Konfliktens realitet - Arbejdsforskning

More documents

Recommendations

Info

er aktualiteten af deres umoderne realitetsprincipper, når de med deres kognitive adfærd orienterer sig ud fra deres realitetsprincipper, som de gør. På den måde genererer de deres egen retfærdighed, deres samtidige form for realitet, der på den måde er både samtidig (moderne nutidig) og reel nok. Men de tager fejl, når de orienterer sig ”som om” der var en entydig hierarkisk orden af værdier omkring dem, som om de havde fat i den entydigt og ubetingede rigtige ende eller den under alle omstændigheder rigtige tråd, og ”som om” deres fortolkning var eneste sande vej til fred og lykke på jord. De orienterer sig, ”som om” der kunne dannes konsensus om den rigtige udlægning af verdens sande tilstand, og de bidrager til konflikten med udgangspunkt i deres kamp for konsensus. Konsensustyranniet er således bare et af de fænomener, der er med til at komplicere det moderne samfunds selviscenesættelse, selvorganisering. Forestillingen om den konfliktopløsende diskurs, der ifølge de troende bør og kan ende op i harmonisk konsensus/enighed om et og samme kosmologiske realitetsprincip, den entydigt rigtige tilgang og forståelse af alle problemer, er udtryk for en mental spændetrøje, et fornuftens realitetsprincip, der lukker af for forståelsen for det moderne i samfundet. Grunden, til at ideologerne med deres kosmologi kan kaldes antagonistiske af natur, er den simple, at de har forbudt sig selv at henføre deres indsigt i ”verdens sande tilstand” til betingelserne i den kognitive adfærd, alle de forskellige rekurssive processer der kvalificerer en iagttagelse eller erfaring som sand. De bliver stående med det der ”er” 28 . De dikterer så at sige enhver betydning at falde som en performativ bekræftelse af egen symbolik, og sidestiller andre former for symbolik end deres egen med djævelen eller kalder dem sige. Hitler vandt stort set sin kontrol over det moderne tyske statsapparat med demokratiske midler, dvs. som demokratiets paradoksale selvudfoldelse. Demokratiet underminerede sig selv, lod en ideologi mediere og bruge resten af det moderne samfunds funktionssystemer i sin tjeneste, såre demokratisk. 28 Kun det, der er med nødvendighed, dvs. det som intet andet behøver end sig selv for at være, ”er”, kan leve op til den definition af væren, som er blevet lagt til grund for den vestlige verdens værensforståelse. Der er selvfølgelig tale om substansbegrebet, det mere end ambivalente fundament for enhver moderne filosofisk forklaring, også inden for det moderne ”oplysningens projekt”. Relationen mellem det ultimative substansbegreb, den uskabte skaber og hans skaberværk, mellem den uendelige skabende ånd, den endelige ånd og den udstrakte verden er paradokset! For hvad entydigt er der i væren her? Vor Herre er nemlig både kompromitteret og splittet substantielt mellem sig selv, som det oprindelige, og det han også ”må være”, hvis det han har skabt, overhovedet har krav på ”at være noget som helst”. Dvs. substansbegrebet ligger og flandrer frit arbitrært og himmelråbende uafklaret, paradoksalt her i mellem. Oplysningsprojektet er funderet i dette paradoks, der f.eks. også kan ses i relationen mellem substansen og dens attributter. Identitetsprincippet, som det har lagt der som logikkens grundlov, har fungeret som kriterium for den ”sande” tænkning, og som kriterium for at skelne mellem sikker og usikker viden. Kombineret med sprogets iboende tilbøjelighed til at substantivere, dvs. tilbøjeligheden til at sige ”det er”, og med behovet for at kunne beherske fremtiden, forudsige den sikkert, er det endt op i en hybrid af et kriterium for væren, et realitetsprincip, der netop handler om, at kun det, der ikke kan være anderledes, kun det har egentlig krav på væren, for kun det kan danne udgangspunkt for den sikre prognose for fremtiden. Behovet for sikkerhed i erkendelsen er dermed endt op i at kun den erkendelse, som bunder i sikker viden om det der ikke kan være anderledes, det eneste som er substantielt nok til at være substans, kun det er sandt nok til at være sandt. Fremtiden er på den måde forsøgt reduceret til det, der allerede lå i fortiden, det kendte. Heidegger afslører den moderne filosofis paradoksale substansbegreb, den omvendte rangorden mellem logik og metafysik. Han kom på sporet af erfaringens proceskarakter i den menneskelige tilværelse, og fik klart øje på at selve ”tilværet” på ingen måde kan reduceres til oplysningsprojektets værensforståelse, eller redegøres for ud fra dets projektets realitetsprincipper. Det fremgår klart af Sein und Zeit. Og Theodor Adorno og Max Horkheimer beskriver i Dialektik der Aufklärung, hvordan det moderne oplysningsideal munder ud i de ideologiserende udgaver af pengeøkonomien og den rene omvendte overlevelseslogik, som de så den i Nazitysklands udgave af socialdarwinismen. Vore dages mere eller mindre ureflekterede distinktioner mellem sikker og usikker viden tåler heller ikke en kritik, som den er formuleret i disse to værker. Tilbøjeligheden til at bortforklare det sociale, psyken og andre aldeles ubestandige og alt for flygtige fænomener, fordi de ikke kan forudsiges sikkert med udgangspunkt i det der ikke kan være anderledes, den er til at få øje på. 14
