FOR LIFE - Nippon Sport

Frank Fürst har gennem det meste af sit
liv været en rigtig kampsportsnørd.
10 NUMMER 2/2008 www.fi ghtermag.dk
SAMURAI
Solens stråler brænder, luften er tør, og der er
direkte hedt i den røde varevogn. Klokken er
lidt over fi re. Det er en overraskende varm og
sommeragtig dag på tankstationen i udkanten
af Herlev i forhold til, det kun er starten af maj.
Med vinduerne rullet ned kan man lige holde
ud at sidde der.
”Hvem Frank Fürst er?” gentager Frank
Fürst retorisk FIGHTERs spørgsmål. ”Jeg er en
kampsports-nørd, der i bund og grund elsker
al kampsport. Formodentlig har jeg været en
samurai i mit tidligere liv, og så er jeg bidt af Japan,”
udtrykker han energisk, mens han griner
let og drikker en stor tår af sin iskolde cola. ”Ah,
det smager nu godt!” Interviewet fi nder sted
på forsæderne af Fürsts røde varevogn på en
tankstation i Herlev. Da en passende café ikke
lige kunne fi ndes i farten, og da FIGHTER har
en aftale med Fürst om en fotosession tæt ved
tankstationen i en japansk have en halv time
senere, foreslår Fürst selv, at snakken tages på
tanken inden fotograferingen. Der er ingen
bænk at sidde på, så interviewet fi nder sted i
hans varevogn.
Sværd, leg og den brede base
”Japan er et land, der på ingen måde ligner
andre. Det er en ø-kultur, og japansk mentalitet
er så raffi neret, synes jeg. Det, jeg godt kan lide
ved Japan, er, at alt det, de laver, bliver rendyrket.
Der er bitte, bitte små håndværksmestre,
der kun lever af at lave deres håndværk. Til
gengæld er det et fantastisk håndværk. Det
er det, jeg utroligt godt kan lide ved Japan. De
rendyrker de ting, de laver, og gør sig dygtige
til det, de gør. De specialiserer sig, og de er stolte
over, at de kan lave det bestemte stykke hånd-
FOR LIFE
Sætningen: ”Hej, det er Frank fra Nippon Sport” giver genlyd i hele det danske kampsportsmiljø.
De allerfl este, der har med kampsport at gøre i Danmark, kender Frank Fürst
på den ene eller anden måde og oftest i forbindelse med Nippon Sport eller gennem hans
arbejde for diverse organisationer. Stående bag disken i kampsportsforretningen har han
givet råd om og solgt træningsudstyr og andre kampsportsprodukter til store dele af det
danske kampsportsmiljø. FIGHTER har kigget nærmere på denne ildsjæl, der valgte et dårlig
lønnet liv inden for kampsport frem for et arbejde som jurist.
TEKST OG FOTO: Tue K. Trnka/MMAReporter.dk
værk. Det er de tilfredse med, og det er deres
livsopgave. Og det synes jeg faktisk er meget
interessant.” Han bevæger sig naturligt videre
til sin store lidenskab: ”Det er det samme med
sværd. Det er håndværket, der fascinerer mig.
Japanske sværd er symbolet på samuraien, og
"SÅ HVIS HÅNDVÆRKET IKKE ER I ORDEN, KAN DET BETYDE FORSKEL-
LEN PÅ LIV OG DØD FOR DIG – OM DET ER DIG ELLER MODSTANDEREN,
DER ER I LIVE EFTER KAMPEN"
samuraier og deres kultur interesserer mig en
del. Man bliver aldrig færdig med at studere
sværd. Der er så mange nuancer, at det næsten
er umuligt for ikke-japanere at forstå det hele,
specielt fordi de bedste lærebøger er på japansk.
Det, jeg fortalte til sværd-foredraget i foråret,
(se sidebar om Fürsts foredrag om sværd, red.)
var bare en brøkdel af det, der er at fortælle,
og jeg er derfor ved at forberede anden del
for dem, der har været på det første sværdseminar.
Et sværd er forarbejdet af så mange
håndværksmestre, der alle gør deres bedste
www.fi ghtermag.dk NUMMER 2/2008 11

SAMURAI
Frank Fürst er dybt fascineret af Japan
og den japanske kultur.
FOR LIFE
for, at netop dette sværd bliver det ypperste, de
har lavet. I gamle dage var det jo rent faktisk
sværdet, der skulle redde dit liv. Det vil sige, at
det sværd, vi i dag står med i hånden, er noget,
der er lavet til at kunne forsvare sig med. Så
hvis håndværket ikke er i orden, kan det betyde
forskellen på liv og død for dig – om det er dig
eller modstanderen, der er i live efter kampen.
