Tegneserier - Roskilde Kunstforening

KUNST & borger
185 oktober 2009
Den danske
tegneserie

De forhistoriske hulemalerier vidner
om det. De gamle vaser fra
antikkens Grækenland er fulde af
det. I Japan findes der en hel kultur
omkring det. Og over alt i verden
har det i langt over hundrede
år været en kilde til fest og fare og
til gru og glæde.
DET er tegneserien!
Det er længe siden, at tegneserien
blev stueren. Allerede i 70’erne og
80’erne trængte den
igennem og blev
til en del af pensum
i både folkeskolens
og gymnasiets
danskundervisning. Der
kan forskes i tegneserien
på universitetsniveau og
flere af vore større kunstmuseer
har lavet udstillinger
med aspekter
af tegneseriens univers
som tema.
Så når tegneserien nu
også når til Roskilde og
for en tid fylder Palæfløjen,
er det vel ikke noget at skrive
hjem om.
Joh, det er det nu alligevel.
– For det første fordi den udstilling,
der nu fylder væggene i
Palæfløjen, er symptomatisk. Et
symptom på, at der i den snart 70
år gamle Roskilde Kunstforening
stadig kan tænkes nye tanker og
inddrages nye områder af kunsten
i det samlede billede af kunsten,
som virksomheden i Palæfløjen
gerne skulle være.
– For det andet fordi denne ud-
Foroven. Otto Frello:
Olsenbandens store Kup. Tegnet efter filmen af samme navn.
2
Mød dig selv
stilling samtidig med at dreje sig
om det nye også handler om det
kendte. Udstillingens tema er
netop danske tegneserier og danske
tegneserieskabere. Og det har
vi alle gjort vores erfaringer med,
men vi har ikke før kunnet gå på
nogen udstilling for at få opdateret
vores erindringsbilleder –
hvad enten det er Rasmus Klump
eller den dristige Willy ude på sine
eventyr, det drejer sig om.
– Og for det tredie fordi netop
tegneseriens kunst er sin helt egen
genre med sine helt egne love i
både det tekniske, det kompositoriske
og det koloristiske, hvor alt,
hvad der aldrig nogensinde kunne
gå uden for tegneseriens univers,
er ren, glad selvfølge indenfor.
Det er i nærstudiet, man for alvor
oplever, hvad det er, tegneserien
kan. Og det er på udstillingen,
hvor alle billederne er store og
hænger lige i næsehøjde, at det er
muligt at gøre de nærgående iagttagelser.
Der er altså mindst tre gode grunde
til, at vi her i Roskilde har brug
for en udstilling om tegneserier.
Men der er én grund mere til,
at tegneserien hører
med hjemme
i et kunstens hus.
Og det er, at tegneserien
er en del af vores
fælles identitet. Vi nikker
genkendende, når og hvor
vi finder selv de mindste
referencer til en af
de kendte tegneserier.
Det er nok at sige
”Tintin” eller ”Knold
og Tot” for at etablere
et mentalt fælles
rum. I dag har
tegneserien den
plads i den kollektive
bevidsthed, som eventyr
og myter engang havde,
fordi tegneserien på en
nutidsmåde fortæller de samme
arketypiske historier.
For det er det, der gælder:
at vi i tegneserien på godt og ondt
bliver konfronteret med de dybe og
ubevidste lag i vores personlighed.
Så gå bare ind i denne udstilling –
og mød dig selv.
Jens Pedersen
KUNST & BORGER, 25. årgang 2009 • Udgiver: Roskilde Kunstforening © 2009
Redaktion: Ole Olesen, Jens Pedersen (ansv.), Henriette Westh.
Forside, baggrund: Darwin og Clementine (fragment) af Anders Brønserud og i forgrunden Nofret af Sussi Bech

Den danske tegneserie
- før og nu
De sidste par år har også den etablerede udstillingsverden fokuseret på tegneserier
som kunstart. Mest markant var måske udstillingen af den japanske tegneserie,
manga, på Louisiana i august sidste år. Det skal ikke hedde sig, at Palæfløjen står
tilbage for noget som helst, så derfor kan et udvalg af danske kvalitetstegneserier ses
i Palæfløjen fra lørdag d. 17. oktober til søndag d. 15. november. Der er fernisering
lørdag d. 17. oktober kl. 12 til 16.