falsk viden, som om deres moral var sandhedskriterium. De moderne humanister som f.eks. Jürgen Habermas og de lys levende nationalt danske og nationalistiske korsfarere som Jesper Langballe og Søren Krarup har mere til fælles, end de bryder sig om, lige som de to præster i ren magtlogisk forstand agerer nyttige idioter for den politiske proces, som de ikke forstår. Det faktum, at erfaringen i det moderne samfund falder endog meget differentieret og kvalificeret på mange forskellige forudsætninger, og at den funktionsdifferentierede mangfoldighed af inkommensurabel kognitiv og praktisk adfærd er fundamentet for det moderne samfunds succes og fredelige sameksistens, ja det falder uden for de store kosmologiers og konsensusteoriers fatteevne. Disse ideologer tvinger i stedet alt ind under deres egen forestilling omkring værdiernes hierarkiske orden, funderet i den religiøse ide om det transcendente, enhedsprincippet, ordenen i deres kosmos og konsensustyranni. Det ender op i forestillinger om grader af væren, hvor ideen alene står tilbage og læser graderne af væren ind bag de alt for empiriske modsigelser. Det ender, som ”de regulative ideer” 29 foreskriver, med at verden i deres optik står tilbage som fordømt, alt for ond til de gode. Her kan man tale om sammenfald mellem religionens identificering af det diabolske, dvs. fremmedkvalificerede meningsindhold, med det djævelske. Djævelen tilhører de troende moralisters symbolik. Konflikten, fjendskabet med det fremmedkvalificerede falder med nødvendighed af systeminterne grunde, dvs. på baggrund af kosmologiens symbolik. Hvad der ikke er plads til i ideologiernes kosmologi, det eksisterer ikke for ideologerne, og registreres systematisk som ondt eller uvirkeligt. Således har de skabt deres performativt selvbekræftende argument for at fordømme, hvad der ikke bidrager til deres selvbekræftende orden. Vi kan tale om deres realitetsprincip, en form for selvbestaltet overhøjhed, et udtryk for den rationalitet, der ligger i det europæiske åndshovmod, som kolonierne blev offer for, da Europa koloniserede hele jorden, lige som vi kan nævne Thor Pedersen, der forbeholder sig ret til at skide de videnskabelige forklaringer et stykke, der handler om, at han, hans politiske bagland og hele den herskende økonomisk politiske orden gør hvad den kan for at underminere det sociales naturlige mulighedsbetingelser. Folketingets formand har måske en ideologi, der ikke er identisk med den kristne form for kosmologi, men det er ingen tilfældighed, at han i politisk praksis trives fortrinligt med præsterne fra dansk folkeparti. Det giver mening at tale om mere eller mindre fremmede mulighedsbetingelser, forudsætninger og hændelser, som har effekt for samfundet, og som ikke ”er” semantiske konstruktioner i samfundet. Men disse forudsætninger kan kun gives mening på grundlag af de forskellige former for systembetinget kognitiv praksis, som de falder i, og verden falder ikke fortolket for sig selv i et og kun et semantisk univers eller uafhængigt af noget semantisk univers, lige så lidt som det lader sig gøre for det sociale eller det psykiske at erfare i anden form end meningens. Og igen, erfaringen har ikke nødvendigvis sin sandhedsværdi i det at svare til noget. Dagligdagens viden bekræfter sig igen og igen på det psykiske plan, som empirisk forventning, fortrolighed, bygget op om de mange daglige bekræftede korrigeringer af den enkeltes tilværelse. Erfaringens gyldighed og funktion, kvalificeringen af den som sandhed, består ikke kun i at svare til genstanden for opmærksomhed, selv om det er sådan man i dagligdagen omtaler de bekræftede forventninger, fortroligheden med sin verden. Den kognitive performance, som ideologierne er udtryk for, er det metafysiske fundament for det hierarki af værdier, som ideologierne har ophøjet til deres realitetsprincip, kosmologi. De 29 Immanuel Kant i Kritik der reinen Vernunft, skematismekapitlet. (s.170) 15
Page 1 and 2: Konfliktens realitet (Teksten er ta
Page 3 and 4: Antagonisme Uden at det kan siges a
Page 5 and 6: sigheden overhovedet kommer til syn
Page 7 and 8: ningen på de problemer, han ser i
Page 9 and 10: ved sin egen logik så at sige, og
Page 11 and 12: Således genereres og lever retten
Page 13: per” 24 , sproglig tilbøjelighed
Page 17 and 18: ationalitet. Miljøproblematikken o
Page 19 and 20: heden endnu er stået i. Der er fø

Konfliktens realitet - Arbejdsforskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?