Jo, jeg er da også fascineret af sværdkampen,
men jeg kan bare ikke starte på mere nu. Jeg
kan ikke rumme mere, jeg har simpelt hen ikke
mere tid i døgnet.
Henrik Fürstenberg, 7. dan Kyoshi, der efter
min mening er en af landets bedste til Iaido
og nummer to i sin organisation, og Søren
Emil de Roepstorff, 6.dan, der var min første
ansatte i forretningen, har 20.000 gange prøvet
at overbevise mig om, at jeg skal træne Iaido.
De siger, at det lige er mig – og kalder det en
gammelmandssport, hmmm. Jeg er nødt til
at fokusere på det, jeg laver nu. Jeg skal ikke
udvide mit repertoire. Jeg skal nærmere indskrænke
mig. Det er en af grundene til, at jeg
meget kategorisk altid har afvist det, selvom jeg
måske inderst inde har lyst til det.”
Der er travlt på den lokale tankstation, og bilerne
kører ind og ud for at tanke op. Fuglene
kvidrer højt fra buskadset lige bag bilen, og
insekterne fl yver hurtigt forbi. Forsommeren
er ankommet intenst og meget pludseligt. Efter
den triste vinter sprudler bilisterne i takt med
dyrelivet, og lysten til at leve og opleve er
endnu gang vakt til live gennem varmen. Som
interviewet skrider frem, skinner det igennem,
at det netop er lysten til tingene i livet, der
driver Fürst. Hans entusiasme for kampsport
kan ikke betvivles, og han har en stor forståelse
for de mange forskellige stilarter. Den bedste
måde at beskrive hans forhold til kampsport
er gennem ordet ”kærlighed.” Fürst elsker
simpelthen kampsport, men han har sin egen
indgangsvinkel til, hvad det handler om for
kampsportsudøvere: ”For os kampsportsfolk
drejer det sig helt essentielt om, at vi kan lide
at kæmpe. Eller ”lege”, som jeg kalder det, fordi
”kæmpe” er ikke så positivt et udtryk.
Vi kan godt lide at udfordre og lave grin
med hinanden en gang i mellem. Vi er i
virkeligheden store legebørn. Det er skak
med kroppe at træne kampsport. Hele livet
kan vi lege og tage pis på hinanden. Og vi kan
sige: ”Hehe, der fi k du mig denne gang.” Om
man tager det mentalt eller kropsligt er jo
lige meget. Der er altid nogen, der ikke kan
bære det. Men efterhånden som man opdager,
hvad det går ud på, så synes jeg, det virker
som om, folk accepterer, at den anden måske
vinder i dag. ”Det var nu sjovt alligevel,”
siger man til sig selv. Der er altid en, der kan
ramme dig. Der er altid en, der er bedre end
dig. Man skal tage det som en lære gennem
hele livet, og man skal med åbent sind lære
af hinanden – ellers dør man både kropsligt
og mentalt.”
Gennem hele livet har han lært af ”at lege”,
som han kalder det at kæmpe, gennem sin
kampsport:
”Det startede faktisk med en dame! En
klassekammerat, som jeg var kæreste med,
begyndte at træne kampsport ude i Brøndbyhallen.
Vi var meget tæt sammen, og hun
slæbte mig med til kampsport, og snart trænede
vi begge to. Hun holdt selvfølgelig op efter to
måneder, men jeg fortsatte resten af livet. Hele
mit værelse var dengang fyldt med tegninger
af folk, der sparkede, af japanske fl ag, og alle
mulige kampsportsvåben hang på væggene,
formodentlig ligesom nogle børn har i dag.
Onde tunger siger, at jeg har taget mit drengeværelse
med ind i forretningen.
Jeg er formodentlig mest kendt som Ju-Jutsu
mand, da Ju-Jutsu er det, jeg har lavet hele livet.
