Kommunal- reformen - Landsforeningen for bygnings- og ...

y & land nr. 73 · december 2006 

Landsforeningen for Bygnings- 

og Landskabskultur 

december 2006 nr. 73 

tema: 

Kommunalreformen 

I dette nummer: 

• Ansvaret for det åbne land 

holder fl yttedag 

• Hvad sker der med amtsgårdene? 

• Kulturkommuner søges 

• Bud på udfordringer for 

Landsforeningen i lyset af 

strukturreformen 

• En have der burde være fredet 

• Nu skal verden kende mere til 

industriens bygningskulturarv 

• Messe for bygningskultur 

Medlemsnyt: 

Inspirationsmøde 

3. marts 2007 i Raadvad 

1

udgivet af: 



Forsiden: Storstrøms Amt 

Foto: Allan Tønnesen 

Nr. 73: ISSN 1399-7696 

Oplag: 10.000 

Design: www.lykke-grafisk.dk 

Tryk: Centertryk 

Nr. 74 udkommer 13/3 2007 

Deadline: 16/1 2007 

© Artikler eller udsnit heraf må 

anvendes med tydelig kildeangivelse 

efter særlig aftale med 

Landsforeningen. 

Dette nummer vejer ca. 80 gram 

by & land udgives af 

Landsforeningen for Bygningsog 

Landskabskultur 

Borgergade 111 

1300 København K 

Tlf. 70 22 12 99 · Fax 33 47 66 49 

Telefontid: ti. til to.: 10.00-15.00 

Giro 5 09 57 00 

mail@byogland.dk 

www.byogland.dk 

Redaktion 

Allan Tønnesen (ansvarshavende) 

Ålholmvej 78 · 2500 Valby 

Tlf. 38 71 47 13 

mail@allantonnesen.dk 

Indhold 

Bent Falk Jensen 

Leder 3 

Allan Tønnesen 

Kommentar 4 

Susanne Koch 

Ansvaret for det åbne land 

holder flyttedag 5 

Ove Nissen 

Hvad sker der med amtsgårdene? 8 

Steen Hvass 

Kulturarvskommuner søges 14 

Rudy Rusfort 

Bud på udfordringer for Landsforeningen 

i lyset af strukturreformen 17 

Kirsten Lund-Andersen 

En have der burde være fredet 21 

Erik Heimann-Andersen 

Nu skal verden kende mere til 

industriens bygningskulturarv 23 

Tove Jensen 

Messe for bygningskultur 25 

Anmeldelser 27 

midtersider, medlemsnyt 

Inspirationsmøde 3. marts i Raadvad 

2 by & land nr. 73 · december 2006

Leder 

Af Bent Falk Jensen, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur 

Kulturmiljøråd – også i fremtiden 

I 1998 blev der i hvert af Danmarks 14 amter oprettet 

et regionalt, fagligt kulturmiljøråd til at rådgive kommunalbestyrelser, 

amtsrådet og statslige myndigheders 

varetagelse af kulturmiljøet. Rådene blev underlagt 

Skov- og Naturstyrelsen. 

De enkelte kulturmiljøråd består af 7-9 medlemmer, 

der udpeges af Amtsmuseumsrådet, Amtsrådet, 

Kommunernes Landsforening, Landsforeningen for 

Bygnings- og Landskabskultur, Sammenslutningen af 

Lokalarkiver samt Danmarks Naturfredningsforening. 

De udpegede medlemmer dækker et bredt spektrum 

af fagområder, der er relevant for arbejdet. 

Kulturmiljørådene rådgiver bl.a. om spørgsmål, der 

angår fortidsminder, fredede og bevaringsværdige 

bygninger og bymiljøer, landskabshistorie, kulturhistoriske 

elementer i landskabet, kulturhistoriske sammenhænge 

og helheder samt landskabstræk. 

Ved dannelsen af den ny regering i 2001 blev kulturmiljørådene 

overført til Kulturministeriet og den nyoprettede 

Kulturarvsstyrelse. Dengang var vi usikre på 

rådenes fremtid, men den nyudnævnte kulturminister, 

Brian Mikkelsen var lydhør over for vore argumenter 

om kulturmiljørådenes fortsatte virke, og det skal kulturministeren 

have tak for. Efterfølgende er kulturmiljørådene 

blevet orienteret om, at de kunne fortsætte 

uændret frem til udgangen af 2006. 

I forbindelse med amternes afvikling er de områder 

kulturmiljørådene hidtil har beskæftiget sig med overgået 

til de nye storkommuner. 

De fleste af kulturmiljørådene har tilkendegivet over 

for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, 

at de fortsat ønsker at fungere. 

Derfor har Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur 

i samarbejde med Bygningskultur Danmark 

og Danmarks Naturfredningsforening inviteret 

by & land nr. 73 · december 2006 

kulturmiljørådene til formandsmøde i Bygningskulturens 

Hus i Borgergade. 

Dagsordenen vil være: Kulturmiljørådenes fremtid i et 

samarbejde med de nye storkommuner. 

De nye storkommuner og de eksisterende kulturmiljøråd 

kan med fordel indgå et samarbejde inden for 

de hidtidige områder. Storkommunerne kan på denne 

måde bevare de faglige og engagerede personer i lokalområdet. 

Kulturmiljørådene er sammensat af folk, der er valgt 

ud fra deres faglige viden. De har viden og interesse 

for det, der er den lokale kulturarv, og med baggrund 

i deres vidensbase er grundlaget tilstede for et samarbejde, 

der kan tilføre de nye storkommuner en ekspertise 

af høj kvalitet. 

Som medlem af Kulturmiljørådet i Vestsjællands Amt 

ved jeg, at alle medlemmerne har arbejdet fagligt og 

engageret, og at alle har ydet en indsats inden for deres 

fagområde. Stort og småt blev behandlet lige sagligt. 

Derfor kan jeg kun opfordre kommunerne og kulturmiljørådene 

til at tage kontakt med hinanden for en 

sondering om interessen for et samarbejde. 

Kulturarven er vort fælles ansvar; det er derfor vigtigt, 

at bevare kulturmiljørådene, som de politisk uafhængige, 

faglige og engagerede råd, der kan rådgive 

kommunalbestyrelser mv., i spørgsmål vedrørende 

kulturmiljøet til gavn for kommende generationer. 

Vigtigt er det også for lokalområdet med et forum 

hvor kulturarven kan drøftes. 

Kulturarven er vort fælles ansvar. I et senere nummer 

af bladet By og Land vil vi bringe yderligere om emnet. 

Vi ved fra de henvendelser vi får at det er et område 

mange bevaringsforeninger spørger til: hvad sker der 

med kulturmiljørådene i fremtiden? 

3

Kommunalreformen 

Ved den sidste store kommunalreform i 1970 blev 

antallet af kommuner reduceret fra 1108 til 277, og 

de 25 gamle amter blev afløst af 14 amtskommuner 

med forholdsvis få opgaver, hovedsagelig inden for 

sygehusvæsen, undervisning og trafik. I og med at 

de nye primærkommuner fik så meget større befolkningsunderlag 

end de gamle sognekommuner og 

desuden fik nye eller udvidede ansvarsområder voksede 

den kommunale administration enormt i årene 

efter 1970. 

Specielt landkommunerne opviste en høj grad af 

selvfølelse som var aldeles ukendt tidligere. Det kom 

ikke mindst til udtryk i de mange nye rådhuse, der 

blev rejst over hele landet. Der var arkitektfirmaer der 

specialiserede sig i rådhusbyggeri og beherskede den 

kombination af monumentalitet og troværdig soliditet 

som de nye kommunalpaladser gerne skulle udstråle. 

Rådhusene blev det synlige symbol på en lokal forankring, 

det samlende midtpunkt for et antal ældgamle 

enheder, sognene, som tidligere måske ikke havde 

følt noget fællesskab med hinanden, ja som i mange 

tilfælde havde ligget i evig strid. Det skal dog bemærkes 

at en del kommuner holdt sig til jorden og nøjedes 

med lidet spektakulære bygninger eller indrettede sig 

i en gammel skolebygning eller lignende. 

Der er nu gået 36 år siden da, og folk havde vel nu 

vænnet sig til at skulle udgøre enheder som i 1970 

måske ikke forekom alle aldeles indlysende. Men nu 

er tiden inde til en ny kommunalreform som reducerer 

kommunernes antal til 98 og amternes (der nu skal 

hedde regioner) til 5. Den møjsommeligt opbyggede 

kommunale fællesskabsfølelse, de med flid udtænkte 

nye kommunevåbener og de flotte rådhuse bliver pr. 

1. januar 2007 historie, og folk kan begynde forfra. 

Begrundelsen er ifølge Strukturkommissionen at amter 

og kommuner ikke er store nok til at varetage 

deres opgaver, men der er vist ingen der gjort noget 

særligt for nærmere at sandsynliggøre denne påstand 

for befolkningen. Vi har dog forstået at der ikke skal 

regnes med nogen rationaliseringsgevinst. 

Kommentar 

Af redaktør Allan Tønnesen 

For at holde fast i rådhustemaet kunne vi tage en enkelt 

af de nye kommuner: Guldborgsund Kommune, 

som kommer til at bestå af hele Falster plus en tredjedel 

af Lolland. Her skal seks 1970-kommuner nu finde 

sammen; fire af dem har som hovedby en gammel købstad, 

nemlig Nykøbing, Stubbekøbing, Sakskøbing og 

Nysted, mens to er ”nye” landkommuner: Nørre Alslev 

og Sydfalster. Fælles for købstadskommunerne er at 

man der havde gamle rådhusbygninger, som man har 

opretholdt og suppleret med nye tilbygninger eller ældre 

bygninger i nærheden. De to landkommuner byggede 

nye rådhuse, men af den mere beskedne slags, 

bygninger som for arkitekturens skyld lige så godt kunne 

have været rammen om en erhvervsvirksomhed eller 

et supermarked. I skrivende stund vides det ikke hvad 

disse bygninger skal bruges til, idet den nye kæmpekommune 

får hovedkvarter i det hidtidige Storstrøms 

amtsrådhus i Nykøbing. Det forventes dog at en del af 

de ”gamle” bygninger vil få kommunale funktioner i 

nærområdet. 

De nye storkommuner vil få nye opgaver inden for en 

række områder, herunder natur, miljø og planlægning 

samt kultur. By og Land præsenterer i dette temanummer 

en række artikler som nærmere redegør for de perspektiver 

der ligger i disse administrative ændringer. 

Men kommunesammenlægningerne er jo heller ikke 

uden konsekvenser for Landsforeningens egen situation 

og for vore lokalforeninger. I nogle af de store kommuner 

vil man komme ud for at der er to, tre eller flere 

lokale bevaringsforeninger. Skal de lægges sammen, eller 

vil de hidtidige foreninger måske hellere foretrække 

at forblive en geografisk velafgrænset enhed? Hvad 

sker der med de kommunale tilskud, hvis der er sådanne? 

For Landsforeningen er en af konsekvenserne at en 

del af de kommuner som hidtil har været medlemmer 

hos os forsvinder, og det samme gør de dertil knyttede 

kontingenter, som vi ellers har god brug for. 

Kort sagt: kommunalreformen vil ændre på mangt og 

meget. Noget vil vi opleve som tilbageskridt, og set i et 

bevaringsperspektiv er det måske lige nu svært at se afgørende 

forbedringer. Men måske er de der alligevel. 


Ansvaret for det åbne land holder fl yttedag - 

Strukturreformen og kulturmiljøet 

Af Susanne Koch, formand for Planudvalget 

Pr. 1. januar 2007 træder strukturreformen i kraft. 

Det betyder først og fremmest sammenlægning af en 

række kommuner, nedlæggelse af amter og dannelse 

af regioner. Dette arbejde har været forberedt gennem 

fl ere år og den nye opgavefordeling er konkretiseret 

i en række lovændringer. 

For Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs 

arbejdsfelt er det først og fremmest ændringer 

inden for planlov og naturbeskyttelseslov der påkalder 

sig opmærksomhed. 

Regionplanlægningen 

Den regionplanlægning som amterne hidtil har varetaget 

skal nu som hovedprincip indarbejdes i kommuneplanerne, 

og indtil nye kommuneplaner træder i 

kraft i 2009 er de nuværende regionplaner gældende 

som landsplandirektiv administreret af Miljøministeriet. 

For By og Land er særlig de afsnit der handler om 

beskyttelse af det åbne land af interesse. 

Regionplanens beskyttelsesinteresser 

Beskyttelsesinteresserne udgøres af arealer hvor der skal 

tages særligt hensyn til fl ersidige interesser. De vigtigste 

er de landskabelige interesser der skal sikre værdifulde 


Højgruppe ved Melby i Nordsjælland. Foto Finn Jørgensen, Frederiksborg Amt 

landskabstyper, biologiske interesser der skal beskytte 

dyre- og plantelivet og forbedre levevilkårene for disse, 

geologiske interesser der tilgodeser beskyttelsen af 

særlige geologiske forekomster, der som samlet landskabstræk 

eller enkeltelement i landskabet særlig tydeligt 

fortæller om landskabets dannelse, kulturhistoriske 

interesser der i særlig grad fokuserer på landskaber hvor 

menneskers virke lader sig afl æse i en meningsfuld sammenhæng. 

Ofte vil disse beskyttelsesarealer være sammenfaldende, 

og summen disse arealer vil desuden ofte 

have stor værdi for det almene friluftsliv, idet der her 

vil være en mangesidet oplevelse af landskabsformer, 

dyre- og planteliv og kulturmiljøer i det åbne land. 

Kulturmiljøer 

Det er i særlig grad kulturmiljøudpegningerne der må 

påkalde sig opmærksomhed for By og Lands medlemmer. 

Det kan dreje sig om grupper af gravhøje, landsbyer 

med ejerlav, kirkeomgivelser, mølleværker, fi skerlejer 

og herregårdlandskaber for at nævne de oftest 

forekommende. Det bliver fremover kommunernes 

opgave at varetage udpegning og retningslinier herfor 

gennem kommuneplanen. Det er derfor vigtigt i forbindelse 

med kommuneplandebatten at sætte fokus 

på kulturmiljøerne – også inde i byzonen. 

5

Hammermøllen ved Hellebæk, mølledammen er beskyttet som biotop, hammermøllen er bygningsfredet, mange 

mølleanlæg er beskyttet som fortidsminde, men ikke Hammermøllen. Foto: Susanne Koch 

Naturbeskyttelsesloven. 

Administration af naturbeskyttelsesloven har hidtil 

været varetaget af amterne. Af de bestemmelser der 

kan være særlig interessante for By og Lands medlemmer 

skal nævnes: 

Fortidsmindebeskyttelseslinie, skovbyggelinie, sø- og 

åbeskyttelseslinie og kirkebyggelinien som fremover 

bliver varetaget af kommunerne, mens strandbeskyttelseslinien 

bliver varetaget af Miljøministeriet. Byggeog 

beskyttelseslinierne fastsættes ud fra en fast grænse 

fra et bestemt landskabselement. 

Fortidsmindebeskyttelseslinien 

og sten- og jorddiger 

Fortidsmindebeskyttelseslinien forløber 100 m fra fortidsmindet. 

