pornografi af Simon Stephens

pornografi
af
Simon Stephens
Oversat af Karen-Maria Bille
1

Dette stykke kan opføres med et hvilket som helst antal skuespillere.
Det kan opføres i hvilken som helst rækkefølge.
Jeg skal fatte mig i korthed og gå lige til sagen, for det er altsammen sagt før af langt mere
veltalende mennesker end mig.
Vores ord gør imidlertid ikke noget indtryk på jer, derfor vil jeg tale til jer på et sprog I kan
forstå. Vores ord er døde indtil vi giver dem liv med vores blod.
Billeder af helvede.
De er stumme.
Det du skal gøre er at stå på sikker afstand bag den gule linie.
Billeder af helvede.
De er stumme.
2

7.
Jeg vågner og jeg tror han er ved at drukne. Jeg kan høre lyden af ham i hans tremmeseng.
Vejrtrækningen er anspændt og han gisper. Jeg går ind på hans værelse. Står der. Knoglerne
er lige så små som fingre. Han er ikke ved at drukne. Selvfølgelig er han ikke ved at drukne,
han er i sikkerhed. Det er lørdag morgen. Han sover endnu. Jeg ser på brystet der hæver og
sænker sig. Det ville kun kræve en lille smule kræfter fra en voksens arm at knuse knoglene i
hans brystkasse. Min kærlighed til ham er så stor at mit hjerte svulmer. Jeg kan mærke at det
svulmer. Som en ballon.
Klokken er halv syv.
Jeg går tilbage til soveværelset. Jeg kravler ind under dynen. Min mand Jonathan ligger på
siden. Da jeg kommer ned i sengen igen lægger han sin arm ind over mig. Den er utrolig tung.
Som om den var lavet af læder.
Jeg venter på at min søn Lenny skal vågne.
Det gør han.
Nedenunder tænder jeg for radioen. Jeg sætter kedlen over. Jeg sætter Lenny i hans stol. Han
er gnaven her til morgen. Jeg laver en kande med tre kopper Jamaican Blue Mountain kaffe.
Og langsomt, metodisk sidder jeg og drikker alle tre kopper selv.
Jeg lader Jonathan sove.
Jeg kan ikke huske en eneste af de nyheder der var i radioen den dag. Kun en masse snak om
en koncert der skal være. En mand taler om koncerten. Og jeg må tilstå, at jeg synes det lidt
uklart hvad formålet med den er. Men han er lidenskabeligt optaget af hele foretagenet. Og
sangerens lidenskab og Lennys surmuleri, de bitte små hvinelyde han laver og smagen af kaffe
og følelsen af bordfladens træ gør, opdager jeg, til min overraskelse, at tårerne løber ned over
mit ansigt og falder ned på den avis som drengen, en eller anden dreng, jeg tror det er en
3

dreng, i det mindste tror jeg det er en dreng der er kommet med den, må være kommet med
den på et eller andet tidspunkt her til morgen.
Om eftermiddagen går jeg ud og handler og i mit hoved er jeg allerede ved at forberede mig på
den næste uges arbejde.
Jeg skubber Lenny i hans klapvogn. Han har en af de der trehjulede klapvogne. Den har en
utrolig affjedring. Det gør den velegnet til bylivet. Jeg køber mig et par sandaler, de er
lyserøde og de har en forgyldt rem med en lille lysrød blomst på. Jeg tror koncerten kører i
alle butikkerne. Der er den fyr jeg godt kan lide. Han synger sangen om at se på stjernene.
Look at the stars, see how they shine for you. Måske er dagen i dag den vigtigste dag der
nogensinde har været. Og det her er den største triumf for menneskets organisationsevne vi
nogensinde har været vidne til. Og alle skulle slåes til ridder af en eller anden slags. Der skulle
være en eller anden slags orden man kunne give alle de her mennesker. Selv dem der sælger
is. De skulle have issælgernes orden. Fordi de forstår vigtigheden af at sælge is på et strategisk
afgørende tidspunkt. Jeg gad se Dronningen slå de drenge der sælger is i Hyde Park i dag til
riddere. Hun behøvede ikke engang at bevæge sig ret langt fra sit hjem. Hun kunne cykle. Det
ville tage hende fem minutter. Den her dag er oppe på det betydningsniveau.
Jeg skubber ham så længe at han til sidst falder i søvn. Det bumper op og ned. Jeg har lyst til
at gå hjem. Jeg kunne stikke syd om Euston Road. Jeg kunne smutte igennem Bloomsbury.
Sådan en dag som i dag skulle man smutte igennem Bloomsbury i et par nye sommersandaler,
der er som skabt til stranden, på en lørdag.
Jeg gør det ikke.
Jeg begynder at gå.
Og så tager jeg bussen fra Holborn.
Og jeg kommer hjem og Jonathan er der ikke. Han burde være der. Han burde være hjemme.
Jeg har ikke nogen anelse om hvor han er. Jeg prøver at lade være med at tænke på det. Huset
4

er mere stille uden ham.
Hvor har du været? Hvor har du været? Hvad for nogle butikker? Hvad lavede du? Hvad
lavede du der? Hvad har du købt? Hvad er det du skal male? Jeg vil vide hvad du skal bruge
maling til. Jeg vil vide hvad det er du vil male. Jeg vil vide hvor du har været. Kan du lide mine
sandaler? Jeg har købt et par sandaler kan du lide dem? Jeg har købt dem til stranden. Til
sommer.
Søndag er Jonathans dag med Lenny. Han tager ham med hen at købe aviser. Jeg sover længe.
Men Lenny begynder at græde når Jonathan giver ham skoene på. Han giver ham skoene
forkert på. Hans sokker klumper sammen om fødderne. Han giver ham hans små sokker på
uden at trække dem ordenligt op og de klumper fuldstændig sammen så skoene er
ubehagelige og han begynder at græde. Jeg siger til mig selv jeg står ikke op for at hjælpe ham.
Jeg står ikke op for at hjælpe ham. Jeg står ikke op for at hjælpe ham.
De går. Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal lave i dag. Jeg sidder stille op til en halv time af
gangen.
Jeg ved ikke hvor han går hen med ham. Han er forblæst da han kommer tilbage. Forblæst og
nusset og Lenny er pylret men lykkelig. Når Jonathans hår er sådan. Når hans hår er helt
pjusket og man kan mærke, at han har været ude fordi hans kinder er helt lyserøde. Jeg ser på
ham og der er noget ved ham som får mig til at smile.
Da Lenny er lagt i seng spiser vi aftensmad foran fjernsynet. Jeg ville ønske Jonathan ville
røre ved mig. At han ville række ud og røre ved mig. Bare lægge sin hånd på min nakke og
stryge mig over håret. At han ville gøre det nu. Lige nu. Lige her og nu.
Jeg afleverer Lenny hos Julia og han hviner af fryd.
Undergrunden er fuld af mennesker og de har næsten alle sammen iPods nu. Jeg kan ikke
huske hvornår det begyndte.
5

Jeg er på vej til arbejde.
Triford-rapporten er næsten færdig. Den er næsten klar. Når den er klar. Hvis vi gør det
rigtigt. Hvis David gør det rigtigt så er konsekvenserne for virksomheden, ja de er enorme. Vi
var faktisk nødt til at underskrive en kontrakt der forbød os at tale selv med vores ægtefæller
om hvad vi var i gang med. Det er en juridisk bindende kontrakt. Rygtet vil at Catigar Jones
arbejder med noget beslægtet. Men David mener de er måneder bagud i forhold til vores
arbejde. Deres R&D er mangelfuld. R&D er nøglen til den slags. David smiler ikke til mig. Han
siger ikke god morgen. Han spørger ikke til Lenny. Eller hvordan min weekend har været.
Han spørger om jeg føler mig klar. Det her er en stor uge.
Jeg holder min frokostpause på Russell Square. Det eneste jeg efterhånden spiser er Hoi-Sin
ruller med and. Jeg ringer til Julia. Lenny har det godt. Alt er godt.
Jonathan ringer ikke.
Sidst på eftermiddagen er der en mand der tager sin skjorte af og begynder at lave
armbøjninger på pladsen. På vej hjem ser jeg på ham. Jeg ser på musklerne langs hans
ryggrad. Jeg ser på sveden der strømmer fra hans nakke.
Hjemme føler jeg mig meget fristet til at forklare Jonathan alt om Triford-rapporten. At
fortælle ham om karakteren af den rapport i alle detaljer. Forklare ham det helt minutiøst.
Opfordre ham til at sælge oplysningerne til Catigar Jones.
Han ser nyheder. Der har været endnu en bilbombe på et marked i Bagdad. Der er altid en
bilbombe på et marked i Bagdad. Jeg ser ikke med. Jeg prøver at læse mit blad. Jeg vil hellere
se Sex & The City. Der er Sex & The City. Kan vi ikke godt se Sex & The City?
Jeg har lyst til at flyve til et andet kontinent. Jeg har lyst til at tage Lenny med på en flyvetur
til et andet kontinent. Jeg kan lide billedskærmene, kortene i lommerne på sæderne foran en.
De giver en mulighed for at følge flyruten. De giver en mulighed for at se hvor stor verden er.
De giver en mulighed for at forestille sig de forskellige krigszoner man flyver over. Man flyver
6

over krigszoner. Man flyver over Irak. Man flyver over Iran. Man flyver over Afghanistan. Og
Turkmenistan. Og Kazakhstan. Og Tetjenien. På ens flyveture til andre kontinenter. På ens vej
på ferie. Med de sandaler man har købt med en forgyldt rem og en lyserød plastikblomst.
Når Lenny sover stikker han rumpen i vejret. Han sover på knæene. Han vikler selv dynen om
sig. Han sveder helt vildt. Det er mandag nat og jeg står op igen og står ud af sengen for at
checke at der ikke er noget galt. Jonathan lægger ikke mærke til at jeg er væk. Jeg lægger mig
på gulvet ved siden af tremmesengen. Ser hvordan han trækker vejret. Falder i søvn på gulvet.
Jeg går tilbage i seng ved femtiden og kan ikke sove. Hvad skulle han købe maling til? Hvor
gik han hen for at købe maling?
Om morgenen kan jeg ikke afkode de forskellige nyheder i radioen.
Jonathan kommer nedenunder i et jakkesæt og han er så ren. Hans hår er rent. Og hans hud.
Han har barberet sig. Han snupper en banan og løber ud af døren.
Fryseren trænger til at blive afrimet. Der har sat sig isskorper på alting. Det tager lidt tid at
åbne skuffen og hakke isterningerne løs. De laver altid den samme lyd, når man dumper dem
ned i glasset. Og whiskyen opløser rimfrosten. Min hånd ryster. Klokken er 8 om morgenen.
Det er tirsdag. Det er fandme en utrolig følelse.
Det lykkes mig at få en gratisavis. Jeg kan godt lide tegneserierne i gratisaviserne. Og
fotografierne af popstjernerne der marcherer. Allesammen. Hundrevis af popstjerner vandrer
hundredevis af kilometer. Tværs over det østlige Skotlands marker.
Politikerne har en enorm respekt for popstjerner der vandrer hundredevis af kilometer over
marker i øst Skotland. De får lys i øjnene når de ser en.
Der er tooghalvfjers ulæste beskeder i min inbox. De handler næsten alle sammen om Trifordrapporten.
David siger at han ikke har sovet. Han har lavet en korrektur. To korrekturer faktisk. Han blev
7

færdig med den første korrektur ved 8.30-tiden. Han gik ud og spiste noget kinesisk mad og i
stedet for at gå hjem bagefter, kom han tilbage og arbejdede hele natten på yderligere en
korrektur. Det bliver til to korrekturer på en nat. Korrekturen er den centrale fase fortæller
han mig. Korrektur og R&D er de centrale faser i enhver rapport. Han beder mig om at printe
en kopi af konklusionen ud. Jeg printer den ud på det forkerte papir. Jeg printer den ud på
fotopapir. Der er fotopapir i maskinen og jeg ser ikke efter og han råber af mig. Er jeg klar
over, hvad jeg har gjort? Er jeg klar over hvor meget vanskeligere det er at makulere
fotopapir? Hvorfor så jeg ikke efter? Tænkte jeg mig ikke om? Tænker jeg ikke? Tænker jeg
mig for helvede aldrig om?
Om eftermiddagen er det som om David har været et eller andet sted henne at få et brusebad.
Måske har han været henne at svømme i frokostpausen og taget et brusebad efter
svømmeturen. Han taler ikke til mig. Jeg siger undskyld til ham. Han siger ok. Ser du. Det er
sådan at den her rapport betyder noget for nogle af os og for nogle af os betyder den tydeligvis
ikke så meget. Han spørger mig hvor længe jeg bliver i dag. Jeg fortæller ham at jeg bliver ved
til klokken ni. Måske ti. Han tror ikke han bliver ved så længe. Han bliver nødt til at sove siger
han. Hans arbejde er gjort.
Han tager afsted klokken halv syv.
Jonathan henter Lenny hos Julia i aften fordi jeg skal arbejde til sent med rapporten. Jeg har
det for mig selv. Jeg har kontoret for mig selv. Jeg gennemgår rapporten en gang til. Jeg
regner tallene efter. Jeg dobbeltchecker statistikkerne. Jeg keder mig helt ubeskriveligt. David
har et billede af sig selv på sit skrivebord. Det overrasker mig. Jeg kigger på Yahoo efter
vittigheder. Der er nogle billeder af Sebastian Coe der forbereder sig til morgendagens
pressemøde i Tokyo. Der står at de allesammen vil have jakker på i samme farve.
Jeg tager rapporten fra Davids skrivebord. Klokken er halv ti om aftenen. Det er tirsdag aften.
Der er ikke andre på kontoret. Måske er der ikke andre i hele bygningen. Måske er der ikke
andre i hele byen. Jeg tænder for kopimaskinen. Den varmer op. Vent venligst. Jeg lægger
siderne en efter en med front mod glasset. Jeg går hen til faxen. Jeg finder nummeret på
Catigar Jones. Fax/Start. Nu.
8