Og hvilket festfyrværkeri af tegninger!
Vi kan bl.a. præsentere
topnavne som Peter Madsen, den
navnkundige tegneserietegner,
som satte Danmark på tegneserieverdenskortet
ved at være den
udvalgte tegner til dansk tegneseries
hidtil største sats, Valhalla,
Sussi Bech, den danske tegneseries
”grand old lady”, som i årevis har
underholdt os med serien Nofret,
Frank Madsen, som står
for den herlige actiontegneserie
Kurt Dunder,
Thierry Capezzone, som
har gjort sig bemærket
med historier om H.C.
Andersen som barn, og
mange mange flere.
Men lad os starte med
begyndelse - og der
kommer vi ikke uden
om de store danske
pionærer som Rasmus
Klump af Carla og
Vilhelm Hansen, samt
Willy på Eventyr, sidst
tegnet af den ualmindeligt
dygtige tegner,
Tage Andersen. Her er
serier, der snildt lever
op til de strenge
internationale krav,
som i Europa især blev
dikteret af Belgien og
Frankrig, hvor vi fik
henholdsvis Tintin og
Asterix fra. Den amerikanske
tradition med
serier, der blev til film
og vice versa, ser vi et
eksempel på i 1977, hvor Otto Frello
kastede sig ud i det vanskelige
arbejde at ”tegneserificere” en af
vores elskede Olsen-banden-film.
Man kunne med et elsket citat
fra filmene spørge: ”Er det ikke
farligt?”. Jo, måske. Og måske derfor
blev det foreløbigt kun til det
ene album i Danmark og i Tyskland,-
men hvem ved, hvad fremtiden
bringer?
Peter Madsen:
Valhalla. Forsiden til 15. og sidste bind i serien om de gamle
nordiske guder - Vølvens syner.
Inden for den klassiske tegneserie
har den fortidige fremtid, som nu
er nutid, i hvert fald bragt en myriade
af forskellige spændende,
traditionelle, underholdende, eksperimentende,
psykedeliske og
surrealistiske tegneserier med sig.
Vi har i udstillingen bestræbt os
på at udarbejde et så helstøbt resultat
som muligt. Derfor har vi
begrænset området til
udelukkende at indeholde
tegneserie på
tryk og således udeladt
tegnefilm. Vi skelner
også mellem tegneserie
og vittighedstegninger,
selvom mange tegnere
tegner både vittigheder
og serier. Begrænsningen
gør udstillingen
mere overskuelig,
men det kan ikke nægtes,
at disse to udtryksmåder
er meget nøje
forbundet. Dels giver
tegneserier meget ofte
inspiration til levende
billeder, både tegnede
og fotograferede, og
dels er tegneserien ofte
inspireret af den filmiske
udtryksmåde.
Og hvorfor er der så
nogen, der synes, at
tegneserier er så fascinerende.
Hvis vi ser
helt bort fra den underholdende
værdi og går
i dybden med illustra-
3

tionerne, vil man opdage, at hver
ramme har sit eget liv, som dog er
mere eller mindre afhængig af de
andre rammer.
Det er og har altid været en
misforståelse at tro, at tegneserier
er nemme at producere. Man kan
ikke gå på akkord med ét eneste
billede. Ikke blot skal man formå
at tegne personligheder i løbet af
forholdsvis få billeder, man skal
også være i stand til at kunne forme
miljø og omgivelser på
en trovær- dig måde, så
læse- ren/besku-
Sussi Bech: Nofret.
Bechs tegneserieheltinde er et bud
på, hvordan en kvinde med ben i
næsen har klaret sig i det antikke
Egypten. Bechs univers af imponerende
og præcise gengivelser af den
tids egyptiske kultur gør det nemt for
læseren at leve sig ind i historien.
eren kan leve sig ind i universet.
Vi taler altså om, at kunstneren
foruden at være tegner, også skal
være forfatter og regissør. Selvom
historien har en separat forfatter,
kommer man ikke uden om, at det
trods alt er billedkunstneren, som
med sin streg og billedlige fortælleteknik
skal kunne formidle budskabet.