Det er det, jeg har trænet, og det, der er min
base. I Ju-Jutsu trænede vi kihon, altså grundskole,
i Karate, Aikido og Judo. Derfor blev min
base meget bred og alsidig. Jeg er ikke så dybt
inde i de kinesiske systemer, da jeg aldrig har
trænet dem selv. Jeg har selvfølgelig lært en
del om dem alle gennem mit arbejde, men min
personlige praktiske erfaring er ikke tilstrækkeligt
dyb. Den Ju-Jutsu, jeg trænede, var meget
Karatepræget. Ju-Jutsu kan deles op i udøvere,
der har mest fokus på Judo eller Aikido, og dem,
der har forkærlighed for Karate. Den stil, der
lå mig nærmest, var det, jeg kalder ”Karate
Ju-Jutsu.”, hvor man har en tæt tilknytning
til Karate. Man skal mestre alle tre forskellige
forsvarsmetoder, men din mentalitet, alder og
din krop afgør selvfølgelig hvilken stil, der
passer dig bedst.”
Do og ære
En gruppe børn cykler forbi tankstationen for
at købe is på vej hjem fra deres fritidshjem,
ser det ud til. De er midt i den mest lærerige
periode i livet, og i den alder hvor Fürst for
alvor blev bidt af kampsportsverdenen. Men
han fortsætter med at lære, selv alle disse år
efter han startede, selvom hans fokus naturligt
nok er blevet ændret. Nu træner han mest
muligt traditionelt med fokus på ritualerne
og traditionerne: ”Jeg synes for mit vedkommende,
at det er for hårdt at træne Ju-Jutsu nu,
og det er blandt andet en af grundene til, at jeg
træner Aikido. Jeg har tidligere trænet en del
Aikido, men det var stilarten Tendokan, som
ikke er så udbredt herhjemme. Vi havde et tæt
samarbejde med en tysker, der hed Peter Haase,
som var vores kontakt til Tendokan Aikido. Den
stil er meget stor, mens det, jeg laver i dag, er
meget tættere. Aikidoen er ikke mindre hård
end Ju-Jutsu, den er bare rundere. Jeg fi k lyst til
at træne noget, der er rundere, men også noget,
der stadig er meget traditionelt, og netop dét og
det formelle lægges der vægt på i Københavns
Aikido Klub.
En do – om du vil – som jeg også lægger
meget vægt på. Det mener jeg, man har glemt
mange steder i dag, og det, synes jeg, er synd.
Derfor vil jeg gerne fremelske den del.
”Do” betyder for mig at leve med det, jeg gør.
Jeg prøver at leve med hjertet. I det japanske.
Do er efter min mening et meget individuelt
begreb. Min opfattelse af do kan sagtens være
forskellig fra din opfattelse af do, og du kan
sagtens have en do, som jeg vil sige intet har
med do at gøre. Men det er din helt egen opfattelse
af do, jeg synes er interessant. Jeg kan
"HELE LIVET KAN VI LEGE OG TAGE PIS PÅ
HINANDEN"
ikke sammenligne mig med dig, hvorvidt du
er god eller dårlig. Jeg kan kun sammenligne
med mine egne måder at lave tingene på. Det
er som Funakoshis ”Karate Do Ichiro” – min
vej i livet. Så handler det netop om min egen
vej, og det jeg gør for at leve på den måde, jeg
gerne vil, med det, jeg gør.
Do betyder for mig, at jeg fi nder en måde at
leve på, som jeg synes er forenelig med kampsporten.
En måde så jeg kan se mig selv i øjnene
hver morgen og sige: ”Det, du gør, er fan´me
i orden!” Jeg kan godt leve med det, jeg gør. I
bund og grund er det at leve et liv, hvor man
er ærlig overfor sig selv. Man er ærlig overfor
sine omgivelser, man lader være med at snyde
nogen, og man skal prøve at give mere, end man
tager. Det er meget vigtigt for mig. Jeg føler,
jeg har personligt overskud til at give væk, og
så synes jeg, at jeg skal gøre det. Mit generelle
livssyn er, at hvis man har økonomisk eller
personligt overskud, så skal man give det væk
i stedet for at spare det op.”
Inspirationen fra, fascinationen af og forståelsen
for den japanske kultur, æren og de kutymer,
der hører med, er vigtig for den 50-årige
danske samurai: ”Ja, man kan godt sige, at det
traditionelle miljø blandt kampsportsfolk på
mange måder er mere japansk end japanerne
selv. Derfor er mange japanere glade for danskere,
fordi de føler, at vi har et stort hjerte
for Japan. I dag i Japan er man blevet til en
”baseball-kultur” og er i det hele taget meget
amerikaniseret. Den gamle generation synes,
at de unge har glemt det gamle Japan. Derfor
er de glade for, at der er nogen, der virkelig går
op i Japan og de japanske traditioner. Det er dog
min opfattelse, at den nye, unge generation er
ved at vende lidt tilbage til den gamle kultur og
dens traditioner. Jeg har et tæt forhold til den
japanske ambassade, og jeg bliver ofte inviteret
til at deltage ved ambassadens arrangementer,
og det tror jeg er fordi, de synes, jeg er en Japannørd,
som de ved, hvor de har. De ved, at jeg har
respekt for deres kultur, og at jeg holder af den,
og det virker som om, de er taknemmelige for
det. Akashi-san, som ambassadørens rådgiver
hedder, er desværre lige holdt op og skal tilbage
til Japan. Hun ringede til mig forud for Sakurafestivalen
og spurgte mig på forhånd, om jeg
ikke kunne tage min kimono på til festivalen.
