Nr.3 - august 2004

Nr. 3 - august 2004
DANMARKS KATOLSKE KVINDEFORBUND
DKKF-Nyt
Kvinder udnævnt af Vatikanet
Norsk Katolsk Kvindeforbund 80 år
Retræten på Dalum 2004
kfd - det tyske kvindeforbund

DKKF-Nyt
Medlemsblad for Danmarks
Katolske Kvindeforbund.
REDAKTIONSGRUPPE
Ruth Christophersen
Kate Hovgaard Jakobsen
Ruth Pallisgaard Meyer
Lisbeth Poulsen
Vivian Tiedemann, ansv.
REDAKTIONENS ADRESSE
Vivian Tiedemann
Vesterbrogade 28, 3.th
1620 København V
Telefon 3325 9340
Telefax 3325 9341
E-mail vivian@tiedemann.dk
Indhold
Redaktionelt 3
Hilsen fra DKKF’s landsleder 4
DKKF-møde i Jylland 5
Kvinder udnævnt af Vatikanet 6
NKKF fylder 80 7
Bog af Janne Haaland Matlary 8
Interview med Brigitte Frodermann 10
Kilden i Karup 13
Retræten på Dalum 16
Gerda Sørensen in memoriam 20
Fra Solsangen 21
DKKF protest mod porno 22
Mødekalenderen 23
Forsiden
Catharina af Siena talte med store bogstaver
til paven - og vendte udviklingen i
Kirken.
Næste nummer af bladet forventes at udkomme
ultimo november 2004. Deadline
for indsendelse af stof og mødemeddelelser
til næste nummer er 1. november
2004. Send om muligt stof og meddelelser
på diskette eller pr. e-mail.

Redaktionelt
Med pave Johannes Pauls tilslutning
udsendte kardinal Ratzinger i
slutningen af maj måned et brev til
alle Den katolske Kirkes biskopper.
Det handlede om samarbejde
mellen mænd og kvinder i Kirken
og i verden.
Brevet har givet anledning til
megen omtale både i pressen og
indenfor Kirken, og er også blevet
mødt med en kritik for at være
antifeministisk - en kritik, jeg ikke
deler efter at have læst brevet!
Brevet uddyber blandt andet forskellen
mellem mænd og kvinder.
Forskellen manifesterer den komplementaritet,
som i den sidste
ende er en forudsætning for kærlighedens
mulighed for at give og
modtage.
I brevet fremhæves kvindens særlige
værdier og egenskaber, og
netop forskelligheden gør det nødvendigt,
at kvinder fortsat gør sig
gældende i familien, men sandelig
også i Kirken og i samfundet.
Et holdning, der blandt andet
har vist sig gennem pavens erklæring
af både den lille og den store
Therese og Catharina af Siena som
kirkelærere - Catharina, der endog
talte med store bogstaver til paven
og vendte udviklingen i Kirken.
Det drejer sig ikke blot om indflydelse
fra »fortidens kvinder«,
men kvinder i dag udnævnes til
betydelige poster med indflydelse
indenfor Kirken, som man kunne
læse om i det sidste WUCWO’s
blad Womens Voice.
En udvikling er i gang, men
Rom - heller ikke pavens - blev
bygget på en dag.
Huske må man også, at Den
katolske Kirke er en Verdenskirke,
bestående i lande med meget forskellige
traditioner og på meget
forskellige udviklingstrin. Den
vestlige verden er ikke hele verden
... V.T.
3

Hilsen fra DKKF’s
landsleder
Kære katolske kvinder
Nu er sommeren ved at være forbi, og forhåbentlig har I haft en god
sommer med gode muligheder for at samle ressourcer til den kommende
vinter.
I august kan vi mærke, at dagen bliver kortere, solen står senere op og
går tidligere ned, og vi kan se frem til den mørke tid, hvor vi længes efter
lyset. Og jeg håber, at I, hver på jeres måde, har fået samlet så meget lys,
at I har noget at tære på i den kommende vinter.
Lyset kan vi samle på mange måder: vi har brug for solens stråler, som
giver vores krop lys, og mange mennesker har erfaret, at deres krop og
sind har det bedre, når man er omgivet af lys.
Men vores sjæl har også brug for lys, og det er godt at vide, at det lys
er uafhængig af vejret, uafhængigt af, hvor meget solen skinner. Jesus
Kristus har sagt: Jeg er verdens lys, og lyset fra Ham modtager vi hver
dag, når vi accepterer Hans kærlighed til os, når vi beder til Ham, når vi
læser i Biblen for at høre, hvad Han vil sige til os, og når vi modtager
sakramenterne.
Jesus har også sagt: I er verdens lys, og netop derfor kan vi styrke hinanden.
Samvær og kontakt på tværs af landet er lys, som bekræfter, at vi
er søstre, vi har den samme Far. Lyset fra en anden troende kan være en
stor hjælp for mig i mit trosliv, og netop i en mørk tid har vi brug for lys,
og lyset fra trosfæller kan være en hjælp i en mørk tid.
Kærlig hilsen
4
Birgit

