Resumé - DanBBS

normale, moderne danske, sammenstillingen altså af kontrære forestillinger om den
grønlandske etnicitet som afglans og som fremtoning.
Fra vores egen provins søges der i femte kapitel atter ud i den store
filmverden, til de såkaldte internationale produktioner og de amerikanske Hollywood-
produktioner. Kapitlet begynder og ender i analyser af film fra 1990'ernes relativt
righoldige udbud af eskimo-fremstillinger, der anskues som krydsninger mellem den
etniske niche-produktion og spektret af internationale genre-standarder fra det
pyrotekniske action-spektakel til den beskedent budgetterede, men kunstnerisk
ambitiøse film, idet analyserne bl.a. genoptager diskussionen af etnografisk korrekthed
versus kunstnerisk autonomi. Herfra rekureres der til dét, der kan opfattes som
eskimofilmens første storhedstid, den eskato-eskimoiske influks i spille- og talefilmen i
mellemkrigstiden med dens modsatrettede impulser af nationalisering og
internationalisering, som opvist i udvekslinger mellem de skandinaviske, tyske og
amerikanske filmindustrier. Med et blik på den eskimoiske eksotismes islæt i den
amerikanske films formularer evokeres en forestilling om en eskimo-filmens lille,
entreprenante tid, hvis mellemspil leder tilbage til 1990'ernes storhedstid med dens
ironiske, serio-komiske drejninger.
Afhandlingen munder i sjette og sidste kapitel ud i en diskussion af
eskimofilmen i dens yderste og længe foregrebne konsekvens, nemlig som autokton
selv-fremstilling. Muligheden af at kønne det postkolonialistiske begreb om det
subalterne forfølges her over i grønlændernes aktuelle tale om at styre sig selv. I denne
tale fremhæves bestræbelserne på at bearbejde svært forenelige tendenser, bl.a. altså
sammenstøddet mellem forestillingen om den underdrejede oprindelighed med
spørgsmålet om den udbredte voldskriminalitet, om nødvendigheden af at udvikle en
samtalekultur, og om den bløde mands flugtlinie ud af volds- og seksualforbrydelsernes
skæbne. Fra de spredte ansatser til en nationaliseret grønlandsk filmpr oduktion
fortsættes afsøgningen af selvfremstillingens tilbageførelse af den forvildede eskimo,
nemlig i en analyse af Zacharias Kunuks film Atanarjuat/The Fast Runner. Med en
reference til Franz Kafkas begreb om den lille litteratur, viser analysen af det filmiske
udtryk for selvbestemmelse, at eskimo-filmen også i sin etnisk oprensede form
demonstrerer minoritetens skæbne, dette altså at komme til syne i en historie der
handler om andre mennesker.
4