Resumé - DanBBS

Ph.d. afhandling
ESKIMOTID
Analyser af filmiske fremstillinger af eskimoer
med udgangspunkt i postkolonialistisk teori
og med særlig vægtning af danske grønlandsfilm
af Erik Gant
Institut for Æstetiske Fag, Afdeling for Æstik og Kultur - Tværæstetiske Studier
Aarhus Universitet
2004
Vejleder: Professor Morten Kyndrup
Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet
Bivejleder: Lektor Carsten Juhl
Det Kgl. Danske Kunstakademi

Afhandlingen præsenterer resultaterne af et ph.d. projekt påbegyndt ved Center for
Kulturforskning, Aarhus Universitet, i efteråret 1996. Projektet har skullet undersøge
fremstillingen af eskimoer i vestlige diskurser, specielt altså filmiske forlængelser og
illustrationer af disse diskurser op gennem det 20. århundrede. Udtrykket fremstilling
peger her i to modsatte retninger: det refererer dels til det fotografiske/elektroniske
mediums konkretiserede vidnesbyrd om det eskimoiske væsen i dets ælde og
urmenneskelighed; dels refererer det til aktuelle genforhandlinger af eskimo-billedet, til
den løbende produktion og forvaltning af eskimoiciteten forstået som national, kulturel
og etnisk kapital. I og med udtrykket fremstilling peges der altså dels på
identificeringen af det eskimoiske væsen i dets paradoksale kompleksitet af forhistorisk
nærvær, dels på dette væsens karakter af diskursiv effektuering og tilblivelse.
Afhandlingens første kapitel udgøres af nedslag i den postkolonialistiske
felts krydsning af poststrukturalisme, postmodernisme, meta-etnografi og cultural
studies, en bastardiseret teoretisk formation, grundig informeret af den
poststrukturalistiske afskrivning af en transcendental subjektivitet, men også
anfægtende denne afskrivning udfra sit eget behov for at sætte et subalternt agentur i de
koloniale diskursers sprækker. Fra spørgsmålet om en mulig forening af
postkolonialismens og kønsforskningens dimensioner indenfor samme kritiske diskurs,
bevæger afhandlingen sig i retning af den grønlandske felt via et blik på
diskursanalysens aktuelle indtog heri. Der anføres eksempler på, at diskursanalysens
problematikker i en objektiverende manøvre, som en analog til den politiske devolution,
overføres på folk selv. Der argumenteres for, at vi erkender vores indviklethed i den
kønnede diskurs' dimension, henviste til at åbne et analytiske virkefelt for os selv i dens
svingen mellem det politiske og det moralske, mellem det hysteriske og det ekstatiske.
I andet kapitel læses to oversigtsværker om eskimoernes filmiske
fremstilling, nemlig for det første Werner Sperschneiders ph.d. afhandling om
grønlandsfilm, for det andet Ann Fienup-Riordans værk om alaskanske eskimoer på
film. I førstnævnte afhandling opspores den nævnte tendens til at uddelegere
diskursanalysens problematikker til grønlænderne selv, der herved fremstår som en
etnicitet, der er gået øko-deterministisk diskurs i. Med udgangspunkt i Fienup-Riordans
værk diskuteres mulighederne for at betragte filmene som kunst og ikke kun som
etnografiske dokumenter, idet det konkluderes, at der i intet tilfælde kan ses bort fra
2

