At arbejde med børn og re-membering

Lene Præst
Løgagervej 7
8600 Silkeborg
3.års opgave
Tværfaglig uddannelse
Samtalepraksis i et narrativt og systemisk perspektiv
2006/2007
Holdnummer: 330-07
At arbejde med børn og re-membering
Mennesker bliver mennesker gennem andre mennesker
Desmond Tutu

Indhold:
MIN ARBEJDSPLADS ........................................................................................................ 2
INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING .................................................................. 2
OM NARRATIVITET ............................................................................................................ 3
RE-MEMBERING ................................................................................................................ 4
Lorraine Hedtkes arbejde ................................................................................................................................................ 6
PRAKSISBESKRIVELSE .................................................................................................... 6
Uddrag og gengivelser fra 2. samtale .............................................................................................................................. 7
ANALYSE ............................................................................................................................ 9
Hvilke dele af teorien anvendes? ..................................................................................................................................... 9
Hvad er effekten? ............................................................................................................................................................ 10
Hvad kunne jeg have gjort anderledes og hvad får jeg lyst til at gøre mere af? ....................................................... 11
KONKLUSION ................................................................................................................... 12
LITTERATURLISTE .......................................................................................................... 14
1

Min arbejdsplads
Jeg er ansat som lærer på en heldagsskole i Skanderborg Kommune. Columbusskolen er
en underafdeling af den lokale folkeskole, Skovbyskolen.
Skolen er ifølge virksomhedsplanen et skoletilbud for socialt og emotionelt forstyrrede
børn fra 6-12 år. Målgruppen er således børn med specifikke indlæringsvanskeligheder,
forskellige opmærksomhedsforstyrrelser og ondt i familielivet.
Det er som klasselærer på denne skole jeg henter en del af opgavens praksis-oplevelser.
Sidste skoleår var jeg med til at starte et nyt tiltag indenfor det samlede AKT-tilbud på den
almindelige folkeskole: Skovbyskolen. Et tilbud for de børn der af personlige, sociale eller
andre årsager ikke profiterede af dagens klasseundervisning.
Tilbuddet blev skruet sammen som et samtale-tilbud, hvor de tilknyttede voksne, sammen
med barnet, prøver at finde ud af, hvad det var der blev svært inde i klassen, hvornår det
går godt og hvad der skal til for at det er en mulighed at vende tilbage.
Det var i dette arbejde jeg sidste skoleår var så heldig at møde Emil, hvis bidrag og
åbenhed er den altafgørende vigtige del af denne opgave.
Indledning og problemformulering
Dette er en opgave om at bruge Re-membering i arbejdet med børn.
Jeg mødte Emil omkring juletid sidste år, fordi han ikke længere ønskede at tilbringe
frikvartererne sammen med klassekammeraterne. Han havde hørt om vores samtalerum,
og havde forhørt sig hos en lærer, om han ikke måtte sidde her i sine pauser. Det måtte
han gerne. Emil selv mente, at det var den eneste måde han kunne holde sig fri af
slagsmål og konflikter, og han trængte med egne ord til en pause fra balladen.
Undervejs og ganske pludseligt i forløbet fortæller Emil mig, at hans mor døde da han var
3 år gammel, og herefter opstår så ideen om at undersøge, hvorvidt denne mor kunne
være hjælpsom for Emil i hans bestræbelser på at få et godt skoleliv.
Jeg havde mange forskellige samtaler med Emil i løbet af det halve år.
I denne opgave fokuserer jeg imidlertid på de dele af samtalerne, der relaterer sig til
begrebet: Re-membering.
Opgavens problemformulering er som følger: På hvilken måde er det hjælpsomt at bruge
Re-membering i børnesamtaler og hvilke udfordringer kunne der være forbundet hermed.
2

