Tværprofessionel opgave - Loutina

Tværprofessionel opgave
Prøvetermin: Februar 2011
Titel Det tværprofessionelle samarbejde mellem
en pædagog og en fysioterapeut
Projekt Tværprofessionel opgave
Anslag 14.026
Faglærer Mette Ejby Pallesen
Studerende Tina Englyst
Hold S09A
Jeg (alle gruppemedlemmer) bekræfter hermed, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig
hjælp (jf. bekendtg. 782 af 17/8-09 § 19 stk. 6)
Underskrift:

Tværprofessionelt samarbejde Februar 2011 Tina Englyst – PVS09A
Indholdsfortegnelse
Indledning ............................................................................................................ 2
Problemformulering ............................................................................................ 2
Metode/Teori ........................................................................................................ 3
Analyse af det tværprofessionelle samarbejde ................................................. 4
Beskrivelse af dagligdagen i institutionen ......................................................... 4
Analyse af interview med pædagogen ............................................................... 4
Sammenfatning af de to interviews .................................................................... 6
Teoretisk analyse ................................................................................................ 6
Konklusion ........................................................................................................... 8
Litteraturliste ....................................................................................................... 9
Bilag 1 ................................................................................................................. 10
Bilag 2 ................................................................................................................. 12
1

Indledning
Efter få ugers praktik i et botilbud faldt min interesse på det tværprofessionelle samarbejde mellem botilbud-
dets pædagoger og beboernes fysioterapeuter. Botilbuddet består af to bygninger (hus 1 og hus 3), der hver
huser 6 voksne beboere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i alderen 22 til 74 år. To af disse beboere
(kørestolsbrugere) får ugentligt fysioterapeutbehandling i en nærliggende klinik. De bliver transporteret
til klinikkens reception og hentet igen efter endt behandling. Begge beboere har et meget ringe verbalt sprog.
Det kræver et godt kendskab til beboerne, og en stor portion tålmodighed, at kommunikere med dem. Dette
faktum, samt at jeg ikke oplevede, at pædagogerne og fysioterapeuterne kommunikerede i forbindelse med
behandlingerne, vakte min undren over, om der overhovedet var tale om tværprofessionelt samarbejde mellem
de to professioner.
Når ikke-handicappede klienter får fysioterapi, er det min opfattelse, at kommunikation er en vigtig del af
behandlingen, vel vidende, at der er forskel på en akut skade og et livsvarigt handicap. En del af behandlingen
er ofte råd og vejledning i eksempelvis øvelser, der kan supplere behandlingen.
Der er dog ikke et lovmæssigt krav om, at disse to professioner skal samarbejde, men da beboerne ikke selv
er i stand til at udtrykke sig, mener jeg, at der er et medmenneskeligt krav, især til pædagogen, da denne jo er
ansat til at hjælpe og støtte beboeren i de tilfælde, hvor beboeren har behov for dette.
Problemformulering
Jeg søger belyst, i hvilken grad der er et tværprofessionelt samarbejde mellem pædagog og fysioterapeut,
hvilke dilemmaer, der ligger i dette samarbejde, og om det kan forbedres til gavn for brugeren.

