvis bølgen er en bevægelse af energi gennem et medie, bliver mediet liggende det samme sted, 

efter at bølgen har passeret. Er du ude at sejle i kano og passeres af en stor båd, vipper kanoen op 

og ned, når bølgen passerer, men bliver liggende samme sted, efter at bølgen har passeret. Det er 

kun bølgens energi, der er passeret som en vibration gennem vandet. 

Radiobølger er også elektromagnetiske bølger, der kan gå gennem det lufttomme rum. Derfor kan 

man have radiokommunikation med mennesker, der befinder sig på månen eller den internationale 

rumstation ISS. Der skal lidt fantasi til at forestille sig, hvordan det kan lade sig gøre. 

Tværbølger og længdebølger 

Man skelner mellem to bølgetyper: tværbølger og længdebølger. 


27


Dette er et eksempel på en tværbølge i en tynd fjeder. Den startes ved, at hånden vippes hurtigt op og ned. 

Retningen på bølgen er mod højre. 

Dette er et eksempel på en længdebølge i en slinkyfjeder. Den startes ved, at tommelfingeren trækker nogle 

fjederringe sammen og slipper dem. Retning på bølgen er mod højre. 

Frekvens og amplitude 

Når vi beskriver bølger, er der nogle vigtige grundbegreber, nemlig bølgelængde, frekvens og 

amplitude. 

En bølgelængde går fra bølgetop til bølgetop og betegnes med tegnet lampda. Bølgelængden bestemmer 

bølgetypen og egenskaber – om det er lyd, lys, mikrobølger eller noget andet. Amplituden – betegnet med a – 

bestemmer udsvingets størrelse på bølgen og dermed bølgens styrke, fx hvor kraftig en lyd er. Herudover bruges 

frekvens som betegnelsen for antal bølgelængder pr. sekund. Frekvens angives i Hertz (Hz) 

Bølgers egenskaber 

Bølger har en række egenskaber, som er fælles for alle bølgetyper. 

Bølger kan gå igennem hinanden. Derfor kan vi høre flere tale på en gang 

Bølger kan interferere. Det vil sige, at bølgeenergi fra et system kan overføre bølgeenergi til at 

andet, hvis de har samme frekvens. Derfor kan din radioantenne modtage radiosignaler 

Bølger kan bøje om hjørner. Derfor afbøjes lys fx i en regnbuens vanddråber og viser de 

mange forskellige farver, der er i hvidt lys 

Bølger kan reflekteres. Derfor kan vi se os selv i spejlet. 


28


Alle disse egenskaber ved bølger bruges på forskellig måde i alle de sammenhænge i vores 

hverdag, hvor der indgår bølger. 

Lyd og lys er bølger 

Lyd er bølger 

Lyd opstår som svingninger, fx i luft. En højttaler vibrerer. Højttalervibrationerne presser 

luftmolekylerne sammen, og de skubber til andre luftmolekyler, så lydbølgen vandrer gennem luften 

som en længdebølge. 

Denne sammenpresning afgør, hvor kraftig lyden er. Ved kraftig lyd er der en kraftig 

sammenpresning af luftmolekylerne, og vi hører lyden som en kraftig lyd med stor styrke. Vi siger, at 

amplituden er stor. 

Tonehøjden bestemmes af bølgelængden. Altså hvor langt der er mellem to fortætninger. 

Tonehøjden beskrives med begrebet frekvens. Lange bølger høres som dybe toner og har en lav 

frekvens (bas). Korte bølgelængder har en høj frekvens og høres som høje toner (diskant). 

Almindeligvis kan vi høre lyde i frekvensområdet 20-20.000 Hz med øret som sanseorgan. 

Lydens normalområder 

Lyd inddeles normalt i 3 områder 

Infralyd – frekvens mindre end 10 Hz 

Hørbar lyd – frekvens mellem 20-20.000 Hz 

Ultralyd – frekvens over 20.000 Hz 

Lyden kan bevæge sig gennem forskellige materialer. Afhængig af molekyletætheden i materialerne 

ændres lydens hastighed. Lydens hastighed er ca. 340 m/s i luft og 1500 m/s i vand. 

Man kan beregne lydens hastighed (v) på denne måde: 

Hastighed (v) = Bølgelængde (λ) x frekvens (Hz) 

Når man laver ultralydsscanninger, aftegnes billedet på skærmen på baggrund af, at lyden har 

forskellig hastighed gennem kroppens forskellige vævsdele. 


29


Lys er elektromagnetiske bølger 

Lys er elektromagnetiske tværbølger, der udbreder sig diffust i alle retninger fra lyskilden. 

Elektromagnetiske bølger bruger vi til mange funktioner i vores hverdag lige fra 

røntgenundersøgelser på sygehuset til de radiosignaler, vi modtager gennem luften. 

Elektromagnetiske bølger består af et elektrisk felt E (blåt), der svinger i vandret retning, og det magnetiske felt B 

(rødt), der svinger i lodret retning. Elektromagnetiske bøgler består som alle andre bølger af energi, men det 

specielle ved dem er, at de ikke behøver noget stof at vandre i. Det gør, at de kan vandre gennem det lufttomme 

rum, og at de udbredes meget hurtigt. Ud over lys er for eksempel radiobølger også elektromagnetiske bølger. 

Elektromagnetisk spektrum 

Lysbølger er i sig selv farveløse. Når vi alligevel opfatter forskellige farver, skyldes det, at farverne 

har hver deres lysbølgelængde. Når alle disse bølgelængder er blandet, opfatter vi det som hvidt lys 

med øjet som sanseorgan. 

Det er først i det øjeblik, lysbølgerne bliver kastet tilbage fra genstande, at farverne opstår. 

Farvepigmenter i for eksempel tøj opsuger nogle bølgelængder og reflekterer andre. På den måde 

bliver en trøje rød, hvis det kun er de røde bølgelængder, der reflekteres og opfattes af vort øje. 


30


Øret 

Øret 

Det synlige lys er et lille område af de bølgelænger vi kalder elektromagnetiske bølger. De forskellige farver har hver 

deres lysbølgelængde. 

Øret er en vigtig del af vort sanseapparat. Da vi via øret opfanger lyd, er det et væsentligt organ set i 

forhold til vores opfattelse og kommunikation med omgivelserne. 

I øret omdannes lydbølger til elektriske signaler. Signalerne føres gennem nervebaner til hjernen, 

hvor de opfattes og oversættes til meningssammenhænge som tale eller andre former for lydindtryk. 

På tegningen kan du se, hvorledes øret er opbygget, og hvad de forskellige dele hedder. 


31


Lydens vej igennem øret 

Lyden rammer den yderste del af øret, der samler lydbølgerne i øregangen. Herefter rammer 

lydbølgerne trommehinden, der fungerer på samme måde som et trommeskind. 

Bevægelsen fra trommehinden overføres til hammeren og videre herfra til ambolten og via stigbøjlen 

gennem det ovale vindue ind i sneglen. 

På indersiden af sneglen er tusindvis af sanseceller, der sættes i bevægelse og bevægelse 

omsættes til elektriske signaler i hørenerven der føres videre til hjernen. På denne måde omsættes 

lydbølger til lyd. 


32

Korridoren>D>Krop>Medicin 

Medicin 

Medicinberegning 

Måleenheder 

Som sosu-assistent kommer du til at give medicin. Det er vigtigt, at du i din uddannelse har tilegnet 

dig viden og færdigheder, så du kan være med til at sikre, at medicinen uddeles rigtigt. 

I naturfag skal du arbejde med at regne med enheder og mængder. Det er vigtigt, at du har en solid 

forståelse af de måleenheder, du kommer til at regne med, og som ikke er brugt så meget i 

hverdagen: milligram, mikrogram, milliliter m.fl. 

Du vil også møde enhederne mikrogram (mikg / µg) som er 1/1.000.000 g og nanogram (ng) som 

er 1/1.000.000.000 g. Det er meget små vægtenheder. 

En anden enhed, du har brug for at kende, er mol. 

Medicinberegning 

I opgaverne på siden kan du arbejde med beregninger i forbindelse med medicingivning. 

Det er vigtigt, at du kontrollerer, om enheder på præparat og ordination stemmer overens, og at du 

har forstået informationerne omkring mængde og dosering. 

Er du usikker på, hvordan du laver udregninger i en aktuel situation, så brug lommeregner, papir og 

blyant i stedet for at lave udregninger i hovedet. Det er med til at sikre, at du regner rigtigt. 

Det kan være en god ide at få en kollega til at kontrollere de resultater, du kommer frem til, eller 

kontrollere, om dine doseringsudregninger passer med de doseringsvejledninger, der findes for 

præparatet på www.medicin.dk 


33


Halveringstid 

Halveringstid 

Medicin optages i kroppen og udskilles herefter igen. Hvor hurtigt denne proces foregår er afhængig 

af, hvilket præparat det drejer sig om. For at kunne styre mængden af medicin i kroppen, så man 

hverken bliver under- eller overdoseret, skal man have nogle parametre for, hvor hurtigt denne 

proces foregår. For medicin angives dette som præparatets halveringstid eller plasmahalveringstid. 

Når medicin nedbrydes i kroppen, bliver det omdannet til andre molekyler eller grundstoffer. Medicinens 

halveringstid er den tid, det tager at halvere den koncentration af lægemidlet, der på et givent tidspunkt findes i 

plasmaet. I denne figur er halveringstiden 2 timer. Dvs. at for hver 2 timer, der går, falder plasmakoncentrationen til 

det halve. 

Terapeutisk niveau 

Hvis man tager medicin i faste intervaller, således at anden dosis indtages, før første dosis er udskilt 

af kroppen, vil der være rester af flere doser, der sammenlagt har en effekt på kroppen. 