Det tror jeg, hun gjorde, fordi de påskønner en
eller anden dansk nørd, der gerne må være lidt
tosset, og som samtidig tør vise, at han har et
Indgangen til den indre del af Søren
Lunds tehave, hvori portrætbillederne
af Frank Fürst blev taget.
Det rituelle vaskefad som mest bruges
af fuglene her i temester Søren Lunds
have.
Den ombundne sten der betyder
"adgang forbudt," og som ligger ved
tehusets bagindgang. Denne vej må kun
temesteren gå.
12 NUMMER 2/2008 www.fi ghtermag.dk www.fi ghtermag.dk NUMMER 2/2008 13

SAMURAI
FOR LIFE
Frank Fürsts fascination af de japanske samurai
sværd begrænses til selve håndværket, og ikke
den fysiske del. Her lægger han sværdet på på
sværdhylden, før han entrer tehuset.
"JEG PLEJER AT SIGE, AT MAN IKKE ER EN ORDENTLIG KAMPSPORTS-
MAND, HVIS IKKE MAN HAR VÆRET GIFT MINDST TO GANGE"
stort hjerte for Japan. Det er de meget glade for.
Det kan jeg mærke.
En anden sjov historie om japansk mentalitet
og do havde jeg for 8-10 år siden: Nippon
Sport havde i 15 år haft en sponsoraftale med
Dansk Karate Forbund, uden der var lavet en
skriftlig aftale. Den daværende generalsekretær
i Dansk Karate Forbund, Jørgen Nielsen, var på
et tidspunkt blevet pålagt af bestyrelsen, at nu
skulle han altså lave en skriftlig aftale med mig.
De ville have papir på vores aftale, men Dansk
Karate Forbund var faktisk det eneste forbund,
jeg ikke havde en skriftlig kontrakt med.
Det sjove var så – og det er efter min mening
et udtryk for do eller personrelation – at generalsekretæren
sagde, og han mente det: ”Jeg
er ked af, at det er mig, der må bryde vores
mundtlige aftale og på forbundets vegne bede
om, at vi laver en kontrakt. Det havde passet
mig meget bedre, hvis det var dig, der havde
krævet det. Men nu er det sådan, at jeg er blevet
pålagt det, men jeg er meget ked af, at jeg må
bryde vores aftale.” Det er i mine øjne do! Man
har en loyal forpligtelse overfor hinanden, og
den holder man. Det er meget interessant, og
det vil jeg aldrig glemme. Det er folk, der står
ved deres ord. Det er ære. Det betyder meget
for mig. Det er sådanne personrelationer, man
ikke kan betale for at få, og sådanne venskaber,
man ofrer alt for at beholde. Mange af min
kones og mine personlige venskaber har vi
knyttet gennem kampsporten, og det betyder
stadig meget for os.
Et af mine største sportslige øjeblikke var nok
i 1996 i Paris, da min elev Pia Larsen, som jeg
har trænet fra hun var 10-11 år, blev den første
verdensmester i Ju-Jutsu Fighting i Danmark. Et
kvarter efter blev Vibeke Mortensen og Karina
Lauridsen også verdensmestre i Duo-System.
Den aften blev der festet og grædt meget snot
af glæde! De kommer alle sammen stadig forbi
forretningen en gang imellem til en snak om
gamle dage, når de runder København.”
Det skal være sjovt
Umiddelbart er der ikke meget do eller ære over
denne parkeringsplads lige ved tankstationens
bilvask. En lurvet udseende mand går forbi den
røde varevogn og kigger lidt spøjst hen imod
bilen. FIGHTERs udsendte tænker hurtigt over,
hvordan vi nok må se ud udefra, sådan som vi
sidder meget tilbagelænet for åbne vinduer
og synkront begge har fat med den ene hånd
i listen henover vinduet, mens vi skyller cola
ned og snakker ind i den digitale diktafon. Det
ser nok lidt sjovt ud, men der er varmt, og det
her interview skal altså laves nu. Der er mange
ting, der skal laves, og Fürst er uformel og en
handlingens mand. Han kender alt til at arbejde
stenhårdt for at opnå det, han har sat sig som
mål, og et af målene med Nippon Sport er klart:
Det skal være sjovt!