DKKF møde i Jylland
Indbydelse til en lørdag i Vejle sammen med katolske kvinder.
Hvor: I de nye menighedslokaler ved Sct. Norberts Kirke i Vejle.
Adressen: Blegbanken 2, Vejle
Hvornår: Lørdag den 6. november 2004 kl. 12 – ca. kl. 17.
Programmet:
Vi mødes kl. 12, og mødet begynder med, at vi spiser frokost sammen.
Derefter holder Birgit Clausen et oplæg med emnet:
»På jagt efter min families katolske rødder i Polen og Ukraine«.
Oplægget handler i høj grad om den betydning, Birgit og hendes ægtefælle
oplevede, en fattig indvandrer-familie i generationer kan have for
sine børn og børnebørn. Denne opdagelsesrejse gav ægteparret flere
oplevelser af katolsk trospraksis, og spørgsmålet dukker op: Er vores
egen trospraksis absolut den »mest rigtige«? På rejsen stiftede de bekendtskab
med ortodokse Kirker, som er i fællesskab med Den romerskkatolsk
Kirke.
Dette oplæg vil give udgangspunkt for samtale i grupper og plenum om
forskellige emner, hvilket netop er formålet med vores møde:
At vi i fælles dialog kan udveksle tanker om vores katolske tro og liv,
og derved styrke vort kvinde-netværk.
Dagen slutter med en liturgi i Sct. Norberts Kirke.
Tilmelding senest d. 1. november 2004 til
Benedicte Knudsen, mail: urlev@mail.sonofon.dk. ( Tlf: 75 68 75 11).
Pris: 25 kroner, som dækker frokost og eftermiddagskaffe med kage.
Alle kvinder er hjertelig velkommen til denne dag.
På gensyn
Benedicte Knudsen, Anna Smitshuysen og Birgit Clausen
5

Flere kvinder udnævnt af Pavestolen
Fra WUCWO’s blad Women’s Voice
For første gang har den Hellige
Fader udnævnt en kvinde som
præsident for det Pontifikale
Akademi for socialvidenskaber,
nemlig Harvard professor Mary
Ann Glendon, som stod i spidsen
for den Hellige Stols delegation
ved verdenskonferencen for
kvinder i Peking i 1995.
Hun er født i 1938 i Pittsfield
(Massachusetts), er gift og har tre
døtre. Hun har undervist i jura ved
universitetet i Boston, ved
Gregoriana i Rom og også ved
Athénée Regina Apostolorum
ligeledes i Rom. Hun har været
medlem af det pavelige akademi
siden 1994.
I marts udnævnte Paven endvidere
de første kvindelige teologer
som medlemmer af den
Internationale Teologiske Kom-
6
mission. Det er søster Sarah
Butler, professor i teologi ved
Lake universitetet i Mundelein,
Illinois, nær Chicago, og German
Barbara Hallensleben, professor
ved det teologiske universitet i
Fribourg i Sweits.
Endelig har den Hellige Fader
for første gang betroet en post med
udøvende kompetence i en kongregation
i den Romerske Kurie.
Søster Enrica Rosanna, 66 år, er
udnævnt til undersekretær for
Institutterne for gudviet liv.
Søster Enrica har indtil nu været
professor i religionspsykologi ved
det pavelige fakultet for uddannelsesvidenskaberne,
som ledes af
hendes kongregation. Som videnskabelig
ekspert i pædagogik har
hun deltaget i adskillige biskopsynoder.
Også redaktionens kvinder er
blevet forfremmet: Efter
bortfaldet af portostøtten har
de overtaget Post DK’s
adressering af DKKF-Nyt ...!

Sigrid G.
TILLYKKE!
Norges Katolske Kvindeforbund fejrer 80 års jubilæum!
Jubilæet fejres den 23. -24. oktober
med et jubilæumsseminar med
temaet: Er Norge (fortsat) et kristent
land?
Temaet belyses fra forskellige
vinkler: Janne Haaland Matlary
fra et internationalt perspektiv. Sr,
Anne Bente Hadland OP og fr.
Anfinn Haram OP fra det kristne
værdiperspektiv.
Janne Haaland Matlary
7

Som en præsentation af Janne
Haaland Matlary bringer vi - på
norsk - en anmeldelse af hendes
bog Tyngdepunktet - hvorfor jeg
ble katolikk. Anmeldelsen er skrevet
af Rønnaug Aaberg Andresen,
der er medlem af bestyrelsen i
Norges Katolske Kvindeforbund.
Janne Haaland Matlary, norsk
kvinne med nære forbindelser til
Vatikanet og som gjør tjeneste i
eller leder flere av Den Hellige
Stols delegasjoner til forskjellige
internasjonale konferanser, har
skrevet en selvbiografi, som
beskriver hennes vei til Den katolske
kirke. Hun kommer fra en
bakgrunn av tradisjonell luthersk
kristendom på Norges sydkyst,
som er en del av landet med sterke
maritime tradisjoner og åpenhet
mot Europa, og hun bekjenner
selv, at hun ikke var særlig interessert
i religion, ja, hun var nærmest
ateist.
Men fra å være en flink skolepike
førte hennes intellektuelle
utvikling gjennom en modningsprosess
som student, som ledet
henne til å studere filosofi, og hun
utviklet en spesiell interesse for
St. Thomas Aquinas. Mens hun
studerte St. Thomas’ lære hos en
dominikanermunk i Oslo, utviklet
det seg hos henne en åndelig og
8
intellektuell overbevisning om, at
Den katolske kirke var det rette
sted for henne, og følgelig ble hun
opptatt i Kirken i påsketiden 1982,
25 år gammel.
En av hennes grunner for å skrive
denne boken er å gi et svar på et
spørsmål, som hun ofte har møtt
både i sitt arbeid i Norge som tidligere
statssekretær i regjeringen
og som professor i statsvitenskap,
så vel som i sine møter verden
rundt i internasjonale oppdrag på
vegne av Den Hellige Stol:
Hvorfor er hun katolikk - hvordan
er det for en norsk kvinne mulig å
være katolikk?
Men denne selvbiografien er
ikke nok en typisk historie om en
plutselig omvendelse, beskrevet i
sentimentale ordelag. Hennes
søken etter troen ledet henne ad
den intellektuelle vei, med filosofien
som guide. Og hun fant også,
at denne vei til troen hadde vært
veien for mange andre av de store
menneskeskikkelser i kristenhetens
historie, også blant Kirkens
helgener.
Men hennes konversjon var på
ingen måte en tryllestav, som forvandlet
hennes liv. Hun erfarte
troens opp- og nedturer, og hun
taler også om sin »andre konversjon«
- en erfaring, hun hadde i et
benediktinerkloster i Pannonhal-

