Scenariet - Alexandria

MARIA ALMEDA HANSEN
Det var slet ikke, som der stod i aviserne. I Ekstra Bladet skrev de, at jeg havde tryglet far om ikke
at gå tilbage, og at han havde sagt farvel til mor, inden han “kastede sig ind i flammeinfernoet igen”
... Sikke noget pis. Mor var stangstiv, og jeg var nede i Ishøj Storcenter sammen med tøserne.
Da jeg kom tilbage, stod der flammer ud fra Berishas lejlighed over vores, og det meste af vores
opgang stod ude foran ... Jeg nåede lige at se fars ryg, da han spænede ind i bygningen igen. Så
spredte ilden sig deroppe, og min far kom aldrig ud igen ... Senere fortalte en strisser os, at far
havde fået et skab ned over sig inde i Berishas lejlighed, og så havde det ligesom været det. Men
Ekstra Bladet gjorde ham til den største helt i vor tid.
Hvad de ikke skrev om, var de år, hvor mig og mor boede i en ussel toværelses et spytklat fra
jernbanen, som vi blev genhuset i efter branden. Det var der ikke meget heltemod over, hverken
stanken fra toilettet eller larmen fra togene eller skoven af tomme flasker i stuen eller de overfyldte
askebægre eller det tøj, jeg nakkede fra butikkerne i centret ... Så sad mor dér de sene aftener og
bitchede over, hvor uretfærdigt det hele var, og hvor synd det var for hende, og hvordan man burde
hjælpe sin gamle mor.
Det var sgu rimelig fucked up, og det blev ikke bedre af, at jeg snittede hende med min springkniv,
en morgen hvor hun syntes, hun skulle fortælle mig om, hvordan far bollede udenom ... Hvis jeg
skal nævne én god ting, som jeg gjorde dengang, så var det nok dét ... De var alle sammen enige
om, at jeg var forstyrret, og at jeg skulle væk fra hjemmet, og noget med traumer og sådan,
men ingen tænkte nærmere over at forbinde bandetøsen, der stak sin mor ned, og Ishøjbrandens
heltedatter. Min mor overlevede.
Og så blev der ellers snakket om retfærdighed og om at styre sin vrede og vende tingene udad i
stedet for indad, det hele med en fyr med fuldskæg og krøllet skjorte ... Det lyder som en farce,
men han kunne altså noget. Fandeme så ... Sagde, at nok havde jeg opført mig som en klovn,
men at jeg ikke kunne påtage mig skylden for alt, hvad der var sket, og at hvert menneske har
ansvaret for at vælge sit eget liv ... Han talte aldrig ned til mig ... Og han fik mig oven i købet ind
på bilværkstedet ... Da han stillede træskoene for et par år siden, var jeg den, der tudede højest,
da de sænkede kisten.
Den daglige kamp for at holde fast i én selv, den gør sig ikke så godt i medierne ... Da jeg
arbejdede på bilværkstedet, kom der en dag en journalist fra lokalavisen, som havde genfundet
historien om Ishøjbranden og min far, og som ville lave sådan en 10-år-efter-artikel ... Jeg fortalte
ham bare, at jeg var kommet videre, så fiksede jeg hans ene blinklys, og artiklen blev aldrig til
noget ... Men sandheden er, at man aldrig kommer videre ... Det, der var, det bliver ved med at
være der. Som en rusten undervogn.