Metode/Teori
For at få et indblik i de to professioners samarbejde, deres eget syn på samme, samt deres syn på hinandens
professioner, har jeg udarbejdet to næsten enslydende interviewguides til hhv. fysioterapeuten1 og pædagogen2
. Jeg har gennem hele interviewprocessen taget udgangspunkt i Steinar Kvales 7 faser3 . Jeg havde i begge
tilfælde valgt, ikke at udlevere interviewguiden inden interviewet, da jeg ikke ønskede, at de skulle forberede
sig, men i stedet komme med deres umiddelbare svar på spørgsmålene. Fysioterapeuten kom på besøg i
botilbuddet, jeg oplæste spørgsmålene og skrev svarene løbende i punktform. Da jeg senere skulle renskrive
resultaterne, stod det mig meget klart, at flere detaljer var gået tabt. Der var således ikke tale om et kvalitativt
interview, men blot en samtale. Denne erfaring rigere, valgte jeg at optage interviewet med pædagogen,
for derefter at transskribere det, hvilket gav et mere brugbart grundlag for at kunne analysere materialet. Ved
at analysere sidstnævnte kvalitative interview, samt at sammenholde de to respondenters svar, vil jeg få et
indblik i, hvordan de to professioner opfatter deres eventuelle samarbejde og hvilke dilemmaer, der kan være
forbundet dermed. Her vil de to respondenters opfattelse af hinandens professioner og kompetencer også
være en interessant oplysning.
Til analyse af interviewet med pædagogen vil jeg benytte Steinar Kvales 3 fortolkningsniveauer 4 , og beskri-
ve pædagogens selvforståelse, den kritiske common sense-forståelse, samt en teoretisk forståelse.
Jeg vil benytte Lone Grundtvig Buss5 , cand.scient.soc og lektor ved Frøbelseminariet, til at beskrive det
tværprofessionelle samarbejde mellem de to respondenter, og de dilemmaer, der kan opstå.
Kirsti Lauvås, cand. paed. spec., Per Lauvås, professor ved Høgskolen i Østfold6 , har også beskrevet flere
dilemmaer indenfor tværfagligt samarbejde. Jeg vil også her søge svar på de dilemmaer, der kan opstå indenfor
pædagogens og fysioterapeutens profession.
Den tyske filosof og sociolog, Jürgen Habermas, anses som en af de mest citerede teoretikere indenfor bl.a.
samfundsvidenskab7 . Jeg vil ved hjælp af hans samfundsteori, forsøge at belyse den stadigt stigende nødvendighed
af tværprofessionelt samarbejde.
1 Bilag 1
2 Bilag 2
3 Kvales (2009) s. 122
4 Kvale (2009) s. 238
5 Buss (2009)
6 Lauvås (2006)
7 Pedersen (2000) s. 165

Analyse af det tværprofessionelle samarbejde
Beskrivelse af dagligdagen i institutionen
Arbejdsplanen i botilbuddet er tilrettelagt således, at dag- og aftenvagterne har et overlap fra kl. 15-15.15.
Beboerne skal hentes i aktivitetscentret senest kl. 15.30. Skal en beboer til behandling, eks. Kim, har han en
tid kl. 15.45 og bliver sat af ved klinikken, mens de andre køres hjem. Flere af beboerne skal have hjælp til
afklædning af overtøj, toiletbesøg eller bleskift, så der er oftest brug for alle tre medarbejder i huset, da der
samtidig skal serveres eftermiddagskaffe. Kim skal hentes efter endt behandling, dvs. efter en halv time. Af
hensyn til både beboernes og fysioterapeuternes arbejdstider, kan der ikke flyttes ret meget ved behandlingstiderne.
Analyse af interview med pædagogen
Respondentens svar på spørgsmål omkring samarbejdet med fysioterapeuterne er meget klart, at der ikke er
noget decideret samarbejde mellem dem. Hun påpeger, at de tidligere havde mere kontakt og samarbejde
med fysioterapeuterne, da behandlingerne foregik i botilbuddet, men at en ændring i fysioterapeuternes arbejdsforhold
betød, at beboerne nu skulle komme i klinikken. Om fordele og ulemper herved, mener hun, at
det er en fordel for pædagogerne, hvis behandlingerne foregår i botilbuddet, men påpeger også, at for beboeren
er det en oplevelse i sig selv, at komme hjemmefra til behandling på klinikken.
Informationsudveksling fra pædagog til fysioterapeut er i dag begrænset til en kort introduktion af beboeren
ved de første behandlinger, og fra fysioterapeut til pædagog er der givet vejledning i hjemmeøvelser. Hun
antyder, at initiativet til et eventuelt samarbejde ligger hos begge professioner, men primært er pædagogens
ansvar.
Når man ser overordnet på respondentens svar, er der især to steder, hvor der kan anspores selvmodsigelser:
”5. Hvad synes du, fysioterapeuterne kunne gøre, for at fremme samarbejdet?
Synes du, de sku´ gøre noget? Eller hvor ligger bolden henne?
Ja, men den ligger jo hos os begge to. Den ligger nok mest hos os, tror jeg. Fordi altså, de har et job og de
har en tid, fra klokken dét til klokken dét, så har de jo en hel… så skal de jo igennem… de har et eller andet
program, de kører af der… Så jeg tror da mest, den ligger hos os”
Umiddelbart svarer hun, at ”bolden ligger jo hos os begge”, men bevæger sig hurtigt over mod, at den mest
ligger hos pædagogerne. Er der her tale om selvmodsigelse eller blot en tænkepause, før det ”rigtige” svar
kommer? Hun har i det foregående spørgsmål om, hvad pædagogerne kunne gøre for at fremme arbejdet,
svaret, at ”vi skal måske være lidt bedre til, øh, lige som at gribe fat i dem, når vi alligevel er derovre… og
så lige… få snakket om, hvordan det går, om der er nogle ting vi kan gøre”.