Denne mængde skal gerne ligge inden for det terapeutiske niveau, dvs. et niveau, hvor medicinen 

virker uden at have unødvendige bivirkninger. 


34


Figuren viser, at medicin kumuleres (ophobes) i kroppen. Hvis medicinen, som i dette tilfælde, tages med 4 timers 

mellemrum, vil der fx 8 timer efter første indtagelse (dvs. kl. 14) være rester af flere doser. Når man lægger disse 

"rester" sammen, fås den samlede mængde af medicin i plasma. 


35

Korridoren>D>Kost>Energi 

Energi 

Energiomsætning 

Kost 

Energiomsætning inde i cellerne 

For at madens kemiske energi kan bruges, skal maden først nedbrydes og transporteres ud til 

kroppens celler, hvor den skal forbrændes. 

Igennem fordøjelsessystemet nedbrydes de energigivende næringsstoffer ved hjælp af 

fordøjelsesenzymer til mindre enheder, der kan føres over i blodet og ud til cellerne. 

Acetyl-Coenzym A 

Når cellerne har optaget næringsstofferne i cellens cytoplasma, går en kompliceret proces i gang. 

Alle næringsstoffer nedbrydes til den samme energirige forbindelse, acetyl-Coenzym A (acetyl-CoA). 

Cellernes mitokondrier omdanner acetyl-CoA til en anden energirig forbindelse kaldet ATP. Denne 

omdannelse sker under forbrug af ilt (O2) og der dannes kuldioxid (CO2) og vand (H2O). ATP er den 

energiforbindelse, cellerne bruger til at kunne arbejde. 

Vurdering af ernæringsstatus 

Vurdering af ernæringsstatus 

Før man lægger planer for, hvilken type diæt en bestemt patient eller borger skal have, er det vigtigt 

at vurdere personens ernæringsstatus. 

Ernæringsstatus kan vurderes på flere forskellige måder. Her beskrives 3 metoder, der alle kan 

bruges – og ofte vil man kombinere flere af metoderne. 

BMI-beregning 

BMI betyder BodyMassIndeks (kropsmasseindeks) og beregnes på flg. måde: 


36


vægt 

(højde i m x højde i m) 

Det beregnede BMI vurderes efter nedenstående tabel og fortæller, hvorvidt personens vægt er i 

normalområdet, eller om vægten er for høj/lav. BMI kan give et fingerpeg om den aktuelle 

ernæringsstatus. 

Her kan du se sammenhængen mellem BMI-tal og ernæringstilstand, altså om man er under-, over- eller 

normalvægtig. Læg mærke til, at BMI gerne må ligge højere hos ældre over 65 år. 

Hofte-taljemål 

Der er mange undersøgelser, der viser, at den farligste form for overvægt er, når fedtet er placeret i 

taljeregionen, det man populært kalder æbleform. 

Hos kvinder bør taljemålet ikke være højere end 80 cm. Hvis det er mellem 80 cm og 88 cm 

giver det en forhøjet risiko for livsstilssygdomme, og hvis taljemålet kommer over 88 cm, bør 

man tabe sig. 

Hos mænd bør taljemålet ikke være højere end 94 cm. Hvis det er mellem 94 cm og 102 cm, 

giver det en forhøjet risiko for livsstilssygdomme, og hvis taljemålet kommer over 102 cm, 

bør man tabe sig. 

Ved at sammenligne talje- og hoftemålet får man et klart billede af, om en person har en usund 

fedtfordeling. Dette vurderes ved at måle taljen på det smalleste sted og hofterne på det bredeste 

sted over balderne. 

Talje-hoftemål 

Talje-hoftemålet beregnes på flg. måde: 


Taljemål i cm / Hoftemål i cm 

37


Hvis taljemålet fx er 80 cm og hoftemålet er 100 cm, giver det flg. beregning: 

80 /100 

Talje-hoftemålet bør for kvinder ikke være over 0,85, og for mænd bør det ikke være over 0,95. 

Screening på sygehuse 

Som sosu-assistent skal du være med til at vurdere patienter og borgeres ernæringstilstand. 

På danske sygehuse vurderer man patienternes ernæringsstatus ved at lave en screening i 

forbindelse med indlæggelsen. 

De fleste afdelinger bruger et screeningsskema, hvor der registreres bl.a. BMI, kostvaner, om der 

har været nyligt vægttab, ligesom årsagen til indlæggelsen får betydning for vurderingen. Disse 

registreringer fører frem til en vurdering af, om patienten skal have normalkost, eller om der skal 

laves en særlig kostplan. 

Hvis det viser sig, at der er brug for en særlig kostplan, vil det ofte være en diætist, der har ansvaret 

for at lave en kostplan for patienten. 

Energibehov 

Energibehov 

Når du som sosu-assistent skal vejlede patienter og borgere i forhold til deres kost, er det vigtigt 

at vide noget om energibehov. 

Et menneskes daglige energibehov afhænger af flere forskellige ting, fx vægt, køn, alder og 

aktivitetsniveau. 

Hos mange af de patienter og borgere, du møder, vil der dog også være andre ting, der har 

betydning for energibehovet. Især forskellige sygdomme, feber og stress spiller ind på størrelsen af 

energibehovet. 

Desuden vil man tage højde for, om der er en målsætning om en vægtøgning eller et vægttab. 

Beregning af energibehov 

På de fleste sygehusafdelinger har man en fast procedure for, hvordan en patients energibehov 

beregnes. I særlige tilfælde vil det ofte være en diætist, der foretager beregningen. 


38


Energibehov 

Energibehov pr. døgn udregnes efter følgende formel: 

Basalstofskiftet x aktivitetesfaktor (AF) x Stressfaktorer (SF) x Vægtøgningsfaktor (VF). 

I tabellen kan du se, hvordan man beregner et energibehov ved hjælp af faktorer. Først beregnes basalstofskiftet, 

herefter vurderes aktivitetsfaktor (AF) og hvilke stressaktorer (SF), der er aktuelle for patienten. Alle faktorer, der 

vælges, skal ganges med basalstofskiftet. Hvis patienten skal øge i vægt, ganges også med vægtøgningsfaktoren 

(VF). 

Eksempel 

Lise på 78 år er indlagt med en svær luftvejsinfektion. Lise vejer 58 kg, er sengeliggende og har en 

temperaturforhøjelse på 38 0 C. 

Lises daglige energibehov er derfor: 

Hvilestofskifte (58 kg x 100 kJ= 5800 kJ) x AF (= 1,1) x SF (=1,3) x VF (= 1,3) = 10782,2 kJ. 


39


Energiprocentfordeling 

Energiprocentfordeling hos raske og syge 

Raske mennesker bør følge den anbefalede energiprocentfordeling. 

Som sosu-assistent vil du dog ofte møde patienter og borgere, der har brug for en særlig 

energiprocentfordeling i deres kost. Man bruger især sygehuskost, som gives til patienter, der er 

underernærede eller har risiko for at blive det, småtspisende, patienter i postoperative forløb eller 

ved nyligt vægttab. 

Sygehuskost 

Sygehuskost er en særlig energitæt og proteinrig kost. Energiprocentfordelingen er derfor 

anderledes end i normal kost. 

Man tilstræber at fordele maden på 3 hovedmåltider samt 3 mellemmåltider, og det samlede 

energiindhold skal svare til patientens aktuelle behov. 

Sygehuskost tilberedes efter opskrifter, der er lavet næringsberegninger på, og man bruger særligt 

uddannet kostpersonale, der kan vejlede både patienter og personale. 

Figuren viser energiprocentfordelingen af energigivende næringsstoffer. Cirklen til venstre viser den normale 

anbefaling, og cirklen til højre viser anbefalingen i sygehuskost. 


40

Korridoren>D>KostNæringsstoffer 

Næringsstoffer 

Kostens sammensætning og funktion 

Kostens sammensætning 

En vigtig del af dit arbejde som sosu-assistent er at hjælpe og vejlede patienter og borgere i forhold 

til mad og spisning. Din rolle kan være rent praktisk at hjælpe patienter og borgere med at spise. Det 

kan i høj grad også være din rolle at vejlede patienter og borgere om, hvad der netop vil være godt 

for dem at spise. Derfor er det vigtigt, at du har en stor viden om kost og ernæring, så din vejledning 

er professionel og fagligt begrundet. 

Madens bestanddele 

Maden består af vand og energigivende næringsstoffer samt mineraler og vitaminer. 

De energigivende næringsstoffer inddeles i fedt, kulhydrat, protein og alkohol, hvoraf de tre første er 

de vigtigste, da alkohol ikke er livsnødvendig. 

Kilder til de forskellige næringsstoffer 

De enkelte næringsstoffer findes i forskellig grad i forskellige madvarer. Protein findes især i kød og 

mælkeprodukter, fedt findes især i kød, fisk, olier og mælkeprodukter. Kulhydrat findes i 

vegetabilske levnedsmidler som kornprodukter, grøntsager og frugt samt i mælkeprodukter. 

Fødevarestyrelsen har udarbejdet 8 kostråd, som gælder for raske mennesker, og som gør det 

nemmere at spise sundt i hverdagen. 


41


Her kan du se eksempler på mad, som indeholder meget protein, sundt/usundt fedt samt simple/sammensatte 

kulhydrater. 

Funktioner i kroppen 

”Du er hvad du spiser” lyder et gammelt ordsprog – og det passer faktisk! Alle byggematerialer til 

vedligehold, reparation og vækst af din krop kommer fra det, du spiser. Her er det de to 

næringsstoffer fedt og protein, du skal være opmærksom på. Begge bruges som byggematerialer til 

nye celler. 