”Det er uden betydning for mig, om folk
kender mig. Jeg er bare en person, der prøver
at gøre noget for dansk kampsport. Om det er
mig eller andre i forretningen, folk kender, er
lige meget. Men jeg er nok den, man kender
bedst, fordi jeg har været der længst. Vi har et
meget fl adt hierarki i fi rmaet, og i princippet
kan alle i fi rmaet få lov til at lave alt – det er
ofte også en nødvendighed i et lille fi rma som
vores. Hele min motivation ligger i, at folk skal
synes, at det er sjovt at handle med mig. Det
er det vigtigste for mig, og det er min store
målsætning. Jeg er ikke synderligt interesseret
i det forretningsmæssige forhold. Jeg er meget
mere interesseret i personrelaterede forhold. Vi
har haft mange gode oplevelser med mange af
de store kampsports-mestre, der har været inde
i forretningen. Alle de store forbundsledere har
været inde i forretningen, for vi i har en af de
største ”fysiske forretninger” i Europa, hvor
man kan komme ind og se et af de største udvalg
og holde produkterne i hånden. Det plejer
at være attraktivt, når forbundene har besøg
af deres store mestre. Så kommer de et smut
forbi med deres sensei og får en frokost eller
nøjes med en budo-snak, og det har givet mig
Sjov og ballade er vigtigt for indehaveren
af Nippon Sport.
lejlighed til at møde en masse store mestre. De
har alle været interessante mennesker, og det
har skaffet en masse gode relationer og kunder.
Det er noget af det mest inspirerende at høre
på, hvad folk, der har trænet et helt liv, har oplevet,
og hvilke erfaringer de har gjort sig. Det
er skønt at få en god snak om både træning og
fi losofi – det er manna for krop og sjæl.
Jeg er i den forbindelse meget stolt af, at
jeg engang fi k en kalligrafi som betyder ”Ret
ånd” af den japanske mester og living national
treasure Kuniuki Kai Sensei, 9. Dan Hanshi,
under et af hans besøg i forretningen. Den har
altid hængt ved indgangen til mit kontor.
Men jeg vil sige, at der noget, der skiller sig
ud som det klart dejligste gennem alle disse
år. Og det er bl.a. to hold kunder, hvor vi nu
betjener tredje generation af familien. Det er
sjovt, at vi har kunder, der har handlet hos os
i så lang tid. De har været med helt fra starten,
og det betyder noget for mig personligt. Vi
kender hinanden, hinandens familier og liv.
Vi ser hinandens familiebilleder, og det er
sjovt, at man nærmest kender dem personligt,
fordi de har handlet hos os i så mange år.
Personrelationer er som sagt meget interessante
for mig.
Lørdag den 29. marts holdt Frank Fürst et foredrag om japanske
sværd, og FIGHTER tog selvfølgelig med for at høre
mere om de japanske sværds historiske udvikling, de forskellige
typer sværd og hvordan de japanske sværd fremstilles.
”Alle rigtige drenge har våben hængende på
væggen. For mig blev det de japanske samuraisværd,”
indledte Frank Fürst foredraget om
de japanske sværd. Med 40 opmødte, ligeligt
fordelt mellem danskere og svenskere, var
der fuldt booket. Faktisk var der så mange
tilmeldte, at foredraget var fl yttet fra Nippon
Sports lokaler til Mercuri Urvals mødelokaler
i Hellerup på grund af de bedre faciliteter til
dette arrangement. De tilmeldte kampsportsentusiaster
måtte af med sølle 50 kroner, og der
blev oven i købet serveret japansk te bagefter
af temester Jørgen Lund.
”Et japansk sværd har kun ét formål, og det er
at slå ihjel. Derfor er klingen det eneste vigtige.
Alt andet er garniture,” fortsætter foredragsholderen.
Klingens opbygning bliver derfor
også gennemgået grundigt i en kronologisk
rækkefølge og er hovedemnet i foredraget,
selvom han igen og igen understreger, at han
kun lige ridser overfl aden på dette dybdegående
emne.