Omkring øvelser til beboeren med spasticitet, er der en tvetydig holdning til, om det gavner eller skader, og
om pædagogerne har den nødvendige kompetence, til at hjælpe brugeren med disse øvelser. I spørgsmål 3
beretter pædagogen:
”Jeg kan huske, i starten, da Kim startede på fys, der fik vi nogle øvelser, og hvad vi i grunden ku´ gøre med
ham. Bl.a. det der med hans… højre hånd. Hvordan vi så ku´ strække den ud og hvordan han så´n ku´ hvile
armen på armlænet og… så ku´ vi så´n be ham om at løfte hånden, mens vi så holdt ved hans arm og så´n
flere forskellige ting. Jeg skrev dem også ned og de kom op og hænge og så´n noget.
Hvor blev de af?
Jamen, de forsvandt der…(latter)
Der var ikk´ nogen, der…
Nej, det blev ikk´ rigtig gjort…
Det blev ikke prioriteret?
Nej, det gjorde det ikke… nogen gjorde…”
Pædagogen har øjensynligt taget disse øvelser alvorligt og forsøgt at integrere dem i det daglige pædagogiske
arbejde, men de blev ikke prioriteret af alle i personalegruppen. Kan erindringen om denne episode have
haft indflydelse på hendes efterfølgende svar? Da jeg senere spørger ind til prioritering af hjemmeøvelser
(i hhv. spørgsmål 8 og 9), sætter hun spørgsmålstegn ved, om pædagogerne har den rette kompetence til at
udføre øvelserne: ”det er rigtig svært og lave … det kan være rigtig svært at lave udstrækningsøvelser, hvis
man ikk´ er uddannet til det” og at ” vi måske tager ved de forkerte steder og måske mere gør skade end gør
gavn, øh, når det drejer sig om spasticitet.”
Sammenfatning af de to interviews
Her vil jeg forsøge at sammenfatte de oplysninger jeg har fra hhv. interviewet med pædagogen og samtalen
med fysioterapeuten. Begge respondenter svarer klart nej til, om de oplever et tværprofessionelt samarbejde.
De er enige om, at samarbejdet kunne forbedres ved øget kommunikation i forbindelse med behandlingerne.
De har tilsyneladende god forståelse og respekt for hinandens profession.