Kulhydrat bruges kun i ringe grad og alkohol slet ikke som byggematerialer af kroppen. De bruges til 

energi. Til gengæld er kulhydrat kroppens vigtigste energikilde. 

Vidste du at... 

Fedts opbygning 

Fedts opbygning 

Det, vi i daglig tale kalder fedt, består oftest af triglycerider. Triglycerider er store molekyler, der 

indeholder 3 fedtsyrer. 


42


Her ses et eksempel på en triglycerid. Den består af en glycerol-del, hvortil der er bundet 3 fedtsyrer. Hver fedtsyre 

er en lang kæde af kulstof-atomer (C), med tilhæftede hydrogen-atomer (H), og nogle få ilt-atomer (O). Der findes 3 

forskellige typer fedtsyrer og de inddeles alt efter, hvor mange dobbeltbindinger kæden indeholder. Denne triglycerid 

indeholder øverst en mættet fedtsyre, hvor der kun er enkeltbindinger i kulstof-kæden. Den midterste fedtsyre er en 

enkeltumættet – også kaldet en monoumættet fedtsyre, hvor der er en enkelt dobbeltbinding i kulstof-kæden. Den 

nederste fedtsyre er en flerumættet – en polyumættet fedtsyre, hvor der er flere dobbeltbindinger i kulstof-kæden. 

Nederst på figuren kan du se symbolet for fedt – det lange E. 

Typer af fedtsyrer 

De enkelte fødevarer indeholder ofte en sammensætning af flere forskellige fedtsyrer. 

Tabellen viser, hvor meget fedt der findes i nogle udvalgte fødevarer, og hvordan denne fedt er fordelt mellem de 3 

forskellige typer fedtsyrer. Værdierne i tabellen er fra fødevaredatabanken, og som du måske vil undre dig over, 


43


giver mængden af de 3 fedtsyrer ikke altid den samme værdi som den samlede mængde fedt. Dette skyldes 

afrundinger og måleusikkerheder. 

Fedts fordøjelse og påvirkning af kroppen 

Fordøjelse af fedt 

Fedt skal fordøjes i vores mave-tarmkanal, før det bliver tilgængeligt for kroppen. Alt fedt skal 

nedbrydes til frie fedtsyrer, før de kan optages i kroppen. 

Fedt er uopløseligt i vand, så det kommer til at ligge i mave-tarmkanalen som små klumper. Galde 

fra galdeblæreren tilsættes og virker som en emulgator, der får fedtet til at blive til små 

fedtdråber. Nu kan enzymet lipase fra bugspytkirtlen komme til. Det spalter fedtet til 2 frie fedtsyrer 

og et monoglycerid. Disse fedtmolekyler optages fra tyndtarmen over i lymfen, da de er for store til 

direkte at komme over i blodet. 

Påvirkning af kroppen 

I de seneste årtier har der været meget fokus på fedts dårlige påvirkning på kroppen; man tager på 

af det, og det øger risikoen for hjerte/karsygdomme. Men dette er ikke hele sandheden om fedt. 

Fedt spiller også en vigtig rolle i kroppen, og det er vigtigt at få tilført hver dag. 

Fedts funktioner i kroppen 

Er en del af kroppens energireserve (fedtdepoter) 

Indgår i cellemembraner 

Indgår i isoleringen af nerveceller (myelinskeder) 

Medvirker i optagelsen af fedtopløselige vitaminer 

Indgår i isolering af kroppen (underhudsfedt) 

Medvirker til dannelse af hormoner 

Det er altså vigtigt at få fedt. Især syge og småtspisende patienter/borgere har brug for fedt, både 

fordi det er det næringsstof, som giver mest energi i forhold til mængden, man spiser, og fordi 

kroppen har brug for det som byggemateriale. 


44


Fedttyper og sundhed 

Man skal være opmærksom på den negative side af fedt. Her er det vigtigt at se på typen af 

fedtsyrer. 

Mættet fedt øger risikoen for hjerte/karsygdomme, da det forhøjer kolesterolindholdet i blodet. Et 

forhøjet indhold af kolesterol i blodet kan føre til åreforkalkning og derved til hjerte/karsygdomme. 

Omvendt nedsætter umættet fedt indholdet af kolesterol i blodet og nedsætter dermed risikoen for 

hjerte/karsygdomme. 

Mættet fedt 

Det har vist sig, at fedtkvaliteten er vigtigere end fedtmængden. Et nedsat indtag af mættet fedt er 

faktisk mere effektivt end en nedsættelse af det totale fedtindtag, når det handler om at reducere 

risikoen for hjerte/karsygdomme. 

Derfor er det vigtigt at skære ned i mængden af mættet fedt (animalsk fedt), som er kendetegnet ved 

at være fast ved stuetemperatur, og udskifte en del af fedtet med umættet fedt (vegetabilsk- og 

fiskeolie), som er kendetegnet ved at være flydende ved stuetemperatur. 

De 3 typer fedt indeholder lige meget energi, så man kan sagtens ”fede” en småtspisende op og 

samtidig tænke på sammensætningen af fedtsyrer. 

Kulhydrats opbygning 

Kulhydrat - opbygning og typer 

Fælles for alle kulhydrater er, at de er opbygget af et antal sukkerenheder – også kaldet sukkerringe 

eller sakkarider, som er hægtet sammen som ringe i en kæde. 

Kulhydrater inddeles alt efter, hvor mange sukkerenheder de består af. 

Simple kulhydrater 

Gruppen med de mindste kulhydrater består af mono-sakkarider (1 enhed) og di-sakkarider (2 

enheder). Samlet kaldes disse 2 grupper for simple kulhydrater. 


45


Den molekylære opbygning af nogle udvalgte simple kulhydrater. Øverst ses de 3 monosakkarider: glukose, fruktose 

og galaktose. De består alle af én sukkerenhed. Hver enhed indeholder kulstofatomer (C), hydrogenatomer (H) og 

iltatomer (O). Nederst ses disakkariderne: sakkarose og laktose. De består af 2 sukkerenheder. 

Komplekse kulhydrater 

Der findes også en gruppe af mellemstore kulhydrater, oligosakkarider (3-10 enheder), men de har 

ikke den store betydning i vores kost og vil derfor ikke blive behandlet her. 

Gruppen med store kulhydrater kaldes polysakkarider og består af stivelse og fibre (begge med op 

til flere tusinde enheder). Man kalder også denne gruppe af kulhydrater for komplekse eller 

sammensatte kulhydrater. 


46


Den molekylære opbygning af to sammensatte kulhydrater (polysakkarider). Øverst er vist stivelse, som består af en 

masse sukkerenheder sat sammen i en lang kæde, som ruller sig sammen som en spiral. Foroven er nogle enkelte 

af sukkerenhederne fremhævet, så du kan se deres opbygning (glukose-enheder). Nederst er vist et lille udsnit af en 

anden sammensat kulhydrat, nemlig fibre. Fibre, som fx cellulose, består af en meget lang kæde af glukose-enheder 

ligesom stivelse. Men som du kan se på tegningen, så står hver anden sukkerenhed i cellulose på hovedet. 


47


Di- og polysakkarider 

Oversigt over opbygningen og navngivning af forskellige kulhydrater. 

Som det ses af ovenstående figur, kan disakkarider og polysakkarider være sammensat af 

forskellige monosakkarider. 

Typer af kulhydrat 

De enkelte fødevarer indeholder ofte flere forskellige kulhydrattyper. 


48


Tabellen viser, hvor meget kulhydrat der findes i nogle udvalgte fødevarer, og hvordan kulhydratet er fordelt mellem 

de forskellige kulhydrattyper. Værdierne i tabellen er fra fødevaredatabanken, hvor værdierne er fundet ved 

forskellige undersøgelser, så derfor giver mængden af de forskellige kulhydrattyper ikke altid den samme værdi som 

samlet mængde kulhydrat. 

Kulhydrats fordøjelse og påvirkning af kroppen 

Fordøjelse af kulhydrat 

Kulhydrat skal fordøjes i vores mave/tarmkanal, før det bliver tilgængeligt for kroppen. Alle 

kulhydraterne skal nedbrydes til monosakkarider, før de kan optages i kroppen. 

Nedbrydningen starter allerede i munden, hvor spyttet indeholder enzymet spytamylase. I tarmen 

tilsættes amylase fra bugspytkirtlen, og kulhydratet bliver nedbrudt til disakkarider. Disakkariderne 

nedbrydes til monosakkarider af enzymer fra tyndtarmsvæggen. Først når kulhydratet er nedbrudt til 

monosakkarider, kan det optages i blodet. 

Kulhydrater og sundhed 

Kulhydraterne, som er blevet optaget fra tarmen, transporteres rundt med blodet i form 

af monosakkariden glukose. Man kalder også glukosen i blodet for blodsukker. 

Det er vigtigt for vores velbefindende at have et rimeligt konstant blodsukker-niveau. Normalt ligger 

blodsukkeret på 4-8 mmol/l. 

Blodsukkerniveau 

Hvis blodsukker-niveauet falder eller stiger, kan man føle ubehag som fx svimmelhed og 

koncentrationsbesvær. Meget store udsving i blodsukkeret er som oftest tegn på sygdom og vil give 

alvorligere symptomer. 

Derfor er det vigtigt at spise fødevarer med langsomme kulhydrater, dvs. grove og kompakte, så 

fordøjelsen sker langsomt. Herved bliver der en jævn optagelse af monosakkarider fra tarmen over i 

blodet, også mellem måltiderne. 

Som sosu-assistent skal du især være opmærksom på kosten og blodsukker-niveauet hos 

patienter/borgere med diabetes, hvor blodsukkeret kan ændre sig hurtigt. 


