Konfliktens realitet - Arbejdsforskning

er aktualiteten af deres umoderne realitetsprincipper, når de med deres kognitive adfærd orienterer
sig ud fra deres realitetsprincipper, som de gør. På den måde genererer de deres egen
retfærdighed, deres samtidige form for realitet, der på den måde er både samtidig (moderne
nutidig) og reel nok.
Men de tager fejl, når de orienterer sig ”som om” der var en entydig hierarkisk orden af værdier
omkring dem, som om de havde fat i den entydigt og ubetingede rigtige ende eller den
under alle omstændigheder rigtige tråd, og ”som om” deres fortolkning var eneste sande vej til
fred og lykke på jord. De orienterer sig, ”som om” der kunne dannes konsensus om den rigtige
udlægning af verdens sande tilstand, og de bidrager til konflikten med udgangspunkt i deres
kamp for konsensus. Konsensustyranniet er således bare et af de fænomener, der er med til at
komplicere det moderne samfunds selviscenesættelse, selvorganisering.
Forestillingen om den konfliktopløsende diskurs, der ifølge de troende bør og kan ende op i
harmonisk konsensus/enighed om et og samme kosmologiske realitetsprincip, den entydigt
rigtige tilgang og forståelse af alle problemer, er udtryk for en mental spændetrøje, et fornuftens
realitetsprincip, der lukker af for forståelsen for det moderne i samfundet.
Grunden, til at ideologerne med deres kosmologi kan kaldes antagonistiske af natur, er den
simple, at de har forbudt sig selv at henføre deres indsigt i ”verdens sande tilstand” til betingelserne
i den kognitive adfærd, alle de forskellige rekurssive processer der kvalificerer en
iagttagelse eller erfaring som sand. De bliver stående med det der ”er” 28 .
De dikterer så at sige enhver betydning at falde som en performativ bekræftelse af egen symbolik,
og sidestiller andre former for symbolik end deres egen med djævelen eller kalder dem
sige. Hitler vandt stort set sin kontrol over det moderne tyske statsapparat med demokratiske midler, dvs. som
demokratiets paradoksale selvudfoldelse. Demokratiet underminerede sig selv, lod en ideologi mediere og bruge
resten af det moderne samfunds funktionssystemer i sin tjeneste, såre demokratisk.
28 Kun det, der er med nødvendighed, dvs. det som intet andet behøver end sig selv for at være, ”er”, kan leve op
til den definition af væren, som er blevet lagt til grund for den vestlige verdens værensforståelse. Der er selvfølgelig
tale om substansbegrebet, det mere end ambivalente fundament for enhver moderne filosofisk forklaring,
også inden for det moderne ”oplysningens projekt”. Relationen mellem det ultimative substansbegreb, den uskabte
skaber og hans skaberværk, mellem den uendelige skabende ånd, den endelige ånd og den udstrakte verden er
paradokset! For hvad entydigt er der i væren her? Vor Herre er nemlig både kompromitteret og splittet substantielt
mellem sig selv, som det oprindelige, og det han også ”må være”, hvis det han har skabt, overhovedet har krav
på ”at være noget som helst”. Dvs. substansbegrebet ligger og flandrer frit arbitrært og himmelråbende uafklaret,
paradoksalt her i mellem.
Oplysningsprojektet er funderet i dette paradoks, der f.eks. også kan ses i relationen mellem substansen og dens
attributter. Identitetsprincippet, som det har lagt der som logikkens grundlov, har fungeret som kriterium for den
”sande” tænkning, og som kriterium for at skelne mellem sikker og usikker viden. Kombineret med sprogets
iboende tilbøjelighed til at substantivere, dvs. tilbøjeligheden til at sige ”det er”, og med behovet for at kunne
beherske fremtiden, forudsige den sikkert, er det endt op i en hybrid af et kriterium for væren, et realitetsprincip,
der netop handler om, at kun det, der ikke kan være anderledes, kun det har egentlig krav på væren, for kun det
kan danne udgangspunkt for den sikre prognose for fremtiden. Behovet for sikkerhed i erkendelsen er dermed
endt op i at kun den erkendelse, som bunder i sikker viden om det der ikke kan være anderledes, det eneste som
er substantielt nok til at være substans, kun det er sandt nok til at være sandt. Fremtiden er på den måde forsøgt
reduceret til det, der allerede lå i fortiden, det kendte. Heidegger afslører den moderne filosofis paradoksale substansbegreb,
den omvendte rangorden mellem logik og metafysik. Han kom på sporet af erfaringens proceskarakter
i den menneskelige tilværelse, og fik klart øje på at selve ”tilværet” på ingen måde kan reduceres til oplysningsprojektets
værensforståelse, eller redegøres for ud fra dets projektets realitetsprincipper. Det fremgår klart af
Sein und Zeit. Og Theodor Adorno og Max Horkheimer beskriver i Dialektik der Aufklärung, hvordan det moderne
oplysningsideal munder ud i de ideologiserende udgaver af pengeøkonomien og den rene omvendte overlevelseslogik,
som de så den i Nazitysklands udgave af socialdarwinismen. Vore dages mere eller mindre ureflekterede
distinktioner mellem sikker og usikker viden tåler heller ikke en kritik, som den er formuleret i disse to
værker. Tilbøjeligheden til at bortforklare det sociale, psyken og andre aldeles ubestandige og alt for flygtige
fænomener, fordi de ikke kan forudsiges sikkert med udgangspunkt i det der ikke kan være anderledes, den er til
at få øje på.
14