Ege_jub 2 - Gladsaxe Skole

EGEGÅRD ÅRS
SKOLE FØDSELSDAG
1957-2007
1

Forord
Mandag den 12. august 1957 blev Egegård Skoles
første inspektør Sylvia Høeberg indsat i embedet.
Og som der står i den tilknyttede gæstebog ”Skolens
første afsnit tages i besiddelse af 274 elever, 4 lærere,
3 lærerinder og skoleinspektøren.” Det er således nu
50 år siden Egegård Skole blev taget i brug.
50’erne var tiden med stor udflytning fra København,
og mange fandt vej til Gladsaxe Kommune. Der var
lys og rum, hvilket i særlig grad var tiltrækkende for
børnefamilierne. Denne udflytning gav naturligvis så
et behov for flere skoler. I 1955 blev der derfor udskrevet
en arkitektkonkurrence om en skole ved
Klausdalsbrovej. Konkurrencen blev vundet af arkitekterne
Gert Edstrand og Eva og Nils Koppel.
Og i nutidens lys må man sige, at arkitekterne har
været fremsynede. De har fået skabt en skole, der
også lever op til kravene i dagens undervisning med
bl.a. grupperum. I datidens beskrivelse af byggeriet
omtaler man det da også som ”eksperimentalt skolebyggeri.”
I beskrivelsen står der endvidere ”Man står vel endnu
noget usikker overfor den pædagogiske anvendelse
og værdi af grupperummene, og som følge heraf
også overfor dets udformning.” Samtidig omtaler
man allerede på daværende tidspunkt behovet for at
undervisnings-differentiere. Så nutidens brugere kan
glæde sig over fremsynet hos de gamle beslutningstagere.
Da skolen blev taget i brug i 1957, var den ikke færdigbygget.
Behovet for plads til elever gjorde, at man
flyttede ind etapevis. Det var således først 4 år senere,
mere præcist fredag den 3. marts 1961, at man
kunne indvie en færdigbygget Egegård Skole.
Af programmet for indvielsen fremgår det, at blandt
talerne var landets undervisningsminister Jørgen
Jørgensen samt borgmester Erhardt Jakobsen.
Desuden holdt naturligvis skolens inspektør Sylvia
Høeberg tale.
Skoleleder Mogens Haarh
Sylvia Høeberg var en markant skoleinspektør.
Egegård Skole blev tidligere ikke mindst på grund af
hende kendt som ”bukke/neje-skolen”. Man hilste
nemlig som elev pænt på Sylvia Høeberg, når man
mødte hende, og dette uanset om det skete på skolen
eller uden for skolen. Og denne hilsen var for
pigernes vedkommende ”at neje” og for drengenes
vedkommende ”at bukke”.
Elevtallet på Egegård Skole begyndte som nævnt ved
knap 300 elever. I de store årganges tid passerede
det 1000 elever, men så var det også nødvendigt at
undervise på formiddags- og eftermiddagshold. Og
som undervisningslokaler anvendte man såvel
scenen i aulaen som omklædningsrummene.
I dag har vi fået mere plads. Vi har godt nok afgivet
til SFO, men vi behøver ikke de førnævnte krumspring,
og med en tosporet skole med ca. 440 elever
har vi et passende elev- og klassetal i forhold til bygningerne.