Ved middagstid næste dag går jeg hen for at se hvad der er sket. Og på BBCs hjemmeside står
der London. I omkring tre minutter kan jeg ikke tro mine egne øjne. Jeg bliver nødt til at se
efter igen og igen og igen.
Griner du eller græder du?
Hvad?
Jeg spurgte om du griner eller græder?
Jeg tager ikke ind om torsdagen. De vil ikke have at jeg kommer ind om torsdagen.
Jeg var den eneste på kontoret tirsdag aften.
Jeg vil ikke tage Lenny hen til Julia i dag.
Jeg tager ham op og bærer ham hen i sengen til mig. Jeg kilder ham på maven. Jeg laver
pruttelyde på hans mave. Hvad skulle han bruge maling til? Jeg tør ikke spørge ham hvor han
holder sine frokostpauser. Hvem han ringer til i frokostpausen?
Jeg kan mærke hans ribben under maven og han klukker af grin og når han griner sparker han
op i luften med benene.
Jeg ser ham ind i øjnene og han ser lige på mig. Som om han ved jeg var den eneste på
kontoret tirsdag aften og det synes han er helt utrolig morsomt.
Radioen er tændt. En eller anden ringer ind til et lytterprogram. Han er lige blevet vækket af
en af sine venner der ringede til ham lige syd for Russell Square. Der er en bus på Russell
Square sagde han.
Billeder af helvede.
De er stumme.
9

6.
Jeg er ikke født her. De fortæller mig at jeg er født her, det er ikke sandt.
“Hvad fanden snakker du om, Jason, hva' ? Hvad fanden mener du?”
Jeg er italiener, jeg er halvt italiensk. Hvordan kan jeg være halvt italiensk, hvis jeg er født lige
her?
Min mor og far bor her. De bor i det her hus. De har et værelse. Min søster er treogtyve. Hun
har et værelse. Jeg har et værelse.
I mine øjne er de fuldstændig ens. De har præcis den samme hud og præcis den samme
ansigtsform. Og præcis samme frisure. Deres tøj er præcis det samme. Det meste af tiden kan
jeg slet ikke kende forskel på dem.
Far kommer hjem. Mor ser fjernsyn.
Hvad har du lavet?
Hvad har du?
Mens jeg har været på arbejde hele dagen? Hvad har du lavet?
Jeg har gjort huset rent. Huset. Jeg har gjort det rent.
Har du?
Nogen skal jo gøre det.
Det ser sgu' da ikke satans rent ud.
Hvad for noget?
Jeg siger det ser sgu' ikke satans rent ud.
Hver dag.
Jeg kan ikke engang lide dem.
11

Jeg opfører mig ikke ligesom dem.
I skulle have set min søster i skolen. Og jeg begynder og de fortæller mig allesammen at de har
undervist min søster.
Det tror jeg på.
Hvabehar Jason?
Jeg sagde det tror jeg fandme på.
Nogen gange går jeg ind på hendes værelse og lægger mig under hendes seng.
En gang kom hun ind. Hun vidste ikke jeg var der. Hun gik rundt. Hun tog noget op af en
skuffe. Lukkede skuffen. Forlod værelset. Mit hjerte bankede så højt at jeg kunne mærke
blodtrykket i mine ører.
Jeg kravlede ud fra under sengen. Jeg gik hen til den skuffe som hun havde åbnet. Lod min
hånd løbe gennem hendes tøj.
Jeg tog en læbestift op. Det var en mat, lyserød læbestift. Jeg tog den op til næsen. Lugtede til
den. Jeg åbnede den. Slikkede lidt på den. Jeg tog noget på. Jeg forberedte mig på en måde.
Jeg forberedte mig på mange måder.
Første gang jeg så hende i skolen lagde jeg ikke rigtig mærke til hende. Det er ret sjovt. Hvis
man sagde til mig, den første gang du så hende i skolen lagde du ikke mærke til hende. Eller
første gang du ser hende lægger du ikke mærke til hende. Så ville jeg se på dig – jeg ville se på
dig som om du -
Jeg kan ikke lide den. Skolen. Det er ikke nogen god skole. Man skal ikke tro dem der siger at
den ikke er værre end så mange andre skoler. Det er nemlig løgn. Og løgne er der nok af her i
verden, synes jeg.
Reglerne her er de sindssyges regler.
12

Du må ikke gå i venstre side.
Du må ikke tygge tyggegymmi.
Du må ikke drikke vand på gangene.
Du må ikke gå på toilettet.
Du skal stoppe skjorten ned i bukserne.
Du må ikke stå op.
Undtagen når der er samling.
Og så må du ikke sidde ned. Nogensinde.
Lærerne står foran klassen og de kan ikke styre den. De står der. Deres blik flakser først den
ene vej og så den anden. Deres arme plejler rundt. De har ikke styr på deres blik. De har ikke
styr på deres arme for slet ikke at snakke om -
Vil du være sød at hold mund?
Jeg bad dig om at holde mund.
Jeg vil ikke sige det en gang til.
Jeg tæller til fem og hvis du ikke holder mund.
En. To. Tre. Fire. Fem.
De dage hun har en grå nederdel på er det som om alting ligepludselig går op i en højere
enhed. Har du nogensinde haft sådan en dag?
Jeg fandt ud af at hendes navn var Lisa. Jeg skrev det ned.
Jeg stilede efter en afgangseksamen i programmering. Jeg går ikke ud fra at jeg får den
mulighed nu.
Der er noget galt med den her verden. Altså når man ser hvor meget magt Pakistanerne har.
Og hvor mange penge de tjener. Der er sorte i London og de har kødøkser. De slår dig
simpelthen ihjel. Ude ved Goresbrook er der sigøjnere. De stjæler ens cykel. Man kører forbi
dem på sin cykel og så stopper de en og de siger – stå af den cykel. Giv den til os. Giv os din
13

telefon. Giv os dine træningssko. Forestil dig at du har nogle flotte træningssko. Forestil dig at
du har sparet op eller at din mor har sparet op og købt dig et par flotte træningssko. De tager
dem bare. Det synes jeg ikke er i orden. Kom ikke her og sig at du synes det er i orden det er
det nemlig ikke.
Og de hvide. De hvide her i nabolaget står tilbage uden noget arbejde. Kvinderne har tøj på
der dybest set kun tjener et formål. Jeg tilhører den ariske race. Jeg kommer ikke nogen
steder fra. Sådan har det ikke altid været. Hvorfor tror du det er blevet sådan?
Jeg spørger hende. Hvorfor tror du det er blevet sådan?
Hun smiler til mig på en måde som jeg sværger jeg aldrig har set noget menneske gøre før og
hun siger “Det ved jeg ikke, Jason, fortæl mig det.”
Jeg går langs Heathway og først ser jeg kun den ene af dem. Han kommer hen imod mig.
Hvad så Jason?
Skubber mig. Skubber rundt med mig.
Og før jeg ved af det er der kommet en anden op bag ved mig.
Du trådte mig over tæerne.
Nej jeg gjorde ej.
Du trådte mig for helvede over tæerne din fucking bøssenar.
Det var ikke meningen. Det var et uheld. Jeg -
Står du og siger jeg lyver?
Står du og siger han lyver Jason?
Du skal ikke kalde ham løgner.
Der er en tredie.
Jeg ville smadre ham hvis jeg var dig.
En af dem har vist en skruetrækker.
Jeg løber tværs over Heathway ind i indkøbscenteret der.
Jeg vender mig ikke om for at se hvor de er.
Der er et gelænder langs Heathway og det bremser mig og de fanger mig.
14

Og de vælter mig om på jorden.
Og en af dem tramper mig i ansigtet. Han holder mit ansigt nede med sin fod.
Den anden presser en skruetrækker mod min kind.
Du er latterlig din fucking fede bøsserøv. Du er død. Du skal ikke kalde mig løgner. Hold kæft
hvor er du død.
Nej. Nej. Lad være. Lad være. Nej. Nej.
Hvad er der sket med dit ansigt?
Jeg har blod i ansigtet.
På min trøje. På fortorvet. Jeg går ind på toilettene i indkøbscenteret og vasker det af.
Jeg siger ikke noget til min mor.
Jeg siger ikke noget til min far.
Jeg siger ikke noget til min søster.
Jeg spiser aftensmad som om der ingenting er sket.
Engang var jeg selv ude om det.
Jeg plejede virkelig at kæfte op i skolen.
Jeg kunne være rigtig ondskabsfuld overfor andre.
Jeg kunne sige nogle rigtig ondskabsfulde ting om de andres mødre.
Det gør jeg ikke længere.
Engang skete der sådan noget for mig hele tiden.
Jeg er ikke længere selv ude om det.
Jeg har eksperimenteret med de forskellige måder man kan ryge en cigaret på. Man kan ryge
en cigaret sådan her. Eller man kan ryge en cigaret sådan her. Man kan tænde en tændstik
sådan her. Eller sådan her. Eller sådan her. Hvis man ryger pot, som er et andet navn for
marijuana, så skal man sikkert ryge det sådan her.
Lisa ryger Marlboro light. Ja hvad fanden skulle hun ellers ryge.
Jeg går nedenunder og min søster ser Coldplay. De synger den der sang om at se på
15

stjernerne. Jeg har lyst til at smadre fjernsynet. Nogle gange får man bare lyst til at smadre
noget. Sparke hans tænder ind.
Hvornår er Snoop Dog på?
Halv fem.
Skal du se ham? Skal du se ham? Skal du se Snoop Dog?
Hun svarer ikke. Jeg går.
Jeg har fundet Lisas navn i telefonbogen. Jeg har fundet hendes adresse i telefonbogen. Man
skulle ikke tro det var så nemt vel? Jeg går hen til hendes hus. Jeg står udenfor hendes hus.
Der er ikke nogen. Ingen hjemme. Ingen går ind. Ingen kommer ud. Der er en pub på hjørnet
af den vej hvor hun bor og de har tændt for koncerten mens jeg venter.
Madonna har en nigger med på scenen.
Are you ready London? Are you ready to start a revolution? Are you ready to change history?
Jeg kommer tilbage næste dag og huset er stadig tomt. Det kan være hun er taget på weekend.
Det kan være hun er på familiebesøg eller sådan noget. Jeg ryger en cigaret mens jeg venter.
Jeg har altid en 10-styks i foret på min jakke. Efter et stykke tid går jeg helt hen til hendes
vinduer. Gad vide hvad for et af værelserne der er hendes soveværelse. Jeg kan kun se
værelset ud mod gaden. Jeg forestiller mig hende i værelset ud mod gaden. Se fjernsyn. Med
gardinerne trukket for. Jeg kunne komme forbi. Se fjernsyn sammen med hende.
Frøken.
Ja Jason?
Hvordan har du det i dag?
Jeg har det fint tak og hvordan har du det Jason?
Godt nok. Så du Live 8?
Jeg gik til og fra.
Synes du det var godt?
16