49


Glukosedrop 

Du vil også støde på kulhydrater i form af glukose i glukose-drop. Mange patienter, som er fastende, 

får drop med glukose i. Glukosen går direkte ind i blodet som blodsukker og giver energi til cellerne. 

Fibre – godt for sundheden 

Et vigtigt kulhydrat for vores sundhed er fibre. Fibre er polysakkarider ligesom stivelse, men vi kan 

ikke nedbryde fibre i vores mave/tarmkanal. De er altså ufordøjelige og giver os ingen energi, men 

ryger ufordøjet ud af kroppen igen. 

Fibre består af en meget lang kæde af glukose-enheder ligesom stivelse, men da hver anden 

sukkerenhed i fibre står på hovedet, kan de fordøjelsesenzymer, der ellers kan spalte bindinger 

mellem sukkerenhederne, ikke komme til, og det kan ikke fordøjes. 

Her ses eksempler på produkter, der indeholder fibre. Madvarerne står i tre gruppe: en gruppe med højt fiberindhold, 

en gruppe med moderat fiberindhold og en gruppe med ret lavt fiberindhold. Højt fiberindhold findes især i grove og 

uforarbejdede produkter. Det anbefales at man spiser ca. 25-30 g. fibre om dagen. Bemærk at rugbrød og havregyn 

indeholder ca. 10 gr. fibre pr. 100 g. 

Fibrenes funktioner 

Fibre er meget vigtige at få. De trækker væske til sig i mave/tarmkanalen og fylder dermed godt op 

og giver mæthedsfornemmelse og giver tarmene noget at arbejde med. Samtidig nedsætter de 

nedbrydningshastigheden af stivelse, så blodsukkeret ikke stiger så hurtigt. 

Kostfibrene er også med til at fjerne skadelige stoffer fra kroppen, fx kolesterol, cancerfremkaldende 

stoffer og visse tungmetaller. De skadelige stoffer bindes til fibrene og fjernes sammen med dem i 

afføringen. 


50


Proteins opbygning 

Proteins opbygning 

Protein er opbygget af mindre enheder, aminosyrer. Der findes 20 forskellige aminosyrer. Kroppen 

kan kun selv danne 11 af de 20 aminosyrer, mens de sidste 9 er essentielle aminosyrer. Det vil sige, 

at de skal tilføres med kosten i mængder, der dækker det daglige behov. For de øvrige 11 

aminosyrer gælder det, at de kan dannes ud fra andre aminosyrer, hvis de ikke lige findes i de 

mængder, som kroppen har brug for. 

Proteinmolekyler 

Et enkelt protein består af 50-10.000 aminosyrer sat sammen som perler på en snor, som derefter er 

snoet og foldet sammen som et garnnøgle. 

Øverst på figuren kan du se, at et proteinmolekyle er opbygget af en masse aminosyrer sat sammen som perler på 

en snor. En enkelt af disse aminosyrer er forstørret, så du kan se, hvordan den er opbygget. På tegningen er vist 

den generelle opbygning af en aminosyre. En aminosyre er opbygget af et centralt C-atom med tilhæftede grupper: 

en aminogruppe, en syregruppe. hydrogen og en variabel gruppe. Det er den variable gruppe, der gør aminosyrerne 

forskellige. Læg mærke til, at aminogruppen indeholder et kvælstofatom (N). I nogle af aminosyrerne indgår også 

svovlatomer (S) i den variable gruppe. Nederst på tegningen kan du se 2 aminosyrer tegnet på stregformel. 


51


Kilder til protein 

De enkelte fødevarer indeholder forskellige mængder af protein. 

På billedet kan du se madvarer med hhv. højt, moderat og lavt indhold af protein. 

Proteins fordøjelse og påvirkning af kroppen 

Fordøjelse af protein 

Protein skal nedbrydes i vores mave/tarmkanal til aminosyrer, før det kan optages i kroppen. 

Nedbrydningen af protein starter i mavesækken, hvor enzymet pepsin spalter de lange proteinkæder 

til kortere kæder. Enzymer fra bugspytkirtlen og tyndtarmsvæggen forsætter nedbrydningen, 

så proteinet til sidst er nedbrudt til frie aminosyrer. Aminosyrerne optages over tyndtarmsvæggen til 

blodet. 

Protein og sundhed 

Som nævnt er protein opbygget af aminosyrer i lange ”perlekæder”. Rækkefølgen af aminosyrerne 

og måden, ”perlekæden” er foldet på, er afgørende for proteinets funktion. Derfor er det også helt 

afgørende, når cellerne laver proteinsyntese – altså danner nye proteiner – at alle de aminosyrer, 

den har brug for er til stede, ellers går proteinsyntesen i stå. Kroppen kan derfor komme til at 

mangle vigtige proteiner. 

Det er altså ikke nok blot at se på indholdet af protein i kosten, man må også se på, hvilke 

aminosyrer proteinet indeholder. 


52


Biologisk værdi 

Sammensætningen af aminosyrer kan angives som en biologisk værdi. Den biologiske værdi er høj, 

når sammensætningen af aminosyrerne ligner sammensætningen af aminosyrer i de proteiner, som 

kroppen skal bygge. Her spiller de essentielle aminosyrer en vigtig rolle, da de jo skal tilføres og ikke 

kan dannes ud fra andre aminosyrer. 

Tabel over den biologiske værdi for nogle forskellige madvarer. Jo tættere den biologiske værdi er på 100, jo mere 

ligner aminosyresammensætningen i madvaren den, der er i vores krop. 

Proteiners funktioner i kroppen 

Proteiner er nogle af de vigtigste molekyler i vores krop. Det meste af vores krop er bygget af 

proteiner, og som det ses nedenfor, spiller proteiner også en vigtig rolle i mange af kroppens 

processer. 


53


Protein spiller en vigtig rolle i vores krop. 

Proteinmangel 

Generelt er proteinmangel ikke noget problem i Danmark. Men som sosu-assistent vil du møde 

mange patienter og borgere, hvor indtaget af protein er meget vigtigt. Når kroppen skal hele, eller 

immunforsvaret skal arbejde hårdt, er der særligt brug for protein. Det gælder fx for patienter, der er 

nyopererede eller har infektioner og forbrændinger. Derudover er det også vigtigt at have fokus på 

indtaget af protein hos småtspisende patienter/borgere. Både mængden og sammensætningen af 

proteinet er vigtigt. 

En mulighed er at give patienter proteindrik – en nem måde at sikre et stort og alsidigt indtag af 

protein. 


54


Alkohol 

Alkohols optagelse 

Ud over de nævnte 3 næringsstoffer spiller alkohol også en rolle i kroppen, da det kan forbrændes 

og give energi. Almindeligvis udgør alkohol 5-10 % af energiindtaget hos voksne personer i 

Danmark. Hos personer med alkoholmisbrug kan alkohol dog udgøre 50 % eller mere af det 

samlede energiindtag. 

Alkohol bliver også kaldet for ethanol. 

Her kan du se et ethanol-molekyle. Det er opbygget af C-, H- og O-atomer. Som du kan se, er det et meget mindre 

molekyle end de 3 næringsstoffer fedt, protein og kulhydrat. Det bliver også optaget i blodet uden forudgående 

nedbrydning i mave/tarmkanalen. 

Optagelse af alkohol 

Alkohol optages meget hurtigt i vores mave/tarmsystem, fordi det ikke skal fordøjes. Alkohol er et af 

de få stoffer, der er blandbare med både vand og fedt. Dette betyder, at den indtagne alkohol let 

passerer over slimhinderne og ind i blodet. Derfor starter optagelsen allerede i mundens slimhinde 

og fortsætter i mavesæk og tyndtarm, og man kan allerede ca. 5 min. efter indtagelsen måle 

alkoholen i blodet. 

Den maksimale alkoholkoncentration vil være nået efter 30-90 min. Optagelseshastigheden bliver 

langsommere, hvis man samtidig indtager fedtholdig føde, fordi mavesækken så tømmes 

langsommere. 

Skadevirkninger af alkohol 

Alkohol giver som nævnt kroppen energi, men det har mange skadelige virkninger på kroppen. 

Mange indre organer tager skade af alkoholen, ligesom optagelsen og omsætningen af 


55


næringsstoffer samt vitaminer og mineraler nedsættes. Derfor skal du som sosu-assistent være 

ekstra opmærksom på, at personer med et alkoholmisbrug får en ernæringsrigtig kost. 

På lang sigt kan indtagelse af alkohol føre til fx skrumpelever, fedtlever og kræft. Det har vist sig, at 

selv ret små mængder af alkohol kan øge risikoen for nogle kræftformer. 

Gavnlige virkninger af alkohol 

Omvendt har undersøgelser peget på, at små mængder alkohol dagligt kan give nedsat risiko for 

hjerte/karsygdomme. Den gavnlige virkning af alkohol skyldes, at det påvirker kolesterolindholdet i 

blodet positivt, og at det hæmmer dannelsen af blodpropper. 


56

Korridoren>D>Kost>Kostanalyse 

Kostanalyse 

Beregning på et måltid / dagskost 

Beregning på et måltid 

På sygehuse og i ældreplejen er der ofte tilknyttet diætister, som laver kostplaner til patienter og 

borgere. Du vil som sosu-assistent dog også blive involveret i arbejdet med kosten, og derfor er 

det meget vigtigt at have viden om, hvordan dette arbejde udføres. 

Madens indhold 

Når man skal vurdere et måltid og beregne energiindholdet og næringsstoffernes 

energiprocentfordeling, skal man kende mængden af mad i måltidet. Derfor må man enten veje 

maden eller kende til, hvad en portion typisk vejer (eller fx hvad en skive rugbrød vejer). 

