Polarfronten 2004

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 3/SEPTEMBER 2004 PRIS 35 kr. 

Polarfronten 

Grønlandsk isbjørn var ikke tvekønnet, læs side 8 

Ilulissat Isfjord på UNESCO's verdensarvsliste, læs side 12

INDHOLD 

4 

6 

8 

10 

11 

12 

14 

16 

17 

18 

24 

Eventyret om ringene 

I Inglefield Land i det nordvestligste Grønland står forskerne 

ansigt til ansigt med et svært forklarligt fænomen. 

Møde med en af Jordens store katastrofer 

Plantefossiler i Jameson Land fortæller historien om den dramatiske 

overgang fra Trias til Jura for 200 millioner år siden. 

Et skridt i den rigtige retning 

Mistanken om, at en grønlandsk hunbjørn skulle være tvekønnet, 

et blevet afkræftet efter en grundig undersøgelse. 

Boret i bund 

Boringer på Indlandsisen har hentet vand og plantedele op 

fra isens bund, som kan fortælle om tiden før nedisningen. 

Grønlands ældste ski 

Fundet af et stykke træ, der med stor sandsynlighed stammer 

fra et par ski, peger på, at dette transportmiddel også blev brugt i Grønlands norrøne periode. 

Isfjorden som globalt arvestykke 

Så skete det! Ilulissat Isfjord er blevet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. 

NANOK i historiens fodspor 

De seneste to somre har folk fra Nordøstgrønlandsk Kompagni registreret gamle hytter og fangststationer i 

Nordøstgrønland. 

Galathea-ekspeditionen genoplives 

Den traditionsrige Galathea-ekspedition ser nu ud til at blive genoplivet i 2006-2007. 

Kommentar 

Styrk den dansk–grønlandske forskningsindsats i Arktis. 

Fire kvinder frem for et hjemmestyre 

En ny jubilæumsbog tager temperaturen på den grønlandske kultur efter et kvart århundrede med hjemmestyre 

og leverer samtidig et indspark i kulturdebatten. 

Tjekkede Thule-portrætter 

En aktuel fotoudstilling på Nordatlantens Brygge skildrer, hvordan polareskimoernes hverdag i stigende grad 

præges af globaliseringen. 

Dansk Polarcenter er en institution 

under Ministeriet for Videnskab, 

Teknologi og Udvikling og har til 

opgave at støtte og koordinere dansk 

polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 100H 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

E-mail: polarfronten@dpc.dk 

Internet: www.dpc.dk 

Udkommer 4 gange årligt 

Oplag: 4000 

Deadline for bidrag til næste nr. 

20. november 2004. 

Abonnement koster 125 kr. for et år og 

tegnes gennem Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Hanne Petersen 

ansvarshavende redaktør 

Poul-Erik Philbert, 

redaktør, DJ 

Irene Seiten, layout, DJ 

Uffe Wilken 

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ 

Jane Tolstrup 

Gabrielle Stockmann 

Henning Thing 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Forsidefoto: Foto: Steen Andersen 

(HuntersMagazine.com) 

Indsamling af isbjørneprøver i 

Østgrønland 

Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis 

udtryk for Dansk 

Polarcenters holdning. 

Eftertryk er tilladt i uddrag med 

kildeangivelse.

Foto: ARCTIC CORING EXPEDITION 2004 

Nordpolen var subtropisk 

Sedimenter udvundet fra Lomonosov-ryggen under Polarhavet afslører, at 

der for 55 millioner år siden var subtropisk klima på Nordpolen. 

Borekerneprojektet i Polarhavet er logistisk udfordrende pga. klimaet, og ikke mindst fordi en 

boring fra et skib gennem den bevægelige is kan være svær at kontrollere. 

Et stille, lavvandet hav med 20 grader varmt 

vand og et rigt dyreliv! Så indbydende og 

fremkommelig tog Nordpolen sig ud for 

55 millioner år siden – i hvert fald hvis 

man skal tro et internationalt forskerteam, 

der har udført boringer i Lomonosov-ryggen 

under Polarhavet. I borekernerne har 

de fundet beviser for, at der dengang var 

subtropisk klima på Nordpolen. 

Algefossiler er nøglen 

Nøglen til den nye viden er små algefossiler 

fundet i borekernerne. Disse levede 

helt tilbage i en periode med maksimal 

opvarmning for 55 millioner år siden. 

Det ekstremt varme klima skabte en naturlig 

drivhuseffekt, der var årsag til, at 

store mængder kulstof blev ledt ud i atmosfæren. 

Atmosfærens kulstofindhold 

skønnes da at have været 6-8 gange større 

end i dag. Forskerne har også fundet 

tegn på, at en del af Polarhavet engang 

var en stor ferskvandssø – sandsynligvis 

da Lomonosov-ryggen var en del af det 

nuværende Sibirien. 

Ifølge den engelske palæontolog Michael 

Kaminski, der var en af deltagerne 

i ekspeditionen, viser borekernernes indhold, 

at mange havbundsdyr uddøde un- 

der den ekstreme opvarmning. For flere 

arters vedkommende var der endda tale 

om masseuddøen. 

Farer undervejs 

Det er Arctic Coring Expedition (ACEX), 

der har gennemført boringerne i Lomonosov-ryggen, 

som strækker sig fra Ellesmere 

Island over Nordpolen til et punkt 

nær New Siberian Islands. Efter at have 

tilbragt seks uger på havet med isbryderne 

Oden, Vidar Viking og Sovetskiy Soyuz 

er det næste skridt nu at få analyseret de 

mange indhentede data. I den forbindelse 

har forskerne sat hinanden stævne i 

Bremen i november måned – under forhåbentlig 

mere rolige forhold end i Polarhavet, 

hvor mange farer lurede undervejs. 

Ikke alene løb ekspeditionen ind i en 

faretruende isvæg, der en overgang så ud 

til at ville vælte ned i en af isbryderne og 

forårsage stor skade. Også et par ubudne 

isbjørne skabte furore, da de forsøgte at 

trænge ind på et af skibene. Det lykkedes 

dog at skræmme dem væk ved hjælp af 

skibets signalhorn. 

Jane Tolstrup 

Læs mere om ekspeditionen på 

www.rcom-bremen.de/English/IODP.html 

Is og vand 

Is er frossent vand, men hvorfor er is så lettere 

end vand? Hvorfor flyder isbjerge? Forklaringen 

er simpel: Vand er tungest og har højest vægtfylde 

ved +4° C (dvs 1 liter rent ferskvand vejer 1000 

gram). Ved koldere temperatur udvider vandet 

sig og får lavere vægtfylde, indtil det ved 0° C fryser. 

1 liter ren is vejer 917 gram. Gletscheris har 

små luftbobler i sig, så derfor vejer 1 liter gletscheris 

ca. 900 gram. Havvand, som isbjerge flyder 

rundt i, er koldt og desuden saltholdigt, så 1 

liter havvand vejer 1025 gram. Forskellen i vægtfylde 

mellem isbjerg og havvand er derfor 900/- 

1025 = 0,87, dvs. at 87% af et regelmæssigt formet 

isbjerg er under og 13% over vandet. Som tommelfingerregel 

er altså 7/8 af et flydende isbjerg 

usynligt. 

Grønlands mange gletschere producerer årligt 

30–40.000 isbjerge, hvoraf halvdelen stammer 

fra Uummannaq-området og Diskobugten, 

især Ilulissat Isfjord. I alt en isproduktion på 60 

milliarder tons! De største isbjerge fra Diskobugten 

er moppedrenge på omkring 30 millioner 

tons, men det største isbjerg nogensinde set på 

den nordlige halvkugle blev i 1882 observeret i 

den vestlige del af Baffinbugten og efter opmåling 

skønnet til at veje mere end 9 milliarder tons, 

svarende til 4 liter drikkevand til hvert menneske 

på Jorden hver dag i 1 år. – En lille isterning i 

forhold til det største antarktiske isbjerg, som 

bestod af 1400 milliarder tons ferskvandsis! 

De store iskæmper fra Vestgrønlands gletschere 

flyder rundt med havstrømmene og smelter 

ganske langsomt. Vandets veje fører dem 

vestover til Baffin Islands østkyst og derfra sydover. 

Kun 1-2% af isbjergene når så langt sydpå 

som St. Johns, Labrador (48°N) og ganske enkelte 

en sjælden gang helt ned til Bermuda 

(32°N); – en rejse på mindst 4500 kilometer. 

3

Minturn-cirkler set fra 

luften. Cirklerne, som 

består af syenit-blokke, 

er fra et par meter til 80 

meter i diameter og er 

synlige, fordi syenitten 

er bevokset med sorte 

laver. 

Polarfronten 3/04 

Eventyret om ringene 

Noget så sjældent som et svært forklarligt glaciologisk fænomen er, hvad forskerne står ansigt til 

ansigt med i Inglefield Land i det nordvestligste hjørne af Grønland. 

Den forunderlige historie tager sin begyndelse en forårsdag 

i 1983. Historien om de udefinerbare, men umiskendeligt 

virkelige ring- og cirkelformede aflejringer, 

der pryder et vifteformet område i det centrale 

Inglefield Land i det nordvestligste Grønland. Minturncirkler 

er de blevet døbt, efter elven, der gennemskærer 

det udstrakte, flade område ud mod Kane Bassin. 

Opdagelse af dimensioner 

Den første, der får syn for den mærkværdige sag, er 

en canadisk helikopterpilot, som på sin fridag fra en 

arkæologisk ekspedition på jagt efter bl.a. teltringe 

på Ellesmere Island flyver et smut henover Kane Bassin. 

Men er der ikke det store at komme efter på Ellesmere 

Island, viser der sig til gengæld at være banebrydende 

opdagelser i vente på den anden side af bassinet. 

Et utal af ring- og cirkelformede ’tæpper’, store 

som små, møder ham fra den grønlandske kyststrækning. 

Opstemt vender han tilbage, men de spændte 

arkæologer må dog – efter at den fantastiske nyhed 

er overbragt, og forventningerne skruet i vejret – snart 

se det store, arkæologiske scoop gå fløjten. Det kan 

nemlig hurtigt konstateres, at de mystiske cirkler umuligt 

kan være gjort af menneskehånd. Herefter går 

opdagelsen i glemmebogen. 

I 1994 genopdager danske forskere det hidtil ukendte 

geologiske fænomen, da Grønlands Geologiske Un- 

Fotos: Peter Appel 

dersøgelser (GGU) indleder flybårne, geofysiske undersøgelser 

i Inglefield Land. Som led i disse undersøgelser 

bliver der taget en lang række flyfotos, som 

afslører de sort-grålige, skarpt optrukne cirkler og 

ringe. Flybillederne udløser mange spekulationer om 

fænomenets årsag. Bl.a. diskuteres det, om strukturerne 

er vulkanske kraterrør, der kunne være diamantførende, 

resultat af meteornedslag eller overfladefænomener 

forårsaget af permafrost. En formodning 

om, at strukturerne kunne være tegn på diamantførende 

kimberliter, får tillige et mineselskab til at indlede 

undersøgelser i området i 1995. Området viser 

sig dog hurtigt at være en blindgyde i jagten på diamanter. 

Det bliver påvist, da malmgeologen Peter W. 

U. Appel, der i dag er seniorforsker ved Danmarks og 

Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) sammen 

med mineselskabet besøger området. 

Senere samme år tager Appel med på en ny GGUekspedition 

til Inglefield Land – en ekspedition, der 

skal komme til at danne grundlag for hans arbejde 

med at formulere det første bud på en sammenhængende 

teori om det mystiske fænomen. 