Dette være sagt er der adskillige
eksempler på formidable
samarbejder mellem tekstforfatter
og illustrator. Dette i sig selv er en
4
Willy på eventyr af Tage Andersen. Danmarks første
science fiction tegneserie.
vanskelig kunst, hvor alt skal gå
op i en højere enhed: Dels skal tegneren
være i stand til at illustrere
forfatterens ord, og dels skal forfatteren
kunne ”læse” tegnerens
personlige stil og talent og rette
ind efter det.
Sidst, men ikke mindst, skal tegneserietegnere
kunne tegne - alt. Det
nytter ikke noget, at man ”kun”
kan tegne personer i alle afskygninger,
eller at man er en fremragende
arkitekturtegner. Hvis
omgivelserne er helt rigtige, men
persontegningen stiv og ubrugelig,
falder historien på gulvet med
et brag. Hvis personerne er levende
og troværdige, falder de igennem
i et miljø, der er kikset gennemført.
Dette gælder uanset, om
tegneserien er tegnet i traditionel
stil eller i eksperimentel stil. Anders
Brønseruds univers ville ikke
gøre indtryk, hvis ikke både persontegning
og omgivelser var
gennemførte og kongeniale.
Henrik Rehrs markante træsnitsagtige
billeder ville ikke
virke, hvis ikke der var kontakt
mellem figurer og baggrund.
Mange tegneserier har tilmed
en helt, der skal kunne
det hele: I det ene album ser
man helten gebærde sig som
pilot, det andet øjeblik som
rytter. Altså kræves der en
tegner, som både kan tegne fly
og ekvipager, to meget forskellige
og ualmindeligt vanskelige områder.
Det siger sig selv, at det er langt
de færreste, der slipper godt fra
det, men blandt de udvalgte få finder
vi bl.a. denne udstillings deltagere.
Der findes ingen begrænsninger
for tegneserien. I lighed med alle
andre kunstarter, finder vi her forskellige
retninger, ismer, tegnestile,
udtryk. Da tegneserien meget
ofte også er forsynet med tekst, er
her en ekstra dimension for kunstneren
at tage hensyn til. Det lyder
vanskeligt. Det er det også. Tegneserier
er og vil altid være - en vanskelig
kunst.
Henriette Westh
Anders Brønserud: Fragment af værket
Darwin og Clementine. Det surrealistiske
islæt har for længst holdt
sit indtog i den danske tegneserie.

Kunstnerne:
Tage Andersen
1922-81. Blev den sidste tegner,
der tog sig af beretningen om den
danske lyshårede helt, Willy. Tage
Andersen introducerede science
fiction i den danske tegneserie for
allerførste gang.
Sussi Bech
Født 1958. Medlem af tegnestuen
Gimle. Som en af de få kvindelige
danske tegneserietegnere har
Sussi Bech markeret sig med den
populære serie om egypterinden
Nofret, som brillierer med præcise
detaljer fra antikkens Egypten.
Anders Brønserud
Født i 1972. Har i de senere år
gjort sig bemærket med Otto, en
surrealistisk og en anelse rablende
gal fortælling om en tyk mand.
Medlem af tegnestuen Gimle.
Thierry Capezzone
Født i Frankrig i 1963, flyttede
senere til Danmark. Thierry Capezzone
er især kendt for serien
H.C. Andersen Junior. Kunstnerens
erfaring fra arbejdet med de store
belgiske tegnere, er tydelig i den
flotte, klare streg.
Ole Comoll Christensen
Født i 1964, medlem af tegnestuen
Gimle. Comoll Christensens serie
Dimensionsdetektiven har slået
markant igennem i de seneste år,
men han holder stadig af at tegne
til undergrundsblade.
Otto Frello
Født i 1924 og først og fremmest
billedkunstner på andre områder.
Olsen-bandens store kup er hans
eneste tegneserie, men afslører, at
Frello har godt greb om fortælleteknikken.
Carla og Vilhelm Hansen
Hhv. 1906-2001 og 1900-1992. Det
uadskillelige kunstnerpar, som
opfandt Rasmus Klump. Serien
fik en omfattende succes, også
i udlandet og er den dag i dag
formentlig vores mest sælgende
tegneserie.