ma i Ungarn. Hun skriver overbevisende
om sin kamp for å leve et
kristent liv midt oppe i sine studier,
sitt doktorgradsarbeid, sitt
politiske arbeid og familielivet
med mann og fire barn.
Et annet aspekt av Jannes liv,
som byr på meget interessant lesning,
er hennes ekteskap med en
ungarer, som kom som flyktning
til Norge etter oppstanden i
Ungarn i 1956. De giftet seg i
St. Peterskirken i Roma i 1985. Så
lenge som det kommunistiske system
rådet i Ungarn, vendte han
aldri tilbake dit, men Janne reiste
dit flere ganger og lærte sin manns
bakgrunn å kjenne og fikk venner
der, særlig en benediktinermunk,
som hun refererer til mange ganger
i boken. Hennes kjennskap til
Sentraleuropa og dets kultur kommer
også til syne, der hun skriver
om sitt politiske arbeid på Balkan
under borgerkrigene der. For
henne er den sentraleuropeiske
kulturen, med sine eldgamle tradisjoner,
mer tilfredsstillende både
intellektuelt og åndelig enn det
vest- og nord-europeiske kulturelle
klima.
Boken er opprinnelig skrevet på
engelsk og tittelen er »A Different
Love Story«. Innimellom hennes
beretninger om sitt liv og arbeid
skriver hun om sin kamp for å
finne Kristus i hverdagslige omgivelser
og oppgaver. Hun siterer
lange passasjer fra skriftene til
St. José Maria Escriva, grunnleggeren
av »Opus Dei«-bevegelsen.
Hun nevner ikke selve bevegelsen,
kanskje ut fra bevisstheten om
divergerende oppfatninger om
»Opus Dei« både innenfor og
utenfor Den katolske Kirke. I alle
fall sier hun, at Escriva har vist
henne, at alle former for arbeid
utgjør en vei til hellighet, når det
oppfattes som tjeneste. Hun gir et
eksempel: ȁ skrelle poteter kan
være sterilt og kjedelig, på det
beste litt nyttig for dem, som skal
spise potetene. Eller det kan være
fylt av lovprisning og kjærlighet
til Gud, og Han vil forandre det og
bruke det i overensstemmelse med
Sin plan«.
Rønnaug Aaberg Andresen
PS. Janne Haaland Matlary er
“Dame av Malteserordenen”, den
eldste katolske orden, som oppsto
som en vaktstyrke for kristne pilegrimer
i Jerusalem allerede på
900-tallet, og som fortsatt eksisterer.
Opptagelsen fant sted ved en
tradisjonell seremoni med sverdslag
og edsavleggelse i St. Birgitta
klosterkirke i Vadstena i Sverige
1. september 2001.
9

Interview med
Brigitte Frodermann
Ved Marlene Henrichsen
Brigitte Frodermann er leder for
det Katolske Kvindeforbund (kfd)
i ærkebispedømmet Hamburg.
Forbundet her består af regionerne
Hamburg, Schleswig-Holstein og
Mecklenburg.
Nogle medlemmer af DKKF,
vil nok kende Brigitte fra vores
årlige tysk/danske weekender i
Kloster Nütschau, og vi har bedt
hende fortælle om det kfd, som vi
jo gennem 20 år har haft samarbejde
med, som det fremgik af sidste
nummer af DKKF-Nyt, hvor
Susanne Lundh fortalte om samarbejdet
og fejringen af 20 års jubilæet.
Brigitte fortæller at forbundet
har eksisteret i 75 år, og at dette
sidste år blev fejret i Mainz.
Foreningens mål og opgaver
fremgår af vedtægterne:
Kfd er et forbund af kvinder
inden for Kirken, et forbund, hvor
alle medlemmerne hjælper og
opmuntrer hinanden til at følge
10
Jesu Kristi bud om partnerskab
med alle mennesker - med den
målsætning at opnå deres fulde
udfoldelse i troens kraft.
Kfd er et fælleskab indenfor
Kirken, hvor medlemmerne hjælper
hinanden med at leve i kraft af
deres tro, at deltage i Kirkens tjeneste
og at vidne om deres tro.
Kfd er et fællesskab inden for
samfundet, der under kristent
ansvar på basis af forfatningsmæssige
grundrettigheder og sammen
med andre grupper tager del i tjenester
og opgaver, der angår familie,
arbejdsmarked m.m.
Hvilken berettigelse mener du et
forbund for kvinder har i dag?
- Et kvindeforbund skal bl.a.
kæmpe for kvinders interesser og
rettigheder i Kirken og samfundet
og medvirke til at etablere en kultur,
der tager udgangspunkt i en
retfærdig behandling af kvinder.
Hvor mange medlemmer er I -og
i hvilken aldersgruppe? Og lykkes