Kodeord: syenit 

For hvad er de gjort af, disse besynderlige forekomster, 

der veksler i størrelse fra et par meter til omkring 

80 meter i diameter? Efter at have registreret 

ca. 300 Minturn-cirkler og undersøgt ca. 175 er man 

nået frem til den konklusion, at de består af løse blokke 

af bjergarten syenit, der ligger som tæpper draperet 

hen over blokmark og fjeld. Blokkene er ofte bevoksede 

med sorte laver, hvilket ikke er uvæsentligt, 

da de ellers ville være usynlige. Grunden hertil er, at 

syenitblokkene indeholder lidt flere næringsstoffer 

end de omkringliggende gnejsblokke. 

Det er imidlertid anderledes svært at give en forklaring 

på, hvordan Minturn-cirklerne er blevet dannet. 

Peter W. U. Appels bud er, at Indlandsisen har 

haft en finger med i spillet – og at cirklerne derfor er 

et glaciologisk fænomen. 

- Syenitten blev transporteret fra bunden og op til 

overfladen som følge af isens forskellige bevægelsesmønstre. 

Da Indlandsisen begyndte at smelte efter i 

mange år at have dækket Inglefield Land, blev syenit-

lokkene fritlagt på overfladen. Det smeltende vand 

løb nu i floder, som pga. isens ringe hældning skabte 

lukkede, cirkelformede slyngninger, de såkaldte mæandere. 

De mange syenitblokke blev i denne proces 

lejret i slyngingerne, hvor de dannede cirkler eller 

ringe, fortæller Peter W. U. Appel (se figuren). 

Flere teorier i spil 

Ikke mange har som Appel turdet komme med et bud 

på en forklaring på fænomenets opståen. Der er dog 

andre teorier i spil, herunder især én der yder Appels 

forklaring kvalificeret modstand. 

Det er lektor i geografi ved Tårnby Gymnasium, Niels 

Münther, der stiller sig tvivlende overfor, om mæandrerende 

floder kan forårsage så skarpe linjer, som 

præger Minturn-cirklernes ydre kant. Og det især 

hvis der ikke samtidig er lineære strukturer at spore. 

I stedet foreslår han, at der kan være tale om smeltevandssøer 

på stagnerende is, som bliver fyldt op med 

skidt og herefter aflejres på jordoverfladen i takt med 

isens smelten. Denne teori giver blot ingen forklaring 

på, hvordan ringene blev dannet. 

Peter W. U. Appel er selv opmærksom på, at punktet 

med de mæandrerende floder er det svage led i 

teorien. For at komme videre i udforskningen håber 

han på i nærmeste fremtid at få mulighed for at foretage 

sammenlignende undersøgelser på Varangerhalvøen, 

omkring Qaanaaq og i I. C. Christensen Land, 

hvor der er fundet lignende forekomster. 

- Det er bl.a. afgørende at få undersøgt, om der ligger 

et system til grund for fænomenet, eller om det 

blot er resultat af dødishuller. Samtidig er det væsentligt 

at få afprøvet den nuværende teori på de øvrige 

områder for enten at kunne videreudvikle eller 

forkaste den i det videre arbejde, siger Appel. Som et 

konkret initiativ i den forbindelse har Appel formuleret 

et bud på et forskningsprojekt til udførelse som 

led i Det Internationale Polarår i 2007-8. 

Mens vi venter … 

Noget tyder på, at Minturn-cirklerne findes mange 

steder i Grønland. Man kan bare ikke se dem, fordi de 

ikke som i Inglefield Land er bevokset med laver. 

Sammen med tidligere logistikchef ved Dansk Polarcenter, 

Hauge Andersson, er Appel i øjeblikket i 

gang med ud fra luftbilleder at kortlægge forekomsten 

af de Minturn-cirkler i Nordgrønland. Hauge Andersson 

har i den forbindelse påtaget sig at registrere 

synlige Minturn-cirkler samt at kortlægge områder, 

hvor der – på baggrund af generel topografi, lokale 

iskapper og tidligere placering ved Indlandsisens 

rand – er mistanke om, at cirklerne kan forekomme. 

Foreløbig må vi andre væbne os med tålmodighed 

og håbe på, at der inden alt for længe skrives et nyt 

kapitel i eventyret om ringene. 

Jane Tolstrup 

Kontakt: Peter W. U. Appel, GEUS, tlf. 38 14 22 14, 

pa@geus.dk 

Peter Appel fortæller om Minturn-cirklerne i 

DPC’s Polarcafé tirsdag den 2. november 2004. 

Sådan blev Minturn-cirklerne til 

…. måske. 

Grafik: Henrik Kiær 

Første trin i dannelsen skete for ca. 8.000 år siden, da Indlandsisen dækkede landet. 

På grund af permafrost var fronten frosset fast til underlaget, mens der længere 

inde under isen var plusgrader. Det betød, at isen pressede sig hen over fronten, og 

i denne bevægelse løsnedes de underliggende syenitblokke og transporteredes op 

mod isoverfladen. 

Da Indlandsisen begyndte at smelte, blev de mange syenitblokke fritlagt og lå på 

isoverfladen i store mængder. Da isfronten stadig var frosset fast til underlaget, 

kunne smeltevandet ikke som normalt løbe under isen, men blev presset op på 

overfladen. Og da samtidig isen hældede ganske lidt, løb vandet her langsomt og 

skabte mæandrerende smeltevandsfloder. Efterhånden gled de mange syenitblokke 

ned i slyngningerne, og afhængig af hvor mange blokke der var i området, blev der 

dannet cirkler eller ringe, som man finder i landskabet i dag. 

5

Finn Surlyk i felten i Jameson 

Land, som er det absolut 

bedste sted i verden 

at indsamle plantefossiler, 

hvis man er interesseret 

i den voldsomme overgang 

mellem Trias og Jura. 


Møde med en af Jordens 

store katastrofer 

En geologisk ekspedition har i sommer søgt efter plantefossiler i Jameson Land. Interessen samler sig 

især om de voldsomme hændelser under overgangen mellem Trias- og Juraperioderne, der rystede Jorden 

for 200 mio. år siden og efterlod et ufrugtbart slettelandskab med ganske få planter i sit kølvand. 

Jorden er gennem sin 4,6 milliarder år lange geologiske 

historie flere gange blevet ramt af gigantiske naturkatastrofer, 

som med overvældende kraft har vendt 

fuldstændig op og ned på den langsomt fremadskridende 

udvikling. Dyre- og plantelivet i store dele af 

verden uddøde, nogle få arter overlevede, og først efterhånden 

som den rystede klode kom til hægterne 

igen, dukkede nye arter op. 

Tag til Kap Stewart 

En af de danske geologer, der forsker i Jordens store 

rystelser, er professor Finn Surlyk fra Geologisk Institut 

på Københavns Universitet, og han fortæller, at 

kendskabet til Jordens masseuddøener er relativt nyt: 

- Indtil for få år siden var enhver ide om masseuddøen 

og store katastrofer stort set bandlyst i geologien. 

Man fulgte en geologisk udgave af darwinismen, 

som sagde, at alt var resultatet af langsomme, gradvise 

ændringer. Nu ved vi, at det er fuldkommen forkert. 

Den geologiske udvikling domineres i virkelig- 

Foto: Mahai Popa 

heden af meget store begivenheder efterfulgt af lange 

perioder af kedsommelighed. 

Surlyk har studeret den dramatiske overgang mellem 

de to geologiske perioder Trias og Jura for 200 

millioner år siden. Den er betydelig mindre kendt end 

overgangen mellem Kridt og Tertiær for 65 millioner 

år siden, hvor dinosaurerne uddøde, men er ligeså 

voldsom og regnes blandt de fem store katastrofer i 

Jordens geologiske historie. 

Geologerne får bl.a. deres viden om de store omvæltninger 

ved at undersøge forstenede planter i aflejrede 

lag fra de pågældende tidsrum. Og er man på 

jagt efter den flora, som spænder over overgangen 

mellem Trias og Jura, så gør man klogt i at tage til Jameson 

Land i Østgrønland nord for Scoresby Sund. 

Her finder man en af verdens rigeste fossile floraer i 

en flere hundrede meter tyk lagserie, der kaldes Kap 

Stewart Formationen. Den ældste del af floraen er fra 

slutningen af Trias og den yngste fra begyndelsen af 

Jura, så man i detaljer kan studere overgangen mellem 

de to perioder. 

De fossile floraer blev opdaget af den danske geolog 

Harz for omkring 100 år siden og blev i 1930’erne 

detaljeret beskrevet af englænderen Tom Harris. Samlingen 

af puslespillet af forstenede planter viste, at 

Trias- og Jurafloraen er næsten totalt forskellige, og 

at så godt som alt plantelivet uddøde under overgangen 

mellem de to perioder. 

Årets fund 

Derfor er det ikke overraskende, at sommerens feltarbejde 

er foregået netop i Jameson Land, hvor Surlyk 

som medlem af en internationalt sammensat forskergruppe 

systematisk har indsamlet plantefossiler 

og kortlagt lagdelingen i Kap Stewart Formationen. 

Surlyk er sedimentolog og kan ved at studere de 

200 millioner år gamle geologiske lag f.eks. sige, hvordan 

floder og søer og landskabet har set ud. Da planter 

kun forstener under vand, hvor det iltfattige miljø 

forhindrer forrådnelse, er sedimentologens bidrag en 

vigtig brik i den arbejdsdeling, som findes i en geologisk 

projektgruppe.

Fotos: Finn Surlyk 

Surlyks hypotese før sommerens feltarbejde var, at 

når stort set hele den højere planteverden uddør, så 

får man et afsvedet, steppeagtigt landskab med bregner 

og nogle få andre hårdføre planter, og at de radikale 

ændringer i forvitring, erosion og afstrømning i 

landskabet må afspejle sig i store ændringer i lagenes 

udvikling, f.eks. i form af mere sand og grus, mindre 

ler, flere flodaflejringer og færre søaflejringer. Hans 

store håb var derfor at finde nogle lokaliteter, hvor 

grænsen mellem lag fra Trias og Jura kunne fastlægges 

præcist, således at denne hypotese for alvor kunne 

efterprøves. 

Og det fandt han, selvom han skulle helt frem til 

den sidste dag, før det skete. Surlyk var sammen med 

en anden ekspeditionsdeltager taget til en fjeldside, 

hvor flere af ekspeditionsdeltagerne havde arbejdet 

allerede i 2002, blot ikke Finn Surlyk, som var blevet 

løftet ud af området efter en ulykke, hvor han havde 

beskadiget sin ene hånd. Der var enighed om, at det 

var et yderst interessant område, men ingen havde 

set lige det, som sedimentologen Surlyks trænede øje 

fangede: 

- Vi bevægede os på en stejl og høj fjeldside, som 

nederst bestod af aflejringer fra Trias, og så lige pludselig 

ser jeg et tyndt, mørkt lag og – bang! – derefter 

vælter det ind med sand. Her stod jeg direkte over for 

overgangen fra Triastiden med dens aflejringer fra et 

sø- og sumplandskab med en rig vegetation til en periode 

præget af aflejringer fra et goldt, afbrændt steppeagtigt 

landskab med meget få overlevende planter, 

forklarer Finn Surlyk med begejstring i stemmen. 

- Med dette fund har vi fået en totalhistorie, der 

fortæller, hvordan landskabet ændrede sig fra små, 

slyngede, langsomme floder, småsøer og sumpe til i 

virkeligheden at blive den type floder, vi finder i Arktis 

i dag: brede, flettede, grusede floder, som ikke slynger 

sig. 

Da tusmørket sænkede sig 

Først de senere år er forskerne nået frem til at give et 

bud på, hvad der egentlig skete for omkring 200 millioner 

år siden. 

