Scenariet - Alexandria

DELILAH EMBORG
Castingen var hård. Det var helt vildt, så mange mennesker der stod ude foran de der studier i
Field’s, hvor man skulle interviewes og prøvefilmes. Jeg tror, der må have været mindst 5.000.
Nogle af tøserne foran mig havde næsten ikke noget tøj på. Jeg gad vide, om de troede, de fik
bedre chancer ved at bolle én eller anden. Ligesom de piger, som ikke nøjes med deres show, når
de er ude at danse, men også går med en fyr hjem, hvis han flasher de rigtige kreditkort. Det fik de
ikke noget ud af til castingen, for der var alting helt straight. Selvfølgelig, det var jo Superheroes.
Pigen foran mig fik nu ellers en hård medfart. Det var lidt som at stå tilbage i skolegården igen,
hvor tøserne havde travlt med at pege ad Yildiz. Der var så mange gange, hvor jeg havde lyst til
at skrige: “Jamen, så mob da mig i stedet for, jeg er også perker! Bare fordi jeg ikke kommer fra
Tyrkiet, men kun er halvt jamaicaner, bare fordi jeg ikke har en stor næse, men store patter, så gør
det mig ikke til mindre indvandrer.”
Den muslimske pige kom tudende ud fra auditionrummet, og jeg lukkede igen øjnene og fokuserede
på min performance - og målet! Tænkte på Dervish, som blev stemt ud som superhelt for et halvt
år siden. Jeg stemte ikke på ham, men der var åbenbart mange, som havde noget imod hans brune
hud. Jeg har selv en nydelig kaffefarve, men jeg var ikke bange for, at det samme ville ske for mig.
Slet ikke. Jeg var sikker på, at jeg som Superhero kunne gøre noget for utroligt mange mennesker.
Hvis ikke man må tro på, at man kan gøre en forskel ... Hvad skal man så tro på?
Det har mine forældre altid sagt. Tro på dig selv. Vær dig selv. Gør en forskel. Simple leveregler,
som de selv er de bedste til at efterleve. En dansker og en jamaicaner, som altid har fået tingene til
at fungere, fordi de elsker hinanden. Selv om det ved Gud ikke har været let for min mor at være
en sort kvinde, der flyttede til Danmark for at være sammen med sin drømmefyr. Da jeg kom og
sagde, at nu ville jeg for alvor tage min dans seriøst og blive én af Danmarks bedste showdansere,
svarede mor og far: “Det lyder superspændende, Delilah!” Da jeg et par år senere sagde, at jeg
ville være superhelt, sagde de: “Vi er så stolte af dig. Når du sætter dig for noget, lykkes det altid.”
Derfor var jeg også sikker på, at jeg havde supergode chancer for at vinde castingen og blive den
nye Superhero. Og sådan blev det - uanset at jeg undervejs gik fra at være Black Dancer til Black
Mamba til Black Arrow.
“Hvorfor vil du være med i Superheroes, Delilah?” spurgte de i auditionrummet.
“Jeg vil være med til at gøre Danmark til et bedre sted at leve i og beskytte de svage,” svarede jeg
fuldstændig sandfærdigt.
“Hvordan tror du, at du kan gøre en forskel i gruppen?” spurgte de.
“Jeg kan være gruppens positive ånd, og så vil jeg være den perfekte partner for Mr. Right.” Heller
ikke løgn.
Under hele seancen stod der en kvinde i jakkesæt og kiggede med omme bagved. Jeg fik senere at
vide, at hun var Superheroes’ marketingchef. Da jeg var på vej ud, overhørte jeg, at hun gik hen til
dommerbordet og sagde: “Hende der, hun er da så lækker, at det ville være en forbrydelse ikke at
tage hende.”
Tak, siger jeg bare!