SS-transport 1744 - Historie-nu.dk

www.historie-nu.dk - side 6
ubådens position inden angrebet blev indledt. Nu handlede det om at få
flyttet sig så langt væk fra den nuværende position som det overhovedet
var muligt, inden en eventuel opfølgende engelsk jagt på ubåden blev sat
ind. Kaptajnløjtnant Herbert Nollau håbede at kunne undgå kontakt med de
allierede resten af dagen, og så i ly af natten få besigtiget og forhåbentligt
udbedret skaderne.
Liberator ’G’ fly havde ganske rigtigt vendt snuden mod den svenske kyst.
Flyet havde fået revet dele af den ene vinge op, og den ene af flyets motorer
var ude af drift og røg kraftigt. Flyet nåede kort tid efter Sverige, og nødlandede
succesfuldt på flyvepladsen ved Såtenäs, der i forvejen var blevet
udpeget for de engelske piloter, som en mulig nødlandingsplads.
Tilbage på U-534 var situationen kritisk. Vandindtaget i bagerste torpedorum
fortsatte med faretruende hast. Kaptajn Nollau blev tvunget til at
træffe en skæbnesvanger beslutning. I samråd med Martin Bormann besluttedes
det at fortsætte med højest mulige fart til øen Anholt. Alternativer
var der ikke mange af. Som følge af den yderst sparsomme bemanding
ombord på U-534 havde man ikke uddannet mandskab nok til både at udbedre
lækagen, ordne roret (hvis dette overhovedet var muligt) og samtidig
dykke ned og skjule sig for en eventuel genoptagelse af det engelske angreb.
Eneste udvej syntes at være en landgang på Anholt, for der at søge at
udbedre skaden bedst muligt, og hvis dette ikke lod sig gøre, så tilkalde
assistance, så ’SS transport 1744’ kunne fortsætte. Ombord på U-534 var
man uvidende om den tyske delkapitulation samme morgen, man havde
utvivlsomt handlet anderledes, hvis man havde haft denne viden med sig,
når de kritiske dispositioner skulle tages. Hvorom alting er, så havde U-
534’s flugt udviklet sig katastrofalt for de ombordværende.
Mens denne beslutning blev taget, vendte Liberator ’E’ om og fløj tilbage for
at forsøget at lokalisere U-534 og afgive ny melding om bådens kurs. Vel
vidende at man ikke havde offensiv kapacitet overfor båden, blev dette
træk alligevel valgt, for at hjælpe en eventuel anden angrebsbølge, der ville
blive sat på vingerne umiddelbart efter den første indberetning fra de engelske
fly nåede basen Tain i Skotland. Tre ubåde var en næsten uhørt triumf
for piloterne, og vel vidende at krigens sidste timer var ved at rinde ud,
besluttede man sig fra at afvige standard proceduren og forsøget at få kontakt
med ubådene. Derfor vendte Liberator ’E’ om, og genoptog jagten på
den tyske båd. Efter nogen søgen blev båden atter observeret, og denne
gang kunne man tillige se et spor af olie efter båden. Oliesporet gjorde kursen
nem at beregne, den gik lige mod Anholt. Liberator ’E’ cirklede et par
gange rundt om U-534 før det atter engang vendte snuden hjemad, denne
gang ikke mindst på grund af flyets brændstofbeholdning. Via radio kontaktede
man Liberator ’G’ og opgav ubådens kurs. Der var ikke spor af de to
andre ubåde i følget og koncentrationen rettede sig mod den beskadigede
U-534.
Dette var man ikke klar over på ubåden, den store forvirring ombord og atter
engang problemet med den nødtørftige bemanding gjorde, at udkigsposten
var mildt sagt mangelfuld, og således var man ikke klar over at ens
flugt på forhånd var afsløret, destinationen Anholt var allerede kendt af de
allierede piloter.