Det mest sandsynlige er, at Jorden blev rystet af en 

af de største vulkanske episoder nogensinde. Den varede 

i geologisk målestok relativ kort tid – omkring 1 

million år – men var meget voldsom, og vi må forestille 

os, at der i den periode er blevet slynget enorme 

mængder af vulkanske gasser op i atmosfæren, og at 

tusmørket sænkede sig over Jorden og skabte en voldsom 

drivhuseffekt. 

Teorien er først blevet formuleret de senere år, fordi 

det har været svært at bestemme det oprindelige 

vulkanske område. Kontinentaldriften har nemlig vredet 

landmasserne fra hinanden, så området i dag ligger 

spredt ud for Nordamerikas sydøstkyst og Grønland, 

i Spanien, i Nordvestafrika og omkring Venezuela. 

Jameson Land-geologernes undersøgelser bekræfter 

teorien. En af ekspeditionsdeltagerne, Stephen 

Hesselbo fra Oxford University, har set på isotopændringer, 

og hans kulstof 13-analyse viser, at der er 

sket en voldsom stigning i drivhusgasser i atmosfæren 

ved overgangen mellem Trias og Jura. 

I samme retning peger en undersøgelse af spalteåbningerne 

i de meget velbevarede, forstenede blade, 

som en anden deltager, Jenny McElwain, har gennemført. 

Spalteåbningerne fungerer som planternes åndedrætsorganer, 

og deres tæthed og størrelse giver derfor 

et indtryk af optagelsen af kuldioxid. McElwains 

konklusion er, at der er sket en firedobling af kuldioxidindholdet 

i atmosfæren, og det betyder, 

at der på Trias-Jura grænsen har været 

tale om en pludselig, enorm drivhuseffekt, 

som den der kan opstå i 

forbindelse med voldsom 

vulkanisme. 

Poul-Erik Philbert 

Kontakt: Finn Surlyk, 

Geologisk Institut, KU, 

tlf. 35 32 24 53, finns@geol.ku.dk 

Spor efter en af Jordens 

store katastrofer. Steve 

Hesselbo fra Oxford University 

indsamler prøver i 

et tyndt sort skiferlag, der 

indeholder plantefossiler 

fra overgangen mellem 

Trias og Juraperioderne 

for 200 millioner år siden. 

Det tykke gule sandlag 

over skiferen stammer fra 

den kraftige erosion, som 

opstod efter, at Trias-floraen 

var næsten uddød. 

7

Foto: Magnus Elander 

Et skridt i den rigtige 

Mistanken om, at en østgrønlandsk 

hunbjørn skulle være tvekønnet, er 

blevet afkræftet efter en grundig 

undersøgelse. Det fjerner imidlertid 

ikke risikoen for, at miljøgifte kan 

gribe forstyrrende ind i isbjørnenes 

kønsudvikling. 

I juli 1999 blev der i Østgrønland skudt en 

hunisbjørn med tydeligt forstørret klitoris. 

Det skabte en del uro blandt danske 

isbjørneforskere, fordi de frygtede, at det 

kunne være det første eksempel på en 

grønlandsk bjørn, som havde fået påvirket 

kønsudviklingen af miljøfremmede gifte. 

Norske forskere havde gennem 1990’erne 

i forbindelse med mærkning af isbjørne 

på Svalbard observeret mistænkeligt 

udseende abnormiteter i kønsorganerne 

hos en række hunbjørne, og det havde 

skabt mistanke om, at de høje koncentrationer 

af miljøgifte som PCB og DDT, der 

med vinde og havstrømme fra Europa og 

Asien føres til Østgrønland og Svalbard, 

måske kunne gøre bjørnene tvekønnede. 


Var ikke tvekønnet 

Nu viser en detaljeret undersøgelse af 

den grønlandske hunisbjørn, at den forstørrede 

klitoris intet har at gøre med, at 

bjørnen var tvekønnet. Dyrlæge og forsker 

ved Danmarks Miljøundersøgelser 

(DMU), Christian Sonne, slår fast, at der 

var tale om en betændelse, som f. eks. 

kan være opstået, fordi hunnen i brunst 

har været i tæt og kærlig kontakt med 

hanbjørne. 

Selvom alarmen foreløbig er afblæst 

for den østgrønlandske bjørns vedkommende, 

kan forskerne ud fra deres nuværende 

viden stadig ikke sige, om de relativt 

høje giftniveauer hos bjørnene kan 

gribe forstyrrende ind i den normale funktion 

af kønsapparatet, immunsystemet, 

hormonbalancen m.m. Christian Sonne 

slår fast, at der endnu ikke findes et håndgribeligt, 

videnskabeligt bevis for dette, 

selvom flere studier af bjørne i Østgrønland 

og på Svalbard tyder på en sådan 

sammenhæng. 

- Hunbjørnen fra Østgrønland er den 

eneste, vi har observeret med ændringer 

i kønsorganerne, og den var altså ikke 

tvekønnet. Samtidig ved vi fra en interviewundersøgelse 

blandt østgrønlandske 

fangere, at ingen af dem nogensinde mindes 

at have set noget, som kunne berettige 

en mistanke om tvekønnethed. 

Christian Sonne mener også, at det kniber 

med beviser for de bjørne fra Svalbard, 

som norske forskere mistænker for 

at være det, man i forskerkredse betegner 

som pseudohermafroditter (se faktaboks). 

De norske forskere har ganske vist 

konstateret ydre tegn på forstørrede kønsorganer, 

men da det er sket i forbindelse 

med bedøvelse og mærkning, og da bjørne 

på Svalbard ikke må aflives, har det 

kun været muligt at undersøge dem overfladisk 

og tage en blodprøve og en 

spækbiopsi. 

- Jeg kan ikke vide, om de norske bjørne 

er tvekønnede. Men når det ikke har 

været muligt at se på dyrenes indre organer, 

kan man ikke afskrive den mulighed, 

at forstørrelsen af klitoris hos de voksne, 

kønsmodne norske bjørne kan have samme 

forklaring, som vi har fundet hos hunbjørnen 

fra Østgrønland, siger Christian 

Sonne. 

En undtagelse er dog ifølge Christian 

Sonne to 1-årige tvillingeunger, fundet 

på Svalbard i 1996, hvor urinrørsåbningen 

sad 1/2 centimeter for enden af noget, 

der lignede en penis. 

Hermafrodit eller 

pseudohermafrodit 

Blandt forskere, som studerer tvekønnethed i naturen, 

skelner man mellem hermafroditter og 

pseudohermafroditter. En hermafrodit skal have 

både primære hun- og hankønsorganer, dvs. have 

en æggestok og en testikel. En pseudohermafrodit 

har derimod altid normale testikler eller ovarier, 

men har træk af det modsatte køn i de sekundære, 

ydre kønsorganer. Både hermafroditter 

og pseudohermafroditter har normale kønskromosomer, 

da lidelsen er et resultat af enten 

en fosterskade eller senere opståede hormonale 

ændringer. Forskerne frygter, at de organiske miljøgifte 

fra den industrialiserede verden kan gå 

ind og efterligne eller blokere kønshormonerne 

og bl.a. føre til tvekønnethed. Isbjørnene bliver 

observeret særlig tæt, fordi de, som det øverste 

led i fødekæden, optager giftstofferne fra alle de 

øvrige dyr i kæden. 

Forskerne frygtede, at en forstørret klitoris 

hos en østgrønlandsk bjørn kunne være et 

tegn på tvekønnethed fremkaldt af miljøgifte. 

Det viste sig at være en betændelse. 

Foto: H.T. Sandell og B. Sandell

etning 

Mistanken består 

Professor Øystein Wiig, Zoologisk Museum 

i Oslo, der er med i den norske isbjørneundersøgelse, 

er enig i, at Christian Sonnes 

konklusion kan være rigtig, da flere 

af de isbjørnehunner, som er blevet observeret 

på Svalbard, har været i brunst 

og har haft en betændt klitoris. 

- Men det gælder ikke alle, tilføjer Øystein 

Wiig. Vi har set fænomenet med en 

forstørret klitoris hos alle aldersgrupper 

helt ned til tremåneders alderen. De mest 

specielle var to hununger med en urinåbning 

næsten i enden af en ’penis’. 

De to unger blev beskrevet i en artikel i 

1998, hvor også indgik to voksne hunbjørne 

med forstørret klitoris. Ud fra en viden 

om, at miljøgifte som PCB kan forstyrre 

hormonbalancen hos dyr og mennesker, 

pegede de norske forskere i artiklen på, 

at forureningen kunne være en mulig årsag 

til abnormiteterne i kønsorganerne. 

- Vi understregede imidlertid, at der 

også kunne være andre mere ’naturlige’ 

årsager, pointerer Wiig. For eksempel 

kunne det være mandlige hormoner fra 

en kræftsvulst hos moderen, der var blevet 

overført til fostrene og havde forstyrret 

udviklingen af deres kønsorganer, ligesom 

genetiske faktorer kunne spille ind. 

De norske forskere har ikke undersøgt 

de pågældende bjørne nærmere, men 

har senere i forbindelse med mærkning 

af isbjørnehunner på Svalbard fundet eksempler 

på forstyrrelser i kønsorganerne 

hos omkring 1,5% af de mærkede dyr. 

Mistanken til den østgrønlandske hunbjørn 

er fjernet og har givet vigtig viden 

til fremtidens undersøgelser. Men dermed 

er alarmen om, at miljøgiftene kan påvirke 

isbjørnenes kønsudvikling, ikke afblæst. 


Kontakt: Christian Sonne, DMU, tlf. 46 30 19 54, 

chs@dmu.dk og Øystein Wiig, Zoologisk Museum, 

Oslo, tlf. +47 22 85 16 88, 

oystein.wiig@nhm.uio.no 

Foto: Steen Andersen (HuntersMagazine.com) 

Østgrønlandske fangere har siden 1999 indsamlet prøver, hver gang de har skudt en isbjørn. Det 

har givet materiale til en detaljeret undersøgelse af sammenhængen mellem bjørnenes helbredstilstand 

og forekomsten af miljøgifte. Her er Christian Sonne og Maja Kirkegaard fra DMU i 

gang med at undersøge et kranium nærmere. 

Stor dansk isbjørneundersøgelse 

Undersøgelsen af den tvekønnede hunbjørn er et led i DMU’s og Grønlands Naturinstituts isbjørneundersøgelse, 

som er enestående i international sammenhæng, fordi forskerne har haft adgang til 

indre organer og væv fra døde bjørne. Det har de fået gennem et velfungerende samarbejde med 

isbjørnejægerne i Scoresbysund-området, som siden 1999 systematisk har indsamlet prøver, hver 

gang de har nedlagt et dyr. 

Christian Sonne har derfor analyseret f.eks. lever, nyrer og kranier, og har fundet skader, som 

fortrinsvis er aldersrelaterede. De ligner dog meget de skader, som miljøgiftene giver, og det kan 

derfor ikke udelukkes, at de har spillet ind. For kraniernes vedkommende var der tegn på en 

afkalkning, noget der måske skyldes forureningen. 

Forskerne har også undersøgt, hvor store mængder miljøgifte, 92 isbjørne har i kroppen, og 

sammenlignet med data fra samme område i 1990. Det generelle billede er, at der har været tale 

om et markant fald i koncentrationerne for alle miljøgiftene fra 1990 til 2000, med bl.a. ca. 78% for 

PCB og ca. 34% for DDT. 

Forskerne ville gerne have haft niveauer fra nogle af de mellemliggende år, så man kunne være 

sikker på, at der ikke blot er tale om tilfældige udsving fra år til år. Men umiddelbart ser det ud til, 

at truslen fra de gammelkendte miljøgifte er aftagende, hvilket sandsynligvis hænger sammen 

med, at mange af stofferne er blevet udfaset i industrien for flere år siden, og at koncentrationerne 

i det arktiske miljø langsomt er begyndt at falde. 