Opgaven vil indeholde en meget lille appetitvækker til begrebet narrativitet, efterfulgt af en
kortfattet redegørelse for begrebet: Re-membering - herunder en lille introduktion til
Lorraine Hedtkes tanker om emnet.
Praksisdelen i opgaven er en række samtaler med Emil, som jeg efterfølgende vil
underkaste en simpel analyse. Dette gøres ved at redegøre for hvilke dele af teorien jeg
anvender, med hvilken effekt, og afslutte med en perspektivering i forhold til fremtiden, idet
jeg overvejer hvad jeg kunne have gjort anderledes, og hvad jeg fik lyst til at gøre mere af.
Om Narrativitet
Da Jogona til sidst kom til Ende med sin Beretning og jeg havde faaet skrevet den ned, sagde jeg
til ham, at jeg nu vilde læse den op for ham. Han vendte sig bort fra mig, medens jeg læste, som
om han vilde undgaa at faa sin Opmærksomhed spredt af noget som helst.
Men idet jeg læste hans eget Navn op (…) drejede han lynsnart Ansigtet om imod mig og gav mig
et stort, vildt, flammende Blik, saa overstrømmende af Latter, at det forvandlede den gamle Mand
til en Dreng, til selve Ungdommens Symbol. Da jeg var færdig med hele Dokumentet og for anden
Gang læste Navnet op, hvor det stod til Vitterlighed under hans Fingeraftryk, fik jeg det samme,
levende, grebne Blik men denne Gang dybere og roligere, fuldt af en helt ny Værdighed.
Et saadant Blik gav Adam Gud, da Herren havde dannet ham af Støv og blæst Livets Ånde i hans
Næse, og Mennesket blev til en levende Sjæl. Jeg havde skabt ham og vist ham ham selv, Jogona
Kanyagga, som havde det evige liv. Da jeg rakte ham Dokumentet, tog han det ærbødigt og
begærligt til sig, svøbte det i et hjørne af Kappen og holdt sin Haand omkring det. Han vilde ikke
for noget i Verden miste det, for hans Sjæl var i det, og det var ham Beviset på hans Eksistens.
Fra Den afrikanske Farm, Karen Blixen,1937
Teksten er skrevet i 1937, længe før man talte om narrativitet og narrativ terapi, men
indkapsler ikke desto mindre for mig at se hvad Narrativitet handler om: nemlig at skabe
sig selv og andre gennem fortællinger.
Den gamle mand, Jogona, føler sig skabt da fortælleren nedfælder hans fortælling på skrift
og læser den højt.
En bevidning 1 med stor effekt, der lægger sig tæt op ad den grundtanke i den narrative
tænkning, at først når jeg siger det højt ved jeg hvad jeg mener og hvem jeg er, hvem jeg
var, og hvem jeg gerne vil blive.
Jogonas fortælling, det at fortælle med egne ord og høre den læst højt, bærer for ham
hans sjæl, og beviser at han eksisterer.
Ordet narrativ låner vi fra litteraturteorien, hvor det betyder fortælling. I denne betydning,
der primært refererer til Michael Whites arbejde, indeholder ordet dog mere end blot en
fortælling. Et narrativ er en fortælling om mennesker af kød og blod, der forholder sig til
hinanden i forhold til et plot, og som handler ud fra intentioner, etik og moral.
1 Jævnfør Barbara Myerhoff og Michael Whites begreber Definerende ceremonier og Outsider Wittness
3

