En analyse af gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark

naturhistoriskmuseum.dk

En analyse af gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark

En analyse af gylp fra hvid stork

Ciconia ciconia i Danmark

Søren Tolsgaard, Jørgen Terp Laursen og Hans Skov

Naturhistorisk Museum · Aarhus

1


2

Udgivet med støtte fra:


Indhold

Sammenfatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Summary: Food contents in pellets of White Stork

Ciconia ciconia in Denmark 1976-2003 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6

Beskrivelse af storkegylpene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Fragmentering og udsortering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8

Udvalg af repræsentative serier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10

Identifikation af byttedyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12

Resultater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .12

Pattedyr og fugle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Padder, fisk og bløddyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Insekter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Regnorme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

Tidligere undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21

Diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23

Referencer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .24

Bilag 1: Beskrivelse af udvalgte lokaliteter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25

Bilag 2: Frisk vægt af storkens byttedyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

Bilag 3: Indhold i udvalgte gylpserier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Bilag 4: Storkegylp i alt 1976-2003 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

3


4 4

Sammenfatning

Fødeindhold i gylp

fra hvid stork Ciconia

ciconia i Danmark

1976-2003

Naturhistorisk Museum i Aarhus, har

undersøgt 362 gylp af hvid stork,

indsamlet i perioden 1976-2003 af Hans

Skov . Storkegylpene blev især indsamlet

i det sydlige Jylland, i Himmerland og i

Thy . De 362 gylp blev fragmenteret og

analyseret for deres indhold af knogler

fra hvirveldyr og børster fra regnorme,

mens et udsnit bestående af 123 gylp

også blev analyseret for rester af insekter

og andre mindre organismer .

Analyserne viste, at regnorme udgjorde

en væsentlig del af de danske

storkes fødegrundlag – på biomassegrundlag

gennemsnitligt 77% af

gylpene . Småpattedyr, især muldvarp

og markmus, var relativt få i antal, men

biomassemæssigt udgjorde de 16% af

gylpene . Insekter, især større løbebiller

og torbister, udgjorde ca . 7% . Padder,

som anses for væsentlige fødeemner for

storken, fandtes stort set ikke i gylpene,

formentlig fordi deres bruskskelet opløses

fuldkomment i storkens mave .

På grund af den store tidsmæssige

og rumlige fordeling af gylpene samt

fraværet af padder i gylpene er det

vanskeligt at konkludere noget sikkert

om betydningen af ændringerne i det

danske kulturlandskab i forhold til storkens

uddøen i Danmark . Sammenlignes

de herværende danske resultater med

ældre danske oplysninger er det dog bemærkelsesværdigt,

at de sidste danske

storke har konsumeret betydeligt færre

store insekter end tidligere, og at især

regnorme udgjorde en meget højere

andel . Udenlandske undersøgelser

viser, at storke ofte spiser mange flere

store byttedyr som mus, muldvarpe og

padder, som de udenlandske habitater

er rigere på end de danske . Det er

derfor ikke usandsynligt, at ændringer i

fødetilgængelighed er en medvirkende

årsag til storkens forsvinden som dansk

ynglefugl .


Summary

Food contents in pellets

of White Stork Ciconia

ciconia in Denmark

1976-2003

Natural History Museum in Aarhus has

investigated 362 pellets from Danish

White Stork, collected during the period

1976-2003 by Hans Skov, especially from

Southern Jutland (several locations),

NW-Jutland (Vesløs, Vang) and NE-

Jutland (Vegger) . All of the 362 pellets

were fragmented and analyzed for the

content of vertebrate bones, earthworm

bristles, sand and pebbles, whereas a

representative sample, consisting of 123

pellets from eight main locations, was

further analyzed for remains of insects

and other small organisms .

The analysis showed that earthworms,

estimated from both bristle and sand

content, constituted a very large

amount of the remains in the pellets,

calculated as fresh weight on average

approx . 77% of the biomass in the

analyzed sample . Mammals and birds,

especially mole (Talpa europaea), field

vole and common vole (Microtus agrestis,

M. arvalis), were few in numbers, but

averaged approx . 16% of the calculated

biomass, while a large number of insects

(and a few mollusks), especially Carabidae,

Dytiscidae, Silphidae, Geotrupidae,

Aschnidae, Acrididae and Tipulidae, averaged

only approx . 7% of the calculated

biomass (fig . 12, p . 19) .

Amphibians, often considered important

food items of the White Stork, could

hardly be traced, probably because their

bones are dissolved by the stomach acid

of the stork . However, the remains of

very small insects, especially numerous

in pellets from Vesløs, indicate that such

storks have consumed amphibians,

assuming that the small insects were

primarily ingested by these amphibians .

In case a stork predominantly feeds on

amphibians fewer and smaller pellets

will be produced, and urea and the microscopic

bristles will to a higher extent

be excreted by the vent (Cloaca) . Sand,

primarily from digested earthworms, will

still be disgorged and thus occur in a

higher ratio compared to bristles than in

other pellets . This was actually the case

in Vesløs, but still it is difficult to estimate

the amphibian biomass on this basis .

Given the very irregular sampling

practices it is difficult to draw definitive

conclusions, but compared to previous

Danish studies (Skovgaard, 1920) it seems

evident that the White Storks used

to consume more large insects (Carabus,

Dytiscus, Geotrupes) than recently, when

predominantly medium sized insects

(Pterostichus, Silpha) were taken, presumably

because several of the larger

insect species have declined or become

locally extinct . Also, amphibians and

small mammals have become scarce

in the cultivated Danish landscape and

the large proportion of earthworms

in the analyzed pellets indicate that

earthworms gradually became the main

food ressource of the Danish storks .

Recent studies in Germany and Poland

5

(Dziewiaty & Schulz, 1998; Tryjanowski

& al ., 2006) suggest that these populations

to a much higher degree prey on

mammals, amphibians or insects, as the

habitats still provide these food items .

Following several decades of decline

the White Stork ceased breeding in Denmark

around the turn of the millennium .

One of the last nesting sites was Vesløs,

still a good habitat, but now extremely

isolated from the closest breeding

population . The last breeding site was

Ribe in SW-Jutland, where the habitat

was gradually spoiled, but the storks

survived from fishing in trout farms .

However, since then a few breeding

attempts have been made on Zealand

by semi-domesticated storks originating

from Sweden . Moreover, many White

Storks still breed in NW-Germany, close

to the Danish border, thus making it

likely that the species could return as a

breeding species if habitat conditions

improve .


6

Indledning

Nedgangen i bestanden af danske

storke var markant i sidste halvdel af

1900-tallet, og storken forsvandt helt

som ynglefugl i 2000 . Forklaringerne

herpå har været mange, lige fra landskabsændringer,

dræning af landbrugsarealer,

ændring af padde- og insektfaunaen

til større klimatiske forandringer .

. Figur 1. Typisk storkegylp med hår,

sand og sten samt fragmenter af insekter,

knogler og planter. Indsamlet ved Vegger i

NØ-Jylland 23. marts 2002 af Hans Skov,

antagelig gylp fra 2001. Dimensioner: 54 x

41 x 30 mm. Vægt: 16 g. Foto: P. Gjelstrup.

Vores kendskab til storkens fødevalg i

Danmark er ret begrænset (Skov 2003),

og der foreligger kun få sikre oplysninger

herom fra ældre kilder (Skovgaard

1920) .

I forbindelse med Zoologisk Museums

ringmærkning af storkeunger og renovering

af storkereder er et stort antal

storkegylp i årene 1976-2003 blevet

indsamlet af storkeforskeren Hans Skov .

Fordeling på årstal fremgår af figur 2 .

Storkegylpene blev indsamlet på 40

navngivne lokaliteter i Jylland, hvor

storken inden for disse årtier har ynglet

eller gjort yngleforsøg, især i det sydlige

40

30

20

10

ANTAL

Jylland, men også i andre landsdele,

særlig i Himmerland og Thy .

Disse storkegylp blev i 2004 overdraget

til Naturhistorisk Museum i Aarhus,

og med støtte fra Aage V . Jensens

Fonde blev en undersøgelse påbegyndt

(Skriver, 2004), specielt med henblik på

at indkredse, hvilke byttedyr gylpene

indeholder rester af og belyse storkens

fødepræferencer i Danmark .

. Figur 2. Antal storkegylp indsamlet pr.

år (i alt 362 gylp). Bemærk: Enkelte gylp

stammer formentlig fra året før.

1980 1985 1990 1995 2000


Beskrivelse af storkegylpene

De analyserede 362 storkegylp (ca . 6,5

kg) havde i gennemsnit en vægt på 18 g,

idet de letteste kun vejede ca . 3 g, mens

de tungeste vejede ca . 70 g (fig . 3) . Små

gylp kan stamme fra storkeunger, men

kan også skyldes, at storken ikke har

produceret ret meget gylp, hvilket bl .a .

forekommer, når den overvejende lever

af padder eller fisk, der udelukkende består

af fordøjelige stoffer, som afgives fra

storkens kloak, bl .a . som urinsyre . Dette

er observeret hos storke i fangenskab,

som primært fodres med fisk og kun gylper,

når de engang imellem fodres med

kyllinger (P . Thellesen, pers . medd .) .

Nogle storkegylp indeholder et antal

små sten og andre ufordøjelige genstande,

som storken antagelig har slugt

. Figur 3. Vægtfordeling blandt de i alt

362 analyserede storkegylp. Interval: 5 g.

Bemærk: De tunge gylp udgør en større

masse og de små gylp en mindre masse,

end denne fordeling (efter antal) viser.

80

60

40

20

ANTAL

for at befordre vanskelige gylpmassers

struktur og omsætning, og sådanne

gylp kan være forholdsvis tunge . Det

gælder bl .a . for serien fra Brøns (SV-Jyll .),

hvor gylpene har en gennemsnitsvægt

på ca . 36 g . Disse gylp indeholder

mange sten og desuden meget sand,

idet storkene har ædt mange regnorme,

men kun ganske få byttedyr med større,

bestandige rester (skeletdele, hår og

fjer), der kunne strukturere gylpmassen .

Sten udgør dog normalt kun en meget

lille del af gylpenes samlede vægt .

Det hænder også, at gylpene indeholder

græsstrå og andre større plantedele,

som storken antagelig har slugt af

lignende årsager, men disse udgør en

endnu mindre del af gylpenes samlede

vægt .

Gylpenes masse udgøres langt overvejende

af ufordøjeligt restmateriale fra de

byttedyr, som storken har ædt, i danske

storkegylp især fra følgende grupper:

• Regnorme bidrager generelt stærkt

til storkens føde såvel som til gylpenes

0 10 20 30 40 50 60 70 GRAM

7

vægt, idet de indeholder store mængder

sand, jord og plantedele, som

storken ikke kan fordøje – ifølge egne

målinger 30-40% af regnormenes vægt,

bl .a . afhængigt af, hvor fine partikler, der

medregnes .

• Voksne pattedyr og fugle efterlader

stærkere knogler, næb og kløer samt

hår eller fjer i gylpene, og disse dele

udgør antagelig 5-15% af dyrenes

legemsvægt – i denne analyse primært

muldvarpe og markmus .

• Blandt insekterne efterlader mange

biller et moderat fraktioneret kitinskelet,

mens de fleste andre insekter efterlader

mange, stærkt fraktionerede og spinkle

kitindele, men dog intakte smådele, bl .a .

kæber . Mens de ufordøjelige dele af billerne

ofte (ifølge egne målinger) udgør

20-30% af deres vægt, udgør de hos

andre insekter formentlig noget mindre .