En lysning i skoven
Historien om Gladsaxe er gammel. Så gammel at
ingen er helt sikker på, hvornår det hele startede,
hvordan det startede, eller hvoraf navnet kommer.
I modsætning til andre større byer har Gladsaxe
ingen nævneværdige spor fra hverken jernalder eller
vikingetid. Men så. Rester fra bopladser i Søborg er
fundet. Tæt ved Utterslevsmose dateret så langt tilbage
i tiden som 8.000 år før vores tidsalder – altså før
de nævnte tidsaldre.
Først omkring 1370 nævnes Gladsaxe ved navn –
helt konkret i Roskildebispernes jordebog. At bondebyen
har eksisteret længere end det, er dog faktum.
Gladsaxe Kirke har nemlig på det tidspunkt været
cirka 200 år gammel.
Og navnet. Helt sikker er stednavneforskerne ikke,
men den første stavelse ”glad” må betyde ”lys, klar,
skinnende”, mens den sidste stavelse er mere tvivlsom.
Man mener dog, at der er en sammenhæng til
det latinske ord ”secare”, at skære, og derfor kan
forstås som ”rydning”. Måske var det det, de første
beboere fandt. En lysning i skoven, hvor de kunne slå
sig ned.
En ting er sikkert. Så længe at Gladsaxe – og kommunens
andre landsbyer – bliver nævnt, så længe
har udviklingen være præget af København.
Hovedstadens beslutningstagere, hovedstadens
udvikling. Og det på godt og på ondt.
Bondebyerne i det nuværende Gladsaxe har i mange
århundrede været tyndt befolket. Her lå driftige
gårde. Nogle af bønderne var fæstere – netop givet i
gave af Absalon til Roskilde bispestol – og måtte
aflevere afgifter til kirken. Andre var ejet af københavnske
adelsmænd, der til nøds kom på visit, om de
følte for det.
Gladsaxe lå belejligt tæt på landets magtcentrum. Og
det blev udnyttet. Op gennem svenskekrigene i 1600
og 1700-tallet var det ikke kun af de rige københavnere
og kirken. Gladsaxe stod også for skud for fjenden.
Specielt under belejringen af København.
Svenskerne havde vinterlejr helt inde fra Brønshøj og
ud i Gladsaxe. Og bønderne led utænkeligt og aldrig
4
før eller siden har Gladsaxe-borgerne været så udsat.
Alt blev taget fra dem – deres mad, deres dyr, deres
sparsomme ejendomme og klæder. Vold, overgreb og
voldtægter blev en naturlig del af hverdagen.
Som den sidste danske soldat forlod Sverige og gik i
land i Helsingør i 1715 faldt roen igen over landsbyerne
i Gladsaxe. Man koncentrerede sig om at dyrke
jorden. At brødføde sig selv og bringe varer ind til
markedet i storbyen. Og sådan levede man i mange år.
Landboreformerne kom, stavnsbåndet blev ophævet,
Grundloven vedtaget og København blot voksede og
voksede. Bønderne brødfødte byen og tjente penge,
men ikke til dem selv. Det 20. århundrede oprandt.
København var blevet industrialiseret og voksede sig
langt ud over voldene – tæt på Gladsaxe og det
kunne mærkes.
I mellemkrigsårene begyndte Gladsaxes tilflytning så
småt. Håndværkere, mindre fabrikanter og en lille
håndfuld nye arbejdspladser fandt vejen ud til den
anden side af mosen, hvor de billige grunde lå, i det
ellers arbejdsløshedsramte Danmark. Væk fra det
overbefolkede, dyre og usunde København. Forstaden
begyndte at opstå, middelklassen spirede så småt.
Og byplanlæggerne fik travlt.
Nye hovedveje, en ny ringvej III og store uenigheder i
Gladsaxes politiske top. Skulle der nu satses på lejligheder
eller parcelhuse? Valget blev, som det står
klart i dag, at villavejene en efter en blev tegnet ind
på kort oppe på Rådhuset. Nye huse, typisk i gule
mursten, blev bygget for at tage afstand til Københavns
og arbejderklassens røde huse. Man gik efter
middelklassen, og man gik især efter de nye unge
veluddannede familier. Reklamerede sågar sammen
med boligforeningerne for at få de potentielle nye til
at kigge i retning af Gladsaxe.
Alt er en saga blot. Det lykkedes for Gladsaxe at få
både industri, virksomheder, og netop den gruppe
borgere, den unge middelklasse, de så gerne ønskede,
til at blive tilflyttere. Det helt store skred skete i
1950’erne. Det årti, hvor Gladsaxe opførte flere nye
skoler, end i noget andet årti. Det årti, hvor vi fik
Egegård Skole.

Egegården 1925, med Klausdalsbrovej som grusvej
En vinterdag i 1920’erne. På den snedækkede mark til højre ligger Egegård Skole i dag Udsigt over Egegård Skole, 1960

Et klasseværelse med grupperum klar til ibrugtagning Skolegården umiddelbart efter indvielsen