Indholdet af næringsstoffer i forskellige madvarer kan findes på varedeklarationen eller i en 

levnedsmiddeltabel. Når man kender indholdet og mængden, der spises, kan det samlede 

energiindhold og energiprocentfordelingen beregnes. 

Kostberegning 

Kostberegning kan være et stort arbejde, men der findes glimrende computer-kostprogrammer (fx 

WinFood eller Kend din kost), der kan beregne forskellige måltiders indhold. 

Analyse af kosten 

Hvis man skal analysere en bestemt kost for en bestemt patient/borger, er det vigtigt at tænke på: 

Hvad er patientens energibehov? Uanset fordelingen af næringsstoffer skal energibehovet 

altid søges opnået. 

Hvad er patientens ernæringsstatus og tilstand i øvrigt? Er der særlige behov? 

Hvilke mål skal der arbejdes specielt med i kosten? Det kan fx være ekstra proteinbehov, flere 

fibre, væskemængde, diabetes osv. 

Der kan være mange mål, der skal forsøges opfyldt på samme tid i kostforslaget. Man kan derfor med 

fordel arbejde med nogle fokuspunkter, som er de vigtigste at få opfyldt i den beregnede kost. 


57

Korridoren>D>Hygiejne>Sygehus hygiejne 

Sygehus hygiejne 

Sygehushygiejne 

Sygehushygiejne 

Hygiejne 

Sygehushygiejne omfatter bl.a. forholdsregler, der forhindrer infektioner i at opstå blandt personale 

og patienter under et sygehusophold. Det er et omfattende område, der blandt andet dækker 

personlig hygiejne, forskellige plejerutiner, registrering af infektioner, behandling med antibiotika, 

isolation, håndtering af rent og snavset tøj og linned samt affald, rengøring, desinfektion og 

sterilisation. 

Hospitalsinfektioner 

Det skønnes, at ca. hver tiende patient på en medicinsk eller kirurgisk afdeling får en eller flere 

infektioner, mens de er indlagt. Det har store omkostninger for patienten i form af længere 

indlæggelsestid, og samfundsøkonomisk er det dyrt. 

Retningslinjer 

For at undgå infektioner er det vigtigt at personalet indarbejder korrekte rutiner omkring 

arbejdsopgaver. De fleste sygehuse har udarbejdet fælles hygiejneregler for at standardisere 

arbejdsopgaverne på alle afdelinger. Det forhindrer, at personalet møder forskellige rutiner på 

forskellige afdelinger. 

Dansk Standard og Statens Seruminstitut har udarbejdet retningslinjer for styring af 

infektionshygiejne Disse retningslinjer indføres muligvis på alle sygehuse de kommende år 

Smitteveje og forbyggelse 

Alle mikroorganismer skal have hjælp for at kunne flytte sig fra en person til en anden. Hvis vi 

afskærer smittevejene, vil infektioner blive hindret i spredning. 


58


Den hyppigste smittevej ved sygehusinfektioner er indirekte kontaktsmitte, især via personalets 

hænder og beklædning. Det er en unødvendig smittevej, som burde kunne undgås. 

Hospitalsudstyr fungerer ofte som transportmiddel for infektioner. 

Afbrydelse af smitteveje 

Der er utallige muligheder for smittespredning. Derfor er det vigtigt at være meget opmærksom på 

de foreskrevne regler om infektionshygiejne på sygehuset. 

Der kan nævnes mange eksempler på smitteveje og hvordan de kan forebygges: 

Snavsede sengeborde skal rengøres hver dag med sæbe og vand. 

Senge skal afvaskes mellem hver patient. 

Bækkener og vandfade skal desinficeres korrekt. Ellers vil de hurtigt kunne sprede 

stafylokokker og colibakterier. 

Bestik, tallerkner og mad ved buffeter eller madvogne vil være en god spreder af infektioner, 

hvis der ikke sikres en god hygiejne. 

Madrasser, puder og dyner skal desinficeres mellem hver patient. 

Benyt kun tuber med salver og andet til en patient. 

Benyt overtrækskitler eller plastforklæde ved patientpleje og desinficer hænderne mellem hver 

patient. 

Læg vasketøj direkte i snavsetøjsposen inde på sengestuen. 

Plejepersonalets tøj skal skiftes dagligt og yderligere ved synligt snavs. Næst efter håndsmitte 

er smitte via tøj den hyppigste smittemåde. Arbejdstøj skal vaskes ofte og ved høj 

temperatur. 

Håndhygiejne 

Håndhygiejne 

Da smitte gennem hænder er den hyppigste årsag til spredning af sygehusinfektioner, er det vigtigt 

at overholde reglerne omkring god håndhygiejne. Endnu vigtigere er det blevet i forhold til at undgå 

spredning af resistente bakterier. 

Bakteriefloraen på huden består af den normale mikroflora og de mere tilfældigt optrædende 

patogene eller apatogene bakterier, som er en slags forurening, vi har været i kontakt med for nylig. 

Det kan være fra inficeret urin, fæces, næsesekret, sårsekret eller andet. Ofte er det tarmbakterier 


59


eller Staphylococcus aureus. Mikroorganismerne formerer sig ikke på huden og overlever sjældent 

ret lang tid. Men de overlever længe nok til at kunne overføres til en anden person ved kontakt. 

Hånddesinfektion 

For at mindske risikoen for at sprede tilfældigt optrædende bakterier med hænderne foretages 

hånddesinfektion. Desinfektion med midler baseret på alkohol bør bruges meget ofte. 

Hånddesinfektion anvendes efter forurening af hænder og før situationer, der medfører smitterisiko 

for patienter. 

Desinfektionsmidler består af alkohol, eventuelt alkohol kombineret med klorhexidin. Alkohol giver 

væsentlig større reduktion af tilfældigt optrædende bakterier i forhold til sæbevask. Klorhexidin giver 

længere virkningstid, før hænderne inficeres igen. 

Det er vigtigt, at desinfektionsmidlet gennemfugter huden overalt. Det skal gnides mellem fingre, på 

fingre, på fingerspidser, i håndflader, på håndrygge samt håndled. Man skal bruge mindst 2-3 ml af 

midlet, og alkoholen skal fordampe ved lufttørring. 

Hænderne vaskes med sæbe efter behov. Når de føles snavsede eller klæbrige, skal de vaskes 

med sæbe og vand. 

På Statens Serumsinstituts hjemmeside www.ssi.dk kan du teste din håndhygiejne. 

Desinfektion 

Desinfektion 

Formålet med desinfektion er at nedbringe antallet af mikroorganismer, så genstanden, der 

desinficeres, bliver meget ren og ikke kan smitte. Desinfektion virker i forskellig grad over for 

svampe, virus og bakterier, men har ingen effekt på bakteriesporer. 

Desinfektion udføres enten fysisk ved vask og varme eller ved kemiske metoder 

Fysisk desinfektion 

Varmedesinfektion bruges i bækkenkogere eller -skyllere og i vaskemaskiner til 

instrumenter. Genstandene skylles i koldt vand, hvorefter der spules med varmt vand med eller 

uden sæbe ved 85-90 0 C i en fastsat tid. Til sidst skylles med koldt vand. 


60


Kemisk desinfektion 

Kemisk desinfektion anvendes til hud og genstande, der ikke tåler varme. Desinfektionsmidler 

inddeles efter anvendelsesområder i midler til hud, slimhinder, sår, genstande og overflader. 

Klorhexidin 

Klorhexidin anvendes til desinfektion af slimhinder og hud og ved f.eks. oplægning af katetre, ved 

anlæggelse af drop og ved injektioner. En blanding af klorhexidin og sprit anvendes til 

hånddesinfektion og i forbindelse med operationer. Klorhexidins virkning på gram negative og gram 

positive bakterier er god, men det har ingen eller ringe effekt på virus, svampe og bakteriesporer. 

Alkohol 

Alkohol eller hospitalssprit er et effektivt middel mod bakterier og de fleste virus og svampe, men 

virker ikke over for bakteriesporer. Det er det mest ugiftige desinfektionsmiddel og bruges i mange 

sammenhænge f.eks. hånd- og huddesinfektion og rengøring af overflader f.eks. borde til 

instrumenter. Sprit virker bedst i fortyndet form, så hospitalssprit indeholder 70 % alkohol og 30 % 

vand. 

Klor og jod 

Klor og jod kan anvendes til overfladedesinfektion og har en god virkning over for de fleste 

mikroorganismer. Begge midler kan være allergifremkaldende og skade det omgivende miljø, derfor 

begrænses anvendelsen af disse midler. 

Overfladebehandling 

På overflader som borde og gulve kan der være mikroorganismer især hvis overfladen er fugtig. 

Rengøring med vand og rengøringsmiddel fjerner 80 % af mikroorganismerne. Hvis rengøringen 

kombineres med et andet desinfektionsmiddel reduceres antallet med 90-99 %. Efter nogle timer vil 

der dog på ny findes mikroorganismer på overfladen. 


61


Sterilisation 

Sterilisation 

Sterilisation indebærer, at de genstande, der behandles, er fuldstændig frie for levende 

mikroorganismer og bakteriesporer. Effekten af steriliseringen afhænger af, om genstandene inden 

steriliseringen er ordentligt rengjorte og desinficerede. Eksempler på steriliserede genstande kan 

være kanyler, katetre, materialer og instrumenter, som anvendes ved operation, sterile handsker 

m.v. Ikke alle materialer kan tåle at blive steriliseret ved samme metode. 

Autoklavering 

Autoklavering er den mest anvendte steriliseringsmetode inden for sundhedssektoren. 

Steriliseringen foregår ved, at genstandene indpakkes og placeres i en beholder, en autoklave, som 

er lufttæt. 