Ja jeg gjorde.
Hvem kunne du bedst lide?
Det ved jeg ikke.
Synes du Snoop Dog var god?
Ham så jeg ikke.
Tror du vi får Olympiaden Frøken?
Det er jeg ikke så sikker på. Jeg tror Paris får den.
Det er også bedst, tror du ikke?
Det ved jeg ikke.
Det tror jeg. Det er bedre at Paris får den end London. London stinker, synes jeg. Synes du
ikke Frøken? Synes du ikke London stinker? Jeg synes her stinker. Jeg synes her stinker af
døde mennesker.
Mandag aften. Jeg kommer hjem. Jeg tror far er begyndt at slå mor. Jeg er ikke sikker. Der er
blå mærker i hendes ansigt. Jeg spørger hende. Hun siger at nu skal jeg ikke være fjollet.
Tirsdag morgen. Lisa har en rød bluse og en grå nederdel på. Sidst på dagen har hendes hår
løsnet sig. Hun spørger mig om hun må komme fordi. Jeg lader hende slippe forbi. Hun er
uhøflig overfor mig. Jeg synes hun er uhøflig overfor mig. Hvorfor er hun uhøflig overfor mig i
dag? Hvorfor er hun pludselig uhøflig overfor mig?
Og senere begynder hun at snakke med matematiklæreren. Jeg får lyst til at skære hans hals
over.
Næste dag. Næste matematiktime. Det her er latterligt. Jeg vil ikke holde op med at snakke.
Han sender mig udenfor døren. Jeg nægter at gå.
Du kan ikke tvinge mig.
Du kan ikke tvinge mig til at gå.
Du må ikke røre mig.
Hvis du rører mig går jeg til politiet.
Hvis du så meget som rører mig går jeg til politiet.
17

Er du vild med Frøken Watson?
Ved du hvor hun bor? Hun bor på Parsloes Avenue ikke også? Har du besøgt hende der?
Jeg kunne købe en kniv. Det ville ikke være svært. Jeg kunne købe en pistol. Jeg kunne drikke
mig totalt standerstiv og gå ud og købe mig en pistol.
Hvordan har du fundet ud af hvor jeg bor? Jason det her er ikke sjovt.
Det står i telefonbogen Frøken. Det er ikke særlig svært. Vil du have en cigaret?
Hvad laver du her?
Jeg sidder her bare.
Vil du være sød at gå?
Frøken du tog fejl af det med Olympiaden.
Hvad gjorde jeg?
Jeg har fandme svært ved at tro det. De må være sindssyge allesammen. Så du dem? Synes du
ikke de er sindssyge? Synes du ikke Lord Sebastian Coe er sindssyg Frøken? Og David
Beckham.
Jason vil du være sød at fjerne dig fra mit hus?
Hvor var du henne i weekenden? Du var ikke hjemme hele weekenden. Var du bortrejst i
weekenden?
Jason vil du øjeblikkelig forlade min bopæl?
Eller hvad så?
Hvis du ikke forlader min bopæl øjeblikkeligt, så garanterer jeg dig at jeg tilkalder politiet.
Er du bange for at miste dit job?
Om jeg er hvad?
For lærere og elever burde faktisk ikke forelske sig i hinanden. Jeg skulle nu nok passe på dig.
Hvis du gjorde.
Jason hvad i alverdens riger og lande er det du snakker om?
Det giver en sydende lyd. Nogle gange med et askebæger eller en mur eller sådan noget bliver
man nødt til at presse og presse cigaretten. Sådan er det ikke denne her gang.
Lad mig udtrykke det sådan. Nu. Efter alt hvad der er sket. Jeg ville grave hendes kusse ud
18

med en gaffel. Jeg ville skrabe hendes bryster af. Jeg ville tvinge et stoleben op i hendes røv til
endetarmen blødte. Jeg ville gøre det. Hvis jeg var nødt til det ville jeg gøre alt det. Du skal
ikke tro jeg ikke ville for det ville jeg.
På vej hen ad Oxlow Lane er der den her fyr. Han glor på mig som om han har set et eller
andet i mit blik. Han er fuld. Jeg synes fulde folk er det værste. Jeg kunne ikke finde ud af om
han ville slå mig eller sparke mig eller hvad. Han så på mig som om han genkendte et eller
andet. Og så begyndte han at smile.
Jeg kommer hjem og jeg går op på mit værelse og jeg lægger en CD på. Jeg kan ikke glemme
den der sydende lyd. Det skulle ikke have givet den der sydende lyd. Det kom helt bag på mig.
Jeg har lyst til en tur i rutschebanen. Det er lige hvad jeg har lyst til nu. At tage til Chessington
eller Alton Towers og køre med rutschebane.
Jeg kan høre mor og far nedenunder. Jeg går ikke derned.
Jeg går ind på min søsters værelse. Jeg lægger mig ned under hendes seng.
Telefonen ringer. Vær sød ikke at tage den. Vær sød ikke at tage den. Vær sød ikke at tage den.
Jeg går i seng klokken otte. Jeg ser ikke engang særlig meget fjernsyn.
I fremtiden vil folk se på mig og de vil vide at jeg havde ret i det hele. I fremtiden vil folk gøre
som jeg siger. Jeg vil være en slags Führer. Tror du jeg laver sjov? Tror du jeg siger det her for
sjov?
Jeg ser fjernsyn med min søster hele formiddagen. Hun kommer tilbage fra stationen. Hun
kan ikke komme på arbejde. Billederne er fra overvågningskameraerne der er helt tæt på. De
skifter hver 30. sekund. Jeg ser på dem. Jeg har en fornemmelse af at der vil ske et eller andet.
Journalisterne taler og taler men billederne skifter kun hver 30. sekund eller sådan. Jeg
tænker på hvordan det er dernede. Jeg tænker på hvordan det lugter. Jeg tænker på rotterne.
19

Det er så varmt i dag at jeg er nødt til at trække gardinerne for så solen ikke reflekteres i
fjernsynsskærmen.
Jeg ville ønske hun var med Undergrunden. Lisa. Jeg ville ønske Lisa skulle på
efteruddannelseskursus og tilfældigvis befandt sig på et tog på vej mod centrum da en ung
mand med rygsæk steg ombord.
Den måde billederne bevæger sig på, tror jeg, man kalder hypnotiserende.
Jeg ser på min søster
Griner du eller græder du?
Hvad?
Griner du eller græder du?
Billeder af helvede.
De er stumme.
20

5.
Har du cigaretter?
Undskyld?
Har du en cigaret jeg kan få?
Selvfølgelig. Her.
Må jeg tage hele pakken?
Hvad?
Må jeg få din pakke cigaretter?
Nej, nu må du -
Be'-be'.
Hvor længe bliver du?
Længe nok. Tag det roligt.
Helt ærligt. Jeg tager det roligt.
Du ser godt ud.
Tak.
Du har tabt dig.
21

En lille smule, ja.
Du ligner en million.
En million?
Men her trænger til at blive gjort rent.
Det ved jeg godt.
Hvor skal jeg sove?
Her. Du kan slå sofaen ud.
Må jeg ikke sove inde hos dig?
Åh hold kæft.
Du kan sove på sofaen.
-
Sæt noget musik på.
Hvad for noget musik vil du høre?
Det bestemmer du. Har du set mor og far?
I sidste måned. Jeg besøgte dem.
Hvordan har de det?
22

De er i topform. Far er begyndt at jogge. Mor shopper som besat. Hendes kollektion af
besynderlige husholdningsmaskiner er i eksplosiv vækst.
Du godeste.
Ja. Har du tænkt dig at besøge dem?
Måske. Måske ikke. Måske skal jeg noget andet. Har du noget sprut?
Nej.
Så skaf noget.
Alkoholiker.
Nu.
***
Skal jeg fortælle dig hvad jeg synes er allerbedst? Det sker hver gang. Og det tager altid kegler.
Man ser dem tale om dem de har mistet. Måske er deres barn blevet bortført. Eller de har
mistet en de elsker i et terrorangreb. Eller som følge af en naturkatastofe. Eller bare, du ved,
som følge af, af, af, af -
Tilværelsen i al almindelighed.
Af tilværelsen i al almindelighed. Præcis. Og de gør det altid. De taler sådan helt normalt. De
taler med stor værdighed og som regel er de, er de, er det som om de er -
Lykkelige?
Lykkelige, ja. Men så rammer mindet om den de har mistet, om deres barn eller deres elskede
23

eller deres kollega dem med et slag. Og deres stemmer nægter at lystre og de kan ikke
fortsætte. Tårerne strømmer op i øjnene. Og hvad gør vi. Vi stirrer på dem. I ca. tyve sekunder
stirrer vi på dem og så bliver der klippet. Hver gang. Det er blevet en kliché. Det er en af vor
tids største bedrifter.
Bliver du aldrig træt?
Og jeg elsker den måde bestemte udtryk er blevet til intellektuelle trylleformularer. En slags
sproglig Samarin. Sproget bliver brugt til at sløre folks tankegang. Båtnakke-kultur. Drikke sig
i hegnet. Hvad tror du det lort betyder? Hvad fanden betyder det dybest set? Vi er ved at miste
enhver form for præcision. Eller akkuratesse. Vi er ved at miste enhver form for sprog. Og
samtidig er vi blevet berøvet nogle af vores grundlæggende rettigheder og grundlæggende
privileger.
Så som?
De simple glæder.
Så som?
Den simple glæde ved at give sin kæreste nogle tæsk. Den følelse man bliver grebet af når man
forulemper sit eget barn. Trangen til at røre ved de fysisk handicappede. Eller
brandsårsofrene. Eller de invaliderede. Den instinktive afsky man gribes af.
-
Hvad?
-
Hvad har jeg sagt?
24

***
Hvordan har du sovet?
Jeg har sovet utrolig godt. Jeg har sovet enorm dybt. Jeg har ikke haft en eneste drøm. Jeg
lukkede mine øjne. Åbnede dem igen. Der var gået otte timer. Det var fantastisk.
Vil du have noget morgenmad?
Ja, det ville være dejligt.
Hvad vil du have?
Det aner jeg ikke. Overrask mig.
Du ser ud som om du har sovet godt.
Hvad for noget?
Du ser udhvilet ud.
Tak.
Du ser smadder godt ud.
Tak.
Det er virkelig skønt at se dig.
Ja, i lige måde.
Du var godt oppe at køre i aftes. Men alligevel.
25

-
Hvad har du lyst til at lave i dag.
Gå ud.
Hvor har du lyst til at gå hen?
***
Hun gjorde rent på St. Pancras, på stationen. Det her er hundrede år siden. Så opdagede hun
at hun var gravid og flyttede ind her. Hun brugte alle sine penge på at få et værelse. Hun
kastede sig ud fra trapperne. Hele vejen ned i hallen. Jeg har aldrig set hende. Folk taler hele
tiden om hende. Det er derfor de har sat et gelænder op.
Hvordan fandt du ud af at du kunne komme ind?
Jeg var stædig.
Det er utroligt.
Folk påstår at de har set romerske soldater marchere gennem kælderen. Og at der er en mand
på værelse 10.
Hvem er det?
Der er en mand som lusker rundt oppe i et af værelserne. Værelse 10. Når man kommer derop
stikker han af. Jeg har set ham. Det er der rigtig mange der har.
Stak han af fra dig?
26

Ja.
Så må han være sindssyg.
-
-
De åbner det igen. Hvis vi får Olympiaden. De vil bygge udvidelsen af kannaltunnelen her.
Forbinde os med resten af Europa. Så kan man komme alle steder hen. De åbner det igen.
Indtil da er det mit.
***
Hold dine øjne åbne.
Det gør jeg jo.
Nu kommer det.
-
-
-
Der!
Wow.
Den var til Britisk Museum. Har været ude af drift i 60 år.
27