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden 

inden for 100 m linien, der må ikke placeres hegn, 

campingvogne o.lign. Formålet er at sikre fortidsmindet 

i landskabsbilledet samt ind- og udsyn fra fortidsminderne, 

og samtidig skal bestemmelsen sikre de 

ofte rige arkæologiske lag omkring fortidsminderne. 

Fortidsminder der afkaster 100 m beskyttelseslinie er 

ikke blot gravhøje og skibssætninger, men også voldsteder, 

forsvarsanlæg, mølleanlæg, dæmninger, broer, 

bopladser, blot for at nævne nogle af de almindeligt 

kendte. Hidtil har fortidsmindebeskyttelseslinien været 

administreret meget stramt. 

Dispensationer til indgreb i beskyttede sten og 

jorddiger er hidtil behandlet af amtet; fremover er 

det kommunerne, der skal behandle dispensationssagerne. 

Tilsynet med de beskyttede sten- og jorddiger og 

fortidsminder (jf. museumslovens kapitel 8 a) bliver 

overført til kulturministeren, i praksis Kulturarvsstyrelsen. 

Styrelsen kan vælge at indgå aftaler med museer 

eller kommuner om, at de skal stå for tilsynet på 

statens vegne. 

Skovbyggelinien 

Skovbyggelinien er på 300 m. Der må ikke placeres 

bebyggelse, campingvogne o.lign. inden for 300 m 

linie fra skoven. Bestemmelsens formål er at sikre skovene 

som landskabselementer og sikre skovbrynene 

som værdifulde levesteder for planter og dyr. 

Sø- og åbeskyttelseslinien 

Sø- og åbeskyttelseslinien er på 150 m fra søer med 

en vandfl ade på mindst 3 ha eller de vandløb der er 

registreret med beskyttelseslinie, i hovedsagen de 

større vandløb. Der må ikke placeres bebyggelse, 

campingvogne o.lign. eller foretages beplantning inden 

for 150 m linien. Formålet er at sikre søer og åer 

som værdifulde landskabselementer og som spredningskorridorer 

for plante- og dyreliv. 


Kirkebyggelinen 

Kirkebyggelinien er på 300 m fra kirker der ligger mere eller mindre 

åbent i landskabet. Formålet er at beskytte kirkeomgivelserne mod at 

der opføres bebyggelse i en højde over 8,5 m, som virker skæmmende 

på kirken. Bestemmelsen gælder ikke for kirker der er helt omgivet af 

bymæssig bebyggelse. 

Strandbeskyttelseslinien 

Strandbeskyttelseslnien er den strengeste af beskyttelseslinierne. Linjen er 

som hovedregel 300 m udmålt ud fra landvegetationen langs kysten i de 

åbne landområder, og i sommerhusområder er den 100 m. Beskyttelseszonen 

er dog mindre på en række kyststrækninger, hvor der er bebyggelse. 

Formålet er generelt at friholde strandenge og de nærmeste bagvedliggende 

kystområder for byggeri, anlæg og andre indgreb. Der må ikke 

foretages ændringer i tilstanden af strandbredder, der må ikke etableres 

hegn, campingvogne o. lign. eller matrikulære ændringer, hvorved der 

fastlægges skel. 

Landskabsfredningen 

I modsætning til byggeog beskyttelseslinierne som er en generel beskyttelse 

af visse landskabselementer, er en egentlig landskabsfredning 

en konkret udpegning af et areal der rummer særlige fredningsmæssige 

værdier. I hvert enkelt tilfælde er der taget stilling til afgrænsning og formål 

og fastsat bestemmelser for hvad der kan ske i området. En fredning 

kan indeholde beskyttelse af mange enkeltelementer, særlige landskabsformer, 

beplantning, kulturhistoriske spor etc. Ofte vil der indgå bygninger 

i fredningen, hvis de indgår i den helhed som blev fundet fredningsværdig, 

har kulturhistorisk interesse eller er karaktergivende for området. 

En sådan fredning skal ikke forveksles med en bygningsfredning, men kan 

snarere forklares som en ”gulvtæppefredning” hvor fredningen strækker 

sig ud i landskabet og bl.a. henover bygninger. Ofte er der udbetalt 

erstatning i forbindelse med fredninger. Typisk hvis fredningen indeholder 

rådighedsindskrænkninger for den enkelte lodsejer som f. eks. et forbud 

mod at ompløje eller plante pyntegrønt. 

Fredningsnævnene som er opdelt amtsvis har hidtil varetaget administrationen 

af de fredede landskabsområder med teknisk bistand fra amterne. 

Denne rådgivning fl yttes nu til Miljøministeriet. Nye fredningssager kan 

fremover rejses af Danmarks Naturfredningsforening, kommuner og 

staten. Den amtsvise opdeling af fredningsnævnene fortsætter selvom 

amtsgrænserne er ophævet. Tilsyn med de fredede områder vil fremover 

påhvile kommunerne. 

Ovenstående er et ganske kortfattet resume af hovedindholdet af de lovområder 

der holder fl yttedag pr. 1. januar 2007, og som må forventes at 

have særlig interesse for By og Lands medlemmer. Det anbefales altid at 

tage kontakt til Danmarks Naturfredningsforening i lokale spørgsmål der 

vedrører fredninger eller bygge-og beskyttelseslinier. 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

7

Hvad sker der med amtsgårdene? 

Af Ove Nissen, tidligere direktør i Amtsrådsforeningen 

Et hastigt historisk tilbageblik 

Den 31. december 2006 bliver der endeligt lukket og 

slukket i landets 13 amter. Størsteparten af amternes 

opgaver overgår til 5 nye regioner. Resten fordeles 

mellem de nye, større kommuner og Staten. 

Amternes historie som en del af den danske offentlige 

forvaltning går tilbage til enevældens indførelse 

i 1660. Da blev de adelige len afl øst af amter med 

en kgl. udpeget amtmand i spidsen. Amterne var 

en konsekvens af alliancen mellem borgerskabet 

og kongemagten: Købstæderne fi k et vist selvstyre. 

Udenfor byerne sattes adelen fra magten, og kongen 

tog over. 

Sådan blev det ved med at være indtil 1841, hvor der 

blev indført folkevalgte, kommunale råd i landsognene 

og folkevalgte amtsråd, dog stadig med amtmanden 

som født formand. Amterne varetog alene 

opgaver udenfor købstæderne, som det enkelte sogneråd 

ikke magtede: veje, vandløb og sygehuse. 

Med den gennemgribende kommunalreform i 1970 

Amtsgården på Fyn 

ændredes amtstrukturen radikalt: Amternes antal reduceredes 

(fra 26 til 14), og købstæderne blev en del 

af amterne (bortset fra København og Frederiksberg, 

som man ikke turde pille ved). Tanken var, at man 

dermed fi k bæredygtige enheder, der kunne løfte en 

række samfundsopgaver, som på den ene side ikke 

var centrale af karakter, men som på den anden side 

var for byrdefulde for den enkelte kommune. Kernen 

var i starten sygehus- og vejvæsenet. Men helt frem 

til slutningen af 90’erne skete der en voldsom decentralisering 

af opgaver til amterne: Psykiatri og særforsorg, 

miljø, naturbeskyttelse, kollektiv trafi k. Målt 

i budgetvolumen i faste priser er amternes opgaver i 

2006 1½ gang større end i 1970. 

Amtsgårde indtil 1970 

Indtil 1970 var det amtmanden, der som forvaltningschef 

var ansvarlig for amternes administration. 

Amtets administration skulle gerne ligge nær 

amtmandsboligen: Frederiksborg Slot, Odense Slot, 

Stiftamtmandsgården i Viborg, Tårnborg og Stiftamtsmandsgården 

i Ribe, Aalborghus, Brundlund 

Slot i Aabenraa, Rosenbergs fi ne amtmandsbolig i 


Tønder ved siden af en udpræget prøjsisk admini- 

strationsbygning. 

Københavns Amt – det før kommunalreformen langt 

største – udskrev allerede under krigen en konkurrence 

om en ny amtsgård på Blegdamsvej i Københavns 

Kommune (altså udenfor amtet). 1. præmieprojektet 

af Hoff & Windinge kom dog først til udførelse i 

1950-52, og efter 1970 blev det hurtigt for småt, så 

Københavns Amts administration helt frem til 1992 

måtte bo på adskillige adresser. I dag er den gamle 

amtsgård hovedsæde for Dansk Røde Kors. 

Så skulle der vel bygges! 

Det har været en yndet påstand, at kommunalreformen 

i 1970 umiddelbart førte til pengesløseri og 

bygning af rådhuse og amtsgårde i marmor og ædle 

træsorter. Det lader sig vanskeligt underbygge. Af de 

13 amter* flyttede 4 ind i nye bygninger i perioden 

1970-74, 6 i perioden l976-79 og 3 efter 1980. 


Roskilde Amt 

Hvordan ser amtsgårdene ud, 

og hvor ligger de? 

I den offentlige debat har det stedse været hævdet, 

at amterne er usynlige. Det kan i hvert fald underbygges 

af, at amtsgårdene kun i de færreste tilfælde 

kan karakteriseres som markante i bybilledet, endsige 

monumentale. Men der er undtagelser: 

Amtsgården i Roskilde ligger som en skulpturel bygningsklump 

med god plads omkring sig syd for banen, 

overfor Amtssygehuset. Og amtsgården i Sønderjylland 

ligger på en banke markant og højt over 

Aabenraa Fjord syd for byen. Men ingen af de to 

markante amtsgårde ligger i bymidten. 

I bymidten ligger derimod amtsgårdene i Vejle og 

Viborg, Vestsjællands Amtsgård i Sorø og amts-administrationen 

i Ringkjøbing. 

Amtsgårdene i Viborg og Sorø føjer sig harmonisk 

Københavns Amt 

Frederiksborg Amt 

9

ind i bybilledet, og især amtsgården i Sorø har en 

kvalitet, som i denne forbindelse er vigtig: Man fornemmer, 

den hører til på alléen ind mod bymidten. 

Amtsgården i Vejle ligger ved åen, for enden af hovedgaden. 

Den virker som en slags rød teglstensbymur 

med små vinduesåbninger – den er bygget 

i energisparetider. Monumentale er de 3 amtsgårde 

ikke. Men god arkitektur. 

Ringkjøbing Amt er noget specielt. På den ene side 

har man et Amtsrådhus fra 1849, hvor amtsrådsmøderne 

stadig holdes – og det virker monumentalt, 

målt med Ringkjøbings alen. På den anden side er 

administrationen spredt på en række adresser, så der 

ikke er nogen egentlig amtsgård. 

Nordjyllands Amtsgård ligger i Aalborg Øst, hvor 

også Universitetet ligger. Amtsgården føjer sig smukt 

ind i den velplanlagte bydel, som stadig er under 

dannelse. Om det ender med at blive en levende, 

Vestsjællands Amt 

selvbærende bydel, henstår endnu. Borgere i Aalborg 

er ikke til megen hjælp, hvis man spørger om 

vej til amtsgården. Men har man først fundet den, er 

den rar at være i. 

Så er der de amtsgårde, man kunne kalde forstadsamtsgårde. 

De ligger udenfor bymidten i deres respektive 

byer. Folk kommer kun til dem, hvis de har 

et ærinde. Amtsgården i Århus ligger i Højbjerg, syd 

for byen. Den blev grundlagt allerede før kommunalreformen 

i 1970 og er udvidet helt frem til 2002. Det 

er en rar arbejdsplads. Den er stor. Der er brugt gode 

materialer. Men den kan knap nok ses fra vejen. Også 

Frederiksborg Amtsgård i Hillerød er arkitektonisk 

vellykket, men reelt utilgængelig i andet end egen 

bil. I betragtning af det ellers benhårdt fastholdte 

stationsnærhedsprincip i Hovedstadsregionen må 

det konstateres, at amtsgårdens placering i Hillerød 

Øst er mildt sagt uheldig. At andre store offentlige 

institutioner er placeret i samme område, gør ikke 

Amtsrådsforeningen 

Sønderjyllands Amt 


sagen bedre. Storstrøms Amtsrådhus’ chance bliver, 

at det skal være rådhus for den ny storkommune 

omkring Guldborgsund. Det kan muligvis bringe lidt 

liv i det ikke synderligt interessante område i Nykøbing 

Falster, hvor rådhuset ligger. 

De udadtil mest anonyme er amtsgårdene i Odense 

og i Ribe. De ligger begge rimeligt isolerede og upåagtede, 

uden umiddelbar kontakt med deres respektive 

bysamfund. 

Københavns Amtsgård i Glostrup er den sidst byggede. 

Den blev først taget i brug i 1992-93. Bygningen 

i Glostrup lejes af amtet. Den ejes af PFA. Det 

er godt erhvervsbyggeri for sin tid. At Københavns 

Amtsgård ligger i Glostrup, kan vel ikke forklares på 

anden måde end at ét sted i amtet skal den nu én 

gang ligge. Herlev eller Lyngby havde f.eks. også været 

muligheder. Men det blev altså Glostrup. Og det 

er stationsnært. 


Ringkjøbing Amt 

Amternes Hus i København 

Allerede i 1913 fik Danmark en Amtsrådsforening. 

Den fik først behov for et domicil efter 1970, hvor 

den i de første år boede nobelt på Gammel Strand 

44. I 1975 flyttede foreningen til Landemærket 10 

i Preben Hansens bombastiske udvidelse af Kock- 

Clausens i forvejen voldsomme Gutenberghus. 

I 1996 flyttede Amtsrådsforeningen til det renoverede 

Silopakhus B på Dampfærgevej i Søndre Frihavn. 

Silopakhuset med de to markante tårne var fredet, 

men i en sørgelig forfatning. Fredningsmyndighederne 

accepterede, at siloblokken mellem tårnene 

kunne ombygges til et kontorhus. Vilkåret var, at 

bygningskroppen skulle fremstå i samme dimensioner 

og farveholdning, som det oprindelige pakhus. 

De ikke fredede lagerhaller – delvis af træ – ud mod 

kajen blev ombygget til fleksible mødefaciliteter og 

kantine. 

Vejle Amt 

Ribe Amt 

11

Amtsgårdenes fremtidige anvendelse 

Bureaukrater kan til enhver tid finde anvendelse for 

ledigblevent kontorareal. Amtsgårdene kommer ikke 

til at stå tomme. 5 af dem bliver sæde for de kommende 

regioner. Én af dem – den i Viborg – er allerede 

besluttet udvidet for at rumme Region Midtjylland. 

Staten sætter sig på 4 amtsgårde – lidt forbløffende, 

i betragtning af at strukturreformen sælges som en 

decentralisering. Og 4 bliver rådhuse. 

* Bornholms Amt behandles generelt ikke, da de 

bornholmske kommuner og amtet allerede blev sluttet 

sammen i 2003. Bornholms Amt blev i øvrigt administreret 

i en bygning, der tidligere rummede sygeplejeboliger 

for Bornholms Centralsygehus. Bygningen er 

i dag rådhus i Bornholms Regionskommune. 