Re-membering
Re-membering er en af de måder den narrative praksis anvender til at tykne en persons
foretrukne historie.
Den foretrukne historie er det narrativ, der af personen vi taler med, beskrives, evalueres
og begrundes som en historie der gerne må fylde og som har forbindelse til personens
drømme, håb og værdier.
En foretrukken historie kan være foretrukken uden af den grund at have særlig meget
gennemslagskraft i et menneskeliv. Dette kan skyldes, at den tynde dominerende historie
har taget al lyset og al opmærksomheden, og på den måde har forhindret personen i at få
øje på alle de andre hændelser, der tilsammen kunne udgøre en anden og mere
foretrukken identitetshistorie.
Foretrukne historier tyknes ved at de får et publikum, at andre lægger mærke til dem, ved
at blive koblet til hændelser, personer eller figurer i fortiden, og ved at blive forbundet med
personens intentioner, drømme, håb, værdier og idealer.
I Re-membering-praksis tyknes den foretrukne historie ved at blive forbundet med de
personer eller figurer, der talte ind i vores liv da denne idé om et foretrukkent liv blev
grundlagt.
Ordet Re-membering har den narrative praksis hentet fra den amerikanske
kulturantropolog, Barbara Myerhoff – blandt andet kendt for sit arbejde i midten af firserne i
et ældre jødisk samfund i Venice, Californien. 2
Myerhoff brugte ordet som en betegnelse for en særlig form for erindring, hvor man på ny
samler de figurer omkring sig, der hører til ens livshistorie, og det leger med den sproglige
finurlighed at indeholde både ordet member (medlem) og ordet remember (huske,
erindre), og at sammensætte ordet så det tilmed indeholder betydningen at gøre noget
igen (re). 3
Inspireret af Myerhoffs arbejde, introducerer Michael White i slutningen af 90’erne idéen
om Re-membering i den narrative terapi. Han anvender metaforen: at vi alle har en
livsklub, der former vores liv og vores identitet. I vores livsklub er der medlemmer, som
hver især har deres helt særlige rolle i forhold til hvordan vi er kommet til at opfatte os selv.
Medlemmerne af vores livsklub kan have vidt forskellig rang og status, alt efter hvilken
betydning vi tillægger deres mening om os.
Vores liv har medlemmer, og hvordan de taler om os og hvordan vi opfatter os selv
sammen med dem, er afgørende for hvordan vi opfatter os selv.
2 Myerhoff, Barbara. 1982: Life history among the elderly: Performance, visibility and re-membering.
3 På dansk har man forsøgt at fange denne flertydighed ved at oversætte ordet med: genmedlemsgørelse,
der så indeholder at være medlem og at gøre noget igen. Jeg holder mig til den amerikanske version.
4

Ideen bygger dermed videre på den socialkonstruktionistiske grundidé om, at vores
identitet skabes i relationerne med andre mennesker. Vi udvikler os ikke isoleret og
uafhængigt, men sammen med andre - vi har haft betydning for andre og de har haft
betydning for os.
Hvis vi tænker identitet som en sådan socialkonstruktionistisk opståen, vil der altid være
nogle vigtige andre, der har talt ind i vores historie, ind i vores liv og som dermed er
medskabere af vores identitet.
En Re-membering samtale tjener det formål, at man kan revidere og omorganisere sin
livsklub. Det er en samtale, der sætter fokus på klubbens medlemmer, deres betydning og
deres effekt: om den vurderes som god, dårlig, begge dele, eller noget helt andet.
Det er således både en mulighed for at genopdage gamle betydningsfulde medlemmer og
give dem og deres historie om os plads på ny, såvel som en mulighed for at fratage andre
medlemmer deres høje status og på den måde mindske deres stemmers indflydelse.
Selve Re-memberingkortet 4 ser i sin enkleste form således ud:
Muligt at vide
__________________________________________________
4. Hvad har det betydet for den andens identitet?
3. Hvad har jeg bidraget med i den andens liv?
2. Hvad har personen/figuren set hos mig?
1. Hvad har personen/figuren betydet I mit liv?
___________________________________________________
Kendt og familiært 5
Kortet er ikke det umiddelbart første man griber til i en samtale, men opstår undervejs.
Som i alt andet narrativt arbejde, handler det om at få øje på den foretrukne
identitetshistorie, og er samtidig muligheden for at få kigget på hvor de andre ’ikkeforetrukne’
kommer fra og placeret der, hvor de er til at have med at gøre.
Der er mange mulige indgange til en Re-membering samtale. Fælles for dem er, at de
bygger videre på begyndelsen til en foretrukken historie.
Når der eksisterer en anden måde at tænke om sig selv og sit liv, end den der af personen
vurderes som problematisk, vil der være spor af denne foretrukne identitet, der rækker
tilbage i personens historie; og der vil være en eller anden person eller figur, der vil have
bidraget til disse foretrukne opfattelser. Fordi evner, værdier, idealer ikke opstår i et
tomrum – de formes af personens levede liv og forhold til andre og omverden.
Påstanden er, som det fremgår af ovenstående, at vores livsklub kan indeholde både
personer og figurer. Det er altså muligt at finde sin bevidning, sine værdier givet eller
bekræftet af en figur fra f.eks. litteraturen eller tegnefilmens verden.
4 Ordet kort refererer til Michael Whites brug af begrebet landskabskort.
5 Fra Anne Saxtophs undervisning, DISPUK, Århus 2006
5