I autoklaven kan vand koges under tryk og blive til mættet vanddamp. Det betyder, at temperaturen 

kan blive højere end de 100 o C, vand har ved almindelig kogning. Jo højere trykket i autoklaven er, 

des højere bliver temperaturen. 

Temperaturen i autoklaven afgør, hvor lang tid der skal autoklaveres, før alle mikroorganismer og 

sporer er dræbt. Ved fx 120 o C tager det ca. 20 minutter og ved 130 o C ca. 2 minutter. 

Kurven viser en autoklavering ved en given temperatur. Den viser, hvor mange mikroorganismer der er levende i 

forhold til den tid, der er autoklaveret. Sikkerhedskravet efter sterilisering er, at der maksimalt må findes en bakterie i 

1 ud af 1 million pakker. På kurven kan aflæses, at pakkerne er sterile efter ca. 21 minutters autoklavering. 


62


Sterilisation 

Sterilisation indebærer, at de genstande, der behandles, er fuldstændig frie for levende 

mikroorganismer og bakteriesporer. Effekten af steriliseringen afhænger af, om genstandene inden 

steriliseringen er ordentligt rengjorte og desinficerede. Eksempler på steriliserede genstande kan 

være kanyler, katetre, materialer og instrumenter, som anvendes ved operation, sterile handsker 

m.v. Ikke alle materialer kan tåle at blive steriliseret ved samme metode. 

Autoklavering 

Autoklavering er den mest anvendte steriliseringsmetode inden for sundhedssektoren. 

Steriliseringen foregår ved, at genstandene indpakkes og placeres i en beholder, en autoklave, som 

er lufttæt. 

I autoklaven kan vand koges under tryk og blive til mættet vanddamp. Det betyder, at temperaturen 

kan blive højere end de 100 o C, vand har ved almindelig kogning. Jo højere trykket i autoklaven er, 

des højere bliver temperaturen. 

Temperaturen i autoklaven afgør, hvor lang tid der skal autoklaveres, før alle mikroorganismer og 

sporer er dræbt. Ved fx 120 o C tager det ca. 20 minutter og ved 130 o C ca. 2 minutter. 

Kurven viser en autoklavering ved en given temperatur. Den viser, hvor mange mikroorganismer der er levende i 

forhold til den tid, der er autoklaveret. Sikkerhedskravet efter sterilisering er, at der maksimalt må findes en bakterie i 

1 ud af 1 million pakker. På kurven kan aflæses, at pakkerne er sterile efter ca. 21 minutters autoklavering. 


63


Sikkerhed 

Alle pakker i autoklaven forsynes med en autoklave-tape, der skifter farve, når det har været udsat 

for varme. På den måde kan man kontrollere, at genstanden har været autoklaveret. Efter 

autoklaveringen er det vigtigt, at genstandene tørrer og afkøles. 

Tørsterilisering 

Genstande, der ikke kan tåle fugt, tørsteriliseres i et varmeskab med termostat, hvor de behandles 

med tør, varm luft. 

Materialer, der ikke kan tåle varme, steriliseres med forskellige giftige stoffer. 

Stråling 

Stråling anvendes ved sterilisering af fx lægemidler, salver, plastre og andre forbindinger, 

operationshandsker, kanyler m.v. Især kortbølgede stråler, som gammastråler og ultraviolet lys, 

benyttes. Hvilke stråler, der anvendes, afhænger af deres evne til at trænge igennem materialet. 

Nogle steder benytter man UV-lys til at sterilisere operationsstuer. 

Opbevaring 

Sterilt materiale skal opbevares ved stuetemperatur i sterildepoter. På pakkerne er angivet 

udløbsdato. Hvis pakningerne er brudt, er materialet ikke længere sterilt. 


64

Korridoren>D>Hygiejne>Mikroorganismer 

Mikroorganismer 

Mikroorganismer 

Mikroorganismer er en samling af organismer med meget forskellige funktioner og levevis. Bakterier, 

arkæer (bakterielignende organismer), protozoer (encellede dyr), mikroskopiske alger, svampe og 

virus, flercellede mikroskopiske dyr betegnes alle som mikroorganismer. Deres væsentligste 

fællestræk er at de er små. 

Mikroorganismer er ganske små 

Mikroorganismer udgør den største del af jordens samlede biomasse, som er massen af 

levende organismer. Derfor må der være mange af dem. Enkeltvis kan man kun se dem i 

lys- eller elektronmikroskop, som kan forstørre fra 1.000 til 50.000 gange. 

Bakterier og arkæer, som er de mindste celler, er omkring 2 µm, altså 0,002 mm. Alger, 

protozoer og svampe er mellem 2-200 µm. Ved en forstørrelse på 1.000 gange, vil man 

kunne se de fleste bakterier og arkæer. 

Virus er mindre end de andre mikroorganismer. Størrelsen er mellem 0,2-0,02 µm, hvilket 

vil sige 10-100 gange mindre end bakterier. De kan kun ses i elektronmikroskop. 

De følgende afsnit vil hovedsagelig beskrive mikroorganismer ud fra bakteriers levevis og funktion. 


65


Bakterier er celler 

Bakterier er celler. De fungerer stort set på samme måde som menneskeceller, dog er deres 

opbygning lidt anderledes. De har et stofskifte og kan formere sig. 

Her ses opbygningen af en bakterie. Bakterier har cellemembran og cellevæg. Arveanlæggene (DNA) findes i et 

ringformet kromosom og små plasmider. 

Cellen indeholder cytoplasma, hvor stofskifteprocesserne foregår. 

Bakteriers arvemateriale 

Arvematerialet findes i et dobbeltstrenget ringformet DNA-molekyle, som kaldes bakteriekromosom. 

Ud over kromosomet indeholder bakterierne flere mindre ringformede DNA-strenge, der kaldes 

plasmider. Plasmiderne indeholder ikke gener, der har betydning for vækst og formering. De er 

derfor ikke livsnødvendige. Men de kan indeholde gener, som forøger bakteriernes muligheder for at 

overleve i bestemte miljøer, fx gener som giver resistens mod antibiotika. Bakterier kan overføre 

plasmider til hinanden. Det forklarer, hvorfor de nemt udvikler resistens mod forskellige antibiotika. 

Cellemembranen er opbygget ligesom menneskers cellemembran. Uden om cellemembranen har 

bakterier en beskyttende cellevæg. 

Virus 

Virus er anderledes end andre mikroorganismer. De har ingen cellestruktur og består hovedsageligt 

af arvematerialet DNA eller RNA omgivet af en proteinkappe. 

Egentlig er virus ikke levende organismer. De har intet selvstændigt stofskifte og er derfor 

afhængige af at finde en værtscelle, fx en menneskecelle eller en bakterie for kunne formere sig. 

Det manglende stofskifte gør, at virus ikke kan bekæmpes med antibiotika. De kan dog bekæmpes 

med antivirale midler, som hæmmer dannelsen og frigivelsen af nye virus i værtscellen. 

Virus indeholder ikke væske. De tåler nemt frysning i længere tid og er svære at bekæmpe ved 

temperaturstigninger. Fraværet af stofskifte gør, at de ikke er afhængige af de samme 


66


vækstbetingelser som andre mikroorganismer. Men da de er afhængige af en værtscelle, kan de 

indirekte påvirkes ved at ændre værtscellernes vækstbetingelser. 

Bakterietyper 

Bakteriers inddeling 

Man skønner at der findes 100.000 bakteriearter, men indtil nu er kun 6000 arter beskrevet og 

navngivet. Bakterier inddeles efter mange forskellige metoder blandt andet form, farveteknikker, 

genetiske metoder, bevægelighed og placering af svingtråde, sporedannelse, vækstbetingelser 

m.m. 

Cellevæggen 

Cellevæggen omkring bakterien afgør dens ydre form. Der findes tre karakteristiske former: 

Kokker er kugleformede bakterier 

Stave er stavformet 

Spirokæter og spiriller er spiralformede. 

Bakterier kan være lejret på forskellig måde. F.eks. benævnes kokker, der hænger sammen i klaser 

efter deling, stafylokokker og kokker, der er lejret i kæder, kaldes streptokokker. 


67


Bakterier inddeles efter om de er stavformet, kugleformet eller spiralformet. Kilde: Stafylokok og koibakterie: © 

www.onlinemicrobiologyatlas.kvl.dk 

Gramfarvning 

Bakterier kan have cellevægge, der enten er tynde eller tykke. Man kan adskille de to celletyper ved 

en farvemetode, der kaldes gramfarvning. Bakterierne behandles med forskellige kemikalier. Hvis 

bakterierne har en tyk cellevæg, får de en kraftig violet farve. Har de en tynd cellevæg resulterer det 

i en rød farve. På baggrund af farvningen inddeles de i grampositive (violetfarvede) og gramnegative 

(rødfarvede) bakterier. 

Iltbehov 

Iltbehovet hos bakterier varierer og det inddeles de efter. Er de afhængige af ilt, kaldes de aerobe. 

Kan de leve uden ilt forbrug, benævnes de anaerobe. Endelig kan nogle bakterier leve både med og 

uden tilstedeværelse af ilt. De kaldes fakultativt anaerobe. 

Sporer 

Nogle bakterier er i stand til at danne sporer, som er et dvale- eller overlevelsesstadie. Sporenes 

placering i cellen bruges til at inddele bakterierne. Sporerne dannes i forbindelse med celledeling, 

når vækstbetingelserne bliver dårlige. De kan tåle udtørring og overleve i mange år. Da de er 

uafhængige af vand, kan de spredes med luften. De har større modstandskraft mod giftstoffer end 

almindelige celler. Mest bemærkelsesværdig er deres evne til at overleve ved høje temperaturer. De 

kan tåle flere timers kogning. Når sporerne møder gunstige vækstbetingelser igen, kan de spire og 

udvikle sig til en celle, som kan formere sig. 