Nordjyllands Amt 

Århus Amt 

Viborg Amt 


Amt Byggeår Arkitekt Materialer Ny funktion 

Københavns 

Amt 

Frederiksborg 

Amt 

Roskilde 

Amt 

Vestsjællands 

Amt 

Storstrøms 

Amt 

Fyns 

Amt 

Sønderjyllands 

Amt 

Ribe 

Amt 

Vejle 

Amt 

Ringkjøbing 

Amt 

Århus 

Amt 

Viborg 

Amt 

Nordjyllands 

Amt 

Amtsrådsforeningen 

1992 

1971-72 

& 1994 

1974-76 

1981-83 

1970-73 

1971-73, 

1976 & 1981 


1977-82 & 2000 

1977 & 1980 

1978 

1849, 1980-93 

1968-2002 

1881, 1974-88 

1977-2000 

1903, 

1994-96 

Ib Borring, 

København 

Vilh. Lauritzens 

Tegnestue 

Kgl. bygningsinspektør 

Preben Hansen 

Knud Munk, 

København 

H. Steudel, Sorø 

& J. Knudsen 

Pedersen, Slagelse 

Ib Frandsen, 

Bandholm 

Jørgen Stærmose, 

Odense 

Søren Bräuner, 

Sønderborg 

Saatrup Jensen, 

Esbjerg 

C. F. Møllers 

Tegnestue, Århus 

Brunstrøm. Skaarup 

& Jespersen, Holstebro. 

Fl. Bay-Jørgensen, 

Ringkjøbing 

Sahl & Thomsen, 

Århus 

Hother Paludan 

John Sørensen, 

Viborg. Fællestegnestuen, 

Viborg 

Friis & Moltke, 

København 

Frederik Levy 

Kgl. bygningsinspektør 

Jens Fredslund 

Gule teglsten 

Skifertag 

Røde mursten 

Flade betondæk 

Fanø tegl 

Betonelementer 

Røde mursten 

Rød tegl 

Betonelementer. 

Gavle og enkelte 

facader i brunt tegl 

Betondæk 


Gule/rosa tegl 

Fladt paptag 


med 

fritlagt granit 

Brune mursten 

Fladt paptag bag 

murkrone 

Overvejende røde 

mursten og tegltag 

Gule mursten 

Gult tegltag 

Den ældre blok:Røde 

sten og tegl. De nye 

blokke: Røde sten, 

betonbrystninger og 

fladt tag 

Beton og røde 

mursten 

Kobbertag, 

flade tage 

Røde mursten 

Tegl- og skifertag 

Bygningerne tilhører 

PFA. Overvejelser 

om anvendelse 

til domstol 

Hovedsæde 

for Region 

Hovedstaden 

Rådhus i 

Roskilde Kommune 

Hovedsæde for 

Region Sjælland 

Rådhus i 

Guldborgsund 

Kommune 

Forvaltningsbygning 

for Odense Kommune 

Rådhus i 

Aabenraa 

Kommune 

Statsinstitutioner, 

bl.a. Skat og 

Statens Miljøcenter 

i Ribe 


Region Syddanmark 

Statsforvaltningen i 

Region Midtjylland 

Skat 

Statens Miljøcenter 

i Århus. Skat 

Embedslægeinstitutionen 


Region Midtjylland 


Region Nordjylland 

Domicil for 

Danske Regioner 

13

Kulturarvskommuner søges 

Af Steen Hvass, direktør for Kulturarvsstyrelsen 

”Kan kommunerne bruge kulturarven som løftestang 

for udviklingen i det byggede miljø og til at tiltrække 

fl ere borgere, mere erhverv og fl ere turister? Det vil Kulturarvsstyrelsen 

og Realdania undersøge i samarbejde 

med tre kommuner, der sætter sig som mål at inddrage 

kulturarven mere aktivt i den kommunale udvikling. Kulturarvskommunerne 

skal blandt andet give et bud på, 

hvordan kulturarven kan indarbejdes som et strategisk 

element i kommuneplanen. - Med kulturarv menes den 

”faste” kulturarv, det vil sige: fredede og bevaringsværdige 

bygninger, kulturmiljøer og fortidsminder”. Sådan 

indledte Kulturarvsstyrelsen og Realdania i november 

2005 et helt nyt projekt om at gøre kulturarven til en 

aktiv ressource for kommunernes udvikling. 

Dette nye projekt var udsprunget af den analyse, som 

Kulturarvsstyrelsen og Realdania offentliggjorde i september 

2005 om danskernes holdninger til kulturarv. 

Baggrunden for rapporten ”Kulturarv – en værdigfuld 

ressource for kommunernes udvikling” er den kommunale 

strukturreform, som vil medføre ændringer i planlægningen 

af varetagelsen af kulturarven. Når kommunalreformen 

er trådt i kraft i 2007 vil kommunerne som 

planlægningsmyndighed være den største forvalter af 

vores kulturhistoriske værdier. 

Kulturarv tiltrækker turister. Helsingør. Foto Kulturarvsstyrelsen 

Ofte hører man fra borgere og politikere, at fredede 

og bevaringsværdige bygninger, særlige kulturhistoriske 

helheder (kulturmiljøer) samt fortidsminder i byerne 

og på landet står i vejen og bremser nye initiativer 

og projekter og derved hindrer udviklingen i byer og 

på landet. Undersøgelsen i september 2005 viste derimod 

bl.a., at ca. 70 % af borgerne og virksomheder 

mente, at kulturarven kan støtte den lokale udvikling. 

Over 90 % af danskerne mente, at det er vigtigt at bevare 

og udvikle kulturarven, og lige så mange mente, 

at kulturarven skaber lokal identitet. Yderligere viste 

undersøgelsen, at kulturarv er en væsentlig faktor ved 

valg af bosted, erhvervsudvikling, turisme og kommunernes 

udvikling. 

De nye kommuner viste en meget stor interesse for 

projektet, 54 af landets 98 fremtidige kommuner tilkendegav 

at de ønskede at deltage i forsøget. Det var 

gennemgående i kommunernes ansøgninger, at kulturarven 

har et væsentligt potentiale til at give de nye 

sammenlagte kommuner en fælles identitet, og at 

kulturarven er det kit, der kan binde de nye kommuner 

sammen. Ti kommuner blev udvalgt og indsendte 

mere udførlige ansøgninger. Endelig valgte Realdania 

og Kulturarvsstyrelsen på grund af de mange kvalifi - 


cerede ansøgninger at udvide puljen, så der er blevet 

givet støtte til fire forsøgskommuner. 

Ved udvælgelsen af de fire kommuner var det muligt 

at få belyst et bredt og forskelligartet spekter af muligheder 

inden for forsøget. Det er også vigtigt at understrege, 

at det ikke var de enkelte ansøger-kommuners 

udbud af kulturarv, der var afgørende for valget, 

men hvad ansøgeren ville bruge kulturarven til. Bl.a. 

blev der valgt en kommune, der ikke i klassisk forstand 

er særlig begunstiget med kulturarv. Men forsøgets 

grundtanke var, at kommunerne skulle udvikle 

metoder til at udnytte det, de har. Det var vigtigt at 

finde kommuner, der havde forskellige indfaldsvinkler 

og metoder til forsøget. 

I forsøgene skal kommunerne udvikle metoder til at 

udnytte den kulturarv, de har i form af bygninger, 

fortidsminder og kulturmiljøer, når kommunerne skal 

udarbejde bidrag til kommuneplanen og hvordan den 

lokale kulturarv kan bruges som løftestang til udvikling 

af kommunens profil, tiltrækning af borgere, erhverv 

og turisme. 

Kulturarvsstyrelsen og Realdania yder en støtte til gennemførelsen 

af projekterne på 0,5 mio. kr. til hver af 

de valgte kommuner. 

Og de fire kulturarvskommuner blev: 

Haderslev kommune. 

Kommunens ambition med projektet er, at kulturarven 

skal udgøre et af flere strategiske elementer i en ny Haderslev 

kommunes arbejde med vision og planstrategi. 

Projektet skal medvirke til et bredt og vedvarende folkeligt 

engagement i kulturarven. De kulturmiljøinteresserede 

institutioner, foreninger og privatpersoner 

skal engageres i udarbejdelsen af den nye kommunes 

kulturhistorie. Engagementet skal danne grundlag for 

formulering af den nye kommunes udviklingstrategi og 

skabe identitet i og tilknytning til den nye kommune. 

Kommunen vil forsøge at trække flere turister til gennem 

produktudvikling og markedsføring baseret på 

kulturarven. Der tages udgangspunkt i områdets kulturarv 

som består af ”klassiske ” emner såsom domkirke, 

historiske bykerner og slotte, men også monumenter 

fra industriens udvikling. 


Kommunen vil udpege en række ”fyrtårne”, der skal 

skabe opmærksomhed om områdets kulturarv. Projektet 

skal afklare, hvor der er potentiale for udvikling 

bl.a. på baggrund af borger- og interessentinddragelse. 

Hjørring kommune. 

Kommunen vil afprøve nye metoder og planprocesser 

for at styrke erhvervsliv og bosætning ved at udnytte 

kulturarven i forbindelse med bæredygtig turisme 

og oplevelsesøkonomi. Projektets samlede tema 

er ”Kulturen mellem kyst og land”. Projektet skal 

bruges til at skabe en ny fælles identitet for kommunen. 

Projektet sætter fokus på en række centrale 

vinkler for behandling af kulturarven og vil udvikle 

en temaplan for kulturarv gennem seks delprojekter 

om landskab, turisme, kyst, by – købstad, landsby og 

”Stygge Krumpen”. 

Gennem de seks fokusområder skal kommunens 

kulturarv, dens bevaringsværdi, sårbarhed og udviklingspotentiale 

afdækkes. De seks delprojekter 

bliver kommunens vidensgrundlag og redskab til at 

integrere kulturarven i planlægningen og forvaltningen. 

Hvidovre kommune. 

Kommunen vil nyfortolke bevaringsinteresserne i 

forstædernes bygningsmasse og kulturhistorie. Kommunen 

vil i forsøgsperioden udvikle metoder til at 

arbejde med velfærdsstatens og industrisamfundets 

historie. Projektet arbejder med tre periodenedslag: 

mellemkrigstidens parcelhuskvarterer, 1950ernes 

almene boligbebyggelse, senindustrialismens funktionsopdelte 

bylandskab. 

Projektet skal resultere i en strategi, der både giver 

en overordnet forvaltningsmæssig tilgang til kommunens 

kulturarv og udpeger helt konkrete projekter, 

der skal fokuseres på i den kommende kommuneplanperiode. 

Desuden skal der i forbindelse med 

projektet udpeges bevarings- og fortælleværdier. 

Målet er at placere forstadsbebyggelsens særlige 

historie og fysiske kulturarv strategisk i kommuneplanen 

samt at gøre Hvidovre mere oplevelsesrig i 

hverdagen, og derigennem påvirke bosætning, erhvervslokalisering 

og igangsætte lokal, regional og 

på sigt international turisme. 

15

Kulturarv giver identitet. Nørre Vorupør. Foto Ole Akhøj 

Aalborg kommune. 

Kommunen vil bruge projektet til at indarbejde den 

væsentligste del af den faste kulturarv i planarbejdet 

og brandingen af den nye Aalborg kommune. 

Projektets fokus er på den kulturarv, der knytter sig til 

Aalborgs historie som industriby. Kommunen er under 

forandring med en udfasning af industriproduktionen 

for i fremtiden at satse på videnserhverv og oplevelsesøkonomi. 

Projektet vil som led i denne omdannelse inddrage havnearealerne 

i Aalborg, hvor fortidens industribygninger 

som Kvægtorvet, Nordkraft (elværk) og Spritfabrikkerne 

omdannes til nye formål for kunst og oplevelsesindustrien. 

Projektets ambition er at få bygningerne og 

anlæggene ind i en ny dynamisk sammenhæng. 

Resultatet af projektet skal anvendes som strategisk input 

til en erhvervs- og turismestrategi, rekreativ strategi 

og lignende overordnede plantyper, samt til markedsføring 

af den nye Aalborg kommune. Desuden skal 

projektet formidle fælleselementer fra de 4 ”gamle” 

kommuner til borgerne om Industribyen, Limfjorden og 

Landdistrikterne, der alle indgår i den samlede fortælling 

om den faste kulturarv i Aalborg kommune. 

Projektet med kulturarvskommuner: 

Projekt er en helt ny måde, hvorpå kulturarven kan 

skabe en værdi som en aktiv ressource i de nye kommuner. 

Et stort antal kommuner har også udtrykt stor 

ærgrelse over ikke at være valgt. De er opfordret til selv 

at arbejde videre med deres foreslåede, oftest meget 

relevante og gode projekter, og de er altid velkomne til 

en dialog med Kulturarvsstyrelsen. For at understøtte 

dette udviklingsarbejde etablerer Styrelsen et netværk 

med udveksling af viden, erfaringer, metode og information 

mellem de fire kulturarvskommuner samt til inspiration 

for de øvrige interesserede kommuner. 

Der blev i marts 2006 afholdt et seminar i Kulturarvsstyrelsen 

med deltagelse af de fire kommuner samt deres 

konsulenter, hvor de enkelte projekter blev præsenteret. 

Ligeledes har styrelsen i juni 2006 været på besøg 

i de fire forsøgskommuner. Der er gennemgående en 

stor interesse for videndeling mellem projekterne, for 

formidling til borgerne i kommunerne og for formidling 

til andre kommuner. 

I den videre proces er der i samarbejde med forsøgskommunerne 

planlagt en række arbejdsseminarer i 

2006 og 2007. 

Det igangsatte projekt skal tjene som baggrund for videndeling 

og formidling af erfaringer. Forsøgene i de 

fire udvalgte kommuner dækker et bredt udsnit af kulturarven 

og har forskellige indfaldsvinkler og metoder. 

Forsøgene skal inspirere til lignende projekter i landets 

øvrige kommuner. 

Der skal ud fra forsøgene og seminarerne udarbejdes 

et inspirationsmateriale om ”Kulturarven i planlægningen”, 

som skal udsendes til alle de nye kommuner. 

Det langsigtede perspektiv er, at alle landets kommuner 

inddrager kulturarven i deres kommende kommuneplaner. 

Ved at bruge kulturarven som en aktiv ressource i 

kommunernes udvikling skabes der mulighed for, at 

de fredede og bevaringsværdige bygninger, fortidsminderne 

samt kulturmiljøerne i byerne og på landet 

bliver synlige ved pleje og planlægning, samt at historierne 

om kulturarven bliver fortalt i et konstruktivt 

samspil mellem kommunerne, de kulturhistoriske 

institutioner og foreninger samt ikke mindst ved et 

folkeligt engagement. 

Formålet med kulturarvsforsøgene er, at kommunerne 

indarbejder kulturarven som en strategisk ressource i 

de kommende kommuneplaner, og derved vil kulturarven 

i byerne og på landet både bevares og bruges som 

en aktiv del af kommunernes udvikling og bidrage til 

at tiltrække flere borgere, investeringer, mere erhverv 

og flere turister. 