deres ideologiske effektivitet i henseende til fremstilling og forvaltning af det
eskimoiske væsen. Med afsæt heri analyseres to dokumentariske film, der kan
fremhæves for deres kunstneriske vellykkethed: den første nemlig Robert Flahertys
Nanook of the North - eskimofilmens monument par excellence -, på hvilken bl.a.
appliceres de klassiske filmteoriers forestillinger om film som en anderledes kunst, art
with af difference, hvis perfekte objekt er de tilsvarende anderledes, oprindelige
mennesker, afsidesliggende territoriers ægte indfødte; den anden, nemlig William Longs
Vision Man, ses som en mulig postmoderne revision af det dokumentarisk-etnografiske,
hvis evokation af eskimoens alteritet fordobles i reflektioner af det filmiske apparaturs
over- eller undernaturlige se-kraft.
Via analyserne af de to films sande historier om eskimoer bestemmes det
dokumentariske - med støtte i Fatimah Tobing Ronys begreb om det etnografiske - som
referenceramme også for spillefilm, der på den ene eller anden måde handler om
eskimoer. Tredie kapitel beskæftiger sig med tre store polar - og grønlandsforskere,
Ejnar Mikkelsen, Peter Freuchen og Knud Rasmussen, der beskrives som
overgangsfigurer, hver på sin måde en figuration af overgangen fra de gammeldags
ekspeditioner med hundeslæde til de moderne og stadig mere specialiserede
ekspeditioner, herunder rene filmekspeditioner. Hovedeksemplet er Knud Rasmussen
og filmen Palos Brudefærd, optaget i Østgrønland i 1933 under den 7. Thule-
ekspedition, idet denne filmen analyseres i forlængelse af en meditation over
Rasmussens udvikling som ekspeditionsleder og folklorist, samt over korrelationen af
tekniske hjælpemidler og primitivistisk indlevelse i østgrønlændernes, som man så det,
endnu uspolerede, på samme tid vildtvoksende og forfinede, tankeverden og følelesliv.
Fra primitivismens implikationer af oprindelighed og universalitet
bevæger afhandlingen sig i fjerde kapitel over i det grønlandske spækhus,
efterkrigstidens koloniale og provinsielle dagligdagshistorie. Den lille historie i dens
anfægtethed af store temaer vedrørende udvikling og dekolonisation, politisk devolution
og kulturel reappropriation, forfølges ud i genren af danske grønlandsfilm, i hovedsagen
nemlig Qivitoq (1956), Tukuma (1984) samt Lysets Hjerte (1998). Der argumenteres
bl.a. for, i højere grad end det almindeligvis har været tilfældet, at relatere disse film til
den øvrige danske filmproduktion, og herunder at bearbejde det ironiske spil i
sammenstillingen af det på samme tid enorme og mikroskopiske grønlandske og det
3

normale, moderne danske, sammenstillingen altså af kontrære forestillinger om den
grønlandske etnicitet som afglans og som fremtoning.
Fra vores egen provins søges der i femte kapitel atter ud i den store
filmverden, til de såkaldte internationale produktioner og de amerikanske Hollywood-
produktioner. Kapitlet begynder og ender i analyser af film fra 1990'ernes relativt
righoldige udbud af eskimo-fremstillinger, der anskues som krydsninger mellem den
etniske niche-produktion og spektret af internationale genre-standarder fra det
pyrotekniske action-spektakel til den beskedent budgetterede, men kunstnerisk
ambitiøse film, idet analyserne bl.a. genoptager diskussionen af etnografisk korrekthed
versus kunstnerisk autonomi. Herfra rekureres der til dét, der kan opfattes som
eskimofilmens første storhedstid, den eskato-eskimoiske influks i spille- og talefilmen i
mellemkrigstiden med dens modsatrettede impulser af nationalisering og
internationalisering, som opvist i udvekslinger mellem de skandinaviske, tyske og
amerikanske filmindustrier. Med et blik på den eskimoiske eksotismes islæt i den
amerikanske films formularer evokeres en forestilling om en eskimo-filmens lille,
entreprenante tid, hvis mellemspil leder tilbage til 1990'ernes storhedstid med dens
ironiske, serio-komiske drejninger.
Afhandlingen munder i sjette og sidste kapitel ud i en diskussion af
eskimofilmen i dens yderste og længe foregrebne konsekvens, nemlig som autokton
selv-fremstilling. Muligheden af at kønne det postkolonialistiske begreb om det
subalterne forfølges her over i grønlændernes aktuelle tale om at styre sig selv. I denne
tale fremhæves bestræbelserne på at bearbejde svært forenelige tendenser, bl.a. altså
sammenstøddet mellem forestillingen om den underdrejede oprindelighed med
spørgsmålet om den udbredte voldskriminalitet, om nødvendigheden af at udvikle en
samtalekultur, og om den bløde mands flugtlinie ud af volds- og seksualforbrydelsernes
skæbne. Fra de spredte ansatser til en nationaliseret grønlandsk filmpr oduktion
fortsættes afsøgningen af selvfremstillingens tilbageførelse af den forvildede eskimo,
nemlig i en analyse af Zacharias Kunuks film Atanarjuat/The Fast Runner. Med en
reference til Franz Kafkas begreb om den lille litteratur, viser analysen af det filmiske
udtryk for selvbestemmelse, at eskimo-filmen også i sin etnisk oprensede form
demonstrerer minoritetens skæbne, dette altså at komme til syne i en historie der
handler om andre mennesker.
4