En analyse af gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark

En analyse af gylp fra hvid stork 

Ciconia ciconia i Danmark 

Søren Tolsgaard, Jørgen Terp Laursen og Hans Skov 

Naturhistorisk Museum · Aarhus 

1

2 

Udgivet med støtte fra:

Indhold 

Sammenfatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 

Summary: Food contents in pellets of White Stork 

Ciconia ciconia in Denmark 1976-2003 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 

Beskrivelse af storkegylpene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Fragmentering og udsortering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 

Udvalg af repræsentative serier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10 

Identifikation af byttedyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12 

Resultater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12 

Pattedyr og fugle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 

Padder, fisk og bløddyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 

Insekter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 

Regnorme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 

Tidligere undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21 

Diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23 

Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .24 

Bilag 1: Beskrivelse af udvalgte lokaliteter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 

Bilag 2: Frisk vægt af storkens byttedyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 

Bilag 3: Indhold i udvalgte gylpserier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 

Bilag 4: Storkegylp i alt 1976-2003 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 

3

4 4 

Sammenfatning 

Fødeindhold i gylp 

fra hvid stork Ciconia 

ciconia i Danmark 

1976-2003 

Naturhistorisk Museum i Aarhus, har 

undersøgt 362 gylp af hvid stork, 

indsamlet i perioden 1976-2003 af Hans 

Skov . Storkegylpene blev især indsamlet 

i det sydlige Jylland, i Himmerland og i 

Thy . De 362 gylp blev fragmenteret og 

analyseret for deres indhold af knogler 

fra hvirveldyr og børster fra regnorme, 

mens et udsnit bestående af 123 gylp 

også blev analyseret for rester af insekter 

og andre mindre organismer . 

Analyserne viste, at regnorme udgjorde 

en væsentlig del af de danske 

storkes fødegrundlag – på biomassegrundlag 

gennemsnitligt 77% af 

gylpene . Småpattedyr, især muldvarp 

og markmus, var relativt få i antal, men 

biomassemæssigt udgjorde de 16% af 

gylpene . Insekter, især større løbebiller 

og torbister, udgjorde ca . 7% . Padder, 

som anses for væsentlige fødeemner for 

storken, fandtes stort set ikke i gylpene, 

formentlig fordi deres bruskskelet opløses 

fuldkomment i storkens mave . 

På grund af den store tidsmæssige 

og rumlige fordeling af gylpene samt 

fraværet af padder i gylpene er det 

vanskeligt at konkludere noget sikkert 

om betydningen af ændringerne i det 

danske kulturlandskab i forhold til storkens 

uddøen i Danmark . Sammenlignes 

de herværende danske resultater med 

ældre danske oplysninger er det dog bemærkelsesværdigt, 

at de sidste danske 

storke har konsumeret betydeligt færre 

store insekter end tidligere, og at især 

regnorme udgjorde en meget højere 

andel . Udenlandske undersøgelser 

viser, at storke ofte spiser mange flere 

store byttedyr som mus, muldvarpe og 

padder, som de udenlandske habitater 

er rigere på end de danske . Det er 

derfor ikke usandsynligt, at ændringer i 

fødetilgængelighed er en medvirkende 

årsag til storkens forsvinden som dansk 

ynglefugl .

Summary 

Food contents in pellets 

of White Stork Ciconia 

ciconia in Denmark 

1976-2003 

Natural History Museum in Aarhus has 

investigated 362 pellets from Danish 

White Stork, collected during the period 

1976-2003 by Hans Skov, especially from 

Southern Jutland (several locations), 

NW-Jutland (Vesløs, Vang) and NE- 

Jutland (Vegger) . All of the 362 pellets 

were fragmented and analyzed for the 

content of vertebrate bones, earthworm 

bristles, sand and pebbles, whereas a 

representative sample, consisting of 123 

pellets from eight main locations, was 

further analyzed for remains of insects 

and other small organisms . 

The analysis showed that earthworms, 

estimated from both bristle and sand 

content, constituted a very large 

amount of the remains in the pellets, 

calculated as fresh weight on average 

approx . 77% of the biomass in the 

analyzed sample . Mammals and birds, 

especially mole (Talpa europaea), field 

vole and common vole (Microtus agrestis, 

M. arvalis), were few in numbers, but 

averaged approx . 16% of the calculated 

biomass, while a large number of insects 

(and a few mollusks), especially Carabidae, 

Dytiscidae, Silphidae, Geotrupidae, 

Aschnidae, Acrididae and Tipulidae, averaged 

only approx . 7% of the calculated 

biomass (fig . 12, p . 19) . 

Amphibians, often considered important 

food items of the White Stork, could 

hardly be traced, probably because their 

bones are dissolved by the stomach acid 

of the stork . However, the remains of 

very small insects, especially numerous 

in pellets from Vesløs, indicate that such 

storks have consumed amphibians, 

assuming that the small insects were 

primarily ingested by these amphibians . 

In case a stork predominantly feeds on 

amphibians fewer and smaller pellets 

will be produced, and urea and the microscopic 

bristles will to a higher extent 

be excreted by the vent (Cloaca) . Sand, 

primarily from digested earthworms, will 

still be disgorged and thus occur in a 

higher ratio compared to bristles than in 

other pellets . This was actually the case 

in Vesløs, but still it is difficult to estimate 

the amphibian biomass on this basis . 

Given the very irregular sampling 

practices it is difficult to draw definitive 

conclusions, but compared to previous 

Danish studies (Skovgaard, 1920) it seems 

evident that the White Storks used 

to consume more large insects (Carabus, 

Dytiscus, Geotrupes) than recently, when 

predominantly medium sized insects 

(Pterostichus, Silpha) were taken, presumably 

because several of the larger 

insect species have declined or become 

locally extinct . Also, amphibians and 

small mammals have become scarce 

in the cultivated Danish landscape and 

the large proportion of earthworms 

in the analyzed pellets indicate that 

earthworms gradually became the main 

food ressource of the Danish storks . 

Recent studies in Germany and Poland 

5 

(Dziewiaty & Schulz, 1998; Tryjanowski 

& al ., 2006) suggest that these populations 

to a much higher degree prey on 

mammals, amphibians or insects, as the 

habitats still provide these food items . 

Following several decades of decline 

the White Stork ceased breeding in Denmark 

around the turn of the millennium . 

One of the last nesting sites was Vesløs, 

still a good habitat, but now extremely 

isolated from the closest breeding 

population . The last breeding site was 

Ribe in SW-Jutland, where the habitat 

was gradually spoiled, but the storks 

survived from fishing in trout farms . 

However, since then a few breeding 

attempts have been made on Zealand 

by semi-domesticated storks originating 

from Sweden . Moreover, many White 

Storks still breed in NW-Germany, close 

to the Danish border, thus making it 

likely that the species could return as a 

breeding species if habitat conditions 

improve .

6 

Indledning 

Nedgangen i bestanden af danske 

storke var markant i sidste halvdel af 

1900-tallet, og storken forsvandt helt 

som ynglefugl i 2000 . Forklaringerne 

herpå har været mange, lige fra landskabsændringer, 

dræning af landbrugsarealer, 

ændring af padde- og insektfaunaen 

til større klimatiske forandringer . 

. Figur 1. Typisk storkegylp med hår, 

sand og sten samt fragmenter af insekter, 

knogler og planter. Indsamlet ved Vegger i 

NØ-Jylland 23. marts 2002 af Hans Skov, 

antagelig gylp fra 2001. Dimensioner: 54 x 

41 x 30 mm. Vægt: 16 g. Foto: P. Gjelstrup. 

Vores kendskab til storkens fødevalg i 

Danmark er ret begrænset (Skov 2003), 

og der foreligger kun få sikre oplysninger 

herom fra ældre kilder (Skovgaard 

1920) . 

I forbindelse med Zoologisk Museums 

ringmærkning af storkeunger og renovering 

af storkereder er et stort antal 

storkegylp i årene 1976-2003 blevet 

indsamlet af storkeforskeren Hans Skov . 

Fordeling på årstal fremgår af figur 2 . 

Storkegylpene blev indsamlet på 40 

navngivne lokaliteter i Jylland, hvor 

storken inden for disse årtier har ynglet 

eller gjort yngleforsøg, især i det sydlige 

40 

30 

20 

10 

ANTAL 

Jylland, men også i andre landsdele, 

særlig i Himmerland og Thy . 

Disse storkegylp blev i 2004 overdraget 

til Naturhistorisk Museum i Aarhus, 

og med støtte fra Aage V . Jensens 

Fonde blev en undersøgelse påbegyndt 

(Skriver, 2004), specielt med henblik på 

at indkredse, hvilke byttedyr gylpene 

indeholder rester af og belyse storkens 

fødepræferencer i Danmark . 

. Figur 2. Antal storkegylp indsamlet pr. 

år (i alt 362 gylp). Bemærk: Enkelte gylp 

stammer formentlig fra året før. 

1980 1985 1990 1995 2000

Beskrivelse af storkegylpene 

De analyserede 362 storkegylp (ca . 6,5 

kg) havde i gennemsnit en vægt på 18 g, 

idet de letteste kun vejede ca . 3 g, mens 

de tungeste vejede ca . 70 g (fig . 3) . Små 

gylp kan stamme fra storkeunger, men 

kan også skyldes, at storken ikke har 

produceret ret meget gylp, hvilket bl .a . 

forekommer, når den overvejende lever 

af padder eller fisk, der udelukkende består 

af fordøjelige stoffer, som afgives fra 

storkens kloak, bl .a . som urinsyre . Dette 

er observeret hos storke i fangenskab, 

som primært fodres med fisk og kun gylper, 

når de engang imellem fodres med 

kyllinger (P . Thellesen, pers . medd .) . 

Nogle storkegylp indeholder et antal 

små sten og andre ufordøjelige genstande, 

som storken antagelig har slugt 

. Figur 3. Vægtfordeling blandt de i alt 

362 analyserede storkegylp. Interval: 5 g. 

Bemærk: De tunge gylp udgør en større 

masse og de små gylp en mindre masse, 

end denne fordeling (efter antal) viser. 

80 

60 

40 

20 

ANTAL 

for at befordre vanskelige gylpmassers 

struktur og omsætning, og sådanne 

gylp kan være forholdsvis tunge . Det 

gælder bl .a . for serien fra Brøns (SV-Jyll .), 

hvor gylpene har en gennemsnitsvægt 

på ca . 36 g . Disse gylp indeholder 

mange sten og desuden meget sand, 

idet storkene har ædt mange regnorme, 

men kun ganske få byttedyr med større, 

bestandige rester (skeletdele, hår og 

fjer), der kunne strukturere gylpmassen . 

Sten udgør dog normalt kun en meget 

lille del af gylpenes samlede vægt . 

Det hænder også, at gylpene indeholder 

græsstrå og andre større plantedele, 

som storken antagelig har slugt af 

lignende årsager, men disse udgør en 

endnu mindre del af gylpenes samlede 

vægt . 

Gylpenes masse udgøres langt overvejende 

af ufordøjeligt restmateriale fra de 

byttedyr, som storken har ædt, i danske 

storkegylp især fra følgende grupper: 

• Regnorme bidrager generelt stærkt 

til storkens føde såvel som til gylpenes 

0 10 20 30 40 50 60 70 GRAM 

7 

vægt, idet de indeholder store mængder 

sand, jord og plantedele, som 

storken ikke kan fordøje – ifølge egne 

målinger 30-40% af regnormenes vægt, 

bl .a . afhængigt af, hvor fine partikler, der 

medregnes . 

• Voksne pattedyr og fugle efterlader 

stærkere knogler, næb og kløer samt 

hår eller fjer i gylpene, og disse dele 

udgør antagelig 5-15% af dyrenes 

legemsvægt – i denne analyse primært 

muldvarpe og markmus . 

• Blandt insekterne efterlader mange 

biller et moderat fraktioneret kitinskelet, 

mens de fleste andre insekter efterlader 

mange, stærkt fraktionerede og spinkle 

kitindele, men dog intakte smådele, bl .a . 

kæber . Mens de ufordøjelige dele af billerne 

ofte (ifølge egne målinger) udgør 

20-30% af deres vægt, udgør de hos 

andre insekter formentlig noget mindre . 