Yderligere oplysninger om projektet 

findes på: www.kulturarv.dk 


For alle medlemmer af Landsforeningen for Bygnings- 

og Landskabskultur. Afholdes i Center for 

Bygningsbevaring i RAADVAD lørdag den 3. marts 

2007 kl. 10.30 – 15.00 

Bygningsbevaring handler om korrekte materialer, 

ordentlige håndværksmetoder, hensigtsmæssige konstruktioner 

og først og fremmest nænsomhed overfor 

bygningens originale materialer. Vi skal høre om, 

kikke på, se demonstreret og eventuelt prøve selv: 

• Murværk, kalk, mørtel og facader 

• Smedejern og støbejern 

• Maling og overfl adebehandling 

Raadvad er et af Mølleåens ældgamle fabriksanlæg, 

der repræsenterer et uhyre velbevaret bygningsmiljø 

med beboelseshuse, fabriksbygninger, skole og andre 

anlæg fra 1750’erne og frem til 1920. Siden 1987 

har bygningerne huset et i dansk og europæisk sammenhæng 

unikt ’Restaurerings-Center’. Centeret består 

af en række meget dygtige og erfarne, praktiserende 

restaurerings-værksteder indenfor forskellige 

bygningshåndværk, kombineret med et ’Videns- og 

Forsknings-Center’, der har haft markant betydning 

for bygningsbevarings-området i Danmark med ny viden, 

bygningsbevarings-kurser, informationsmaterialer, 

bøger, viden-portal, databaser samt rådgivning. 

Hele Raadvad-området, der er bygningsfredet, passes, 

vedligeholdes og istandsættes efter Raadvad-Centerets 

metoder og principper. Vi kan derfor præsentere 

en lille, spændende og lærerig ’treenighed’ indenfor 

praktisk bygningsbevaring i Danmark: 

• Noget af den forskningsbaserede nye viden, der ligger 

bag Center for Bygningsbevaring’s viden, anbefalinger 

og anvisninger – samt kurser og rådgivning. 

medlemsnyt dec. 2006 

Inspirationsmøde lørdag d. 3. marts 2007 i Raadvad 

Bygningsbevaring er ikke kun facaden 

• Nogle af de håndværkere og værksteder, der praktiserer 

denne viden og kunnen. 

• Nogle af de bygninger, hvor disse materialer og metoder 

har været anvendt og studeret i en årrække. 

Programmet slutter kl. 15, men der vil herefter blive 

en kort tur til det nærliggende Eremitageslot, hvorfra 

der er udsigt over Dyrehaven og Øresund. 

Tid: Lørdag, den 3. marts 2007 kl. 10.30 – 15.00 

Sted: Center for Bygningsbevaring i Raadvad 

Raadvad 40, 2800 Lyngby 

Pris: 300,00 kr. inkl. frokost på Raadvad Kro 

samt kaffe m.v. 

Arrangør: Søren Vadstrup / Center for Bygningsbevaring 

i Raadvad / Landsforeningen for 

Bygnings- og Landskabskultur 

Deltagere: Alle medlemmer af Landsforeningen for 


Begrænset deltagerantal: 50 personer. 

Tilmelding: Til Landsforeningens sekretariat på 

mail@byogland.dk, pr. brev eller 

tlf. 70 22 12 99. Deltagergebyret indbetales 

på giro 50 95 700 påført navn og 

”inspirationsmøde”. 

Program: Mere deltaljeret program for arrangementet 

vil kunne ses på www.byogland.dk og 

www.bygningsbevaring.dk fra medio 

januar 2007. 

Tilmelding og deltagergebyr 

300,00 kr. skal være sekretariatet i hænde senest 

torsdag den 15. februar 2007. 

by & land nr. 73 · december 2006 medlemsnyt · by & land · december 2006 17

Derfor er det vigtigt at være opmærksom 

af Peter Hee, medlem af Frednings- og Bevaringsudvalget 

Lovgivningen rummer en række tidsfrister der skal 

overholdes når der arbejdes med planlægning og byggeri. 

I de tilfælde kan de fredede og bevaringsværdige 

bygninger let komme i klemme. 

Blandt de i denne sammenhæng væsentligste love er 

planlovens bestemmelse om 

• at planforslag skal annonceres og fremlægges i 

minimum 8 uger og 

• at landzonetilladelser skal annonceres med en 

frist på minimum 4 uger. 

En anden væsentlig lov er byggeloven der i en række 

tilfælde af dispensationer forudsætter 

• naboorientering i minimum 14 dage dog uden 

at der kræves annoncering. 

De samme love giver mulighed for at anke en afgørelse 

til Naturklagenævnet. 

• Her vil fristen normalt være 4 uger, og der skal 

betales et gebyr på 500 kr. (gebyret får man tilbage 

hvis man får medhold). 

Vælger I at anke, så husk at bede om opsættende 

virkning. En ankesag kan tage 3 – 6 måneder, og det 

hjælper ikke at få ret hvis huset i mellemtiden er revet 

ned. Opsættende virkning betyder to ting. Dels må arbejdet 

ikke igangsættes førend der foreligger en afgørelse, 

dels får man en hurtig melding om hvorvidt der er 

sandsynlighed for at få medhold i Naturklagenævnet. 

De samme love rummer mulighed for at rejse en sag 

Foto: Torben Lindegaard 

ved domstolen, men det er meget omstændeligt, og 

sandsynligvis er skaden sket inden der foreligger en 

afgørelse. 

Der sker mange ind- og overgreb på den bevaringsværdige 

bygningsmasse, og det kan være svært at 

følge med i hvad der sker i den enkelte by, for slet ikke 

at tale om hvad der sker på landejendommene. 

Derfor denne opfordring: 

• Følg med i lokalavisernes spalter. Ofte kan der 

læses om tanker og planer der kan udvikle sig til 

angreb på en bevaringsværdig bygning eller helhed. 

I sådanne tilfælde er det en god ide at kontakte 

kommunens sagsbehandler. På det tidspunkt 

kan det ofte nås at redde det væsentligste 

- kommunens medarbejdere har kun bygherrens 

synspunkter indtil andre kommer på banen. 

• Bed om at komme på kommunens mailliste, eller 

udsendelsesliste hvis I ikke har et bestyrelsesmedlem 

med en aktiv PC. 

• Find ud af hvor teknisk forvaltning, eller hvem 

der end står for det i jeres kommune, annoncerer. 

Hold øje med annoncerne og reager hurtigt. 

• I kan også alliere jer med andre foreninger. Alle 

byer har en lokal afdeling under Danmarks Naturfredningsforening 

og en kunst- eller en museumsforening. 

Sammen står I stærkt og sammen 

kan I handle hurtigere. 

14 dage er hurtigt gået hvis en bestyrelse skal samles 

og træffe beslutning om hvorvidt der skal reageres. 

Det er bedre at indsende en protest eller indsigelse 

for meget end at sidde og ærgre sig over, at det er 

for sent. 

Hvis I ønsker hjælp fra Landsforeningen for Bygnings- 

og Landskabskultur så skal I også reagere hurtigt. Vi er 

ikke altid stedkendte og derfor kan vi få brug for mere 

mareriale og eventuelt et besøg på stedet. 

Når I henvender jer om en sag, så vedlæg god dokumentation 

i form af aktuelle og evt. gamle billeder, 

eventuelle tegninger og om muligt en kort historisk 

redegørelse – og sidst men ikke mindst jeres begrundelse 

for at der skal gøres indsigelse, ankes eller indstilles 

til fredning. 

Har vi et godt grundlag kan vi hurtigt give jer et svar. 

18 medlemsnyt · by & land · december 2006 

by & land nr. 73 · december 2006

Inspirationsmøde, Torvehallerne i Vejle den 4. november 2006 

Af Ejvind Bitsch, medlem af bestyrelsen 

Landsforeningens formand, Bent Falk, bød velkommen 

til de 50 deltagere, der trods det noget tidlige 

tidspunkt var mødt fra hele landet. Bent Falk orienterede 

om, at bestyrelsen havde besluttet, at vi fremover 

vil arrangere disse inspirationsmøder som afløser for 

de regionsmøder, der tidligere er blevet afholdt. Tanken 

er, at temaerne vil være forskellige – dette møde 

belyste ”bevaringsarbejdet - lokalt og på landsplan”. 

Bent Falk ledsagede sin velkomst med et kort powerpoint 

show over Hviderne på Kalundborgegnen. 

Helge Thorm holdt et bygningsforedrag om ”Bygningers 

stilarter og perioder”. Helge Thorm fortalte 

levende om, hvor og hvordan man kunne søge oplysninger 

om en bygning og dens alder. Foredraget blev 

ledsaget af en spændende lysbilledserie – en ”tour 

de Sorø”. Med udgangspunkt i netop Sorø blev de 

forskellige bygningsstilarter gennemgået, og der blev 

orienteret om den enkelte stilarts karakteristika – ledsaget 

af ét eller flere lysbilleder. 

Efter en kort pause gik Torben Lindegaard videre 

med foredraget ”Kan bygningen indstilles til fredning?” 

Fredningsinstitutionen blev gennemgået ud 

fra ”hvordan, hvorfor, hvornår og af hvem kan en 

bygning fredes”. Vi fik den første fredningslov 1918, 

som senest er revideret i 1997. En ny revision er nu 

undervejs. Herefter blev deltagerne orienteret om 

en fredningssag og Landsforeningens behandling af 

samme. Det blev påpeget, at tidsfaktoren er af afgørende 

betydning. Landsforeningen kan og skal kun 

behandle meget seriøse fredningssager. 

Efter frokosten fortsatte Søren Vadstrup med et levende 

og spændende foredrag med titlen ”Ny viden 

om gamle huse”. Søren Vadstrup indledte med at 

orientere om ”konflikten mellem undersøgelser, viden 

og erfaring på den ene side, og byggemarkederne 

og deres udbud og misvisende rådgivning på den anden”. 

Med udgangspunkt i egne erfaringer ved Søren 

Vadstrup, at det ofte er en både økonomisk og miljømæssig 

fordel at respektere et gammelt hus. Herefter 

anskueliggjorde Søren Vadstrup tilbundsgående hele 

”vindues-problematikken” som han og Center for 

Bygningsbevaring ser det. 

Susanne Koch berettede levende om emnet ”Fra lokalplan 

til landsplan”. Det blev slået fast, hvordan 

en landsplan er øverste instans efterfulgt af regionplaner, 

kommuneplaner og sidst i hierarkiet lokalplaner. 


Herefter viste Susanne Koch eksempler fra Aalborg 

Kommunes Lokalplan for Hasseris-området – en lokalplan 

som netop er blevet præmieret. 

Efter endnu en kort pause sluttede Kit Egefjord med at 

berette om ”Skælskør – en købstad i forandring”. 

Kit Egefjord berettede medrivende og engageret om, 

hvordan det er lykkedes over 15 år at ændre Skælskør 

fra at være en købstad i mismod og forfald til en by 

med en misundelsesværdig identitet, og gav os alle 

en tro på fremtiden i bygningskulturel henseende. Kit 

Egefjords arbejdstese havde været, at man som byplanlægger 

ikke skulle være et 100 % - menneske, 

forstået på den måde, at kræver man ”alt eller intet”, 

så når man ingen vegne. Anlægger man en strategi, 

der går ud på ”de små skridts politik”, når man længere 

målt over tid. 

Resultaterne ses med al mulig tydelighed i Skælskør. 

Dog er der endnu en forudsætning – nemlig 100 % 

opbakning fra politisk hold! Efter indledningen blev 

der vist særdeles overbevisende før- og efterbilleder 

fra Skælskør. Kit Egefjord opfordrede til, at vi som lokalforeninger 

laver ”inspirationsmapper”, som man i 

kommunalt regi kan benytte sig af. Vi blev desuden 

orienteret om, hvor vigtigt det er for os lokalforeninger 

at have en god og positiv kontakt til kommunen. 

Til sidst blev vi orienteret om, at man i Skælskør havde 

haft megen glæde af SAVE-registreringerne, idet der 

er høringspligt i forbindelse med nedrivninger, når en 

ejendom har en SAVE-registrering i katagori 1 – 4. 

Bent Falk sagde i sin indledning, at disse inspirationsmøder 

gerne skulle give deltagerne noget at gå hjem 

på - noget som vi kan bruge i foreningsarbejdet fremover. 

Fra bestyrelsens side håber vi, at intentionerne 

med mødet blev opfyldt. Vi modtager gerne respons 

på mødet og håber, at vi også modtager forslag vedr. 

emner til fremtidige møder. 

medlemsnyt · by & land · december 2006 19

Kom med forslag... 

Af Helge Torm, medlem af Fredningsudvalget 

Foreningen By og Land i Randers har for nylig bedt 

Fredningsudvalget om at undersøge fredningsmulighederne 

vedr. byens gamle dommerkontor fra 1865 ff. 

Det er et godt initiativ, som vi gerne vil medvirke til 

at gøre landsdækkende, for hvor mange bygninger i 

offentlig eje er ikke nu ved at skifte ejer eller funktion, 

både fordi det kommunale landkort som bekendt ser 

meget anderledes ud efter 1. januar 2007, og fordi 

retskredsene også reformeres (læs: reduceres). 

Det kan være bygninger som rådhuse, ting- og arresthuse, 

domhuse, dommerkontorer, amtsgårde, 

sygehuse, plejehjem etc., der dermed kommer “i farezonen”. 

De er i mange tilfælde særdeles bevarings- 

Nyt fra landsforeningen 

Årsmøde 2007 i Nysted 

Det kommende årsmøde vil foregå i Nysted på Lolland 

fra den 11. til den 13. maj 2007. Arrangøren er 

Bevaringsforeningen for Nysted. Nærmere information 

om arrangement og tilmelding følger i næste 

nummer af bladet. 

Nyt kontingent 

På Landsforeningens generalforsamling 2006 blev der 

vedtaget en ny kontingentstruktur. For vores medlemsforeninger 

betyder det at medlemskab af landsforeningen 

betales som et beløb pr. medlem. Da flere 

foreninger ville være nødt til at vedtage højere kontingentsatser 

for deres medlemmer, for at kunne betale 

det nye kontingent, blev det besluttet at nyt kontingent 

først skulle træde i kraft pr. 1. juli 2007. 

Kontingentet for første halvår 2007 vil således svare til 

kontingentet for 2006. Opkrævningen vil dog gælde 

for hele 2007, og må betragtes som en à conto opkrævning. 

Nyt kontingent vil blive taget op på generalforsamlingen 

2007, og der kan evt. blive tale om en 

regulering over året. 



Borgergade 111 · 1300 København K 

Tlf. 70 22 12 99 · Fax 33 47 66 49 

mail@byogland.dk · www.byogland.dk 

værdige og måske endda fredningsværdige. 

Vi beder derfor alle vore medlemsforeninger og andre 

medlemmer om at fremsende forslag til Fredningsudvalget, 

med eksakte oplysninger om adresse, matrikelnummer 

og ejerforhold samt om muligt opførelsesår 

og arkitekt (Trap Danmark er nyttig!) og angivelse af 

situationen, meget gerne suppleret med fotos (papir el. 

digitale). 

Husk, at bygningen ikke behøver være særlig gammel 

for at komme i betragtning, bare den har kvalitet. 

Der gives ingen garanti for succes, men vi vil gerne 

gøre forsøget! 

For de øvrige medlemstyper vil priserne for medlemskab 

2007 være som følger: 

• Personlige medlemmer: 250,00 kr. 

• Abonnenter: 200,00 kr. 

• Specialmedlemskab: 1.500,00 kr. 

