Sundhed og sygdom - Center for Ungdomsforskning

Forældrene søgte sammen med andre indvandrere
i samme position som dem selv, så de på
den måde kunne støtte hinanden socialt, kulturelt
og økonomisk. Og så arbejdede de i en grad,
som kun de færreste danskere i dag kan forstå.
De arbejdede fra morgen til aften og i mange tilfælde
også om natten. De boede i meget små
lejligheder og var lejlighederne større var der
ofte mange familier samlet. En af vores informanter
fortæller således:
”Jeg tror aldrig, at jeg har tænkt over det,
at vi bor klemt. Overhovedet. Sådan var
det bare. Mange af de folk, vi besøgte,
de boede også småt. De boede også på
60-70 kvadratmeter til leje. Der var næsten
ikke nogen, der ejede noget. Det var
meget sjældent, at vi så folk, der boede i
store lejligheder, men så var de så
mange”.
Især de tyrkiske indvandreres børn beretter, at
de og deres forældre tilbragte megen tid sammen
med andre tyrkiske familier ”især i de gamle
dage”.
”Da besøgte familierne meget hinanden.
Fordi de havde meget til fælles. De var
meget afhængige af hinanden på det
tidspunkt. Nyt land, ny kultur, nyt sprog,
der var rigtigt meget at kæmpe med.
Men i dag, da har familierne vokset så
meget, at de har børn og børnebørn, og
de har travlt. Der er ikke lige så meget
tid, som man havde dengang. Ind imellem
besøger vi også familier, men det er
primært sin egen familie, fordi man er
blevet så stor efterhånden”.
Kort sagt, hårdt og oftest fysisk belastende arbejde,
dårlige boligforhold, ikke megen komfort
og trange økonomiske kår var, hvad indvandrerne
bød sig og som mange børn med indvandrerbaggrund
voksede op med – men børnene
elskede det. Børnene var udmærket klar over, at
Nr. 2 september 2010 | Ungdomsforskning
de ikke havde de samme materielle goder, som
deres danske kammerater, men det ser ikke ud
til at have påvirket dem nævneværdigt; hvad der
betød noget for dem var, at der var andre børn
man kunne lege med:
”Jeg kan huske, at vi var kun fem tyrkiske
familier, men der var simpelthen 10 eller
15 makedonske og bosniske familier,
som jo også bare var en del af os, for vi
voksede op sammen, og vi var alle sammen
sådan jævnaldrende. Jeg havde
mine to storesøstre, og de havde en
masse … der var simpelthen fest og farver
hver dag. Alle de her børn i de her lejligheder,
og den legeplads, der var lige
foran, og det var simpelthen det bedste
sted på jorden. Du ville ikke drømme om
at flytte andre steder hen som barn,
fordi der var … sommetider var der 40-
50 børn, der bare råbte og skreg og legede
på den legeplads. Vi spillede fodbold
og diverse stenlege. Alle havde det
sjovt, og alle boede i de der små lejligheder
deroppe”.
Er det et skønmaleri af forholdene i Danmark?
Det tror vi ikke. For det første er overordnede
citat ikke en enlig svale, men dækker over mange
af de udtalelser vor informanter er kommet med,
og for det andet giver de unge udtryk for, at familierne
langsom men sikkert fik det økonomisk
bedre og flyttede til større og mere komfortable
lejligheder (set med voksne øjne) eller de investerede
i ejerlejligheder og huse. En anden måde
at udtrykke denne fremgang på er begrebet social
mobilitet. Og skønt vi ikke har data, som direkte
kan bekræfte, at indvandrerne inklusive
flygtninge oplevede en opadgående social mobilitet,
kan vi indirekte danne os et indtryk, som
det vil blive forsøgt i næste afsnit.
Indvandring og social mobilitet
En omfattende statistiske undersøgelse udført
af den borgerlige tænketank CEPOS i 2007 kan
39