Untitled

Dukketeatret er uden tvivl en teaterform, som har en særlig appel
til mindre børn. Slægtskabet med børns leg er ikke til at overse.
Med markedernes faldende betydning for handel og kommunikation
uddør det traditionelle, omrejsende dukketeater.
Gøglerne - "artisterne" - bliver bofaste, og dukketeatret som
erhverv overtages af nye lag 8 .
I årene omkring århundredskiftet, i forbindelse med det moderne
teaters og den moderne kunsts gennembrud, opstår blandt kunstnere
en interesse for dukken og for dukketeatret som kunstform, og det
"klassiske" dukketeater oplever en renæssance i den "søgen sine
rødder" i den folkelige kultur, som finder sted samtidig.
I denne kombination af "neue Träger", børneteater, folkeligt amatørteater
og kunstnerteater opstår "legitimeringsdiskussionen":
Bestræbelserne på at "hæve" dukketeatret fra "gøgl" til "(folke)kunst"
og "pædagogik".
På ene side understøtter denne diskussion fordommene om dukketeatret:
At det som teaterform kun kan være interessant for børn
- hvis man da overhovedet kan kalde det "teater".
På den anden side etablerer dukketeatret sig på trods af, men
også i kraft af disse fordomme, dels som et pædagogisk middel,
dels som "folkelig tradition" og endelig som kunstnerisk udtryksmiddel
og selvstændig teaterform.
I de nationale, folkelige bevægelser i begyndelsen af århundredet
bliver dukketeatret et led i den "æstetiske opdragelse".
Indirekte fører det i Tyskland til udnyttelsen af dukketeatret
til politiske propagandaformål: Den "røde" og den "sorte" Kasper.
Bortset fra dette ekstreme tilfælde understøtter denne udvikling
hos det erhvervsmæssige dukketeater (som næsten udelukkende
spiller for børn) en tendens til ikke at betjene børnenes mulige
behov, men de voksnes forventninger: Den "rigtige" form, og det
"gode" indhold 9 .
Dukketeatrets udøvere organiserer sig - også Internationalt:
Union International de la Marionette, UNIMA 10 - og kæmper mod
"Kitsch und Schund" 11 .
Denne kamp om anerkendelse som kunstart fører da også en anden
strid med sig, nemlig at fastholde det "rene dukketeater" overfor
nye former, som f.eks. ikke benytter dukker i klassisk forstand
(menneske- eller dyrelignende figurer), eller som lader dukkespilleren
være synlig på scenen sammen med dukkerne.
Først i 1972 accepterer UNIMA endeligt de nyere eksperimentelle
former 12 .
Sådanne diskussioner kan ofte antage absurde former 13 , og
medvirker dermed til, at det mere etablerede kulturliv tager
afstand. Det forklarer således også tendensen til - f.eks. inden
for dansk børneteater - at undgå en tilknytning til begrebet
dukketeater 14 .
- karakteren:
Vi har altså at gøre med en menneskelig virksomhed, som skiftende
tidsaldre og kulturer har sat i forbindelse med religion, magi,
gøgl og underholdning, opdragelse og kunst.
3