Lars Jakobsen
Født i 1964 og nok mest kendt for
sine herlige høns i Ganske Vist. Jakobsens
stil er løs med vis forankring
i den traditionelle stiliserede
streg.
Frank Madsen
Født 1962. Er ligesom sin hustru,
Sussi Bech, medlem af tegnestuen
Gimle. Frank Madsen slog for
alvor igennem med action-serien
Kurt Dunder for børn og barnlige
sjæle.
Peter Madsen
Født i 1958. Den udvalgte tegner
til Danmarks største tegneseriesats,
Valhalla, som også blev lavet
til en yderst vellykket tegnefilm.
Serien er desuden oversat til ti
sprog og er lige barslet med sidste
album: Vølvens syner.
Henrik Rehr: Man kan nemt
tro, at Henrik Rehrs grafiske
rammer er de rene træsnit.
På dette punkt adskiller
tegneserien sig meget lidt
fra den traditionelle billedkunst
- der er blot en tættere
sammenhæng mellem
billederne.
Lars Jakobsen: Mortensens Mondæne
Meritter. Tegneserier er ofte også
en leg med ord.
Ingo Milton
Født i 1954. Tegner serien Skalken
Joff, hvor albummet Gråmunkens
hånd fik prisen som Bedste Danske
Tegneserie 2005 af SerieJournalens
læsere.
Henrik Rehr
Født i 1964, pt. bosat i USA, hvor
han er en meget talentfuld ambassadør
for den danske tegneserie.
Henrik Rehr blander tegneserieteknik
med den traditionelle
billedkunsts udtryk.
Palle Schmidt
Født i 1972. Palle Schmidt bekender
sig med stor succes til den
smukke, brutale stil i lighed med
det amerikanske tegneserieikon,
Frank Miller.
Michael Wettendorff ”Miwer”
Født i 1971. Startede i 1993 tegnestuen
Fort Kox. Har i de sidste år
tegnet flere historier om myreslugeren
Robert Tamandua.
Palle Schmidt: Man aner den amerikanske
kunstner, Frank Millers
påvirkning i disse intense streger.
5

TOK! WHAM! CRASH! BANG!
SMOK! GOK! KRONK! KLASK!
Det er sådan forenklet tekst af
lydord - også kaldet onomatopoietiske
udtryk - som de fleste forbinder
med tegneserier. Et billede
uden ord, uden fartstreger, uden
rammer og uden talebobler er for
os slet ikke en tegneserie.
Og dog er der næste lige så
mange eksempler på det sidste
som det første.
Der skal slet ikke herske nogen
tvivl om, at de onomatopoietiske
udtryk hænger meget nøje sammen
med en stor del af både fordums
og nutidige tegneserier, men
faktum er, at der inden for dette
medie er blevet eksperimenteret
nøjagtig lige så meget, som i alle
andre.
Verdens første tegneserie er et vidt
begreb. Det er vanskeligt at sætte
grænsen for, hvornår en række
illustrationer bliver til så tæt et
forløb, at det kan kaldes en teg-
6
Tegneserier
- historie og teknik
neserie. Grundlaget vil
jo selvfølgelig altid være
”fortællingen”. Mennesket
begyndte at fortælle
meget tidligt, hvilket er
tydeligt i de hulemalerier,
man har fundet. Billederne
er successive, dvs. de
beskriver et kronologisk
handlingsforløb, og det
er netop kriteriet for tegneserier.
Hvis vi holder os
til dette kriterium, finder
vi pludselig rigtigt mange
eksempler på tegneserier
i kunsthistorien. I Biblia
Pauperum ser man flugten
fra og til Egypten i to
illustrationer, hvor retningen
er ændret og således
er et tegn på, at kunstneren
har opfattet hele illustrationsfladen
som et sammenhængende
rum, set fra én vinkel,
hvilket gjorde retningsændringen
vigtig for læserens forståelse. Dette
var det næste kriterium: at fladen
ses som et sammenhængende
rum. Samme
tendens ses i vores egne
kalkmalerier i den romanske
kirkes ungdom,
hvor Bibelens og lokale
fortællinger vises igen
i successiv rækkefølge
Peter Madsen:
Valhalla. Ud over vinkel,
lydord og perspektiv
er valget af farver og
måden, det er malet på,
også med til at forstærke
oplevelsen.