Fürst snakker om de forskellige sværdperioder,
sværdenes betydning i det gamle Japan, og
hvorfor de er udformet så forskelligt, som de
er: ”Alle våben kan bruges til at slå ihjel med.
Længden og formen bestemmer bare, hvor
man kan bruge det til at slå ihjel med. Det var
Men der er mange andre sjove historier. Der er
historien om ham, der for fem-seks år siden
kom ind i forretningen iført karatedragt. Den
havde han været inde og købe en uge før, og han
var så glad og stolt af den, at han rendte rundt i
den på gaden. Han var en rigtig mystiker. Han
kom omkring i sin karatedragt med sit sorte
bælte på. En dag fandt vi en notits i avisen om,
at der var en dansker, der havde rendt rundt i
en karatedragt i Schweiz. Han var gået ind i en
bank for at oprette en konto og få et lån til at få
lov til at blive i landet. Da han så ikke kunne få
det, smed han en sten igennem bankens rude
og blev så anholdt. Vi er sikre på, at det var den
samme person. Det var for påfaldende, og vi så
ham aldrig igen.
Jeg har truffet mange sjove og interessante
mennesker gennem mit arbejde. Jeg plejer
at sige, at ”jeg samler på mennesker,” det vil
sige mennesketyper og deres forskelligheder.
Man skal aldrig dømme folk på, hvad andre
fortæller en, man skal i stedet danne sit eget,
personlige indtryk af folk. Det er skønt at
møde folk, der tør være sig selv, eller folk, der
bare er anderledes. Jeg har svært ved at tackle
selvhøjtidelige mennesker. Det er efter min
mening ikke nødvendigt at vær selvhøjtidelig,
kun samuraierne, der måtte have våben, så
mange af de våben, vi ser i dag, har udspring
i redskaber.”
Han fortæller entusiastisk om de forskellige
sværdtyper og svarer på en række spørgsmål
undervejs. Behandlingen af de dyre sværd
kommer han også ind på: ”De bliver rengjort
hver gang, de har været fremme, så klingen
forbliver i den samme tilstand. Rensningen
er praktisk og ikke rituel.” Han fremviser et
billede af sig selv i Japan, hvor han holder et
meget dyrt sværd. ”Man snakker ikke, når
man holder sværdet, på grund af udåndingen.
Luften, jeg udånder, kan potentielt skade
klingen. Det ville være manglende etikette,”
forklarer Fürst.
Han har mange flotte sværd med, der efter
foredraget bliver vist frem i fl ere montre. De
opmødte studerer nøje sværdene, mens de sipper
teen i sig, og Fürst går rundt og snakker
med de nysgerrige deltagere.
Entusiasme og iver smitter altid af, og når Fürst
snakker om sværd, er det svært ikke at blive
trukket med ind i hans fascination af de skinnende
våben. Derfor vil det utvivlsomt også
glæde mange, at han har meldt ud, at han nu
forbereder den anden del af foredraget.
og det bunder ofte i et lille selvværd. Jeg har
mødt mange mærkværdige personer og kransekagefigurer
gennem min idrætskarriere,
men når man får pillet lagene af, så er de fl este
mennesker jo ganske fornuftige bag facaden,
og der er ingen grund til at puste sig op. Bare
folk dog ville være mere sig selv og gøre det,
de siger. Che Guevarras gamle læresætning
om at ”Ord, der ikke følges af handling, er
komplet meningsløse,” er efter min mening
stadig meget rammende.
Gør hvad du prædiker, vær din egen, vær dig
selv, hvil i dig selv, tør være dig selv.”
Kampsport vs. jura
Kigger med ned over Fürsts lange CV, er man
ikke i tvivl om, at dette er en ægte samurais CV.
Der er mange ting, der springer en i øjnene.
Hans karriere i kampsport startede tilbage
i 1972, og 36 år senere er han stadig aktiv.
Hans massive arbejde for at fremme Ju-Jutsu
i diverse kampsportsorganisationer gennem de
mange højtstående poster samt sine utallige
æresgrader og udnævnelser, som for eksempel
at han er æresmedlem af tre organisationer,
siger alt om denne ildsjæls engagement og
arbejdsmoral. Fürst har i årtier åndet, drukket,
Der var fuldt hus til Frank Fürsts foredrag
om japanske samurai sværd.
Frank Fürst viser hvorledes man tager
sværdet ud af skeden.