Til gengæld er det ikke muligt at sige noget om udviklingen i de nye miljøgifte, som f.eks. de 

bromerede flammehæmmere og perflurerede syrer, idet disse stoffer først relativt nylig har fundet 

vej ind i de arktiske fødekæder. 

9

Blandt materialet fra Indlandsisens 

bund var også 

en grannål. 

Forskerne håber, at det rødlige 

bundvand vil indeholde 

interessant, organisk materiale 

fra før Grønland blev 

dækket af is for 2 millioner 

år siden. 


Boret i bund 

Denne sommers boring på Indlandsisen bragte smeltevand og plantedele op fra isens bund. Forskerne 

håber, at materialet indeholder dna og pollen, som kan give viden om tiden før Grønlands nedisning. 

Normalt borer holdet bag det store, internationale iskerneprojekt 

NordGRIP (Nord Grønlands Iskerne Projekt) 

is op fra Indlandsisen. Isen, som er gammel sne, 

indeholder oplysninger om klimaet på det tidspunkt, 

det faldt, og giver centimeter for centimeter en klimahistorie 

120.000 år tilbage i tiden. I år var opgaven 

imidlertid lidt usædvanlig, for da lød den på at bore 

45 meter frosset bundvand op fra bunden af det 3085 

meter dybe borehul. 

Bunden blev nået i 2003, og til iskerneforskernes 

store overraskelse viste det sig, at varme fra undergrunden 

smelter Indlandsisen nedefra. Det betød, at 

der steg vand op i borehullet, og da det kommer fra 

vandsystemer, som kan have været afskåret fra omverdenen 

i måske flere millioner år, er det uhyre interessant 

i en forskningssammenhæng. Problemet 

var imidlertid, at vandet var blandet op med borevæske 

fra kerneboringen, og det blev derfor besluttet at 

lade noget ikke-forurenet vand fryse til is og hente 

det op i 2004. 

Værdifuldt materiale op 

Boringen denne sommer forløb planmæssigt. Selvom 

hullet var boret, tog det ganske vist tid at nå ned til 

bunden igen, fordi der i løbet af det forløbne år har 

dannet sig isbroer. Efter et par uger ramte boret toppen 

af det frosne bundvand, som viste sig at være 

fyldt med røde partikler og have et meget højt indhold 

af gasser. 

Fotos: NGRIP 

- Vi er meget begejstrede og ser frem til, at disse prøver 

bliver analyseret for muligt indhold af organisk 

materiale fra et miljø, som fandtes i Grønland før det 

blev isdækket for et par millioner år siden, siger professor 

Dorthe Dahl Jensen. Hvem ved, måske kan eksotiske 

livsformer eksistere under isen den dag i dag? 

Helt uden uregelmæssigheder gik det dog ikke. Efter 

at der var boret 50 kilo frosset bundvand op, begyndte 

boret langsomt at dreje bort fra det gamle hul 

og ind i gletscherisen. Det betød, at kernen bestod af 

både frosset bundvand og is, og at der til sidst kun 

var is i kernen. 

Da det nye hul kun lå 50 centimeter fra det oprindelige, 

gik man ud fra, at boret ville nå bunden ved 

3085 meters dybde. Men til alles overraskelse fortsatte 

det ned i gletscherisen til 3091 meter, og i modsætning 

til sidste års boring kom der på intet tidspunkt 

bundvand op i hullet. Selvom boringerne ligger tæt 

op ad hinanden, har denne sommers boring åbenbart 

ikke ramt en vandkanal. 

I stedet blev der hentet en del rødligt mudder op 

fra bunden sammen med flere centimeter lange fragmenter 

af organisk materiale som mest ligner fyrrenåle 

eller barkstykker. De foreløbige undersøgelser 

tyder på, at der er tale om gammelt materiale, som 

stammer fra den tid, da Grønland var skovdækket. 

Fundet af plantedelene antyder desuden, at nedisningen 

af Grønland er sket relativt hurtigt, for en langsomt 

voksende bræ ville have skyllet eller skubbet de 

lette dele bort. 

Kernen med frosset bundvand og bundmaterialet 

fra den nye boring skal nu analyseres nærmere. Dorthe 

Dahl Jensen har især store forventninger til det 

relativt rene, frosne bundvand, som kan indeholde 

dna og pollen fra en tid, hvor Grønland endnu var bevokset 

og uden is. 


Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen, 

Geofysisk Afdeling, 

tlf. 35 32 05 56, ddj@gfy.ku.dk

Foto: NKA 

Grønlands ældste ski 

Et stykke træ, fundet i et sæteranlæg i Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland, 

stammer med stor sandsynlighed fra et par ski fra middelalderen. Fundet 

antyder, at samfærdslen i den norrøne periode bl.a. foregik på ski. 

I 1997 foretog Grønlands Nationalmuseum 

& Arkiv en arkæologisk undersøgelse 

i Kirkespirsdalen i Nanortalik Kommune. 

Under udgravningen af et lille sæteranlæg, 

der skulle fjernes i forbindelse med 

et vejbyggeri op til den kommende guldmine 

Nalunaq, fandt man et lille stykke 

tekstil af umiskendeligt norrøn oprindelse. 

Stykket blev kulstof-14-dateret til omkring 

1425 og er således et af de seneste 

fund fra middelalderens norrøne samfund, 

der eksisterede i Sydgrønland fra 

ca. år 1000 til omkring år 1450 e.v.t. 

Træstump med lang historie 

Noget senere blev der til det daværende 

Grønlandssekretariat på Nationalmuseet 

i København indleveret et stykke træ, der 

efter oplysningerne var fundet i et lignende 

anlæg, men nogle kilometer længere 

inde i Kirkespirsdalen. Et efterfølgende 

besøg på fundstedet kunne bekræfte, at 

der var tale om yderligere et sæteranlæg 

ligeledes bygget af sten et stykke oppe i 

fjeldsidens ur. 

Træstykket er 85 centimeter langt og 

ni centimeter bredt med en let rundet overside 

og en flad underside. Langs begge 

kanter ses en række huller afsat med 

regelmæssige mellemrum. 

Efter at have ligget et par år på Grønlands 

Nationalmuseum & Arkiv blev stykket 

vist til afdelingen for ski på Umeå Museum 

i Nordsverige, der utvetydigt erklærede, 

at der er tale om et stykke af en såkaldt 

kort-ski af en type, der bl.a. ses afbildet 

i Olaus Magnus’ store værk fra 1555 

om de nordiske folk. Det er karakteristisk 

for denne type ski, at foden anbringes 

helt bagtil, således at det meste af skien 

er foran foden. De små huller langs begge 

kanter bruges til fastgøring af en stighud 

på undersiden, dvs. skind monteret med 

hårene vendende bagud, for at forhindre 

bagglid. 

En lille stump træ blev forsigtigt skåret 

af og sendt til datering på AMS 14C Dateringscenter 

ved Århus Universitet. Efter 

endt undersøgelse kunne forskerne konstatere, 

at træet enten var lærk eller fyr, 

og at stykket stammede fra omkring år 

1010. Hermed var den ældst kendte ski i 

Grønland dateret. Da man af forskellige 

grunde næppe kunne anvende drivtræ til 

ski, er skien eller træet dertil ret sikkert 

medbragt til Grønland udefra, f.eks. fra 

Norge. 

Trafik i Kirkespirsdalen 

Fundene af både tekstil og træ i hver sin 

ende af den norrøne tidsskala antyder, at 

der har været aktivitet i Kirkespirsdalen 

gennem det meste af perioden. Kirkespirsdalen 

ligger ca. 245 meter over kysten, 

hvor den norrøne gård nr. 60V2-II- 

574 er lokaliseret. Det er indlysende, at 

man har udnyttet alle til rådighed stående 

foderressourcer til gårdens forskellige 

dyr, og at Kirkespirsdalen indgik i dens 

nærområde. 

Hidtil har det ikke været meget, arkæologerne 

har vidst om samfærdslen i området, 

da det ikke er mange fund fra den 

norrøne middelalder, der fortæller om 

samfærdsel. Der er dog fundet dele af 

klinkbyggede både, enkelte fund af ishakker 

af jern, dele af slæder og nu en 

stump af en ski. 

Da der ikke er fundet andre stykker 

træ, der er tolket som ski, kan det tænkes, 

at brug af ski ikke var så udbredt og 

måske kun blev benyttet i begyndelsen af 

nordboernes tilstedeværelse i Grønland. 

Joel Berglund 

Kontakt: Joel Berglund, 

tlf. 00 46 70 24 86 605, 

e-mail: berglund.joel@telia.com 

Det 1000 år gamle træstykke blev fundet i 

Kirkespirsdalen i det sydlige Grønland og 

stammer sandsynligvis fra et par ski. 

11

Isfjorden 

som globalt arvestykke 

Efter lang tids spændt venten har Ilulissat Isfjord nu fået plads på UNESCO’s 

eksklusive verdensarvsliste. 

Efter flere års forudgående arbejde i kulissen 

er det lykkedes grønlandske og 

danske myndigheder at skaffe Ilulissat 

Isfjord en attraktiv plads på UNESCO’s 

verdensarvsliste over bevaringsværdige 

lokaliteter. Isfjorden bliver hermed ikke 

blot den første lokalitet i Grønland, men 

det første naturarvsområde inden for 

rigsfællesskabet, der får tildelt den flotte 

status. Indtil nu har kun de danske kulturarvssteder 

Kronborg, Roskilde Domkirke 

og Jellingestenene kunnet bryste 

sig af at være arvestykke for hele verden. 

19 meter i døgnet 

Ilulissat Isfjord ligger i Disko Bugten omtrent 

midt på Grønlands vestkyst. Udover 

selve Isfjorden omfatter verdensarvsområdet 

de tilgrænsende landområder og et 

stykke af Indlandsisen. Alt i alt et område 

på 4042 kvadratkilometer. 

I bunden af Isfjorden udmunder gletscheren 

Sermeq Kujalleq, der dræner en 

stor del af Indlandsisen. Her vælter gletscheren 

frem med en hastighed på 19 meter 

i døgnet, hvilket gør den til en af verdens 

hurtigste og mest aktive. Årligt producerer 

den 35 kubikkilometer is i form 

af store isfjelde, der driver mod mundingen 

af fjorden og går på grund ved banken, 

hvor de indtager hovedrollerne i et 

malerisk sceneri i næsten konstant foranderlige 

former og farver akkompagneret 

af bragen og knagen fra fjeldenes bevægelser. 

Da vanddybden ved Isfjordens munding 

kun er omkring 200 meter, går de store 

isfjelde på grund og spærrer for de mindre 

isfjelde. Det betyder, at fjorden – der formentlig 

er mere end 1000 meter dyb – 

normalt er tæt pakket med små og store 


isfjelde. Om vinteren dannes et fast dække 

af havis, mens der er større og mindre 

isfrie områder i fjorden om sommeren. 

Ej blot til lyst … 

Fra Isfjorden flyder de gradvist smeltende 

isfjelde til mere lavvandede områder 

og videre ud i Disko Bugten. Herfra fortsætter 

de deres rejse med havstrømmene 

nordpå langs Grønlands vestkyst. 

Mens smeltevand og isfjelde fører næringsstoffer 

til Isfjorden, skaber gletscherisen 

turbulens i vandet. Begge forhold er 

årsag til, at der er et rigt liv i Isfjorden. 

Således har fiskeriet gode kår i Ilulissat, 

og sammen med turisme er det byens 

vigtigste erhverv. 