I 1955 udskrev Gladsaxe Kommune en arkitektkonkurrence
om en skole ved Klausdalsbrovej.
Årsagen var simpel. Tilflytningen i kommunen var
eksploderet, og det selv samme var børnetallet - blot
i pågældende årti fra godt 3.000 til over 10.000.
Sideløbende havde problemerne med afstanden fra
hjem til skole for det enkelte skolebarn manifesteret
sig ved en ophedet avisdebat. Kommunens vokseværk
stillede akutte krav.
Andre skolebyggerier var påbegyndt eller allerede
afsluttet. Stærkt inspireret af en udvikling i England
havde arkitekt Vilhelm Lauritzen tegnet Stengård
Skole (1950). Den første etplans skole i kommunen.
Bygningen var dels en ny pædagogisk tankegang,
hvor man ville væk fra de monumentale store skolehuse
og opnå, at ”børnene ikke føler sig saa let knugede
og hjemløse”. Det var ligeledes en kærkommen
lejlighed til at spare penge, da etplans byggerier ikke
krævede samme dyre murværkstykkelse og jernbetonadskillelser.
Konkurrencen om Egegård Skole blev vundet af en
Gladsaxe-dreng, den kun 26-årige arkitekt Gert
Edstrand, der sammen med to kollegaer, havde udarbejdet
1. præmie projektet. Detailprojekteringen kom
ægteparret Eva og Nils Koppel stå for. Et kompagniskab
var dannet.
Selve projektet var et etplans projekt. Fyldt med dristige
nye idéer. Det var frigjort og moderne. Det var
en pavillonskole. En hovedbygning til kontor, lærerværelse
og specialklasser. Selve klasselokalerne fordelt
to og to som små selvstændige bygninger.
Også legearealet var blevet tænkt igennem. Pladsen
blev opdelt i 6 udendørsrum, der hver dækkede 4
normalklasser. En disposition, der aldrig var set før i
Danmark, og som havde det pædagogiske sigte, at
børnene hver dag ville færdes i og i umiddelbar nærhed
af deres klasseværelse og derved opnå en tættere
tilknytning til selve klassen.
Pavillonerne, forbundet af de lange gange, bestod
hver af to klasselokaler med tilhørende grupperum
og dertilhørende toiletter. Klasseværelse med gruppe-
Den arkitektoniske
nytænkning
rum! Idéen var et give lærerne nye pædagogiske
muligheder for ”den differentiering og individualitet,
der i stedse grad udfoldes i undervisningen” ved at
kunne arbejde i to rum. Helt frygtløst var det nu ikke
for lærerstanden. Det kunne jo skabe støj og uro! Og
arkitekten måtte forsvare sig. ”Grupperummet kan
overses fra katederet, men kan helt adskilles fra
klasseværelset om ønskes”. Et valg var muligt. Ikke
mindst fordi at en øst-vest hældning var udnyttet til
at niveaudele de to rum.
Også svømmehal fik skolen. Den skulle være børnevenlig.
Ligesom at legepladserne blev anlagt efter
havelignende principper. Et pædagogisk ønske om, at
skolen skulle være et rart sted at være, blev efterlevet.
Sidst men ikke mindst var der tænkt på lokalområdet.
Den pædagogiske idé stod ikke alene i den arkitektoniske
udtænkning. Æstetisk var skolen udformet,
så den passede ind i gadebilledet med de nye etfamilies
huse, der prægede kvarteret. Den hverken
skulle eller måtte overdøve de pæne villaveje.
Egegård Skole var en af få nye eksperimentelle skoler,
der så dagens lys i Danmarks 1950’erne. Måske
netop derfor en skole, der lokalemæssigt fungerer så
godt, som den gør den dag i dag - 50 år senere. Nye
krav og lokaleønsker opstår. Renovering er nødvendig,
men selve rammen er både tidssvarende og
pædagogisk anvendelig.
Gert Edstrands og ægteparret Koppels syn og arbejder
var moderne og fremadrettet. Et syn der nok har
været afgørende for, at vi i de efterfølgende ser deres
navne forbundet med så kendte bygninger som Københavns
Universitet Amager (KUA), Told og Skatte
Museet og måske det mest kendte: Panuminstituttet.
Arkitekternes signaturer fra Egegård Skoles
gæstebog ved indvielsen i 1961
7

8
Fest ombord på “M/S Sylvia“ på lærerværelset engang i 60’erne

Midt i billedet ses
Egegård Skoles
første inspektør
Sylvia Høeberg
Forældremøde fra
starten af 60’erne
Borgmester
Erhardt Jakobsen
holder tale ved
indvielsen
i 1961
9