• Skalbærende snegle efterlader den 

ufordøjelige skal, men fortæres dog ikke 

særlig ofte af storken . 

• De største springpadder og fisk kan 

efterlade enkelte, stærkere skeletdele, 

men de fleste padder og fisk fordøjes 

fuldstændigt . 

Storkegylpene består således overvejende 

af de ufordøjelige rester af storkens 

byttedyr, idet op til 40% af massen 

returneres i gylpene, i denne undersøgelse 

antagelig 25-30% . Det kan også 

udtrykkes således, at når storken producerer 

100 g gylp, har den spist 300-400 g 

delvis ufordøjelige byttedyr . 

Bemærk: Idet en voksen stork (vægt: 

2½-4½ kg) fortærer 400-500 g byttedyr 

om dagen (Skov, 2003; Kosicki & al ., 

2006), vil den producere 120-150 g gylp, 

hvis den lever af byttedyr, hvor 30% af 

vægten er ufordøjelig . Lidt mere, hvis en 

større andel er ufordøjelig (regnorme); 

noget mindre, hvis kun en lille andel 

er ufordøjelig (pattedyr); eller meget 

mindre, for så vidt den har fortæret fuldt 

fordøjelige byttedyr, der ikke medfører 

gylpdannelse, som padder og fisk .

8 

Fragmentering og udsortering 

Efter frasortering af noget stærkt 

fraktioneret gylpmateriale samt 63 

hele gylp med henblik på fremtidige 

analyser (i alt ca . 3,7 kg), blev de resterende 

362 gylp (ca . 6,5 kg) anvendt til 

den planlagte undersøgelse (bilag 4) . 

Et stykke (5-10%) fra hvert gylp blev 

endvidere skåret af og undersøgt for 

DNA-rester, men det viste sig, at der 

ikke var identificerbare DNA-sekvenser 

til stede i materialet . 

De 362 gylp blev fragmenteret og 

analyseret for deres indhold af knogler 

fra hvirveldyr samt indhold af sand, 

sten og restmasse . Prøver fra hvert gylp 

blev analyseret for indhold af regnormebørster, 

mens et udsnit bestående 

af 123 gylp (ca . 2,1 kg) i 8 repræsentative 

serier blev analyseret for rester af 

insekter og andre mindre organismer 

(bilag 3) . 

Tilsvarende undersøgelser af gylp, 

maveindhold og ekskrementer påbegyndes 

ofte ved at opløse materialet 

i KOH (kaliumhydroxid), men idet den 

indledende prøvetagning afslørede, 

at gylpene indeholdt mange spinkle 

kitinrester samt hår fra pattedyr og 

mindre plantedele, som ville gå i opløsning 

under en sådan behandling, blev 

Sand 

Sten 

det besluttet udelukkende at anvende 

alkohol (desinficerende) og vand til 

opløsningsprocessen, hvilket viste sig 

at være praktisk muligt, idet storkegylp 

hverken er særlig hårde eller byder på 

større hygiejniske gener . 

I modsætning til maveindhold og mange 

ekskrementer indeholder storkegylp 

nemlig omtrent ingen let tilgængelige 

næringsstoffer, så den mikrobiologiske 

aktivitet er ikke særlig stor . Specialiserede 

insekter som uldtorbister (Trox), 

kan dog nedbryde en del af gylpenes 

indhold . 

En ulempe ved den skånsomme 

behandling af storkegylpene er, at restmaterialet 

ofte indeholder en anseelig 

mængde hår og plantedele, som gør 

det besværligt at finde frem til de identificerbare 

fragmenter, men ulempen 

opvejes af den gevinst, at selv meget 

spinkle knogler og kitindele bevares . 

Storkegylpene gennemgik (et ad gangen) 

følgende fragmenteringsproces: 

1 . Storkegylpet blev desinficeret og 

blødgjort i en alkoholopløsning (50%) 

i et døgn, og herefter smuldrede det 

som regel forholdsvis let . 

Grove organiske rester 

2 . Den fint smuldrede gylpmasse blev 

anbragt i en 2 mm si og blev gennemskyllet 

(mens materialet blev let 

omrørt) af ca . 2,5 liter vand . Det gennemskyllede 

vand henstod i et døgn, 

hvorefter det bundfældede materiale 

kunne adskilles i en lettere, endnu 

opslemmet del bestående af finere 

mineralske partikler samt organiske 

fragmenter (bl .a . ler, humus og regnormebørster), 

som kunne opsuges, mens 

den resterende fraktion, som består af 

sand, blev ladt tilbage . 

3 . Sandet blev tørret og vejet . Den 

opsugede del af bundfaldet blev 

konserveret i alkohol og analyseret for 

regnormebørster og andre mikroskopiske 

fragmenter . 

. Figur 4. Opdeling af gylpmassen fra 

de 8 udvalgte serier (side 10-11) efter indledende 

fraktionering og gennemskylning. 

Sand, 32%. Sten, etc., 4%. Grove 

organiske rester, 37%. Opløst/opslemmet 

del, 27%. 

Opløst/opslemmet del

4 . Den i sien tilbageværende, grovere 

gylpmasse blev tørret og vejet . 

Identificerbare og relevante fragmenter 

blev udsorteret, primært knogler fra 

hvirveldyr, kitindele fra insekter, skaller 

fra bløddyr samt sten . Restmaterialet, 

som især bestod af hår, plantedele og 

umiddelbart uidentificerbare fragmenter, 

blev arkiveret . 

5 . Restmaterialet fra et repræsentativt 

udvalg på 123 gylp i 8 serier (se 

side 10-11) blev rystet i en 4 mm si, 

hvorefter bundfaldet blev undersøgt 

nærmere i en stereolup for identificerbare 

fragmenter af svagt kitiniserede 

insekter etc . 

6 . Et repræsentativt udsnit af materialet 

blev limet på karton og etiketteret . 

Den indledende fraktionering har således 

opdelt og adskilt gylpmassen i fire 

bestanddele (fig . 4 og bilag 3): 

A: Sandindholdet (i gennemsnit ca . 32% 

af vægten i de udvalgte serier) viser 

umiddelbart hen til, at regnorme generelt 

udgør en betydelig del af de danske 

storkes føde . Dette uddybes i afsnittet 

om regnorme (side 18-20) . 

B: Sten og andre ufordøjelige genstande 

(fx glas, plastic, muslingeskaller), 

som storken har slugt udgør ca . 4% 

af vægten i de udvalgte serier, men en 

meget større vægt i enkelte gylp, især i 

serien fra Brøns (SV-Jylland) . 

C: De grove organiske rester udgør ca . 

37% af vægten i de udvalgte serier og 

omfatter de hår, fjer, knogler, kitin- og 

plantedele, som blev tilbage i sien efter 

den indledende gennemskylning . 

D: De finere dele, som blev opløst i sprit 

eller passerede igennem sien under 

den indledende gennemskylning, udgør 

(ud over sandindholdet) de sidste 

ca . 27% af gylpenes oprindelige vægt 

i de udvalgte serier . Det gælder de 

stoffer, som blev fuldstændigt opløst 

(bl .a . urinsyre), samt små mineralske 

partikler og organiske fragmenter som 

ler, humus og regnormebørster . 

9

10 

Udvalg af repræsentative serier 

Storkegylpene i denne undersøgelse 

er alle indsamlet lejlighedsvis, dvs . 

med skiftende intervaller og intensitet, 

primært i forbindelse med renovering 

af reder i det tidlige forår og ringmærkning 

i juni-juli . Der er en iøjnefaldende 

overvægt af materiale fra det sydlige 

Jylland, særlig fra lokaliteterne Uge, 

Ribe og Brøns, mens det nordlige Jylland 

er relativt svagt repræsenteret (fig . 

7 og bilag 4) . 

Eftersom det undervejs viste sig uoverkommeligt 

at udføre en tilbundsgå- 

15 

10 

5 

20 

10 

ANTAL 

m Figur 5. Antal storkegylp indsamlet 

pr. år for de 123 udvalgte 

storkegylp. 

ANTAL 

ende analyse af hele materialet, måtte 

et repræsentativt udsnit udvælges, 

idet især en del af det store og meget 

ensartede materiale fra de stærkt overrepræsenterede 

egne i det sydlige Jylland 

kunne udelades . Fra det nordlige 

Jylland blev derfor alle sammenhængende, 

større serier af det begrænsede 

materiale anvendt, og fra det sydlige 

Jylland valgtes derpå tilsvarende serier 

fra så forskelligartede egne som muligt . 

Fordeling på årstal af de udvalgte gylp 

fremgår af figur 5 og vægtfordelingen 

af de udvalgte gylp af figur 6 . 

1980 1985 1990 1995 2000 

. Figur 6. Vægtfordeling blandt 

de 123 udvalgte storkegylp. 

Interval: 5 g. 

0 10 20 30 40 50 60 70

Serierne fra NV-Jylland (1: Vesløs/ 

Skårup, 2: Vang) repræsenterer 

overgangen mellem landbrugsland 

og stadig uopdyrkede hedemoser og 

vådområder, mens serien fra NØ- 

Jylland (3: Vegger) repræsenterer et 

kuperet morænelandskab med græssede 

ådale . Serierne fra SV-Jylland (4: 

Ribe, 5: Brøns, 6: Abild) repræsenterer 

marskområderne langs Vadehavet, idet 

lokaliteten Abild dog ligger adskillige 

kilometer tilbagetrukket herfra, mens 

serierne fra SØ-Jylland (7: Agerskov, 8: 

Bolderslev/Bredevad) repræsenterer 

intensivt udnyttede landbrugsområder, 

der ligger mere centralt i det 

sønderjyske indland . 

Følgende 8 serier, i alt 123 storkegylp, blev valgt til den 

detaljerede analyse: 

1) NV-Jylland: Vesløs/Skårup (1981-2002) 28 gylp/308 g 

2) NV-Jylland: Vang (1989) 13 gylp/163 g 

3) NØ-Jylland: Vegger (1982-2002) 19 gylp/334 g 

4) SV-Jylland: Ribe (1981-85, 2003) 15 gylp/216 g 

5) SV-Jylland: Brøns (1983-91) 13 gylp/472 g 

6) SV-Jylland: Abild (1981-84) 17 gylp/266 g 

7) SØ-Jylland: Agerskov (1980-82) 11 gylp/186 g 

8) SØ-Jylland: Bolderslev/Bredevad (1977-93) 8 gylp/157 g 

11 

b Figur 7. Kort over UTM-felter med fund af 

storkegylp, i alt 362 i denne undersøgelse, anført i 

10 km UTM-net. Farverne graduerer vægten af den 

undersøgte gylpmasse fra de enkelte UTM-felter. 

Den omtrentlige placering af lokaliteterne for de 

repræsentativt udvalgte 8 gylpserier er markeret 

med numrene 1-8. En nærmere beskrivelse af disse 

lokaliteter og deres betydning for storkens yngleforsøg 

siden 1970’erne gives i bilag 1. 

Bemærk: De i alt 40 navngivne lokaliteter i oversigten 

(bilag 4) ligger i 31 UTM-felter. 

> 150 g 

50 -150 g 

< 50 g

12 

Identifikation af byttedyr 

Identifikation af storkens meget forskelligartede 

byttedyr samt estimering 

af deres antal, kræver anvendelse 

af vidt forskellige metoder, og flere 

eksperter har derfor bidraget ved 

undersøgelsen: pattedyr er bestemt af 

Jørgen Terp Laursen, øvrige hvirveldyr 

og bløddyr er så vidt muligt bestemt 

af Frank Jensen, insekter er bestemt 

af Søren Tolsgaard, mens antallet af 

regnormebørster er estimeret af Peter 

Gjelstrup og Birthe Jacobsen . 

Pattedyr og fugle 

Stærkere knogler fra pattedyr og 

fugle findes som regel velbevarede og 

umiddelbart synlige i gylpene, bl .a . vil 

kæber, tænder, kløer, næb samt hår 

eller fjer i givet fald være til stede . Det 

er dog langtfra altid, at samtlige efterladenskaber 

fra et byttedyr afgives i 

samme gylp, hvilket kan vanskeliggøre 

estimeringen . Især de større arter kan 

blive overestimeret, fordi deres rester 

findes fordelt i flere gylp . Omvendt kan 

det også hænde, at storken parterer 

et større bytte og ikke sluger alle 

knoglerne . 