Teoretisk analyse
Lone Buss beskriver flere former af tværprofessionelt samarbejde 8 . Blandt andet den mere ”løse” form, der
består i kommunikation og udveksling af informationer mellem parterne, over til en form, hvor mål og op-
gaver er præcist defineret og hvor der er etableret en organisation til organisering af disse. Den førstnævnte
form kunne beskrive det samarbejde, der foregår mellem pædagogen og fysioterapeuten.
Buss nævner også ressourcer som en barriere for et vellykket samarbejde9 . Tid og prioritering er afgørende
faktorer i dette tilfælde, hvilket pædagogen nævner i et underspørgsmål i spørgsmål 9: ”… når vi skal køre
dem til fys, så bliver det så´n, øh, hurtigt af sted og man skal hurtigt hjem igen, fordi så er der kun to tilbage
på matriklen]…[og så går den ene rundt ovre i hus 3, så man har ikk´ tid…”. Når ressourcer og tid er en
mangel, må der være tale om prioritering, enten fra pædagogens eller ledelsens side. Som tidligere beskrevet,
bliver det kommunikerede fra fysioterapeuten (hjemmeøvelserne) heller ikke prioriteret særligt højt af
den samlede personalegruppe. Buss understreger også vigtigheden af bevidsthed, viden og respekt for andres
professioner. Respondenternes svar på spørgsmålet om hinandens kompetencer viser, at de begge er i stand
til, med egne ord, at beskrive den anden profession. Svarene bærer også præg af, at de har respekt for hinandens
profession og kompetencer.
Lauvås og Lauvås beskriver en af de største barrierer for tværprofessionelt samarbejde som frygten for at
miste magtposition10 . Der er ikke noget, i de to respondenters svar, der antyder, at dette er tilfældet. Hvis en
persons magtposition kan angives alene ud fra længden af personens uddannelse, kan det forklares ved, at
både pædagogens og fysioterapeutens uddannelse har en varighed af 3½ år.
Lauvås og Lauvås har i deres søgen på nyere litteratur omkring tværprofessionelt samarbejde set en tendens
til, er der ikke er sket ret meget på dette område de sidste 10-20 år, men at der i stedet bliver satset mere på
tværprofessionel koordinering11 . Dette måske i erkendelsen af, hvor svært det kan være, at få et tværfagligt
samarbejde til at fungere optimalt. Man kan derfor sænke ambitionsniveauet, for senere at udvide koordineringen
til et reelt samarbejde. De ser koordinering som en nødvendighed, men nødigt som en erstatning
for samarbejde12 . Her rejser der sig så et interessant spørgsmål: Hvordan ville svarene have set ud, hvis jeg
havde skiftet ”samarbejde” ud med ”koordinering” i spørgsmål 1?
For at forstå den stadigt stigende nødvendighed af tværprofessionelt samarbejde, må vi se på samfundets
udvikling. Det har Habermas en teori om: Siden det traditionelle landbrugssamfund og til idag, er der sket en
uddifferentiering. Mange af de funktioner, der tidligere blev varetaget i familien, varetages i dag af forskellige
delsystemer13 . Her nævnes bl.a. omsorg for syge og gamle, der før var et familieanliggende, men i dag
varetages af kommunen og hospitalerne. Når flere og flere af disse funktioner varetages af de forskellige delsystemer,
opstår behovet for tværfagligt samarbejde, for at give brugeren den bedst mulige hjælp og støtte.
8 Buss (2009) s. 177
9 Buus (2009) s. 198
10 Ibid. s. 13
11 Ibid. s. 13-14
12 Ibid. s. 14
13 Pedersen (2000) s. 167

Konklusion
Det ville være alt for nemt at konkludere ud fra respondenternes svar på, om de oplever et tværprofessionelt
samarbejde, da de begge umiddelbart svarede nej. For naturligvis er der én eller anden grad af samarbejde
mellem de to professioner. Pædagogen har været med til at præsentere beboeren for fysioterapeuten ved den
første behandling. Fysioterapeuten har givet pædagogen nogle øvelser til udførelse mellem behandlingerne.
Så der må som minimum være tale om en ”løs” form for tværprofessionelt samarbejde, som Buss beskriver
det. Det kan være svært at forestille sig et samarbejde mellem disse to professioner, der munder ud i en fast
organisation til løsning af opgaverne. Måske skulle vi også her sænke ambitionsniveauet og fokusere mere
på tværprofessionelt koordinering. Konklusionen er altså, at der er en let grad af tværprofessionelt samarbejde
mellem dem, men at begrebet koordinering måske er mere dækkende.
Dilemmaerne i samarbejdet kan bl.a. være, at de arbejder hhv. indenfor den kommunale sektor og indenfor
det private. De er ikke fra ledelsens side, som man ofte oplever det inden for bl.a. børne- og unge sektoren,
blevet pålagt at samarbejde. Med besparelser, effektivisering og rationalisering, finder de det måske ikke
hensigtsmæssigt, at bruge tid på at etablere et samarbejde. Et andet dilemma, der knytter sig lidt til ovenstående,
er spørgsmålet om ressourcer. Hvis pædagogen ikke kan finde de nødvendige ressourcer, med de
arbejdsvilkår hun har, må ansvaret ligge hos ledelsen.
Hvis samarbejdet skal komme brugeren mest mulig til gavn, bør der ske en opprioritering. Som de begge
selv nævner, bør de blive bedre til ”lige at tage fat i hinanden i forbindelse med en behandling”. Ved at have
samtaler med jævne mellemrum, kunne pædagogen blive løbende instrueret i hjemmeøvelserne og derved
mindske frygten for at gøre noget forkert. Fysioterapeuten kunne holde sig ajour med brugerens udvikling,
både i positivt og negativ retning, hvilket der måske kunne øge effektiviteten af behandlingerne.
Det empiriske materiale i denne opgave, giver ikke et billede af det generelle samarbejde mellem de to pro-
fessioner, men kun et billede af de to respondenters oplevelse af netop deres samarbejde.