• Skalbærende snegle efterlader den

ufordøjelige skal, men fortæres dog ikke

særlig ofte af storken .

• De største springpadder og fisk kan

efterlade enkelte, stærkere skeletdele,

men de fleste padder og fisk fordøjes

fuldstændigt .

Storkegylpene består således overvejende

af de ufordøjelige rester af storkens

byttedyr, idet op til 40% af massen

returneres i gylpene, i denne undersøgelse

antagelig 25-30% . Det kan også

udtrykkes således, at når storken producerer

100 g gylp, har den spist 300-400 g

delvis ufordøjelige byttedyr .

Bemærk: Idet en voksen stork (vægt:

2½-4½ kg) fortærer 400-500 g byttedyr

om dagen (Skov, 2003; Kosicki & al .,

2006), vil den producere 120-150 g gylp,

hvis den lever af byttedyr, hvor 30% af

vægten er ufordøjelig . Lidt mere, hvis en

større andel er ufordøjelig (regnorme);

noget mindre, hvis kun en lille andel

er ufordøjelig (pattedyr); eller meget

mindre, for så vidt den har fortæret fuldt

fordøjelige byttedyr, der ikke medfører

gylpdannelse, som padder og fisk .


8

Fragmentering og udsortering

Efter frasortering af noget stærkt

fraktioneret gylpmateriale samt 63

hele gylp med henblik på fremtidige

analyser (i alt ca . 3,7 kg), blev de resterende

362 gylp (ca . 6,5 kg) anvendt til

den planlagte undersøgelse (bilag 4) .

Et stykke (5-10%) fra hvert gylp blev

endvidere skåret af og undersøgt for

DNA-rester, men det viste sig, at der

ikke var identificerbare DNA-sekvenser

til stede i materialet .

De 362 gylp blev fragmenteret og

analyseret for deres indhold af knogler

fra hvirveldyr samt indhold af sand,

sten og restmasse . Prøver fra hvert gylp

blev analyseret for indhold af regnormebørster,

mens et udsnit bestående

af 123 gylp (ca . 2,1 kg) i 8 repræsentative

serier blev analyseret for rester af

insekter og andre mindre organismer

(bilag 3) .

Tilsvarende undersøgelser af gylp,

maveindhold og ekskrementer påbegyndes

ofte ved at opløse materialet

i KOH (kaliumhydroxid), men idet den

indledende prøvetagning afslørede,

at gylpene indeholdt mange spinkle

kitinrester samt hår fra pattedyr og

mindre plantedele, som ville gå i opløsning

under en sådan behandling, blev

Sand

Sten

det besluttet udelukkende at anvende

alkohol (desinficerende) og vand til

opløsningsprocessen, hvilket viste sig

at være praktisk muligt, idet storkegylp

hverken er særlig hårde eller byder på

større hygiejniske gener .

I modsætning til maveindhold og mange

ekskrementer indeholder storkegylp

nemlig omtrent ingen let tilgængelige

næringsstoffer, så den mikrobiologiske

aktivitet er ikke særlig stor . Specialiserede

insekter som uldtorbister (Trox),

kan dog nedbryde en del af gylpenes

indhold .

En ulempe ved den skånsomme

behandling af storkegylpene er, at restmaterialet

ofte indeholder en anseelig

mængde hår og plantedele, som gør

det besværligt at finde frem til de identificerbare

fragmenter, men ulempen

opvejes af den gevinst, at selv meget

spinkle knogler og kitindele bevares .

Storkegylpene gennemgik (et ad gangen)

følgende fragmenteringsproces:

1 . Storkegylpet blev desinficeret og

blødgjort i en alkoholopløsning (50%)

i et døgn, og herefter smuldrede det

som regel forholdsvis let .

Grove organiske rester

2 . Den fint smuldrede gylpmasse blev

anbragt i en 2 mm si og blev gennemskyllet

(mens materialet blev let

omrørt) af ca . 2,5 liter vand . Det gennemskyllede

vand henstod i et døgn,

hvorefter det bundfældede materiale

kunne adskilles i en lettere, endnu

opslemmet del bestående af finere

mineralske partikler samt organiske

fragmenter (bl .a . ler, humus og regnormebørster),

som kunne opsuges, mens

den resterende fraktion, som består af

sand, blev ladt tilbage .

3 . Sandet blev tørret og vejet . Den

opsugede del af bundfaldet blev

konserveret i alkohol og analyseret for

regnormebørster og andre mikroskopiske

fragmenter .

. Figur 4. Opdeling af gylpmassen fra

de 8 udvalgte serier (side 10-11) efter indledende

fraktionering og gennemskylning.

Sand, 32%. Sten, etc., 4%. Grove

organiske rester, 37%. Opløst/opslemmet

del, 27%.

Opløst/opslemmet del


4 . Den i sien tilbageværende, grovere

gylpmasse blev tørret og vejet .

Identificerbare og relevante fragmenter

blev udsorteret, primært knogler fra

hvirveldyr, kitindele fra insekter, skaller

fra bløddyr samt sten . Restmaterialet,

som især bestod af hår, plantedele og

umiddelbart uidentificerbare fragmenter,

blev arkiveret .

5 . Restmaterialet fra et repræsentativt

udvalg på 123 gylp i 8 serier (se

side 10-11) blev rystet i en 4 mm si,

hvorefter bundfaldet blev undersøgt

nærmere i en stereolup for identificerbare

fragmenter af svagt kitiniserede

insekter etc .

6 . Et repræsentativt udsnit af materialet

blev limet på karton og etiketteret .

Den indledende fraktionering har således

opdelt og adskilt gylpmassen i fire

bestanddele (fig . 4 og bilag 3):

A: Sandindholdet (i gennemsnit ca . 32%

af vægten i de udvalgte serier) viser

umiddelbart hen til, at regnorme generelt

udgør en betydelig del af de danske

storkes føde . Dette uddybes i afsnittet

om regnorme (side 18-20) .

B: Sten og andre ufordøjelige genstande

(fx glas, plastic, muslingeskaller),

som storken har slugt udgør ca . 4%

af vægten i de udvalgte serier, men en

meget større vægt i enkelte gylp, især i

serien fra Brøns (SV-Jylland) .

C: De grove organiske rester udgør ca .

37% af vægten i de udvalgte serier og

omfatter de hår, fjer, knogler, kitin- og

plantedele, som blev tilbage i sien efter

den indledende gennemskylning .

D: De finere dele, som blev opløst i sprit

eller passerede igennem sien under

den indledende gennemskylning, udgør

(ud over sandindholdet) de sidste

ca . 27% af gylpenes oprindelige vægt

i de udvalgte serier . Det gælder de

stoffer, som blev fuldstændigt opløst

(bl .a . urinsyre), samt små mineralske

partikler og organiske fragmenter som

ler, humus og regnormebørster .

9


10

Udvalg af repræsentative serier

Storkegylpene i denne undersøgelse

er alle indsamlet lejlighedsvis, dvs .

med skiftende intervaller og intensitet,

primært i forbindelse med renovering

af reder i det tidlige forår og ringmærkning

i juni-juli . Der er en iøjnefaldende

overvægt af materiale fra det sydlige

Jylland, særlig fra lokaliteterne Uge,

Ribe og Brøns, mens det nordlige Jylland

er relativt svagt repræsenteret (fig .

7 og bilag 4) .

Eftersom det undervejs viste sig uoverkommeligt

at udføre en tilbundsgå-

15

10

5

20

10

ANTAL

m Figur 5. Antal storkegylp indsamlet

pr. år for de 123 udvalgte

storkegylp.

ANTAL

ende analyse af hele materialet, måtte

et repræsentativt udsnit udvælges,

idet især en del af det store og meget

ensartede materiale fra de stærkt overrepræsenterede

egne i det sydlige Jylland

kunne udelades . Fra det nordlige

Jylland blev derfor alle sammenhængende,

større serier af det begrænsede

materiale anvendt, og fra det sydlige

Jylland valgtes derpå tilsvarende serier

fra så forskelligartede egne som muligt .

Fordeling på årstal af de udvalgte gylp

fremgår af figur 5 og vægtfordelingen

af de udvalgte gylp af figur 6 .

1980 1985 1990 1995 2000

. Figur 6. Vægtfordeling blandt

de 123 udvalgte storkegylp.

Interval: 5 g.

0 10 20 30 40 50 60 70


Serierne fra NV-Jylland (1: Vesløs/

Skårup, 2: Vang) repræsenterer

overgangen mellem landbrugsland

og stadig uopdyrkede hedemoser og

vådområder, mens serien fra NØ-

Jylland (3: Vegger) repræsenterer et

kuperet morænelandskab med græssede

ådale . Serierne fra SV-Jylland (4:

Ribe, 5: Brøns, 6: Abild) repræsenterer

marskområderne langs Vadehavet, idet

lokaliteten Abild dog ligger adskillige

kilometer tilbagetrukket herfra, mens

serierne fra SØ-Jylland (7: Agerskov, 8:

Bolderslev/Bredevad) repræsenterer

intensivt udnyttede landbrugsområder,

der ligger mere centralt i det

sønderjyske indland .

Følgende 8 serier, i alt 123 storkegylp, blev valgt til den

detaljerede analyse:

1) NV-Jylland: Vesløs/Skårup (1981-2002) 28 gylp/308 g

2) NV-Jylland: Vang (1989) 13 gylp/163 g

3) NØ-Jylland: Vegger (1982-2002) 19 gylp/334 g

4) SV-Jylland: Ribe (1981-85, 2003) 15 gylp/216 g

5) SV-Jylland: Brøns (1983-91) 13 gylp/472 g

6) SV-Jylland: Abild (1981-84) 17 gylp/266 g

7) SØ-Jylland: Agerskov (1980-82) 11 gylp/186 g

8) SØ-Jylland: Bolderslev/Bredevad (1977-93) 8 gylp/157 g

11

b Figur 7. Kort over UTM-felter med fund af

storkegylp, i alt 362 i denne undersøgelse, anført i

10 km UTM-net. Farverne graduerer vægten af den

undersøgte gylpmasse fra de enkelte UTM-felter.

Den omtrentlige placering af lokaliteterne for de

repræsentativt udvalgte 8 gylpserier er markeret

med numrene 1-8. En nærmere beskrivelse af disse

lokaliteter og deres betydning for storkens yngleforsøg

siden 1970’erne gives i bilag 1.

Bemærk: De i alt 40 navngivne lokaliteter i oversigten

(bilag 4) ligger i 31 UTM-felter.

> 150 g

50 -150 g

< 50 g


12

Identifikation af byttedyr

Identifikation af storkens meget forskelligartede

byttedyr samt estimering

af deres antal, kræver anvendelse

af vidt forskellige metoder, og flere

eksperter har derfor bidraget ved

undersøgelsen: pattedyr er bestemt af

Jørgen Terp Laursen, øvrige hvirveldyr

og bløddyr er så vidt muligt bestemt

af Frank Jensen, insekter er bestemt

af Søren Tolsgaard, mens antallet af

regnormebørster er estimeret af Peter

Gjelstrup og Birthe Jacobsen .

Pattedyr og fugle

Stærkere knogler fra pattedyr og

fugle findes som regel velbevarede og

umiddelbart synlige i gylpene, bl .a . vil

kæber, tænder, kløer, næb samt hår

eller fjer i givet fald være til stede . Det

er dog langtfra altid, at samtlige efterladenskaber

fra et byttedyr afgives i

samme gylp, hvilket kan vanskeliggøre

estimeringen . Især de større arter kan

blive overestimeret, fordi deres rester

findes fordelt i flere gylp . Omvendt kan

det også hænde, at storken parterer

et større bytte og ikke sluger alle

knoglerne .