Drypvise rejseerindringer
- fra de sidste 30 år
Egegård Skole fylder 50 år. Gennem de 50 år er der
sket en rivende udvikling inden for den danske folkeskole,
og når man som os har været lærere på skolen
i hhv. 34 og 32 år, har vi af gode grunde været aktive
deltagere i denne udvikling i al almindelighed og i
særdeleshed på Egegård Skole. Alt har ikke været
præget af fremskridt, ja, på visse områder synes vi,
at der har været tale om tilbageskridt.
Til dette jubilæumsskrift vil vi gerne bidrage med at
fortælle om nogle dejlige oplevelser fra ”de gode
gamle dage” og har valgt at fokusere på vores hytteture
og lejrskoler fra de sidste 30 år. På det område
er udviklingen desværre gået tilbage.
I 1970erne og 80erne skulle alle klasser hvert år på
hyttetur. Det var en tur alle så frem til, og turene gik
oftest til én af Gladsaxe Kommunes smukt beliggende
kolonier rundt om i landet. Vi skulle have det sjovt
sammen og naturligvis også opleve egnenes historie
og seværdigheder. Maden blev tilberedt af koloniens
faste økonoma, og rengøringen blev der ligeledes
sørget for. For de store elever i 9. og 10. klasse var
det regelen, at ”hytteturen” gik til udlandet og blev
kaldt lejrskole. Da vi begge altid har været klasselærere,
har vi af gode grunde været på et utal af hytteture
og lejrskoler.
Af de mange ture har vi valgt at give drypvise rejseerindringer
fra Skotland og Rusland.
I maj 1984 rejste vi til Skotland med 9.a. Vi sejlede til
Newcastle og derfra med bus til Paisley, som er
Gladsaxe Kommunes venskabsby. I 1984 var Skotland
præget af de store kulminestrejker, og pengene var
meget små. Paisley var også ramt af dårlig økonomi.
Vi blev indkvarteret i byens sportshal, hvor eleverne
skulle sove i gymnastiksalen og vi andre i hhv. et
redskabsrum og omklædningsrum. Vi nød det, dels
fordi eleverne måtte benytte alle faciliteterne i hallen,
og dels fordi vi mødte en utrolig gæstfrihed fra vores
værters side, Isabel og Andrew. Isabel og Andrew
arrangerede hver dag oplevelser for os: Vi var alle til
fin middag på rådhuset med udveksling af taler og
gaver, vi blev kørt til Glasgow på sightseeing, vi blev
inviteret til middag i byen Largs, som ligger ude ved
vestkysten, vi blev en aften kørt til Ayr for at se
10
Robert Burns hytte. Alle disse ture var måske en
kompensation for vores indkvartering! Vi havde hjemmefra
arrangeret en tur til Edingburgh og videre derfra
op gennem højlandet til Inverness. Fantastisk oplevelse,
hvor vi overnattede på vandrehjem. Derfra
hjem til Paisley over Loch Ness, videre til Fort William,
ned over Loch Lomond og Glasgow. Store oplevelser
for alle, stor gæstfrihed fra værternes side og dejlige
elever at rejse med.
Tiden gik hurtigt, og pludselig sad vi igen på skibet,
men denne gang i et forrygende stormvejr, hvor alle
blev søsyge. Godt hjemme med mange fantastiske
oplevelser i kufferten, og godt vi kom godt hjem, for
vores skib brændte 8 dage senere ud for Esbjerg
havn, og passagererne måtte evakueres!
Turen til Rusland foregik i 1981, altså i tiden under
kommunismens ”jernhånd”, før glasnost og mu-rens
fald. Vi kørte til Leningrad i bus gennem Sverige og
Finland i januar måned, der var så kold, at vores
medbragte mad til turen blev frostsprængt i bussens
bagagerum.
I Finland kom vi ud for et større trafikuheld, der desværre
medførte, at en bilist, der påkørte vores bus,
blev dræbt. En snekaster, der skulle rydde vejen og
kaste sneen ud på markerne, blæste det hele ind på
vejbanen og tog udsynet for samtlige bilister. Da
sneen havde lagt sig, var landevejen et stort kaos af
forulykkede biler.
Vi nåede den russiske grænse med en forsinkelse på
8 timer. I vores naivitet havde vi regnet med, at vi
selv kunne ringe til grænsen fra Finland, men blev
hurtigt belært om, at al kontakt foregik via København,
Moskva og Leningrad. Grænseovergangen fik
besked om, at vi var forsinkede, og holdt kun åbent
for at vente på os.
På trods af det sene tidspunkt gik tre soldater i tre
timer for at undersøge vores bus for ulovlige produkter.
Da vi kørte videre - kl. 3 om natten - var det
lykkedes russerne at ødelægge bussens varmeanlæg,
så det var en rimelig kold fornøjelse at fortsætte
turen mod Leningrad.

