Impuls november.indd - Nyimpuls.dk

v/Martinus
Vil erkendelsen af reinkarnationen få
betydning for verdensmoralen?
På et tidspunkt blev Martinus præsenteret for ovennævnte
spørgsmål. Hans svar følger her:
Så længe reinkarnation ikke er accepteret af den offentlige
mening eller det store flertal inden for jordmenneskeheden,
vil en absolut human eller retfærdig verdensmoral
umuligt kunne gøre sig gældende. Så længe man ikke
forstår reinkarnationen, vil en opfattelse af det virkelige
eller det absolutte verdensbillede være en umulighed.
Det moderne materialistiske verdensbillede er ikke noget
virkeligt verdensbillede. Det udgør kun en række analyser
af kloders og mælkevejens baner og stofindhold, altså
en viden, der ikke har den allermindste indflydelse på
verdensmoralen. Og så længe det fysisk-psykiske verdensbillede
udgør en ukendt foreteelse, vil dets struktur og
love og dermed også dets morallove være ukendte. Det er
netop denne uvidenhed, der i dag afføder følgende udtryk:
”Der er ingen retfærdighed til”, ”Livet er et resultat af
tilfældigheder”, ”Enhver er sig selv nærmest” etc. Og så
former man sin livsførelse på dette grundlag.
Man kan ikke forstå, at
der kan være retfærdighed
i verden, hvor man ser, at
nogle børn fødes til sygdom,
nød og elendighed,
får ukærlige forældre, der
ligefrem opdrager dem til
at blive forbrydere, medens
andre børn fødes til et liv i
rigdom og velvære, beskyttet
af kærlige forældre og
får adgang til de højeste
og mest agtede kredse i
samfundet. Nogle børn
fødes med meget ringe
begavelse, medens andre fødes med strålende intellektuelle
evner og anlæg. Det ene barn fødes som geni, det
andet fødes åndsvagt. Nogle væsener er slaver, må slide
og slæbe eller pukle for andre, der så kan leve højt på
disse væseners arbejde, føre et luksusliv. Nogle væsener
dør af frådseri og dovenskab, andre dør af sult og overanstrengelse.
Nogle børn dør straks efter fødselen, medens andre opnår
at blive hundrede år. Nogle børn fødes med en stor og
venlig psyke, og andre fødes med en psyke, der kun kan
udløse bandit- eller gangstervæsen. Hvordan skal der
kunne være retfærdighed i en verden, hvor alt således
tilsyneladende er ganske meningsløst, og livsgoderne er
så ulige fordelt?
At den kirkelige kristendom søger at råde bod herpå
med religiøse dogmer eller overleveringer, der udtrykker
verdensbilledet som en almægtig guddom, der er alle
levende væseners skaber og behersker, har ikke dermed
kunnet henvise til foreteelser, der gør verdensbilledet
til en kulminerende retfærdighed og kærlighed. I denne
hjælpeløshed har den måttet kapitulere med udtrykket:
Guds veje er uransalige” Det, der har bragt nævnte kirkelige
kristendom til denne intellektuelle kapitulation
eller uformuenhed og dens heraf følgende affolkning af
kristendommen, er dens docering af en guddom, der opgives
at være almægtig, alkærlig og alvidende, men som
ikke desto mindre lader et overordentlig stort flertal af
sine skabte væsener havne
i et evigt helvede, altså
en vånde og pine, som de
aldrig i al evighed kan
udfries fra.
Denne frygtelige pine opgives
at være en straf i
et enkelt fysisk jordeliv
begåede forseelser eller
fejltrin. Hvordan kan en
evig eller uendelig straf stå
i et rimeligt forhold til en
timelig eller endelig forseelse?
Og hvordan kan det
skabte straffes for sin egen
ufuldkommenhed? – Det har jo ikke skabt sig selv, men
er et produkt af en skaber. Må denne skaber da ikke selv
have ansvaret? – Når denne skaber er almægtig, hvorfor
skaber han så væsener, om hvem han ifølge sin alvidenhed
på forhånd ved, vil havne i helvede?
- Hvis han ikke kan skabe sine væsener fuldkomne, er
han ikke almægtig. Og hvis han ikke på forhånd ved, at
3