Resultater 

Pattedyr og fugle 

Små pattedyr udgør ifølge flere iagttagere 

(Skovgaard, 1920; Skov, 1989) 

en anseelig del af storkens føde, 

mens fugle kun optræder sparsomt . I 

denne analyse blev der fundet større 

knoglefragmenter af pattedyr eller 

fugle i knap 25% af de undersøgte 

362 gylp . Der blev fundet hår eller 

fjer i endnu flere gylp, men idet hår 

er meget besværlige at udsortere 

og ikke anvendelige til beregning af 

individantal, blev sådanne beregninger 

udelukkende udført på grundlag af 

knoglefragmenter . 

Padder, fisk og bløddyr 

Frøer er ofte beskrevet som byttedyr 

for danske storke, men umiddelbart ser 

man ingen spor efter dem i gylpene . 

Skelettet, hvis knogler er ret svage, 

opløses normalt fuldstændigt under 

fordøjelsen, og kun undtagelsesvis 

finder man genkendelige fragmenter 

fra frøer . Større fisk efterlader hårde 

skeletdele og skæl, mens mindre fisk 

opløses fuldstændigt . Større, skalbærende 

snegle konstateres ofte ved 

fragmenter fra skallerne, nøgne snegle 

synes det derimod vanskeligt at finde 

spor efter, og de blev da heller ikke 

konstateret, om end de sikkert i nogen 

grad fortæres af storken . 

Insekter 

De umiddelbart synlige insektdele 

stammer overvejende fra store biller, 

og kun ganske få andre insekter blev 

konstateret uden hjælpemidler, bl .a . 

nogle enkelte vandtæger . Det er ret 

nærliggende at antage, at storken 

også spiser en del svagere kitiniserede 

insekter og muligvis andre leddyr, 

der ikke efterlader sig særligt synlige 

spor i gylpmassen, og derfor blev det 

udvalgte gylpmateriale undersøgt i stereolup 

. Små fragmenter, bl .a . kæber, fra 

Den estimerede masse (frisk vægt) af 

pattedyr/fugle i de 8 udvalgte serier 

udgør i gennemsnit ca . 67 g pr . 100 g 

gylp, svarende til ca . 16% af storkens 

indtag af delvis ufordøjelige byttedyr 

(fig . 12, side 19) . Der var dog stor 

spredning . I serien fra Ribe (SV-Jylland) 

udgjorde pattedyr/fugle således kun 

ca . 5%, men de udgjorde omkring 39% 

i serien fra Abild (SV-Jylland) . 

Følgende pattedyr og fugle blev registreret 

i de 362 analyserede gylp: 

Muldvarp Talpa europaea 

Muldvarp synes ofte (Skovgaard, 1920; 

relativt svagt kitiniserede insekter som 

guldsmedelarver og græshopper viste 

sig herved i en del gylp, hvorved også 

antallet af disse arter kunne estimeres 

ud fra gylpmassen . 

Regnorme 

Regnorme udgør ifølge adskillige 

iagttagere ofte en stor del af de danske 

storkes fødegrundlag . Da regnormenes 

børster er helt ufordøjelige, blev 

antallet af regnorme estimeret ud fra 

antallet af regnormebørster i gylpmassen, 

idet et antal prøver blev undersøgt 

i stereolup . Alternativt blev mængden 

af regnorme desuden estimeret ud fra 

sandindholdet i gylpene, idet regnorme 

synes at være den helt overvejende 

kilde til gylpenes generelt store 

indhold af sand . 

Om end storkens kost givetvis ofte indeholder 

et betragteligt antal byttedyr 

(padder, fisk, nøgne snegle), der ikke 

kan spores direkte i gylpene, er det dog 

et stort spektrum af storkens byttedyr, 

som faktisk kan spores, nemlig de artsgrupper 

– især pattedyr, fugle, insekter, 

regnorme og skalbærende snegle – der 

i denne undersøgelse betegnes som 

delvis ufordøjelige byttedyr . 

Skov, 1989), og også i denne undersøgelse, 

at være det vigtigste pattedyr 

i storkens føde . Der blev fundet 

knoglerester fra muldvarpe i 42 af de 

362 analyserede gylp, omend antallet 

af muldvarpe givetvis er noget mindre . 

Antallet kan estimeres ud fra de mest 

bestandige knogler, især er overarmsknogler 

(humerus), kæber og kløer (fig . 

8: 1) normalt intakte og anvendelige til 

beregning af individantallet, som dog 

ofte vil blive estimeret lidt forskelligt, 

alt efter hvilken knoglefraktion, der 

anvendes . Muldvarpen forekommer og 

tages af storken på mange forskellige 

biotoptyper, ofte i forbindelse med jagt

på regnorme . Den blev fundet i pænt 

antal i flere gylpserier, men er dog 

sjældnere (nylig indvandret) i Thy (Lodal, 

2007) og er ikke fundet i gylpene 

fra NV-Jylland . 

Spidsmus Sorex 

I alt syv spidsmus blev fundet, heraf 6 

eksemplarer af almindelig spidsmus (S. 

areneus) (fig . 8: 4), mens dværgspidsmus 

(S. minutus) kun blev fundet i et 

enkelt gylp . Det er især kæbeknogler, 

man finder . Ernæringsmæssigt synes 

spidsmus kun af ringe betydning for 

storken . 

Pindsvin Erinaceus europaeus 

Der blev fundet et dusin pigge fra pindsvin 

i to gylp fra Bredevad (SØ-Jylland), 

hvor storken antagelig har ædt nogle 

lunser fra et i forvejen dødt pindsvin . 

Markmus Microtus 

Markmus forekommer jævnligt i 

gylpene, idet knoglerester fra markmus 

(fig . 8: 2-3) blev fundet i 38 gylp . 

Kun undtagelsesvis kunne materialet 

identificeres til art, dvs . nordmarkmus 

(M. agrestis) eller sydmarkmus (M. 

arvalis), som dog begge blev konstateret 

. Antallet kan primært beregnes ud 

fra kæbeknoglerne, der som regel er ret 

intakte . Markmus ses især i gylpene, når 

storken har fourageret på relativt tørre 

biotoper, ofte i høstsæsonen . 

Mosegris Arvicola terrestris 

Mosegris indgår ifølge andre undersøgelser 

jævnligt i storkens føde 

(Skovgaard, 1920; Skov, 1989), men 

blev i denne analyse kun konstateret 

i et enkelt (frasorteret) gylp fra Ribe 

(SV-Jylland) . 

Brun rotte Rattus norvegicus 

Brun rotte er et af de største byttedyr, 

som storken tager, i denne undersøgelse 

kun fundet i et enkelt gylp fra Rens 

(SØ-Jylland) . 

Fugle Aves 

Der blev kun fundet fragmenter fra 

13 

m Figur 8. Fragmenter af 1: muldvarp 

Talpa europaea, 2-3: markmus Microtus sp., 

4: alm. spidsmus Sorex areneus, 5: isfugl 

Alcedo atthis, 6-7: sumpsnegl, Lymnaeidae, 

8-9: plantefrø. Foto: S. Tolsgaard. 

fugle i fem af de undersøgte gylp, bl .a . 

nogle fjer fra en juvenil isfugl (Alcedo 

atthis) (fig . 8: 5) . I øvrigt var materialet 

vanskeligt at identificere nærmere, 

men også af meget begrænset betydning 

for storkens samlede fødeindtag . 

Bemærk: Plantefrø findes ofte i gylpene 

(fig . 8: 8-9), i reglen enkeltvis, men af og 

til i betydeligt antal . De er fuldstændigt 

velbevarede og kan tilsyneladende ikke 

fordøjes af storken, og hvorledes de 

havner i gylpene er ikke klarlagt . Muligvis 

kan frøene stamme fra markmus eller 

fugle, som storken har ædt, eller de 

kan have forbindelse til de plantedele, 

som den af og til sluger for at befordre 

fordøjelsen .

14 

Padder, fisk og bløddyr 

Padder Amphibia 

Traditionelt og ifølge mange iagttagelser 

udgør især frøer (Ranidae) en 

ofte betydelig komponent i storkens 

føde (Lange, 1933; Skov, 1989, 2003; 

Grell, 2000) . Som allerede nævnt 

opløses paddernes svage skelet dog 

som regel fuldstændigt af storken, så 

det ikke umiddelbart er muligt at finde 

spor efter dem i gylpmassen . Af og til 

konstateres dog mumificerede rester af 

frøer i gylpene eller omkring storkereder, 

og nylige danske feltobservationer 

har fastslået, at storken til tider tager 

endog store mængder af frøer (Skov, 

1989, 2003) . 

Den nærmere analyse under stereolup 

har endvidere i visse tilfælde afsløret 

skeletrester, som formentlig stammer 

fra frøer . Det er vistnok kun de største 

springpadders kraftigste skeletdele, 

der i så fald bevares, mens mindre 

frøer, tudser, salamandre og haletudser 

næppe efterlader sådanne spor . 

Som nævnt under gennemgangen af 

de forskellige insektgrupper kan små 

insekter i gylpene til gengæld betragtes 

som et indirekte spor efter storkens 

indtag af padder . Storken indfanger 

næppe selv så små insekter, men disse 

konsumeres af padder, som sluger dem 

hele, hvorefter de følger med som et 

sekundært bytte, når storken siden fanger 

padderne . Det er ikke muligt at udføre 

kvantitative beregninger på dette 

grundlag, men et stort indhold af små 

insekter i gylpene giver et fingerpeg 

om, at storken har spist mange padder . 

I de undersøgte gylp skiller især materialet 

fra Vesløs (NV-Jylland) sig ud ved 

et meget stort indhold af små insekter, 

hvilket bekræfter tidligere iagttagelser 

af, at storken her i meget høj grad har 

levet af frøer (Skov, 2003) . 

Fisk Pisces 

Større fisk efterlader restmateriale som 

ryghvirvler og skæl i gylpene . Det er 

tidligere iagttaget, at storken kan tage 

endog ret store fisk (Lange, 1933), og i 

nyere tid gives der flere eksempler på, 

at danske storke i udstrakt grad har ernæret 

sig ved at fiske i dambrug (Skov, 

2003) . I den aktuelle undersøgelse 

blev der dog kun registreret en enkelt 

fisk, idet rygsøjlen fra en skalle (Rutilus 

rutilus) med en længde på ca . 15 cm 

blev fundet i gylp fra Ribe (SV-Jylland) . 

Mindre fisk efterlader derimod ikke 

synlige spor i gylpene . 

Bløddyr Mullusca 

Snegle blev fundet, som regel enkeltvis, 

i en del storkegylp i form af 

fragmenterede skaller . Det er vistnok 

i alle tilfælde ferskvandssnegle, særlig 

mosesnegle (Lymnaeidae), hvoraf hidtil 

kun en enkelt, næsten intakt skal har 

kunnet bestemmes til arten Galba truncatula, 

der ofte træffes ved udtørrede 

vandhuller . Vægten af skalbærende 

snegle er estimeret i de 8 udvalgte 

serier, hvor de dog kun udgør ca . 0,2% 

af byttedyrsmassen (frisk vægt) . Nøgne 

snegle vil derimod næppe kunne spores 

i gylpmassen . 

Bemærk: Fragmenter fra blåmuslinger 

(Mytilus edulis) blev registreret i to gylp 

fra Ribe (SV-Jylland) . De er antagelig 

blot et fyldmateriale, som storken 

har slugt, ligesom den af og til sluger 

småsten for at befordre fordøjelsen . De 

betragtes derfor ikke som fødeemne . 

Insekter 

Kitindele er umiddelbart synlige i de 

fleste af de undersøgte storkegylp, især 

rester fra større biller . De ofte ganske 

intakte, eller i hvert fald store brudstykker 

af dækvinger, forbryst og hoved 

indebærer, at udsortering og identifikation 

af disse arter er ret ukompliceret . 