Eksempler 

Staphylococcus aureus hører til de grampositive kokker, den er fakultativt anaerob. Den er normalt 

harmløs og lever i næse og svælg på mennesker og andre pattedyr. Den kan hos nogle forårsage 

voldsomme infektioner som er svære at behandle. I tilberedte fødevarer, som ikke opbevares på køl, 

kan den producere giftstoffer, der er årsag til voldsomme opkastninger og diarré. 


68


Escherichia coli (E. coli) hører til de gram negative stave, den er fakultativt anaerob og bevægelig. 

Den lever i tarmene på mennesker og pattedyr. Enkelte kan være patogene. 

Borrelia burgdorferi er en spirokæt, som lever i skovflåter. Herfra kan den overføres til mennesker og 

bl.a. være årsag til lammelser. 

Vækstbetingelser 

Bakteriers vækstbetingelser 

Hvis man kender det miljø, hvori mikroorganismer trives bedst og formerer sig hurtigst, kan man 

bevidst begrænse mikroorganismernes vækstbetingelser. 

Væske og næringsstoffer 

Alle bakterier kræver væske, da op til 75 % af bakterien er vand. De har samme behov for 

næringsstoffer, som mennesket, især kulhydrater, men også fedt og proteiner. 

De har også brug for salte. Hvis de f.eks. anbringes i en lav saltkoncentration vil bakterien sprænges 

og dræbes, fordi væsken trænger ind i cellen. Anbringes de i høj koncentration vil de skrumpe. 

Denne viden bruges ved syltning og saltning af fødevarer. 

Temperatur 

Bakterier kan kun leve inden for visse temperaturgrænser. Det er dog vidt forskelligt, hvor disse 

grænser går for de enkelte bakterier. De fleste bakterier dør ved en temperatur på 100 o C, men der 

er mikrobiel aktivitet ved temperaturer mellem 0-70 o C. Bakterier, der lever på og i mennesket har en 

optimal temperatur på omkring 37 o C. 

Ved frysning er mikroorganismerne inaktive, men de bliver ikke dræbt. 

Bakteriers vækstbetingelser 

Hvis man kender det miljø, hvori mikroorganismer trives bedst og formerer sig hurtigst, kan man 

bevidst begrænse mikroorganismernes vækstbetingelser. 


69


Væske og næringsstoffer 

Alle bakterier kræver væske, da op til 75 % af bakterien er vand. De har samme behov for 

næringsstoffer, som mennesket, især kulhydrater, men også fedt og proteiner. 

De har også brug for salte. Hvis de f.eks. anbringes i en lav saltkoncentration vil bakterien sprænges 

og dræbes, fordi væsken trænger ind i cellen. Anbringes de i høj koncentration vil de skrumpe. 

Denne viden bruges ved syltning og saltning af fødevarer. 

Temperatur 

Bakterier kan kun leve inden for visse temperaturgrænser. Det er dog vidt forskelligt, hvor disse 

grænser går for de enkelte bakterier. De fleste bakterier dør ved en temperatur på 100 o C, men der 

er mikrobiel aktivitet ved temperaturer mellem 0-70 o C. Bakterier, der lever på og i mennesket har en 

optimal temperatur på omkring 37 o C. 

Ved frysning er mikroorganismerne inaktive, men de bliver ikke dræbt. 

pH 

Mikroorganismer påvirkes af pH og er kun i stand til at vokse indenfor et bestemt pH interval, som 

kan være meget forskelligt. De fleste bakterier vokser bedst ved pH 6-8. I kroppen, fx i skeden, 

findes mælkesyrebakterier, de lever bedst ved en lavere pH. 

Bakteriers vækst 

Et mål for mikroorganismers evne til vækst er deres generationstid. Det er et mål for hvor ofte en 

celle deler sig i to nye celler under optimale vækstbetingelser. Generationstiden kan være forskellig 

for de enkelte bakterier. Escherichia coli, som er en af de hurtigste til at dele sig, har en 

generationstid på 20 minutter. Hvis den kunne dele sig uhæmmet i 24 timer ville den blive til 

4.722.366.478.574.684.194.496 celler. 


70


Figuren viser en bakterie, som deler sig. DNA molekylet har lavet en kopi af sig selv. De to DNA molekyler bevæger 

sig mod hver sin pol i cellen. Cellevæggen og -membranen vokser ind på midten. Når det er afsluttet deles de to 

halvdele og bliver til to nye bakterier. 

Den uhæmmede vækst sker heldigvis ikke. Mangel på føde og andre optimale vækstbetingelser vil 

begrænse bakteriers vækst. Ligeledes vil produktion af affaldsstoffer og konkurrence fra andre 

mikroorganismer have betydning for, hvor stort antallet kan blive. 

Patogene og apatogene mikroorganismer 

Normal mikroflora 

På og i menneskekroppen lever et stort antal bakterier ganske naturligt. De har forskellige vigtige 

funktioner, og vi kan ikke undvære dem. De kaldes den normale mikroflora. 

Mikroorganismerne findes på forskellige slimhinder og på huden. Sammensætningen af arter er 

forskellige. 

I munden og på huden findes fx streptokok-arter 

I næse, svælg og strube findes streptokokker og stafylokokker 

Tyndtarmen indeholder mælkesyrebakterier og colibakterier 

Tyktarmen har 400 forskellige arter, fx mælkesyrebakterier, kolibakterier og streptokokker 

Skeden indeholder især mælkesyrebakterier 


71


Urinrøret indeholder fx mælkesyrebakterier. 

Mikroorganismerne er apatogene, hvilket vil sige, at de ikke er sygdomsfremkaldende. 

Patogene mikroorganismer 

Flyttes bakterier fra en slimhinde, hvor de er harmløse til en anden slimhinde kan de dog være 

patogene, sygdomsfremkaldende. Hvis f.eks. tarmbakterier flyttes til urinrøret, kan de give 

urinvejsinfektion. 

Den normale mikroflora på huden og slimhinderne udgør vores første forsvar mod patogene 

mikroorganismer. De udskiller stoffer som gør det svært for de patogene mikroorganismer at leve 

der. Hverken den normale mikroflora eller de patogene mikroorganismer kan normalt trænge 

gennem huden og slimhinderne, da de er en del af det uspecifikke immunforsvar 


72

Korridoren>D>Arbejdsmiljø>Ergonomi 

Ergonomi 

Lidt om muskler 

Hjertemuskulatur og glatte muskler 

Arbejdsmiljø 

Kroppen består af mange muskler. Nogle muskler har vi selv kontrol over, andre muskler står ikke 

under viljens kontrol. 

Hjertemuskulaturen og den glatte muskulatur, der omslutter fx blodkar, spiserør, tarme, mavesæk og 

andre indre organer, modtager kun nerveimpulser fra det ikke-viljestyrede nervesystem. For 

eksempel kan vi ikke selv gøre noget for, at den røde farve i kinderne fremkaldt af blodkarrenes 

udvidelse efter kraftigt fysisk arbejde eller af en pinlig episode skal forsvinde. 

Personer, der døjer med "hvide fingre", som skyldes, at karrene i fingrene trækker sig sammen og 

blodet derved forsvinder, kan heller ikke modvirke dette viljemæssigt. 

Skeletmuskler 

Vores skeletmuskulatur, der holder os oprejst, kan vi derimod viljemæssigt bevæge aktivt. Vi gør 

det, hver gang vi bevæger os, fx op ad trappen, på cykel, når vi vasker tøj osv. 

Stilstand eller bevægelse 

Kroppens naturlige bevægelser udføres ved, at musklerne altid arbejder sammen eller samtidig. Kun 

i konstruerede sammenhænge, fx i fitnessmaskiner, kan man tilnærmelsesvist isolere musklernes 

arbejde. 

Noget arbejde kræver, at musklerne gør kroppen i stand til at opretholde en stilling; andet arbejde 

kræver, at musklerne gør kroppen i stand til at udføre en bevægelse. 

En kort, en lang - en tyk, en tynd... 

Musklerne i kroppen har forskellige længder i afslappet tilstand. Fælles er dog, at en muskel, der 

arbejder og dermed udvikler en kraft, vil forkorte sin længde, hvis ikke andre kræfter forhindrer den i 

det. Dette kaldes muskelkontraktion. 

Når en muskel forkortes, bliver musklens omkreds større. Musklen bliver altså tykkere. 


73


Statisk og dynamisk muskelarbejde 

Statisk muskelarbejde 

Under statisk muskelarbejde arbejder musklen hele tiden. Der er ingen pauser. 

Ryggens muskler vil ikke kunne få en pause, så længe vi skal stå op. Altså må musklerne kunne 

klare at være aktive - spændt - i meget lang tid af gangen, ofte i timevis. 

En muskel, der arbejder statisk, er ikke bare forkortet, men også blevet tykkere i omkreds. 

Ilttilførsel ved statisk muskelarbejde 

Fortykkelse af musklen bevirker, at alle blodkar, der løber igennem musklen og som forsyner 

musklen, kan blive afklemt under muskelkontraktionen. Herved kommer der ikke tilstrækkeligt med 

frisk blod - og derved ny energi - til den arbejdende muskel, ligesom affaldsprodukter fra 

energiomsætningen ikke kan føres bort. Det kan føre til et surt miljø, som forgifter musklen og 

gradvist gør det umuligt for musklerne at opretholde muskelkontraktionen. 

Muskler, der tåler belastning 

Nogle muskler kan bedre klare sig uden pauser end andre. Det skyldes, at musklernes fibre kan 

være af forskellig type. 