Resultater

Pattedyr og fugle

Små pattedyr udgør ifølge flere iagttagere

(Skovgaard, 1920; Skov, 1989)

en anseelig del af storkens føde,

mens fugle kun optræder sparsomt . I

denne analyse blev der fundet større

knoglefragmenter af pattedyr eller

fugle i knap 25% af de undersøgte

362 gylp . Der blev fundet hår eller

fjer i endnu flere gylp, men idet hår

er meget besværlige at udsortere

og ikke anvendelige til beregning af

individantal, blev sådanne beregninger

udelukkende udført på grundlag af

knoglefragmenter .

Padder, fisk og bløddyr

Frøer er ofte beskrevet som byttedyr

for danske storke, men umiddelbart ser

man ingen spor efter dem i gylpene .

Skelettet, hvis knogler er ret svage,

opløses normalt fuldstændigt under

fordøjelsen, og kun undtagelsesvis

finder man genkendelige fragmenter

fra frøer . Større fisk efterlader hårde

skeletdele og skæl, mens mindre fisk

opløses fuldstændigt . Større, skalbærende

snegle konstateres ofte ved

fragmenter fra skallerne, nøgne snegle

synes det derimod vanskeligt at finde

spor efter, og de blev da heller ikke

konstateret, om end de sikkert i nogen

grad fortæres af storken .

Insekter

De umiddelbart synlige insektdele

stammer overvejende fra store biller,

og kun ganske få andre insekter blev

konstateret uden hjælpemidler, bl .a .

nogle enkelte vandtæger . Det er ret

nærliggende at antage, at storken

også spiser en del svagere kitiniserede

insekter og muligvis andre leddyr,

der ikke efterlader sig særligt synlige

spor i gylpmassen, og derfor blev det

udvalgte gylpmateriale undersøgt i stereolup

. Små fragmenter, bl .a . kæber, fra

Den estimerede masse (frisk vægt) af

pattedyr/fugle i de 8 udvalgte serier

udgør i gennemsnit ca . 67 g pr . 100 g

gylp, svarende til ca . 16% af storkens

indtag af delvis ufordøjelige byttedyr

(fig . 12, side 19) . Der var dog stor

spredning . I serien fra Ribe (SV-Jylland)

udgjorde pattedyr/fugle således kun

ca . 5%, men de udgjorde omkring 39%

i serien fra Abild (SV-Jylland) .

Følgende pattedyr og fugle blev registreret

i de 362 analyserede gylp:

Muldvarp Talpa europaea

Muldvarp synes ofte (Skovgaard, 1920;

relativt svagt kitiniserede insekter som

guldsmedelarver og græshopper viste

sig herved i en del gylp, hvorved også

antallet af disse arter kunne estimeres

ud fra gylpmassen .

Regnorme

Regnorme udgør ifølge adskillige

iagttagere ofte en stor del af de danske

storkes fødegrundlag . Da regnormenes

børster er helt ufordøjelige, blev

antallet af regnorme estimeret ud fra

antallet af regnormebørster i gylpmassen,

idet et antal prøver blev undersøgt

i stereolup . Alternativt blev mængden

af regnorme desuden estimeret ud fra

sandindholdet i gylpene, idet regnorme

synes at være den helt overvejende

kilde til gylpenes generelt store

indhold af sand .

Om end storkens kost givetvis ofte indeholder

et betragteligt antal byttedyr

(padder, fisk, nøgne snegle), der ikke

kan spores direkte i gylpene, er det dog

et stort spektrum af storkens byttedyr,

som faktisk kan spores, nemlig de artsgrupper

– især pattedyr, fugle, insekter,

regnorme og skalbærende snegle – der

i denne undersøgelse betegnes som

delvis ufordøjelige byttedyr .

Skov, 1989), og også i denne undersøgelse,

at være det vigtigste pattedyr

i storkens føde . Der blev fundet

knoglerester fra muldvarpe i 42 af de

362 analyserede gylp, omend antallet

af muldvarpe givetvis er noget mindre .

Antallet kan estimeres ud fra de mest

bestandige knogler, især er overarmsknogler

(humerus), kæber og kløer (fig .

8: 1) normalt intakte og anvendelige til

beregning af individantallet, som dog

ofte vil blive estimeret lidt forskelligt,

alt efter hvilken knoglefraktion, der

anvendes . Muldvarpen forekommer og

tages af storken på mange forskellige

biotoptyper, ofte i forbindelse med jagt


på regnorme . Den blev fundet i pænt

antal i flere gylpserier, men er dog

sjældnere (nylig indvandret) i Thy (Lodal,

2007) og er ikke fundet i gylpene

fra NV-Jylland .

Spidsmus Sorex

I alt syv spidsmus blev fundet, heraf 6

eksemplarer af almindelig spidsmus (S.

areneus) (fig . 8: 4), mens dværgspidsmus

(S. minutus) kun blev fundet i et

enkelt gylp . Det er især kæbeknogler,

man finder . Ernæringsmæssigt synes

spidsmus kun af ringe betydning for

storken .

Pindsvin Erinaceus europaeus

Der blev fundet et dusin pigge fra pindsvin

i to gylp fra Bredevad (SØ-Jylland),

hvor storken antagelig har ædt nogle

lunser fra et i forvejen dødt pindsvin .

Markmus Microtus

Markmus forekommer jævnligt i

gylpene, idet knoglerester fra markmus

(fig . 8: 2-3) blev fundet i 38 gylp .

Kun undtagelsesvis kunne materialet

identificeres til art, dvs . nordmarkmus

(M. agrestis) eller sydmarkmus (M.

arvalis), som dog begge blev konstateret

. Antallet kan primært beregnes ud

fra kæbeknoglerne, der som regel er ret

intakte . Markmus ses især i gylpene, når

storken har fourageret på relativt tørre

biotoper, ofte i høstsæsonen .

Mosegris Arvicola terrestris

Mosegris indgår ifølge andre undersøgelser

jævnligt i storkens føde

(Skovgaard, 1920; Skov, 1989), men

blev i denne analyse kun konstateret

i et enkelt (frasorteret) gylp fra Ribe

(SV-Jylland) .

Brun rotte Rattus norvegicus

Brun rotte er et af de største byttedyr,

som storken tager, i denne undersøgelse

kun fundet i et enkelt gylp fra Rens

(SØ-Jylland) .

Fugle Aves

Der blev kun fundet fragmenter fra

13

m Figur 8. Fragmenter af 1: muldvarp

Talpa europaea, 2-3: markmus Microtus sp.,

4: alm. spidsmus Sorex areneus, 5: isfugl

Alcedo atthis, 6-7: sumpsnegl, Lymnaeidae,

8-9: plantefrø. Foto: S. Tolsgaard.

fugle i fem af de undersøgte gylp, bl .a .

nogle fjer fra en juvenil isfugl (Alcedo

atthis) (fig . 8: 5) . I øvrigt var materialet

vanskeligt at identificere nærmere,

men også af meget begrænset betydning

for storkens samlede fødeindtag .

Bemærk: Plantefrø findes ofte i gylpene

(fig . 8: 8-9), i reglen enkeltvis, men af og

til i betydeligt antal . De er fuldstændigt

velbevarede og kan tilsyneladende ikke

fordøjes af storken, og hvorledes de

havner i gylpene er ikke klarlagt . Muligvis

kan frøene stamme fra markmus eller

fugle, som storken har ædt, eller de

kan have forbindelse til de plantedele,

som den af og til sluger for at befordre

fordøjelsen .


14

Padder, fisk og bløddyr

Padder Amphibia

Traditionelt og ifølge mange iagttagelser

udgør især frøer (Ranidae) en

ofte betydelig komponent i storkens

føde (Lange, 1933; Skov, 1989, 2003;

Grell, 2000) . Som allerede nævnt

opløses paddernes svage skelet dog

som regel fuldstændigt af storken, så

det ikke umiddelbart er muligt at finde

spor efter dem i gylpmassen . Af og til

konstateres dog mumificerede rester af

frøer i gylpene eller omkring storkereder,

og nylige danske feltobservationer

har fastslået, at storken til tider tager

endog store mængder af frøer (Skov,

1989, 2003) .

Den nærmere analyse under stereolup

har endvidere i visse tilfælde afsløret

skeletrester, som formentlig stammer

fra frøer . Det er vistnok kun de største

springpadders kraftigste skeletdele,

der i så fald bevares, mens mindre

frøer, tudser, salamandre og haletudser

næppe efterlader sådanne spor .

Som nævnt under gennemgangen af

de forskellige insektgrupper kan små

insekter i gylpene til gengæld betragtes

som et indirekte spor efter storkens

indtag af padder . Storken indfanger

næppe selv så små insekter, men disse

konsumeres af padder, som sluger dem

hele, hvorefter de følger med som et

sekundært bytte, når storken siden fanger

padderne . Det er ikke muligt at udføre

kvantitative beregninger på dette

grundlag, men et stort indhold af små

insekter i gylpene giver et fingerpeg

om, at storken har spist mange padder .

I de undersøgte gylp skiller især materialet

fra Vesløs (NV-Jylland) sig ud ved

et meget stort indhold af små insekter,

hvilket bekræfter tidligere iagttagelser

af, at storken her i meget høj grad har

levet af frøer (Skov, 2003) .

Fisk Pisces

Større fisk efterlader restmateriale som

ryghvirvler og skæl i gylpene . Det er

tidligere iagttaget, at storken kan tage

endog ret store fisk (Lange, 1933), og i

nyere tid gives der flere eksempler på,

at danske storke i udstrakt grad har ernæret

sig ved at fiske i dambrug (Skov,

2003) . I den aktuelle undersøgelse

blev der dog kun registreret en enkelt

fisk, idet rygsøjlen fra en skalle (Rutilus

rutilus) med en længde på ca . 15 cm

blev fundet i gylp fra Ribe (SV-Jylland) .

Mindre fisk efterlader derimod ikke

synlige spor i gylpene .

Bløddyr Mullusca

Snegle blev fundet, som regel enkeltvis,

i en del storkegylp i form af

fragmenterede skaller . Det er vistnok

i alle tilfælde ferskvandssnegle, særlig

mosesnegle (Lymnaeidae), hvoraf hidtil

kun en enkelt, næsten intakt skal har

kunnet bestemmes til arten Galba truncatula,

der ofte træffes ved udtørrede

vandhuller . Vægten af skalbærende

snegle er estimeret i de 8 udvalgte

serier, hvor de dog kun udgør ca . 0,2%

af byttedyrsmassen (frisk vægt) . Nøgne

snegle vil derimod næppe kunne spores

i gylpmassen .

Bemærk: Fragmenter fra blåmuslinger

(Mytilus edulis) blev registreret i to gylp

fra Ribe (SV-Jylland) . De er antagelig

blot et fyldmateriale, som storken

har slugt, ligesom den af og til sluger

småsten for at befordre fordøjelsen . De

betragtes derfor ikke som fødeemne .

Insekter

Kitindele er umiddelbart synlige i de

fleste af de undersøgte storkegylp, især

rester fra større biller . De ofte ganske

intakte, eller i hvert fald store brudstykker

af dækvinger, forbryst og hoved

indebærer, at udsortering og identifikation

af disse arter er ret ukompliceret .

Fragmenter fra mindre biller og andre

insekter med svagere kitinskelet (cuticula)

blev efter en yderligere opdeling

af materialet (se side 9, punkt 5) eftersøgt

ved 6-12 x forstørrelse under en

stereolup . Jo mindre fragmenter, des

vanskeligere er de at finde i gylpmassen,

ligesom sådanne stærkt fragmenterede

arter kan være vanskelige at

identificere og estimere antallet af .