Teksten skal også sidde
lige i øjet: Fenrisulven er
med garanti aldrig blevet
kaldt ”Vuffer” før (efter en
historie af Henning Kure).
Tage Andersen tegner datidens store helt og
kvindebedårer, Preben Kaas, som stod model
for tegnebrættets helt:
Willy på eventyr.
med kalkmuren som ”rummet”,
mens vinklen var den samme. Selv
de første successive billeder, som
fik den officielle benævnelse tegneserie,
delte vinkel.
At sætte illustrationer op til at
beskrive et forløb er altså relativt
enkelt. Men hvornår var man
sig bevidst om, at der var skabt
en helt ny kunstart? Det siges, at
hele kunstarten blev født under
en ”farvekrig” mellem amerikanske
aviser. Farven gul var særlig
vanskelig at få trykt rigtigt på det
besværlige og i forvejen gule avispapir,
så da det lykkedes, skabte
man serien Hogan’s Alley and Outcault,
som var ramme for The Yellow
Kid, der naturligvis var ... gul.
Serien blev hurtig populær, især
da den henvendte sig til de fattige
kvarterer i byerne på samme måde
som den latinske Biblia Pauperum
henvendte sig til de fattige masser,
som jo ikke havde uddannel-

Fig. 1. Thierry Capezzone: H.C. Andersen Junior.
sen til at læse græsk eller hebræisk.
Tegneserien har således rod i
målgruppen af fattige. Måske er
det det, der gør, at den i lang tid
har måttet kæmpe for at blive blåstemplet.
Den er paradoksalt nok i
mellemtiden gået hen og blevet for
de velstående, da tegneseriealbums
ofte kan være dyrere
end bøger. Og tegningerne var
i starten også af en noget svingende
kvalitet.
Det er først senere, at man
ser tendensen til at skifte vinkel,
en teknik, der nøje hænger
sammen med filmkunsten.
Men det gælder for film, såvel
som for tegneserien, at sammenhængen
med rummet
aldrig må gå tabt, så selvom
vinklen skiftes, må beskueren/læseren
aldrig
være i tvivl om, hvor
i rummet handlingen
foregår. Denne
milepæl tillader nu
tegneserien at blive
forfinet. Fortælletekniske
detaljer bliver
nu understøttet af
lys/skygge, skæve/
lige vinkler, fugle/
f r ø - p e r s p e k t i v e r
osv. Et fremragende
eksempel på dette
er Fig. 1, hvor en
talescene varieres i udtryk vha.
skiftende vinkler, som tjener til
at belyse omgivelserne, stadfæste
scenen og gøre talen mere interessant.
Udtrykket bliver gennem
årene gradvist mere udbygget og
man kan styre graden heraf ved
hjælp at et sprog, der skulle ende
med at blive unikt for tegnserien:
fartstreger, sveddråber, store typer
tekst til at angive råb og skrig, lille
type tekst til at angive hvisken,
hvis man ikke brugte den stiplede
linje omkring taleboblerne. Især i
de tidlige år ser man også brugen
af tekst under billedet i stedet for
inde i billedet. Det er to helt forskellige
teknikker, der ligger til
grund. De ”undertekstede” har
en tendens til at illustrere historien
snarere end at lave det til en
integreret levende udvikling, hvor
billedet har første prioritet. Der
stilledes store krav til den tegnemæssige
kunnen, hvilket Willy på
Eventyr af Tage Andersen (Fig. 2) er
et fremragende eksempel på. Her
kunne man ikke bruge en taleboble
til diskret at dække de mindre
heldige områder af tegningen. Senere
opdager man fordelen ved at
lade taleboblen blive en dynamisk
del af billedet, hvor teknikken kan
Fig. 2. Tage Andersen:
Willy på eventyr. Serien
kom oprindeligt fra
England og er siden set
i mange afskygninger,
bl.a. i serien ’Johnny
Hazard’. Her ses den
sort/hvide side øverst
med den farvelagte
side nedenunder.