Birgitte Frodermann
det at få de unge med ?
- Vores landsforbund er det største
kvindeforbund i Tyskland med
sine 650.000 medlemmer.
- I vort bispedømme Hamburg
har vi p.t. 1.100 medlemmer i
aldersgruppen 50 - 60 år - eller
ældre.
- At gøre yngre kvinder interesserede
er svært, særligt blandt de
udearbejdende yngre kvinder er
interessen for vores forbund ringe.
- Vi har for tiden en kampagne
for »medlemshvervning« af yngre
kvinder kørende, projektet ledes af
vores regionale talskvinde for
Hamburg.
- Vores forbund er i bispedømmerne
Aachen, Berlin, Dresden,
Erfurt, Essen, Freiburg, Fulda,
Gerløtz, Hamburg, Hildesheim,
Köln, Limburg, Magdeburg,
Mainz, München, Münster,
Osnabrück, Paderborn, Speyer og
Trier.
- Vores forbund i bispedømmet
Hamburg består som nævnt af tre
regioner Hamburg, Schleswig-
Holstein og Mecklenburg. I
Schleswig-Holstein har man f.eks.
syv underafdelinger med hver sin
leder, som inviterer til møder med
kvinder fra de menigheder, som
har en kfd-gruppe.
Hvilke aktiviteter har I?
- Bortset fra den tysk/danske
weekend har vi også en weekend i
Mecklenburg hvert år.
- Derudover er der hvert andet
år en »bispedømme-dag« med et
bestemt tema. Sidste år i
»Bibelåret« var temaet: »Ikke
tomme ord, men jeres liv - ifølge
Biblen«
- Også i menighederne har man
dage omkring et tema.
- Desuden arbejder vi også økumenisk,
f.eks. er vi med i »Den
internationale Bededag« i samarbejde
med alle konfessioner.
Hvad gør I for at forbundet bliver
kendt og hvordan bliver de
forskellige programmer bekendtgjort
? Har I jeres eget blad?
- I bispedømmet er vi jo allere-
11

de kendt som forbund, og vi kontakter
også kvinder personligt.
- Jeg har, da jeg startede i forbundet,
grundlagt en kvindegruppe,
som har eksisteret siden.
- Vores »Kontor for Kvindesjælesorg«
Hamburg udgiver hvert
år et program med tilbud til alle
kvinder (ikke kun medlemmer af
kfd) Heri annonceres også for
12
vores møder bl.a. den tysk/danske
weekend.
- Vi har ikke vores eget blad,
men vores medlemmer får bladet
»Frau und Mutter«, som bliver
udsendt centralt.
DKKF-Nyt siger en stor tak til
Brigitte for hendes venlige medvirken.
I en lille piece udgivet af kfd tilbydes
hjælp til dannelse af kvindegrupper, og
der står blandt andet følgende lille »dialog«:
»Findes der i din menighed en kvindegruppe,
hvor du befinder dig godt til
pas«?
»Næh!«
»Så start da en! Måske kender du en
eller to andre, der vil være med til det«
»Det kan jeg ikke! Det er alt for meget
arbejde! Det er alt for indviklet! Det er
jeg heller ikke den rette til«
»Hvorfor egentlig ikke? Få stenen til
at rulle!«
En lille dialog til eftertanke - også i
DKKF!

Karup – et Maria-valfartssted
Af Birgit Clausen
Når vi tænker på store valfartssteder,
går vores tanker sikkert til udlandet,
for det har vi da ikke i Danmark.
Men Danmark har også store valfartssteder,
eller rettere i Danmark er
der adskillige steder, som indtil
reformationen var store valfartssteder.
Et af de steder findes i Karup,
ca. 25 km. vest for Silkeborg.
Når man nærmer sig den vestjyske
by Karup fra vest, kan man
ikke umiddelbart forestille sig det
liv, der i 1400-tallet og indtil
reformationen foregik her. Vi ser
nemlig i dag kun en kirke uden
tårn, uden apsis og faktisk ikke ret
stor. Og når man går få hundrede
meter hen ad vejen, er der et skilt
på Kildevej, et skilt, der viser hen
til en fredet kilde i baghaven til et
hus. Vi må gerne gå derhen, blot vi
viser hensyn til husets beboere.
Men lad os i tankerne gå tilbage
til midten af 1400-tallet. Rundt i
Danmark er der mange kirker,
hver landsby har faktisk én. En
stor del af dem er indviet til
Jomfru Maria, Jesu mor. Hun har
jo siden Kirkens start den første
pinsedag betydet meget for de
kristne, hun har været et eksempel
på et menneske, der tror. Vi og
Kirken tror, at hun er optaget i
Himlen, og derfor kan vi bede om
hendes forbøn, som hendes søn
Jesus Kristus vil høre.
Rundt i den kendte verden, er
der mange valfartssteder. De
kendteste er Det hellige Land,
hvor Jesus levede, døde og opstod,
Rom med apostelgravene, Santiago
de Compostela med Jacobs
grav. Vi ved, at mange mennesker
valfarter gennem Europa til disse
steder. For en del af disse pilgrimme
er turen en oplevelsestur, mens
andre udfører valfarten som en
naturlig del af deres trosliv, en
mulighed for at opleve ens livsvej
som en hel konkret rejse med et
mål, og med muligheden for på
det hellige sted at finde lægedom
Kirken i Karup
13