Den estimerede masse (frisk vægt) af

insekter i de 8 udvalgte serier udgør

i gennemsnit ca . 27 g pr . 100 g gylp,

svarende til ca . 7% af storkens indtag af

delvis ufordøjelige byttedyr (fig . 12) . I

serien fra Brøns (SV-Jylland) udgjorde de

dog kun ca . 3%, men de i serien fra Abild

(SV-Jylland) udgjorde ca . 11% (bilag 3) .

Insekter udgør således generelt en ret

beskeden andel af storkens fødemængde

i denne undersøgelse, men deres

store antal og artsrigdom i gylpene

afspejler i høj grad de vekslende strategier

i storkens fødesøgningsadfærd .

Biller Coleoptera

Den overvejende mængde af større

kitinrester i gylpene stammer fra biller .

Ud fra disse fragmenter er det muligt

at bestemme alle større biller til art

eller slægt samt at foretage en nøjagtig

beregning af antallet . Løbebiller udgør

efter vægt den vigtigste billefamilie i

de undersøgte storkegylp, dernæst følger

vandkalve, ådselbiller, skarnbasser

og torbister samt flere andre billefamilier

af mindre betydning .

Materialet indeholder også fragmenter

af mindre biller og endog ganske små

arter, som først blev opdaget ved hjælp

af stereolup . Mindre biller kan optræde

i betydeligt antal i visse gylp, men deres

vægt udgør kun en meget lille del

af billernes samlede vægt . Formentlig

har storken ikke selv fanget de mindste

arter, der nok primært er blevet ædt af

andre dyr, især padder, som efterfølgende

er blevet ædt af storken .

Løbebiller Carabidae

Slægten jordløbere (Pterostichus),

omfatter de vigtigste løbebiller for

storken i alle de undersøgte gylpserier .

Det gælder primært for de to arter P.

melanarius og P. niger (fig . 9: 9-10), som

ligner hinanden i både habitus og levevis

. Disse mellemstore løbebiller kan

være meget almindelige i kultiverede

marker og enge, sidstnævnte desuden

i skove . Flere andre, noget mindre

Pterostichus-arter, som også jævnligt

optræder i storkegylpene, har kun

mindre betydning for storken .

Slægten Carabus omfatter vore allerstørste

løbebiller og er en gennemgående

komponent i storkens fødevalg .

Kratløber (C. nemoralis) (fig . 9: 2) og

kornet løber (C. granulatus) (fig . 9: 3)

er de almindeligste arter i kulturlandskabet

. De findes i marker og enge,

sidstnævnte især på ret fugtige bioto-


per, og begge indgår i storkens føde i

omtrent alle gylpserierne . Dyndløber

(C. clathratus) (fig . 9: 1) forekommer

derimod kun i næringsfattige enge

og moser (Bangsholt, 1983), og dens

forekomst i gylp fra NV-Jylland vidner

om de udstrakte naturområder i omegnen

. De øvrige Carabus-arter fandtes

kun sjældent, således er læderløber (C.

coriaceus) (fig . 9: 5) en løvskovsart, der

kun lejlighedsvis optræder på storkens

fourageringsområder . I denne undersøgelse

blev i alt 3 eksemplarer fundet

ved Bolderslev (SØ-Jylland) og Vegger

(NØ-Jylland) .

Det er bemærkelsesværdigt, at

Carabus-arterne udgjorde en meget

større andel af insekterne i Skovgaards

(1920) undersøgelse for 90 år siden end

i nærværende undersøgelse . Endvidere

optrådte dyndløberen (C. clathratus)

i et langt større udsnit af materialet,

og også den her i landet nu næsten

forsvundne overdrevsløber (C. cancel-

latus), der tidligere var udbredt på

tørre overdrev, blev registreret i flere af

Skovgaards gylpserier .

Blandt de øvrige løbebiller må slægterne

Calathus, Harpalus og Amara

nævnes . De omfatter en del mellemstore

løbebiller, der er almindelige i

kulturlandskabet og ofte registreres

i storkegylpene: Nebria-arterne (fig .

9: 7) forekommer ofte på kulturprægede,

fugtige biotoper, mens Blethisa

multipunctata (fig .9: 8) især forekommer

i de næringsfattige vådområder

i NV-Jylland . De øvrige løbebiller er

fundet i så lille antal, eller er så små, at

de ikke spiller nogen væsentlig rolle

som fødegrundlag for storken i denne

analyse, om end nogle af de små arter

forekommer i stort antal i enkelte gylp .

Især i gylpserien fra Vesløs (NV-Jylland)

er der overordentlig mange små løbebiller,

som antagelig primært er blevet

ædt af padder .

m Figur 9. Fragmenter af 1: Carabus

clathratus, 2: C. nemoralis, 3: C. granulatus,

4: C. arvensis, 5: C. coriaceus, 6: C.

nitens, 7: Nebria sp., 8: Blethisa multipunctata,

9: Pterostichus melanarius, 10:

P. niger, 11: Broscus cephalotes. Foto: S.

Tolsgaard.

15

Vandkalve Dytiscidae

Forefindes i meget vekslende antal i

de analyserede gylp afhængigt af, hvorvidt

storken har fourageret i vådområder

. De store arter af slægten Dytiscus

(fig . 10: 5) er de vigtigste vandkalve i

storkens føde, især D. marginalis, som

er den almindeligste af disse arter her i

landet . Det var ikke muligt at identificere

alle fragmenter på artsniveau, så

nærtstående arter kan være til stede

i materialet . Hidtil er dog kun identificeret

et enkelt eksemplar af den lidt

mindre og sjældnere D. lapponicus fra

Vang (NV-Jylland) .


16

Mellemstore vandkalve, primært af

slægterne Colymbetes og Acilius (fig .

10: 4), registreres også ret hyppigt . De

udgør dog en mindre vægtmængde

end de store vandkalve, og de mindste

vandkalve (Agabus, Ilybius m .fl .) udgør

en endnu mindre andel . Dette synes at

bekræfte, at storken fortrinsvis opsøger

de større arter og kun lejlighedsvis

konsumerer de mindre . Der blev især

registreret mange vandkalve i gylpserierne

fra Nordjylland samt i serien fra

Abild (SV-Jylland) . Den finere analyse af

gylpmaterialet viste endvidere, at det

indeholder rester af en del vandkalvelarver,

især i form af kæber og i enkelte

tilfælde forbrystet .

Ådselbiller Silphidae

Ådselbiller er mellemstore biller, som

på trods af deres navn ofte lever af

plantemateriale og gerne på dyrkede

arealer, hvor de kan gøre skade på

kimplanter . Massive angreb af Blitophaga-

og Silpha-arterne (fig . 10: 2-3)

ses jævnligt i kulturafgrøder . Ådselbiller

optræder i storkens føde i alle de

undersøgte gylpserier, lejlighedsvis i

stort antal, og de tages også gerne af

større springpadder . Silpha-arterne var

især talrige i serierne fra SV-Jylland,

mens Blitophaga opaca blev registreret

i stort antal ved Vesløs (NV-Jylland) . De

noget større ådselgravere Nicrophorus

(fig . 10: 9) indgår også i storkens føde,

men langt sjældnere .

Skarnbasser og torbister

Geotrupidae, Scarabaeidae

Fra disse to nært beslægtede billefamilier

har særligt skarnbasser betydning

som fødeemne for storken . Markskarnbassen

(Geotrupes spiniger) (fig . 10: 1)

er så langt den almindeligste art . Den

forekommer dog ikke jævnt fordelt i

gylpmaterialet, men i stort antal på

ganske få lokaliteter, i denne undersøgelse

især i serierne fra Bolderslev (SØ-

Jylland) og Vegger (NØ-Jylland) . Også

en glat skarnbasse (Geotrupes vernalis)

m Figur 10. Fragmenter af 1: Geotrupes spiniger,

2: Silpha obsura, 3: S. tristis, 4: Acilius

sp., 5: Dytiscus sp., 6: Aphodius fimetarius, 7:

A. fossor, 8: A. rufipes, 9: Nicrophorus sp., 10:

Coccinella 7-punctata. Foto: S. Tolsgaard.

er identificeret fra Vegger . Mellemstore

møgbiller af slægten Aphodius ses også

i betydeligt antal og mere jævnt fordelt,

især vore to største arter, A. fossor

og A. rufipes (fig . 10: 7-8) . Samlet har de

mindre vægt end skarnbasserne, men

begge gruppers forekomst i gylpene

vidner om, at storken har fourageret på

græssede overdrev .

Det bør her bemærkes, at skarnbasser

og møgbiller generelt synes i markant

tilbagegang i kulturlandskabet, idet

enge og overdrev med vedvarende

græsning er en langt mindre udbredt


driftsform end tidligere, og livsbetingelserne

for disse biller er derfor stærkt

forringet mange steder (Hansen, 2008) .

Bemærk: Uldtorbister af arten Trox

sabulosum blev fundet i enkelte storkegylp

. De er fuldstændig velbevarede og

betragtes som sekundære elementer i

gylpene, hvor de yngler og gennemfører

deres larvestadium .

Øvrige billefamiler Coleoptera

Et stort antal andre billearter fandtes i

storkegylpene . De fleste af disse er dog

ret små og betyder kun overordentlig

lidt for storkens samlede fødeindtag,

om end visse arter kan forekomme

i betydeligt antal . Blandt de arter,

der er fundet i større antal, må især

kornsmældere (Agriotes) nævnes . De

er ofte talrige og skadelige i korn- og

græsmarker . Også syvplettet mariemøne

(Coccinella septempunctata) (fig . 10:

10) blev registreret i pænt antal, især i

gylpserien fra Vesløs (NV-Jylland) .

Også mange andre arter, bl .a . rovbiller

(Staphylinidae), stumpbiller (Histeridae),

vandkærer (Hydrophilidae),

blødbiller (Cantharidae), bladbiller

(Chrysomelidae), og snudebiller (Curucurlionidae)

blev fundet i materialet .

De fundne arter fra disse billefamilier

er overvejende små eller endog meget

små, og man må regne med, at deres

forekomst i gylpene ofte skyldes, at de

primært er blevet ædt af padder, som

derefter er blevet taget af storken . Der

var især mange små biller i storkegylpene

fra Vesløs (NV-Jylland) .

Bemærk: I artsoversigten (bilag 3) er

generelt kun de noget større arter (>

ca . 50 mg) anført særskilt, mens de

mange mindre arter er anført som „diverse“

uden at være nærmere bestemt .

Øvrige insekter Insecta

De fleste insekter efterlader ikke nær så

tydelige spor i gylpene som biller, idet

de har et meget svagere kitinskelet .

Kun enkelte fragmenter fra større vandtægearter

blev registreret i løbet af den

indledende, visuelle gennemgang af

materialet .

En detaljeret gennemgang af det finere

restmateriale under en stereolup ved

6-12 x forstørrelse viste dog, at der var

små fragmenter af mange andre insekter

til stede i storkegylpene . Det drejer

sig bl .a . om kæber fra guldsmedelarver,

vandkalvelarver og markgræshopper,

hoveder og vinger fra tæger, cikader,

hvepse og myrer, bidetænger fra ørentviste,

hovedkapsler fra stankelbenslarver

etc .

En gennemgang af materialet på dette

niveau er særdeles kompleks og tidskrævende,

idet man undervejs opdager

stadig mindre fragmenter af talrige arter

. Estimering af individantal og vægt

er generelt mere usikker, og det er

muligt, at storken har spist endnu flere

insekter, som blot ikke har efterladt sig

synlige eller identificerbare spor .