Fragmenter fra mindre biller og andre 

insekter med svagere kitinskelet (cuticula) 

blev efter en yderligere opdeling 

af materialet (se side 9, punkt 5) eftersøgt 

ved 6-12 x forstørrelse under en 

stereolup . Jo mindre fragmenter, des 

vanskeligere er de at finde i gylpmassen, 

ligesom sådanne stærkt fragmenterede 

arter kan være vanskelige at 

identificere og estimere antallet af . 

Den estimerede masse (frisk vægt) af 

insekter i de 8 udvalgte serier udgør 

i gennemsnit ca . 27 g pr . 100 g gylp, 

svarende til ca . 7% af storkens indtag af 

delvis ufordøjelige byttedyr (fig . 12) . I 

serien fra Brøns (SV-Jylland) udgjorde de 

dog kun ca . 3%, men de i serien fra Abild 

(SV-Jylland) udgjorde ca . 11% (bilag 3) . 

Insekter udgør således generelt en ret 

beskeden andel af storkens fødemængde 

i denne undersøgelse, men deres 

store antal og artsrigdom i gylpene 

afspejler i høj grad de vekslende strategier 

i storkens fødesøgningsadfærd . 

Biller Coleoptera 

Den overvejende mængde af større 

kitinrester i gylpene stammer fra biller . 

Ud fra disse fragmenter er det muligt 

at bestemme alle større biller til art 

eller slægt samt at foretage en nøjagtig 

beregning af antallet . Løbebiller udgør 

efter vægt den vigtigste billefamilie i 

de undersøgte storkegylp, dernæst følger 

vandkalve, ådselbiller, skarnbasser 

og torbister samt flere andre billefamilier 

af mindre betydning . 

Materialet indeholder også fragmenter 

af mindre biller og endog ganske små 

arter, som først blev opdaget ved hjælp 

af stereolup . Mindre biller kan optræde 

i betydeligt antal i visse gylp, men deres 

vægt udgør kun en meget lille del 

af billernes samlede vægt . Formentlig 

har storken ikke selv fanget de mindste 

arter, der nok primært er blevet ædt af 

andre dyr, især padder, som efterfølgende 

er blevet ædt af storken . 

Løbebiller Carabidae 

Slægten jordløbere (Pterostichus), 

omfatter de vigtigste løbebiller for 

storken i alle de undersøgte gylpserier . 

Det gælder primært for de to arter P. 

melanarius og P. niger (fig . 9: 9-10), som 

ligner hinanden i både habitus og levevis 

. Disse mellemstore løbebiller kan 

være meget almindelige i kultiverede 

marker og enge, sidstnævnte desuden 

i skove . Flere andre, noget mindre 

Pterostichus-arter, som også jævnligt 

optræder i storkegylpene, har kun 

mindre betydning for storken . 

Slægten Carabus omfatter vore allerstørste 

løbebiller og er en gennemgående 

komponent i storkens fødevalg . 

Kratløber (C. nemoralis) (fig . 9: 2) og 

kornet løber (C. granulatus) (fig . 9: 3) 

er de almindeligste arter i kulturlandskabet 

. De findes i marker og enge, 

sidstnævnte især på ret fugtige bioto-

per, og begge indgår i storkens føde i 

omtrent alle gylpserierne . Dyndløber 

(C. clathratus) (fig . 9: 1) forekommer 

derimod kun i næringsfattige enge 

og moser (Bangsholt, 1983), og dens 

forekomst i gylp fra NV-Jylland vidner 

om de udstrakte naturområder i omegnen 

. De øvrige Carabus-arter fandtes 

kun sjældent, således er læderløber (C. 

coriaceus) (fig . 9: 5) en løvskovsart, der 

kun lejlighedsvis optræder på storkens 

fourageringsområder . I denne undersøgelse 

blev i alt 3 eksemplarer fundet 

ved Bolderslev (SØ-Jylland) og Vegger 

(NØ-Jylland) . 

Det er bemærkelsesværdigt, at 

Carabus-arterne udgjorde en meget 

større andel af insekterne i Skovgaards 

(1920) undersøgelse for 90 år siden end 

i nærværende undersøgelse . Endvidere 

optrådte dyndløberen (C. clathratus) 

i et langt større udsnit af materialet, 

og også den her i landet nu næsten 

forsvundne overdrevsløber (C. cancel- 

latus), der tidligere var udbredt på 

tørre overdrev, blev registreret i flere af 

Skovgaards gylpserier . 

Blandt de øvrige løbebiller må slægterne 

Calathus, Harpalus og Amara 

nævnes . De omfatter en del mellemstore 

løbebiller, der er almindelige i 

kulturlandskabet og ofte registreres 

i storkegylpene: Nebria-arterne (fig . 

9: 7) forekommer ofte på kulturprægede, 

fugtige biotoper, mens Blethisa 

multipunctata (fig .9: 8) især forekommer 

i de næringsfattige vådområder 

i NV-Jylland . De øvrige løbebiller er 

fundet i så lille antal, eller er så små, at 

de ikke spiller nogen væsentlig rolle 

som fødegrundlag for storken i denne 

analyse, om end nogle af de små arter 

forekommer i stort antal i enkelte gylp . 

Især i gylpserien fra Vesløs (NV-Jylland) 

er der overordentlig mange små løbebiller, 

som antagelig primært er blevet 

ædt af padder . 

m Figur 9. Fragmenter af 1: Carabus 

clathratus, 2: C. nemoralis, 3: C. granulatus, 

4: C. arvensis, 5: C. coriaceus, 6: C. 

nitens, 7: Nebria sp., 8: Blethisa multipunctata, 

9: Pterostichus melanarius, 10: 

P. niger, 11: Broscus cephalotes. Foto: S. 

Tolsgaard. 

15 

Vandkalve Dytiscidae 

Forefindes i meget vekslende antal i 

de analyserede gylp afhængigt af, hvorvidt 

storken har fourageret i vådområder 

. De store arter af slægten Dytiscus 

(fig . 10: 5) er de vigtigste vandkalve i 

storkens føde, især D. marginalis, som 

er den almindeligste af disse arter her i 

landet . Det var ikke muligt at identificere 

alle fragmenter på artsniveau, så 

nærtstående arter kan være til stede 

i materialet . Hidtil er dog kun identificeret 

et enkelt eksemplar af den lidt 

mindre og sjældnere D. lapponicus fra 

Vang (NV-Jylland) .

16 

Mellemstore vandkalve, primært af 

slægterne Colymbetes og Acilius (fig . 

10: 4), registreres også ret hyppigt . De 

udgør dog en mindre vægtmængde 

end de store vandkalve, og de mindste 

vandkalve (Agabus, Ilybius m .fl .) udgør 

en endnu mindre andel . Dette synes at 

bekræfte, at storken fortrinsvis opsøger 

de større arter og kun lejlighedsvis 

konsumerer de mindre . Der blev især 

registreret mange vandkalve i gylpserierne 

fra Nordjylland samt i serien fra 

Abild (SV-Jylland) . Den finere analyse af 

gylpmaterialet viste endvidere, at det 

indeholder rester af en del vandkalvelarver, 

især i form af kæber og i enkelte 

tilfælde forbrystet . 

Ådselbiller Silphidae 

Ådselbiller er mellemstore biller, som 

på trods af deres navn ofte lever af 

plantemateriale og gerne på dyrkede 

arealer, hvor de kan gøre skade på 

kimplanter . Massive angreb af Blitophaga- 

og Silpha-arterne (fig . 10: 2-3) 

ses jævnligt i kulturafgrøder . Ådselbiller 

optræder i storkens føde i alle de 

undersøgte gylpserier, lejlighedsvis i 

stort antal, og de tages også gerne af 

større springpadder . Silpha-arterne var 

især talrige i serierne fra SV-Jylland, 

mens Blitophaga opaca blev registreret 

i stort antal ved Vesløs (NV-Jylland) . De 

noget større ådselgravere Nicrophorus 

(fig . 10: 9) indgår også i storkens føde, 

men langt sjældnere . 

Skarnbasser og torbister 

Geotrupidae, Scarabaeidae 

Fra disse to nært beslægtede billefamilier 

har særligt skarnbasser betydning 

som fødeemne for storken . Markskarnbassen 

(Geotrupes spiniger) (fig . 10: 1) 

er så langt den almindeligste art . Den 

forekommer dog ikke jævnt fordelt i 

gylpmaterialet, men i stort antal på 

ganske få lokaliteter, i denne undersøgelse 

især i serierne fra Bolderslev (SØ- 

Jylland) og Vegger (NØ-Jylland) . Også 

en glat skarnbasse (Geotrupes vernalis) 

m Figur 10. Fragmenter af 1: Geotrupes spiniger, 

2: Silpha obsura, 3: S. tristis, 4: Acilius 

sp., 5: Dytiscus sp., 6: Aphodius fimetarius, 7: 

A. fossor, 8: A. rufipes, 9: Nicrophorus sp., 10: 

Coccinella 7-punctata. Foto: S. Tolsgaard. 

er identificeret fra Vegger . Mellemstore 

møgbiller af slægten Aphodius ses også 

i betydeligt antal og mere jævnt fordelt, 

især vore to største arter, A. fossor 

og A. rufipes (fig . 10: 7-8) . Samlet har de 

mindre vægt end skarnbasserne, men 

begge gruppers forekomst i gylpene 

vidner om, at storken har fourageret på 

græssede overdrev . 

Det bør her bemærkes, at skarnbasser 

og møgbiller generelt synes i markant 

tilbagegang i kulturlandskabet, idet 

enge og overdrev med vedvarende 

græsning er en langt mindre udbredt

driftsform end tidligere, og livsbetingelserne 

for disse biller er derfor stærkt 

forringet mange steder (Hansen, 2008) . 

Bemærk: Uldtorbister af arten Trox 

sabulosum blev fundet i enkelte storkegylp 

. De er fuldstændig velbevarede og 

betragtes som sekundære elementer i 

gylpene, hvor de yngler og gennemfører 

deres larvestadium . 

Øvrige billefamiler Coleoptera 

Et stort antal andre billearter fandtes i 

storkegylpene . De fleste af disse er dog 

ret små og betyder kun overordentlig 

lidt for storkens samlede fødeindtag, 

om end visse arter kan forekomme 

i betydeligt antal . Blandt de arter, 

der er fundet i større antal, må især 

kornsmældere (Agriotes) nævnes . De 

er ofte talrige og skadelige i korn- og 

græsmarker . Også syvplettet mariemøne 

(Coccinella septempunctata) (fig . 10: 

10) blev registreret i pænt antal, især i 

gylpserien fra Vesløs (NV-Jylland) . 

Også mange andre arter, bl .a . rovbiller 

(Staphylinidae), stumpbiller (Histeridae), 

vandkærer (Hydrophilidae), 

blødbiller (Cantharidae), bladbiller 

(Chrysomelidae), og snudebiller (Curucurlionidae) 

blev fundet i materialet . 

De fundne arter fra disse billefamilier 

er overvejende små eller endog meget 

små, og man må regne med, at deres 

forekomst i gylpene ofte skyldes, at de 

primært er blevet ædt af padder, som 

derefter er blevet taget af storken . Der 

var især mange små biller i storkegylpene 

fra Vesløs (NV-Jylland) . 

Bemærk: I artsoversigten (bilag 3) er 

generelt kun de noget større arter (> 

ca . 50 mg) anført særskilt, mens de 

mange mindre arter er anført som „diverse“ 

uden at være nærmere bestemt . 

Øvrige insekter Insecta 

De fleste insekter efterlader ikke nær så 

tydelige spor i gylpene som biller, idet 

de har et meget svagere kitinskelet . 

Kun enkelte fragmenter fra større vandtægearter 

blev registreret i løbet af den 

indledende, visuelle gennemgang af 

materialet . 

En detaljeret gennemgang af det finere 

restmateriale under en stereolup ved 

6-12 x forstørrelse viste dog, at der var 

små fragmenter af mange andre insekter 

til stede i storkegylpene . Det drejer 

sig bl .a . om kæber fra guldsmedelarver, 

vandkalvelarver og markgræshopper, 

hoveder og vinger fra tæger, cikader, 

hvepse og myrer, bidetænger fra ørentviste, 

hovedkapsler fra stankelbenslarver 

etc . 