Omkring 10.000 turister besøger årligt 

Ilulissat, som har Isfjorden som den altoverskyggende 

attraktion. Men ikke blot 

er fjorden skøn at skue – den er tillige af 

kulturhistorisk værdi, idet den i kraft af 

sine naturrigdomme har tiltrukket bosætninger 

igennem 4400 år. Først var det 

Saqqaq-folket, der slog sig ned ved fjorden. 

Dernæst fulgte Dorset-folket, og 

omkring år 1200 bosatte Thule-folket sig 

i området. 

Tæt på Ilulissat ligger også Sermermiut, 

hvor arkæologerne i årevis har arbejdet 

med at finde rester fra alle tre kulturer i 

lag i jordbunden. Udgravningerne viser, 

at Grønland med stor sandsynlighed har 

været folketom i perioder. 

Isfjorden er også til stadighed genstand 

for videnskabelige undersøgelser. 

Den er nemlig et væsentligt vidnesbyrd 

om den seneste istids sidste fjerdedel. 

Anerkendelse forpligter 

En status som naturarvsområde inde- 

Fakta 

s 

I anledningen af at Ilulissat Isfjord er blevet 

optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, 

har Danmarks og Grønlands Geologiske 

Undersøgelse (GEUS) udarbejdet en 

bog om Isfjorden med bidrag fra en række 

eksperter. Bogen fokuserer hovedsageligt 

på de glaciologiske forhold i og omkring 

Isfjorden, men omfatter også afsnit om 

bl.a. planteliv, dyreliv, hellefisk, arkæologi, 

Ilulissats nyere historie og Ilulissat i dag. 

Bogen er redigeret af Ole Bennike, Naja 

Mikkelsen, Henrik Klinge Pedersen og Anker 

Weidick. Foto af Jakob Lautrup m.fl. 

Den er også udgivet i en engelsk og en 

grønlandsk udgave, er på 116 sider og rigt 

illustreret. Prisen er 324 kroner. ISBN 87- 

7871-134-7. Bogen kan købes ved henvendelse 

til GEUS, Øster Voldgade 10, 1350 

København K, telefon 38 14 20 00, 

e-post geus@geus.dk. 

bærer ikke blot anerkendelse, men også 

en forpligtelse til i fremtiden at beskytte 

området. For med optagelsen bliver Isfjorden 

hele verdens arvestykke og dermed 

en global attraktion. 

Derfor er der også taget skridt til at igangsætte 

et program, der skal overvåge 

turisternes påvirkning af naturen. For turister 

vil der uundgåeligt blive flere af i 

de kommende år. Da størstedelen af området 

er vildmark og kun meget sjældent 

besøges, vil der dog først og fremmest 

blive brugt ressourcer på at bevare området 

nær Ilulissat by. 

Jane Tolstrup 

Læs mere om Isfjorden på 

www.dpc.dk/Ilulissat 

Foto: Jakob Lautrup, GEUS

NANOK 

i historiens fodspor 

Medlemmer af Nordøstgrønlandsk Kompagni har brugt de seneste to somre 

på at rejse rundt og registrere gamle hytter og fangststationer langs den 

nordøstgrønlandske kyst. 

Igennem århundreder har den grønlandske 

østkyst været gæstet af mennesker 

fra nær og fjern. Jægere, handels- og opdagelsesrejsende, 

slædepatruljer m.fl. 

har fristet tilværelsen i det golde og uvejsomme 

terræn og på deres vej efterladt 

sig håndgribelige minder for eftertiden. 

Blandt disse er især de mange hytter og 

stationer, der ligger spredt rundt i det 

vidtstrakte landskab som beviser på områdets 

rige kulturhistoriske fortid. 

Igennem ikke færre end 14 år har medlemmer 

af Nordøstgrønlandsk Kompagni, 

NANOK, viet deres somre til udforskning 

af netop denne kulturskat. Formålet 

er at skabe et samlet, tidssvarende register 

over kystens bygninger. 

I feltsæsonen 2003 lykkedes det for de 

to udsendte hold at registrere ikke færre 

end 100 lokaliteter i området mellem Daneborg 

i nord og Kong Oscars Fjord i syd. 


Germania Land 

Hochstetter Forland 

Shannon Ø 

Sabine Ø 

Daneborg 

Ella Ø Vega Sund 

Kong Oscars Fjord 

Nathorst Fjord 

I år gjaldt det så området fra Nathorst 

Fjord i syd til Hochstetter Forland i nord. 

Og på trods af, at ekspeditionsdeltagerne 

kun havde tre mod normalt fem uger til 

rådighed, blev det til omtrent det samme 

antal registrerede lokaliteter. 

Inuit-ruiner i Germania Havn 

Ifølge NANOK’s direktør Peter Schmidt 

Mikkelsen, der var en af deltagerne på 

denne sommers Nordhold, skyldtes den 

succesfulde færd ikke mindst, at vejret 

artede sig til fordel for ekspeditionen. 

Nordholdet, der ud over Peter Schmidt 

Mikkelsen bestod af fotograf Erik Jochumsen 

og studerende Søren Kristensen, lagde 

ud med at besøge Germania Havn og 

Sabine Ø, der fra gammel tid har været et 

knudepunkt på grund af beliggenheden 

ved åbent vand. Ruiner på stedet vidner 

også om, at det har været et godt fangststed 

for Inuit i tidligere tider. 

Historisk vingesus i Alabama-hytten 

Et af højdepunkterne på rundrejsen var 

ifølge Peter Schmidt Mikkelsen opholdet 

på Shannon Ø. Her besøgte ekspeditionsholdet 

bl.a. Alabama-hytten, der blev opført 

i 1910 i forbindelse med Ejnar Mikkelsens 

og Iver Iversens slæderejse efter 

spor fra de tre omkomne fra Danmark- 

Ekspeditionen: Brønlund, Mylius-Erichsen 

og Høeg Hagen. 

Da det stod klart, at ekspeditionsholdets 

skib Alabama ikke var til at redde 

efter at have været i faretruende clinch 

med isen, besluttede Mikkelsen og Iversens 

fem kammerater at bygge en hytte 

af skibets træmateriale. Da Mikkelsen og 

Iversen imidlertid kom tilbage til stedet i 

november 1910 efter i ugevis at have ledt 

efter de savnede, kunne de konstatere, at 

kammeraterne var rejst hjem og blot hav- 

Foto: Nanok 

de efterladt den netop opførte hytte. Og 

således gik det til, at Mikkelsen og Iversen 

i årene 1910-12 kunne kalde Alabama-hytten 

for deres hjem. 

Behov for en kærlig hånd 

Sydholdets tur gik bl.a. omkring Ella Ø og 

Vega Sund, hvor den hårdt medtagne hytte 

Sverresborg blev registreret. 

I det hele taget stødte sydholdet, der 

bestod af Lars Bønding, Jesper Stentoft 

og Ole Schiermer Nielsen, på en hel del 

hytter, der kunne trænge til en kærlig 

hånd. Ærgerligt i betragtning af, at bygningerne 

både besidder historisk værdi 

og udgør yndede ’hoteller’ for områdets 

rejsende. 

Ifølge Peter Schmidt Mikkelsen fremgår 

det af både mundtlige tilkendegivel-

En af de hytter, som ekspeditionsholdet besøgte 

under sommerens rejse i Nordøstgrønland, 

var Ullahytten ved Grandjean Fjord. 

ser og beretninger i hyttebøger, at hytter 

og stationer istandsat af NANOK ofte foretrækkes 

frem for moderne, komfortable 

Sirius-depothytter. Det er ikke mindst 

på den baggrund, at NANOK snarest muligt 

ønsker at genoptage arbejdet med at 

renovere udvalgte bygninger, så de kan 

blive til lige så stor glæde og gavn for 

fremtidens grønlandsfarere, som de var 

det for fortidens. 

Jane Tolstrup 

Foto: Jens Chr. Knudsen 

Rensdyrfund i Østgrønland 

Skeletter af uddød ’minirensdyr’ er fundet i Østgrønland. Forskere ved Zoologisk 

Museum i København står parat til at undersøge det sjældne fund. 

Da en fanger i slutningen af august i år 

bevægede sig rundt i et bjergterræn omkring 

Scoresbysund i Østgrønland, gjorde 

han et overraskende fund. Tre kilometer 

uden for byen opdagede han pludselig 14 

dybfrosne rensdyrskeletter – nogle endda 

med både hud og hår på. Det stod hurtigt 

klart, at de i mange år havde ligget gemt 

under sne og is og derfor var ualmindelig 

velbevarede. Via distriktslægen i Scoresbysund 

blev der hurtigt sendt bud til 

Grønlands Naturinstitut, som kontaktede 

Peter Gravlund fra Zoologisk Museum i 

København. Her venter man i øjeblikket 

på at komme i gang med at analysere det 

interessante fund, der er blevet sendt til 

Danmark med fragtskib. 

”Den ægte vare” 

Selv om undersøgelserne først lige er gået 

i gang, står det imidlertid klart, at der 

er tale om en uddød, grønlandsk rensdyrart, 

som levede for mere end 100 år siden. 

Et slags minirensdyr - tætbygget med tyk 

pels og sandsynligvis et kraftigt fedtlag. 

Det er forskernes teori, at dyret indvandrede 

til Grønland fra det nordlige Canada 

for ca. 5000 år siden. Herfra er nogle 

med tiden vandret videre over nordisen 

til Svalbard. 

Hidtil har zoologerne på Zoologisk Museum 

kun haft et par udstoppede eksemplarer 

af arten. Det er lykkedes forskerne 

at foretage visse DNA-tests med dette 

materiale, men med de nye fund bliver 

mulighederne for at lære dyret bedre at 

kende væsentligt forbedret. 

Takket være sneen og de permanente 

frostgrader, der har virket nærmest konserverende, 

er skeletterne meget velbevarede 

med levn af både hud, hår og sener. 

Peter Gravlund håber på at finde 

forskningsmidler, så det bliver muligt at 

aldersbestemme skeletterne via en kulstof-14-test. 

Herefter er det målet at foretage 

en undersøgelse af fundpladsen, 

der muligvis kan give svar på, hvorfor 

dyrene døde. 

De velbevarede rensdyrknogler er nu ankommet til Danmark, hvor de skal undersøges nærmere. 

15

Tredje Galathea-ekspedition 

på tegnebordet 

Et nyt forslag lægger op til, at den traditionsrige 

Galathea-ekspedition, der søsattes for første gang 

i 1848, genoplives. Som noget nyt er det planen at 

lægge ’verdensomsejlingen’ forbi Antarktis. 

På foranledning af Christian VIII stævnede 

korvetten ’Galathea’ i 1848 ud fra København 

med kurs mod bl.a. Afrika, Indien og 

Sydamerika. Godt 100 år senere, i 1950, 

lettede fregatten ’Galathea’ anker fra København 

og sejlede omkring Afrika mod 

Indien og videre til Australien. Mens den 

første ekspedition hjembragte videnskabelige 

værdier i form af mere end 100 kasser 

og krukker med zoologiske, botaniske, 

geologiske og etnografiske genstande, lykkedes 

det Galathea-2 at påvise eksistensen 

af 115 forskellige arter af dyr i dybhavet 

omkring Filippinerne, heriblandt søanemoner, 

tanglopper, muslinger og søpølser. 

God mulighed for danske forskere 

Nu, godt et halvt århundrede senere, er 

den tredje Galathea-ekspedition under 

opsejling. Det er Morgenavisen Jyllands- 

Posten, der står bag idéoplægget, men også 

Nationalmuseet, som ligger inde med 

meget af det tidligere hjembragte materiale, 

er med i projektet. Ministeriet for 

Videnskab, Teknologi og Udvikling har 

afsat to millioner kroner til planlægning 

af Galathea-3, der forventes gennemført 

fra august 2006 til februar 2007. Og denne 

gang er det planen, at turen også skal 

Foto: Hans Meltofte 

gå til det frosne kontinent, Antarktis. Det 

vil give danske forskere en kærkommen 

mulighed for at besøge verdens sydlige 

polarområde. 