Hold da kæft.
Ja, hvad giver du! Den blev lukket fordi de ikke længere havde behov for den. Med Holborn og
Tottenham Court Road.
Man ser det for sig.
Ja.
Folk stå der.
-
-
Det spøger i hele byen. Der står noget tomt i hver eneste gade. Der er fyrre stationer der har
været lukket i halvtreds år. Der er hundredevis af pubber. Der er hundredevis af offentlige
toiletter. Jernbaneskinner. Kanalsystemer. Bykortet er et stort væv af forgreninger og
forviklinger mellem hver eneste en står der et spøgelse.
-
Folk forsvinder på en helt anden måde her end i andre byer. Folk bliver gemt af vejen i rum.
De bliver muret inde i kældre. De bliver begravet i haverne. Der sker alt sådan noget. Hvad?
Hvad er det der er så sjovt? Tror du ikke på mig?
Selvfølgelig tror jeg på dig.
Hvad så.
Jeg er bare glad.
28

Hvad er du glad for?
For at se dig. Din idiot.
***
Vi så det ikke.
Nej.
Ikke så meget som et glimt.
Jeg ved det godt.
Jeg vil vædde med at det var totalt fesent.
Jeg ville gerne have set Pink Floyd.
Jeg ville hellere grave mine øjne ud med en ske.
Jeg er tæskefuld.
Også mig.
-
-
Hvor har du været?
Hvad?
29

Du har aldrig fortalt mig hvor du var. Al den tid.
Alle mulige steder.
Sig nu hvor.
Nej.
Hvorfor? Hvorfor ikke?
-
Har du haft det godt?
-
Har du?
Egentlig ikke.
Hvorfor ikke?
-
Hvad skete der?
Det er der ingen grund til at du ved.
Det er jeg ked af.
Hvad er du ked af?
30

Jeg er ked af at du ikke har haft det godt. Jeg ville have gjort hvad som helst for at der ikke
skulle ske noget med dig.
-
Kom her.
-
Du lugter godt.
Tak.
Du lugter af dig. Ingen andre lugter som dig. Hvordan kan det være?
Det ved jeg virkelig ikke.
***
I Moskva blev alle sortbørshandlerne og de prostituerede evakueret fra byens centrum for at
skabe et glansbillede af den ophøjede sovjetkommunisme. I München gik det israelske
bryderhold i teatret for at se Spillemand på en tagryg. Deres træner, Moshe Weinberger, drak
sig så fuld med skuespillerne bagefter at han da gidseltagningen startede angreb en af dem fra
Black September med en frugtkniv. I Atlanta hejste de sydstatsflaget på tagene af de fleste af
de officielle bygninger. I Barcelona gik vagterne rundt på stadion med maskingeværer. Jeg
håber fandme ikke at London får den. Det vil ramme en pæl gennem hjertet på East End. Det
bliver en katastrofe.
Hold kæft.
Hvad?
31

Hold kæft. Så hold dog din kæft.
-
Her.
Hvad?
Prøv at mærke.
-
Hold op med at snakke og mærk her.
Hvor?
Her.
Hvad er der med det?
Det er blødt ikke?
***
Vi skulle ikke gøre det her.
Det ved jeg godt.
Det er stik imod en hvilken som helst lov for menneskelig adfærd der nogensinde er nedfældet
i den samlede kulturhistorie.
Det ved jeg godt.
32

Du er min søster.
Det ved jeg godt.
Det her er.
Hvad?
Jeg kan ikke.
Kom nu.
Jeg kan ikke.
Åh jo. For min skyld. Der. Der. Det er dejligt. Er det ikke. Hvad? Er det ikke?
***
Appelsiner.
Appelsiner?
Ja. Eller æbler. Lidt kiwi.
Jeg vidste ikke at kiwier havde en lugt.
Det er en meget delikat lugt. Du lugter sådan. Meget delikat.
Du lugter af græs.
Rygegræs eller nyslået græs?
33

Nyslået græs.
Må jeg spørge dig om noget?
Selvfølgelig.
Har du det godt?
Ja. Jeg har det. Jeg har det fint.
-
Du ligner en på femten. På den gode måde. Det er noget med det lys der falder på dit ansigt.
Vil du høre noget?
Ja.
Jeg har sgu' haft lyst til det her i vildt lang tid.
Har du?
I årevis.
Hold da op.
Jeg ved det godt.
Hvad gør vi nu?
Vi kunne få fat i noget at spise. Vi kunne se en video. Har du noget porno? Vi kunne se noget
34

porno. Jeg synes egentlig det kunne være fedt at se noget porno.
Det synes jeg ikke.
Vi kunne downloade noget.
Fuck dig.
Vi kunne gå en tur. Gå hen til Brick Lane og købe en bagel. Købe en flaske vin på pubben inde
ved siden af. Jeg tager dine cowboybukser på og går ind ved siden af og køber en flaske vin og
kommer tilbage hertil med den og lægger mig i sengen og drikker den sammen med dig. Det
kunne vi gøre. Hvad? Hvorfor smiler du?
Fordi jeg er lykkelig.
***
Tror du de ved, at du lurer på dem?
Aner det ikke.
Lurer de nogensinde på dig?
Det ved jeg ikke.
Gad vidst om de gør.
Det gør de måske.
Måske slukker de lyset og ligger i mørket og ser dig arbejde.
35

Det gør de måske.
Har du nogensinde talt med dem?
Nej.
Hvordan mon de er?
Jeg vil vædde med at de er nogle røvhuller.
Det må du ikke sige. Det kan være det er virkelig søde mennesker. Hvad tror du de ville sige?
Hvis hvad?
Hvis de så os her.
De ville tro du var min kæreste.
Hvad nu hvis de vidste det.
Det ved jeg ikke.
På en måde er jeg din kæreste, ikke? Bare lidt.
På en måde.
-
Hvad sagde de? På arbejde?
De sagde ikke noget.
36

Hvad sagde du til dem?
Jeg fortalte dem du havde fået en madforgiftning.
***
Hvis jeg nu bad dig om at gøre noget ville du så gøre det?
Det kommer an på hvad det er.
Den går ikke.
Men det gør det.
Hvis jeg bad dig noget kunne du bede mig om noget.
Mener du det?
Helt sikkert.
Det kunne være jeg bad dig om noget virkelig langt ude.
Det er jeg ligeglad med.
Eller noget rigtig ondskabsfuldt.
Det er jeg ligeglad med. Det ville være fint.
Kom så.
Tag din trøje af.
37

Her?
Ja.
Der.
Ned på gulvet.
På gulvet?
På jorden. Du skal lave nogle armbøjninger for mig.
Hvad skal jeg?
Du skal ned på jorden og lave ti armbøjninger for mig.
-
Tak. Det var skønt.
Min tur.
***
Det vil jeg ikke fortælle dig.
Det skal du.
Jeg gør det ikke.
Vi lavede en aftale.
38

Det tæller ikke.
Jo det gør. Selvfølgelig gør det det.
Det var ikke det jeg snakkede om.
Jeg er ligeglad. Jeg lavede mine armbøjninger for dig. Der var folk der så på. Fremmede. Du
fik mig til det. Det var dig der opfandt reglerne. Jeg bestemmer hvad jeg vil have dig til at
gøre.
Jeg vil gøre alt andet.
Jeg vil ikke have alt andet. Jeg vil have du fortæller mig hvad der skete.
Nej.
Hvad skete der med dig?
Nej.
Hvad skete der for helvede?
Ikke noget. Jeg skred. Jeg troede alting ville gå bedre. Det gjorde det ikke. Jeg havde
forskellige job. Jeg fik mit pas stjålet. Jeg kom tilbage igen.
Hvilken slags job?
Almindelige job. Job. Job man tjener penge på. Det var ikke noget. Det var ikke mine job. Det
var skuffelse.
-
39

-
Jeg tror ikke jeg forstår dig.
Nej.
-
Kom med i seng.
-
Hvis du har lyst kan vi bolle hele natten. Jeg er ikke træt. Er du træt? Jeg er slet ikke træt. Du
kan fortælle mig om alt det du nogensinde har haft lyst til at gøre med mig og så kunne vi gøre
det og der er ingen der nogensinde behøver få noget at vide. Jeg elsker dig så højt at min krop
er ved at eksplodere og det eneste jeg ønsker er at du skal føle det samme for mig og at det
skal være sådan her altid. Jeg ved godt det ikke holder.
Nej.
Men det er det jeg har lyst til.
***
Jeg burde gå på arbejde i dag.
Lad være.
Jeg har ikke lyst. Jeg bliver nødt til det. Der er noget jeg bliver nødt til at ordne.
Hvad for noget.
40

Der er en rapport vi skal have færdig. Til næste uge. Alle de andre arbejder røven ud af
bukserne for at få den færdig.
Er du ikke træt?
Jeg har det ok.
Har du sovet?
En lille smule, ja.
Har du set det?
Hvad?
London fik Olympiaden.
For fanden i helvede.
Ja. Franskmændene er gået fra koncepterne.
Vi missede det.
Jeg ved det godt.
Hvordan missede vi det?
Det ved jeg ikke.
Det er forfærdenligt.
41

Ja.
-
Har du lyst til en kop kaffe?
Det ville være dejligt.
-
-
Hvad skal jeg gøre for at få dig til at blive her?
Stop det.
Hvad skulle jeg love dig?
Der er ikke noget du kan love mig der får mig til at skifte mening.
Er der ikke?
Nej.
Jeg venter på dig.
Ok.
Jeg bliver her hele dagen og ser fjernsyn og venter på at du kommer hjem.
Ok.
42

Jeg laver aftensmad til dig. Jeg laver et eller andet lækkert. Jeg går ud og handler og køber et
eller andet lækkert at lave. Jeg finder dine Pink Floyd plader frem så du kan høre dem for at
opveje skuffelsen der står her alle siger de var geniale.
Fint. Det ville være dejligt.
Må jeg spørge dig om noget?
Fyr løs.
Bliver du en lille smule bange nu?
***
Jeg var bekymret for dig. Du er virkelig sent på den.
Det ved jeg godt.
Jeg var skrækslagen. Jeg prøvede at ringe til dig men mobilnettet var nede.
Jeg ved det godt. Undskyld.
Du er ikke kommet noget til.
Nej.
Hvor har du været?
Togtrafikken var indstillet. Jeg blev nødt til at gå hjem.
For helvede.
43

Hvad?
Ikke andet end for helvede. For helvede. For helvede.
-
Jeg troede du var død.
Det var jeg ikke.
Nej.
Det er vildt derude. Alle går. Alle pubberne er propfulde.
-
Du er nødt til at gå.
-
Jeg er virkelig ked af det. Men det er du.
Hvad snakker du om?
Du er nødt til at gå. Du er nødt til at rejse. Du kan ikke blive her længere. Det her er frygteligt.
Det er helt frygteligt. Vi bliver nødt til at stoppe det her. Der er nogle ting man bare ikke gør
og har du for helvede slet ikke set nyhederne?
Det er klart jeg har.
Har du ikke set hvad der sker?
44

Hvad har det med noget at gøre?
Jeg kan ikke gøre det her længere. Det er helt forkert. Det er skrækkeligt. Hvad laver du i det
hele taget her? Når jeg ser på dig er det eneste jeg ser dit skideåndssvage skidegrimme fjæs.
Hold op.
Jeg gik hjem og så hvordan det hele er smadret. Og så kommer jeg hjem til det her. Og jeg kan
ikke klare det længere og jeg vil have at det skal stoppe.
Jeg begår selvmord.
Det tror jeg ikke.
***
Det er ikke sidste gang jeg ser dig. Vi ses. Vi ses igen. Vi kommer til at se hinanden igen.
-
Jeg siger til mor og far at du blev nødt til at tage afsted. At det var dejligt at se dig. Du spurgte
til dem. Du ville gerne besøge dem men så blev du nødt til at tage afsted.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare mig uden dig.
Det går nok, man overlever. Det går nok helt fint.
Du har fuldstændig knust mit hjerte.
Der er visse ting man aldrig kommer sig over men sorg er ikke en af dem.
Det handler ikke om sorg. Jeg sørger ikke. For pokker!
45