7

fremhæve en følelse eller give indholdet
ekstra dybde. Et eksempel
herpå er Fig. 3, hvor Ingo Milton i
ramme nr. 2 lader Skyggens taleboble
stå under ansigtet, og denne
prioritering får det lidt skræmmende
ansigt til at tårne sig endnu
mere op over den stakkels mand,
fra hvis vinkel vi ser det hele.
Med andre ord: Hvad Skyggen siger
bliver mindre vigtigt end det
umiddelbare indtryk, han giver.
Samme teknik bruger kunstneren
til at gøre en scene en tand
mere uhyggelig (Fig. 4): Vinklen
får os til at føle os truede.
Selv udformningen af talebobler
eller tekstrammer spiller
også en stor rolle i vores indtryk
af selve historien. I Fig.
5 ser vi Thierry Capezzone
bruge gammeldags skriftruller
til at indramme sin
tekst om en fortids kamphandling:
Et så gennemført
regi ser vi kun i de allerbedste
film ... og tegneserier.
Tegneseriekunstnerens valg
Fig. 3. Ingo Milton:
af stil afhænger også helt og
Skyggen - frit efter H.C. Andersen. Ingo holdent af den historie, han
Milton benytter sig rigt af skygge (meget
vil fortælle. Hvis vi f.eks. ta-
passende) og vinkler til at understrege
ger udgangspunkt i Fig. 6 af
uhyggen i denne fortælling. De høje,
Thierry Capezzone, kan man
langstrakte rammer er også med til at få
tydelig se, at denne stil er be-
Skyggen til at tårne sig op over det stakkels
offer og dermed give os, læserne, et
regnet på at blive farvelagt.
vink med en vognstang.
Det er en meget smuk stregtegning,
men den mangler ...
noget. Korrekt: farver. Men
hvis man sammenligner den med
Fig. 7 af Ole Comoll Christensen,
ses det tydeligt, at hans historie
derimod intet mangler: den var
skabt til at være sort/hvid, ligesom
den nærmest linoleumsnits-
8
Fig. 5. Thierry Capezzone: H.C. Andersen Junior. Tekstrammer før
teksten er tilføjet.
Fig. 4. Ingo Milton:
Forsiden til Gråmunkens hånd i serien,
’Skjalden Joff’. Endnu et eksempel
på Ingo Miltons brug af vinkler: Jo
mere en figur ses nedefra, jo mere
stiger uhyggen, som i dette tilfælde
understreges af figurens groteske
maske.
agtige Silence (på dansk Tavshed) af
Comès, som i dag findes helt forfejlet
farvelagt på Internettet.
Selvom Capezzones smukke
billede mangler farve, er det dog
et klart eksempel på, hvordan
perspektiv snildt kan bruges i tegneserier
på trods af den knebne
plads. Dybden, dette giver, er til at
blive helt ør af.
For at vende tilbage til den unikke
udtryksform for tegneserier, som
er med til at fremhæve udtrykket,
er der stor variation i de forskellige
serier. Det kan dreje sig om de
streger, der er tegnet i umiddelbar
forlængelse af et legeme i fart
(Fig. 8) eller cirkelrunde ringe omkring
et hoved på en person, der
er svimmel, eller bølgende streger,
der stråler ud fra en person, som
oplever smerte efter et slag. Alle
disse tiltag er beregnet på dels at
understrege læserens oplevelse at
det tegnede, dels at sammenfatte
et kompliceret forløb, der ellers
ville sænke tempoet betragteligt,
hvis det fik lov til at strække sig
over flere rammer.
Disse virkemidler kan varieres
i én uendelighed og ses især
i brug i historier om de amerikanske
superhelte, hvor alle bevægelser
netop er overdrevne. I samme
genre finder vi de kraftige kropsforkortelser
og gentagen brug af

Fig. 6. Thierry Capezzone: H.C. Andersen Junior.
ekstrem fed tekst til at understrege
udsagn. Traditionen for dette er
knapt så udpræget i den europæiske
tegneserie og man er da også i
Danmark gået mere og mere væk
fra det i de moderne tegneserier.