- Jeg synes, det er spændende med et 

nationalt projekt, ikke mindst fordi det 

danske forskningsengagement i Antarktis 

ofte foregår i internationale projektsamarbejder. 

I 2007 starter det internationale 

polarår og ekspeditionen vil derfor 

være en god basis for danske forskeres 

deltagelse i dette arrangement, hvilket 

bør inddrages i planlægningen af Galathea-3, 

siger Hanne K. Petersen, direktør 

for Dansk Polarcenter. 

Formidling i højsædet 

Det er de statslige forskningsråd, der skal 

udvælge de forskningsprojekter, som skal 

med på Galatheas togt. Projekternes egnethed 

i forhold til formidling og undervisning 

vil indgå i udvælgelsen, der foretages 

af bestyrelsen for ekspeditionsfonden. 

Et af hovedformålene med at søsætte 

den tredje Galathea-ekspedition er 

nemlig at øge interessen for naturvidenskaberne 

som helhed. 

- Galathea-3 vil styrke interessen for 

naturvidenskab blandt de unge. Ekspedi- 

tionen vil også give værdifuld viden om 

verdens videre udvikling, globaliseringen 

og det højteknologiske samfund, siger videnskabsminister 

Helge Sander. 

Derfor er det planen, at Undervisningsministeriet 

skal udarbejde undervisningsforløb, 

der bl.a. vil give skolerne og forskningsskibet 

mulighed for at kommunikere 

med hinanden direkte via satellit. Samtidig 

skal forskningen kobles til en massiv 

formidlingsindsats i de danske medier. 

Og med nutidens sammensmeltning 

af trykte og digitaliserede medier er der 

mulighed for, at ekspeditionen bliver en 

omfattende multimediebegivenhed. 

Selv om det hovedsageligt er det naturvidenskabelige 

område, der tilgodeses 

med ekspeditionen, vil der dog blive givet 

plads for forskning og formidling inden 

for det humanistiske og samfundsmæssige 

område. 

Rammen om Galathea-3 bliver efter al 

sandsynlighed havundersøgelsesskibet 

Dana, der muligvis skal bygges om til den 

store opgave. Bl.a. overvejes det at udstyre 

skibet med et helikopterdæk. 

Jane Tolstrup

Forskningsaftale 

på toppen af 

Indlandsisen 

Dansk Polarcenter, Grønlands Hjemmestyre 

og National Science Foundation 

(NSF) indgik i juli måned en aftale om 

forskningssamarbejde. 

Mødestedet var den amerikanske 

forskningsstation Summit på toppen af 

Indlandsisen, hvor direktør Hanne Petersen 

fra Dansk Polarcenter og Landstyremedlem 

Henriette Rasmussen mødtes 

med repræsentanter for NSF for at underskrive 

aftalen. Det drejer sig om en rammeaftale, 

der åbner mulighed for konkrete 

forskningsprojekter og transportstøtte 

til fælles projekter mellem amerikanske, 

danske og grønlandske forskningsinstitutioner. 

NSF er den største generelle 

amerikanske forskningsfond og 

har i mange år støttet amerikansk forskning 

i Grønland. 

Direktør Hanne Petersen ser aftalen 

som en mulighed for at øge forskningssamarbejdet 

med USA og få større gavn 

af den store forskningsaktivitet, der udføres 

i Grønland. Aftalen åbner også for 

udveksling af studerende og for samarbejde 

om konferencer og symposier. 

Med et kommende internationalt polarår 

i 2007 skulle der være gode muligheder 

for at omsætte rammeaftalen til 

konkrete projekter. Aftalen blev underskrevet 

på Summit, fordi der allerede er 

indledt et samarbejde mellem parterne 

om at få europæiske forskningsinteresser 

repræsenteret på forskningsstationen. 

European Polar Board har udtrykt interesse 

for et sådant forskningssamarbejde 

og havde en repræsentant med på turen. 

USA har haft forskningsstationen på 

Summit siden iskerneboringerne i 90’erne, 

og den har de seneste år været helårsbemandet. 

Den er enestående på grund 

af sin beliggenhed på Indlandsisens top, 

3200 meter over havet, og er den eneste 

arktiske station, der kan modsvare stationerne 

i Antarktis. 

Kommentar: 

Minik Rosing, professor, Geologisk Museum 

Styrk den dansk–grønlandske 

forskningsindsats i Arktis 

Denne opfordring kommer fra professor Minik Rosing, formand for Kommissionen 

for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, der mener, at en satsning 

på vores ekspertise og erfaring inden for arktisk forskning både kan 

styrke Danmarks internationale forskningsposition og fremme interessen for 

Grønland i Danmark. 

En undersøgelse, Forskningsstatistik for 

Grønland 1995-2000, har dokumenteret, at 

den danske forskningsindsats i Grønland 

er mindsket betydeligt i de senere år. Dette 

er paradoksalt og uheldigt, idet Arktis 

- herunder Grønland - tiltrækker sig en 

stadigt stigende international forskningsmæssig 

opmærksomhed af både grundvidenskabelig 

og målrettet karakter. 

I den undersøgte periode er den forskning, 

som udføres ved grønlandske institutioner, 

øget i takt med, at Grønlands 

Hjemmestyre har opbygget egne forskningsinstitutioner. 

Dette er naturligvis 

glædeligt, og tendensen kan tolkes som 

et udtryk for en naturlig og ønskværdig 

overførsel af kompetence til Grønland fra 

Danmark i samklang med principperne 

for udmålingen af det danske bloktilskud. 

Den danske forskningsindsats i Arktis 

bør imidlertid ikke ses udelukkende som 

en forpligtelse, der i heldigt fald kan delegeres, 

men snarere som en collage af 

forskningsfelter med et mægtigt potentiale. 

Forskningsfelter, hvor Danmark og 

Grønland tilsammen besidder en særlig 

ekspertise, og hvor vi har et forspring 

frem for de fleste andre på den internationale 

forskningsscene. 

At øge den danske forskningsindsats i 

Arktis er naturligvis ikke et mål sig selv, 

men de danske og grønlandske forskningsmiljøer 

besidder tilsammen særlige 

forudsætninger for at bidrage til den internationale 

indsats inden for arktisk 

forskning, som gør, at disse miljøer kunne 

få en definerende og koordinerende rolle 

i den meget omfattende internationale 

forskning i Arktis. En øget dansk forskningsindsats 

i Arktis kunne berige danskgrønlandsk 

forskning og medvirke til øget 

internationalisering af forskningen. 

En betydelig dansk forskningsindsats i 

Grønland vil ud over den rent forskningsmæssige 

gevinst være af stor betydning 

for rigsfællesskabets fortsatte funktion. 

En understregning af dansk interesse i et 

fortsat tæt rigsfællesskab kan med fordel 

udtrykkes gennem en synlig forskningsindsats 

i et koordineret samarbejde med 

den grønlandske indsats. 

Omfattende og synlig dansk forskning 

i Grønland vil medvirke til at vedligeholde 

og stimulere en bred dansk opmærksomhed 

og interesse for Grønland. Forrige 

århundredes bredspektrede og intense 

dansk-grønlandske forskning i Nordog 

Østgrønland er den direkte årsag til, 

at Grønland i dag er én nation med ét 

folk og ikke er opsplittet i regioner med 

forskellig national tilknytning. Denne 

indsats er også årsagen til, at Danmark 

og Grønland tilsammen råder over en 

betydelig erfaring og ekspertise inden for 

arktisk forskning og logistik. 

17


Fire kvinder frem for et Hjemmestyre 

Grønlands Hjemmestyre har modtaget en gave af Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, i forbindelse 

med sit 25-års jubilæum: En ny bog, der dels tager temperaturen på kulturen efter et kvart århundrede 

med hjemmestyre, dels fungerer som et indspark i den grønlandske kulturdebat. 

For 25 år siden løsnede Grønland de politiske og administrative 

bånd til Danmark med oprettelsen af Grønlands 

Hjemmestyre. I anledning af den skelsættende 

begivenhed har fire kvindelige forskere fra Grønlands 

Universitet, Ilisimatusarfik, sat sig for at se på, hvordan 

det er gået på den kulturelle front siden da. Det 

er der kommet en bog ud af, der sætter fokus på, hvad 

hjemmestyret har betydet for den sproglige, litterære 

og mediemæssige udvikling i Grønland. 

Grønland i verden 

Det er forskerne Birgitte Jacobsen, Birgit Kleist Pedersen, 

Karen Langgård og Jette Rygaard, der behandler 

hhv. det sproglige klima, skønlitteraturens situation, 

unges læsevaner og TV-mediets udvikling i Grønland. 

Som titlen Grønlænder og global – grønlandsk sprog, litteratur 

og medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse 

antyder, skuer forfatterne dog ikke først og fremmest 

indad. Som en rød tråd gennem bogen løber overordnede 

overvejelser om, hvordan den grønlandske identitet 

og kultur står i en tid, hvor den globale virkelighed 

trænger sig på og uundgåeligt øver indflydelse 

på lokale kulturer i verdens yderområder. For 

nok har Hjemmestyret dannet ramme om en administrativ 

og politisk selvstændighed, der har søgt at 

fremme de kulturelle værdier, som betragtes som 

særligt grønlandske. Men det har ikke betydet, at 

Grønland har vendt sig mod sig selv. Især den brede 

vifte af medier, der overalt 

har holdt sit indtog, har været 

garant for kontakt til den 

omgivende verden. 

Grønlandsk tv en realitet 

Netop mediernes betydning i 

det grønlandske samfund behandles 

af Jette Rygaard, der 

mere specifikt fokuserer på, 

hvordan det grønlandske 

fjernsyn holdt sit indtog i det 

nye Grønland efter 1979. 

Forud for KNR TV’s premiere 

1. november 1982 var 

gået mange år med et ganske 

vist optimistisk syn på fremtidens 

muligheder for formidling 

af nyheder og infor- 

mation til hele befolkningen, men også med frygt for, 

hvordan Grønlands sprog og kultur skulle overleve 

mødet med den udenlandske medievirkelighed. I dag 

tyder meget på, at tv-mediet er på vej til at indtage 

rollen som samfundets kit på samme måde, som radio 

og aviser gjorde det før i tiden. Også selv om det 

blot er ca. hver femte udsendelse, der er på grønlandsk. 

Sprogdebatten fortsætter 

Spørgsmålet om sprogets status og betydning behandles 

mere indgående af Birgitte Jacobsen, der har interviewet 

en række personer med sprogproblematikken 

inde på livet. 

Jacobsen konkluderer, at selv om det grønlandske 

sprog ikke længere betragtes som truet, hersker der 

stadig bekymring over det danske sprogs stigende 

indflydelse i form af de såkaldte ’danismer’. Også intolerance 

over for dialekter præger nutidens Grønland, 

der seks år inden Hjemmestyrets oprettelse fik 

ny retskrivning. 

Litterær kreativitet efterlyses 

Hvad angår litteraturens rolle i Grønland efter 1979 

er der både godt og skidt at sige. 

Birgit Kleist Pedersen finder det f.eks. alarmerende, 

at gruppen af ikke-læsere er langt større end gruppen 

af læsere. Samtidig er det betænkeligt, at de store, 

skønlitterære værker udebliver til fordel for digtsamlinger, 

noveller og kortere romaner. 