14 NUMMER 2/2008 www.fi ghtermag.dk www.fi ghtermag.dk NUMMER 2/2008 15

SAMURAI
FOR LIFE
spist og sovet kampsport. Han har levet for
kampsport som en ægte samurai. Det, der muligvis
skiller sig mest ud, er nok hans juridiske
embedseksamen fra 1985. Nippon Sport åbnede
i 1982, og Frank er nok den eneste sportshan-
dler med sådan en baggrund. Det, der startede
småt i Fürsts studietid, udviklede sig hurtigt til
en stor forretning gennem knaldhårdt arbejde,
og da han havde færdiggjort sit studie, stod
han pludselig over for valget mellem at satse
på kampsport eller jura: ”Jeg trænede meget i
min studietid. Jeg læste jura og mit studie blev
en anelse… Ja ok, det blev noget forlænget,
fordi jeg simpelthen trænede for meget og
læste for lidt. Jeg og Henrik Sandberg, der var
teknisk leder for Ju-Jutsu, rejste næsten hver
weekend i forbindelse med Ju-Jutsu og havde
mange internationale forbindelser, fordi vi var
meget kendte inden for vores sport. Da vi alligevel
brugte al vor tid på træning og sporten
fandt vi ud af, at vi jo også selv måtte kunne
klare at levere vores eget udstyr. Så startede vi
med at importere udstyr til Ju-Jutsu-sektionen,
og sådan blev Nippon Sport grundlagt. På et
tidspunkt opstod der nogle problemer i Karate
Forbundet, og forbundets sekretær ringede
og spurgte, om vi evt. kunne levere udstyr til
Dansk Karate Forbund. Det var to år efter, at vi
havde startet fi rmaet, så jeg sagde, at vi potentielt
godt kunne, og lige pludselig blev vi også
involveret i Dansk Karate Forbund, og så blev
fi rmaet meget større, end vi oprindelig havde
regnet med. Da jeg blev færdig med at læse
jura, skulle jeg fi nde ud af, om jeg ville fokusere
på kampsport eller forsøge mig i den juridiske
verden. Da min studietid havde varet for lang
tid, vidste jeg, at jeg aldrig ville blive topjurist,
så jeg kunne lige så godt lave noget, jeg holdt
af. Så jeg prøvede at springe ud i det. De første
mange år hev jeg så at sige ikke en krone ud
af fi rmaet, og jeg byggede det op fra bunden.
Min kone havde en god, fast løn, og vi levede
i fl ere år udelukkende af hendes indkomst. De
første mange år brugte vi kun til at poste penge
i fi rmaet og få det bygget op.”
Hårdt arbejde
Der er ingen hemmelige formler eller smarte
aftaler bag Nippon Sports succes. Nøglen til
butikkens succes har været hårdt arbejde, og
derfor har Fürst det godt med konkurrerende
forretninger:
”Jeg synes kun, det er godt med nye butikker.
Det øger markedet for os alle sammen. Jeg
har i mange år set masser af fi rmaer dukke op.
De sidste 15 år er der dukket en, to, tre forretninger
op hvert år, og der er også lukket en, to,
tre forretninger hvert år. Det kan godt være, at
folk tænker, at når ham Frank Fürst kan lave
en forretning, så kan vi fan´me også. Og det er
sikkert også helt rigtigt! Men når man efter
et par år fi nder ud af, hvor meget arbejde, der
skal til for at få penge ud af det, så taber folk
lysten. Man kommer ikke til at leve godt af det.
I starten er det hårdt, hårdt arbejde, og så kan
man lige så godt overveje, om man skal fi nde
et andet ”normalt” lønnet job. Det kræver i
dag en enorm volumen at kunne levere til alle
typer kampsport, der alle har deres egne ønsker
og kæpheste, og alene administrationen af logistikken
kræver minimum to medarbejdere.
Det er svært for de mindre fi rmaer at få plads
til ved siden af salget – det er det, der trækker
tænder ud – og kræver masser af natarbejde,
som jeg har prøvet i så mange år.
Men det er vel det samme med bladet her,
regner jeg med. Man skal brænde for det. Det
er sindssygt hårdt arbejde, ellers holder det
ikke. Jeg har en tommelfi ngerregel, der siger,
at hvis du kan holde de første fem år, så kan du
bagefter se, om det er noget, du vil fortsætte
med. De første fem år er basis, og der skal du
være villig til at ofre en hel del og kunne leve
med, at du ikke tjener penge, fordi du skal leve
op til service, priser og indkøb. Den erfaring
skal man have, inden man rigtig starter.
Egoist og familiemand
Temperaturen i varevognen er faldet en
smule, da klokken nærmer sig kvart i fem, og
solens stråler ikke er helt så hidsige længere.