En gennemgang af materialet på dette 

niveau er særdeles kompleks og tidskrævende, 

idet man undervejs opdager 

stadig mindre fragmenter af talrige arter 

. Estimering af individantal og vægt 

er generelt mere usikker, og det er 

muligt, at storken har spist endnu flere 

insekter, som blot ikke har efterladt sig 

synlige eller identificerbare spor . 

Insektgrupperne gennemgås i det følgende 

i rækkefølge efter deres samlede 

masse, som den foreløbig er blevet 

estimeret i denne undersøgelse . 

Guldsmede Anisoptera 

Den langt overvejende del af de identificerbare 

guldsmede er larver af de 

store guldsmede af slægten Aeschna, 

idet disse larvers kæber (fig . 11: 1) og 

bagkropsvedhæng (cerci) (fig .11: 2) 

blev registreret i antal i storkegylpene . 

Specielt i gylpserien fra Abild (SV-Jylland) 

forekommer Aeschna-larver i stort 

antal sammen med bl .a . vandkalve, 

mens de er fundet i mindre antal i 

andre serier . Der blev også fundet enkelte 

hoveder, bagkropsvedhæng samt 

cuticula-rester fra andre guldsmedearter, 

endda fra voksne guldsmede, men 

det har ikke været muligt at identificere 

disse nærmere . 

Græshopper Orthoptera 

Fragmenter fra markgræshopper (Acridi 

dae), er registreret i adskillige gylp, 

fra Vegger (NØ-Jylland) bl .a . den store 

og efterhånden sjældne sumpgræshoppe 

(Mecistethus grossus) (fig . 11: 

6-7) . De bedst bevarede fragmenter er 

som regel kæber (fig . 11: 4), men også 

hoved, ben og vinger (fig . 11: 5-7) kan 

være bevaret, om end det kan være 

vanskeligt at estimere antal, stadium 

og masse ud fra de små fragmenter . 

17

18 

Tovinger Diptera 

De kitiniserede dele af hovedkapslen 

fra stankelbenslarver (Tipulidae), (fig . 

11: 13) blev fundet i stort antal i enkelte 

gylp, især i serien fra Brøns (SV-Jylland) . 

Kun større fragmenter er genkendelige 

i gylpene, men de smuldrer let, så estimatet 

er nok lavere end det reelle antal . 

Bemærk: En del mindre fluer findes i 

materialet i form af indtørrede larver, 

pupper og voksne fluer . De er som regel 

velbevarede og må betragtes som 

sekundære elementer i gylpene, idet de 

givetvis har tilbragt deres larvestadium 

her . Kun få fragmenter fra fluer synes 

at stamme fra storkens egen føde, bl .a . 

cuticula-rester fra en svirreflue . 

Næbmunde Hemiptera 

Fragmenter fra tæger (Heteroptera), 

er fundet meget spredt i materialet, 

særligt hoveder og dækvinger . Større 

tægearter som skorpiontæger (Nepa 

cinera) (fig . 11: 9) og rygsvømmere 

(Notonecta) (fig . 11: 10) er nok fortæret 

af storken, mens mindre arter, især 

nymfetæger (Nabidae), nok primært 

er taget af padder . Det gælder også 

cikader (Auchenorrhyncha), som 

skumcikader (Cercopidae), (fig . 11:11) 

og grøn sumpcikade (Cicadella viridis) 

(8: 12), der især var hyppige i materialet 

fra Vegger (NØ-Jylland) . 

Årevinger Hymenoptera 

Enkelte fragmenter fra gedehamse 

(Vespidae), (fig . 11: 8) og større snyltehvepse 

(Ichneumonidae), blev fundet i 

materialet . Også myrer, især skovmyrer 

(Formica), blev registreret, som regel 

enkeltvis . Fra disse grupper er især 

hoveder bevaret . 

Ørentviste Dermaptera 

Fragmenter fra den almindelige 

ørentvist (Forficula auricularia) (fig . 11: 

3), især i form af bagkropstænger samt 

enkelte hoveder, blev fundet i en del 

gylp . 

m Figur 11. Fragmenter af 1-2: Aeschn a 

(larve), 3: Forficula auricularia, 4-5: Acrididae, 

6-7: Mecistethus grossus, 8: Vespidae, 

9: Nepa cinera, 10: Notonecta sp., 11: Cercopidae, 

12: Cicadella viridis, 13: Tipulidae 

(larve). Foto: S. Tolsgaard. 

Regnorme 

Det er ofte blevet iagttaget, at regnorme 

udgør et vigtigt fødeemne for 

danske storke (Skovgaard, 1920; Lange, 

1933; Skov, 1989) . Det gælder især for 

stor regnorm (Lumbricus terrestris), 

som jævnligt søger op til jordoverfladen, 

hvorfra den trækker blade ned 

i sit gangsystem (Andersen, 1997) . 

Storken er især på jagt efter regnorme i 

skumringstimerne, når vejret er fugtigt, 

eller når jorden bliver pløjet . En netop 

kønsmoden L. terrestris vejer 2-3 g 

(Daniel & al ., 1996) .

To metoder blev anvendt til estimering 

af storkegylpenes indhold af regnorme 

med udgangspunkt i henholdsvis regnormebørster 

og sandindhold: 

1 . Regnormebørster 

Regnormene har et stort antal mikroskopiske 

børster (cetae), som ikke kan 

fordøjes af storken, men efterlades i 

maven . En metode til optælling af børsterne 

(L. terrestris = ca . 1 .000 børster) 

i gylpmassen kan derfor anvendes til 

at estimere det antal regnorme, som 

storken har konsumeret: 

1 . Det fine bundfald fra en fragmenteret 

gylpmasse (se side 10-11) opslemmes 

i 600 ml 70% alkohol, hvorefter 3 

stikprøver a 5 ml opsuges . 

2 . Stikprøverne hældes i 3 petriskåle 

med et samlet bundareal = 50 cm², og 

børsterne tælles i 5 kvadrater a 1 cm² i 

hver petriskål, i alt 15 cm² . 

3 . Summen af børster i de 15 kvadrater 

(Sb) omregnes til det samlede antal 

regnorme i gylpmassen = (600 x 50/15 

x 15 x 1000) x Sb . 

Det gennemsnitlige antal regnorme 

i de udvalgte 123 storkegylp estimeres 

ved denne beregning til ca . 160 

regnorme pr . 100 g gylp . Ved en anslået 

masse på 2,0 g (frisk vægt) pr . regnorm 

svarer det til 320 g regnorme pr . 100 

Pattedyr 

g gylp, hvilket er en meget stor andel 

af de delvis ufordøjelige byttedyr, som 

storken har indtaget, i gennemsnit ca . 

77% af disse, jfr . side 7 . 

Storken fortærer naturligvis også i vekslende 

grad fuldt fordøjelige byttedyr, 

men blandt de delvis ufordøjelige 

byttedyr, udgør regnorme ifølge denne 

beregning altså langt størstedelen, 

svarende til de ret små andele, der blev 

beregnet for pattedyr/fugle (ca . 16%) 

og insekter/snegle (ca . 7%) (fig . 12) . 

Regnormemængden varierer meget de 

enkelte gylp imellem, og idet børsterne 

muligvis klumpes sammen i gylpmassen, 

bør en vurdering bero på gylpserier 

snarere end på enkelte gylp . Selv når 

man sammenligner gylpmasserne fra 

de udvalgte serier, giver det en meget 

stor variation (130-520 g regnorme/100 

g gylp ved 2g/regnorm), uden at de øvrige, 

delvis ufordøjelige byttedyr optræder 

med modsvarende høje eller lave 

tal, som man måske kunne forvente i de 

mest afvigende serier . 

Beregningen giver især gylpserien 

fra Vesløs (NV-Jylland) et påfaldende 

lavt estimat (ca . 130 g regnorme/100 

g gylp), mens heller ikke indholdet af 

pattedyr/fugle eller insekter er særligt 

højt . Gylpserien har dog et nogenlunde 

højt sandindhold (27%), så hvis det lavt 

estimerede antal regnorme er korrekt, 

Regnorme 

19 

har de haft et usædvanligt højt sandindhold 

(0,4 g sand/regnorm) . Storken 

har måttet gylpe en masse sand for at 

æde et beskedent antal regnorme . 

Da estimeringen ikke fortæller noget 

om, hvor store regnormene er, kunne 

en anden forklaring være, at regnormene 

fra Vesløs gennemsnitligt er meget 

store, så serien derfor indeholder 

mere sand pr . regnorm end de øvrige 

gylpserier . 

Idet der er flere indikationer på, at 

storkene ved Vesløs æder mange frøer 

(Skov, 2003) og derfor muligvis afgiver 

en del af de mikroskopiske regnormebørster 

via kloakken, kan en tredje 

forklaring være, at antallet af børster 

estimeres for lavt i forhold til, hvor 

mange regnorme storken egentlig har 

indtaget . 

Betragtningerne viser, at estimering af 

regnorme ud fra indholdet af børster i 

gylpmassen er forbundet med betydelige 

usikkerhedsfaktorer og om muligt 

bør suppleres med andre metoder . 

. Figur 12. Samlet (estimeret) indhold 

af delvis ufordøjelige byttedyr (frisk 

vægt) i gylpmassen i de 8 udvalgte serier. 

Pattedyr/fugle (16%). Regnorme (77%). 

Insekter/snegle (7%). 

Insekter/snegle

20 

250 

200 

150 

100 

50 

ANTAL GRAM 

VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BRØN 

2 . Sandindhold 

Regnorme, her især Lumbricus terrestris, 

indeholder normalt en del sand, 

som tilbageholdes i fordøjelseskanalen, 

særligt i muskelmaven, hvor det 

medvirker til en mekanisk nedbrydning 

af plantemateriale . Hos L. terrestris er 

fordøjelseskanalen i øvrigt især fyldt 

med fragmenterede dele af blade og 

strå, som den trækker ned fra jordoverfladen 

. Den ernærer sig ikke i nær så høj 

grad som andre regnorme ved at æde 

sig igennem jorden og optage næring 

fra denne (Andersen, 1997) . 

Det synes derfor rimeligt at antage, at 

sandprocenten i L. terrestris er relativt 

konstant uanset jordbundstype . Anslås 

sandindholdet til 10% af vægten, vil de 

32% sand, som de udvalgte 123 storkegylp 

i gennemsnit indeholder, svare 

til 320 g regnorme/100 g gylp, hvilket 

svarer til ca . 2g/regnorm! Fordelingen 

blandt de enkelte gylpserier svarer 

endda i store træk til fordelingen ifølge 

metode 1, men varierer dog ikke helt 

så meget (185-460 g regnorme/100 g 

gylp), og der er påfaldende afvigelser 

(fig . 13) . 

Den mindre variation, bl .a . et meget 

mindre afvigende resultat i serien fra 

Vesløs (ca . 270 g regnorme/100 g gylp), 

kan evt . tolkes i retning af, at en estimering 

af regnormemængden via sandindholdet 

er en mere nøjagtig – eller 

snarere en mindre unøjagtig – metode 

end en optælling af regnormebørster, 

specielt i de situationer, hvor storken 

æder mange fuldt fordøjelige byttedyr, 

idet børster da formentlig i højere grad 

end sand bliver udskilt fra kloakken . 

Metode 2 udjævner desuden mulige 

unøjagtigheder i relation til regnorme 

af forskellig størrelse, idet den forholder 

sig til masse snarere end til antal . Til 

gengæld afhænger metodens nøjagtighed 

af, hvorvidt sandprocenten hos 

L. terrestris er konstant, idet generelle 

500 

400 

300 

200 

100 

m Figur 13. Antal af regnorme (tv.) og 

frisk vægt i gram (th.) pr. 100 g. gylp i 

de udvalgte gylpserier, estimeret ud fra 

henholdsvis regnormebørster (gule søjler) 

og sandindhold (grå søjler) ved 2 g pr. 

regnorm og et sandindhold på 10%. 

afvigelser herfra gør metoden tilsvarende 

unøjagtig . I de gylpserier, hvor 

sandindholdet er mindst i forhold til antallet 

af børster, især Vang (NV-Jylland) 

og Ribe (SV-Jylland), giver beregningen 

ca . 60-70% af resultatet fra metode 1 og 

kan tolkes inden for den forventelige 

usikkerhed . I de øvrige serier opnås ret 

god overensstemmelse mellem de to 

metoder . 