Nej. Undskyld.
Hvor længe tror du vi skal vente?
På hvad?
Til vi kan ses igen. Hvor længe tror du vi skal lade være?
Det har jeg ingen idé om.
Hvor lang tid tror du det tager?
Hundreder og hundreder og atter hundreder af år.
Ja.
Jeg tænker hele tiden på dig.
-
Jeg lukker øjnene og det eneste jeg ser er dig og dit hår og dit ansigt og det er ikke særlig
sundt for nogen.
-
Du er min søster.
Ja.
-
46

-
Har du det hele?
Ja. Det tror jeg nok.
-
-
Hvis du har glemt noget hvor skal jeg så sende det hen? Er der en adresse jeg kan sende det
til?
Smid det ud. Sælg det på eBay. Behold det.
Billeder af helvede.
De er stumme.
47

4.
Det er mørkt. Det er stadig mørkt da jeg går hjemmefra.
Jeg kysser mine børn farvel. Jeg kysser min kone. Jeg lover at ringe til hende.
Der er helt mennesketomt.
Lyden af mine fødder i gruset i indkørslen. Det er koldt at røre ved havelågens metal. Min
taske skærer mig i skulderen.
Buschaufføren løfter ikke blikket fra vejen. Det er det eneste køretøj på vejen på denne tid af
morgenen. Han har det helt for sig selv.
En ung fyr fra Bangladesh med en walkman sidder og hænger midt i bussens højre side.
Stirrer ud af vinduet. Han har lagt fødderne op på sædet foran sig. Jeg sidder i den anden side.
Bag ham. Jeg ser på hans baghoved. Jeg ser hvordan han bevæger sig blødt til lyden af sin
walkman. Jeg tager sigte. Jeg afsikrer. Jeg kigger ned langs løbet, ned langs armen, stift,
ligeud. Jeg trykker af. Jeg samler et nummer af dagens gratisavis op. Jeg ser efter mit
horoskop. Jeg har altid holdt øje med mine horoskoper.
Trafikken tager til som vi nærmer os hjertet. Der kommer flere busser. Lastvogne på vej
tilbage efter deres natlige leverancer. Skrumler hjem igen. Ensomme bilister uden passagerer
der forstår konceptet med car pooling. De er vilde med ideen. De har allerede besluttet sig for
at køre sammen med nogen.
De gnider sig i øjnene med deres hænder mens de balancerer med kaffen i papkruset.
Advarsel. Indholdet er utrolig varmt.
Vi følger svingene i et system af ensrettede gader. Jeg sender chaufføren telepatiske beskeder.
Kør over for rødt. Drej til højre i venstresvingsbanerne. Kør op på fortorvet og fortsæt der. Fra
i dag, fra nu af kan du, har du det i dig at gøre lige præcis det du har lyst til. Nu er det slut med
48

alle regler. Fra og med i dag er loven sat ud af kraft.
Jeg siger tak til buschaufføren da jeg står af bussen. Jeg takker altid buschaufføren når jeg
står af bussen. Han siger ikke noget. Han stirrer ud af forruden. Hans øjne bevæger sig slet
ikke.
Jeg drejer væk fra Piccadilly Gardens.
Jeg går op ad bakken mod jernbanestationen.
Jeg har lyst til en kop kaffe.
Jeg trænger virkelig til en kop kaffe.
Måtte jeg bede om en kop kaffe? Tak. Skønt. Mange tak. Tak.
Lige pludselig, ud af det blå, er der folk over det hele. På vej fra perronerne. Velklædte og
smarte og elegante og nystrøgne. Kvapsede og rødøjede. Morgenmad på McDonalds eller
müsliyoghurt eller fiberbolle. De slæber på deres laptops. Klaprer med deres hæle. Trækker i
deres skjortemanchetter. Trykker tasterne på deres telefoner. De har arbejdet hele natten på
en korrektur. De er drevet frem af undersøgelser og R&D. Deres opmærksomhed på detaljen
og R&D er overvældende.
Vi har reserveret sæder i forskellige vogne.
Vi checker ikke at de andre er der. Vi behøver ikke at checke at de andre er der. Vi stoler på
hinanden. Vi er der.
Det tog der kører ind på perron 5 er 5.43-toget mod London Euston. Kun med stop i
Stockport, Macclesfield, Stoke on Trent, Milton Keynes Central og London Euston.
Vi vil tage toget til Stoke og stå af i Stoke.
49

Fra Stoke vil vi tage toget til Derby og skifte i Derby.
Fra Derby vil vi tage toget til King's Cross St. Pancras.
På King's Cross St. Pancras vil vi tage med hver sin linie. På King's Cross St. Pancras vil en af
os tage Piccadilly Line til Heathrow. En af os vil tage Victoria Line til Brixton. En af os vil tage
med Hammersmith & City Line til Hammersmith. På King's Cross St. Pancras skal jeg tage
med ringbanen via Liverpool Street. Vi vil ikke tale sammen. Vi vil ikke give hinanden tegn. Vi
vil ikke kommunikere med hinanden på nogen måde. Men vi vil hver især sende en sms.
Jeg tror det er ved at blive varmere. Jeg tror vi får en pragtfuld dag i dag. I dag vil solen skinne
over hele England.
Bagagehylderne er rummelige. Min rygsæk passer ind. Der er masser af plads.
Det er det første tog. Der er kun en håndfuld mennesker i min vogn.
Og da en anden fra vores gruppe kommer ind i min vogn og ser mig går han lige igennem
vognen og væk fra mig ind i en vogn længere nede i toget. Og vi taler ikke sammen. Og vi ser
ikke på hinanden. Vi siger slet ikke noget.
En mand overfor mig ved bordet har taget slipset af. Han rynker brynene over et
morgenkrydsord, syv vandret, otte bogstaver, andet bogstav er e. Han ligner -
Jeg drikker dårlig sort kaffe fra Upper Crust. Jeg trænger virkelig til noget mineralvand. Der
er ingen mandelcroissanter. Jeg vil have en mandelcroissant. Hvor helvede er jeres skide
mandelcroissanter I latterlige nærsynede, parykbeklædte, kønsforladte døde?
En mand længere nede i min vogn. En ung mand. Han er smart i tøjet. Han ser godt ud. Han
bliver ved med at pille næse. Han graver rundt i næsen, tager noget ud og stopper det, i det
han selv tror er et stjålent øjeblik, i munden. Leger med det mellem tænderne.
50

Da vi forlader Stockport og Manchester er der en masse containere langs sporene. Industrielle
enheder af bølgeblik.
Jeg ser kvinden der sidder i sædet overfor mig ind i øjnene. Et øjeblik tror jeg hun har grædt.
Det har hun ikke. Det er noget jeg bilder mig ind.
Solen brænder mine arme gennem togvinduet. Jeg har lyst til at tage min jakke af. Må jeg ikke
godt have lov tage min jakke af?
Jeg lukker mine øjne lidt. Nu kan jeg sove. Jeg forsøger at sove.
Jeg vågner og går i panik over at vi er kommet så langt. Jeg kigger ud af vinduet da vi kører ud
af Macclesfield.
Der er noget jeg har glemt at gøre. Der er helt sikkert noget jeg har glemt at gøre, jeg har
glemt, hjælp mig lige, er der noget jeg har glemt? Jeg tror det er et ord. Er det et ord?
Jeg har helt ærligt ingen erindring om at have skiftet tog i Stoke. Jeg må have skiftet tog i
Stoke.
Øst. Mod Derby.
Indkørsler til nedlagte lavprisbenzinstationer ligger side om side med dobbeltafkørsler. Der er
fødevareproducenter og den mad de laver er kemisk. Den gør teenagerne fede og suger kraften
ud af børnene. Ni år gamle børn liret op i mavebluser, lårkorte nederdele og glimmereyeliner
stirrer ud af vinduene på familiebilerne. Heroinen har aldrig været bedre end her i
morgensolen i South Midlands forstæder. Hjemmesiderne med internetsex aldrig været mere
tillokkende. Nihundrede TV-kanaler aldrig mere påkrævede. Og alle har behov for en iPod. Og
det er aldrig mere til at få fat i en gratisavis.
Hvis jeg havde magten til det det ville jeg sprænge det hele i luften med en bombe. Hver
51

eneste græssende hest og bølgeblikskur og hver eneste vindblæst træ og hver eneste
telefonmast og gravsted. Blæse det væk fra jordens overflade. Udradere det.
Det eneste jeg husker fra stationen i Derby, mens vi venter fire forskellige steder, kigger i fire
forskellige retninger, er det besynderlige i at der ligger en dame- og herrefrisør på stationen.
Der er ingen der bliver klippet i dag.
Jeg stiger på det tredie tog. Prøver at lukke øjnene igen. Jeg tør ikke.
Landskabet ruller forbi.
Jeg har lyst til at høre musik. Jeg har rigtig meget lyst til at høre Pink Floyd. Der er en kvinde
på den anden side af midtergangen. Hun er iklædt en sort spadseredragt. Hun har sorte
strømpebukser på. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at ligge i hendes seng en søndag morgen
og spise varme croissanter fra ovnen og lytte til Pink Floyd.
Teenagepigerne bag disken hos Boots checker ikke engang underskriften på mit betalingskort.
500 flasker brint overilte til at affarve hår. 50 flasker neglelaksfjerner. Jeg er ved at lave en
film. Jeg er runner på en film.
Jeg har lyst til tyggegummi. Jeg har lyst til at læse sportssektionen i en af de store aviser.
Nu nærmer vi os. Det kan man se. På landskabet.
På Luton Airport Parkway er perronen en plettet flade af glas og beton og grå metalrør
gennembrudt af gul maling. Flyvemaskiner flyver over hele Europa. Glem ikke skatten. Glem
ikke lufthavnsskatten. Glem ikke konsekvenserne. En hel række europæiske forstæder har fået
et uventet opsving fordi det er blevet så billigt at flyve. Følgerne er en støt stigning i antallet af
dybe venethromboser og en eksplosiv mængde bagagebåndsarbejdere. Asiatiske drenge fra
alle de europæiske forstæder er blevet bagagebåndsarbejdere. Tryller med pladsen i
fragtrummet. Perfektionerer rullekuffertens ergonomi. Deres mødre pakker sandwiches i
lufttæt folie. Deres søstre sprayer perfume. Deres fædre kører busser der transporterer folk fra
52

en parkeringsplads til den næste. Velkommen til England.
London rejser sig. Den overvælder en. Konturerne skåret af detonerede bomber. Og tusinde
års ild. Det her er en by der altid står i flammer. Det her er en by der altid er under
beskydning.
Ingen checker min billet. Billetkontrollørerne kigger på hinandens sko og fniser.
St. Pancras Hotel er en reminicens fra en anden tid. Hele byen tårner sig truende over os med
St. Pancras Hotel. En jerntrappe og et strejf af elegance. Hjemsøgt af kvinder der engang har
betrådt disse trappetrin.
Jeg skal sige noget helt bestemt. Jeg har fået at vide at jeg skal sige nogle bestemte ord. Men
jeg kan ikke huske rækkefølgen. Jeg vil ringe hjem. Jeg vil fortælle min kone at hun skal vågne
og følge vores børn i skole. Jeg vil spørge hende hvilken rækkefølge ordene skal siges i.
Der er en sammentømret træpassage fra St. Pancras til Undergrunden. Der er blå pile der
fortæller en at det kun er tilladt at gå i den retning. Det er som om jeg ikke kan mærke vægten
af min taske længere og jeg er skrækslagen for at der er gået noget galt. Der er gået noget galt
her. Noget forfærdenligt er gået galt.
Jeg følger den blå streg i den eneste tilladte retning.
De undskylder den eventuelle ulejlighed man måtte have forårsaget. Der er en bestandig
bedeb om undskyld for den ulejlighed man eventuelt har forårsaget.
De har gravet fliserne op. De bygger alting om. De har ikke noget valg, alt skal bygges om. Når
Olympaden kommer vil det her sted have de nyeste fliser man nogensinde har set. Alle
avisoverskrifterne den ene efter den anden jubler af glæde. De har svært ved at tro hvad der
skete i går. Ingen kan tro hvad der skete i går og hvad det kommer til at betyde.
Jeg betaler 2 Pund og 20 for en enkeltbillet til zone 1 og 2.
53