På en strækning af 60 km blev vi standset ved 6
vejspærringer af bevæbnede, bjørneskindsklædte
rus-siske soldater, der udelukkende skulle kontrollere
vores identitet.
Vi ankom til vores hotel kl. 7.00. Foran hotellet stod
en soldat med maskingevær for at bevogte hotellet
og dets gæster. Vores program var fastsat til at
begynde kl. 9.30. Efter en times søvn og lidt morgenmad
startede vi kl. 10.00. En fantastisk præstation
af eleverne efter en af de hårdeste rejser, man
kan forestille sig.
I Rusland oplevede vi bl.a. det russiske statscirkus,
Vinterpaladset, krigsskibet Aurora – det russiske
nytår, sortbørshandel, varemangel og en Europa cup
kamp i basketball, hvor flere hundrede russere sparkede
og smed sten på vores bus, fordi vi havde heppet
på modstanderholdet fra Spanien.
Nævnes skal det også, at vi besøgte en skole, hvor vi
blev fint modtaget og overværede noget af undervisningen.
Ved et toiletbesøg så vi noget af den russiske hverdag.
Toiletterne var meget ramponererede, havde ingen
døre og intet toiletpapir. Ved et held fik vi fat i
”Tribuna Ludo” - en polsk avis - og kunne således
fuldende det særprægede toiletbesøg med en rimelig
succesfuld afslutning.
Turen til Rusland i 1981
Ved afrejsen manglede en af eleverne sin valutadeklaration,
og kriminalpolitiet blev tilkaldt. Vi forhandlede
med politiet et par timer, og på et tidspunkt var
der tale om, at eleven og en lærer måtte blive tilbage
i Rusland, til situationen var afklaret. Vi fik i stedet en
skrivelse med til grænsen, der forklarede sagens
rette sammenhæng, og alligevel var det ved at gå
galt med grænsesoldaternes forståelse af vores
skriftlige forklaring fra Moskva.
Det var først, da vi passerede grænsen til Finland, at
vi kunne ”ånde frit”, og det var med stor lettelse og
glæde, da vi atter ankom til Egegård Skole.
Man lærer meget om sit hjemland ved at rejse udenlands.
H. C. Andersen siger: ”At rejse er at leve”. Hvis han
har ret, er der ingen tvivl om, at vi har ”levet” godt
på Egegård Skole, og at vores elever forhåbentlig har
fået nogle gode minder for livet.
I dag er forholdene omkring hytteture og lejrskoler på
Egegård Skole således, at vi må rejse to gange i et
skoleforløb, én gang inden 7. klasse på hyttetur og
én gang i 8. eller 9. klasse på lejrskole i 5 dage.
Økonomien er ikke til flere ture. Ærgerligt, for det er
bestemt et tilbageskridt i forhold til tidligere. Men
dejligt at have oplevet det og have været en del af
”de gode gamle dage”.
11

Som tiderne dog skifter ...
12

koncentration og dialog

Børnehaveklasserne
- før og nu
Egegård Skole fylder 50, men ideen om en børnehaveklasse
er næsten dobbelt så gammel – den blev
realiseret i Esbjerg i 1912. Bagsværd Friskole (tidligere
Hanna-skolen) oprettede Gladsaxe Kommunes første
børnehaveklasse i 1960. Og derefter gik det slag i
slag. Skoledistrikt efter skoledistrikt fik børnehaveklasser
– også Egegård Skole.
I midten af halvfjerdserne var børnehaveklassen på
Egegård et langagtigt, lidt nøgent lokale med tilhørende
minikontor for enden af den store gang i hovedbygningen.
På det tidspunkt var - ligesom nu - stort
set hele årgangen tilmeldt børnehaveklassen. Det
betød, at der dengang som nu var 2 fulde klasser.
Men dengang var skoletiden for ungerne kun 3 timer,
så de to klasser kom i hælene på hinanden: A-sporet
fra 8 – 11, B-sporet fra 11 – 14, og på den måde
kunne en børnehaveklasseleder klare skolestarten for
to klasser i ét lokale.
Det var en noget ensom affære – ingen kolleger, intet
samarbejde med lærerne eller den daværende SFO.
Børnehaveklassen var en lille enklave i hjørnet af den
store skole – og selv om ambitionerne grundlæggende
var de samme som i dag, var mulighederne for at
realisere dem langt færre end i dag. Man kunne ikke
skrive dansk og matematik på skemaet. Man kunne
ikke lave projektarbejder eller temaer, så der var flere
legetimer end i dag.
Udviklingen hen mod vore dages virkelighed skete i
ryk: Den løbende debat om børnenes kunnen gjorde,
at Gladsaxe Kommune satte undervisningstiden op
fra 3 timer daglig til 4, og senere 5 timer om dagen.
Så måtte der 2 separate klasser til med hver sit personale.
Det gav igen muligheder for samarbejde på
tværs – en række spændende projekter og fælles
arrangementer blev resultatet. Klasserne rykkede
rent fysisk tættere på de to SFO’er, hvorfra assistenttimerne
kom. Efter en langvarig debat om ”op-ned” –
sammenhængen mellem børnehaveklassen og det
videre undervisningsforløb - blev de kommende
dansk- og matematiklærere tilknyttet børnehaveklassen
i nogle timer hver uge. I 1999 blev et nyt, effektivt
danskundervisningssystem, ”Lydhuset”, indført.
Undervisningsministeriet udsendte i 2003 en detaljeret
undervisningsvejledning for børnehaveklasser, og
udviklingen fortsætter. I disse år handler det om gladsaxemodellen
”Den røde tråd”. Der bliver lavet et
stort forarbejde af børnehaverne, og børnene medbringer
både en personlig kuffert fyldt med beskrivelser
af færdigheder, erfaringer og gode minder, samt
en fælles skattekiste fra hver børnehave, der indeholder
beskrivelser af projektarbejder, sange og lege,
som børnene har haft fælles oplevelser omkring i
børnehaven. Vi ønsker på denne måde at ruste børnene
til at tage springet ind i skolelivet.
Mange nye opgaver og forventninger vil møde dem i
0. klasse, men de har også mange erfaringer og gode
oplevelser med sig fra børnehaverne, som vi i fællesskab
kan bygge på. Lysten til at lære og børnenes
oplevelse af at have gode erfaringer og færdigheder
med sig i rygsækken, giver dem uden tvivl mod til
også at kaste sig ud i ukendte opgaver. Undervisningen
planlægges delvist i fællesskab for begge
0.klasser, og både børn og voksne har meget glæde
af at lave projekter, arbejde i værksteder og tage på
ture på tværs af klasserne.
På Egegård Skole er vi så heldige at have fået indskolingshuset,
hvor 0. og 1. klasserne holder til både
i skoletiden og fritiden. Udover at børnene føler sig
trygge i de fysiske rammer allerede før skolestart i
august, har det også meget stor betydning for børn
og forældre, at de kender og er trygge ved de pædagoger,
de møder både i skoletiden og på SFO. Indskolingshuset
har sin egen legeplads, som er indrettet
til de mindste børn på skolen med masser af plads
til leg og læring, og det er i høj grad medvirkende til
at gøre de første år i skolen overskuelig og tryg.
Så når skolens store fødselsdagsfest er overstået, vil
børnene fra børnehaveklassen gerne ned på deres
egen legeplads og grave i en vandpyt eller have en
gyngetur.
15