Begge de anførte metoder til estimering 

af regnormemængden bygger foreløbig 

på forudsætninger, som ikke synes udførlig 

bekræftet i litteraturen, men kun 

kan afklares via yderligere forskning .

Tidligere undersøgelser 

Skovgaard (1920) undersøgte 46 gylp 

fra hvid stork, indsamlet i perioden 

1917-20 på 10 jyske lokaliteter, så 

uensartede som muligt efter hans eget 

skøn . De publicerede data er sammenlignelige 

med de aktuelt foreliggende 

i flere henseender, idet Skovgaard dog 

hverken estimerede regnormebørster, 

vejede sandmængden eller anvendte 

hjælpemidler til sporing af kitinrester . 

Indholdet af Skovgaards 46 storkegylp 

(ca . 1,0 kg med en gennemsnitlig 

vægt på 21,7 g) svarer med hensyn til 

artsgrupperne af delvis ufordøjelige 

byttedyr nogenlunde til tallene i nærværende 

undersøgelse . 

Sættes indholdet af disse artsgrupper 

til 400 g frisk vægt pr . 100 g gylp, udgør 

indholdet (frisk vægt) af insekter i gennemsnit 

ca . 9%, men idet Skovgaard 

stort set kun registrerede biller, bør 

procenten dog nok estimeres lidt højere . 

Indholdet (frisk vægt) af pattedyr/fugle 

er ca . 30%, mens regnormemængden 

deduktivt kan anslås til ca . 60% (det hele 

beregnet ud fra Skovgaards ret udførlige 

fundoplysninger) . 

Gennemsnitstallene dækker dog over 

markante variationer, bl .a . var pattedyr 

og fugle helt fraværende i en serie gylp 

fra Veddum, mens de i øvrigt overvejende 

lå en del højere end i nærværende 

undersøgelse . Af pattedyr og fugle blev 

i alt optalt 7 muldvarpe, 2 mosegrise, 2 

markmus, 2 spidsmus, 1-2 fugle . 

Bemærk: Det er begribeligvis ikke 

muligt at sige noget om, hvor stor en 

andel de fuldt fordøjelige byttedyr, især 

frøer, udgjorde . To frøer og en fisk blev 

registreret, men de afspejler næppe det 

samlede antal, omend Skovgaard tager 

dette forhold til indtægt for, at frøers 

betydning for storken er overvurderet . 

Derimod er han bl .a . ud fra egne iagttagelser 

opmærksom på, at regnorme 

har stor betydning for storken . 

Skovgaard noterer også 3 krebs og 3 igler 

foruden et stort antal edderkopper i 

et enkelt gylp (formentlig kæber, som er 

identificeret), og bemærker endvidere: 

”Selv de allermindste bitte små Biller, 

omtrent som et Knappenaalshoved, 

tages og til tider i stort Antal – det er 

unægtelig smaa Mundfulde for saa stor 

en Fugl”, uden at komme på den tanke, 

at de små biller kunne stamme fra de 

frøer, som han jo ikke mener, storken 

spiser ret mange af! 

Mængden af biller varierede en del og 

lå højest i serier fra Tjæreborg (ca . 18%) 

og Veddum (ca . 11%), mens den i serier 

fra Fussing og Bruunshåb lå meget lavt 

(4%) . Store løbere af slægten Carabus, 

bl .a . dyndløber (C. clathratus) og den 

her i landet nu næsten forsvundne 

overdrevsløber (C. cancellatus), udgjorde 

generelt en meget betydelig andel (i 

gennemsnit ca . 60%) af billernes vægt, 

hvor de kun udgør ca . 15% i den nærværende 

undersøgelse . 

De lidt mindre biller, især Pterostichus- 

og Silpha-arter, udgør i nærværende 

undersøgelse en meget større andel af 

insektmængden, så storken må ulejlige 

sig med at fortære et langt større antal 

(mindre) biller end tidligere, for at konsumere 

en tilsvarende fødemængde . 

21 

Lange (1933) beretter mere løseligt 

om storkens fødeindtag, idet han giver 

eksempler på større byttedyr, som han 

selv og lokale meddelere har observeret 

ved storkereder: muldvarp, mosegris og 

frøer, men også hugorm (Vipera berus), 

snog (Natrix natrix) og gedde (Esox 

lucius). 

Han nævner endvidere, at storken tager 

mange regnorme, og bekræfter dette 

ved at mikroskopere et udsnit af gylpmassen 

for regnormebørster . Insekter 

tillægger han ligeledes stor betydning, 

måske noget overdrevet efter danske 

forhold, idet han fremhæver storkens ry 

som græshoppejæger i syden . 

Skov (1989) undersøgte 38 storkegylp 

(i alt ca . 1,1 kg med en gennemsnitlig 

vægt ca . 30 g), indsamlet i perioden 

1985-88 ved Bolderslev (SØ-Jylland) i 

forbindelse med DOF’s første store projekt 

med døgnobservationer af danske 

storke . Skovs konklusion var skønsmæssigt: 

Regnorme udgjorde ca . 40% af 

fødemængden, frøer og mus hver ca . 

15%, mens de øvrige byttedyr, bl .a . en 

del muldvarpe og mosegrise, udgjorde

22 

omkring 30% . Insekterne bestod overvejende 

af løbebiller, især Pterostichusarter, 

og ådselbiller, der blev dog ikke 

analyseret for finere kitinrester eller 

regnormebørster . 

Maveindholdet hos en ung stork (død 

5 . august 1988 ved påflyvning af en 

el-mast, midt i høsttiden) viste sig helt 

overvejende at bestå af pattedyr: 2 

muldvarpe, 3 mosegrise, 7 markmus, 3 

markmuse-unger, 1 dværgmus, 2 brune 

frøer, 1 regnorm og 1 flintesten . En voksen 

stork blev til forskel herfra observeret 

to dage i træk (23 .-24 . juli), hvor den 

i løbet af knap 2½ time fortærede 876 

regnorme og 42 frøer . Observationerne 

viser, at storken hurtigt kan tilpasse sin 

jagt efter de givne forhold . Pattedyr 

og regnorme optræder på skift som de 

vigtigste byttedyr ved Bolderslev! 

DOF’s døgnobservationer ved Vesløs 

(NV-Jylland) i 1992 viste derimod, at 

storkene her i meget høj grad ernærede 

sig af padder . Skov (2003) vurderer, at 

ca . 85% af deres fødeindtag bestod af 

padder, overvejende brune frøer (Rana 

temporaria og R. arvalis) . Regnorme var 

vigtige i april-maj, men lige så snart 

ungerne kunne spise frøer, levede 

storkene næsten udelukkende af disse, 

og de kunne findes i store mængder i 

området . Den 1 . august 1992 slugte en 

stork således på ca . 2½ time ikke færre 

end 212 (til dels små) frøer, der blev 

fanget ved Skårup (5 km fra reden) og 

fløjet hjem til den enlige unge . Storkene 

fortærede også en hel del mus under 

høsten i juli-august . Insekter som vandkalve, 

løbebiller og ådselbiller syntes 

derimod kun af mindre betydning . 

De delvis ufordøjelige byttedyr i gylpet 

fra Vesløs repræsenterer således kun en 

lille del af storkenes fødeindtag, og som 

omtalt (side 18-20) i afsnittet om regnorme 

synes det derfor ret sandsynligt, 

at en anseelig del af regnormebørsterne 

i føden under disse omstændigheder 

udskilles via storkens kloak . 

Fødeudbuddet i Vesløs synes dog markant 

anderledes end på de øvrige jyske 

lokaliteter i nyere tid, og beskrivelserne 

af de udvalgte lokaliteter (bilag 1) giver 

en vurdering af, hvilke biotoptyper og 

dermed muligheder for fødesøgning, 

der var til stede i indsamlingsperioden . 

Storken flyver i forbindelse med fødesøgning 

helst kun nogle få og max . 10 

km fra reden (Skov, 2003) . 

Tager man storkenes fødevalg længere 

mod syd i betragtning, findes 

meget varierende fødesøgningsmønstre 

beskrevet . Allerede i Tyskland og 

Polen synes fødevalget mange steder 

markant anderledes end her i landet, 

idet områderne også er mindre intensivt 

udnyttet end hos os . Padder, pattedyr 

eller insekter kan udgøre en meget 

stor del af føden (Dziewiaty & Schulz, 

1998; Tryjanowski & al ., 2006), mens 

regnorme generelt vurderes af langt 

mindre betydning end i nærværende 

og flere tidligere danske undersøgelser . 

Forholdene i vore sydlige nabolande 

kan derfor give et gavnligt fingerpeg 

om, hvilke muligheder, der faktisk findes 

for at ændre status quo .

Diskussion 

Det er velkendt, at storken har været i 

konstant tilbagegang i Danmark over 

en meget lang periode (Skov, 2003) . 

Fra tusindvis af storkepar i 1800-tallet 

gik bestanden ned til hundredvis i 

begyndelsen af 1900-tallet og dykkede 

gradvist ned imod nul, efterhånden som 

vi nærmede os årtusindskiftet, hvor den 

hvide stork ophørte med at yngle i den 

danske natur . 

De byttedyr, som storken har levet af, 

har for mange arters vedkommende 

også været i gradvis og langvarig tilbagegang 

i det danske kulturlandskab . Det 

gælder generelt for padder (Fog & al ., 

1997), hvor talrige søer og vådområder 

er blevet drænet væk, idet arealerne er 

inddraget til landbrug . Af pattedyrene 

(Baagøe & Jensen, 2007) synes særligt 

markmus at være i tilbagegang på 

grund af forringelser af levestederne, 

mens muldvarpen ser ud til at klare sig 

bedre . Regnorme, bl .a . Lumbricus terrestris, 

har længe været i omfattende tilbagegang 

i det moderne agerland, hvor 

deres biomasse generelt er voldsomt 

reduceret på grund af sprøjtning og 

mangel på organisk gødning (Andersen, 

1997) . 

Storkens sekundære byttedyr som store 

løbebiller, vandkalve og skarnbasser, der 

er afhængige af henholdsvis regnorme, 

vådområder og gødning, er følgelig 

også i klar tilbagegang, og de fødekæder, 

hvor storken er top-prædator, bliver 

således efterhånden ude af stand til at 

levere de byttedyrsmængder, der skal 

til for at ernære et storkepar med unger . 

Visse løbebiller (Pterostichus-arter) samt 

ådselbiller kan storken stadig finde, men 

de er så små, at der skal indfanges flere 

tusinde, før det rækker . Storken savner 

mad på menuen! 

De sidste storkepar har i nogen grad 

holdt stand ved fødesøgning i dambrug 

og udlagt foder . Først sent opstod 

der lokale bestræbelser for at vende 

den udvikling, som førte til storkens 

gradvise forsvinden: En genetablering 

af vådområder samt øget kvæghold på 

friland, helst på vedvarende enge med 

moderat græsningstryk . Og nogle få (til 

dels svensk opdrættede) storkepar har 

faktisk atter haft ynglesucces i Danmark 

de senere år, jvf . www .storkene .dk 

Den danske rødliste (Stoltze & Pihl, 

1998) understreger i øvrigt, at netop 

de biotoptyper som enge, moser og 

overdrev, hvor storken søger sin føde, 

har det forholdsvis højeste antal truede 

arter i Danmark . 

Skovgaard (1920) skrev allerede for 90 år 

siden: „I gamle Dage var der ogsaa noget, 

der hed Brakmarker og sure Marker, 

og hvad Rolle de spillede for Smaadyrene 

er let at forstaa, det var neutrale 

Gebeter, hvorfra Bestanden altid kunne 

23 

fornyes paa de tilgrænsende kultiverede 

Marker … Nu er Brakmarkerne borte og 

de sure Marker drænet, tilbage er kun 

Grøftekanterne som taalelige Fristeder i 

de kultiverede Egne .“ 

Storkebestandene i Mecklenburg- 

Vorpommern (1177 par i 2000) og i 

Schleswig-Holstein (239 par i 2001) 

umiddelbart syd for grænsen er dog 

stadig sunde og produktive (Skov, 2003), 

og selvom de muligvis kan komme under 

pres fra en intensiveret landbrugspraksis, 

særligt i de tidligere Østblokområder, 

vil de nok fortsat kunne levere 

det overskud af ungfugle, der kunne 

formodes at etablere sig hos os, hvis 

forholdene atter bliver dertil .