Jeg smiler til manden der holder lågen til perronen åben for mig så jeg kan komme forbi med
min taske. Men han smiler ikke til mig. Han kontrollerer ikke min billet. Han ser ikke engang
på mig. Han ser den anden vej.
Den anden i vores gruppe sender mig en sms. Den tredie i vores gruppe sender mig en sms.
Den første i vores gruppe sender mig en sms. Jeg besvarer dem allesammen.
Jeg følger skiltningen mod Circle Line. Der er mange på perronen. Der er flere på perronen
end jeg havde regnet med. Jeg finder det sted hvor den mest fyldte togvogn vil holde. I hjertet
af toget. Jeg bliver nødt til at mase mig vej med min taske. Folk brokker sig over størrelsen på
min taske.
Pludselig føler jeg mig lettere end jeg nogensinde har gjort i hele mit liv.
Vi passerer Farringdon. Hvor perronen er tom og indhyllet i et lyseblåt morgenskær. Og
Moorgates røde mursten. Liverpool Street er hvid som sukker og fart og længsel. Røgblåt,
blodrødt, spøgelseshvidt.
Toget forlader Liverpool Street og kører mod Aldgate.
54

3.
Du ligner ham fuldstændig.
Det passer ikke.
Du har de samme øjne. Du har præcis det samme hår. Hvor gammel er han?
Han er femogtyve.
Han ser utrolig godt ud.
Jeg er altid bekymret for ham.
Hvad bekymrer du dig for?
Jeg er bekymret for om han opnår de ting han har potentiale til at opnå. Jeg er bekymret for
om der nogensinde er nogen der vil forelske sig i ham. Om han kommer ud af sengen.
Nogensinde. Om han vil dø før mig. Sådan noget.
Egoist.
Han er utrolig sårbar. Det er absurd hvor blød hans hud er, en mand i hans alder. Kaldte du
mig egoist?
Det er du.
Jeg er ikke det mindste egoist. Jeg er overhovedet ikke en egoist.
Du projicerer alt på ham. Helt nådesløst.
Det passer ikke. Det er helt omvendt.
55

Har du lyst til noget mere at drikke?
Det ved jeg ikke rigtig længere.
Er du nu helt sur og tvær?
Jeg er bare ikke sikker på at jeg har lyst til at blive fornærmet af dig.
Det er fantastisk dejligt at se dig.
Jeg ville have sagt at det også er dejligt at se dig. Indtil du begyndte at fornærme mig.
Du ser fantastisk ud. Sjove lille mand. Du har tabt dig. Din hud er blevet helt ren.
Min hud?
Jeg kan huske din hud var skjoldet på en eller anden måde. Vi sad og stirrede på det når du
underviste.
Gjorde I?
Det er den ikke længere.
Hvem var det der stirrede på mig?
Os allesammen. Nu ser den frisk ud. Du ser godt ud.
Tak.
Det var så lidt.
56

Jeg tror jeg tager et glas til. Jeg tager en Merlot til, tror jeg.
Ja, det vil jeg tro.
Giver du et glas Merlot til?
Det er sjovt, ikke?
Hvad er sjovt?
Folks ansigter. Når folk bliver ældre forandrer deres ansigter sig ikke. De forfalder bare lidt.
Men formen er uændret. Formen på deres øjne. Man genkender dem med det samme. De
sender små signaler gennem dine synapser.
Dit ansigt har ændret sig. Dine øjne er blevet mindre. Hvordan er det gået til?
Ingen anelse. På en måde er det ligesådan med stemmer. Hvor hurtigt vi genkender
hinandens stemmer når vi tager telefonen, jeg synes det er utroligt. Mennesker er så
skidekloge at det er lige til at falde i svime over.
Skal jeg selv gå op og hente noget at drikke?
Synes du ikke jeg er sjov?
Nej.
Det er jeg. Jeg synes jeg er sjov. Jeg er lige ved at dø af grin over mig selv. Vent her.
***
Jeg tog til Amerika.
57

Godt gået.
Jeg fik mig et job på et universitet i Minneapolis.
Hvordan var der i Minneapolis?
Der var rigtig koldt. Når man gik udenfor om vinteren frøs ens næsehår sammen i løbet af et
par sekunder, bogstavelig talt sekunder. Det var utroligt.
Det lyder sådan.
De studerende var platte. De havde allesammen den samme frisure, det var meget
forvirrende. Og alle var fede. Man var nødt til at gå tyve minutter for at få noget frisk frugt. Og
så var det syltet ind i genmodificerede kemiske sprøjtemidler.
Hvor længe var du der?
To år. Jeg synes det var svært at få energi til at rejse. Det var kostens skyld.
Og hvor længe har du været hjemme?
Fire år.
Fire år?
Jeps.
Hold da op.
Hvad?
Hvornår blev du færdiguddannet?
58

Det er otte år siden.
Jeg er næsten præcis dobbelt så gammel som dig.
Jeps.
Nu får jeg det dårligt. Nu får jeg det som om jeg sikkert snart skal dø.
Det skal du måske også.
Ja ja. Måske skal jeg. Måske skal vi alle sammen. Hele flokken. Men jeg skal helt sikkert. Det
er det jeg mener.
Jeg kunne godt lide at undervise.
Ja?
Jeg vil gerne undervise igen.
-
-
Det er der jeg kommer ind i billedet.
Nej.
Nej?
Jeg mener måske. Jeg mener ja. Jeg mener faktisk ja.
59

Du lyder ikke som om du kunne lide at undervise.
Det kunne jeg. Jeg kunne bare ikke lide de studerende. Jeg længtes vildt efter engelske
studerende. Jeg blev ved med at fantasere om hvor fantastiske de engelske studerende ville
være.
Det er de ikke.
Det vil jeg fandme vædde med at de er. Jeg har brug for et job.
Ja. Vi har allesammen brug for et job.
Jeg kan ikke arbejde på en bar igen. Jeg er alt for gammel til at stå i en bar. Det ville være så
ydmygende.
Du kan ikke engang huske at give folk deres drikkevarer.
Nej.
Jeg skal se hvad jeg kan gøre.
-
Jeg skal tale med rektor. jeg aner ikke om der er noget ledigt.
Tak.
Det er i orden.
Sådan ser jeg ud når jeg er taknemmelig. Sådan ser jeg ud når jeg er begejstret. Sådan ser jeg
ud når jeg er begejstret og taknemmelig.
60

Utroligt.
Ja. Har du spist?
Hvad?
Middagsmad. Har du spist middagsmad?
Nej.
Nej. Det har jeg heller ikke.
***
Ægteskabet når til et punkt hvor huset er ladet med de her skrækkelige psykiske energier.
Man kan føle vreden. Jeg kunne komme hjem og se hende stå der i stuen eller i vores
soveværelse og noget i mig havde lyst til at banke hendes hjerneskal ind med en mursten. Det
er en ret lammende følelse.
Det lyder som om I skulle være gået hver til sit lidt tidligere end I gjorde.
Der var Mark. Jeg ville ikke gå mens han stadig boede hjemme.
Nej.
-
-
-
Har du boet her i kvarteret siden?
61

Ja jeg har Jeg har en tre værelses lejlighed. Jeg har ikke noget fjernsyn. Mark besøger mig når
han er i byen men han overnatter aldrig selvom det er på grund af ham jeg overhovedet har et
ekstra værelse. Utaknemmelige skid.
Det mener du ikke.
Nej. Jeg nyder at få besøg af ham. Jeg synes det er dejligt at tage ham med på pubben og
snakke med ham om arbejde og fodbold som om vi var kammerater. Jeg snakker med ham om
hans mor. Spørger om hun har det godt?
Har hun det?
Hun har det fantastisk. Hun bor sammen med faderen til en af Marks skolekammerater. En
venlig, ordentlig, intelligent mand som jeg af og til støder ind i og som jeg – selvom jeg
virkelig forsøger det modsatte – ikke kan synes dårligt om.
Røvhul.
Jeg ved det godt.
-
-
Kan du lide at bo alene?
Ja. Forstår du? Det kan jeg. Det kan jeg. Det kan jeg virkelig godt. Jeg kan lide at købe ind. Jeg
kan lide at finde sjove fødevarebutikker underlige steder. Jeg kan lide en gang imellem at
spise ude alene. At gå i biografen uden at skulle tænke på hvornår jeg er hjemme. At gå på pub
og blive der. Arbejde hele natten hvis det er det jeg har lyst til. Nøgen. Ved mit skrivebord. Klø
mig på nosserne.
62

Skønt.
Ja. Og jeg er begyndt at løbe.
Er du?
Jeg er begyndt at løbetræne.
Jeg syntes nok du havde tabt dig.
Jeg elsker det. Parken rundt. Lørdag løb jeg fire omgange. Jeg tror jeg melder mig til
Olympiaden.
God idé.
Ja.
-
Hvordan tror du det bliver?
Hvad?
Med Olympiaden.
Det har jeg ingen anelse om.
Tror du ikke det bliver helt fabelagtigt?
Jeg er ikke sikker.
63

Jeg sad i min bil her i eftermiddags, da de offentliggjorde det. Radioen var tændt. Og værten
for De Olympiske Lege i 2012 bliver...London! Jeg kastede armene i vejret. Jeg var lige ved at
banke taget af bilen. Jeg dyttede for at fejre det. Det gjorde de andre også. Det var som om vi
havde en kæmpe fest midt på vejen i vores biler. Alle grinede til hinanden.
Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal mene.
Nej, kom nu! Ikke! Livet er så kort.
***
Fryser du ikke?
Nej.
Vil du låne mit tørklæde?
-
Hvad?
Ikke noget.
-
Jeg plejede at komme her da jeg var barn. På museet. Har du nogensinde været der?
Nej.
Du skulle gå derind. De har dukker der er firehundrede år gamle. Og nogle andre dukker,
procellænsdukker fra det nittende århundrede med tre ansigter. De er skræmmende. Jeg kan
tage dig med ind at se dem.
64

Vil du.
Du skaffer mig et job og jeg tager dig med på museet og viser dig dukkerne med de tre
ansigter.
Har du lyst til en kop kaffe?
Undskyld?
Har du lyst til at komme med ind og drikke en kop kaffe med mig?
***
Den er fra Jamaica.
Jaså.
Fra Blue Mountain. Det er verdens mest ekslusive kaffe. Hvad siger du så?
Meget blæret.
Kan du lide den?
Den er skøn. Tak.
Godt. Godt. Det glæder mig.
Jeg kan godt lide din lejlighed.
Kan du?
65

Ja. Den er enkel. Den er rationel. Den er minimalistisk.
Her er helt tomt, mener du.
Det virker bevidst.
Det er det ikke.
Det er ligemeget. Jeg kan lide udsigten. Man kan se Gherkin.
Ja. Det synes jeg er ret fedt. Har du lyst til at blive?
Undskyld?
Her. I nat.
-
Jeg mener ikke “blive” som i at blive. Jeg mener. Jeg har et ekstra værelse. Det er sent. Det
bliver svært for dig at komme hjem nu. Du ville være nødt til at tage natbussen. Og natbussen
her er ligesom en af de nederste kredse i helvede. Du overlever det aldrig.
-
Jeg kan lave morgenmad til dig.
-
Det har været utrolig hyggeligt at se dig. Undskyld. Jeg skulle ikke have spurgt.
-
66

-
Du havde selvfølgelig ingen anelse om det dengang. Men du betød alt for mig. Du var min
lærer. Jeg var fuldstændig forgabt i dig. Jeg ville have, det jeg ville have var, at du skulle lægge
mærke til mig. Hvad du selvfølgelig aldrig gjorde. Du skulle ikke have spurgt mig. Nej. Det
skulle du nok ikke have gjort.
***
Sengetøjet er helt rent. Det er næsten splinternyt.
Tak.
Har du noget nattøj?
Nattøj?
Du kan låne en pyjams. Hvis du vil. Jeg har stabelvis af dem.
Tak.
Hvornår skal du være oppe i morgen?
Jeg skal ikke være oppe på noget tidspunkt, jeg har ikke noget arbejde for tiden.
Jeg står vildt tidligt op. Jeg har efterhånden fuldstændig mistet evnen til at sove. Så jeg kan
vække dig når du vil ha' det.
Klokken ni. Hvad siger du til klokken ni. Er det i orden?
Sove ud!
67

