Det paradoksale samfund - Køb bogen på gyldendal.dk

Forord
Denne bog afspejler forandringer i sociologien fra 1963 til 2003. I 1963
begyndte jeg at læse sociologi på Københavns Universitet ved et institut,
som var stærkt præget af amerikansk positivisme. I foråret 1969 blev positivismen
så at sige forkastet fra den ene dag til den anden og i løbet af et
par år erstattet af en lige så enerådende, men stærkt internt splittet marxisme.
Universitetsmarxismens relative dominans havde imidlertid en kort
levetid og var allerede i slutningen af 1970’erne præget af træthed. Herefter
syntes der at opstå en slags fagligt moratorium.
Mange af ideerne til bogen kan føres tilbage til denne tid omkring
1980, hvor såvel positivismen som marxismen havde udspillet deres dominerende
positioner. På det tidspunkt samledes en gruppe af sociologer
i Århus om en fælles idé, der kan formuleres således: Samfundet forandrer
sig og kalder sig selv senmoderne, postmoderne eller senkapitalistisk.
Den gamle sociologi, hvad enten den var af positivistisk, fænomenologisk
eller marxistisk støbning, slår ikke længere til. En ny sociologi
må udvikles, men hvordan? Aspekter af denne faglige tidsånd forsøgte
jeg at beskrive i artiklen: „Forude venter en teknisk og videnskabelig revolution“
(1982a). Gruppen bestod ud over undertegnede af Peter Gundelach,
Filip Kruse, Søren Peter Olesen, Suna Kate Palsholm, Tove Rasmussen,
Ole Riis og Torben Berg Sørensen, og den førte sig med en vis
opmærksomhed frem i danske sociologkredse under navnet: „Sociologerne
i Århus og omegn“. Vi arbejdede uhøjtideligt, brain-stormpræget
og med et gedigent indslag af socialt samvær, men gruppen førte ikke
umiddelbart til synlige resultater.
Mere resultatorienteret var derimod en mindre gruppe bestående af
Peter Gundelach, Jens Tonboe og undertegnede, som samledes med ambitionen
om at skrive en bog om det nye samfund og den nye sociologi,
hvilket naturligvis hurtigt viste sig at være alt for ambitiøst. Resultatet
9