24 

Referencer 

Andersen, C ., 1997: Regnorme . – Natur 

og Museum 36 (4) . 36 s . 

Bangsholt, F ., 1983: Sandspringernes og 

løbebillernes udbredelse og forekomst i 

Danmark ca . 1830-1981 . – Dansk Faunistisk 

Bibliotek . Bind 4 . 272 s . 

Baagøe, H . & T . S . Jensen (red .), 2007: 

Dansk Pattedyratlas . – Gyldendal . 392 s . 

Daniel, O ., O . Kohli & M . Bieri, 1996: 

Weight gain and weight loss of the 

earthworm Lumbricus terrestris L . at different 

temperatures and body weight . 

– Soil Biology and Biochemistry 28 (9): 

1235-1240 . 

Dziewiaty K . & H . Schulz, 1998: Störche 

in der Elbtalaue . – NABU, Institut für 

Weisen und Feuchtgebiete . Berghausen, 

Schleswig . 96 s . 

Fog, K ., A . Schmedes & D . R . de Lasson, 

1997: Nordens padder og krybdyr . – 

Gads Forlag . 365 s . 

Grell, M . B ., 2000: Forvaltningsplan for 

Hvid Stork Ciconia ciconia i Danmark . – 

Dansk Ornitologisk Forening . Rapport, 

38 s . 

Hansen, M . D . D ., 2008: Skarnbasser og 

andre møgdyr . – Natur og Museum 47 

(2) . 36 s . 

Kosicki, Z ., P . Profus, P . Dolota & M . 

Tobolka, 2006: Food composition and 

Energy demand of the white Storck 

Ciconia ciconia breeding population . Litterature 

survey and preliminary results 

from Poland . – I: Tryjanovski, P . & al . 

(2006), s . 169-183 . 

Lange, H ., 1933: Storkens Føde – Storkegylp 

. – Naturens Verden 17: 80-84 . 

Lodal, J ., 2007: Muldvarp . Talpa europaeus 

Linnaeus, 1758 . – I: Baagøe, H . & T . S . 

Jensen (2007): 36-39 . 

Skov, H ., 1989: Bolderslev storkenes fourageringsområder 

og fødevalg . – Dansk 

Ornitologisk Forening . Rapport, 40 s . 

Skov, H ., 2003: Storken . En Kultur- og 

Naturhistorie . – Gads Forlag, 288 s . 

Skovgaard, P ., 1920: Storkens (Ciconia 

alba) Føde . Særlig belyst gennem 

Undersøgelser af dens Gylp . – Danske 

Fugle (D .O .C .) . Bind 1: 2-9 . 

Skriver, J ., 2004: På sporet af storkens 

spisevaner . – Fugle og Natur 24 (3): 6-7 . 

Stoltze, M . & S . Pihl (red .), 1998: Rødliste 

1997 over planter og dyr i Danmark . 

– Miljø- og Energiministeriet, DMU og 

Skov- og Naturstyrelsen . 219 s . 

Tryjanovski, P ., T . Sparks & L . Jerzak (red .), 

2006: The white stork in Poland: Studies 

in biology, ecology and conservation . 

– Poznan, Bogucki Wydawnictwo Naukowe 

. 492 s .

BILAG 1 

Beskrivelse af udvalgte 

lokaliteter 

Lokalitetsbeskrivelserne i det følgende 

er udarbejdet af Hans Skov på grundlag 

af omfattende observationer på disse 

lokaliteter (Skov, 1989, 2003) . 

Vesløs-Skårup 

En lokalitet, hvor storken ynglede 

regelmæssigt indtil 1998, mens en enlig 

stork holdt stand til 2002 . Omegnen har 

vidtstrakte vådområder med kvæghold 

i overgangszonerne til det mere 

tørre agerland . I 1992 udførte DOF’s 

Storkegruppe døgnobservationer her 

for at få indblik i storkenes fødesøgning . 

Ud af i alt 252 observationer gik ca . 

60% af fødesøgnings-turene til enge 

og vådområder, primært efter frøer . De 

øvrige ca . 40% gik til intensivt udnyttede 

arealer, især i forbindelse med 

høst, harvning og pløjning . Vesløs var 

på tidspunktet for denne undersøgelse 

noget nær en optimal storkelokalitet 

med rigeligt af den føde, som storkene 

havde behov for . På mange måder er 

området stadig en god lokalitet, men 

for tiden er afstanden til de nærmeste 

ynglepladser nok for stor til at blive 

genbesat af storken . 

Vang 

Denne lokalitet husede et nyt storkepar 

i 1989 . Omegnen mod sydøst var 

præget af intensivt landbrug, mens der 

mod vest var næringsfattige vandhuller 

og vådområder . Der var dog ingen 

afgræsning af randzonerne og vegetationen 

var derfor så høj, at storkene 

havde svært ved at fange de byttedyr, 

der faktisk var til stede . Fourageringsstederne 

var især vådområder ved Åvand 

og Førby Sø, (7-8 km mod SV) samt 

umiddelbart vest for reden . Fødeknaphed 

medførte utraditionelle tiltag, fx 

fløj en stork til molen i Nr . Vorupør (9 

km mod V), hvor den først stjal og siden 

blev fodret med fisk . Storkene fouragerede 

også på fiskeaffald ved minkfarme . 

Ud af 4 unger døde de 3 af fødemangel, 

mens den sidste overlevede . Vang må 

derfor regnes som en ringe storkelokalitet, 

og storkene ynglede kun i en sæson, 

hvorpå reden snart blev opgivet . Øget 

græsning kunne dog have forbedret 

situationen . 

Vegger 

Her har storken ynglet regelmæssigt 

indtil år 2000 (fig . 11) og igen i 2004 . Lokaliteten 

er omkranset af to åer, fugtige 

engpartier, bakker med dødishuller, små 

søer og vådområder . Indtil 1980’erne 

var Vegger en god storkelokalitet, men 

i 1990’erne ændrede området karakter . 

I ådalene blev flere engdrag pløjet op, 

lige før et lovindgreb skulle hindre, at 

noget sådant kunne ske! Der er nu mere 

intensivt kvæghold, ådalene græsses 

ikke længere og gror til, intensiv 

planteavl vinder frem på bekostning af 

græsmarker . Storkene blev stedse mere 

afhængige af dambruget ved Højris 

Mølle . Hvor de førhen ofte fik 3-4 unger 

på vingerne, blev det ringere fra 1995 . 

Som storkelokalitet gik området tilbage 

i undersøgelsesperioden og blev opgivet 

af storkene efter år 2007 . 

m Figur 14. Den gamle storkerede i Vegger. 

Foto: H. Skov, 2. august 1999. 

25 

Ribe 

En klassisk storkelokalitet, som langt op 

i nyere tid har budt på meget gunstige 

livsbetingelser for storke . I 1939 fik 34 

storkepar 81 unger på vingerne, og 

endnu i 1962 havde 9 storkepar rede i 

byen . Tilbagegangen skyldes afvanding 

og opdyrkning af marsken vest for byen, 

samt gradvist skift fra ekstensivt kvæghold 

til intensiv planteavl i omegnen . 

Endvidere forhindrer en uheldig praksis 

med sænkning af vandstanden i Ribe 

Østerå tidligt på sæsonen nu områdets 

mange padder i at yngle i de førhen 

temporært oversvømmede enge . Langs 

Ribe Østerå findes endnu en del fugtige 

enge, men de har længe været under tilgroning 

med rørskov og pilekrat . I 2004 

tog man et høslet på tilgroede enge nær 

ved byen for at hjælpe storkene . Det 

tog kun få minutter, før de var på plet

26 

ten! Storkene har siden 1980’erne gjort 

intensivt brug af dambruget Jedsted 

Mølle ved Kongeåen 8 km fra reden . Det 

skønnes, at de har taget ca . 75% af deres 

føde i dambruget og derfor stadig har 

kunnet opfostre unger, men området 

er efterhånden en mindre god storkelokalitet 

og blev opgivet af storkene efter 

år 2005 . 

Brøns 

Her var en storkerede stort set beboet 

fra 1944 til 1997 . Mod vest ligger den 

nu afvandede og intensivt dyrkede 

marsk . Brøns Å løber igennem byen, 

men er reguleret og uddybet, og engene 

langs åen er ret tørre . Der er stadig 

kvæghold, men vedvarende enge og 

vådområder mangler, og intensiv planteavl 

dominerer på de dyrkede arealer . 

Et dambrug 2 km øst for Brøns blev i 

storkenes sidste yngleår flittigt besøgt, 

ligesom et hedeterræn øst herfor, hvor 

udbyttet bl .a . var hugorme . Desuden 

søgte de ofte føde i den lavvandede 

Brøns Å, og der blev fundet tabte ål 

under reden . Området var endnu i 

1980’erne brugbart, men blev i løbet af 

1990’erne en ringe storkelokalitet . 

BILAG 2 

Frisk vægt af storkens byttedyr 

Abild 

Denne lokalitet husede et storkepar 

i årene 1973-83 . Omegnen var indtil 

begyndelsen af 1980’erne kendetegnet 

ved en del vedvarende græsmarker med 

kvæghold . Et stort antal mergelgrave og 

vandhuller var vigtige formeringssteder 

for padder, og der er mange vandinsekter 

i de undersøgte gylp . Egnen byder 

ellers ikke på større vådområder eller 

vandløb, og dambrug findes heller ikke 

her . Omkring 1980 opgav flere gårde 

kvægholdet og gik over til intensiv planteavl 

. Resultatet blev, at storkene senest 

opfostrede unger i 1981 og opgav lokaliteten 

1983 . Området var indtil 1980 

anvendeligt, men blev derefter hurtigt 

en ringe storkelokalitet . 

Agerskov 

Denne lokalitet husede efter mange års 

fravær i årene 1980-84 en beboet storkerede 

. Det blev dog kun i 1981, de fik 

ynglesucces og med kun en flyvefærdig 

unge . Der var stadig store græsarealer 

med kvæg, men kun få vådområder . De 

lokale vandløb var stærkt regulerede, og 

engene var meget tørre, mens agerjorden 

var domineret af intensiv planteavl . 

Området må derfor betragtes som en 

ringe storkelokalitet . 

Bolderslev 

En klassisk storkelokalitet i et område 

med kvæghold og vedvarende 

græsarealer . Indtil 1997 var der i den 

nærliggende by, Uge, et storkepar, som 

havde samme fourageringsområde . 

Bolderslev var i 1988 i fokus for DOF’s 

første danske projekt med døgnobservationer 

af storke . Ud fra 483 observationer 

blev det konkluderet, at 63% af 

storkenes fødesøgningsture gik til enge 

og vådområder, mens de resterende 

37% gik til intensivt udnyttede arealer, 

især i forbindelse med høst, harvning og 

pløjning . Området var endnu i 1980’erne 

en ret god storkelokalitet, men blev 

gradvist forringet i løbet af 1990’erne og 

kan i dag næppe forsørge et storkepar 

med unger . 

Bredevad 

Fra 1973 til 1978, hvor storkene senest 

holdt til på stedet, lykkedes det ikke at 

udruge unger, idet omegnen åbenbart 

ikke længere kunne yde storkene 

tilstrækkeligt med føde . Området var 

gradvist blevet reduceret til en ringe 

storkelokalitet . 