Insektgrupperne gennemgås i det følgende

i rækkefølge efter deres samlede

masse, som den foreløbig er blevet

estimeret i denne undersøgelse .

Guldsmede Anisoptera

Den langt overvejende del af de identificerbare

guldsmede er larver af de

store guldsmede af slægten Aeschna,

idet disse larvers kæber (fig . 11: 1) og

bagkropsvedhæng (cerci) (fig .11: 2)

blev registreret i antal i storkegylpene .

Specielt i gylpserien fra Abild (SV-Jylland)

forekommer Aeschna-larver i stort

antal sammen med bl .a . vandkalve,

mens de er fundet i mindre antal i

andre serier . Der blev også fundet enkelte

hoveder, bagkropsvedhæng samt

cuticula-rester fra andre guldsmedearter,

endda fra voksne guldsmede, men

det har ikke været muligt at identificere

disse nærmere .

Græshopper Orthoptera

Fragmenter fra markgræshopper (Acridi

dae), er registreret i adskillige gylp,

fra Vegger (NØ-Jylland) bl .a . den store

og efterhånden sjældne sumpgræshoppe

(Mecistethus grossus) (fig . 11:

6-7) . De bedst bevarede fragmenter er

som regel kæber (fig . 11: 4), men også

hoved, ben og vinger (fig . 11: 5-7) kan

være bevaret, om end det kan være

vanskeligt at estimere antal, stadium

og masse ud fra de små fragmenter .

17


18

Tovinger Diptera

De kitiniserede dele af hovedkapslen

fra stankelbenslarver (Tipulidae), (fig .

11: 13) blev fundet i stort antal i enkelte

gylp, især i serien fra Brøns (SV-Jylland) .

Kun større fragmenter er genkendelige

i gylpene, men de smuldrer let, så estimatet

er nok lavere end det reelle antal .

Bemærk: En del mindre fluer findes i

materialet i form af indtørrede larver,

pupper og voksne fluer . De er som regel

velbevarede og må betragtes som

sekundære elementer i gylpene, idet de

givetvis har tilbragt deres larvestadium

her . Kun få fragmenter fra fluer synes

at stamme fra storkens egen føde, bl .a .

cuticula-rester fra en svirreflue .

Næbmunde Hemiptera

Fragmenter fra tæger (Heteroptera),

er fundet meget spredt i materialet,

særligt hoveder og dækvinger . Større

tægearter som skorpiontæger (Nepa

cinera) (fig . 11: 9) og rygsvømmere

(Notonecta) (fig . 11: 10) er nok fortæret

af storken, mens mindre arter, især

nymfetæger (Nabidae), nok primært

er taget af padder . Det gælder også

cikader (Auchenorrhyncha), som

skumcikader (Cercopidae), (fig . 11:11)

og grøn sumpcikade (Cicadella viridis)

(8: 12), der især var hyppige i materialet

fra Vegger (NØ-Jylland) .

Årevinger Hymenoptera

Enkelte fragmenter fra gedehamse

(Vespidae), (fig . 11: 8) og større snyltehvepse

(Ichneumonidae), blev fundet i

materialet . Også myrer, især skovmyrer

(Formica), blev registreret, som regel

enkeltvis . Fra disse grupper er især

hoveder bevaret .

Ørentviste Dermaptera

Fragmenter fra den almindelige

ørentvist (Forficula auricularia) (fig . 11:

3), især i form af bagkropstænger samt

enkelte hoveder, blev fundet i en del

gylp .

m Figur 11. Fragmenter af 1-2: Aeschn a

(larve), 3: Forficula auricularia, 4-5: Acrididae,

6-7: Mecistethus grossus, 8: Vespidae,

9: Nepa cinera, 10: Notonecta sp., 11: Cercopidae,

12: Cicadella viridis, 13: Tipulidae

(larve). Foto: S. Tolsgaard.

Regnorme

Det er ofte blevet iagttaget, at regnorme

udgør et vigtigt fødeemne for

danske storke (Skovgaard, 1920; Lange,

1933; Skov, 1989) . Det gælder især for

stor regnorm (Lumbricus terrestris),

som jævnligt søger op til jordoverfladen,

hvorfra den trækker blade ned

i sit gangsystem (Andersen, 1997) .

Storken er især på jagt efter regnorme i

skumringstimerne, når vejret er fugtigt,

eller når jorden bliver pløjet . En netop

kønsmoden L. terrestris vejer 2-3 g

(Daniel & al ., 1996) .


To metoder blev anvendt til estimering

af storkegylpenes indhold af regnorme

med udgangspunkt i henholdsvis regnormebørster

og sandindhold:

1 . Regnormebørster

Regnormene har et stort antal mikroskopiske

børster (cetae), som ikke kan

fordøjes af storken, men efterlades i

maven . En metode til optælling af børsterne

(L. terrestris = ca . 1 .000 børster)

i gylpmassen kan derfor anvendes til

at estimere det antal regnorme, som

storken har konsumeret:

1 . Det fine bundfald fra en fragmenteret

gylpmasse (se side 10-11) opslemmes

i 600 ml 70% alkohol, hvorefter 3

stikprøver a 5 ml opsuges .

2 . Stikprøverne hældes i 3 petriskåle

med et samlet bundareal = 50 cm², og

børsterne tælles i 5 kvadrater a 1 cm² i

hver petriskål, i alt 15 cm² .

3 . Summen af børster i de 15 kvadrater

(Sb) omregnes til det samlede antal

regnorme i gylpmassen = (600 x 50/15

x 15 x 1000) x Sb .

Det gennemsnitlige antal regnorme

i de udvalgte 123 storkegylp estimeres

ved denne beregning til ca . 160

regnorme pr . 100 g gylp . Ved en anslået

masse på 2,0 g (frisk vægt) pr . regnorm

svarer det til 320 g regnorme pr . 100

Pattedyr

g gylp, hvilket er en meget stor andel

af de delvis ufordøjelige byttedyr, som

storken har indtaget, i gennemsnit ca .

77% af disse, jfr . side 7 .

Storken fortærer naturligvis også i vekslende

grad fuldt fordøjelige byttedyr,

men blandt de delvis ufordøjelige

byttedyr, udgør regnorme ifølge denne

beregning altså langt størstedelen,

svarende til de ret små andele, der blev

beregnet for pattedyr/fugle (ca . 16%)

og insekter/snegle (ca . 7%) (fig . 12) .

Regnormemængden varierer meget de

enkelte gylp imellem, og idet børsterne

muligvis klumpes sammen i gylpmassen,

bør en vurdering bero på gylpserier

snarere end på enkelte gylp . Selv når

man sammenligner gylpmasserne fra

de udvalgte serier, giver det en meget

stor variation (130-520 g regnorme/100

g gylp ved 2g/regnorm), uden at de øvrige,

delvis ufordøjelige byttedyr optræder

med modsvarende høje eller lave

tal, som man måske kunne forvente i de

mest afvigende serier .

Beregningen giver især gylpserien

fra Vesløs (NV-Jylland) et påfaldende

lavt estimat (ca . 130 g regnorme/100

g gylp), mens heller ikke indholdet af

pattedyr/fugle eller insekter er særligt

højt . Gylpserien har dog et nogenlunde

højt sandindhold (27%), så hvis det lavt

estimerede antal regnorme er korrekt,

Regnorme

19

har de haft et usædvanligt højt sandindhold

(0,4 g sand/regnorm) . Storken

har måttet gylpe en masse sand for at

æde et beskedent antal regnorme .

Da estimeringen ikke fortæller noget

om, hvor store regnormene er, kunne

en anden forklaring være, at regnormene

fra Vesløs gennemsnitligt er meget

store, så serien derfor indeholder

mere sand pr . regnorm end de øvrige

gylpserier .

Idet der er flere indikationer på, at

storkene ved Vesløs æder mange frøer

(Skov, 2003) og derfor muligvis afgiver

en del af de mikroskopiske regnormebørster

via kloakken, kan en tredje

forklaring være, at antallet af børster

estimeres for lavt i forhold til, hvor

mange regnorme storken egentlig har

indtaget .

Betragtningerne viser, at estimering af

regnorme ud fra indholdet af børster i

gylpmassen er forbundet med betydelige

usikkerhedsfaktorer og om muligt

bør suppleres med andre metoder .

. Figur 12. Samlet (estimeret) indhold

af delvis ufordøjelige byttedyr (frisk

vægt) i gylpmassen i de 8 udvalgte serier.

Pattedyr/fugle (16%). Regnorme (77%).

Insekter/snegle (7%).

Insekter/snegle


20

250

200

150

100

50

ANTAL GRAM

VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BRØN

2 . Sandindhold

Regnorme, her især Lumbricus terrestris,

indeholder normalt en del sand,

som tilbageholdes i fordøjelseskanalen,

særligt i muskelmaven, hvor det

medvirker til en mekanisk nedbrydning

af plantemateriale . Hos L. terrestris er

fordøjelseskanalen i øvrigt især fyldt

med fragmenterede dele af blade og

strå, som den trækker ned fra jordoverfladen

. Den ernærer sig ikke i nær så høj

grad som andre regnorme ved at æde

sig igennem jorden og optage næring

fra denne (Andersen, 1997) .

Det synes derfor rimeligt at antage, at

sandprocenten i L. terrestris er relativt

konstant uanset jordbundstype . Anslås

sandindholdet til 10% af vægten, vil de

32% sand, som de udvalgte 123 storkegylp

i gennemsnit indeholder, svare

til 320 g regnorme/100 g gylp, hvilket

svarer til ca . 2g/regnorm! Fordelingen

blandt de enkelte gylpserier svarer

endda i store træk til fordelingen ifølge

metode 1, men varierer dog ikke helt

så meget (185-460 g regnorme/100 g

gylp), og der er påfaldende afvigelser

(fig . 13) .

Den mindre variation, bl .a . et meget

mindre afvigende resultat i serien fra

Vesløs (ca . 270 g regnorme/100 g gylp),

kan evt . tolkes i retning af, at en estimering

af regnormemængden via sandindholdet

er en mere nøjagtig – eller

snarere en mindre unøjagtig – metode

end en optælling af regnormebørster,

specielt i de situationer, hvor storken

æder mange fuldt fordøjelige byttedyr,

idet børster da formentlig i højere grad

end sand bliver udskilt fra kloakken .

Metode 2 udjævner desuden mulige

unøjagtigheder i relation til regnorme

af forskellig størrelse, idet den forholder

sig til masse snarere end til antal . Til

gengæld afhænger metodens nøjagtighed

af, hvorvidt sandprocenten hos

L. terrestris er konstant, idet generelle

500

400

300

200

100

m Figur 13. Antal af regnorme (tv.) og

frisk vægt i gram (th.) pr. 100 g. gylp i

de udvalgte gylpserier, estimeret ud fra

henholdsvis regnormebørster (gule søjler)

og sandindhold (grå søjler) ved 2 g pr.

regnorm og et sandindhold på 10%.

afvigelser herfra gør metoden tilsvarende

unøjagtig . I de gylpserier, hvor

sandindholdet er mindst i forhold til antallet

af børster, især Vang (NV-Jylland)

og Ribe (SV-Jylland), giver beregningen

ca . 60-70% af resultatet fra metode 1 og

kan tolkes inden for den forventelige

usikkerhed . I de øvrige serier opnås ret

god overensstemmelse mellem de to

metoder .

