Syn for Sogn 2005 - Silkeborg Arkiv

kunnet opfylde deres økonomiske forpligtelser.
Silkeborg var i arealmæssig henseende
en ganske betydelig gård. Under
hovedgården lå en del bøndergårde samt
nogle huse, der hovedsageligt var placeret i
tilknytning til skovene. Den største rigdom
ved Silkeborg var dog det 5000 tdr. land
store skovareal, der også hørte under gården.
Den vigtigste grund, til at staten i det
hele taget gik ind på at overtage det i landbrugsmæssig
henseende ikke særlig attraktive
gods, var i virkeligheden den betydning,
som man fra forskellig side tillagde
skovene.
Skovene var på grund af Ingerslevs stærke
hugst i perioden op til 1823 blevet noget
forhugget, og statens overtagelse af Silkeborg
var for en stor del begrundet netop i
ønsket om at redde skovene, som man
betragtede som vigtige for den skov- og
træfattige vestlige del af Jylland. Da H.P.
Ingerslev i 1804 købte Silkeborg hovedgård
med gods og skov, var det uden tvivl
også med den hensigt, at han på en eller
anden måde kunne gøre skovene i penge.
Der er nemlig slet ingen tvivl om, at det
var skovene, der var det værdifulde ved
Silkeborg gods. Det har derfor klart ligget i
kortene, at skovene under Silkeborg har
skullet finansiere Ingerslevs videre færd.
Det kom derfor Ingerslev voldsomt på
tværs, at den nye fredskovsforordning blev
indført i 1805 kun et år efter at han havde
købt Silkeborg. Den nye fredsskovsforordning
skulle nemlig bl.a. forhindre, at nye
ejere kastede sig over deres skove og huggede
løs, idet en køber i de første 10 år af
sin ejertid var underlagt visse begrænsninger
og ikke uhæmmet måtte hugge løs.
Fredskovsforordningen blev indført
netop for at dæmme op for den form for
spekulation, hvor nye ejere brugte skovene
17
til at finansiere nye spekulationskøb med.
Det kunne være fristende for de nye ejere,
fordi træ var en letomsættelig vare, idet der
var et stort marked for brænde i de større
byer. Ingerslev måtte således vente en halv
snes år, inden han for alvor kunne få økonomisk
glæde af skoven.
Den tid udnyttede han til gengæld godt.
Han fik uddybet Gudenåen, så der kunne
sejles brænde til Randers nedad åen på
pramme, og fik på den måde åbnet skovene
for en større udnyttelse end hidtil, hvor der
stort set kun var blevet solgt træ til den
stedlige produktion af træsko og vognhjul
m.v. Silkeborgskovene var i høj grad blevet
beskyttet af deres isolerede beliggenhed,
og af deres på flere måder vanskelige
tilgængelighed. Store dele af skovene
ligger i et bakket terræn, hvor det kunne