De muskler, som har til opgave at holde kroppen i den stående stilling, dvs. rygmuskler, 

baldemuskler, lårets forsidemuskler og underbenets bagsidemuskler, kan bedst klare statisk 

arbejde. De har gennem hele menneskehedens udvikling specialiseret sig i at kunne klare 

vedvarende belastning. Desuden kan kroppens store muskler bedre tåle statisk arbejde, end små 

muskler kan. Endelig vil veltrænede muskler - uanset størrelse - bedre kunne modstå statisk arbejde 

end utrænede muskler. 

De små muskelgrupper, som vi har mange af i armene og skuldrene, vil hurtigt udtrættes og 

overbelastes, hvis de arbejder statisk. 

Dynamisk muskelarbejde 

Under dynamisk muskelarbejde vil musklen ikke arbejde konstant. 

Når vi fx under et måltid fører gaflen op til munden, vil albuens bøjemuskler trække sig sammen for 

at bøje albuen tilstrækkeligt til, at gaflen kan ramme munden. Et øjeblik efter vil albuens 


74


strækkemuskler aktiveres for at udrette albueleddet, således at gaflen kan ramme den næste bid 

mad på tallerkenen. I den fase, hvor strækkemusklerne er aktive, slapper albuens bøjemuskler af. 

Under hele måltiddet får albuens bøje- og strækkemuskler altså små pauser imellem de avtive 

perioder. 

Det er denne vekselvirkning mellem aktive perioder og pauser, der karakteriserer dynamisk 

muskelarbejde. 

Ilttilførsel ved dynamiske muskelarbejde 

I pauserne slappes musklerne, og presset på blodkarrene forsvinder. Det gør blodkarrene i stand til 

at fyldes med nyt, iltmættet blod, som kan sikre den vigtige forsyning af ilt til den arbejdende muskel. 

Herved kan musklen fortsætte sit arbejde i relativt lang tid. 

Balancen mellem dynamisk og statisk arbejde 

Musklernes mulighed for at få små pauser i arbejde under dynamisk arbejde gør denne arbejdsform 

at foretrække frem for statisk muskelarbejde. 

Desværre kan en muskel godt være under konstant spænding, uden vi registrerer det i farten. 

Blodcirkulationen, og dermed også fjernelsen af affaldsstofferne fra musklerne, vil derfor igennem 

længere tid kunne være utilstrækkelig. 

Undgå overbelastning 

Som sosu-assistent bør du i din arbejdsdag stræbe efter at undgå unødigt statisk muskelarbejde og 

især undgå at dine små muskelgrupper i arme og skuldre udsættes for statisk muskelarbejde. 

Imidlertid kan også ryggens muskler få for meget. Ganske vist er ryggens muskler fra naturens hånd 

bedre rustet til at tåle statisk arbejde, men hvis rygmusklerne ikke blot skal holde kroppen oprejst, 

men eventuelt også holde overkroppens vægt, hvis du læner dig ind over en borger, en seng eller et 

bord over længere tid eller gentagne gange, ja, da kan selv ryggens muskler blive overbelastet, 

hvilket øger risikoen for skader i ryggens led og muskler. 


75

Korridoren>D>Arbejdsmiljø>Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet 

Sikkerhed og arbejdsmiljø på hospitalet 



I dit arbejde som sosu-assistent skal du handle så miljø- og sundhedsbevidst som muligt for din 

egen og dine omgivelsers skyld. 

Det er vigtigt, at du læser de brugs- og risikovejledninger, der er på et produkt, både når du skal 

anvende det og bortskaffe det. 

Du skal være særligt opmærksom på overførsel af smitte. Der er i princippet 4 måder, hvorpå smitte 

med mikroorganismer kan overføres ved håndtering af affald og vasketøj: 

Gennem huden ved nålestik eller med skarp genstand 

Gennem slimhindeoverflader via sprøjt 

Gennem luftveje ved inhalation 

Gennem mave/tarmkanalen ved indtagelse af smitteholdigt materiale. 

Håndhygiejne 

Det er vigtigt, at du husker den grundlæggende håndhygiejne med hånddesinfektion eller håndvask: 

Affald 

Før og efter patientkontakt 

Før rene opgaver 

Efter urene opgaver 

Efter brug/skift af handsker. 

På hospitalet opererer man med 4 affaldstyper: 

Dagrenovation, omfatter almindeligt affald fra sengeafdelinger, herunder fra patientpleje, 

kontoraffald og køkkenaffald. 

Klinisk risikoaffald omfatter skærende og stikkende genstande eller genstande med blod samt 

øvrigt smitteoverførende affald, som kan indeholde mikroorganismer. Klinisk affald bør ikke 

trykkes eller sammenpresses i emballagen, så der opstår risiko for at emballagen går i 

stykker, så man kan stikke eller skære sig. 


76


Vævsaffald, omfatter vævs- og legemsdele. Ved risiko for forurening af hænderne med blod, 

sekret, ekskret eller vævsvæsker skal der anvendes handsker. 

Andet farligt affald, der blandt andet omfatter medicinrester og kemikalieaffald. 

Du kender til affald fra almindelig dagrenovation. De 3 andre kategorier er sikkert nye for dig. Giv dig 

tid til at lære dem at kende og spørg, hvis du er tvivl om, hvorledes disse affaldstyper håndteres på 

den afdeling, du kommer til at arbejde på. Alle afdelinger har konkrete vejledninger og procedurer 

for håndtering af affald. 

Håndtering af affald 

Hver dag skal du være med til at håndtere affald. Der er lavet retningslinjer for affaldshåndtering, der 

skal sikre, at affaldet håndteres forsvarligt. 

Du skal sørge for: 

At sortere og bortskaffe affaldet så tæt på det sted, hvor du er med til at producere det 

At have mindst mulig direkte kontakt med affaldet 

At du mest muligt anvender tekniske hjælpemidler til at håndtere affaldet 

At du hurtigst muligt får affaldet emballeret 

At affaldet ikke skal ompakkes, før det kan bortskaffes 

At affaldet opbevares forsvarligt og hygiejnisk 

At affaldet transporteres og bortskaffes i godkendt og mærket emballage. 


I dit arbejde som sosu-assistent skal du handle så miljø- og sundhedsbevidst som muligt for din 

egen og dine omgivelsers skyld. 

Det er vigtigt, at du læser de brugs- og risikovejledninger, der er på et produkt, både når du skal 

anvende det og bortskaffe det. 

Du skal være særligt opmærksom på overførsel af smitte. Der er i princippet 4 måder, hvorpå smitte 

med mikroorganismer kan overføres ved håndtering af affald og vasketøj: 

Gennem huden ved nålestik eller med skarp genstand 


77


Gennem slimhindeoverflader via sprøjt 

Gennem luftveje ved inhalation 

Gennem mave/tarmkanalen ved indtagelse af smitteholdigt materiale. 

Håndhygiejne 

Det er vigtigt, at du husker den grundlæggende håndhygiejne med hånddesinfektion eller håndvask: 

Affald 

Før og efter patientkontakt 

Før rene opgaver 

Efter urene opgaver 

Efter brug/skift af handsker. 

På hospitalet opererer man med 4 affaldstyper: 

Dagrenovation, omfatter almindeligt affald fra sengeafdelinger, herunder fra patientpleje, 

kontoraffald og køkkenaffald. 

Klinisk risikoaffald omfatter skærende og stikkende genstande eller genstande med blod samt 

øvrigt smitteoverførende affald, som kan indeholde mikroorganismer. Klinisk affald bør ikke 

trykkes eller sammenpresses i emballagen, så der opstår risiko for at emballagen går i 

stykker, så man kan stikke eller skære sig. 

Vævsaffald, omfatter vævs- og legemsdele. Ved risiko for forurening af hænderne med blod, 

sekret, ekskret eller vævsvæsker skal der anvendes handsker. 

Andet farligt affald, der blandt andet omfatter medicinrester og kemikalieaffald. 

Du kender til affald fra almindelig dagrenovation. De 3 andre kategorier er sikkert nye for dig. Giv dig 

tid til at lære dem at kende og spørg, hvis du er tvivl om, hvorledes disse affaldstyper håndteres på 

den afdeling, du kommer til at arbejde på. Alle afdelinger har konkrete vejledninger og procedurer 

for håndtering af affald. 


78


Håndtering af affald 

Hver dag skal du være med til at håndtere affald. Der er lavet retningslinjer for affaldshåndtering, der 

skal sikre, at affaldet håndteres forsvarligt. 

Du skal sørge for: 

At sortere og bortskaffe affaldet så tæt på det sted, hvor du er med til at producere det 

At have mindst mulig direkte kontakt med affaldet 

At du mest muligt anvender tekniske hjælpemidler til at håndtere affaldet 

At du hurtigst muligt får affaldet emballeret 

At affaldet ikke skal ompakkes, før det kan bortskaffes 

At affaldet opbevares forsvarligt og hygiejnisk 

At affaldet transporteres og bortskaffes i godkendt og mærket emballage. 

Snavsetøj 

I dit daglige arbejde får du kontakt med snavset tøj og linned. Det skal sorteres og lægges i 

vasketøjsposer så tæt på brugsstedet som muligt. Herudover er der følgende retningslinjer du bør 

følge: 

Snavsetøj håndteres så lidt som muligt og lægges i vasketøjsposer der, hvor det samles 

Tøj, der er stærkt blodigt eller forurenet med fx afføring eller urin, lægges i en opløselig 

plastpose, inden det sendes til vaskeriet 

Af hensyn til vaskeripersonalets sikkerhed er det afgørende, at vasketøjet er frit for skarpe og 

spidse genstande. 


79

NIVEAU D - Munksgaard

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?