Litteraturliste
Buss, Lone Grundtvig: Om det tvær-institutionelle. I: Aabro, Christian og Gytz Olesen, Søren (2009): Indi-
vid, Institution og Samfund. Billesø & Baltzer.
Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend (2009): Introduktion til et håndværk. 2. udgave. Hans Reizels Forlag.
Lauvås, Kirsti og Lauvås, Per (2006 ): Tværfagligt samarbejde. 2. udgave. Forlaget Klim.
Pedersen, Peter Møller (2000): Om Jürgen Habermas. I: Olesen, Søren Gytz og Pedersen, Peter Møller
(2000): Pædagogik i sociologisk perspektiv. Forlaget PUC

Interview med fysioterapeut Bilag 1
1. Oplever du, at der er et tværprofessionelt samarbejde mellem jer og pædagogerne
i botilbuddet?
Næh…
2a. Hvordan opfatter du dette samarbejde?
---
2b. Kunne det komme brugeren til gavn, hvis I indgik et samarbejde?
Ja da. Hvis bruger fx har problemer med (eller smerter ved) at komme på wc, i seng etc.,
kan vi give gode råd til pædagogens arbejdsstillinger, for dels at skåne pædagogen, men
også for at mindske brugerens smerter.
Vi kan også give råd om øvelser til brugere, der eksempelvis kan mindske smerter ved
spastiske brugere.
Hvordan flyttes bruger fra stol til wc, til seng, etc. (forflytninger). Her kan vi give gode råd.
Hjemmeøvelser kunne også være relevante.
Handleplaner i det offentlige sker i arbejdstiden
Handleplaner i det private (fysioterapeuter) sker i fritiden…
3. Mener du, at pædagogerne kan have en viden om brugeren, der kan være nyttig i
jeres arbejde med brugeren?
Klart… vi ved jo ikke, hvilke problemer brugeren kan have i hverdagen. Vi får heller ikke
kendskab til tilbagefald i ADL (dagligdagsting) og fald i brugerens funktionsniveau.
Pædagogerne forstår bedre brugers tegn (nonverbal kommunikation).
Pædagogerne er måske bedre til at håndtere bruger (forflytninger, gangtræning, lejring
(hvordan bruger ligger), men måske gøres det HELT forkert…
4. Hvad kunne I gøre, for at fremme samarbejdet? (Med brugeren i centrum)
Ikke rigtig noget. Jo, vi kan tage kontakt til kontaktperson og få en snak om, hvordan det
går med brugeren, om der er noget, der skal gøres anderledes eller bedre.
5. Hvad synes du, pædagogerne kunne gøre, for at fremme samarbejdet?
Få en snak med os fysioterapeuter, tage med til de første par behandlinger. Få en snak
om brugers behov.
6. Hvis en bruger har en medhjælper/pædagog med til behandling, hvor opholder
denne sig så under behandlingen?