Klientellet på tankstationen er skiftet ud, og
det er mere præget af forretningsmænd og -
kvinder på vej hjem fra arbejde. Snakken går
omkring mange emner, og vi kommer ind på
Fürsts private baggrund: ”Jeg har kone og tre
børn. To børn med min nuværende kone og
et barn fra et tidligere ægteskab. Jeg plejer at
sige, at man ikke er en ordentlig kampsportsmand,
hvis ikke man har været gift mindst
to gange. Nej nej, det passer selvfølgelig ikke
helt, men nu passer det tilfældigvis på mig
selv. Min nuværende kone er fundet inden for
kampsporten. Hun er utrolig tålmodig. Når jeg
arbejder lang tid, er ude hver weekend eller
andet. Hun har i mange, mange år sat sine
behov til side, mens børnene var små for, at jeg
kunne få lov til at dyrke min interesse. Jeg er
blevet meget, meget rundere med årene, men
i min unge periode var jeg fuldstændig lige
så egoistisk, som de fl este unge sportsfolk er,
hvor sporten er det eneste, der driver værket.
Det er der sikkert mange (top)sportsfolk, der
kan nikke genkendende til. Jeg var i hvert
fald sådan. Men når man så bliver ældre, så
begynder man at tænke mere over livet og
familien. Det lærer man med årene.”
Med en så travl hverdag er det vigtigt med
prioriteringer: ”Det vigtigste formål med mit
liv er at sørge for, at min familie kan fortsætte
sin eksistens. Det er mit basale vigtigste punkt.
Hvis jeg dør i morgen, skal min familie kunne
huske mig som en sjov ballademager, der
elskede fest og farver, men også var alvorlig
og seriøs, og at jeg bakkede dem op, når det
gjaldt. Det er det vigtigste for mig. Familien
er vigtigst. Derefter kommer vennerne, og de
er meget præget af kampsport. Mange af vore
tætte venner er kampsportsfolk.
Hvis man snakker om meningen med livet,
"HVIS JEG DØR I MORGEN, SKAL MIN FAMILIE KUNNE HUSKE MIG SOM
EN SJOV BALLADEMAGER"
er det vigtig for mig, at man har det godt med
hinanden, at man kan stole på hinanden, at
man kan lave aftaler som holder, at vi kan holde
sammen. Herudover er meningen med livet at
hjælpe andre og leve et liv, så man kan se sig
selv i øjnene.”
Klokken er lidt i fem, og Fürst tænder for den
røde varevogns motor. Interviewet bliver afsluttet
og bilen begynder at køre af sted fra tankstationen.
Colaerne er drukket, temperaturen
er mere behagelig, og det mærkes nu tydeligt,
at det ikke er sommer endnu, men stadigvæk
kun forår. Aftalen om at mødes klokken fem
skal holdes, og den bliver holdt. Aftaler skal
overholdes, og det er et af mange æreskodekser
blandt samuraier. Nu skal der tages billeder af
samuraien.
FAKTA: FRANK ERDMANN FÜRST
Alder: 50 år
Bosted: København
Uddannelse: Cand. Jur., Københavns Universitet
(1985)
Job: Direktør for Nippon Sport ApS og
Nippon Books ApS
Kampsportserfaring:
Træningserfaring: 36 år (startet 1972 i
Brøndby Budo Klub)
Grad: 3. Dan Ju-Jutsu
Trænet Judo, Aikido, Shotokan Karate sideløbende
med Ju-Jutsu (ingen
dan-grader). Var med på det første hold af
instruktører i Taekwondo under
Gunnar Sørensen i 1974-75, men forlod
det. Startet klubberne Herlev Ju-Jutsu Klub,
Hillerød Ju-Jutsu Klub, Københavns
Ju-Jutsu Dojo og Hillerød Shotokan Karate
Klub
1982-1985: IJJF Landsholdstræner, Ju-Jutsusektionen.
1983-1995: Formand Ju-Jutsu Sektionen.
1989-2004: IJJF General Secretary, IJJF
1990: Dansk mester Ju-Jitsu, Fighting
System
1993: Med på første hold af Idrættens lederakademi,
DIF´s Toplederuddannelse og
daværende højeste adm. uddannelse
1995-1998: Formand Dansk Judo Union
Frank Fürst er "Samurai For Life."
16 NUMMER 2/2008 www.fi ghtermag.dk www.fi ghtermag.dk NUMMER 2/2008 17