Syn for Sogn 2005 - Silkeborg Arkiv

en vire faldt tilbage og ramte ham i hovedet,
da viren sprang.
I april 1949 blev jeg indkaldt til Prinsens
Livregiment i Viborg.
Officianten ville have mig til at tale rigsdansk,
men det ville jeg ikke, og da han
fandt ud af, at jeg ikke var til at rokke,
accepterede han det. Det var i øvrigt samme
officiant, der under en kalden i gården
med fuld oppakning, ikke nåede at komme
væk, da han kaldte os tilbage til stuerne.
Da de 150 mand kom ind i gangen, blev
han båret helt op på 1. sal. Han var rasende,
men kunne ikke se eller udpege, hvem
der havde gjort det.
November 1949 gik turen til det danske
korps i Itzehoe, hvor soldatertiden, så blev
afsluttet.
Efter hjemkomsten fra Itzehoe fik jeg
arbejde hos farbroder Karl med at harpe
grus i Hvinningdal. Det er den grusgrav der
har ligget ved siden af den nedlagte Kjellerupbane.
Jeg skulle have min trillebør
med, og det klarede jeg ved at binde stængerne
fast til bagagebæreren og støtterne til
navet på cyklen. For øvrigt faldt jernringen
af hjulet på trillebøren ved Kærsgårdsbroen.
En lignende trillebør af træ har jeg
foræret til Silkeborg Museum.
Mit arbejdsliv i perioden 1950 - 60 formede
sig på den måde, at jeg hver vinter
arbejdede i Sønderskoven sammen med
min fader. Vi var makkere og havde den
arbejdsfordeling, at han stod for filning og
vedligeholdelse af saven, og jeg sleb økserne.
Min fader havde i 1950 været på skovskole,
og der skulle de file save. Og en
lørdag, hvor de andre tog i byen, blev han
hjemme og filede sin sav op, pakkede den
ind og gemte den. Da de så mødte på skolen
om mandagen og far ikke gik i gang
39
med at file, spurgte instruktøren ham hvorfor,
og han svarede, at hans sav var i orden,
og den ville komme frem, når bedømmelsen
skulle finde sted. Det viste sig også, at
da min faders sav blev sat i træet, kunne
alle høre, at her var en sav, der kunne
bestille noget, og han fik som præmie en
ny tomandssav fra Sandviken.
Når de skulle fælde et stort træ, blev der
lavet et forhug så tæt ved jorden som muligt,
og da stod de og huggede fra hver sin
side. Hvor forhugget skulle laves var meget
bestemt af faldretningen, men også af
træets form og nabotræerne, og det krævede
megen erfaring og teknisk kunnen at få
træet til at falde på den rigtige måde.
Jeg og min fader trak så i hver ende af
saven og til sidst kunne det være nødvendigt
at sætte kiler ind for ikke at klemme
saven eller for at få træet til at falde i den
rigtige retning.
Vi brugte også en såkaldt skovvippe så vi
kunne holde stammen fri af jorden for ikke
at ødelægge saven, ligesom vi kilede
stammen op.
Efter fældningen blev grenene savet af
med en fukssvans og stablet til brænde, de
lidt tykkere blev brugt til Junckers gulvplanker
eller sveller, der blev lavet snitgavn
også kaldet stave til dritler, og så
endelig kævler til møbler og træsko.
Arbejdet begyndte om vinteren ved halv
otte tiden og da var det stadig mørkt. Men
det havde fader forberedt ved dagen i
forvejen at ridse med sin ridsekniv, der
hvor savsporet skulle være. Derfor var det
bare at sætte saven i og trække. Tiden
skulle udnyttes.
Fader fik en motorsav i 1952. Han havde
ventet så længe, fordi han ville have en
tysker - en Stilh -. Men når de havde et
kompliceret træ, brugte vi stadig i mange