Egegård Skole
- en skole i bevægelse
Alle kender til skolen, for alle har jo selv gået i den
engang! Ja, man har godt nok selv gået i skolen,
men skolen i dag og for en generation siden er vidt
forskellig. På linie med samfundet i øvrigt er der sket
mange og store ændringer - især i de sidste år.
På Egegård Skole har vi på alle måder forsøgt at
følge med i udviklingen. Vi har imidlertid også prøvet
at være på forkant med udviklingen, så vi har kunnet
sætte vores aftryk på mange nye tiltag.
Og hvad er der så konkret tale om?
Her kan der let blive tale om en mere eller mindre
intetsigende opremsning, så nedenfor vil der i stedet
blive bragt nogle centrale områder frem.
Afdelingsopdelt skole
For fire år siden gennemførte vi en afdelingsopdelt
skole, med afdelingerne indskoling (0.-3.klasse),
mellemtrin (4.-6. klasse) og udskoling (7.-9. klasse).
Formålet er bl. a. mulighed for tættere samarbejde
elevgrupperne imellem, men samtidig er tanken
også, at man knytter en gruppe lærere til en bestemt
afdeling, så de opnår ekspertise til undervisning i den
pågældende børnegruppe.
Fleksible skemaer
I gamle dage fik man skemaet udleveret ved skoleårets
begyndelse, - og så duede det hele året. Sådan
er det ikke mere. I dag arbejder vi med fleksible skemaer,
hvor der kan være variationer i skoledagens
længde, timernes placering og det ugentlige antal
timer for det enkelte fag. Overordnet er ændringen til
fleksibelt skema sket ud fra grundtanken, at ”det er
indholdet der skal styre strukturen, og ikke strukturen
der skal styre indholdet.”
Selvstyrende lærerteam
Internt i arbejdet lærerne imellem har vi også indført
selvstyrende lærerteam ud fra den tanke, at det er
”dem der har skoen på, der ved hvor den trykker.”
Indskolingshus
For fire år siden kunne vi indvie et nyt indskolingshus,
hvor der er fællesanvendelse af lokaler skole og
16
SFO imellem. Overordnet er det eleverne der bliver i
lokalerne, mens lærerne og pædagogerne kommer og
går. Der har helt klart været en gevinst for skolen, at
vi har fået dette indskolingshus. Samarbejdet mellem
lærere og pædagoger er blevet endnu mere udbygget
til gavn for børnene.
Pusterum/familieklasse
For 6-7 år siden indførte vi på skolen noget vi kaldte
”Pusterummet”. Tanken var, at elever i kortere tid
kunne få et pusterum fra den daglige undervisning i
klassen med undervisning i en mindre gruppe.
Overordnet var tiltaget en succes, som dog havde
den problematik, at børnene i pusterummet ikke kun
havde behov for et kortere tidsbegrænset ophold.
Vi kan siden sige, at vi har videreudviklet området
ved, at vi er gået over til Familieklassen. Her handler
det om, at én gang ugentlig er forældrene i skole
med deres barn. Gruppen omfatter 4-5 børn og forældre,
og de mødes 4 timer ugentlig i en periode på
12 uger. Familieklassen har nu løbet siden november
2006 og vi kan konstatere, at det er en succes for
elever, forældre og skole.
Lektiecafé
Det er ikke alle forældre, der har tid og/eller mulighed
for at hjælpe deres børn med lektier. Det er
generelt for hele landet, og man har da også I
Gladsaxe Kommune besluttet, at der skal være lektiecaféer
på alle skoler. Vi har imidlertid allerede haft
det i flere år, og tilbuddet går til såvel store som små
elever.
Og meget mere!
Integreret IT, tidlig læsehjælp, interaktive whiteboards
og om kort tid en ny kantine ...
Som det fremgår ovenfor er der sket meget, men
man kan være sikker på, at den kommende tid vil
rumme lige så mange og store ændringer.