Teknikken er kendetegnende for
de ”underholdende” serier for
børn, men stort set ikke-eksisterende
i tegneserier for voksne.
Alle disse teknikker og metoder
- og mange flere - skal i sidste ende
gå op i en højere enhed og skabe
en tegneserie. Det er hårdt arbejde,
først at lære det og dernæst at
kunne det så gennemført, at man
er dygtig nok til at have overskud
til at udvikle sin kunnen med et
kunstnerisk islæt også.
Tegneserien forener adskillige
kunstarter i sig: bogen, billedet,
grafikken, filmen mm. Djævelens
advokat vil hævde, at en sådan
kunstart ikke levner noget til fantasien,
men faktum er, at de mennesker,
som udfører denne vanskelige
kunst, selv har været og
stadig er ivrige tegneserielæsere.
Med et kig på deres imponerende
produktion må man jo konstatere,
at noget fantasi er der da kommet
ud af det.
Henriette Westh
Fig. 7. Ole Comoll Christensen:
Earthling Andy. Brugen af lys/skygge er helt
bevidst, ligesom der spilles på de sorte og
hvide flader. Denne serie skal ikke farvelægges,
da det ville ødelægge hele indtrykket.
Fig. 8. Frank Madsen:
Kurt Dunder. Mange komplicerede bevægelser
i et og samme billede kræver fartstreger til
at angive bevægelsesmønsteret. Uden dem
ville billedet faktisk se højst aparte ud.
9

Vilhelm Hansen var med sine 51 år
allerede en meget erfaren reklametegner
og illustrator, da han
begyndte at tegne Rasmus Klump.
Som reklametegner var hans illustrationer
af Ford-biler i 1930’erne
blevet rost af fabrikanten Henry
Ford selv, og derudover havde
Vilhelm Hansen en stor produktion
af postkort og tegneserier,
bl.a. den populære ”Firlingerne” i
Hjemmet.
I Rasmus Klump valgte VH et
visuelt udtryk og et miljø, der
allerede dengang i 1951 virkede
meget gammeldags. I det omfang
man kan tale om tid overhovedet,
er vi tilbage til Vilhelm
Hansens barndom i begyndelsen
af 1900-tallet. Vi er i provinsen i
nærheden af havet. Området er
præget af husmandssteder og
fiskehytter, åbne marker, forblæste
hegn og grusveje. Få biler,
trækdyr i form af æsler og heste,
små fiskerbåde. Stedmæssigt er vi
i Nordeuropa, men ser vi bort fra
stråtagene og det flade landskab,
er miljøet universelt.
VH benyttede sig i illustrationerne
af forskellige meget bevidste
”tegnerfif” der betød meget for
seriens succes. Seriens stil tændte
de nostalgiske reaktioner hos den
voksne generation og fortælleformen
var så rolig, at børn selv
kunne følge med. Noget som de
fleste læsere vender tilbage til, er
“at børnene er så glade for alle
10
Bag om pennen
- tæt på Rasmus Klump
detaljerne”. Men hvis man analyserer
tegningerne opdager man, at
man har ladet sig snyde to gange:
Der er nemlig slet ikke særlig
mange detaljer. VH brugte den
gamle regel om, at alt hvad der
ikke skal bruges på et billede, er
overflødigt. Grunden til illusionen
er, at han brugte så mange
helfigurbilleder, hvor hele holdet
er med på tegningen. Men baggrund,
interiører og redskaber er
skåret til benet.
Men når man så har regnet den
ud, opdager man, at han alligevel
snød på vægten! Det gjorde han
ved at bruge Pildskadden, Frømand
og senere Gøjen i et ofte uafhængigt
og meget simpelt handlingsforløb
i bunden af striben.
Et andet ”fif” var perspektivet.
I langt de fleste striber ligger
horisonten i den øverste del af
billederne eller er slet ikke med.
Hermed får læseren en følelse
af et meget nært og overskueligt
miljø, som de fleste instinktivt vil
se som trygt.
Fortælleteknisk var det oprindeligt
VHs plan at serien skulle
kunne læses uden tekst og i de
tidlige historier kan man faktisk
godt følge handlingen selvom
over halvdelen af dialogen blev
fjernet. Det ændrede sig over
tiden, og i seriens sidste år var
teksten nødvendig for at forstå
handlingen.