Kører igen – eller går i kaffestuen.
Det kan virke forstyrrende på både fysioterapeut og bruger, hvis pædagogen er til stede
under behandlingen. Men en snak kunne være godt.
Da jeg overtog Mick og Kim, kom den daglige leder med dem. Han gav en rigtig god briefing,
fortalte hurtigt, hvad de to var for nogle mennesker. Dét var rigtig godt.
Et møde efter 2-3 behandlinger kunne være optimalt. Som det er nu, er det ikke optimalt.
7. Hvorfor?
(… ikke relevant i interviewet…)
8. Hvordan kommunikerer I med brugere, der har lidt eller intet verbalt sprog?
Ved at være den, der snakker - gør det, uden at tænke over det… pisse svært spørgsmål!
Ved at stille spørgsmål, som jeg ikke forventer svar på… eller spørgsmål, hvor svaret
er mere eller mindre givet. Snakker lidt samfundsrelevant… sport fx, om en nylig spillet
kamp, og om hvem der vandt. Hvis jeg fornemmer positiv respons, snakker jeg lidt mere
generelt fodbold.
Jeg spørger også tit: Har du haft ondt siden sidst?
Jeg spørger ind til smerter under behandlingen. Sætter ord på deres reaktion og på dét,
jeg gør. Jeg har det ikke svært med stilhed… stilhed er ok, især hvis det er til gavn for brugeren.
Nogle kan slet ikke koncentrere sig om at snakke under behandlingen.
9. Hvilke kompetencer mener du, at pædagogerne har i form af deres profession?
Tålmodige mennesker… MEGET (smil)
Kommunikationspædagogik er godt.
Evne til at se, hvad den enkelte bruger har brug for
De har jo lært hvordan… at hvis man gør sådan, så sker der sådan…
De har god kontakt med brugerne og ved, hvilke pædagogiske tiltag skal gøres, for at give
brugerne livskvalitet. Dét må være deres største opgave.
De kan give brugeren selvværd… anerkendelse
Interviewet udviklede sig til en generel snak, hvor fysioterapeuten bl.a. fortalte:
Der er jo ingen regler om evt. samarbejde – derfor bliver det alt for meget op til den enkelte
– den ene dag tager den anden…
EPJ (Elektronisk Patient Journal) på sygehus, ved vagtlæge og ved praktiserende læge er
ikke det samme… de ”snakker” ikke sammen…
Samarbejdet var nok meget bedre i ”gamle dage”, da fysioterapeuterne var på bostedet
eller i dagtilbuddet.
SLUT

Interview med pædagog Bilag 2
Botilbuddet
1. Oplever du, at der er et tværprofessionelt samarbejde mellem jer og beboernes
fysioterapeuter?
Nej, det synes jeg ikke der er. Dét der er, det er, at vi transporterer dem derover, så afleverer vi
dem eller venter derovre, og så kommer vi og henter dem. Vi taler ikke så meget med dem.
2a. Hvordan opfatter du dette samarbejde?
(… ikke relevant i interviewet…)
2b. Kunne det komme brugeren til gavn, hvis I indgik et samarbejde?
- Måske snakkede om, hvad den enkelte bruger kan og har brug for, måske fik nogle værktøjer
og øvelser?
I starten, da Kim fik fys, der kom de her ud og så var vi med inde lige i starten af hver, hvad hedder
det.. session. Og så fik vi så´n lige en hurtig snak om, hvad der ku´ være godt og så´n. Men efter,
at de startede nede på selve klinikken, så er der ikke den der kontakt, på samme måde.
3. Mener du, at fysioterapeuterne kan have en viden, der kan være nyttig i jeres arbejde
med beboerne?
Ja! Helt sikkert. Jeg kan huske, i starten, da Kim startede på fys, der fik vi nogle øvelser, og hvad
vi i grunden ku´ gøre med ham. Bl.a. det der med hans …… højre hånd. Hvordan vi så ku´ strække
den ud og hvordan han så´n ku´ hvile armen på armlænet og… så ku´ vi så´n be ham om at løfte
hånden, mens vi så holdt ved hans arm og så´n flere forskellige ting. Jeg skrev dem også ned og
de kom op og hænge og så´n noget
- Hvor blev de af?
Jamen, de forsvandt der…(latter)
- Der var ikk´ nogen, der…
Nej, det blev ikk´ rigtig gjort…
- Det blev ikke prioriteret?
Nej, det gjorde det ikke… nogen gjorde…