Hjemmesiden 

Vores gamle hjemmeside er desværre gået ned. Der er 

forberedt og bestilt en ny. 

Kalender 

4. december Formandsmøde for Kulturmiljørådene 

11. januar Bestyrelsesmøde, Landsforeningen for 


15. januar Frednings- og Bevaringsudvalgsmøde, 



3. marts Inspirationsmøde i Raadvad 

20 medlemsnyt · by & land · december 2006 


Bud på udfordringer for 

Landsforeningen i lyset af 

strukturreformen 

Af Rudi Rusfort Kragh 

Formand for By og Land for Sydfyn. Konsulent for Center for Plan, Arkitektur, Ressourcer og Kultur på Fyn 

Artiklen er forfattet i februar 2006 

Strukturreformen åbner, sammen med rationalise- 

ringer og besparelser i Kulturarvsstyrelsen, en mas- 

se faldgruber i forhold til bygningskulturen. Det er 

min påstand, at det værn der er resultatet af årtiers 

folkelige pres og sikret af dygtigt arbejde i embedsværket 

lokalt, regionalt og centralt nu står for fald. 

Det synes som om staten i disse år er i gang med at 

afvikle store ansvarsområder. Meget af det der spares 

væk, udliciteres eller omstruktureres, overtages i 

bedste fald af det frie marked, hvis virksomhederne 

kan se et indtjeningsgrundlag på kulturarvsområdet. 

I værste fald sker et egentligt tab af viden og kompetence. 

Alternativet til videnstab er at data og information 

skal samles op af de folkelige organisationer, 

det såkaldte civile samfund. Men det civile samfund 

udsættes i disse år for et enormt pres. 

Processen med udsultningen af det offentlige betyder 

at gamle og nye opgaver inden for kulturarvsområdet 

ikke kan løftes med samme kvalitet 

som tidligere. En proces der er blevet forstærket 

med opgave- og strukturreformen. Denne proces 

er ugennemtænkt og kan medføre fatale konsekvenser 

for retssikkerheden og den demokratiske 

kontrol. Noget af dette rammer det bygningskulturelle 

område og falder tilbage på de folkelige organisationers 

arbejde, hvis opgaver nu tilsvarende 

stiger, uden der følger de nødvendige og ansvarlige 

ressourcer med. 

Jeg opererer i denne artikel med tre vigtige perioder 

i dannelsen af de moderne bevaringsforeninger, og 

hermed i dannelsen og udviklingen af den folkelige 

og politiske organisatoriske legitimitet og forankring: 

begyndelsen af 1900-tallet, perioden 1960-1980 og 

perioden efter 2000. 

I den første periode arbejdede nogle få engagerede 

borgere på sikring af de gamle bygninger. Det gjorde 


de på baggrund af deres personlige dannelse og faglige 

forståelse og stolthed. Møjsommeligt blev bygninger 

registeret og dokumenteret som led i vækkelsen 

af det folkelige, som reaktion på det man oplevede i 

sidste halvdel af 1800-tallet med udviklingen af moderne 

industribyer. Gennem foreningsdannelse og solid 

faglig viden fik disse pionerer skubbet til Rigsdagens 

politikere i tiden o. 1915. Resultatet blev den første 

bygningsfredningslov, vedtaget i 1918. 

Det næste afgørende skete i 1960’erne og 1970’erne. 

I kølvandet på omdannelsen af landbrugssamfundet 

og effektivitet i industrisamfundet kom der i denne 

periode gang i de mere brede, folkelige bevægelser, 

både i samfundet som helhed og indenfor dette afgrænsede 

område. For at styre samfundets liberale 

tendenser og som led i etablering af en demokratisk 

velfærdsstat udvikledes og implementeredes i denne 

periode en lang række nye plan- og styringsinstrumenter 

i især kommunerne, med krav om høringsfaser 

og registreringer af reelle værdier i det offentlige 

rum. I de efterfølgende 20 år blev der dannet mange 

lokale bevaringsforeninger. 

Den tredje fase er den vi er i gang med i disse år. På 

den ene side sker der med kommunalreformen både 

en centralisering og decentralisering af den offentlige 

viden og styring af kulturarven. På den anden 

side er der en stigende folkelig forståelse for denne 

– samtidig med at mange bevaringsforeninger står 

over for nye og store opgaver i forhold til fremtidens 

udfordringer. 

Med kommunalreformen bliver kommunerne fremover 

den største forvalter af kulturarv – uden at der 

nødvendigvis i samme grad følger penge med til opgavevaretagelsen. 

Samtidig flyttes en mængde viden 

fra amterne rundt i det offentlige – en proces med 

indbygget risiko for videnstab. Nogle opgaver udlici- 

17

teres til markedet, andre overlades til tilfældigheder. 

Hvis det ikke skal ende med fatale tab af fysisk kulturarv 

og immateriel landskabelig værdi ligger der en stor 

opgave for de folkelige organisationer. Noget det offentlige 

selv spiller på ved at efterspørge frivillige til at 

sidde i råd og udvalg, redigere bøger, lave oplysningskampagner, 

afgive høringssvar mm. Det er en stor 

tillidserklæring politikerne viser det folkelige niveau. 

En tillid der bygger på de demokratiske idealer. Men 

en tillid der også bør vægtes. For hvor længe er de 

folkelige organisationer faktisk stærke nok til fortsat 

at kunne løfte stadig flere opgaver for det offentlige, 

samtidig med at opgaverne bliver stadig mere tekniske, 

komplekse og komplicerede at løse og forstå? 

Effekten af denne udviklingshistorie er, at vi indenfor 

de sidste næsten 90 år er kommet fra en situation 

hvor kun et par tusinde bygninger var fredet til at fredningslisten 

nu er på næsten 10.000 bygninger. Samtidig 

er der kommet stadig flere styringssystemer til, der 

er etableret ankesystemer, udviklet planinstrumenter, 

registreringsværktøjer og dokumentationsredskaber, 

som samlet medvirker til at sikre det kulturhistoriske 

og bevaringsværdige byggeri. Resultatet er, at parallelt 

med at de ældre bygninger, som med deres fysiske 

tilstedeværelse står hvor de står, er den folkelige viden 

og bevidsthed om kulturværdien af disse bygninger 

samtidig steget. 

Men mens de fredede bygninger i disse snart 100 år 

har haft deres egen lovgivning og økonomisystemer 

samt har været administreret af staten, har de bevaringsværdige 

bygninger haft en mere ydmyg position. 

Nok er den politiske og juridiske placering klar, men 

den økonomiske og forvaltningsmæssige side er ikke 

fulgt med. Situationen er ikke blevet forbedret med 

strukturreformen. 

I september 2005 udgav Fonden Realdania sammen 

med Kulturarvsstyrelsen rapporten ”Kulturarv – en 

kommunal ressource” (se lederen i BY & LAND nr. 

68 samt Steen Hvass’ artikel i dette nr.). Rapporten 

var Fonden Realdania og Kulturarvsstyrelsens første 

skridt ind i strukturreformen, hvor det handlede om 

at fortælle at med fordelingen af de nye opgaver 

bliver kommunerne fremtidens største forvaltningsenhed 

af kulturarv. I rapporten er der en lang række 

spændende og tankevækkende tal om befolkningen 

og virksomhedslederes holdninger til bygningskultu- 

ren. Tallene angiver at interessen for dette område er 

endog meget høj. Og dermed en pæn opfordring til 

kommunerne om at være sig bevidste om det fremtidige 

ansvar og opgaven der venter. 

Kortmateriale i rapporten illustrerer hvordan de fredede 

bygninger er fordelt på det kommunale Danmarkskort; 

materiale som med god vilje fortæller at 

der er nogenlunde overensstemmelse mellem, at dér 

hvor mange mennesker bor, er der også flest fredede 

bygninger. Ønsker man et mere dækkende billede af 

det bygningskulturelle felt kan danmarkskortet med 

antallet af fredede bygninger suppleres med et danmarkskort 

over de 74 kommuner der gennem de 

sidste to årtier har fået udarbejdet kommuneatlas. 

Herved træder mange købstæder frem, mens landdistrikterne 

forbliver hvide felter på kortet. Nogle af 

disse landdistriktskommuner er nu ved at komme 

frem på kortet gennem arbejdet med kulturmiljøatlas. 

Endvidere har flere amter registeret bevaringsværdige 

landsbyer – som ofte ligger i landdistriktskommuner. 

Disse opgørelser og registreringer sammenholdt med 

den igangværende strukturreform og kommunalfusionsproces 

gjorde at jeg begyndte at spekulere over 

omfanget af det mest restriktive styringsredskab kommunerne 

har: bevarende lokalplaner! 

En mail til Kulturarvsstyrelsen i oktober i 2005 medførte 

et hurtigt svar. Svaret fra afdelingslederen var for 

mig at se også yderst tankevækkende. I svaret står, 

at styrelsen ikke mere kender antallet af bevarende 

lokalplaner. Noget Styrelsen tidligere har ført statistik 

over år for år, men pga. ressourcebesparelsen har man 

ikke mere dette overblik. Tre linier der sagde alt! 

Som privatperson mailede jeg derpå ud til samtlige 

landets tekniske forvaltninger og spurgte om de havde 

en bevarende lokalplan i kommunen. Og i så fald, 

hvornår den var besluttet. Indenfor tre uger havde 

jeg en svarprocent på over 65, og der kommer stadig 

dumpende svar ind, uden rykkerskrivelse. Med moderne 

elektronik kan en privatperson altså nu, uden 

omkostninger, indsamle den viden det offentlige tidligere 

havde. Om denne udvikling er et gode eller ej 

skal jeg komme tilbage til. 

Resultatet af min lille selvbestaltede undersøgelse viser, 

at der er o. 400 bevarende lokalplaner i Danmark. 


De ældste er fra begyndelsen af 1960’erne, men især 

er mange vedtaget inden for de seneste 5 år. Og flere 

kommuner oplyste uopfordret hvilke planer man forventede 

ville blive vedtaget i årene 2006 og 2007. 

Af mit materiale anslår jeg at der kommer yderligere 

ca. 75 bevarende lokalplaner i de kommende år. Et 

forsigtigt skøn viser, at omkring 20.000 huse ligger 

i sådanne områder. Bor der 2,1 borgere pr. husstand 

lever altså omkring 42.000 borgere nu i kulturhistoriske 

huse med høj beskyttelse, som administreres af 

kommunerne. Og omkring 3750 huse er på vej ind i 

sådanne planer. Anslået svarer det til o. 8000 borgere 

der yderligere vil komme til at bo i sådanne områder. 

Altså ca. 1% af befolkningen vil i 2007 bo i sådanne 

administrative områder. 

Jeg skal her præcisere, at det jeg har undersøgt er 

antallet af planer hvor det i §1 i formålet er præciseret, 

at lokalplanen har et bevarende formål. Jeg skal 

tillige præcisere, at jeg ikke har undersøgt antallet af 

byplanvedtægter eller lokalplaner med bevarende bestemmelser. 

Tages disse med er antallet af huse der 

er underlagt beskyttelse, og dermed borgere der er 

direkte påvirket af bevaringssagen, væsentligt højere. 

Min lille historie var et illustrativt eksempel på et videnstab 

og på en privatisering af tidligere statslig viden 

på et konkret område. Men hvad kommer dette 

kommunalreformen ved? 

Af mit materiale kan jeg eksempelvis se, at kommune 

X dannes gennem fusion af kommune Y, Z og Å. Kommune 

Y har to bevarende lokalplaner, der er én i Z og 

én er på vej i kommune Å. Der behøver ikke være garanti 

for at vejledningen til borgerne i kommune Y og Z 

med bevarende lokalplaner er ens, eller at det tekniske 

personale i de kommuner har sammenstemmende opfattelse 

af disse planer, kulturhistorisk og arkitektonisk 

forståelse, eller hvordan disse planer er blevet håndteret 

i praksis. Endvidere er der ingen garanti for at kommune 

Å, der er i gang med at lave en ny plan, skeler til de 

tre eksisterende planer i kommune Y og Z, som den nu 

administrationsteknisk er ved at blive fusioneret med. 

Resultatet er, at der fra 2007 kan være juridisk gyldige 

planer i samme kommune, på samme retsområde, men 

som er udformet på tre-fire forskellige måder. Tillige 

kan der være forskellige borgervejledninger om at bo 

i bevaringsværdige huse i den ny kommune. Der kan 

altså ligge en fremtidig opgave til private aktører på det 


frie konsulentmarked i at hjælpe kommunerne med at 

få rettet disse vejledninger til – med mindre det er laveste 

fællesnævner der får lov at sætte dagsordenen. Det 

vil i min optik ikke være til gavn for hverken kulturarven 

eller for arkitekturen, hvis kommunen vælger at lade 

stå til. Derfor kan kommunen vælge den økonomisk 

billige løsning: at inddrage den folkelige og frivillige arbejdsindsats 

fra eksempelvis bevaringsforeningerne og 

de nu frivillige (!) kulturmiljøråd som konsulenter for 

kommunen til løsning af denne opgave. 

At jeg ikke har grebet denne problemstilling ud af den 

blå luft ses af, at Bornholm i 2003 i forbindelse med 

sammenlægningen af fem kommuner til én gennemførte 

en analyse af øens bevarende lokalplaner. Med 

kulturmiljørådet som udførende kraft blev disse planers 

indre modsætningsforhold synliggjort. Planerne 

havde upræcise definitioner og bestemmelser når de 

blev sammenholdt med hinanden. Gennemføres denne 

proces ikke i de 98 nye kommuner kan det hæmme 

udviklingen af retsbevidstheden hos borgerne i disse 

beskyttelseszoner og svække borgernes forståelse for 

værdien af det fortsatte arbejde med sikring af herligheden 

af sådanne kulturhistoriske miljøer. 

Det næste spørgsmål som samfundsudviklingen har 

fremmet og strukturreformen har sat turbo på, er: hvad 

er det egentlig vi skal bevare? Mange købstæder får 

med fusionsprocessen nu meget store oplande. Mange 

bykommuner som vi kender i dag bliver nu reelt mere 

landdistriktskommuner end købstadskommuner. En 

stor del af de gamle købstadskommuner har allerede et 

kommuneatlas med en registrering af deres landsbyer 

indenfor de gamle kommunestrukturer. Men det nye 

opland, oftest landdistrikter, har ikke nødvendigvis en 

registrering af deres nuværende landsbystruktur og aktuelle 

bygningskulturværdier. Den fremtidige planlægning 

og forvaltning af disse nye store arealer overgår fra 

amterne til kommunerne. Der ligger en stor udfordring 

i dette for kommunerne. Bevaringsforeningerne får en 

stor opgave med at støtte og sikre at kommunerne løfter 

denne opgave lokalt på en forsvarlig måde. 

Processen for kommunerne med at overtage kompetencen 

fra amterne på planområdet går nogle steder 

fint. Andre steder er det mere komplekst. I nogle amter 

har man således for flere år siden lavet samarbejdsaftaler 

med private ingeniørfirmaer om bygningsvedligeholdelse, 

EDB-opgaver, digitaliseringer mm. Disse op- 

19

gaver løses altså allerede nu af private virksomheder for 

nogle amter. Opgaver disse firmaer næppe uden videre 

og frivilligt vil overgive til kommunerne, da de nu sidder 

på et interessant vidensmarked, som kommunerne 

fremover har brug for at få adgang til i det fremtidige 

kommunale arbejde. Og hvor borgerne ikke mere har 

mulighed for aktindsigt. 

