NEATA Festival 2006 - DATS

Forestillingen byder på fint og præcist skuespil. Historien bliver fortalt med en klarhed,
som overvinder alle sprogbarrierer.
I Litauen findes en professionel uddannelse af instruktører til amatørteatret. ”Erelnycia´s”
instruktør Jonas Buziliauskas kommer fra denne uddannelse. Han spiller også selv
hovedrollen som digteren Andrius. En svær dobbeltrolle at beklæde i en teaterproduktion.
Det kan give indtryk af en teater”konge” med sine undersåtter. Buziliauskas får tegnet et
fint billede af et stort menneske, der er i besiddelse af tilgivelseskræfter af næsten
Gandhi´ske dimensioner overfor de svigt og overgreb, der bliver begået mod ham. Men
der er også en vis monotoni i afleveringen af de mange ord på det fine, gamle sprog, som
han gerne vil ophøje. En monotoni, der måske fortæller os, at her mangler der måske lige
en instruktør til instruktøren.
Men alt i alt er ”Erelnycia” en forestilling på højt, højt niveau. Omhyggeligt iscenesat og
gennemarbejdet i alle detaljer.
Teater som gør indtryk. Teater som tør være teater.
Moderne absurd teater med sort humor.
Norge lod sig repræsentere af teatergruppen Hinsides Hekneby med det forunderlige,
moderne absurde stykke ”Mot Slaktevekt”. Stykket er skrevet af den ene af de
medvirkende skuespillere, Geir Magne Pedersen. Titlen hentyder til kreaturer eller grise,
der holdes indespærret og opfodres til en bestemt vægt, før de skal slagtes.
Forestillingen blev oprindelig skabt og opført første gang i en gammel stald et sted i det
nordlige Norge.
Gruppen skriver om forestillingen:
To mænd i et venteværelse. Den ene er klædt i hvidt, den anden i sort. De har dræbt en
eller anden. Mens de venter på straffen, fordriver de tiden med at spille spil, tænke på
imaginære kvinder og tælle dagene. Den ene af dem angrer. Den anden hævder, at han
gjorde det rigtige. Til sidst får den ene med posten et dokument, hvori han bliver tilgivet.
Den anden får et kort, der udtrykker beundring for hans forfærdelige handling for ti år
siden.
Allerede starten på ”Mot Slaktevekt” skærper vores opmærksomhed: I halvmørke slæbes
en stor tung skikkelse gryntende og hvinende gennem rummet. En stor orne på vej mod
slagtebænken? Nej, såmænd bare stykkets musiker, der slæbes på plads, så
forestillingen kan begynde. For publikum en god introduktion til stykkets univers. Vi er
hurtigt klar over, at det her er ikke helt almindeligt. Vi skal være vidner til en historie, der
har sin egen helt specielle sort-humoristiske tone, en forestilling, der er helt sin egen.
Og det slår ikke fejl.
Det er ikke så meget det, at de venter, de to mænd i stykket. Det er måden, de venter på.
Det fremgår tydeligt, at de har været spærret inde sammen i mange år på grund af et
lejemord, de har begået i fællesskab. Gennem årene er der opstået en serie ”slå-tidenihjel”
ritualer. Man kunne næsten sige ”slå-hinanden-ihjel” ritualer. Alle ritualerne handler
om deres interne konkurrence. De handler om at besejre hinanden. Den, der vinder, er
den, der har ret. Ret i, om det er en afskyelig handling, de har begået, eller om det er en
rigtig og retfærdig handling.
De prøver at overvinde hinanden i imaginær baseball, i drabelige revolverdueller fra det
vilde vesten. En tyrefægterscene ender tilsyneladende i et ufatteligt rod af tarme og
indvolde. Der er sumobrydning med voldsomme bevægelser, og der er ondskabsfuld,
pinagtig udtrækning af små kropshår. Der bruges også tid og kræfter på at overgå
hinanden i opfindelsen af de mest fantastiske imaginære damer. Aller morsomst er et
4