Også Jette Rygaard påpeger det generelle problem, 

at der både læses og skrives for lidt. Som forklaring 

giver hun, at Grønland ikke er et tilstrækkeligt litterært 

samfund til at fostre et bredt spektrum af skribenter, 

og at skolen ikke er gearet til at højne kreativitet 

og gode, sproglige kompetencer. Helt skidt står 

det dog ikke til. For i næste ombæring må det konstateres, 

at der trods alt kommer en jævn strøm af skønlitterære 

værker på grønlandsk. Og set i et internationalt 

lys er den grønlandske, litterære produktion 

imponerende i betragtning af landets størrelse. 

De fire forfattere udtrykker i bogens indledning håb 

om, at de behandlede emner vil inspirere til videre debat. 

I hvert fald er der med de fire artikler skabt et nyt 

udgangspunkt for fremtidig diskussion af nogle af de 

helt centrale spørgsmål i det grønlandske samfund. 

Jane Tolstrup

www.reklame.gl 

Air Greenland 

- arktisk specialist 


• Taxi-flyvning 

• Medicinske evakueringer 

• Efterforskning – support til videnskabelige 

efterforskningsprojekter 

• Redningsoperationer 

• Specielle transporter – herunder flyvning 

med underhængende last (slingflyvning) 

Fly- og helikopterflåde: 

1 Airbus 330-200 

1 Boeing 757 

6 De Havilland DASH 7 

2 De Havilland 6-300 (Twin Otter) 

1 Beech Super King Air 200 

2 Sikorsky S-61N 

4 Bell 212 

4 AS 350 B2 

Air Greenland Charter & Cargo 

P.O.Box 1012 

3900 Nuuk 

www.airgreenland.com 

Charter: 

Telefon +299 34 34 34 

Fax +299 32 08 98 

E-mail: glcharter@airgreenland.gl 

Cargo: 

Telefon +299 34 34 34 

Fax +299 32 61 48 

E-mail: gohfb@airgreenland.gl 

Ellen Forchhammer 

Kære Knud 

Genudgivelse af Bergit Forchhammers udvalg af brevvekslingen 

mellem Ellen Hallas (Forchhammer) og Knud Rasmussen. 

Udgivet første gang i 1979. 

I breve og navnlig i "de små blå" holder Ellen Hallas Knud 

Rasmussen underrettet om, hvad der sker i venne-kredsen, 

når Knud Rasmussen er på ekspeditionsrejser i Grønland og 

dermed væk fra alle de fornøjelige og mere alvorlige tildragelser 

hjemme i København og omegn. 

Brevene er gennemlyst af det varme venskab og den dybe 

hengivenhed, som bestod mellem Ellen Hallas og Knud 

Rasmussen, og bogen er samtidig et smukt billede af livet i 

København i begyndelsen af 1900-tallet. 

Bogen er gennemillustreret med billeder, hvoraf mange er 

nye i forhold til førsteudgaven. 

ISBN: 87-90133-21-8 

199,00 kr. 

Forlaget Atuagkat

Nye bøger 

Henning Jacobsen: I dunkel skygge. Forlaget 

Atuagkat 2004. 282 sider, 248 kr. 

Henning Jacobsen er atter tilbage med en kriminalroman 

om politiassistenten Debora Abelsen, 

alias Tipo. Ikke nok med, at hovedpersonen 

møder store problemer i tjenesten i Illoqarfik. 

Hun må også selv kæmpe med personlige 

problemer. Bl.a. dét, at hun ikke taler grønlandsk 

på trods af, at hun er halvt grønlænder. 

David N. Thomas: Frozen Oceans: The Floating 

World of Pack Ice. The Natural History 

Museum 2004. 224 sider, £ 22.00. 

Bogen er den første af sin art, der giver en fyldestgørende 

indføring i pakisens hemmeligheder 

til et bredt publikum. Pakis er det flydende 

lag af frossen havvand, der - når det er på sit 

højeste - dækker 13 procent af Jordens overflade. 

Forfatteren, der er en veteran udi rejser 

til verdens polare områder, har forsynet bogen 

med at væld af flotte fotografier. 

Kâle Rosing: Aliortut. Tupinnartunik oqalualaarutit 

Kalaallit Nunaanniit/Sælsomme historier 

fra Grønland. Forlaget Atuagkat 2004. 119 

sider, 198 kr. 

I 1970 udkom Kâle Rosings bog om mystiske 

og sælsomme oplevelser for første gang – men 

kun på dansk. Nu er den her i grønlandsk oversættelse 

med en genudgivelse af den danske 

tekst fra dengang. Forfatteren fortæller i 

bogen om oplevelser, som han og hans familie 

har været ude for, og som ikke kan forklares 

ud fra almindelige, fysiske love. 

Birgitte Jacobsen, Birgit Kleist Pedersen, Karen 

Langård og Jette Rygaard: Grønlænder og 

global – grønlandsk sprog, litteratur og medier 

i 25-året for Hjemmestyrets indførelse. 

Ilisimatusarfik 2004. 203 sider, 198 kr. 

I anledning af Grønlands Hjemmestyres 25-års 

jubilæum har Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, 

udgivet en bog som gave til jubilaren. 

I fire kapitler tager fire lektorer pulsen på litteraturens, 

sprogets og mediernes tilstand i 

året for løsrivelsen. Tre af kapitlerne bygger 

på interviews, mens det fjerde bygger på en 

undersøgelse af grønlandske unges læsevaner. 

(Se omtalen her i bladet, s. 18). 

Tidsskriftet Grønland nr. 5-6 2004, Det Grønlandske 

Selskab. Oplysninger om abonnement 

og løssalg på www.groenlandselskab.dk. 

Tema-nummer om Hjemmestyrets 25 års-jubilæum 

med bidrag af en lang række fremtrædende 

personligheder i den grønlandske 

offentlighed. Nummeret indeholder artikler af 

bl.a. Finn Lynge, der skriver om Grønland 

som en nordisk mikronation, og Ivalo Egede, 

der reflekterer over demokratiets vilkår efter 

25 år med hjemmestyre. 

Ole Bennike m.fl. (red.): Ilulissat Isfjord – et 

verdensarvsområde. Foto af Jakob Lautrup 

m.fl. GEUS 2004. 116 sider, 324 kr. 

I anledning af at Ilulissat Isfjord er blevet optaget 

på UNESCO’s verdensarvsliste har Danmarks 

og Grønlands Geologiske Undersøgelse 

(GEUS) udarbejdet en populærvidenskabelig 

bog om isfjorden, der indeholder bidrag fra 

en række eksperter. Selv om der fokuseres på 

isfjorden som glaciologisk fænomen, omfatter 

bogen også afsnit om planteliv, dyreliv, hellefisk, 

arkæologi, Ilulissats nyere historie og 

Ilulissat i dag (se omtale s. 12). 

Palle Petersen: Gabas slædehunde. Borgens 

Forlag 2004. 30 sider, indb. 179 kr. 

Gaba har en stor drøm om at vinde det store 

hundeslædeløb. Han bor i en lille, grønlandsk 

bygd sammen med sine ti helt egne slædehunde. 

Han kører sin mor, når hun skal på 

besøg i nabo-bygden. Og han tager med sin 

far på fangst og fiskeri. Forfatteren har skrevet 

og leveret billeder til en lang række billedbøger 

om Grønland. 

Claus Andreasen m.fl. (red.) Illernit – Spor – 

Traces. Inuk Kalaallit Nunaaniukiuni 4400-ni 

– Mennesket I Grønland i 4400 år – 4400 Years 

of Man in Greenland. Grønlands Nationalmuseum 

og Arkiv 2004. 69 sider, 98 kr. 

Bogen fortæller Grønlands lange historie gennem 

nedslag i forskellige dokumenter og genstande, 

der præsenteres flot på glittet papir 

med forklarende tekst på både grønlandsk, 

dansk og engelsk. Genstandene illustrerer ikke 

en sammenhængende historie, men rummer 

viden om menneskenes forskellige livsformer 

og kulturelle aktiviteter gennem de 

seneste 4400 år. 

Bøger fra DPC 

Werner Schwarzhans: Fish otoliths from the 

Paleocene (Selandian) of West Greenland. – 

Meddelelser om Grønland Geoscience 42. 

Danish Polar Center 2004. 32 sider, 125 kr. 

Ørestenene er det sidste, der er tilbage, når 

en fisk dør og opløses. Denne bog handler om 

fossile øresten i Grønland, som bl.a. kan give 

en ide om fortidens klima og miljø. Den tyske 

geolog Werner Schwarzhans har studeret fossile 

øresten i mere end 30 år og konkluderer i 

bogen, at der i Paleocen har været de samme 

klimaforhold i Danmark og Grønland, så fisk 

fra de to områder formentlig har kunnet bevæge 

sig mellem områderne uden at støde på 

forhindringer i form af klimabarrierer. 

Gå på nettet 

og få 60% i rabat på 

Meddelelser om Grønland 

I forbindelse med Polarforskerdagen holder 

vi udsalg på Meddelelser om Grønland 

indtil årgang 2001. Fra den 15. november 

til den 15. december 2004 er priserne 

sat ned med 60%. 

Meddelelser om Grønland udgivet før 1979 

har i mange år været udsolgt. Vi har fundet 

et lille lager med ca. 4 stk. af hver titel 

og sælger dem nu til 30 kr. pr. stk. Send 

en mail til dpc@dpc.dk med en liste over 

de bøger, du ønsker eller se nærmere på 

DPC’s hjemmeside på www.dpc.dk. 

21


KORT NYT 

Isbjørnetyve på spil 

På den norske ø Svalbard har befolkningen igennem 

den seneste tid været plaget af ubudne gæster på fire 

ben. Det er øens isbjørne, som i deres søgen efter føde 

er begyndt at bryde døre og vinduer op i øens jagtog 

sommerhytter. Ifølge Georg Bangjord fra det norske 

direktorat for naturstyring er bjørnetyvene et tiltagende 

problem. Det skyldes ikke mindst, at folk efterlader 

mad i hytterne. Isbjørnene vænner sig hurtigt 

til, at bygninger rummer føde, hvorfor de vil få 

for vane at søge føde her. 

Satellitter afslører kratere i Antarktis 

Ved at anvende avanceret satellitteknologi har en 

gruppe forskere kortlagt enorme kratere under det 

antarktiske isdække. Kraterne stammer sandsynligvis 

fra en asteroide, en sværm af kometer eller kometfragmenter. 

Ifølge forskerne indtraf nedslagene, der 

skabte kratere over et område på 2.092 kvadratkilometer, 

for omkring 780.000 år siden og har formentlig 

forårsaget en stigning i vandstandene med 60 cm. 

Royalt besøg i Zackenberg 

Gummistøvlerne var pudsede, måleinstrumenterne 

lagt på hylden og det bedste felttøj fundet frem, da 

regentparret i juli måned besøgte Dansk Polarcenters 

forskningsstation Zackenberg på deres rejse rundt i 

Grønland. Dronningen og Prinsen ankom med et Twin 

Otter-fly og blev budt velkommen af Dansk Polarcenters 

direktør Hanne K. Petersen. Dagen bød på både 

faglig introduktion til forskningsarbejdet ved Zackenberg, 

rundvisning på stationen samt frokost. Regentparret 

nåede tillige en faglig spadseretur i Zackenberg-dalen, 

inden de tog afsked. 

Foto DPC 

Nyt museum i Ivittuut 

En smuk, gammel bygning skal efter en renovering 

være et nyt museum for Grønlands geologi og byens 

minehistorie. Visionen er at skabe et sted, hvor besøgende 

kan få noget at vide om Grønlands og især Ivittuut-områdets 

turbulente geologi gennem de sidste 

3,2 milliarder år. I planlægningen tages der samtidig 

højde for, at stedet skal kunne bruges som base 

for kursister og studerende fra universiteterne. 