... fællesskab

... samvær

Sfo Egegård
I 1988 blev Egegård Skoles skolefritidshjem omdannet
til skolefritidsordninger. I formålsparagraffen for
sfo’erne stod der, at det skulle være et socialpædagogisk
supplement til skolens undervisning og forældrenes
opdragelse.
På Egegård Skole startede to sfoer, Ræven og
Egegård, med 60 børn hver. Siden har børnetallet
fulgt udviklingen på skolen, som i nogle år har været
tresporet, og dermed givet et samlet børnetal på op
mod 250, på nuværende tidspunkt 170 børn.
Sfo’erne var tilknyttet hvert sit spor, hvilket holdt sig
frem til sammenlægningen af sfo’erne i 2003. Ræven
havde indtil da eksisteret i en midlertidig bygning i
over 15 år, men blev erstattet af indskolingshuset,
som huser såvel skole som sfo. Det var naturligt at
dele børnene efter klassetrin som i skolen. Sfo
Egegård består nu af afdelingerne Ræven i indskolingshuset
og Lynet på skolegangen. Ved sammenlægningen
blev sfo-ledelserne samlet, og sfolederen
blev en del af skoleledelsen.
Pædagogerne i sfo har gennem alle 19 år arbejdet
sammen med lærerne i temauger og omkring børnenes
sociale udvikling. Gennem årene er samarbejdet
blevet udvidet, således at pædagogerne nu deltager i
teamet omkring klassetrinnet. Sfo Egegård har desuden
tætte samarbejdsrelationer til såvel børnehaverne,
som vi modtager børn fra, som klubberne, som vi
afleverer børnene til.
Hverdagen på sfo Egegård er kendetegnet af aktive
og engagerede børn og voksne. Vi lægger vægt på, at
børnene bliver udfordret på mange kompetenceområder,
for eksempel sport, musik, kreativitet og på de
sociale kompetencer.
19