4. Hvad kunne I gøre, for at fremme samarbejdet? (Med brugeren i centrum)
Jah, det har jeg oss´ tænkt på… vi skal måske være lidt bedre til, øh, lige som at gribe fat i dem,
når vi alligevel er derovre… og så lige… få snakket om, hvordan det går, om der er nogle ting vi
kan gøre … Ja, det tror jeg…
- Ku´ man forestille sig noget med nogle handleplaner eller sådan nogen? Ligesom I laver
her? Om beboerne?
Ja, du kan godt lave en handleplan på det, men…ja, ligesom jeg også gjorde i starten, lave sådan
nogle … ??? … og få spændt de der sener ud
- Nå, men jeg tænker på, om fysioterapeuterne ku´ lave nogle…ala handleplaner
Nåh, nogle øvelsesbeskrivelser eller…
- Ja, eksempelvis, og ha´ noget snak med jer om, hvad den enkelte bruger er god til, og
hvad brugeren måske skal styrkes i og ha´ hjælp til, fordi fysioterapeuten kan jo ikke se,
hvordan Kim sidder og spiser.
Nej, men dét, det handler om ved fyssen og Kim, det er jo mere udstrækninger af hans sener, pga.
hans spasticitet, og så det, at han ikke ligesom kramper til. Det er jo ikke så meget det rent motoriske.
- Nej, men det ku´ man måske ta´ med ind over, fordi jeg har lagt mærke til, at når han spiser,
altså med venstre hånd, han har lidt svært ved at styre den. Om man måske ku´ gøre
et eller andet, der ku´ hjælpe ham med at…
Ja, det har han… ja, det ku´ da godt være… Men det er ikke det, der er det primære formål med
at få fys. Det er det ikk´… Han kommer jo op og ligge på en briks og så laver han de der udspændingsøvelser…
Men det er jo tit noget, man ku´ snakke med en ergoterapeut om. Det der med, øh,
om der er noget, der ka´ hjælpe ham. De kan ha´ nogle… fx har du lagt mærke til, at han hænger
meget til højre? Han vælter (Ja) … det er han begyndt på. Men det tror jeg måske også har lidt
med hans syn at gøre
5. Hvad synes du, fysioterapeuterne kunne gøre, for at fremme samarbejdet?
- Synes du, de sku´ gøre noget? Eller hvor ligger bolden henne?
Ja, men den ligger jo hos os begge to. Den ligger nok mest hos os, tror jeg. Fordi altså de har et
job og de har en tid, fra klokken dét til klokken dét, så har de jo en hel… så skal de jo igennem…
de har et eller andet program, de kører af der… Så jeg tror da mest, den ligger hos os
6. Hvis du kører en beboer til behandling ved fysioterapeuten, oplever du så, at det
falder naturligt, at I udveksler viden, der kan være gavnligt for beboeren?
Ja, altså det har jeg været med til med Mick, øhh, når han er til fys… men hvor vi så´n lige får en…
altså… fordi Mick hele tiden bliver dårligere, så´n rent motorisk… med hvordan og hvorledes vi
så´n lige kan… kan styrke benene eller armene eller hvad det nu lige er. Men nu er det altså meget
længe siden, jeg har været med. Lige i starten, hvor han gik, der var der lidt mere… der stod vi
altså og snakkede om, hvad der var godt. Men med Mick, der kommer det også meget an på, hvad
han har lyst til

7. Hvorfor? Hvordan?
(… ikke relevant i interviewet…)
8. Er det din oplevelse, at beboerne har meget eller lidt gavn af behandlingerne?
(Kan denne øges?)
Jeg synes… hahaha… det har jeg lidt svært ved at svare på, altså…
- Hvis vi ta´r Kim, for eksempel
Ja, Jeg er overbevist om, at det hjælper ham… på sigt… at han får strukket sine sener og muskler
ud… med mindre, han kan gøre det selv… såh, hvis han ikke får gjort det, så vil det forværres.
- Men er det så nok med én gang om ugen, hvis ikk´ de der øvelser de bli´r gjort herovre?
Ja, det tror jeg… det optimale vil måske være to gange, men jeg tror det kniber med at få en bevilling
til to gange… Altså hans spasticitet er jo heller ikke så slem, altså, kan man sige…det er jo
ikke så slemt en form for spasticitet han har. Og jeg kender nogen, de har meget, meget mere,
hvor de så´n er helt multihandicappede og lemmerne de så´n er helt forkryblede… krøllede sammen,
ikk, og de kan oss kun få én gang. Det er jo et spørgsmål om penge, tror jeg… i sidste
ende…
- Ja, og prioritere øvelserne herhjemme…
Ja, men det er rigtig svært og lave … det kan være rigtig svært at lave udstrækningsøvelser, hvis
man ikk´ er uddannet til det. De kan altså… de der fysser de kan altså, de kan virkelig åbne sådan
en hånd, der er helt krøllet sammen…
- Hvis han er bevilget én gang om ugen, så ka´ det ikk´… det du sagde, at…
Ja, Kim? Nej, altså, jeg synes…øh, nej det… jeg ved det ikke… altså det… det tror jeg ikke. Så
skal der i hvert fald være en meget god grund. Altså vi har jo svært ved at få til to gange til nogen…
til Mick… det er først nu, han har fået det.
Fordi Micks fys, det er jo så´n en… en træning i maskiner. For Mick, der gælder det jo om at … øh,
hva hedder det… bevare hans, øh, styrke, altså muskler og så´n noget der… muskelmasse. Det
går lidt ned af bakke… det gør det…lige så langsomt…så det er vigtigt, at han får trænet mest muligt.

