Impuls august.indd - Nyimpuls.dk

Hermes er symbolet på klogskab og forstand såvel som
på list og snedighed, en hyrdegud og frugtbarhedsgud.
Han førte sjælene til og fra underverdenen. Han var
veltalenhedens, vejenes, købmændenes og tyvenes guddom.
Ligesom slangen blev opfattet som et dyr, der stod
i pagt med underverdenen, blev Hermes med sin stav
fører for de “kosmiske rejsende” på den vej, der gennem
død og fødsel fører fra materiens til åndens verden og
tilbage igen.
Hermes’ stav med de to slanger er i virkeligheden et genialt
kosmisk symbol. Slangerne snor sig i et dobbeltmønster
om staven som akse, danner mindre buer forneden
og større længere oppe. I den øverste bue nærmer de to
slangehoveder sig hinanden, og over dem ses to vinger.
Hermes er jo gudernes sendebud, der kan overskride alle
grænser.
Slangernes snoninger symboliserer kredsløbet i materien.
At der er to slanger, der er blevet ét, symboliserer det maskuline
og det feminine princip. De er udtryk for faserne
i det levende væsens udvikling, nedad mod indvikling
i materien og opad igen for at genvinde den kosmiske
bevidsthed. Stavens toppunkt og vinger symboliserer
overbevidstheden, det guddommelige jeg. Slangerne er
således udtryk for kredsløb og bevidsthedsfornyelse.
Livstræet
Træet med dets frugter var tidligt symbol på livet, dets
opblomstring, hendøen og genoplivelse. På liv, død og
genopstandelse. Det træ, vi er kors-fæstet til. I den nordiske
mytologi hedder livstræet “Yggdrasil”, hvis grene
breder sig over hele verden. Det har tre rødder. Ved den
ene rod sidder Nornerne, skæbnegudinderne, hvoraf der
er tre, en for fortid, en for nutid og en for fremtid. De
skærer runestave. Men hvad er runer egentlig?
Runer betyder hemmelighed, hemmelig lærdom. De var
Odins opfindelse. Til dette knytter der sig en myte, der
har visse ligheder med kristendommens dogme om korsfæstelsen.
En myte der understreger forholdet mellem liv,
kundskab og lidelse. Odin hang på livstræet i ni nætter,
før han opfandt runerne. Han var såret og fik hverken
mad eller drikke.
Der står i “Hávamál”, i den ældre Edda, at der hang han
“givet til Odin, selv til mig selv. Da begyndte jeg at spire
og sætte frø og vorde viis. Ord af ord avlede mig ord, værk
af værk avlede mig værk.” Odin bliver nu verdensånden,
hvis ord og skaberkraft, hvis viden og kundskab får hele
verdenstræet til at skælve. Som der står i den ældre Edda:
“Han giver sig selv hen til sig selv, han går ud fra sig selv
og vender tilbage til sig selv.”
Dette er et ældgammelt verdensbillede, et primitivt maleri
fuld af kraft og skønhed - og megen okkult visdom. De
der skabte disse myter har anet, at der udover den del af
verdenstræet, der var “offertræet”, som vi også kan kalde
“kundskabens træ”, var noget mere, noget der var før
guder og mennesker. Der var “Mimers brønd”, hukommelsens
brønd. Der var altså “noget” før verden blev
til, noget at øse af. Det var “Ginnungagap”, det “tomme
rum”, hvor kulde og varme mødtes og verden blev til.
Det ondes problem
Ligesom de gamle lægedoms- og fornyelsesslanger er
stivnet i klichéer, er også Bibelens slange blevet et uforståeligt
symbol, stivnet som “ondskabens kliché”. I skolen
blev det påtrykt vor bevidsthed sammen med så mange
andre. Vi hørte om naturvidenskabens udviklingslære
og historien om syndefaldet blev til et gammelt eventyr,
slangen en eventyrfigur sammen med hekse og trolde.
En virkelig digter kan dog gøre det gamle levende for
én igen på en ny måde. Det skete for mig, da jeg læste
Bernard Shaws skuespil “Tilbage til Methusalem”. Heri
forekommer følgende replikskifte mellem slangen og
Eva:
Slangen: “Slangen dør aldrig. En dag vil du se mig komme
ud af dette smukke hylster. Det er fødsel... Jeg skabte
ordet “død” for at beskrive mit gamle hylster, som jeg
kaster bort, når jeg er fornyet. Jeg kalder den fornyelse
at blive født.”
Eva: “Født - det er et dejligt ord!”.
Slangen: “Hvorfor ikke blive født igen og igen ligesom
jeg, ny og dejlig hver gang?”
39