Det kan man godt sige.
-
-
Det bliver underligt at have din pyjamas på.
Underligt?
Det er årvis siden jeg har haft en pyjamas. Ikke siden jeg var en lille pige.
-
Hvad?
Må jeg spørge dig om noget?
Selvfølgelig.
Vil du danse med mig?
-
Hvis jeg sætter noget musik på. Vil du så danse med mig?
***
Græder du?
Hvad?
68

Jeg kunne ikke se om du grinede eller græd?
Ssshhh.
Hej, hej. Du må ikke græde.
Det gør jeg heller ikke.
Hej.
-
-
-
Du må ikke.
Ssshhh.
Vil du ikke godt lade være.
Ssshhh.
Vil du ikke godt lade være.
Kom nu.
-
Jeg kan mærke dit åndedræt.
69

Vil du ikke godt lade være.
Du ved præcis hvad det er du gør ved ved mig. Du har vist hele aftenen hvad det er du gør ved
mig.
-
Hvad for nogle trusser har du på? Sig mig det.
Ti stille.
Har du overhovedet nogen på?
Helr ærligt.
Kom nu. Jeg lægger mærke til dig. Nu lægger jeg mærke til dig.
-
Av.
-
Av. Din lort. Du. Det gjorde sgu ondt.
-
Jeg burde stikke dig sådan et par flade for det.
-
Kom ikke her og sig at det ikke var lige det du ville have -
70

Er der en lås på den dør?
Hvad?
Er der en lås på soveværelsesdøren?
-
Kan den låses indefra?
Ja. Selvfølgelig kan den det.
Jeg har brug for et sted at sove.
-
-
-
Du er ret lille er du ikke?
Lille?
Det har jeg aldrig lagt mærke til før.
***
Du må virkelig undskylde. Det jeg gjorde i aftes. Jeg var langt ude.
Det er ikke nok.
71

Nej. Selvfølgelig ikke.
-
Jeg har lavet noget morgenmad til dig. Jeg har stegt bacon og alting. Vil du blive til
morgenmad? Vil du ikke nok blive til morgenmad?
-
-
Jeg skal hen til Edgware Road. Er der et sted i nærheden hvor jeg kan tage toget til Edgware
Road?
Jeg drømte om dig i nat. det var skrækkeligt. Drømmen var skrækkelig.
-
Jeg vågnede. Jeg troede min kone var der. Jeg troede hun sov ved siden af mig. Hun ligner
Mark når hun sover. Hun var der ikke. Jeg var alene. Jeg er fandme ved at gå i spåner. Det er
det. Jeg er ved at gå fuldstændig fra forstanden, for helvede.
-
Det her, det er ikke blå mærker. De går ikke væk. Det er ar.
72

2.
Der er ikke nogen buskonduktører længere. På nogen linier er der ikke engang togførere.
Maskinerne er begyndt at køre af sig selv.
Det kan jeg godt lide.
Jeg er overhovedet ikke interesseret i at tale med nogen.
Gratisavisen skriver om weekendens arrangementer. Den avis er blottet for redaktionel
holdning. Jeg hader det lort. De har fjernet ethvert tilløb til perspektivering eller personlig
forankring.
Det var ikke musik. Det de lavede i lørdags var det modsatte af musik. Det var alt det jeg ville
ønske jeg havde magten til at ødelægge og fjerne fra jordens overflade. Jeg ville gå løs på hele
banden med en spidshakke. De foregøgler velgørenhed forklædt som handling. Deres eneste
drivkraft er selvtilfredshed. Det giver mig lyst til at bide halsen over på deres husdyr.
Jeg skal indlevere en artikel.
Jeg tager bussen til indgangen af universitetet. Går op ad Gower Street. Universitetet og
hospitalet ligger på hver sin side af gaden, som to paranteser. Midt i hjertet af det nordlige
London. Man begynder i den ene ende af parantesen. Går over på den anden side. Og så
vender man tilbage.
Det er femten år siden nu at jeg arbejdede der på fuld tid. De ser på mig med en blanding af
forvirring, medlidenhed og en uforklarlig vrede. Jeg lægger min artikel til Dr. Schultz. Han vil
ringe til mig.
Jeg tager hjem.
Engang ville jeg have spadseret. Gower Street til Hammersmith.
73

Det kunne jeg ikke gøre i dag. Det meste af tiden kan jeg dårlig nok trække vejret.
Vente på bussen. Tage bussen. Tage hjem. Forsøge ikke at bruge for mange timer på at glo ud
af vinduet. Hvis man glor ind i spejlet længe nok begynder man selvfølgelig at hallucinere.
Sådan føles hele mit liv efterhånden.
Jeg ser fjernsyn med en blanding af undren og rædsel.
Nogle gange glemmer jeg om jeg har spist eller ej. Det er lige så sandsynligt at det vil få mig til
at spise to gange på en aften som at jeg slet ikke spiser noget. Det ville ikke undre mig hvis jeg
blev enormt fed.
Jeg ser ikke nogen. Jeg taler ikke med nogen. Og Gud Fader bevares hvor ville det være
rædsomt hvis jeg blev tvunget til det. Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med mine
hænder. Af og til modtager jeg breve. Breve fra udlandet der måske skal kvitteres for. Jeg går
hen til døren. Jeg vil vædde på at de kan se det i mine øjne. Den rene uforfalskede skræk.
Hvor skal jeg skrive under?
Skal jeg også skrive datoen der?
Er det nødvendigt at anføre afleveringstidspunktet?
Har De lyst til at komme ind og få en kop te?
Få ting har bibragt mig mere glæde de forløbne år end dækningen af krigen i Irak. Den giver
mig samme kick som et spændende videospil. Engang spillede jeg videospil ret tit. Det giver
mig samme følelse at se krigsreportager.
Om aftenen har jeg min mands slåbrok på. Hans søster pakkede det meste af hans tøj ned i
sorte affaldsposer og indleverede det til forskellige butikker. Hans slåbrok blev reddet. Jeg
74

uller persiennerne ned. Og jeg tænder computeren. Nogle gange ruller jeg ikke persiennerne
ned. Nogle gange kan jeg godt lide den tanke at alle naboerne kan se mig midt om natten i
hjertet af det vestlige London. Hans slåbrok er, det er sådan en rød, silkeslåbrok. Jeg lader
min hånd glide ind under den.
Jeg ser trailere. Alle trailere følger en genrekonvention. Der er et øjeblik i slutningen af hver
film, hvor pigen venter på at drengen skal komme. Hun ligger på knæ foran ham. Ser op. Hun
beder ham om at komme i ansigtet på sig. I et øjeblik ser hun træt og slidt ud og de år, hvor
der var masser af arbejde, har haft sine omkostninger. Og det kan nok mane til eftertanke.
Dr. Schults ringer ikke til mig. Han ringer ikke til mig for at fortælle mig at han har modtaget
artiklen. Han emailer ikke. Han kvitterer ikke for den på nogen måde.
Jeg har slet ikke styr på mine sengetider.
Jeg spiser det samme til morgenmad hver dag. Jeg får 100 gr. müsli blandet med 50 gr. frisk
frugt og mælk og honning og yoghurt. Jeg får noget frisk appelsinjuice og kaffe. Og så går jeg
op til mit skrivebord og begynder at arbejde.
Og mellem mine jobs. Når en artikel er færdig og der ikke er nogen bestillinger der venter på
at blive lavet kan jeg sidde foran skærmen og ikke have nogen som helst idé om hvad jeg skal
foretage mig. Og suget, min Gud, suget mod den verden der befinder sig der på den anden
side af min skærm!
Til sidst bliver jeg nødt til at rejse mig op. Gå på indkøb. Købe indgredienserne til en eller
anden ret. Tage ind til byen. Tage på museum. Gøre alt hvad der står i min magt for at komme
væk fra min computer.
Jeg hader at købe ind til mig selv. Synet af de andre i supermarkederne hensætter mig i en
dump tilstand af total fortvivlelse. Hvad er idéen med at købe auberginer når der er
mennesker her i verden der klæder sig på den måde? Og har sådan nogle ansigter? Og taler
med sådan nogle accenter? Og behandler deres børn på den måde?
75

Inde i byen taler alle om hvorvidt De Olympiske Lege skal finde sted i London. Jeg er slået af
det barokke i situationen. For Londons indbyggere er helt åbenbart kollektivt overvægtige og i
dårlig form. Fede røvhuller. Plaprer løs om atleter. Hele banden.
London er en gyser om sommeren. Undergrunden er en stor kedel. Indkøbscentrene er
umenneskelige. Ikke et klimaanlæg i miles omkreds.
Hun er iført en baby-doll natkjole. Med en rød halvmaske der dækker den øverste del af
ansigtet. Og hun spørger ham om han er hendes farmand. Kald mig farmand. Vil du kalde mig
farmand? Og det har jeg ikke noget imod. Jeg er ligeglad med hvor gammel hun er.
Der går to dage på den måde.
Billederne af det jeg har set har brændt sig ind på indersiden af mit kranie.
Og så om onsdagen ved frokosttid kommer nyheden om at Londons anmodning om at være
vært for Olympiaden i 2012 er blevet imødekommet. Og nu smiler folk. Transistorradioer
sender nyheden igen og igen. Vi sender direkte fra Trafalgar Square. Vi sender direkte fra
Tokyo hvor Lord Coe taler. Vi sender direkte fra de forfaldne narkobuler i Stratford hvor
beboerne er ved at gå ud af deres gode skind af henrykkelse ved udsigten til Kelly Holmes der
som en besat stæser rund i periferien af deres hjem.
Bilerne opfører små koreografier. Bilisterne dytter af hinanden med idiotiske smil på deres
åndsforladte ansigter. Imponerede over deres eget mod. Henført ved tanken om hvor gamle
de vil være i 2012.
Og da jeg kommer tilbage har Dr. Schults ringet. Han har efterladt en besked til mig på
svareren. Dette er en BT Callminder 1571. Den person de har ringet til har ikke mulighed for at
tage telefonen. Vær venlig at efterlade en besked efter hyletonen.
Jeg lytter til beskeden tre gange. Sætter noget musik på. Skænker mig en whiskey. Skænker
76

mig en whiskey til. Jeg ryger en hel pakke cigaretter i en køre.
Det jeg indser nu er at jeg ikke skal dø. Jeg kommer til at leve videre og videre.
Han vil mødes med mig næste dag. Han vil have jeg skal komme forbi næste formiddag så vi
kan tale om tingene.
Jeg sover ikke.
Klokken tre om morgenen går jeg udenfor i haven. Byen er aldrig stille. På denne tid af
morgenen brummer og bruser det i det fjerne. Den har sin helt egen banken og pulseren. Den
er opvakt. Den er opladt. Den er på spring. Som om der skal ske noget usædvanligt.
Til sidst går jeg i seng igen. Jeg har ingen idé om hvad klokken er.
Jeg fylder treogfirs om en måned.
Jeg står op. Udportionerer min morgenmad. Tager tøj på. Tager undergrunden. Tager afsted
for at mødes med Daniel.
Men det er tydeligt at der er noget galt da jeg når hen til undergrundsstationen. Ingen siger
noget. Men Hammersmith undergrundsstation er lukket. Begge stationer faktisk. Til alle tre
linier. På hver sin side af rundkørslen.
Trafikken ind til byen står fuldstændig stille.
Opslag advarer mig om at undlade enhver rejseaktivitet der ikke er tvingende nødvendig.
Jeg går.
Jeg går gennem Hammersmith op mod Shepard's Bush. Ned ad Holland Park Road til Notting
Hill Gate. Fra Notting Hill Gate op til hjørnet af parken. Ned ad Oxford Street til Tottenham
77

