Valgmenighed

moderne samfund for et risikosamfund. Vi
ser trusler overalt. Er det ikke i maden, vi
spiser, så er det i luften vi indånder, i måden
vinden blæser på eller mængden af
regn. Vi er konstant usikre på, om vores
børn nu lærer det, de skal og vi har alle en
ubehagelig, snigende fornemmelse af, at
ikke bare vores økonomi og arbejde, men
hele vores liv bliver afgjort af store globale
kræfter, som er uden for vores indflydelse.
Frygten er blevet en fast følgesvend
i vores liv. Og i forlængelse heraf er sikkerhed
og tryghed den frelse, vi søger.
Men trygheden og sikkerheden kommer
ikke af sig selv. For at være tryg og i sikkerhed,
må man have magt. Og magt er som
på kejser Augustus´ tid lig med kontrol
og håndtering. I vores moderne jagt efter
sikkerhed og tryghed er der er ikke den
ting, der ikke bliver kontrolleret. Og det vi
ikke umiddelbart kan kontrollere, det skal
vi lære at håndtere. Børn, der larmer i skolen,
skal helst i går have en medicinsk diagnose
stemplet i panden, for så ved vi, hvordan
vi skal håndtere dem. Der er kurser i
stresshåndtering, når kontrollanterne med
deres lister og tælleri har evalueret,
omstruktureret og rationaliseret alle medarbejdere
psykisk i knæ. Og hvad med os
selv? Vi, der efter alle statistikker at
dømme, er verdens lykkeligste folk. Ja
husker I Birgitte Nyborgs 15-årige datter i
TV-serien Borgen? Da hun går nedenom
og hjem med et angstanfald, fordi hendes
verden er brast sammen, er psykiaterens
første krisehåndteringsforslag at give hende
lykkepiller. Han gør det ikke af ond vilje.
Og mange bliver virkelig godt hjulpet med
de piller. Og det er altid en lykke, når mennesker
får hjælp. Jeg kender mange, der
er blevet hjulpet på den måde. Det er ikke
det. Men når Danmark er det land i ver-
4
KIRKEBLADET NR. 4 - 2013
den, hvor der udskrives flest lykkepiller, så
må vi begynde at spørge hinanden, om
vores jagt efter kontrol og håndteringsmuligheder
er gået for vidt. Er uroen, usikkerheden
og angsten under alle omstændighederne
og for os alle altid er en sygdom?
Er vi begyndt at behandle noget, som
ikke kan behandles, fordi det hører vores
tilværelse til?
Den uhelbredelige usikkerhed og angst
Og hvad mener jeg så med det? Jo, at uro,
usikkerhed og angst hører alle menneskers
liv til. Simpelthen fordi vi dybest set ikke
ved, hvad vores liv i grunden er for noget.
Vi er kastet ind i det og har fået det givet
på en række betingelser, som vi ikke selv
har valgt. Glædelige og grusomme ting
imellem hinanden. Og vi lever fremad
mod noget, som vi kalder fremtiden. Men
vi ved intet om, hvad der venter os derinde.
„En gang om dagen er ensomheden
så stor, og en gang er lykken. Indimellem
må man så se at få ordnet sine ting“, beskriver
digteren Søren Ulrik Thomsen så
præcist beskriver det.
Ensomheden – uroen og angsten i et menneskeliv
- og så lykken: det kan vi med
digterens ord ikke få ordnet, sådan som vi
ordner så meget andet. Det kan vi ikke
beskytte os imod eller håndtere. Det må
vi leve med. Og det ved ingen af os dybest
set, hvordan man gør. Og derfor er
det ikke så underligt, at vi kommer på den
tanke, at det også må skulle ordnes og
kontrolleres og håndteres som så meget
andet i vores liv.
Visheden om, at vi kommer nogen ved
Men i ensomheden og lykken spørger vi i
virkeligheden efter noget andet end magt
og kontrol. I virkeligheden rækker vi ikke