for syndens sygdom og dermed
finde en ny retning med livet.
Der er også Maria-valfartssteder.
Lourdes, Fatima, Medjugorje,
Chestochowa, o.s.v. er endnu ikke
valfartssteder, men pilgrimme drager
i stort tal til bl.a. Loreto i
Italien, til Walsingham i England,
til Aachen i Tyskland.
I Norden var der i de første par
hundrede år efter, at kristendommen
kom hertil, ingen særlige
Maria-valfartssteder. Mange drog
dog på pilgrimsrejse, især til helgengrave.
Det ældste er Sankt
Olavs grav i Trondheim i Norge,
og senere kom Sankt Knud Konge
i Odense og Sankt Knud Lavard i
Ringsted foruden helligkilden og
kapellet i Haraldsted, hvor han
blev myrdet.
Og vi kender også til andre valfartssteder
i Danmark, f.eks. det
blødende krucifiks i Bistrup ved
Roskilde og den blødende hostie i
Kippinge på Falster. Tilsvarende
mirakler tiltrak også pilgrimme til
Kliplev og Lysabild i Sønderjyl-
14
land. Og så var der mange helligkilder,
som troende opsøgte for at
opnå helbredelse for sygdomme.
Men lad os forestille os, at vi er
i midten af 1400-tallet her i Karup.
En dag sker der noget: en blind
mand har en nat drømt, at hvis han
lader sig lede til Karup, vil han
under en sivbusk finde en kilde,
og hvis han under påkaldelse af
Jomfru Maria bader sine øjne, vil
han blive seende igen. Manden
tror sin drøm, finder kilden som
beskrevet og får synet igen. Rygtet
om denne helbredelse spredes hurtigt,
og mange mennesker valfarter
til stedet.
Og lad os så i tankerne gå 30-40
år frem til slutningen af 1400-tallet.
Karup har helt ændret sig: fra
at være en lille flække ved Karup
Å, er det blevet til datidens
Lourdes i Norden. Folk valfarter i
hobetal til stedet.
Ved kilden er der bygget et lille
kapel, med koret lige ved kildevældet,
så den præst, der læser den
hellige messe, er meget tæt ved
vandet. Fra kilden bliver vandet
ledet i en stensat rende i en bue
udenom kapellet, og mellem renden
og kapellet er området
omhyggeligt brolagt. Selve renden
er overdækket med et langt tag,
der hviler på piller på begge sider
af vandrenden. På den måde har

pilgrimmene tør og sikker adgang
til at drikke af det hellige vand.
Efter renden samles vandet i en
dam, der er kantet af sten, inden
det løber gennem engen ned til
Karup Å. Hele kildeanlægget er
ikke særligt stort, under 100 m 2.
Et par hundrede meter væk, oppe
på bakken, er der blevet bygget
en stor valfartskirke, Vor Frues
Kapel i Karup, meget større end
den kirke, vi i dag ser på stedet. Til
kirken er der knyttet et helt præsteskab,
som forvalter sakramenterne
for pilgrimmene. Og ved
siden af kirken er der et hospital,
hvor syge pilgrimme kan bo og
blive plejet under deres ophold på
valfartsstedet.
Pave Alexander VI har sendt et
afladsbrev til præsten Jens
Ovesen, hvori der står, at der i
Karup er forekommet overmåde
mange mirakler, og »at talrige
kristne, der var ramt af forskellige
lidelser, ved Vor Frelsers nåde er
blevet helbredt og befriet fra disse
onder.«
Paven har knyttet en aflad til
den, der bodfærdigt søger stedet
på bestemte Maria-festdage, og
vel at mærke søger kirken – Vor
Frues helligdom. Han anbefaler de
troende at drage herhen for at yde
den hellige jomfru ære. Kilden er
ikke målet, men kun midlet, hvor-
ved Gud viser den enkelte sin nåde
ved at lade dem opnå helbredelse
for sygdomme, fysiske og åndelige
sygdomme.
Karup var altså et af tidens
åndelige kraftcentre, et af de steder,
mennesker søgte hen for at
opleve Guds nærhed på denne specielle
måde: at være på det sted,
hvor Guds nåde helbreder mennesker,
hvor Kristus virker i sakramenterne,
hvor Maria på en særlig
måde viser os mennesker sin søn
Jesus, kort sagt et sted, hvor man
føler, at man er Gud nærmere end
i den hårde og barske hverdag.
Når vi i dag står på stedet og på
alle de andre tilsvarende steder i
Danmark, må vi selv afgøre, om vi
er pilgrimme: besøger vi et
museum, eller tror vi på, at den
livgivende Gud stadig kan bruge
dette sted til at tale til os?
15

Retræte på Dalum
Af Lise Bjørn
DKKF’s retræte på Dalum Kloster
fandt sted 16. - 20. august 2004.
Retrætens tema var: »Gør dette
til ihukommelse af mig«, og retrætens
leder var pater Paul Marx
O.M.I.
Mandag aften 16. august samledes
25 kvinder i konventsstuen på
Dalum Kloster med pater Marx.
Snakken gik livligt, og der var
mange glædesudbrud over at
gense gamle venner.
Ruth Meyer bød alle velkommen
og gav praktiske oplysninger
om retrætens forløb; hun indskærpede
os meget at overholde stilheden
under retræten.
Retræten blev indledt i søstrenes
dejlige kirke, og dagen sluttede
med den Den Hellige Messe og
Komplet.
Under retræten var der syv
oplæg i alt, og hvert oplæg blev
indledt med den skønne lovprisning
fra Kol 1, 14 - 20, som vi
blev opfordret til også selv at læse
og bede.
Pater Paul Marx forklarede os,
at vi er forsamlede i et kærlighedens
fællesskab, og at »hvor to
eller tre er forsamlede i mit Navn,
16
Pater Marx læser Kol 1,14-20:
I ham [Kristus] har vi forløsningen, syndernes
forladelse. Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte. I ham blev alting
skabt i himlene og på jorden, det synlige og
det usynlige, troner og herskere, magter og
myndigheder. Ved ham og til ham er alting
skabt. Han er forud for alt, og alt består ved
ham. Han er hoved for legemet, kirken. Han
er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for
at han i alle ting skulle være den første. For i
ham besluttede hele guddomsfylden at tage
bolig og ved ham at forsone alt med sig, på
jorden som i himlene, ved at stifte fred ved
hans blod på korset.
er jeg midt iblandt jer«. Vi skal
skabe et stilhedens rum for at
mærke Jesu nærvær. Jesus skal
engagere hele vor person - at fatte
dét er vort livs opgave!
Gud vil kun een ting: »Giv mig
lov til at elske dig«. Gud længes
efter vore hjerter, så vi kan blive
helbredte.
Jesus vil vandre med os og

