Montebellos Vennekreds - Montebello er et genoptræningshospital ...

En aktiv hverdag
- Jeg står for den daglige husholdning og
går til træning tre gange om ugen, fortæller
Lotte.
- Mandag får jeg behandling for min
lænd og skuldre, der er helt ødelagt af
de krykker, jeg altid går med. Derefter
er det selvtræning i forskellige maskiner,
balancetræning på vippebræt og kasser,
jeg går op og ned af, og jeg går meget i
gangbarren, som vi endelig har fået.
Onsdag har jeg gangtræning, hvor jeg
går alene med min fys. Ved siden af laver
vi balancetræning med forskellige vippebrætter
og med forskellige størrelser
bolde.
Fredag får jeg igen behandling, og derefter
træner jeg selv et par timer, det giver
mig meget, jeg kan slet ikke undvære
det. – men jeg savner at træne på hold,
som vi gør på Montebello.
Træningen nytter
Lotte har været på Montebello seks gange,
men kun truffet to andre amputerede.
Siden den meget varme julioplevelse
har hun været heldig at komme derned i
maj-juni og glæder sig altid til at hilse på
yndlingsfyssen Herdis og de mange gengangere.
- Jeg føler mig privilegeret i forhold til fx
de unge med sclerose. Ved du, at der på
Montebello er 365 trin? Jeg har gået på
dem alle. Jeg afslår den crosser, de altid
tilbyder mig, og i løbet af opholdet op-
når jeg mere udholdenhed, flere kræfter,
bedre balance og får et mentalt boost.
I løbet af dagen bruger Lotte sin protese
mest muligt – med passende pauser, og
om aftenen, hvor de andre er ved at være
”brugt op”, slapper hun af i kørestolen.
Fantomsmerterne er ikke så slemme som
om vinteren, men de komme uden varsel,
måske bare som tre-fire elektriske jag eller
de kan vare i flere døgn, og så er det
rart ikke at skulle tage hensyn til en værelseskammerat.
Ku’ godt nøjes med to uger
Vi har siddet og sludret over kaffen og de
dejlige osteboller en times tid, da Lotte
chokerer mig:
- Jeg er vild med opholdene på Montebello,
men jeg ku’ godt nøjes med to uger.
Bladets udsendte må lægge kuglepennen
og finde en grimasse, der ka’ passe, før
jeg chokeret mumler:
- Hvorfor kun to uger?
Lotte sender mig et friskt smil og svarer:
- Jeg kunne godt nøjes med den tid, hvor
der er intensiv træning. Jeg synes, jeg
spilder tiden den første uge, hvor vi bare
går og venter på samtalerne med lægen
og sygeplejersken. Det virker altså sært,
at jeg ikke bare må gå i bassinet eller i
træningscentret, hvor jeg har tilbragt så
mange timer de tidligere år.
Af Solveig Hansen · sol@dhf-net.dk