Taxa ca . > Mg/eks . Behov/dag 

Brun rotte Rattus norvegicus 225 .000 2 

Mosegris Arvicola terrestris 150 .000 3 

Muldvarp Talpa europaea 85 .000 5 

Markmus Microtus agrestis/arvalis 40 .000 11 

Fugl, Aves: Passeriformes etc . (medium) 20 .000 23 

Brun frø Rana arvalis/temporaria (medium) 15 .000 30 

Alm . spidsmus Sorex areneus 10 .000 45 

Stor regnorm Lumbricus terrestris (maximum) 8 .000 55 

Lille spidsmus Sorex minutus 5 .000 85 

Stor regnorm Lumbricus terrestris (medium) 2 .000 225 

Læderløber Carabus coriaceus 1 .500 300 

Stor guldsmed Aeschna (larve) ” ” 

Stor vandkalv Dytiscus marginali ” ”

Taxa ca . > Mg/eks . Behov/dag 

Sumpsnegl, Lymnaeidae (medium) 1 .000 450 

Markskarnbasse Geotrupes stercorarius ” ” 

Dyndløber Carabus clathratus 700 600 

Kratløber Carabus nemoralis 600 700 

Overdrevsløber Carabus cancellatus ” ” 

Sumpgræshoppe Mecistethus grossus 500 900 

Kornet løber Carabus granulatus 300 1 .500 

Lyngløber Carabus arvensis ” ” 

Tværridset vandkalv Colymbetes ” ” 

Ådselgraver Nicrophorus ” ” 

Sandgraver Broscus cephalotes 50 2 .000 

Skovjordløber Pterostichus niger ” ” 

Markgræshoppe, Acrididae ” ” 

Markjordløber Pterostichus melanarius 200 2 .500 

Skivevandkalv Acilius/Graphoderes ” ” 

Ådselbille Silpha tristis/obscura/carinata ” ” 

Skorpiontæge Nepa cinera ” ” 

Håret markløber Harpalus rufipes 150 3 .000 

Grubeløber Blethisa multipunctata ” ” 

Rovbille Creophilus/Ocypus ophtalmicus ” ” 

Møgbille Aphodius fossor/rufipes ” ” 

Rygsvømmer Notonecta ” ” 

Fladløber Nebria brevicollis/salina 100 4 .500 

Stor torpedoløber Calathus fuscipes ” ” 

Jordløber Pterostichus nigrita/versicolor ” ” 

Markløber Harpalus affinis/tardus ” ” 

Vandkalv Agabus/Ilybius ” ” 

Matsort ådselbille Blitophaga opaca ” ” 

Markgræshoppe, Acrididae (nymfe) ” ” 

Stankelben, Tipulidae (larve) ” ” 

Møgbille Aphodius fimetarius/erraticus 50 9 .000 

Alm . vandkær Hydrobius fuscipes ” ” 

Syvplettet mariehøne Coccinella 7-punctata ” ” 

Ødebille, Byrrhidae ” ” 

Bladbille, Chrysomelidae ” ” 

Alm . ørentvist Forficula auricularia ” ” 

Ovalløber Amara aenea/familiaris < 50 > 10 .000 

Kornsmelder Agriotes ” ” 

Skumcikade, Cercopidae ” ” 

Skovmyre Formica ” ” 

Vægtangivelser fra eksterne kilder er anvendt for hvirveldyr (Skov, 1989; www .skovognatur .dk) og regnorme (Daniel & al ., 

1996), mens vægten af insekter og snegle er angivet ud fra egne målinger på friske eksemplarer eller estimeret på grundlag af 

s amlingseksemplarer . 

27

28 

BILAG 3 

Indhold i udvalgte gylpserier 

Fraktion Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total 

Gylp (antal) 28 13 19 15 13 17 10 8 123 

I alt vægt (g) 308 163 334 216 472 266 186 157 2 .102 

Gennemsnit (g/gylp) 11 13 18 14 36 16 19 20 17 

Sand (g) 83 47 114 73 175 49 64 72 677 

Sten etc . (g) 4 2 2 1 74 - 3 - 86 

Grov org . rest (g) 125 60 103 95 140 136 59 49 767 

Opløst/opslemmet (g) 96 54 115 47 83 81 60 36 572 

Sand (%) 27 29 34 34 37 19 34 46 32 

Sten etc . (%) 1 1 1 1 16 - 2 - 4 

Grov org . rest (%) 41 37 31 45 30 51 33 31 37 

Opløst/opslemmet del (%) 31 33 34 21 17 30 21 23 27 

Regnorme (g frisk/100 g gylp)* 270 288 289 338 365 184 338 459 317 

Pattedyr (g frisk/100 g gylp)** 58 25 75 19 53 141 102 54 67 

Insekter (g frisk/100 g gylp)*** 38 34 31 20 12 42 18 32 27 

Regnorme (% frisk)* 74 83 73 90 85 50 74 84 77 

Pattedyr (% frisk)** 16 7 19 5 12 39 22 10 16 

Insekter (% frisk)*** 10 10 8 5 3 11 4 6 7 

*) estimeret sandindhold ved 2g/regnorm . **) inkl . fugle . ***) inkl . snegle . 

Taxa Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total 

Lumbricidae (cetae estm.) 195 404 699 562 597 283 341 310 3 .391 

Lumbricidae (sand estm.) 415 235 570 365 875 245 340 360 3 .405 

Talpa europaea - - 4 - 3 4 1 2 14 

Microtus sp . 4 1 3 1 1 3 3 2 18 

Aves 1 - - - 2 - - - 3 

Ranidae 2 - - - - - - - 2 

Lymnaeidae - 1 1 1 1 - - 6 10 

Carabus coriaceus - - 1 - - - - 2 3 

Carabus clathratus 12 4 - - - - - - 16 

Carabus nemoralis 1 3 7 2 3 7 - 3 26 

Carabus problematicus 1 - 2 - - - - - 3 

Carabus granulatus 15 6 9 8 4 8 3 1 54 

Carabus arvensis 1 - - - 2 - - - 3 

Carabus nitens - 1 - - - - - - 1 

Nebria sp . 4 4 11 5 1 12 10 - 47

Taxa (fortsat) Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total 

Blethisa multipunctata 8 9 - 4 - - - - 21 

Broscus cephalotes - - 1 - - - - 1 2 

Pterostichus niger 14 4 31 14 15 1 1 3 83 

Pterostichus melanarius 88 10 64 35 36 34 40 22 329 

Pterostichus nigrita 17 5 9 2 4 - - 3 40 

Pterostichus versicolor 6 - 4 1 1 - - 3 15 

Calathus fuscipes 49 8 - - 1 - - - 58 

Harpalus rufipes 13 3 5 2 2 11 14 19 69 

Harpalus sp . 11 2 1 - 1 1 5 - 21 

Amara sp . 96 19 23 - 4 8 3 3 156 

Div . Carabidae 100 6 16 8 7 20 1 2 160 

Taxa Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total 

Dytiscus sp . 11 23 20 - 3 17 1 - 75 

Colymbites sp . 8 1 4 2 - 4 1 - 20 

Acilius sp . 10 8 1 2 - 8 2 - 31 

Div . Dytiscidae 19 7 16 21 - 2 1 - 66 

Dytiscidae (larvae) 24 15 - 6 6 12 - - 63 

Nicrophorus sp . - - 1 - 2 - - - 3 

Silpha tristis 8 4 13 26 28 37 13 5 134 

Silpha obscura 1 1 1 4 16 12 1 - 36 

Silpha carinata - - - - 4 - - - 4 

Blitophaga opaca 70 - 1 - - - 5 - 76 

Phosphuga atra - - 3 - 1 - 2 - 6 

Creophilus maxillosus - 1 - - - - - - 1 

Ocypus ophthalmicus - - 1 - - - - - 1 

Megalinus glabratus 2 - 4 - - - - - 6 

Div . Staphylinidae 30 1 3 4 1 2 1 - 42 

Histeridae 9 1 1 - 1 1 3 - 16 

Geotrupes sp . 2 - 14 3 - - - 35 54 

Aphodius fossor 5 1 3 - - 1 11 - 21 

Aphodius rufipes 18 - 6 2 1 - 6 1 34 

Aphodius sp . 25 1 1 2 - 8 3 - 40 

Cetonia cuprea - - - - 1 - - - 1 

Serica brunnea 1 - - - - - - - 1 

Trox sabulosus 2 - - - - - - - 2 

Hydrobius fuscipes 18 1 1 3 - - 2 - 25 

Sphaeridium sp . 7 - - - - - - - 7 

29

30 

Taxa (fortsat) Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total 

Coccinella septempunctata 42 2 1 4 - - - - 49 

Div . Coccinellidae 57 - 3 1 - - - - 61 

Lacon murinus 1 - - - 2 - - 1 4 

Corymbites pectinicornis 1 2 - - - - - - 3 

Div . Elateridae 66 12 3 1 3 6 2 - 93 

Cantharidae 4 1 - 1 4 3 - - 13 

Byrrhidae 6 1 - 1 - 3 - - 11 

Tenebrio molitor - - 2 - - - - - 2 

Stenosola dubia 1 - - - - - - - 1 

Chrysomelidae 12 8 3 4 - 5 2 - 34 

Cleonus sp . - - - - 2 - - - 2 

Div . Curcurlionidae 30 5 9 4 2 9 3 - 62 

Aeschna sp . (larvae) - - - 4 4 32 3 - 43 

Mecistethus grossus - - 1 - - - - - 1 

Div . Acrididae 7 - 23 2 - - - - 32 

Acrididae (larvae) - - 20 50 - - - - 70 

Forficula auricularia 5 - 10 2 1 1 3 - 22 

Nepa cinera 3 - - - - - - - 3 

Notonecta sp . 1 - - - - 1 - - 2 

Nabis sp . 4 - 1 2 - - - - 7 

Auchenorrhyncha 7 - 25 6 - - - - 38 

Formica sp . 2 2 1 - - - - 1 6 

Vespidae 2 - - - - - - - 2 

Div . Hymenoptera 8 - - 3 - - - - 11 

Tipulidae (larvae) - - - - 130 - 70 - 200 

BILAG 4 

Storkegylp i alt 1976-2003 

UTM Lokalitet Anvendt g Gylp (Serie) g Gylp Ubeh . g 

NF19 Uge 982 44 - - 1 .176 

MG83 Ribe* 808 49 (4) 216 15 849 

MG81 Brøns* 745 26 (5) 472 13 223 

MF99 Hostrup 416 19 - - 141 

NJ30 Vegger* 384 23 (3) 334 19 671 

MJ92 Vesløs* 277 26 (1) 263 24 274 

MF99 Abild* 266 17 (6) 266 17 - 

NG21 Skovby 210 8 - - 104

UTM (fortsat) Lokalitet Anvendt g Gylp (Serie) g Gylp Ubeh . g 

NG00 Agerskov* 186 10 (7) 186 10 - 

MG83 Gredstedbro 185 15 - - - 

MJ71 Vang* 163 13 (2) 163 13 130 

NF18 Tinglev 138 7 - - - 

NH65 Randers 123 8 - - 54 

NF08 St .Jyndevad 121 6 - - - 

NG24 Fovslet 117 8 - - 26 

MF98 Tønder 117 7 - - - 

MG90 Løgumkloster 103 8 - - - 

NF19 Bolderslev* 96 5 (8) 96 5 - 

MG80 Døstrup 93 5 - - 37 

NF08 Rens 91 6 - - - 

NF29 Bremsmaj 91 4 - - - 

MG81 Skærbæk 87 3 - - - 

NH38 Nørager 78 8 - - - 

NG04 Skodborg 75 3 - - - 

NF09 Bredevad* 61 3 (8) 61 3 - 

NH56 Nørbæk 55 2 - - - 

NG24 Hjarup 54 3 - - - 

NF19 Todsbøl** 54 3 - - - 

NG04 Brørup 54 2 - - - 

MG76 Sig 47 2 - - - 

NJ02 Skårup* 45 4 (1) 45 4 - 

NG03 Rødding 45 2 - - - 

NG15 Gesten 35 3 - - 37 

NF09 Ravsted 30 1 - - - 

NH44 Ulstrup 28 3 - - - 

NG23 Ødis-Bramdrup 25 1 - - - 

NJ40 Byrsted 16 2 - - - 

MG92 Arnum** 15 1 - - - 

MG66 Varde 10 1 - - - 

MG69 Skjern 3 1 - - - 

Sum 6 .529 362 2 .102 123 3 .722 

*) De repræsentativt udvalgte 8 serier, i alt 123 gylp, udgøres af materiale fra disse lokaliteter (se side 10-11) . 

**) Strejffugl – intet yngleforsøg på denne lokalitet . 

31

Naturhistorisk Museum • Århus 

Wilhelm Meyers Allé 210 • Universitetsparken 

8000 Århus C

En analyse af gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?