Det er dejligt at man er engageret i en sag hvor det nu 

er dokumenteret at der er stor opbakning fra befolkningen. 

Men det er bekymrende at der ikke nødvendigvis 

er sammenhæng mellem befolkningens dokumenterede 

opbakning til sagen og graden af organisering 

af den selv samme befolkning. Måske er det nærmest 

modsat – at foreningerne på nogle punkter faktisk har 

sejret sig ihjel. For samtidig med at der er folkelig opmærksomhed 

på emnet og de politiske forventninger 

til foreningerne stiger, følger medlemstallet ikke med. 

Noget af dette paradoks kan hænge sammen med at 

mange af foreningerne blev etableret i 1960’erne og 

1970’erne samtidig med mange lokalhistoriske foreninger, 

museumsforeninger og miljøforeninger. Ofte 

blev de bygningskulturelle foreninger dannet på baggrund 

af en lokal og konkret nedrivningssag eller saneringsprojekt. 

Uden at have dokumentation for det 

tror jeg at mange af disse foreninger ofte har svært 

ved både at tiltrække nye, og især unge medlemmer 

samt finde egnede emner til ledige bestyrelsesposter. 

Mange bestyrelser har passeret ”sølvbrylluppet” og 

skal indenfor nærmeste fremtid have løst generationsskifteproblemet 

for at foreningens opgaver også kan 

løses fremover. 

Rekrutteringsproblemet handler altså måske om at 

tilpasse foreningerne til den næste generations vær- 

diforståelse og ønsker om fleksible medlemskaber og 

organisationsstrukturer. En udfordring blandt andet 

spejderbevægelsen, idrætsforeningerne og de faglige 

organisationer har spekuleret over og arbejdet aktivt 

med de senere år. Sat på spidsen er problemstillingen 

måske: hvordan får man fat i de studerende på uddannelsesinstitutionerne 

(de 20-28 årige) og førstegangshuskøberne 

(de 30-40 årige)? Hvad enten vi kan lide 

det eller ej er vi nødt til at spørge om, hvorfor unge 

overhovedet er medlem af en forening? Muligvis svarer 

de unge: ”Hvad får vi ud af det”? Og så er det vores 

pædagogiske opgave at kunne svare godt og kort på 

dette købmandsspørgsmål. Har vi ikke servicen/varen/ 

produkterne der tilfredsstiller dem, er der stor sandsynlighed 

for, at de ikke ønsker at være medlemmer/ 

kunder hos os! Og er der ingen nye medlemmer når 

frafaldet i den anden ende sker, kræver det noget ekstraordinært 

hvis foreningerne fortsat skal have en grad 

af politisk og mediemæssig gennemslagskraft. 

Et andet vigtigt element er, hvordan By og Land-organisationen 

tilpasses det moderne IT-samfund og videnssamfund? 

Stadig mere officiel information bliver i disse 

år digitaliseret. Og med strukturreformen vil denne 

proces blive yderligere forceret de kommende år. Hvad 

stiller dette af udfordringer til de lokale bevaringsforeninger? 

Mange, vil jeg kort sige. Det gør jeg ud fra 

den påstand, at jeg tror at mange bestyrelsesmedlemmer 

af lokalforeningerne stadig ikke har adgang til email 

eller dagligt bruger dette medie. Hovedparten af 

lokalforeningerne har ikke en såkaldt hjemmeside. Kort 

sagt, IT-revolutionen er ikke slået igennem i By og Land. 

På sigt ligger der mange besparelser i denne form for 

kommunikation. Men det kræver både holdningsændringer, 

driftsmæssige investeringer og oplæring samt 

udvikling af nye rutiner. Udfordringer er der nok af. 


En have der burde være fredet 

Weekendavisen, Politiken og andre dagblade fortæl- 

ler at Kunstindustrimuseet skal udvides! Oprindelig 

hed det Frederiks Hospital og var, og er stadig, en af 

vore fornemste rokokobygninger i Frederiksstaden. 

Museet har ikke mere plads nok til alle de udstillinger, 

der trænger sig på, og der er brug for ca. 1500 

m2 mere! Man ønsker at grave rigtig dybt, og der 

er jo et stort dejligt haveareal, som man også kan 

anvende. 

Grundstenen til Frederiks Hospital blev lagt i 1752. Nicolai 

Eigtved var arkitekten, og efter hans død i 1754 

fuldendte hans efterfølger, generalbygmester Laurids 

de Thurah arbejdet, og karreen omkring Grønnegården 

stod færdig i 1754. 

Bygninger og have fungerede helt til 1910 som hospital 

og netop Grønnegården var anlagt til patienternes vederkvægelse 

ved at skaffe lys og luft, ro og skønhed. 

I 1910 blev hospitalet flyttet til det nybyggede Rigshospital, 

og etatsråd E. Glückstadt købte ejendommen. 


Foto: A. Tønnesen 

Af Kirsten Lund-Andersen, formand for Have- og Landskabsudvalget 

I 1919 skænkede han den til Det danske Kunstindustrimuseum, 

som efter en ombygning flyttede ind i 

1926. Arkitekterne Ivar Bendtsen og Kaare Klint forestod 

ombygningen. De så klart værdien af Grønnegården 

og lod havearkitekt G. N. Brandt anlægge haven. 

Oprindeligt havde den været delt i en mands- og en 

kvindeafdeling, men blev nænsomt bragt til sit nuværende 

udseende. 

I næsten 100 år har bygninger og have fungeret efter 

hensigten og rummet utallige fine udstillinger, succesfulde 

teaterforestillinger o.m.m. Bygninger og 

have er en uvurderlig helhed, rig på kulturhistorie og 

en del af et særligt kulturmiljø, hvor Frederiksstadens 

bygningshistorie kommer til udtryk. 

Bygningerne er fredede, men hvad med haven? Den 

er overladt til sin egen skæbne, og ingen har ansvaret 

for at beskytte den. 

Haven, den smukkeste grønne gård i København skal 

graves op. Den er i dag et af byens fineste åndehuller 

21

med en helt særlig atmosfære og ro, et unikt pause- 

rum i en pulserende by, og et sted som ikke finder sin 

lige nogen andre steder. 

Det er så let at sige, at de gamle lindetræer er ved at 

dø, og man kan plante nogle nye. 

Men det er lettere sagt end gjort. Lindetræerne er 

ikke ved at dø, de trives i bedste velgående, og er 

det element som giver haven og rummet sjæl. De dør 

først når deres vækstforhold forandres markant. Selv 

ikke nye og unge træer vil trives rigtigt ovenpå en 

nedgravet udstillingsbygning. 

Om der så er nok så mange penge, vil der ske uoprettelig 

skade, og et af vore umistelige arkitekturværker indenfor 

bygningsog havekunst vil ødelægges for altid. 

Kan de ansvarlige virkelig tro, at Frederiksstadens historiske 

bygninger, der er piloterede på træstammer, 

kan holde til sådan et gravearbejde med efterfølgende 

grundvandssænkning? Og hvad med selve bygningen? 

Den er gammel og skrøbelig. 

Nu er det vel sådan, at et museum udover sine faglige 

kompetencer også bør have en ”kulturhorisont”, som 

sikrer at vores kulturværdier bevares for eftertiden og 

ikke ignoreres af snævre interesser. I Kunstindustrimuseets 

tilfælde kan udfordringen blandt andet ligge i at 

få deres bygningsmæssige ansvar parret med deres formidlingsansvar, 

og dette gøres i hvert fald ikke ved brutalt 

at ødelægge et af dansk arkitekturs mesterværker. 

Måske kunne en analyse af den eksisterende bygningsmasse 

og museets reelle behov være på sin plads. 

Bygningshistorie SAVE-registrering 

Restaurering Kulturarvsatlas 

Ombygning Nybyggeri 

 

 

 

 

Kragevigvej 17 - 4720 Præstø - tlf 55 99 55 36 - E-mail: mail@arkitektbering.dk -www.arkitektbering.dk 


Det gamle bryggeri opført straks efter branden 1867 rummer idag Carlsbergs besøgscenter og microbryggeriet “Jacobsen” 

Nu skal verden kende mere til 

industriens bygningskulturarv 

Af Erik Heimann Olsen 

De fredede og bevaringsværdige bygninger på Carls- 

bergs bryggerier i Valby bliver de første af i alt 25 

gamle industrianlæg fra perioden 1840-1970, som 

Kulturarvsstyrelsen ønsker bevaret for eftertiden. 

Bryggerivirksomheden flytter om to år til Fredericia (artikel 

i nr. 71 side 17-18). Husbryggeriet Jacobsen, der er en 

del af Carlsbergs besøgscenter, bliver derefter alene om 

at brygge øl i Valby. Men også koncernledelsen, laboratoriet 

og de prægtige bryggerheste bliver på stedet. 

25 industrikulturminder kortlægges 

Styrelsen har valgt Carlsberg som den første virksomhed 

i sit projekt om industrisamfundets kulturarv ud 

fra bryggeriets særlige betydning i dansk erhvervs- og 

kulturliv. I de kommende år vil den udpege 24 andre 

industrianlæg som særligt bevaringsværdige og pege 

på yderligere 230 industrivirksomheder af regional betydning. 

Ind i projektet går også en undersøgelse af 

danske industrihavne 1840-1970. 


Foto: Carlsberg 

Kulturarvsstyrelsen har været i gang i flere år med projektet. 

Siden 2003 har man bl. a udpeget bevaringsværdige 

industriminder, registreret museernes samlinger 

om emnet, gennemgået havne, holdt seminarer og 

udsendt publikationen ”Genanvendte industrianlæg”. 

Som baggrund for denne sin første store satsning anfører 

Kulturarvstyrelsen behovet for at indkredse de 

rester af industrien, som ønskes bevaret, for at eftertiden 

kan opleve historien om det danske industrisamfund. 

I dag jævnes store industrianlæg med jorden, 

og havne forvandles til boligkvarterer. Vi er nødt til at 

tænke os om, hvis Danmarks historie som industrination 

i 150 år ikke helt skal forsvinde, påpeges det. 

Projektet går på tværs af den almindelige opdeling af 

kulturarven. Både museer, forskning, dokumentation 

og fredning af bygninger og kulturmiljøer er med, anfører 

Styrelsen på sin hjemmeside (se adr. nedenfor), 

der løbende vil orientere om projektets udvikling. 

23

”Industrikulturens år 2007” 

Det danske industrisamfund er under hastig afvikling. 

Mere og mere af de danske industrivirksomheders 

produktion bliver ”out-sourcet”, flyttet til mere konkurrencedygtige 

produktionsvilkår ude i verden, og 

industriens forladte bygninger herhjemme anvendes 

til helt andre formål eller jævnes med jorden. 

For at fastholde og fortælle historien om den hjemlige 

industri er det kommende år, 2007, udpeget til 

at være ”Industrikulturens år”. Med sekretariat i Nationalmuseet 

vil en lang række museer, virksomheder, 

organisationer, institutioner mv. landet over gennem 

fælles formidlingsindsats og markedsføring fortælle 

om og vise industriens fortid og nutid i Danmark. Derudover 

vil den enkelte deltager i projektet gøre opmærksom 

på sin medvirken i det. 

En særlig hjemmeside (se nedenfor) med en aktivitetskalender 

orienterer løbende om de planlagte arrangementer. 

Der er etableret samarbejde med og mellem 

museerne landet over, med industriens organisationer 

og med DR 2 om et fjernsyns- og filmprojekt. Et landsdækkende 

katalog og en vandreudstilling til brug for 

museer og andre kulturinstitutioner vil bidrage til at 

bringe budskabet om ”året” ud i landet og give overblik 

over det, og der bliver publikationer om de vigtigste 

industriminder og om industrisamfundets havne. 

Projektet skal bidrage til at skabe øget kendskab til 

industrisamfundets historie i Danmark og den industrielle 

kulturarvs betydning. Belært af erfaringer fra 

europæiske byer, hvor ”industrikultur-turismen” er 

blevet populær, ser arrangørerne også et turistmæssigt 

perspektiv i projektet. 

Hjemmesider: 

Kulturarvstyrelsen: 

www.kuas.dk/Temaer/Iindustrikulturarven 

Industrikulturens år: 

www.ik07.dk 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

24 by & land nr. 73 · december 2006 

2000 

1900 

1800

Messe for Bygningskultur 

Leipzig er et besøg værd – også uden for den hver 

anden årlige bevaringsmesse i oktober måned. Men 

sæt alligevel kryds i kalenderen for 29. oktober til 1. 

november 2008, hvor den næste Denkmalmesse er 

programsat. 

Med inspiration fra Bygningskultur Danmarks nyhedsbrev 

og med en stak By & Land i bagagen havde 

jeg besluttet at bruge et par dage eller fire sidst i 

oktober måned på en tur til det tidligere Østtyskland, 

og det blev en tur, hvor DSB’s rolle på ondt og meget 

godt blev større end planlagt, men hvor det at 

komme for sent til toget blot blev indledningen til en 

god oplevelse. 

Det viste sig at være en god investering at bruge lidt 

tid på messens hjemmeside, for meget kan klares før 

afrejse – bestilling af (billigere) entrebilletter, af katalog 

(kan varmt anbefales for bedre at planlægge 

turen efter foredrag, symposier og debatter) samt 

booking af værelser (men prøv alligevel selv at goog- 


Af Tove Jensen, cand.phil. 

le på nettet i et varieret udbud af bed & breakfast, 

gaststätten, hoteller m.fl.). 

Ankomsten til Leipzig bliver ganske domineret af 

hovedbanegården fra andet årti i det 20. årh. Den 

beskrives i The Rough Guide to Germany som den 

største dead-end passager station i verden. Og netop 

derfor så bekvemt nær centrum. Lige udenfor kører 

man i sporvogn 16 direkte ud til Messegelände (dagens 

entrebillet gælder også som billet til sporveje 

og busser mellem Innenstadt og messeområdet, meget 

betænksom detalje). På den lille halve time får 

man de første indtryk af byen uden for Innenstadt 

med store ejendomme i kvarterer med vekslende udtryk, 

de fleste istandsatte og med forskellige tiders 

fingeraftryk; nogle med en noget pompøs udsmykning, 

der måske står som minder om tiden op til Die 

Wende i 1989. 

Messeområdet er stort, velorganiseret og har mange 

spændende vinkler som den store Messesee, hvor 

25

us 

å 

sen 

et 

n 

så 

og 

n- 

- 

hen 

s 

m 

har 

e 

i 

- 

eko- 

rne 

re 

ANMELDELSER 

stien gennem vandet lader folk gå i vand til navlen pladser og bedret økonomi for alle, også for staten! 