Begge de anførte metoder til estimering

af regnormemængden bygger foreløbig

på forudsætninger, som ikke synes udførlig

bekræftet i litteraturen, men kun

kan afklares via yderligere forskning .


Tidligere undersøgelser

Skovgaard (1920) undersøgte 46 gylp

fra hvid stork, indsamlet i perioden

1917-20 på 10 jyske lokaliteter, så

uensartede som muligt efter hans eget

skøn . De publicerede data er sammenlignelige

med de aktuelt foreliggende

i flere henseender, idet Skovgaard dog

hverken estimerede regnormebørster,

vejede sandmængden eller anvendte

hjælpemidler til sporing af kitinrester .

Indholdet af Skovgaards 46 storkegylp

(ca . 1,0 kg med en gennemsnitlig

vægt på 21,7 g) svarer med hensyn til

artsgrupperne af delvis ufordøjelige

byttedyr nogenlunde til tallene i nærværende

undersøgelse .

Sættes indholdet af disse artsgrupper

til 400 g frisk vægt pr . 100 g gylp, udgør

indholdet (frisk vægt) af insekter i gennemsnit

ca . 9%, men idet Skovgaard

stort set kun registrerede biller, bør

procenten dog nok estimeres lidt højere .

Indholdet (frisk vægt) af pattedyr/fugle

er ca . 30%, mens regnormemængden

deduktivt kan anslås til ca . 60% (det hele

beregnet ud fra Skovgaards ret udførlige

fundoplysninger) .

Gennemsnitstallene dækker dog over

markante variationer, bl .a . var pattedyr

og fugle helt fraværende i en serie gylp

fra Veddum, mens de i øvrigt overvejende

lå en del højere end i nærværende

undersøgelse . Af pattedyr og fugle blev

i alt optalt 7 muldvarpe, 2 mosegrise, 2

markmus, 2 spidsmus, 1-2 fugle .

Bemærk: Det er begribeligvis ikke

muligt at sige noget om, hvor stor en

andel de fuldt fordøjelige byttedyr, især

frøer, udgjorde . To frøer og en fisk blev

registreret, men de afspejler næppe det

samlede antal, omend Skovgaard tager

dette forhold til indtægt for, at frøers

betydning for storken er overvurderet .

Derimod er han bl .a . ud fra egne iagttagelser

opmærksom på, at regnorme

har stor betydning for storken .

Skovgaard noterer også 3 krebs og 3 igler

foruden et stort antal edderkopper i

et enkelt gylp (formentlig kæber, som er

identificeret), og bemærker endvidere:

”Selv de allermindste bitte små Biller,

omtrent som et Knappenaalshoved,

tages og til tider i stort Antal – det er

unægtelig smaa Mundfulde for saa stor

en Fugl”, uden at komme på den tanke,

at de små biller kunne stamme fra de

frøer, som han jo ikke mener, storken

spiser ret mange af!

Mængden af biller varierede en del og

lå højest i serier fra Tjæreborg (ca . 18%)

og Veddum (ca . 11%), mens den i serier

fra Fussing og Bruunshåb lå meget lavt

(4%) . Store løbere af slægten Carabus,

bl .a . dyndløber (C. clathratus) og den

her i landet nu næsten forsvundne

overdrevsløber (C. cancellatus), udgjorde

generelt en meget betydelig andel (i

gennemsnit ca . 60%) af billernes vægt,

hvor de kun udgør ca . 15% i den nærværende

undersøgelse .

De lidt mindre biller, især Pterostichus-

og Silpha-arter, udgør i nærværende

undersøgelse en meget større andel af

insektmængden, så storken må ulejlige

sig med at fortære et langt større antal

(mindre) biller end tidligere, for at konsumere

en tilsvarende fødemængde .

21

Lange (1933) beretter mere løseligt

om storkens fødeindtag, idet han giver

eksempler på større byttedyr, som han

selv og lokale meddelere har observeret

ved storkereder: muldvarp, mosegris og

frøer, men også hugorm (Vipera berus),

snog (Natrix natrix) og gedde (Esox

lucius).

Han nævner endvidere, at storken tager

mange regnorme, og bekræfter dette

ved at mikroskopere et udsnit af gylpmassen

for regnormebørster . Insekter

tillægger han ligeledes stor betydning,

måske noget overdrevet efter danske

forhold, idet han fremhæver storkens ry

som græshoppejæger i syden .

Skov (1989) undersøgte 38 storkegylp

(i alt ca . 1,1 kg med en gennemsnitlig

vægt ca . 30 g), indsamlet i perioden

1985-88 ved Bolderslev (SØ-Jylland) i

forbindelse med DOF’s første store projekt

med døgnobservationer af danske

storke . Skovs konklusion var skønsmæssigt:

Regnorme udgjorde ca . 40% af

fødemængden, frøer og mus hver ca .

15%, mens de øvrige byttedyr, bl .a . en

del muldvarpe og mosegrise, udgjorde


22

omkring 30% . Insekterne bestod overvejende

af løbebiller, især Pterostichusarter,

og ådselbiller, der blev dog ikke

analyseret for finere kitinrester eller

regnormebørster .

Maveindholdet hos en ung stork (død

5 . august 1988 ved påflyvning af en

el-mast, midt i høsttiden) viste sig helt

overvejende at bestå af pattedyr: 2

muldvarpe, 3 mosegrise, 7 markmus, 3

markmuse-unger, 1 dværgmus, 2 brune

frøer, 1 regnorm og 1 flintesten . En voksen

stork blev til forskel herfra observeret

to dage i træk (23 .-24 . juli), hvor den

i løbet af knap 2½ time fortærede 876

regnorme og 42 frøer . Observationerne

viser, at storken hurtigt kan tilpasse sin

jagt efter de givne forhold . Pattedyr

og regnorme optræder på skift som de

vigtigste byttedyr ved Bolderslev!

DOF’s døgnobservationer ved Vesløs

(NV-Jylland) i 1992 viste derimod, at

storkene her i meget høj grad ernærede

sig af padder . Skov (2003) vurderer, at

ca . 85% af deres fødeindtag bestod af

padder, overvejende brune frøer (Rana

temporaria og R. arvalis) . Regnorme var

vigtige i april-maj, men lige så snart

ungerne kunne spise frøer, levede

storkene næsten udelukkende af disse,

og de kunne findes i store mængder i

området . Den 1 . august 1992 slugte en

stork således på ca . 2½ time ikke færre

end 212 (til dels små) frøer, der blev

fanget ved Skårup (5 km fra reden) og

fløjet hjem til den enlige unge . Storkene

fortærede også en hel del mus under

høsten i juli-august . Insekter som vandkalve,

løbebiller og ådselbiller syntes

derimod kun af mindre betydning .

De delvis ufordøjelige byttedyr i gylpet

fra Vesløs repræsenterer således kun en

lille del af storkenes fødeindtag, og som

omtalt (side 18-20) i afsnittet om regnorme

synes det derfor ret sandsynligt,

at en anseelig del af regnormebørsterne

i føden under disse omstændigheder

udskilles via storkens kloak .

Fødeudbuddet i Vesløs synes dog markant

anderledes end på de øvrige jyske

lokaliteter i nyere tid, og beskrivelserne

af de udvalgte lokaliteter (bilag 1) giver

en vurdering af, hvilke biotoptyper og

dermed muligheder for fødesøgning,

der var til stede i indsamlingsperioden .

Storken flyver i forbindelse med fødesøgning

helst kun nogle få og max . 10

km fra reden (Skov, 2003) .

Tager man storkenes fødevalg længere

mod syd i betragtning, findes

meget varierende fødesøgningsmønstre

beskrevet . Allerede i Tyskland og

Polen synes fødevalget mange steder

markant anderledes end her i landet,

idet områderne også er mindre intensivt

udnyttet end hos os . Padder, pattedyr

eller insekter kan udgøre en meget

stor del af føden (Dziewiaty & Schulz,

1998; Tryjanowski & al ., 2006), mens

regnorme generelt vurderes af langt

mindre betydning end i nærværende

og flere tidligere danske undersøgelser .

Forholdene i vore sydlige nabolande

kan derfor give et gavnligt fingerpeg

om, hvilke muligheder, der faktisk findes

for at ændre status quo .


Diskussion

Det er velkendt, at storken har været i

konstant tilbagegang i Danmark over

en meget lang periode (Skov, 2003) .

Fra tusindvis af storkepar i 1800-tallet

gik bestanden ned til hundredvis i

begyndelsen af 1900-tallet og dykkede

gradvist ned imod nul, efterhånden som

vi nærmede os årtusindskiftet, hvor den

hvide stork ophørte med at yngle i den

danske natur .

De byttedyr, som storken har levet af,

har for mange arters vedkommende

også været i gradvis og langvarig tilbagegang

i det danske kulturlandskab . Det

gælder generelt for padder (Fog & al .,

1997), hvor talrige søer og vådområder

er blevet drænet væk, idet arealerne er

inddraget til landbrug . Af pattedyrene

(Baagøe & Jensen, 2007) synes særligt

markmus at være i tilbagegang på

grund af forringelser af levestederne,

mens muldvarpen ser ud til at klare sig

bedre . Regnorme, bl .a . Lumbricus terrestris,

har længe været i omfattende tilbagegang

i det moderne agerland, hvor

deres biomasse generelt er voldsomt

reduceret på grund af sprøjtning og

mangel på organisk gødning (Andersen,

1997) .

Storkens sekundære byttedyr som store

løbebiller, vandkalve og skarnbasser, der

er afhængige af henholdsvis regnorme,

vådområder og gødning, er følgelig

også i klar tilbagegang, og de fødekæder,

hvor storken er top-prædator, bliver

således efterhånden ude af stand til at

levere de byttedyrsmængder, der skal

til for at ernære et storkepar med unger .

Visse løbebiller (Pterostichus-arter) samt

ådselbiller kan storken stadig finde, men

de er så små, at der skal indfanges flere

tusinde, før det rækker . Storken savner

mad på menuen!

De sidste storkepar har i nogen grad

holdt stand ved fødesøgning i dambrug

og udlagt foder . Først sent opstod

der lokale bestræbelser for at vende

den udvikling, som førte til storkens

gradvise forsvinden: En genetablering

af vådområder samt øget kvæghold på

friland, helst på vedvarende enge med

moderat græsningstryk . Og nogle få (til

dels svensk opdrættede) storkepar har

faktisk atter haft ynglesucces i Danmark

de senere år, jvf . www .storkene .dk

Den danske rødliste (Stoltze & Pihl,

1998) understreger i øvrigt, at netop

de biotoptyper som enge, moser og

overdrev, hvor storken søger sin føde,

har det forholdsvis højeste antal truede

arter i Danmark .

Skovgaard (1920) skrev allerede for 90 år

siden: „I gamle Dage var der ogsaa noget,

der hed Brakmarker og sure Marker,

og hvad Rolle de spillede for Smaadyrene

er let at forstaa, det var neutrale

Gebeter, hvorfra Bestanden altid kunne

23

fornyes paa de tilgrænsende kultiverede

Marker … Nu er Brakmarkerne borte og

de sure Marker drænet, tilbage er kun

Grøftekanterne som taalelige Fristeder i

de kultiverede Egne .“

Storkebestandene i Mecklenburg-

Vorpommern (1177 par i 2000) og i

Schleswig-Holstein (239 par i 2001)

umiddelbart syd for grænsen er dog

stadig sunde og produktive (Skov, 2003),

og selvom de muligvis kan komme under

pres fra en intensiveret landbrugspraksis,

særligt i de tidligere Østblokområder,

vil de nok fortsat kunne levere

det overskud af ungfugle, der kunne

formodes at etablere sig hos os, hvis

forholdene atter bliver dertil .