åbenbare Eukaristiens hemmeligheder
for os. Vi skal være som
nyfødte børn, fuldstændig åbne for
at tage imod Gud.
Messen må aldrig blive en pligt,
men skal være et udtryk for et
kærlighedsforhold med focus på
Jesu Kristi ubetingede kærlighed.
Paul Marx citerede fra 1 Kor 11,
23-25, hvor Paulus taler om
Eukaristiens indstiftelse, og
omtalte derefter de to, der gik til
Emmaus (Luk 24,13-35).
Jesus tager menneskene, hvor
de er; han giver dem først chancen
for give udtryk for deres smerte -
ved dét, de lige har oplevet for så
at hjælpe dem til at se Guds
mening med det hele - føre dem
ind i Guds rige.
De to fra Emmaus inviterer
Jesus til aftensmaden, og deres
øjne åbnes, da Jesus bryder brødet -
og hvad gør de så? De tager tilbage
til Jerusalem for at fortælle de
andre, hvad de havde oplevet.
Pater Marx kom ind på Andet
Vaticankoncil og dokumenterne
om Kirken og den moderne verden.
Pave Johannes 23 overraskede i
1959 hele Kirken ved at indkalde
til Andet Vaticankoncil. Der var
behov for frisk luft i Kirken.
Frugten af de mange teologers
arbejde blev 16 koncilsdokumenter
om Kirkens forståelse af sig
selv - dens liv og dynamik
Indtil 1960 var en blot juridisk
tankegang fremtrædende i Kirken,
og man opfattede Kirken som en
pyramide med paven i toppen,
mens man i dag ser Kirken som et
Guds folk, hvor alle har lige værdighed,
og alle er kaldede til
samme mål: Hellighed - være et
billede af Gud i verden - på hans
kærlighed og omsorg.
Kardinal Ratzinger har sagt:
»Vi kan ikke forstå Kirken uden
Eukaristien og ikke Eukaristien
uden Kirken.«
Dåben gør mennesket levende.
Vi kan ikke tage del i Kristi frelsesværk
uden dåben.
Firmelsen styrker os til at være
vidner i verden.
I Bodens sakramente møder
Guds tilgivende kraft os.
I De syges Salvelse finder vi
helbredelse til krop og sjæl.
Og Eukaristien? Den er helbre-
Søstrenes smukke park - som befordrer bøn
og meditation
17

delse til hele mennesket.
Ægteskabet er et møde med
Jesus Kristus i det indbyrdes forhold
ved at tage mod den andens
kærlighed og underordne sig hinanden
i ærefrygt for Kristus
Hertil kommer bispevielsen,
som præstevielsen har del i.
Eukaristien er midtpunkt i enhver
præsts liv.
Vi blev opfordret til at læse
Efeserbrevet 1,7-23.
Kirkerummet er et sted, hvor
Kristi Legeme er til stede. Alteret
er et helligt offersted og skal
omgives af den største respekt.
Det er ikke stedet, hvor man
lægger sine briller fra sig ...
Kirkerummet skal få os til at
fornemme, at vi er Kristi levende
Legeme.
Alteret er symbol på Jesus.
Læsepulten er det sted, hvor Gud
taler til os - ord til lægedom, tilgivelse
og frihed.
Vi skal se på hinanden som hel-
18
Kirken: centrum for vores retræte
lige, elskede børn i Kraft af, at vi
er indlemmede i Kristi Legeme.
I Messen er hele Jesu liv indeholdt,
hans Lidelse - Død -
Opstandelse - Himmelfart og
Helligåndens udgydelse.
Gud er helt nærværende.
Gud tager imod os, som vi er.
Derfor skal vi også tage imod hinanden,
som hver enkelt er.
Alle mennesker har lige værdighed
foran Gud; der er ingen
forskel, og vi er alle er kaldede til
een ting: Hellighed!
»Vær I hellige, fordi jeres Gud
er hellig«.
Gud har et ønske for os: At vi er
ét med Ham - men at følge Kristus
indebærer lidelse. Vi modtager
Jesus som næring i brødet, hans
legeme, og som tilgivelse i vinen,
hans blod.
Vi har været sammen som de to
disciple fra Emmaus, og vi har
fået lov at fortælle Jesus om alt
det, der tynger os, og vi har lyttet
til Jesu’ tale til os specielt i den
Hellige Messe, men hvad skal
Eukaristien betyde for os?
Det gamle menneske er væk, vi
er nye mennesker, der kan modtage
ny vin = Helligånden.
Jeg er et nyskabt menneske,
indlemmet i Kristi Legeme.Vor
længsel er, at alle skal komme
med og anerkende Kristus.

Vi er skyldige at tvætte hinandens
fødder og gøre som Herren
Jesus.
Vi er skyldige i at skabe et
miljø, hvor alle kan være - f.eks.
ved at byde fremmede i kirken
velkommen, eventuet hente en syg
til messen, tilbyde bilkørsel o.s.v.
Hvilket ansvar vi dog har som
kristne og hvilken kraft og magt i
vort indre!
Alt er givet os som nåde. Vort
arbejde består i at give Gud lov til
at elske mig, så mennesker møder
Gud i mig.
Messen slutter med ordene:
Ite missa est: Gå! I er sendt. -
Gå med Kristi fred og glæde og
bring den til andre mennesker.
Udenfor kirkedøren fortsætter
Eukaristien i verden.
Torsdag under messen var der
Et udtryk for søstrenes store gæstfrihed og
kærlige omsorg
lejlighed til at få de syges salvelse
og om aftenen indbød Sankt
Hedvig Søstrene til dejligt kaffebord
med hjemmebag og forskellige
morsomme og oplivende indslag.
Retræten sluttede med højtidelig
fejring af Eukaristien, og vi
vendte hjem som nye mennesker.
Tak for denne gode retræte til
præst, søstre og arrangører.
Deltagerne foran »Lourdes- grotten« - målet for lysprocesssionen, som traditionen tro også fandt
sted i år i det skønneste sommervejr - efter dagens regn!
19

