Livets alfa og omega - Helleruplund Kirke

for 1½ år siden døde min mor 95 år
gammel. over et par måneder ebbede
kræfterne og lysten til livet stille ud.
et langt og godt liv var slut. som det
naturlige og værdsatte midtpunkt hun
udgjorde, var det for os 4 søskende og
resten af familien et stort tab og sorg.
i den situation blev både planlægningen
af og selve bisættelse en for os samlende
og værdifuld begivenhed med stor
betydning for bearbejdelsen af tabet og
for vores videre liv. en oplevelse som vi
ikke ville have været foruden.
vores mor levede mere end 40 år i et lille
bysamfund og var som tidligere menighedsrådsmedlem
kirkegænger og jævnlig
deltager i kirke­sociale arrangementer
knyttet til både hvalsø og kr. såby kirke.
med det kristne grundsyn hun havde, var
det naturlig for hende at tale om livet,
dets op­ og nedture og øvrige hændelser
og dermed også om dets afslutning.
på en spadseretur på hvalsø kirkegård
et årstid før sin død og med mig under
armen havde hun da også udpeget, hvor
hun gerne ville hendes urne skulle sættes
i jorden. med den forberedthed var det
af
uLRich
ThosTRup
om en bisætteLses
betyDning
for os børn lige til at aftale med kirkegårdsbetjenten
både det praktiske om
gravstedet og i forhold til selve den kirkelige
handling. han var også behjælpelig
med at anvise, hvordan vi kunne arrangere
kaffe efter bisættelsen. Den slags
hjælp og imødekommenhed er meget
værd i situationen.
vi valgte at lade et begravelsesfirma
stå for det praktiske med bisættelsen.
Det forgik meget professionelt. alligevel
var det stærkt følelseskrævende at skulle
vælge kiste, blomster, urne osv., fordi
det definitive i tabet og afskeden bliver
meget konkret og nærværende. Det var
godt at vi kunne støtte hinanden.
Det var naturlig at spørge præsten i kr.
såby om han ville forestå begravelseshandlingen
i hvalsø kirke, fordi min mor i
de seneste år havde fundet megen glæde
ved at komme i såby kirke. før samtalen
med præsten havde vi drøftet og valgt
hvilke salmer vi syntes passede. vi havde
også fundet en artikel frem om vores mors
liv, skrevet i lokalavisen i forbindelse med
hendes 90 årsdag. Det viste sig, at præsten
kendte vores mor godt og det blev en
positiv, varm og også humoristisk samtale,
hvor også han kunne bidrage med sit billede
af mor, som en stærk og meningernes
kvinde. Det var en god følelse at gå
fra samtalen vidende at bisættelsen var i
hænderne på en præst, som havde kendt
og sat pris på vores mor.
Dagen for bisættelsen oprandt med den
stille og lidt nervøse sindstilstand, som sikkert
mange kender. alligevel var det trygt
og kendt at træde ind i den lille landsbykirke,
hvor vi som børn kom, hvor jeg var
konfirmeret og som havde dannet rammen
om mine søstres bryllupper. i dag stod min
mors kiste smukt pyntet med blomster i
hvide og stærke røde og blå farver, som
hun gerne ville have det. Det var både
bevægende og rigtigt. efterhånden fyldtes
kirken med familien i alle aldre, fra nær
og fjern og med min mors bekendte og
omgangskreds i den lille by.
Den kirkelige handling var smuk og
vedkommende. mindeværdige blev præstens
ord om mor, der på en indlevet og
værdig måde afspejlede hende som den
samlende og respekterede person hun var
i familien og hvad hun som kvinde havde
betydet for det lille samfunds foreningsliv
og fællesskab. ord, som naturligt blev
vævet sammen med det kristne budskab
om troen på og tilliden til gud, der griber
os og tager over, når vi selv må give op
– og heri det håb og den mening, troen
giver i livet og i døden.
Det har betydet meget i eftertid at kunne
tage disse ord med sig. sammen med forberedelserne
og den konkrete begravelseshandling
har de været af stor værdi og
betydning for os søskende og familien i at
leve videre med erindringerne og glæden
og med et smukt minde om en bisættelse,
som en værdig afslutning på et liv.
16 17