Polarfronten 2004

Minturn-cirkler set fra
luften. Cirklerne, som
består af syenit-blokke,
er fra et par meter til 80
meter i diameter og er
synlige, fordi syenitten
er bevokset med sorte
laver.
Polarfronten 3/04
Eventyret om ringene
Noget så sjældent som et svært forklarligt glaciologisk fænomen er, hvad forskerne står ansigt til
ansigt med i Inglefield Land i det nordvestligste hjørne af Grønland.
Den forunderlige historie tager sin begyndelse en forårsdag
i 1983. Historien om de udefinerbare, men umiskendeligt
virkelige ring- og cirkelformede aflejringer,
der pryder et vifteformet område i det centrale
Inglefield Land i det nordvestligste Grønland. Minturncirkler
er de blevet døbt, efter elven, der gennemskærer
det udstrakte, flade område ud mod Kane Bassin.
Opdagelse af dimensioner
Den første, der får syn for den mærkværdige sag, er
en canadisk helikopterpilot, som på sin fridag fra en
arkæologisk ekspedition på jagt efter bl.a. teltringe
på Ellesmere Island flyver et smut henover Kane Bassin.
Men er der ikke det store at komme efter på Ellesmere
Island, viser der sig til gengæld at være banebrydende
opdagelser i vente på den anden side af bassinet.
Et utal af ring- og cirkelformede ’tæpper’, store
som små, møder ham fra den grønlandske kyststrækning.
Opstemt vender han tilbage, men de spændte
arkæologer må dog – efter at den fantastiske nyhed
er overbragt, og forventningerne skruet i vejret – snart
se det store, arkæologiske scoop gå fløjten. Det kan
nemlig hurtigt konstateres, at de mystiske cirkler umuligt
kan være gjort af menneskehånd. Herefter går
opdagelsen i glemmebogen.
I 1994 genopdager danske forskere det hidtil ukendte
geologiske fænomen, da Grønlands Geologiske Un-
Fotos: Peter Appel
dersøgelser (GGU) indleder flybårne, geofysiske undersøgelser
i Inglefield Land. Som led i disse undersøgelser
bliver der taget en lang række flyfotos, som
afslører de sort-grålige, skarpt optrukne cirkler og
ringe. Flybillederne udløser mange spekulationer om
fænomenets årsag. Bl.a. diskuteres det, om strukturerne
er vulkanske kraterrør, der kunne være diamantførende,
resultat af meteornedslag eller overfladefænomener
forårsaget af permafrost. En formodning
om, at strukturerne kunne være tegn på diamantførende
kimberliter, får tillige et mineselskab til at indlede
undersøgelser i området i 1995. Området viser
sig dog hurtigt at være en blindgyde i jagten på diamanter.
Det bliver påvist, da malmgeologen Peter W.
U. Appel, der i dag er seniorforsker ved Danmarks og
Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) sammen
med mineselskabet besøger området.
Senere samme år tager Appel med på en ny GGUekspedition
til Inglefield Land – en ekspedition, der
skal komme til at danne grundlag for hans arbejde
med at formulere det første bud på en sammenhængende
teori om det mystiske fænomen.
Kodeord: syenit
For hvad er de gjort af, disse besynderlige forekomster,
der veksler i størrelse fra et par meter til omkring
80 meter i diameter? Efter at have registreret
ca. 300 Minturn-cirkler og undersøgt ca. 175 er man
nået frem til den konklusion, at de består af løse blokke
af bjergarten syenit, der ligger som tæpper draperet
hen over blokmark og fjeld. Blokkene er ofte bevoksede
med sorte laver, hvilket ikke er uvæsentligt,
da de ellers ville være usynlige. Grunden hertil er, at
syenitblokkene indeholder lidt flere næringsstoffer
end de omkringliggende gnejsblokke.
Det er imidlertid anderledes svært at give en forklaring
på, hvordan Minturn-cirklerne er blevet dannet.
Peter W. U. Appels bud er, at Indlandsisen har
haft en finger med i spillet – og at cirklerne derfor er
et glaciologisk fænomen.
- Syenitten blev transporteret fra bunden og op til
overfladen som følge af isens forskellige bevægelsesmønstre.
Da Indlandsisen begyndte at smelte efter i
mange år at have dækket Inglefield Land, blev syenit-