Ny CITES-bekendtgørelse 

Den 10. september vedtog Landsstyret en ny bekendtgørelse 

vedrørende eksport og import af vilde dyr og 

planter, der er omfattet af CITES/Washingtonkonventionen. 

Med vedtagelsen ønsker Landsstyret at sikre, 

at Grønland fuldt ud opfylder konventionens retningslinjer, 

således at der ikke foregår ukontrolleret handel 

til skade for arter omfattet heraf. Bekendtgørelsen 

skal også sikre, at grønlandske forretninger fortsat 

kan sælge kunsthåndværk fremstillet af f.eks. 

narhval og hvalros. Grønlands Naturinstitut vil fungere 

som Grønlands videnskabelige myndighed og 

har bl.a. til ansvar at erklære, om eksporten eller importen 

sker på et bæredygtigt grundlag. 

Gravfund i Nordvestgrønland 

I Inglefield Land ca. 100 kilometer nord for Qaanaaq 

har et hold arkæologer fundet tre Inuit-gravpladser, 

der formentlig stammer tilbage fra Thule-kulturen, 

som tog sin begyndelse omkring det 11.-12. århundrede. 

Gravpladserne er de første nogensinde, der er 

fundet så langt nordpå. Arkæologerne fandt herudover 

2000 år gamle varder, teltringe og vinterhuse. Ifølge 

museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum, 

Hans Lange, er fundene så banebrydende, at 

de grønlandske historiebøger skal skrives om. De 

fundne genstande skal nu undersøges nærmere og 

vil efter al sandsynlighed afsløre nye hemmeligheder 

om både Dorset-kulturen, der eksisterede frem til omkring 

1400-tallet, og den senere Thule-kultur. 

Stort frafald på grønlandske studier 

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 70% af de 

grønlandske studerende afbryder deres uddannelse i 

utide. Ikke bare er frafaldet stort på de faglige grunduddannelser. 

Også de videregående uddannelser er 

ramt af tendensen. Ud af ca. 1800 optagne på de korte 

videregående uddannelser, er 677 stoppet før endt 

studietid. Og af omkring 540 studerende på de længere 

videregående uddannelser har et par hundrede 

afbrudt forløbet før tid. Ifølge Elvira Knudsen fra Danmarks 

Statistik viser undersøgelsen ikke noget om 

årsagen til det store frafald.

Ny ph.d.-afhandling om diabetes 

En ny ph.d.-afhandling skrevet af læge Marit Eike Jørgensen 

konkluderer, at diabetes forekommer særdeles 

hyppigt blandt grønlandske Inuit. Det er formentlig 

livsstilsændringer kombineret med genetiske forhold, 

der er årsag til det stigende antal diabetestilfælde 

i Grønland. Tidligere var det en udbredt opfattelse, 

at forekomsten af type 2 diabetes var lav blandt de 

arktiske folk. Udviklingen af diabetes hænger tæt sammen 

med den samfundsmæssige udvikling i Grønland 

gennem de seneste 50 år. I dag er fangst og fiskeri 

for de fleste en fritidsaktivitet, og den vestlige 

livsform med fastfood og stillesiddende aktiviteter 

vinder frem. 

Tulugaq-kampagnen er slut 

1. september sluttede Tulugaq-kampagnen, der siden 

2002 har sat fokus på bæredygtig udnyttelse af Grønlands 

levende ressourcer. Kampagnens medarbejdere 

har anbefalet Landsstyret at sikre, at fremtidige tiltag 

vedrørende bæredygtighed koordineres i en tværinstitutionel 

styregruppe. Indtil nu har elleve grønlandske 

kommuner tilsluttet sig det såkaldte Tulugaq-dokumentet, 

der indeholder fem initiativer til fremme af 

bæredygtig udvikling. De kommuner, der har underskrevet 

dokumentet, er Upernavik, Uummannaq, Ilulissat, 

Qeqertarsuaq, Maniitsoq, Sisimiut, Nuuk, Paamiut, 

Ivittuut, Qaqortoq og Ittoqqortoormiit. 

Retsvæsenbetænkning færdig 

Efter ti års arbejde har Retsvæsenkommissionen afsluttet 

rapporten om det grønlandske retsvæsen. 

Retsvæsenkommissionen blev bl.a. nedsat pga. Europarådets 

kritik af tidsubestemt anbringelse af grønlandske 

fanger i Herstedvester. I perioden 1994 til 

2002 har kommissionen endevendt både domstolenes, 

politiets og kriminalforsorgens arbejde. Arbejdet 

er mundet ud i en række konkrete forslag. Bl.a. foreslås 

det at oprette et lukket fængsel i Nuuk, så det 

ikke længere er nødvendigt at anbringe grønlandske 

fanger i danske fængsler. 

Tuberkulose rammer unge 

Ifølge embedslæge Knud Brinkløv Jensen rammes et 

stigende antal unge grønlændere under 25 år af tuberkulose. 

Det er især unge, der bliver boende i lokalområderne, 

som risikerer at blive smittede. Det skyldes, 

at der her er flest smittede ældre til at bringe smitten 

videre. Grønland har fem-ti gange flere tuberkulosetilfælde 

end de stærkest belastede områder i Vesteuropa. 

I nærmeste fremtid vil en overlæge og en sygeplejerske 

rejse rundt i Sydgrønland for at oplyse folk 

om, hvad de kan gøre for at undgå sygdommen. 

Europæisk frimærkepris til Grønland 

For første gang nogensinde har POST Greenland vundet 

prisen for årets flotteste Europafrimærke. Prisen 

gives for et frimærke, der dog først udgives den 18. oktober 

2004. Frimærkets motiv er to grønlandske piger 

iklædt grønlandske nationaldragter med blomster og 

ishav som baggrund. Fotoet er taget af John Rasmussen 

fra Narsaq Foto, med typografi af Dorit Olsen fra 

Nuuk. Det er den europæiske postorganisation Post- 

Europ, der hvert år kårer det flotteste frimærke. 

Grønlandsk kunst på Amalienborgmuseet 

Frem til den 6. februar kan udstillingen ’Grønland i 

Kongehuset’ opleves på Amalienborgmuseet. Udstillingen 

viser et udvalg af Prinsens samling af grønlandsk 

kunst og kunsthåndværk. Også smykker, tasker 

og legetøj givet til den kongelige familie igennem 

tiderne udstilles. Desuden vil man kunne se Kronprinsesse 

Marys grønlandske nationaldragt, som hun 

fik overrakt under besøget i Grønland denne sommer. 

Udstillingen er skabt i samarbejde mellem direktør 

Emil Rosing fra Nationalmuseet i Grønland og museumsinspektør 

ved Amalienborgmuseet Gerda Petri. 

En meget gammel øgle 

På den norske ø Svalbard har forskere gjort et sensationelt 

fund: et 160 millioner år gammelt fossil af en 

hidtil ukendt fiskeøgleart. Fiskeøgler er øglernes svar 

på delfiner. Da de beboede Jorden, havde de samme 

kropsfacon som hajer og delfiner og levede som disse 

i havet. Det fundne skelet er fra et 4-5 meter langt eksemplar 

af arten. Forskerne håber nu, at der kan etableres 

et forskningsmiljø omkring fundene på Svalbard. 

Spørg ’Polarkassen’ 

Center for Arktisk Teknologi har oprettet en spørgeportal 

på internettet. Her kan man bl.a. stille spørgsmål 

om byggeri, miljø, energi, levnedsmidler og bioteknologi. 

Spørgsmålene besvares af et ekspertpanel 

bestående af folk fra Grønland og Danmark. Det er 

muligt selv at vælge, om svaret skal gives på folkeskole-, 

gymnasie- eller universitetsniveau. Find Polarkassen 

på http://www.aperiinnarit.gl/index_dk.php 

23

Copyright: Arktisk Institut 

Tjekkede Thule-portrætter 

Ny fotoudstilling tegner et tankevækkende, 

men lige lovlig pænt billede af 

livet i Thule-området. 

På verdens top, 1300 kilometer fra Nordpolen 

i ’det yderste land’ Thule, lever de. Polareskimoerne, 

der indvandrede fra Canada 

i 1860’erne og siden har været det folk i 

Grønland, der med størst succes har holdt 

den indtrængende, moderne livsform fra 

døren. 

Meget er hændt siden Knud Rasmussen 

i 1910 for første gang besøgte Nordvestgrønland. 

Det var dengang, hvor børnene 

muntrede sig med legetøj skabt af ’moder 

jord’, og kvinderne syede tøj og tilberedte 

dagens måltid af mændenes hjembragte 

fangst. Og hvor bjørneskindsbukser og 

overtøj af rensdyr- og ræveskind ikke var 

klædningsstykker med stor identitetsmæssig 

og symbolsk værdi, men simpelthen 

den nødvendige uniform til overlevelse i 

en af verdens klimamæssigt mest ekstreme 

hjørner. I dag præges dagligdagen i 

verdens nordligste samfund i høj grad af, 

at ikke bare den vestlige livsstil, men også 

den moderne, økonomiske orden har bidt 

sig fast med store, og ikke altid positive, 

forandringer til følge. 

På isbjørnejagt i gummistøvler 

En fotoudstilling på Nordatlantens Brygge 

i København byder aktuelt på en rejse udi 

samfundet ved verdens ende. Bag fotografierne 

står den finske fotograf Tiina Itkonen, 

som i 1995 pakkede sit kamera og 

drog til Inughuits land. Siden skulle hun 

vende tilbage hertil to gange, og af de mange 

billeder, der kom ud af rejserne, vises 

nu et spændende udvalg. 

Fotografierne er på én gang kontrastfyldte 

og harmoniske. Traditionens møde 

med moderniteten tematiseres og iscenesættes, 

så det giver stof til eftertanke. For 

selvom vi alle godt ved, at det globale marked 

for længst er nået til Thule-området, 

gør det alligevel indtryk at se piercingen, 

gummistøvlerne, plastikbaljerne og det elektriske 

komfur så godt ’integreret’ i bygde-kulturen. 

Mørket mangler 

Fotografierne er lækre og kunstneriske, 

men læses de som dokumentation, mangler 

der alligevel noget. Man spejder forgæves 

efter mørket, farerne og klimaets råhed, 

som så uomgængeligt sætter rammerne 

for livet i det højarktiske. I et område, 

hvor stormene ofte piber, og hvor 

isnende kulde og mørke i månedsvis lægger 

sig tungt og ubarmhjertigt, er det barske 

løjer at få tilværelsen til at fungere på 

de tiltagende moderne præmisser. 

Ej heller springer den sociale nød, som 

ikke mindst byen Qaanaaq har kæmpet 

med igennem de senere år, i øjnene. Men 

nøden er der! Massivt økonomisk underskud, 

høj arbejdsløshed, udbredt alkoholisme, 

dårligt fungerende uddannelsessystem 

og heraf følgende desillusion blandt 

de unge er blot nogle af de problemer, som 

kommunen står over for. 

Selvom fotografierne glimtvis lader den 

sociale og økonomiske slagside skinne igennem, 

kan de alligevel forekomme at 

være for pæne og ’ufarlige’ i forhold til 

den virkelighed, de portrætterer. Nøden anes, 

men fordi den overvejende æstetiseres 

frem for problematiseres, virker den 

aldrig helt vedkommende og bevægende. 

Udstillingen er først og fremmest interessant, 

fordi den skildrer, hvordan det lokale 

bliver opslugt i det globale, et fænomen, 

der breder sig som en steppebrand 

over hele kloden i disse år. 

Jane Tolstrup 

Udstillingen ‘Inughuit’ kan opleves frem til 31. 

oktober på Nordatlantens Brygge, Strandgade 

91, 1401 Kbh. K. 

Dengang … … og nu. Tiina Itkonens fotografier indfanger 

Thule-samfundets forandring.

Polarfronten 2004

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?