24

Referencer

Andersen, C ., 1997: Regnorme . – Natur

og Museum 36 (4) . 36 s .

Bangsholt, F ., 1983: Sandspringernes og

løbebillernes udbredelse og forekomst i

Danmark ca . 1830-1981 . – Dansk Faunistisk

Bibliotek . Bind 4 . 272 s .

Baagøe, H . & T . S . Jensen (red .), 2007:

Dansk Pattedyratlas . – Gyldendal . 392 s .

Daniel, O ., O . Kohli & M . Bieri, 1996:

Weight gain and weight loss of the

earthworm Lumbricus terrestris L . at different

temperatures and body weight .

– Soil Biology and Biochemistry 28 (9):

1235-1240 .

Dziewiaty K . & H . Schulz, 1998: Störche

in der Elbtalaue . – NABU, Institut für

Weisen und Feuchtgebiete . Berghausen,

Schleswig . 96 s .

Fog, K ., A . Schmedes & D . R . de Lasson,

1997: Nordens padder og krybdyr . –

Gads Forlag . 365 s .

Grell, M . B ., 2000: Forvaltningsplan for

Hvid Stork Ciconia ciconia i Danmark . –

Dansk Ornitologisk Forening . Rapport,

38 s .

Hansen, M . D . D ., 2008: Skarnbasser og

andre møgdyr . – Natur og Museum 47

(2) . 36 s .

Kosicki, Z ., P . Profus, P . Dolota & M .

Tobolka, 2006: Food composition and

Energy demand of the white Storck

Ciconia ciconia breeding population . Litterature

survey and preliminary results

from Poland . – I: Tryjanovski, P . & al .

(2006), s . 169-183 .

Lange, H ., 1933: Storkens Føde – Storkegylp

. – Naturens Verden 17: 80-84 .

Lodal, J ., 2007: Muldvarp . Talpa europaeus

Linnaeus, 1758 . – I: Baagøe, H . & T . S .

Jensen (2007): 36-39 .

Skov, H ., 1989: Bolderslev storkenes fourageringsområder

og fødevalg . – Dansk

Ornitologisk Forening . Rapport, 40 s .

Skov, H ., 2003: Storken . En Kultur- og

Naturhistorie . – Gads Forlag, 288 s .

Skovgaard, P ., 1920: Storkens (Ciconia

alba) Føde . Særlig belyst gennem

Undersøgelser af dens Gylp . – Danske

Fugle (D .O .C .) . Bind 1: 2-9 .

Skriver, J ., 2004: På sporet af storkens

spisevaner . – Fugle og Natur 24 (3): 6-7 .

Stoltze, M . & S . Pihl (red .), 1998: Rødliste

1997 over planter og dyr i Danmark .

– Miljø- og Energiministeriet, DMU og

Skov- og Naturstyrelsen . 219 s .

Tryjanovski, P ., T . Sparks & L . Jerzak (red .),

2006: The white stork in Poland: Studies

in biology, ecology and conservation .

– Poznan, Bogucki Wydawnictwo Naukowe

. 492 s .


BILAG 1

Beskrivelse af udvalgte

lokaliteter

Lokalitetsbeskrivelserne i det følgende

er udarbejdet af Hans Skov på grundlag

af omfattende observationer på disse

lokaliteter (Skov, 1989, 2003) .

Vesløs-Skårup

En lokalitet, hvor storken ynglede

regelmæssigt indtil 1998, mens en enlig

stork holdt stand til 2002 . Omegnen har

vidtstrakte vådområder med kvæghold

i overgangszonerne til det mere

tørre agerland . I 1992 udførte DOF’s

Storkegruppe døgnobservationer her

for at få indblik i storkenes fødesøgning .

Ud af i alt 252 observationer gik ca .

60% af fødesøgnings-turene til enge

og vådområder, primært efter frøer . De

øvrige ca . 40% gik til intensivt udnyttede

arealer, især i forbindelse med

høst, harvning og pløjning . Vesløs var

på tidspunktet for denne undersøgelse

noget nær en optimal storkelokalitet

med rigeligt af den føde, som storkene

havde behov for . På mange måder er

området stadig en god lokalitet, men

for tiden er afstanden til de nærmeste

ynglepladser nok for stor til at blive

genbesat af storken .

Vang

Denne lokalitet husede et nyt storkepar

i 1989 . Omegnen mod sydøst var

præget af intensivt landbrug, mens der

mod vest var næringsfattige vandhuller

og vådområder . Der var dog ingen

afgræsning af randzonerne og vegetationen

var derfor så høj, at storkene

havde svært ved at fange de byttedyr,

der faktisk var til stede . Fourageringsstederne

var især vådområder ved Åvand

og Førby Sø, (7-8 km mod SV) samt

umiddelbart vest for reden . Fødeknaphed

medførte utraditionelle tiltag, fx

fløj en stork til molen i Nr . Vorupør (9

km mod V), hvor den først stjal og siden

blev fodret med fisk . Storkene fouragerede

også på fiskeaffald ved minkfarme .

Ud af 4 unger døde de 3 af fødemangel,

mens den sidste overlevede . Vang må

derfor regnes som en ringe storkelokalitet,

og storkene ynglede kun i en sæson,

hvorpå reden snart blev opgivet . Øget

græsning kunne dog have forbedret

situationen .

Vegger

Her har storken ynglet regelmæssigt

indtil år 2000 (fig . 11) og igen i 2004 . Lokaliteten

er omkranset af to åer, fugtige

engpartier, bakker med dødishuller, små

søer og vådområder . Indtil 1980’erne

var Vegger en god storkelokalitet, men

i 1990’erne ændrede området karakter .

I ådalene blev flere engdrag pløjet op,

lige før et lovindgreb skulle hindre, at

noget sådant kunne ske! Der er nu mere

intensivt kvæghold, ådalene græsses

ikke længere og gror til, intensiv

planteavl vinder frem på bekostning af

græsmarker . Storkene blev stedse mere

afhængige af dambruget ved Højris

Mølle . Hvor de førhen ofte fik 3-4 unger

på vingerne, blev det ringere fra 1995 .

Som storkelokalitet gik området tilbage

i undersøgelsesperioden og blev opgivet

af storkene efter år 2007 .

m Figur 14. Den gamle storkerede i Vegger.

Foto: H. Skov, 2. august 1999.

25

Ribe

En klassisk storkelokalitet, som langt op

i nyere tid har budt på meget gunstige

livsbetingelser for storke . I 1939 fik 34

storkepar 81 unger på vingerne, og

endnu i 1962 havde 9 storkepar rede i

byen . Tilbagegangen skyldes afvanding

og opdyrkning af marsken vest for byen,

samt gradvist skift fra ekstensivt kvæghold

til intensiv planteavl i omegnen .

Endvidere forhindrer en uheldig praksis

med sænkning af vandstanden i Ribe

Østerå tidligt på sæsonen nu områdets

mange padder i at yngle i de førhen

temporært oversvømmede enge . Langs

Ribe Østerå findes endnu en del fugtige

enge, men de har længe været under tilgroning

med rørskov og pilekrat . I 2004

tog man et høslet på tilgroede enge nær

ved byen for at hjælpe storkene . Det

tog kun få minutter, før de var på plet


26

ten! Storkene har siden 1980’erne gjort

intensivt brug af dambruget Jedsted

Mølle ved Kongeåen 8 km fra reden . Det

skønnes, at de har taget ca . 75% af deres

føde i dambruget og derfor stadig har

kunnet opfostre unger, men området

er efterhånden en mindre god storkelokalitet

og blev opgivet af storkene efter

år 2005 .

Brøns

Her var en storkerede stort set beboet

fra 1944 til 1997 . Mod vest ligger den

nu afvandede og intensivt dyrkede

marsk . Brøns Å løber igennem byen,

men er reguleret og uddybet, og engene

langs åen er ret tørre . Der er stadig

kvæghold, men vedvarende enge og

vådområder mangler, og intensiv planteavl

dominerer på de dyrkede arealer .

Et dambrug 2 km øst for Brøns blev i

storkenes sidste yngleår flittigt besøgt,

ligesom et hedeterræn øst herfor, hvor

udbyttet bl .a . var hugorme . Desuden

søgte de ofte føde i den lavvandede

Brøns Å, og der blev fundet tabte ål

under reden . Området var endnu i

1980’erne brugbart, men blev i løbet af

1990’erne en ringe storkelokalitet .

BILAG 2

Frisk vægt af storkens byttedyr

Abild

Denne lokalitet husede et storkepar

i årene 1973-83 . Omegnen var indtil

begyndelsen af 1980’erne kendetegnet

ved en del vedvarende græsmarker med

kvæghold . Et stort antal mergelgrave og

vandhuller var vigtige formeringssteder

for padder, og der er mange vandinsekter

i de undersøgte gylp . Egnen byder

ellers ikke på større vådområder eller

vandløb, og dambrug findes heller ikke

her . Omkring 1980 opgav flere gårde

kvægholdet og gik over til intensiv planteavl

. Resultatet blev, at storkene senest

opfostrede unger i 1981 og opgav lokaliteten

1983 . Området var indtil 1980

anvendeligt, men blev derefter hurtigt

en ringe storkelokalitet .

Agerskov

Denne lokalitet husede efter mange års

fravær i årene 1980-84 en beboet storkerede

. Det blev dog kun i 1981, de fik

ynglesucces og med kun en flyvefærdig

unge . Der var stadig store græsarealer

med kvæg, men kun få vådområder . De

lokale vandløb var stærkt regulerede, og

engene var meget tørre, mens agerjorden

var domineret af intensiv planteavl .

Området må derfor betragtes som en

ringe storkelokalitet .

Bolderslev

En klassisk storkelokalitet i et område

med kvæghold og vedvarende

græsarealer . Indtil 1997 var der i den

nærliggende by, Uge, et storkepar, som

havde samme fourageringsområde .

Bolderslev var i 1988 i fokus for DOF’s

første danske projekt med døgnobservationer

af storke . Ud fra 483 observationer

blev det konkluderet, at 63% af

storkenes fødesøgningsture gik til enge

og vådområder, mens de resterende

37% gik til intensivt udnyttede arealer,

især i forbindelse med høst, harvning og

pløjning . Området var endnu i 1980’erne

en ret god storkelokalitet, men blev

gradvist forringet i løbet af 1990’erne og

kan i dag næppe forsørge et storkepar

med unger .

Bredevad

Fra 1973 til 1978, hvor storkene senest

holdt til på stedet, lykkedes det ikke at

udruge unger, idet omegnen åbenbart

ikke længere kunne yde storkene

tilstrækkeligt med føde . Området var

gradvist blevet reduceret til en ringe

storkelokalitet .