(måske for at mildne forbudet mod badning?). De 

terialet ret terialet nye primært bygninger primært er leveret er med leveret fem af enten af haller enten er i skabe stål skabe og arkitektur glas arkitektur og i kunst. i kunst. Denne På På den ene dendebat 

krusninger blandt krusninger mange i Frederiksholms i Frederiksholms var særligt spænKaKa- Henning indvendigt Henning Larsens beton, Tegnestue og med eller et eller kamera måde i måde hånden slår slår du kan du to fluer to fluer med dende, med ét ét fordi deltagerne nal.nal. kom fra kommune, ejen- 

Anne man Anne Prytz hurtigt Prytz Schaldemose. 

bruge Schaldemose. billeder. smæk.” 

domsmæglere, bygherrer, Beskrivelserne bevaringsforening virker virker meget meget og 

Pauline Pauline Ringsted. Den Den kunstneriske inspirations- håndværkerforening, inspirations- overbevisende og fordi man og og Libeskind her Libeskind fik fornemafsløafslø- På vejen derud havde den lukkede, noget 

kildekilde forfaldne, 

til Libeskinds til Libeskinds arkitekturformelse 

af, hvordan rerrer arbejdet en en væsentlig 

med de politisk 

bevaringsværdige tæft tæft og og 

Når Når bygninger synger ståelseståelse fornægter sig sig ikke. ikke. Det Det er er strategisk fornemmelse for, for, hvad hvad 

men imponerende badeanstalt fra, gætter jeg, mid- bygninger - i hvert fald i Leipzigs kommune - foregik, 

Daniel Daniel Libeskind: Mit Mit liv og liv min og min arkiarki- i det i det direkte direkte møde møde mellem menmen- der der kan kan lade lade sig sig gøre, gøre, hvor hvor man man 

tektur.tentektur. 

Oversat 

af Oversat 20. 

af 

årh., 

Nina af Nina bekymret 

Skyum-Nielsen. mig en del, neskets indtil neskets sanser jeg sanser på og og arkitekturen og endelig og og fordi 

skal 

det skal holde 

blev holde klart, 

fast fast og 

at de og hvor 

respektive hvor man man må må fag 

Gyldendal et Gyldendal af messens 2005. 2005. 392 mange 392 s. ill. s. Pris: ill. debatmøder Pris: 375, 375, - kr. - kr. forstod, ikke ikke de de overordnede at overordnede den rationelle gerne rationelle vil arbejde slække sammen. slække på på principperne Men principperne jeg savnede for for at histo- nå at nå 

ventede på at blive restaureret og genåbnet overvejelser, som et der der for for Libeskind rikeren, Libeskind arkitekten er er sine sine og mål. kunsthistorikeren mål. 

i debatten, 

Den særligt Den kendte kendte værdigt arkitekt medlem Daniel Daniel af byens cirka afgørende 15.000 afgørende beva- for, for, om om der der er ligesom tale er tale omdet 

omikke 

blev Bogen Bogen helt er tydeligt, let er let tilgængelig ud tilgængelig fra hvilke i sin i prin- sin 

Libeskind ringsværdige Libeskind har har i bygninger. sit i sit virke virke gjort Og gjort mere sig sigimponerende 

god god arkitektur. blev For For Libeskind cipper man er errestaurerede. 

luftige luftige form form og og tilført tilført en en vis vis porpor- berømt det, berømt da med jeg med to forstod, store to store projekter. at projekter. der her i 2006 god god af arkitektur, dem arkitektur, kun når når mennesker tiontion humor, der der til tider til tider er biden- er biden- 

Det Det er det er det Jødiske Museum i Ber- i Ber- oplever at bygninger at bygninger synger! dede og og krydret med med underfundige 

manglede omtrent 3.000 at blive istandsat. 

På messen er udstillere fra mange lande, også fra 

linlin og og genopbygningen af områ- af områ- En En anden anden inspirationskilde som som anekdoter. Den Den er karakteristisk 

er karakteristisk 

Danmark, og enkelte uden for Europa. Udbuddet 

detdet hvor hvor det det nu nu ødelagte World World har har præget præget Libeskind som som arkiarki- ved, ved, at Libeskind at Libeskind ikke ikke går går af af 

Trade Der Trade har Center været i New travlt i New York siden York lå, 1989, lå, i i og tekt måske tekt er hans er endnu hans jødiske baggrund, af baggrund, arbejdende værksteder vejen vejen for for at og udtrykke at udstillinger udtrykke sine sine er person- varieret person- 

dag mere dag kendt kendt siden som som der Ground blev Ground indført Zero. Zero. Det skattelettelser Det Han Han er for umådelig er både umådelig bevist bevist over om om stuk, jøderjøder- tømmer, ligelige tegl, holdninger vinduestyper, til dette til dette tekstiler, og og hint, hint, ta- 

er også ejere er også de og de to brugere projekter to projekter af beskyttede som som hans hans bygninger. nesnes skæbne, I Leipziger skæbne, ikke ikke bare bare under peter, under bindingsværk Det Det hvilket hvilket m.m. kan til kan virke forenings-, virke befriende. kommunalt 

selvbiografi Volkszeitung selvbiografi ”Mit dagen ”Mit liv liv og før og min åbningen min arkiarkiaf Tredje messen Tredje Rige, udtalte Rige, men men også også eller i Sovjet i Sovjet statsligt og ogarbejde 

med bevaring. Der Nils er Nils megen Groth Groth 

tektur” Thüringens tektur” fra fra 2005 2005 kulturminister kredser om, om, (Jens og og Goebel), i det i der det kommunistiske også kommunistiske er Polen, inspiration Polen, hvor hvor at få med hjem – afhængig af interesse 

fremstilles 

kun 

fremstilles 

bygningens 

som som centrale 

ydre. 

centrale fikspunk- han han oprindeligt kommer fra. fra. 

præsident for den tyske nationalkomite for fortids- og målsætning, Fortsatt og 

Fortsatt 

hvor fra de 

fra side mange 

side 25 25 

debatter, indlæg 

terter i 

For 

hans i hans 

at 

faglige 

blive 

faglige 

fredet 

virke. virke. 

skal en byg- 

Samtidig er han er han sig sig bevidst om, om, 

ningminder, at for hver skatteeuro eftergivet bliver der m.v. giver et videre perspektiv - også når man er 

Når Når man 

have 

man læser 

særlige 

læser Libeskinds 

arkitektoniske 

Libeskinds selvselv- at han at han ikke ikke bare bare er jøde, er jøde, men men også også nu nu samlet samlet i en i en fælles fælles kartonnage 

biografi 

eller brugt biografi 

kulturhistoriske 

er 15 man er i følgeinvesteringer, man ikke ikke i tvivl 

kvaliteter 

i tvivl om, om, og at at det borger giver borger arbejds- i et i større et større samfund. kommet hjem igen. og og udsendes i år i til år alle til alle kommu- 

han 

af 

han 

national 

er et er meget et meget 

betydning. 

kunsterisk 

En 

menfredmen- 

Det Det udtrykkes klart klart i f.eks. i f.eks. Det Det nerner som som inspiration til udarbej- til udarbejneske,ningneske, 

gælder 

så meget så meget 

både 

at det at 

for 

det umiddel- 

bygningens 

umiddel- jødiske Museum i Berlin, i Berlin, der der med med delsedelse af lokalplaner af lokalplaner for for særlige, 

bart 

ydre 

bart var 


var en 

indre. 

en musisk 

Alle 

løbebane 

bygninger 

løbebane der der sin sin særprægede udformning udud- spredt spredt beliggende bygninger og og 

lå 

opført 

foran lå foran ham. 

før 

ham. 

år 

Men 

1536 

Men han 

er 

han 

automatisk 

var var også også gørgør et voldsomt et voldsomt sanseindtryk med med kulturmiljøer i det i det åbne åbne land. land. 

en 

fredede, 

en ferm ferm tegner 

mens 

tegner og 

yngre 

og det det stod 

bygninger 

stod efterefter- forvredne og og skæve skæve vinkler som som Desuden er materialet er materialet tænkt tænkt som som 

hånden 

generelt 

hånden klart 

kan 

klart at 

fredes, 

fremtidsmulighe- 

at fremtidsmulighe- 

når de er 

på på de de besøgende skal skal minde minde dem dem et eksempel et eksempel på på en en målrettet 

derne 

over 

derne lå 

50 

her. lå 

år 

her. 

gamle. 

Dog Dog var 

Yngre 

var det det hans 

bygnin- 

hans om om al grusomheden al grusomheden i Holocaust i Holocaust information om om vedligeholdelse 

mor 

ger, 

mor der 

der 

der skubbede 

indeholder 

skubbede ham ham 

særlige 

den den sidste 

vær- 

sidste og og ikke ikke mindst mindst det det meningsløse i i af en af en særlig særlig regional byggeskik. 

vej 

dier, 

vej over over 

kan 

i arkitekturen 

fredes 

i arkitekturen 

i særlige 

med med ordetilfælorde- 

nazismens terror terror gennem bl.a. bl.a. de de Det Det er et er storartet et storartet og og idealiidealinede.ne ”Du ”Du kan kan altid altid skabe skabe kunst kunst i i ”tomrum” Libeskind har har indlagt indlagt i i stiskstisk initiativ de de to kommuner to kommuner 

arkitekturen, 

Til kategorien 

men men du 

af 

du kan 

fredede 

kan ikke ikke 

byg- 

bygningen. 

her her har har taget. taget. Det Det fortjener at at 

ninger hører bl.a. slotte, herre- 

På På den den måde måde er bygningen er bygningen bleble- rigtig rigtig mange mange kommuner følger følger 

gårde, bondegårde, borgerhuse, 

vetvet ”besjælet”, og og kan kan gennem det det op. op. A.T. A.T. 

købmandsgårde, pakhuse, villa- 

påvirkning af sanserne af sanserne fortælle 

er, rådhuse, skoler, arrester, jern- 

alle alle om om grusomhederne i forbinbanestationer 

og industrianlæg, 

STUCCO 

grusomhederne 

LUSTRO 

i forbindelsedelse 

med med Holocaust. 

telefonkiosker og lysthuse. 

FÅ FÅ RÅDGIVNING 

Selvbiografien MARMORINO 

tager tager os ikke os ikke 

Kulturarvsstyrelsen har ansva- 

OM OM DIT DIT HUS 

kun kun ind ind i en MARMORPUDS 

i en arkitekts kunstneriret 

for de fredede bygninger. 

skeske univers, men også med ind på 

Kilde: Kulturarv – en værdi- 

MATERIALER men også med ind på 

Center Center for for Bygningsbevaring 

de de bonede gulve gulve i de i de politiske 

fuld ressource for kommunernes 

VÆRKTØJ 

RAADVAD 40 40 

haller, haller, der der hvor hvor det det også også afgøres 

udvikling. Analyse af dansker- 

hvilken arkitektur UDFØRELSE der der skabes. 

2800 2800 Lyngby Lyngby 

nes holdninger til kulturarv 

Biografien fortæller KURSER fortæller indgående 

udført af Kulturarvsstyrelsen og 

www.bygningsbevaring.dk 

hvordan han, han, ofte ofte med med succes, har har 

Fonden Realdania, september 

kæmpet for for sine AMPIO sine visioner. Til Til tider tider 

2005. 

Raadvad 40 · 2800 Kongens Lyngby 

i hårde i hårde faglige faglige og og politiske kamkam- Tlf. 45 50 55 45 · Fax 45 80 01 84 

pe,pe, der får spillet om Operahuset i 

Yderligere information 

ampio@ampio.dk der får spillet · www.ampio.dk om Operahuset i 

København til at til fremstå at fremstå som som små små 

Thomas Martinsen, direktør for 

Bygningskultur Danmark. 

30Tlf. 

26 30 33 47 66 05, 


mobil 22 46 71 70, 

email: tm@bygningskultur.dk

Renæssancens byer 

Birgitte Kjær: Renæssancens byer. Braun og Hogenbergs 

gengivelser af danske byer fra 1500- og 

1600tallet. Den Gamle Bys skriftrække bind X, 2006. 

80 sider. Pris:75,- kr. 

Siden 1999 har Købstadmuseet Den Gamle By opbygopbygget en samling af gamle danske byprospekter. Vi støder 

ofte på disse gamle kobberstik i byhistorisk litteratur, 

Resen og Pontoppidan er de oftest forekommende 

navne. Men de ældste er den serie, der blev udgivet 

i Köln i årene 1572-1618 af præsten Georg Braun og 

kobberstikkeren Franz Hogenberg under titlen Civitates 

orbis terrarum (Verdens Byer). Udgiverens forbindelsesled 

i Danmark var den danske konges statholder i 

hertugdømmerne Henrik Rantzau, som forsynede ham 

med tegninger og beskrivelser af de ønskede danske 

byer. Det antages dog også at Hogenberg selv har været 

i Danmark for at tegne byerne af på stedet. 

Der er stor forskel på gengivelsen af byerne. Nogle er 

gengivet i en art fugleperspektiv, nærmest som kort 

med indtegnede bygninger, mens andre er gengivet 

som om man så dem ude fra det omgivende land, og 

derfor uden så mange detaljer. 14 danske byer blev det 

til, heraf en del som er beliggende uden for det nuværende 

Danmarks grænser. De gengivne byer fra det nuværende 

Danmark er København, Helsingør, Odense, 

Kolding, Haderslev, Ribe, Tønder, og de er enestående 

kilder til byernes historie. F. eks kender vi kun til vikingeborgen 

Nonnebakken ved Odense og slottet Hansborg 

ved Haderslev fra Braun og Hogensbergs stik. 

Museumsinspektør Birgitte Kjær fortæller med stor 

viden om hvad man ser på kortene og har desuden 

skrevet en indledning om de vigtigste udgivelser af 

Anmeldelser 

danske byprospekter samt en række små afsnit om 

menneskers vilkår og omgivelser, som de kan læses 

ud af prospekterne: klædedragt, forbrydelse og straf, 

torvene, byrum, arbejde, transport og haver. 

Bogen er blevet til som katalog til en udstilling som er 

museets bidrag til markeringen af renæssanceåret 2006. 

A.T. 

____________________________________ 

Sommerhuslandskab 

Hans Helge Madsen: Sommerhuslandskab omkring 

Liseleje, Melby, Asserbo. Arkitektens Forlag 2006. 144 

sider. Pris: 278,00 kr. 

Hans Helge Madsen er kendt som forfatter til fl ere bøger 

om bygningshistoriske emner, bl.a. bindet om Østerbro 

i serien København før og nu – og aldrig. Men han har 

også sommerhus i Liseleje, og det har inspireret ham til 

den foreliggende bog, som foruden Liseleje omhandler 

de nærliggende lokaliteter Melby, Asserbo m.fl . 

Det er historien om en ødelæggende sandfl ugt, om 

gamle bondelandsbyer der blev udskiftet, om et fi skerleje 

der opstod sidst i 1700-tallet, om en nu nedlagt 

militærforlægning, om sommergæster og pensionater, 

om naturfredninger gennemført af idealister og – ikke 

mindst – om et sommervilla- og sommerhusbyggeri 

med tilhørende servicefunktioner der efterhånden har 

overtaget området fuldstændig, i den grad at de gamle 

erhverv, landbrug og fi skeri nærmest er forsvundet. 

Landskendt blev området da en stor sommervilla, Hyllingebjerg, 

ejet af Skov- og Naturstyrelsen, blev nedrevet 

i 1999, og lokale folk lænkede sig til nedrivningsmaskinen 

i et forgæves forsøg på at på at standse 

forehavendet. 