Rasmus Klump og hans venner
skiftede også udseende undervejs.
Fra en meget rund tykmåset bjørn
i de første striber, blev Klump
slankere og højre, og da han i
en af historierne fik en strikhue,
blev den en så integreret del af
hans person, at man dårligt kan
forestille sig ham uden. Også de
andre figurer ændrede udseende,
men billedopbygningen blev fastholdt
og man var aldrig i tvivl
om hvem der var hvem. Seriens
fandt sit tegnemæssige højdepunkt
omkring historierne med
”Rasmus Klump på Landet”, men
alle de klassiske historier erkendetegnet
af VHs omhu og professionalisme.
Siden har adskillige tegnere forsøgt
sig med Rasmus Klump og
hans venner i forskellige stilarter,
men de to tegnere, der for tiden
arbejder med Klump, Per Sanderhage
og Henrik Rehr, lægger sig
så tæt på Vilhelms streg som muligt...
den fås nemlig ikke bedre.
Per Sanderhage, 2009
Foroven og forneden. Carla og Vilhelm Hansen: Rasmus Klump

Efterårets palækoncerter i Palæfløjen
Lørdag d. 31. oktober kl. 12.15:
Bach-koncert som led i Roskilde Bach-Uge:
Følgende konservatorieelever spille værker af Johann Sebastian
Bach:
Mattias Branner
Elisabeth Holmegård Nielsen
Jep Becher Jensen og
Jesper Frank Christensen
Lørdag d. 14. november kl. 12.15:
Mest Haydn - 200 året for Haydns død.
Følgende konservatorieelever spille værker af Haydn og Brahms:
Mattias Branner
Jep Becher Jensen
Andreas Broby Jensen og
Laurits Dragsted
Lørdag den 28. november kl. 12.15:
Alexander McKenzie: Franz Liszt: Klaversonate h-mol
Jesper Frank Christensen: Sergej Prokofiev: Klaversonate nr. 7.
Tegneserieworkshop i Palæfløjen
Søndag den 25. oktober kan man selv prøve, hvordan det er,
at være tegneserietegner.
Tegneseriekunstnerne Ingo Milton og Ole Comoll Christensen vil give alle interesserede en indføring i
de vigtigste principper af tegneseriekunsten, og der vil være lejlighed til selv at binde an med mediet
under kyndig vejledning af de to kunstnere.
Der behøves ingen forkundskaber og Palæfløjen stiller materialer til rådighed. Workshoppen henvender
sig til alle aldre og man er velkommen til at nyde Palæfløjens udstilling bagefter.
Aktivitet: Tegneserieworkshop med Ingo Milton og Ole Comoll Christensen
Sted: Palæfløjen, Stændertorvet 3C, 4000 Roskilde
Dato: Søndag d. 25. oktober 2009
Tidspunkt: kl. 12-15
Pris: Gratis
Tilmelding: Ingen
Tegninger
Til venstre: Ole Comoll Christensen
Foroven: Ingo Milton:
11

Årets Nordeakunstner
Jørn Hansen
Så er det atter tid til udnævnelsen af Årets Nordea-kunstner.
Traditionen tro udstiller samme kunstner i vores
oktober/november udstilling sideløbende med vores
hovedudstilling.
I år er valget faldet på Jørn Hansen, som vi tidligere i år
har set i Palæhaven under vores nyligt overståede Skulpturbiennale.
Derfor vil man også kunne se hans smukke
træskulpturer, som kunstneren har indvilget i at lade stå
i Palæhaven. De værker, der følger prisen, vil desuden
være udstillet i Palæfløjen i perioden 17/10-15/11.
I n d b y d e l s e
Palæfløjen
indbyder Dem - med ledsager - til at deltage i ferniseringen af
Den danske tegneserie
Lørdag d. 17. oktober 2009, kl. 12-16
i Palæfløjen, Stændertorvet 3C, 4000 Roskilde
46321470 • info@roskildekunst.dk
www.roskildekunst.dk
Periode: 17. oktober - 15. november
Åbningstider: ti-sø, kl. 12-16
B