Fremtiden
Når man fylder 50 år plejer man lidt humoristisk at
sige, at man bliver voksen. Samtidig er der også de,
der ser pensionisttilværelsen nærme sig. Sådan er
det ikke med skolen. Vi bliver godt nok ældre, men
skolen går aldrig på pension. Der skal og vil fortsat
være udvikling på Egegård Skole.
Der er for Egegård Skole vedtaget en politik for de
kommende 4 år (2007-2011).
I komprimeret form kan det noteres til
• Vi skal have en skole, hvor eleverne trives og
bliver dygtige.
• Elevernes kreativitet skal stimuleres og
tolerance skal være en naturlig del af elevernes
indstilling til fællesskabet.
• Lærerne skal være engagerede og veluddannede.
Og så bør man som lærer også have de samme
værdier, som man ønsker at videregive til eleverne.
For ca. 4 år siden indførte vi afdelingsopdelt skole
med selvstyrende lærerteam og fleksible skemaer.
Det er ikke blot noget man vedtager, og så kører det.
Det er en proces, hvor vi på skolen bliver fortsat
bedre. Formålet er entydigt at skolegangen for den
enkelte elev bliver bedst mulig. Så her er altså tale
om noget, der også i fremtiden vil blive videreudviklet.
Om ganske kort tid kan vi klippe snoren til en ny
kantine. Der bliver plads til maksimalt 150 personer
ad gangen. Det kan ikke undgå at blive et kvalitetsmæssigt
løft til skolen. Efter kantinebyggeriet er skolens
ønskeseddel med hensyn til bygningsændringer
dog ikke tømt. Der burde meget gerne blive etableret
et arealmæssigt passende pædagogisk service-center
samt oprettet passende kontorfaciliteter. Forhåbentlig
vil det ske inden for en overskuelig årrække.
20
På skolen tager vi i jubilæumsåret fat på at arbejde
med interaktive whiteboards. Kort beskrevet er det
computerstyrede tavler. Skolen har foreløbig investeret
i tre af disse interaktive whiteboards, men tanken
er da, at det skal spredes til hele skolen. Der er blot
et lille økonomisk problem, før det er gennemført!
Egegård Skole er så heldige, at vi har vores egen
svømmehal. Det har ikke mindst været medvirkende
til, at vi på landsplan er Danmarks bedste skole til
svømning (jf. Børnenes Rekordbog). Denne position
skal vi da bevare, men uden for konkurrenceelementet
skal vi da også glæde os over, at skolens elever
har svømning allerede fra børnehaveklassen, og de
får derfor tidligt den kompetence at kunne svømme.
Hvad bringer de næste 50 år? Ja, det ved ingen, men
det er en kendsgerning, at der skal og fortsat vil
være liv og glade dage på Egegård Skole.

på vej ...

Min skole
Tillykke med min gamle skole
Jeg er gammel elev på Egegård skole fra 1967-76. I
dag ansat på skolen som teknisk serviceleder (skolebetjent).
Jeg har haft mange gode år som elev på Egegård
skole, og jeg mindes derfor først og fremmest min
skolegang som en god tid. De første 4 til 5 år på
skolen var dog præget af den ”gamle skolefilosofi”.
Vi sagde Hr., Fru og Frøken til vores lærere og lærerinder,
og vi stod pænt på række udenfor og ventede,
når det ringede ind, og vi satte os ikke på vores pladser,
før der blev sagt værsgo. Når vi mødte vores
skoleinspektør(inde) bukkede drengene og pigerne
nejede (derfor blev skolen også kaldet bukke-og
nejeskolen).
Midtvejs i mit skoleforløb fik skolen ny skoleinspektør,
og dermed fik skolen en ny profil. Vi kom på fornavn
med vores lærere, og vi skulle ikke længere
bukke henholdsvis neje, når vi mødte skoleinspektøren,
og det gjorde ikke skoleinspektøren mindre
respekteret. Skolen gennemgik i denne periode en
demokratiseringsproces, hvor både lærere og elever
fik mulighed for at deltage i visse diskussions- og
beslutningsprocesser.
Jeg kom tilbage på skolen efter 27 års fravær, da jeg
blev ansat som teknisk serviceleder i 2003. Stor var
min overraskelse, da en af mine gamle lærere genkendte
mig med det samme, da jeg blev præsenteret
på lærerværelset. Det var egentlig rigtig rart at blive
genkendt, for pludselig var jeg ”hjemme igen”,
omend i en anden rolle.
Jeg glæder mig over, at min gamle skole bliver 50 år,
og jeg glæder mig over at denne arkitektonisk flotte
skole nu løbende bliver moderniseret og vedligeholdt,
så den kan få lov at stå mange år endnu.
Et stort tillykke med de 50 år til Egegård skole.

Kolofon
Artiklernes forfattere
En lysning i skoven: Wenche Fogsgaard
Den arkitektoniske nytænkning: Wenche Fogsgaard
Drypvise rejseerindinger: Karen Asschenfeldt Elbak og Jan Ortving Knudsen
Børnehaveklasserne før og nu: Lillan Seidelin og Jytte Christensen
Egegård Skole -en skole i bevægelse: Martin Empacher og Mogens Haarh
Sfo Egegård: Birgitte Schwaner og Bente Berth
Fremtiden: Mogens Haarh
Min Skole: Ole Juel Larsen
Design
Jan Dixon
Fotograf
Henrik Hammel [ s. 2, 14-22 ]
Tryk
From & Co
Billedmaterialet s. 4, 5 er udlånt af Gladsaxes Byarkiv
Billedmaterialet s. 11 er udlånt af lærer Jan Ortving Knudsen
Øvrige fotos samt artiker er fra Egegård Skoles arkiv

EGEGÅRD
SKOLE
Gladsaxe Møllevej 127 2860 Søborg T· 39 57 67 39 F· 39 57 67 49 egegaard@gladsaxe.dk www.egegaard.skoleintra.dk
24