Gode arkitekter har sat deres præg på sommerhusbyggeriet: 

Ulrik Plesner, Niels Hatting-Jørgensen, Hans Carl 

Andersen og Christian Olrik. 

Hele udviklingen er sket siden ca. 1900, og mange fastboende 

kan stadig fortælle om hvordan det gik til. Dem 

by & land nr. 73 · december 2006 27

Anmeldelser 

har Hans Helge Madsen interviewet, og en stor del af 

bogen består af referater af disse samtaler. På den 

måde får man mange lyslevende øjebliksbilleder. For 

eksempel fi skerkonen der en dag sagde til sin mand: 

”Carl, jeg har serveret mad for nogle københavnere i 

dag, og de var glade for det … skal vi ikke åbne et 

pensionat?” Hvilket skete. 

Men forfatteren har også gennempløjet alt hvad der 

er skrevet om området, alle lokalplaner, avisskriverier 

og erindringer i lokalarkivet. Hver en sten er vendt, og 

efter denne bog er der næppe meget mere at fi nde 

om dette smukke og populære sommerland. 

Bogen er rigt illustreret med fi ne fotos af Ole Akhøj, 

gamle fotos samt en del ældre kort. Et enkelt nyt kort 

med angivelse af alle de omtalte lokaliteter ville have 

været en gevinst. 

A.T. 

_____________________________________________ 

Magt og dragt 

Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: Magt og dragt. 

Dansk teglstensarkitektur. Rigt illustreret med fotografi 

er af Janne Klerk. Gyldendal 2006. 384 sider. 

Pris: 349 kr. 

Denne fl otte og 

velskrevne bog er 

blevet til på opfordring 

af teglværksejer 

Christian 

A.Petersen, Nybølnor, 

der også har 

støttet udgivelsen 

og desuden skrevet 

et lille afslutningskapitel om brændingen af tegl i det 

sønderjyske teglværk der har været i hans families eje 

siden 1791. 

Bogens ikke helt let gennemskuelige titel refererer til 

dens hovedtema: at de forskellige styreformer markerer 

sig ved en forskellig behandling af murstenen. Den 

introduceres i Danmark med Valdemar den Store, om 

hvem det hedder at ”det nye og ubrugte materiale 

skulle i de nærmeste år blive synonymt med kongelig 

dragt og et bevis på hans magt”. Og mens han byggede 

kirken i Ringsted og Dannevirkes Valdemarsmur, 

opførte hans forbundsfæller af Hvideslægten: Roskilde 

Domkirke, Sorø klosterkirke, Kalundborg Kirke 

og Bjernede Rundkirke, fantastiske og unikke værker. 

Glæden ved mursten varede middelalderen ud og renæssancen 

med, men enevælden foretrak at dække 

de murede fl ader med puds eller med sandsten. Knap 

var enevælden imidlertid blevet afskaffet, ”før det 

unge demokrati med afl edte institutioner som højskolen 

og andelsbevægelsen igen klædte sig i tegl” 

med Københavns Rådhus og Grundtvigskirken som 

højdepunkter. 

Det er klart og rigtigt set af Nørregaard-Nielsen, og 

han gennemspiller sit tema bogen igennem med talrige 

variationer. Bogen er en forelsket og poetisk hyldest 

til teglet i dets mange forekomster i klostre og 

kirker, slotte og herregårde, byhuse og landhuse, og 

hans associationer fører ham ud i talrige citater, bl.a. 

af forfattere som også står anmelderens hjerte nær: 

Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, der om nogen 

har skrevet indfølt om ”huset”. 

Bogen er overdådigt illustreret af Janne Klerk med fotografi 

er der nøje slutter sig til teksten – eller er det omvendt?, 

og resultatet er blevet et prægtigt værk, som 

kan anbefales alle med kærlighed til det materiale som 

er selve grundlaget for al arkitektur: teglstenen. 

A.T. 

_____________________________________________ 

Ærøskøbing 

Anne & Jørn Ørum-Nielsen: Ærøskøbing – idyl og lærestykke. 

Forlaget Skitten (www.skitten.dk) 2006. 36 

sider. Pris: 132,- kr. 

Forfatterne er et arkitektægtepar der siden 1990 har 

boet på Ærø og i 2004 byggede eget hus i Ærøskøbings 

gamle bydel, det første moderne hus i 30 år. 

Det åbenbart ikke ganske harmoniske samarbejde 

med byens forvaltning i den anledning blev en inspirationskilde 

til bogen. 

28 


us 

så 

gsen 

l et 

en 

gsså 

r og 

anm 

- 

hean 

ks 

om 

har 

ye 

å i 

n- 

eøko- 

- 

erne 

ere 

g 

. 

r 

er 

dige 

0 


For 

gs- 

en 

kun bygningens ydre. 

For at blive fredet skal en bygning 

have særlige arkitektoniske 

eller kulturhistoriske kvaliteter 

af national betydning. En fredning 

gælder både for bygningens 

Anmeldelser 

Det meste af bogen handler om ”idyl”. Det er en ka- landets andre gamle købstæder. Man kan også få sine 

rakteristik ydre og indre. af den enestående Alle bygninger velbevarede lille havneby, bange anelser, når det i bogens sidste afsnit hedder: 

der opført i 2002 før fi år k tildelt 1536 Europa er automatisk Nostra prisen. En række ”Udfordringen er blandt andet at håndtere den mere 

små fredede, rigt illustrerede mens yngre kapitler bygninger tager kvaliteterne under end 10% forøgelse af byens husstande, som alene en 

kærlig generelt behandling kan fredes, under når overskrifter de er som: Styring og udfyldning af hullerne i husrækkerne vil betyde”. 

frihed, over 50 Tidløs år gamle. boligkvalitet, Yngre Havebyen, bygnin- Håndværk og 

Udenomsværker. ger, der indeholder Det overordnede særlige vær- synspunkt i denne Anmelderen kan ikke undlade at bemærke at der her 

del dier, af kan bogen fredes er at i byen særlige og dens tilfæl- huse til stadighed som så mange andre steder gives en helt urigtig forde. 

har udviklet sig inden for nogle løse rammer og at klaring på forholdet mellem A- og B fredninger. Men 

Til kategorien af fredede byg- 

byvandreren derfor hele tiden får uventede oplevelser, 

disse indvendinger skal 

ninger hører bl.a. slotte, herre- 

hvilket er en af byens kvaliteter. 

ikke overskygge det 

gårde, bondegårde, borgerhuse, 

faktum at Anne og Jørn 

købmandsgårde, pakhuse, villa- 

”Lærestykket” er, rådhuse, skoler, er det arrester, bogens sidste jern- sider handler 

Ørum-Nielsen har skre- 

om: banestationer at ærefrygten og for industrianlæg, 

byens enestående kvaliteter STUCCO LUSTRO 

vet en sympatisk og 

medfører telefonkiosker ”den risiko, og lysthuse. at man ved vedligeholdelse og MARMORINO 

tankevækkende bog, 

fornyelse Kulturarvsstyrelsen fastholder byen i har dens ansva- fortid, gør den til et 

som kan give stof til 

MARMORPUDS 

museum ret for de …” fredede Forfatterne bygninger. fi nder denne risiko udmøn- 

mange diskussioner 

Kilde: Kulturarv – en værdi- 

MATERIALER 

tet i den bevarende lokalplan som i 2005 afl øste den 

om hvordan bybeva- 

gamle fuld ressource bevaringsplan for fra kommunernes 

1971. Særlig er målsætnin- VÆRKTØJ 

ring skal håndteres. 

gen udvikling. ”at få uheldige Analyse bygningsændringer af dansker- fra nyere tid UDFØRELSE 

erstattet nes holdninger af ændringer, til kulturarv der fastholder det oprindelige KURSER 

A.T. 

udført af Kulturarvsstyrelsen og 

udseende” faldet dem for brystet. De argumenterer ____________________________________ 

Fonden Realdania, september 

med nogen ret for at ordet ”oprindelig” ikke giver AMPIO 

2005. 

Raadvad 40 · 2800 Kongens Lyngby 

mening i forbindelse med byer der er groet frem gen- Mere Ærøskøbing 

Tlf. 45 50 55 45 · Fax 45 80 01 84 

nem århundreder, og de henviser til at selv mislykkede Karsten Hermansen: Vester- 

Yderligere information 

ampio@ampio.dk · www.ampio.dk 

eller Thomas grimme Martinsen, huse og detaljer direktør forsvinder for i helheden. gade 44 – et hus og dets 

Bygningskultur Danmark. 

beboere. Udgivet af Ærø 

Det Tlf. sidste 33 47 er 66 rigtigt, 05, i hvert fald hvor de uheldige ele- Museum 2006. 20 sider. 

menter mobil udgør 22 46 en 71 procentdel 70, af den i øvrigt fi ne og velbevarede 

email: tm@bygningskultur.dk 

helhed. Men hvad når de uheldige elemen- 

Pris: 50,- kr. 

ter www.bygningskultur.dk 

gradvis har taget over, når de velbevarede huse Den lille, letlæselige bog 

kommer i undertal? Så har vi den situation vi fi nder i ”Vestegade 44 – et hus 

og dens beboere” af 

Karsten Hermansen er 

den første i rækken af en 

serie – ”Huse i Ærøskøbing”. Serien vil, som navnet 

antyder, tage udgangspunkt i de enkelte huse i Ærøskøbing. 

For de ikke stedkendte skal det nævnes, at Vestergade 

44 er den ene halvdel af den mest markante 

bygning i Ærøskøbing – et stort gulkalket dobbelthus. 

Mange gode historier er blevet fortalt på gaden foran 

SE LANDSFORENINGENS 

dette prangende hus, og dykker man ned i Herman- 

HJEMMESIDE sens velskrevne bog, opdager man, at virkeligheden 

WWW.BYOGLAND.DK 

på mange områder overgår fantasien. Tvillingehuset 

blev bygget i fællesskab af to velhavende skippere, 

by & land nr. 73 · december 2006 29

Anmeldelser 

Lauritz Nielsen Kock og Albert Isaksen Riise, hvis initialer stadig kan 

ses på murankrene. Det tog to år at bygge huset (1784-1786), og da 

det stod færdigt, kunne det fuldt ud måle sig med borgerskabets huse 

i København. 

Efter en kort introduktion forlader vi familien Riise i nummer 46, hvis 

halvdel senere blev indrettet til byens apotek, og dykker ned i familien 

Kocks bolig i nummer 44. Et hus’ 222 års historie rummer mange 

menneskeskæbner, og vi følger et større persongalleri gennem godt 

og ondt. Vi hører om forskellige embedsmænd (hvem havde ellers råd 

til så stor en bolig?) med mere eller mindre reelle hensigter. Bedrageri, 

skilsmisse, fængsel, fallit og emigration er gode stikord til, hvad der 

venter læseren af ”Vestergade 44”. Lidt ro over huset kom der først i 

1852, da lægen Jens Christian Colding fl yttede ind. Herefter skiftede 

huset ganske vist ofte ejere – men det blev i familien. Heriblandt den 

iltre B. N. E. Steenstrup som nåede at være medlem af Rigsdagen i 23 

år. Uden at røbe for meget blev de kommende generationer Steenstrup 

dog ikke tilsmilet af det store held, og i 1943 var det slut for 

familien. I stedet rykkede billedhuggeren og bybevaringsentusiasten 

Gunnar Hammerich ind og med ham også en masse kunstneres selskabelighed. 

Desværre var 1980’ernes moderne indretning hård for husets sjæl, 

men heldigvis kunne de berørte rum genskabes med tildeling af EUmidler 

til det nuværende pensionat, som kom til i 1997. Dermed slutter 

fortællingen om et hus, der ligesom byen undergik en forandring fra 

søfartssamfund til det mere turistprægede. I mellemtiden har man fået 

serveret gode historier fra nær og fjern, som det hører sig til i et rigtigt 

skipperhus. 

Mikkel Kühl 

___________________________________________________________ 

Giv landsforeningen en julegave... 

Det er tanken... og antallet af gaver der tæller... 

En julegave på 50,00 kr. er meget velkommen. 

Kan indbetales på vores giro 50 95 700 påført 

givers navn og adresse. Mange tak! 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

30 


Vil du have indflydelse på arbejdet for bevaring af 

arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger 

og landskaber, så meld dig ind i Landsforeningen 

for Bygnings- og Landskabskultur eller en af 

dens 110 lokalforeninger. 

Jo flere vi er, jo stærkere står vi! 

Sendes til by & land 



Indbetaling f.eks. på 

Girokonto 5095700 


Adresseliste 

Landsforeningens bestyrelse efter generalforsamlingen 2006 

Formand: 

Per Godtfredsen 

Udvalgsformænd: 

Bent Falk Jensen 

Mobil 25 31 24 85 

Tlf. 59 51 62 51 

per@arkinet.dk 

Planudvalget: 

bf@c.dk 

Næstformand: 

Søren Vadstrup 

Erica Mangaard Heyckendorff 

Tlf. 55 99 55 36 

emh@arkitektbering.dk 

Susanne Koch 

Tlf. 22 11 42 28 

susanne.koch@privat.dk 

Tlf. 45 96 99 90 

Liselotte Mygh 

Fredningsudvalget: 

sva@bygningsbevaring.dk 

Tlf. 54 85 69 31 

Per Godtfredsen 

lm@falsters-minder-museum.dk Tlf. 25 31 24 85 

Kasserer: 

per@arkinet.dk 

Torben Lindegaard 

Suppleant: 

Tlf. 66 11 69 18 

Martin Jonø 

Have- og Landskabsudvalget: 

torben_lindegaard@e-privat.dk Tlf. 26 81 79 57 

Kirsten Lund-Andersen 

mj@eeh.dk 

Tlf. 57 82 13 33 

Bestyrelsesmedlemmer: 

mail@landskab-raadvad.dk 

Ejvind Bitsch 

Bisidder: 

Tlf. 59 56 04 08 

Karin Bech 

ebitsch@post.tele.dk 

karinbech@webspeed.dk 

Bliv medlem! Landsforeningen for Bygnings- 


Undertegnede ønsker optagelse som medlem af: 

❑ En lokalafdeling under Landsforeningen 

❑ Landsforeningen 

(kontingent pr. år inkl. blad 210 kr.) 

Navn ______________________________________ 

Stilling ____________________________________ 

Telefon ____________________________________ 

Adresse ___________________________________ 

Postnr. __________ By _______________________ 

E-mail _____________________________________ 

Underskrift _________________________________ 

31

ID nr. 12941 

by & land 



Denne bagside kan blive din... 

Annoncér i by & land! 

De viste eksempler er i halv størrelse. Ved 

annoncering i 2 numre gives 10% rabat, i 4 

numre 20%. 

Kontakt foreningens sekretariat for yderligere 

oplysninger, telefon 70 22 12 99 eller 

mail@byogland.dk for at tegne annoncer i 

by & land. 

Hel side (til kant), 

by & land 

173 x 245 mm 

Pris kr. 10.000,- excl. moms 

Hel side, by & land 

147 x 200 mm 


1/2 side, by & land 

68 x 200 mm 


Bagsideannonce, by & land 

173 x 190 mm (til kant) 


1/4 side, by & land 

68 x 100 mm

Kommunal- reformen - Landsforeningen for bygnings- og ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?