Gerda Sørensen in memoriam
Ved Gerda Sørensen bortgang
har DKKF-Nyt modtaget to indlæg.
Inge-Lise Lollike, der var formand
for Danmarks Økumenisk
Kvindekomité 1992-2003, skriver:
»Hun var tro som guld!« Dette
var min første tanke om ”Søren”,
da jeg hørte, at ”Søren” var sovet
stille ind den 15. august.
”Søren” var virkelig tro som
guld.
Hun var sekretær i Danmarks
Økumeniske Kvindekomité fra
1977 til 1993; og dette arbejde
udførte hun med stor kærlighed.
Hun ydede en dygtig, velgennemtænkt
og ihærdig indsats - (og
havde en god hjælper i sin bror
Mogens!).
Det økumeniske arbejde havde
en stor plads i ”Sørens” hjerte.
Hun fulgte levende med i og var
meget velorienteret om forholdene
i andre kirkesamfund. ”Søren” var
dybt forankret i Den Katolske
Kirke, men åben, interesseret og
imødekommende overfor alle os,
der kom fra andre kirkesamfund.
Så længe ”Sørens” fysik tillod
20
Søren fotograferet i 1994 mellem Inger Rasmussen
fra Missionsforbundet og Helena
Hansen fra DKKF. I baggrunden Inge-Lise
Lollike.
det, deltog hun trofast i
”Fællesskabets Dag” første weekend
i maj. Men selv da fysikken
ikke længere tillod hende at deltage,
slap hun ikke forbindelsen til
det økumeniske arbejde. Hvert år
(undtagen i år) kom der brev stilet
til alle deltagerne på
”Fællesskabets Dag” fra ”Søren”
med alle gode ønsker, og ”jeg følger
jer i bøn”.
Mit liv blev rigere ved at kende
”Søren” – og sådan ved jeg, at
mange i økumenisk sammenhæng
også føler det. Det var ikke kun
overfor arbejdet, ”Søren” var tro
som guld – det var hun også overfor
mig personligt. Hver jul fik jeg
en dejlig julehilsen fra hende.
Jeg takker Gud for ”Sørens” liv.

Stedfortrædende landsleder for
DKKF, Ruth P. Meyer, skriver:
Under DKKF´s retræte på Dalum
kloster, kom budskabet om, at
Gerda Sørensen var død søndag
d. 15. august - kort efter, at hun
havde fejret sin 80 års fødselsdag.
Fra starten af DUK, Danmarks
Unge Katolikker, i 1948 var
”Søren” med. Biskop Suhr havde
kaldt til tjeneste, og over for dette
var Gerda tro hele sit liv.
Fra KUK i Roskilde gik
»Søren« videre til medlemsskab i
Katolsk Kvindeforbund, der havde
en markant lokalkreds i Roskilde.
Efter få år kom hun med i DKKF´s
bestyrelse.
Fra Solsangen
Her blev initiativet taget til
sammen med KA, Katolsk
Arbejderaktion, og AC, Academicum
Catholicum, at oprette
”Katolske Lægmandsorganisationer”,
som samlede alle katolske
organisationer og foreninger.
»Søren« var en ildsjæl, og det
var svært for hende, da skrøbelighed
satte punktum for de udadvendte
aktiviteter. Stor var glæden,
da hun - sammen med sin
bror - for kort tid siden kunne flytte
ind på Liobahjemmet ved Sankt
Mariæ kirke på Frederiksberg
»Søren« er nu i mere end én forstand
vendt hjem, idet hun hviler
på katolsk kirkegård i Roskilde.
Hun hvile i fred!
Lovet være du Herre,
for alle dem,
som af kærlighed til dig
tilgiver deres fjender
og udholder skrøbelighed
og trængsel;
salige de,
der i fred holder ud
til det sidste,
thi du, Allerhøjeste,
vil give dem den evige krone.
21

DKKF’s henvendelse til »Kvindeligt Selskab«
Sidst i juni først i juli kunne man i
reklamespots i TV såvel som på
reklamesøjler i det københavnske
gadebillede endnu engang forundres
og irriteres over at se nøgne
kvinder og mænd i situationer, der
reducerer figurerne til sexobjekter
sammen med tvetydige tekster.
Som Hanne Bille, forkvinde for
»Kvindeligt Selskab« udtrykker
det i Jyllands-Posten 2. juli 2004:
»Disse reklamer antyder, at
kvindens eneste kvalifikation er at
være sexet - det er krænkende -
ikke kun for kvinder, men også for
mænd.«
Hanne Bille fremkom også i
morgen-TV med kritik af især en
Cult Shaker-reklame og opfordrede
folk til personligt at indsende
en klage til forbrugerombudsmand
Hagen Jørgensen.
Ved DKKF´s generalforsamling
på Dalum Kloster (september 2003)
var forsamlingen enige om at støtte
op omkring de protester, der
kunne fremkomme overfor den
sexistiske tendens i tiden og pornoficeringen
i det offentlige rum,
og man opfordrede den enkelte til
at reagere og melde sig ind i foreningen
Pornofrit Miljø.
Derfor blev der sendt en mail på
22
vegne af Danmarks Katolske
Kvindeforbund samme dag, som
det kom ud i pressen, at
»Kvindeligt Selskab« v/ forkvinde
Hanne Bille havde sendt en klage
til forbrugerombudsmand Hagen
Jørgensen over Cult Shaker-reklamen.
Her udtrykte vi vor støtte til
denne henvendelse, ligesom enkeltpersoner
også havde fulgt
opfordringen til at protesterer.
Også Børnerådet beklagede
meget det mærkelige billede man
gav børn af voksne mennesker, og
over, at reklamebrancen er med til
at fastholde et kønsrollebillede,
som ikke er meningsfyldt.
Hurtigt blev reklamerne fjernet
efter anklagen fra Forbrugerombudsmanden
for at være kønsdiskriminerende
og i klar strid med
god markedsføringsskik.
I flere dage efter var der læserbreve
og indlæg i medierne for og
imod »moralens vogtere« som én
udtrykte det i en kritisk artikel.
Andre talte om »nutidens frisind«
- og at »tidens trend« måtte reklamebrancen
tage hensyn til! -
Men som en mandlig journalist
udtrykte det. da reklamen dukkede
op: ȁh - nu igen! - usmagelig
og underlødig!«