9. Hvilke kompetencer mener du, at fysioterapeuterne har i form af deres profession?
Kompetence? Hvad tænker du på lige der?
- Hvad er det, de kan? Med dine ord?
Jamen, de har jo forstand på anatomien, altså, de ved jo hvordan man, øh, ha ha … er
skruet sammen indeni, ikk´oss´? Altså der tænker jeg specielt på Kim, ikk´? De ved, hvordan
man skal tage ved, så´n for at strække et knæled ud eller et fodled ud … uden at
skade sener og knogler og muskler og så´n noget. Hvor vi andre vi måske tager ved de
forkerte steder og måske mere gør skade end gør gavn, øh, når det drejer sig om spasticitet.
Med Mick, der ku´ vi jo godt, og det gør vi oss´, det der… ja, måske ikk´ så meget
mere, men vi kan jo godt, øh, sørge for at han rører sig mest muligt, altså så han ikk´… nu
bliver det jo sværere og sværere med ham, men før, der hvor han kun brugte sin kørestol
en gang i mellem, der opfordrede vi ham til, at han ikk´ brugte sin kørestol. Men nu kan
han jo ikke længere… gå rigtigt uden kørestol, så der er stor fare for…(afbrudt )
- Engang imellem, når han selv vil, så kan han jo godt
Jaja, så… så gør han det jo simpelt hen… men det bliver sværere og sværere … med
ham. Og så dét der med, oss´ ved Kim, der opfordre vi ham oss´, og det gør vi oss´ med
Mick, det der med at løfte armene, når man er i bad, og selv tage tøj på, og … pas på,
og ikke hjælpe for meget og… og at Kim selv skal tage sit tøj af, fordi så får han armene
strukket op over hovedet og… måske selv tage strømperne af, så får han sig oss´ lige
bukket ned. Han sidder meget stille… og det kan han godt… han kan godt… han har nemmere
ved at tage sit tøj af end på. Men med Mick, så bliver det sværere og sværere … dét
gør det…
- Jeg har lige et tillægsspørgsmål …øh, var det en fordel, hvis fysioterapeuten kom
her i huset?
Ja, det kommer jo an på, hvad de skal. For jeg synes, med Mick, der er det svært, fordi vi
har jo ikke de maskiner, der skal til.
- Nej, men nu tænker jeg bare på, øh, i de tilfælde, hvor en briks er det eneste værktøj,
som fysioterapeuten egentlig skal bruge.
Jo, hvis vi havde en fys-briks, så ku´ de godt komme her … til Kim. I starten, der kom de
oss´ her ved Mick … og trænede ham her, men det var svært, fordi der er ikke det, de skal
bruge … det er skide svært at blive ved med at finde på. Mick han har jo en håndvægt,
men den gider han ikke og stå og hive op og ned i, i en halv time, vel, altså … nej, der skal
noget andet til… men ellers ku´ det nu godt lade sig gøre…
- Men ville det være en fordel for jer, synes du?
Ja, helt sikkert… og ville blive meget mere tværfagligt samarbejde… Også fordi, når vi
SLUT
Forklaring:
Fed skrift: Interview guide
Almindelig skrift: Respondentens svar
- Kursiv skrift: Interviewers ikke-planlagte spørgsmål