Taxa ca . > Mg/eks . Behov/dag

Brun rotte Rattus norvegicus 225 .000 2

Mosegris Arvicola terrestris 150 .000 3

Muldvarp Talpa europaea 85 .000 5

Markmus Microtus agrestis/arvalis 40 .000 11

Fugl, Aves: Passeriformes etc . (medium) 20 .000 23

Brun frø Rana arvalis/temporaria (medium) 15 .000 30

Alm . spidsmus Sorex areneus 10 .000 45

Stor regnorm Lumbricus terrestris (maximum) 8 .000 55

Lille spidsmus Sorex minutus 5 .000 85

Stor regnorm Lumbricus terrestris (medium) 2 .000 225

Læderløber Carabus coriaceus 1 .500 300

Stor guldsmed Aeschna (larve) ” ”

Stor vandkalv Dytiscus marginali ” ”


Taxa ca . > Mg/eks . Behov/dag

Sumpsnegl, Lymnaeidae (medium) 1 .000 450

Markskarnbasse Geotrupes stercorarius ” ”

Dyndløber Carabus clathratus 700 600

Kratløber Carabus nemoralis 600 700

Overdrevsløber Carabus cancellatus ” ”

Sumpgræshoppe Mecistethus grossus 500 900

Kornet løber Carabus granulatus 300 1 .500

Lyngløber Carabus arvensis ” ”

Tværridset vandkalv Colymbetes ” ”

Ådselgraver Nicrophorus ” ”

Sandgraver Broscus cephalotes 50 2 .000

Skovjordløber Pterostichus niger ” ”

Markgræshoppe, Acrididae ” ”

Markjordløber Pterostichus melanarius 200 2 .500

Skivevandkalv Acilius/Graphoderes ” ”

Ådselbille Silpha tristis/obscura/carinata ” ”

Skorpiontæge Nepa cinera ” ”

Håret markløber Harpalus rufipes 150 3 .000

Grubeløber Blethisa multipunctata ” ”

Rovbille Creophilus/Ocypus ophtalmicus ” ”

Møgbille Aphodius fossor/rufipes ” ”

Rygsvømmer Notonecta ” ”

Fladløber Nebria brevicollis/salina 100 4 .500

Stor torpedoløber Calathus fuscipes ” ”

Jordløber Pterostichus nigrita/versicolor ” ”

Markløber Harpalus affinis/tardus ” ”

Vandkalv Agabus/Ilybius ” ”

Matsort ådselbille Blitophaga opaca ” ”

Markgræshoppe, Acrididae (nymfe) ” ”

Stankelben, Tipulidae (larve) ” ”

Møgbille Aphodius fimetarius/erraticus 50 9 .000

Alm . vandkær Hydrobius fuscipes ” ”

Syvplettet mariehøne Coccinella 7-punctata ” ”

Ødebille, Byrrhidae ” ”

Bladbille, Chrysomelidae ” ”

Alm . ørentvist Forficula auricularia ” ”

Ovalløber Amara aenea/familiaris < 50 > 10 .000

Kornsmelder Agriotes ” ”

Skumcikade, Cercopidae ” ”

Skovmyre Formica ” ”

Vægtangivelser fra eksterne kilder er anvendt for hvirveldyr (Skov, 1989; www .skovognatur .dk) og regnorme (Daniel & al .,

1996), mens vægten af insekter og snegle er angivet ud fra egne målinger på friske eksemplarer eller estimeret på grundlag af

s amlingseksemplarer .

27


28

BILAG 3

Indhold i udvalgte gylpserier

Fraktion Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total

Gylp (antal) 28 13 19 15 13 17 10 8 123

I alt vægt (g) 308 163 334 216 472 266 186 157 2 .102

Gennemsnit (g/gylp) 11 13 18 14 36 16 19 20 17

Sand (g) 83 47 114 73 175 49 64 72 677

Sten etc . (g) 4 2 2 1 74 - 3 - 86

Grov org . rest (g) 125 60 103 95 140 136 59 49 767

Opløst/opslemmet (g) 96 54 115 47 83 81 60 36 572

Sand (%) 27 29 34 34 37 19 34 46 32

Sten etc . (%) 1 1 1 1 16 - 2 - 4

Grov org . rest (%) 41 37 31 45 30 51 33 31 37

Opløst/opslemmet del (%) 31 33 34 21 17 30 21 23 27

Regnorme (g frisk/100 g gylp)* 270 288 289 338 365 184 338 459 317

Pattedyr (g frisk/100 g gylp)** 58 25 75 19 53 141 102 54 67

Insekter (g frisk/100 g gylp)*** 38 34 31 20 12 42 18 32 27

Regnorme (% frisk)* 74 83 73 90 85 50 74 84 77

Pattedyr (% frisk)** 16 7 19 5 12 39 22 10 16

Insekter (% frisk)*** 10 10 8 5 3 11 4 6 7

*) estimeret sandindhold ved 2g/regnorm . **) inkl . fugle . ***) inkl . snegle .

Taxa Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total

Lumbricidae (cetae estm.) 195 404 699 562 597 283 341 310 3 .391

Lumbricidae (sand estm.) 415 235 570 365 875 245 340 360 3 .405

Talpa europaea - - 4 - 3 4 1 2 14

Microtus sp . 4 1 3 1 1 3 3 2 18

Aves 1 - - - 2 - - - 3

Ranidae 2 - - - - - - - 2

Lymnaeidae - 1 1 1 1 - - 6 10

Carabus coriaceus - - 1 - - - - 2 3

Carabus clathratus 12 4 - - - - - - 16

Carabus nemoralis 1 3 7 2 3 7 - 3 26

Carabus problematicus 1 - 2 - - - - - 3

Carabus granulatus 15 6 9 8 4 8 3 1 54

Carabus arvensis 1 - - - 2 - - - 3

Carabus nitens - 1 - - - - - - 1

Nebria sp . 4 4 11 5 1 12 10 - 47


Taxa (fortsat) Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total

Blethisa multipunctata 8 9 - 4 - - - - 21

Broscus cephalotes - - 1 - - - - 1 2

Pterostichus niger 14 4 31 14 15 1 1 3 83

Pterostichus melanarius 88 10 64 35 36 34 40 22 329

Pterostichus nigrita 17 5 9 2 4 - - 3 40

Pterostichus versicolor 6 - 4 1 1 - - 3 15

Calathus fuscipes 49 8 - - 1 - - - 58

Harpalus rufipes 13 3 5 2 2 11 14 19 69

Harpalus sp . 11 2 1 - 1 1 5 - 21

Amara sp . 96 19 23 - 4 8 3 3 156

Div . Carabidae 100 6 16 8 7 20 1 2 160

Taxa Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total

Dytiscus sp . 11 23 20 - 3 17 1 - 75

Colymbites sp . 8 1 4 2 - 4 1 - 20

Acilius sp . 10 8 1 2 - 8 2 - 31

Div . Dytiscidae 19 7 16 21 - 2 1 - 66

Dytiscidae (larvae) 24 15 - 6 6 12 - - 63

Nicrophorus sp . - - 1 - 2 - - - 3

Silpha tristis 8 4 13 26 28 37 13 5 134

Silpha obscura 1 1 1 4 16 12 1 - 36

Silpha carinata - - - - 4 - - - 4

Blitophaga opaca 70 - 1 - - - 5 - 76

Phosphuga atra - - 3 - 1 - 2 - 6

Creophilus maxillosus - 1 - - - - - - 1

Ocypus ophthalmicus - - 1 - - - - - 1

Megalinus glabratus 2 - 4 - - - - - 6

Div . Staphylinidae 30 1 3 4 1 2 1 - 42

Histeridae 9 1 1 - 1 1 3 - 16

Geotrupes sp . 2 - 14 3 - - - 35 54

Aphodius fossor 5 1 3 - - 1 11 - 21

Aphodius rufipes 18 - 6 2 1 - 6 1 34

Aphodius sp . 25 1 1 2 - 8 3 - 40

Cetonia cuprea - - - - 1 - - - 1

Serica brunnea 1 - - - - - - - 1

Trox sabulosus 2 - - - - - - - 2

Hydrobius fuscipes 18 1 1 3 - - 2 - 25

Sphaeridium sp . 7 - - - - - - - 7

29


30

Taxa (fortsat) Serie > VESL VANG VEGG RIBE BRØN ABIL AGER BOLD Total

Coccinella septempunctata 42 2 1 4 - - - - 49

Div . Coccinellidae 57 - 3 1 - - - - 61

Lacon murinus 1 - - - 2 - - 1 4

Corymbites pectinicornis 1 2 - - - - - - 3

Div . Elateridae 66 12 3 1 3 6 2 - 93

Cantharidae 4 1 - 1 4 3 - - 13

Byrrhidae 6 1 - 1 - 3 - - 11

Tenebrio molitor - - 2 - - - - - 2

Stenosola dubia 1 - - - - - - - 1

Chrysomelidae 12 8 3 4 - 5 2 - 34

Cleonus sp . - - - - 2 - - - 2

Div . Curcurlionidae 30 5 9 4 2 9 3 - 62

Aeschna sp . (larvae) - - - 4 4 32 3 - 43

Mecistethus grossus - - 1 - - - - - 1

Div . Acrididae 7 - 23 2 - - - - 32

Acrididae (larvae) - - 20 50 - - - - 70

Forficula auricularia 5 - 10 2 1 1 3 - 22

Nepa cinera 3 - - - - - - - 3

Notonecta sp . 1 - - - - 1 - - 2

Nabis sp . 4 - 1 2 - - - - 7

Auchenorrhyncha 7 - 25 6 - - - - 38

Formica sp . 2 2 1 - - - - 1 6

Vespidae 2 - - - - - - - 2

Div . Hymenoptera 8 - - 3 - - - - 11

Tipulidae (larvae) - - - - 130 - 70 - 200

BILAG 4

Storkegylp i alt 1976-2003

UTM Lokalitet Anvendt g Gylp (Serie) g Gylp Ubeh . g

NF19 Uge 982 44 - - 1 .176

MG83 Ribe* 808 49 (4) 216 15 849

MG81 Brøns* 745 26 (5) 472 13 223

MF99 Hostrup 416 19 - - 141

NJ30 Vegger* 384 23 (3) 334 19 671

MJ92 Vesløs* 277 26 (1) 263 24 274

MF99 Abild* 266 17 (6) 266 17 -

NG21 Skovby 210 8 - - 104


UTM (fortsat) Lokalitet Anvendt g Gylp (Serie) g Gylp Ubeh . g

NG00 Agerskov* 186 10 (7) 186 10 -

MG83 Gredstedbro 185 15 - - -

MJ71 Vang* 163 13 (2) 163 13 130

NF18 Tinglev 138 7 - - -

NH65 Randers 123 8 - - 54

NF08 St .Jyndevad 121 6 - - -

NG24 Fovslet 117 8 - - 26

MF98 Tønder 117 7 - - -

MG90 Løgumkloster 103 8 - - -

NF19 Bolderslev* 96 5 (8) 96 5 -

MG80 Døstrup 93 5 - - 37

NF08 Rens 91 6 - - -

NF29 Bremsmaj 91 4 - - -

MG81 Skærbæk 87 3 - - -

NH38 Nørager 78 8 - - -

NG04 Skodborg 75 3 - - -

NF09 Bredevad* 61 3 (8) 61 3 -

NH56 Nørbæk 55 2 - - -

NG24 Hjarup 54 3 - - -

NF19 Todsbøl** 54 3 - - -

NG04 Brørup 54 2 - - -

MG76 Sig 47 2 - - -

NJ02 Skårup* 45 4 (1) 45 4 -

NG03 Rødding 45 2 - - -

NG15 Gesten 35 3 - - 37

NF09 Ravsted 30 1 - - -

NH44 Ulstrup 28 3 - - -

NG23 Ødis-Bramdrup 25 1 - - -

NJ40 Byrsted 16 2 - - -

MG92 Arnum** 15 1 - - -

MG66 Varde 10 1 - - -

MG69 Skjern 3 1 - - -

Sum 6 .529 362 2 .102 123 3 .722

*) De repræsentativt udvalgte 8 serier, i alt 123 gylp, udgøres af materiale fra disse lokaliteter (se side 10-11) .

**) Strejffugl – intet yngleforsøg på denne lokalitet .

31


Naturhistorisk Museum • Århus

Wilhelm Meyers Allé 210 • Universitetsparken

8000 Århus C

More magazines by this user
Similar magazines