D K
K F
Mødekalenderen
Lørdag d. 25 september kl. 11 - søndag d. 26. september 2004 kl. 15:
Weekend på Lille Magleås. Emne: At leve troen i en sækulariseret verden. Oplæg ved Gertrud
Messerschmidt. Deltagerantal 17. Pris 180,00 kr., som betales ved ankomsten. Vi hjælpes ad med
de praktiske gøremål; det gør, at vi kan holde prisen på weekenden på et så lavt niveau. Madpakke
medbringes til frokost lørdag. Weekenden er p.t. overtegnet, men der er endnu ingen på venteliste.
Nærmere oplysninger og tilmelding senest mandag d. 6. september til Ruth Meyer tlf. 3542 7671
eller Vivian Tiedemann tlf..3325 9340. Alle kvinder er velkomne.
Onsdag d. 3. november 2004 Møde i Jesu Hjerte Kirkes menighedssal i Stenosgade, København
efter aftenmessen kl.17. Sandwich med kaffe/the 25 kr.Alle kvinder er velkomne. Tilmelding senest
mandag d. 1. november til til Ruth Meyer, tlf.3542 7671 eller Lisbeth Poulsen tlf. 3990 1331.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen. Nærmere program bekendtgøres i Bispedømmets kalender i
Katolsk Orientering, kan også ses på www.katolskorientering.dk.
Lørdag d. 6. november 2004 kl. 12 - ca. 17. DKKF-møde i Jylland, Sankt Norberts Kirkes
menighedslokaler, Blegbanken 2, Vejle. Mødet begynder med fælles frokost. Derefter holder
Birgit Clausen et oplæg med emnet: »På jagt efter min families katolske rødder i Polen og
Ukraine«. Dette oplæg vil give udgangspunkt for samtale i grupper og plenum om forskellige
emner, hvilket netop er formålet med mødet: At vi i fælles dialog kan udveksle tanker om vores
katolske tro og liv, og derved styrke vort kvinde-netværk. Dagen slutter med en liturgi i Sankt
Norberts Kirke.
Tilmelding senest d. 1. november 2004 til Benedicte Knudsen, mail: urlev@mail.sonofon.dk.
(telefon: 75 68 75 11).
Pris: 25 kroner, som dækker frokost og eftermiddagskaffe med kage.
Alle kvinder er hjertelig velkommen til denne dag. - Se nærmere på side 5.
I et demokratisk land må det
stadig være muligt at kræve
respekt og værdighed og at gøre
opmærksom på, hvad der er ægte,
og hvad der er uægte frisind. Vi
har alle et medansvar for, hvad der
kan udstilles i byrummet, og for,
hvad vore børn og ganske unge
skal præsenteres for -
I Nordisk Råd er man opmærksom
på brugen af visse reklamer,
der også i vore nabolande har
været genstand for megen kritik.
R. M.
23

DANMARKS KATOLSKE KVINDEFORBUND
Bestyrelsesmedlemmer
Birgit Clausen, landsleder Telf.: 8699 6354
Teglvangsvej 64, 8543 Hornslet
E-Mail: birgit.clausen@mail.tele.dk
Ruth Pallisgaard Meyer, stedfortræd. landsleder Telf.: 3542 7671
Østbanegade 45, 5.th., 2100 København Ø Fax: 3542 7681
E-mail: rpm@meyer.dk
Anna Smitshuysen, sekretær Telf.: 7553 4273
Drosselvej 38, 6000 Kolding
E-mail: anna@smitshuysen.dk
Benedicte Knudsen, ansv. f. medlemsregistrering Telf.: 7568 7511
Urlev Kirkevej 7, 8722 Hedensted
E-mail: urlev@mail.sonofon.dk
Marion Gervasini, kasserer Telf.: 3324 0981
Sankt Thomas Allé 17, 3.th, 1824 Frederiksberg C
E-mail: marion_gervasini@hotmail.com. Giro 2 029 472.
Forretningsfører
Marlene Henrichsen Telf.: 3542 6138
Mandalsgade 4, st.tv., 2100 København Ø
E-mail: m.henrichsen@tdcadsl.dk
Redaktionens adresse
Vivian Tiedemann Telf.: 3325 9340
Vesterbrogade 28, 3.th., 1620 København V Fax: 3325 9341
E-mail vivian@tiedemann.dk
Hjemmeside på internet: www.dkkf.dk
Indmeldelse i DKKF kan ske ved henvendelse til Benedicte Knudsen, Urlev
Kirkevej 7, 8722 Hedensted, telf. 7568 7511, e-mail: urlev@mail.sonofon.dk.
Årskontingent: 125 kroner. Ved indmeldelse efter 1. juli betales kun halvt kontingent
for det løbende år.
ISSN 0109-1476