Court Road. Op ad Tottenham Court Road mod Gower Street. Jeg er meget forsinket. Der er
ikke nogen der. Ingen er kommet i dag. Der er slet ikke kommet nogen ind i Londons centrum
i dag. Ingen har ringet for at sige noget til mig.
På vejen tilbage begynder mine fødder at få vabler, tror jeg, og det føles som om de kunne
begynde at bløde.
Der er masser af mennesker som venter ved busstoppestederne. Jeg får øje på en mand. Han
ligner fuldstændig min mand. Lige et øjeblik er jeg ude af den. Men han er alt for ung. Han
kan ikke være mere end fyrre. Så han at jeg kiggede på ham? Skræmte jeg ham? Skræmte jeg
dig? Blev du skræmt? Det var ikke min mening at skræmme dig.
Det er dage som den her jeg forstår hvor klog min beslutning om at tale dig fra at få børn var.
Jeg mener kan du forestille dig det? Oprigtigt talt. Kan du forestille dig hvad der ville være
sket?
Og i aften, tror jeg, alle i London spadserer hjem.
Det er ved at være mørkt da jeg kommer tilbage. Da jeg nærmer mig mit hus bliver gaderne
mindre og de er mere stille. Jeg kan ikke mærke mine fødder længere. Jeg tror mine strømper
har klistret sig fast til mine fodsåler.
Det er en varm aften. Man kan høre lyden af musik fra et af husene. Folk lytter til en eller
anden slags musik. Og nogen I nærheden griller.
Jeg kan lugte kylling. Jeg kan lugte at man griller kylling. Det lugter godt.
Klokken er ni.
Jeg finder det hus hvor de griller kylling og jeg banker på døren.
Hallo.
78

− Kan jeg hjælpe Dem med noget?
Nej, nej, nej, undskyld.
− Kan jeg, er der noget -
Jeg gik forbi Deres hus. Jeg kunne lugte kylling.
− Hvad?
Det lugter skønt.
− Vi griller. Undskyld. Er der noget jeg kan hjælpe Dem med?
Må jeg få et stykke.
− Om De må - ?
Jeg ville bare fortælle Dem at jeg synes Deres kylling lugter skønt.
− Tak. Det har De sagt.
Og så tænkte jeg hvad mon der ville ske hvis jeg bare bankede på Deres dør og sagde, Deres
kylling lugter skønt, må jeg ikke have lov at få et stykke?
− Ha.
De skal ikke grine.
- Jeg synes det er ret morsomt.
79

De skal ikke grine ad mig.
− Hvor gammel er du?
Hvad?
− Du har fuldstændig knald i låget, ikke søde?
De skal ikke grine ad mig.
− Her.
Hvad?
− Vent her. Bliv derude.
-
-
-
-
-
-
-
− Her.
80

Tak.
− Undskyld, men jeg har ikke nogen servietter.
Nej, nej, nej, nej. Det er fint. Meget venligt af Dem. Hvor er det dejligt. Tak.
− Jeg ville give Dem en øl men så tænkte jeg at jeg hellere måtte lade være.
Nej. Jeg har ikke lyst til øl. Jeg havde kun lyst til kylling. Jeg havde kun lyst til – Hvor er det
dejligt. Tak.
Jeg spadserer hjem. Kyllingen smager godt. Jeg låser mig ind. jeg kan ikke mærke mine
fødder længere. Jeg kan ikke forstå hvorfor tårerne strømmer ned af mine kinder. Jeg forstår
ikke et levende ord af det hele.
Om aftenen den 7. Juli 2005 spadserede en stor del af Londons arbejdende befolkning hjem
fra deres arbejdspladser i byens centrum.
Billeder af helvede.
De er stumme.
81

1.
1. Som dekan i kirken var han kendt for sin dybtfølte kristne tro og sin tolerance overfor
andre religioner.
2. Hun tog som regel bilen til sit arbejde som sekretær, mens hendes kæreste foretrak at
cykle fra deres hjem i Tottenham i det nordlige London.
3. Han var lige flyttet sammen med sin mandlige kæreste gennem tre år, men han brugte
også en del tid på at passe sin mor, der er enke og lider af multipelskelerose.
4. Hendes datter var lige kommet til London fra Polen den dag moderen blev dræbt.
5. Han havde to lidenskaber: sin familie og sport.
6. Hvis han var kendt for noget, så var det hans trang til at more sig. Når der var fest eller
noget der skulle fejres, var han altid den første der kom og den der råbte højest.
7. Selv i denne sorgens stund kan vennerne ikke lade være med at le, når de taler om hans
liv. De ler når de snakker om hans lidenskabelige forsvar af Arsenal, når nogen dristede
sig til at gøre grin med hans højtelskede fodboldklub.
8. Hun kom til England fra Mauritius for fem år siden.
9. Hun var en af tre søstre fra en højtstående italiensk familie, hun planlagde et stort
arrangement i Rom der skulle forene de katolske og muslimske ritualer.
10. Hun var på sin daglige tur til hospitalet ved Univeristy College London, hvor hun
arbejdede som administrator på neuroradiologisk afdeling, da hun steg ombord på
Piccadilly Line den 7. juli.
11. Han var på vej til Royal Borough of Kensington and Chelsea, hvor han arbejdede som
82

systemudvikler i personaleafdelingen.
12. Han var på vej til et et-dags kursus i en filial af elektronikkæden Jessops i Kensingon.
Han sendte en sms til sin mor 21 minutter inden den første eksplosion, og det var det
sidste hans forældre hørte fra ham.
13. Den 26årige chefingeniør fra Hendon blev dræbt på bus nr. 30 efter at være blevet
evakueret fra King's Cross.
14. Hans hit Calypso bliver stadig spillet på den lokale radiostation ZJB, mange år efter
den blev indspillet. Men Calypso var udelukkende hans hobby, selvom han opnåede
stor anerkendelse for den.
15. Som teenager greb hans far ham i at sminke sig med sin søsters kulsorte mascara. Han
var inde i en goth-periode og havde farvet håret så det matchede.
16. Hun havde planlagt at rejse fra London om aftenen den 7. juli for at tage på en
forlænget romantisk weekend i Paris med sin kæreste. Dagen inden hun døde var
hendes far ved at tapetsere køkkenet og hun skribblede ordene “06-07-05, dagen hvor
vi fik Olympiaden 2012” på den nøgne væg.
17. Hans hobbier talte bl.a. vandski, Quad Bike og ski. Han havde altid elsket musik og han
mødte sin forlovede for syv år siden på en rockclub.
18. Han var med til at stifte Ipswich og East Sussex Hockey klub for ni år siden.
19. Hun havde taget orlov fra sit arbejde i et tyrkisk tekstilfirma for at forbedre sit engelsk.
20. Han var forhenværende formand for den Polske Solidaritetskampagne i England,
næstformand i Humanistforeningens afdeling i Havring, formand for HG Wells
Selskabet og en mangeårig støtte for Foreningen til Slaveriets Ophør foruden andet
velgørenhedsarbejde.
83

21. Hun havde lige sendt en sms til vennerne med meddelelsen om, at hun var blevet
sikkert evakueret fra undergrundsstationen. Ud over at rejse og være sammen med
venner elskede hun musik og havde for nylig været i Thailand for at se Coldplay.
22. Hun arbejdede for BBC Books og en kort overgang for The Sun.
23. Hun havde boet i Luton i 25 år.
24. Hun gik i moskeen hver fredag men elskede den vestlig kultur og mode og shoppede
med jævne mellemrum designertøj, -sko og -tasker. Hun arbejdede som kasserer i Den
kooperative Bank i Islington.
25. Hun blev evakueret fra undergrundsbanen i Euston og besluttede sig for at tage bussen
på arbejde.
26. Da hun havde besluttet at universitetet ikke var noget for hende flyttede hun til
Salamanca et år for at lære spansk. Hendes første job var i vinbranchen, og det førte
hende endnu en gang til udlandet, til Australien, hvor hun boede i Melbourne i et år.
27. Som teknisk produktionsmanager for beklædningsfirmaet Burberry rejste han over
hele Europa.
28. Hun havde en succesfuld karriere som bogholder i først Glasgow og senere Londons
forretningskvarter, men hun var lige så villig til at hjælpe til på hjemløseherberger som
hun var til at diskutere finansieringen af bestyrelsens firmaovertagelser.
29. Hendes taxa-chauffør mand beskrev hende som “en hengiven og højt elsket kone og
mor til to sønner”.
30. Da han var knap et år gammel overlevede han sammen med andre bådflygtninge turen
fra Vietnam.
84

31. Hun var født i Auckland, New Zealand.
32. Han var født i Vietnam som søn af en sydvietnamesisk soldat, der blev dræbt i krigen,
da han var fem måneder gammel.
33. Han var cand. polit fra Warwick Universitet og normalt ville han have taget en helt
anden vej til sin arbejdsplads.
34. Der, på en webside han var med til at lave, har hundredevis af mennesker skrevet
næsten 18.000 ord til minde.
35. Hun var født i Teheran, men slog sig ned i London for tyve år siden.
36. En af de sidste ting hun udførte, med sit aldrig svingtende gode humør, var at
præsentere en ny rose på Hampton Court blomstershow, navngivet i anledning af
Browns 90års jubilæum.
37. Hun var optimist. Hendes mor er overbevist om, at hun ville have glædet sig over den
medfølelse og omsorg der er blevet hendes familie til del de forløbne 14 dage.
38. Hun havde boet i London i 18 år og risikoen for selvmordsbomber i busserne gjorde
hende bange for at besøge sit hjemland Israel.
39. Hun savnede London; menneskene, livsstilen, pubberne. Så efter at have færdiggjort en
toårig tandteknikeruddannelse på Los Angeles City College, takkede hun nej til et
tilbud om at fortsætte sine studier ved det prestigefyldte UCLA og vendte tilbage til den
by, hun havde valgt som sin.
40. Hver torsdag aften var hun at finde på den mexikansk restaurant Chiquito på Stables
Corner, hendes foretrukne sted til en aften i byen med veninderne Nell Raut og Andrea
Cummings.
85

41. Han var sådan en mand man gik til med sine problemer. “Han havde altid tid til at
lytte”, sagde hans far.
42. Da han var teenager blev hans forældre dræbt af Taliban. Han forlod sin familie i
Afghanistan og ankom til England i Januar 2002, hvor han helt undtagelsesvis fik
opholdstilladelse. Han var den eneste Afgahner der blev dræbt som følge af
bombningerne og det sidste af ofrene der formelt blev identificeret.
43. -
44. Han fik opfyldt en mangeårig drøm da han tog en tre måneder lang tur til Ghana,
Senegal og Mali sidste år.
45. I 2003 fik hun ansættelse i Advokatfirmaet Reynolds Dawson med speciale i strafferet
og hun fungerede som beskikket forsvarer i bedrageri- og udleveringssager i retten og
på politistationer.
46. Hun var kommet til London tidligere på sommeren for at smage på storbylivet.
47. Hun var fuld af forventninger da hun gav sit mor det sædvanlige farvelkys på Liverpool
Street. Mor og datter tog altid det samme tog fra Billericay og havde udviklet det
omsorgsfulde lille ritual når deres veje skiltes. Frk. Taylor havde lige hørt at hendes
midlertidige ansættelse som bogholder på Royal Society of Arts stod for til at blive fast.
48. Som radiolog viede hun sit liv til at hjælpe børn.
49. Hun var sekretær og boede med sin kæreste i Islington i det nordlige London.
50. Det var nærmest et tilfælde at hun kom til England fra Ghana i midten af 80'erne. Den
libanesiske bankdirektør hun var ansat hos i sin hjemby var nødsaget til at flytte til
London på grund af sønnes medicinske behandling og Frk. Wyndowa rejste med for at
passe familien. Da de vendte tilbage til Libanon, blev hun i England, hvor hun startede
86

et nyt liv.
51. Hans morgenrutine på vej til arbejde havde været den samme hver dag de forløbne ti
år. Kort efter klokken 8 forlod IT-specialisten sit hjem for at tage med Undergrunden
til Liverpool Street, hvor han sammen med de andre morgenpendlere indtog en dobbelt
espresso i Leonidas Belgiske Chokoladebutik. Efter tavst at have lyttet til de andres
snak en halv time spadserede han den korte vej til Equitas Holdings kontorbygning på
St. Mary Exe, hvor han arbejdede.
52. Drevet af beslutningen om at forbedre sit engelsk rejste han til London kort efter at han
havde taget sin eksamen som IT-ingeniør fra Det tekniske universitet (IUT) i Saint-
Martin d'Hères nær Grenoble. Han delte en lejlighed i Kensal Green med tre venner og
arbejdende som pizzabud. Når det var muligt sendte han penge hjem til sin lillesøster,
men det lykkedes ham at spare nok sammen fra sin beskedne løn til at købe en
computer.
87