Om de personer der refereres til er levende eller døde, er heller ikke afgørende:
Lorraine Hedtkes arbejde
En kvinde ved navn Lorraine Hedtke beskæftiger sig med sorgarbejde i dette perspektiv,
idet hun som terapeut arbejder med døende og deres pårørende.
Hedtke arbejder med narrativitet, er inspireret af Michael White, og bringer idéen om
fortællingernes plads og potentiale i vores liv, et skridt videre frem. Hendes arbejde er for
mig at se narrativitet i sin tydeligste og stærkeste form.
Lorraine spørger de døende hun taler med, hvordan de gerne vil leve videre, hvordan de
gerne vil beholde en plads tæt på deres pårørende, og hvilke historier de ønsker, der skal
fortælles om dem, når de ikke længere er her.
Hun siger at fortællingerne overlever vores biologi – at fortællingen vil være her længe
efter at vores kroppe er væk.
Og om relationer siger hun, at døden ikke behøver at aflive relationen – at vi sagtens kan
vedblive at have et forhold til hinanden selv om en af os er død. 6
Hun gør altså op med den traditionelle tænkning omkring sorg, der dikterer, at sorg efter
dødsfald er noget vi skal komme os over, noget vi skal arbejde os ud af, og at relationen til
den afdøde er noget vi skal give slip på.
Praksisbeskrivelse
Jeg mødte Emil første gang en mandag i december 2006 da han var 10 år gammel. Han
begyndte at komme hos mig i sine frikvarterer, fordi han trængte til en pause fra balladen;
og nu foreslog hans lærere, at han derudover skulle tilbringe 1. lektion om mandagen
sammen med mig. Det var deres håb, at vi sammen kunne få bugt med det meget
voldsomme temperament, der efterhånden fyldte rigtig meget i Emils skoletid.
Emil selv var glad for at komme i vores samtalerum hver mandag morgen, han havde på
et tidligt tidspunkt fortalt mig, at hans største ’skoledrøm’ var at få en fjernbetjening til
Raseriet. Men det var i øvrigt ganske sjældent, at han havde lyst til at tale videre om det.
Han ville hellere sidde lige så stille, holde pause fra balladen og tegne. Lærerne mærkede
ikke desto mindre en nedgang i hans ”konflikt-frekvens” om mandagen, så vi blev sammen
med Emil enige om at fortsætte de fredfyldte tegnetimer.
En dag tegnede han en kiste på hjul fyldt med legetøj. Og så fortalte han, at det var en
trækiste, der stod hjemme hos hans mormor og morfar. Han fortalte så at han, da han var
3 år gammel, havde foret kisten med et blødt tæppe, så hans mor kunne ligge godt, og
han havde taget sin legetøjstelefon og ringet til politiet, for at bede dem om at sørge for, at
den mand, der havde kørt hans mor ned, ikke kom ud på vejene igen.
6 Seminar med Lorraine Hedtke: Death and Dying, DISPUK, Århus, august 2006.
6

På den måde fik Emil fortalt mig om sin mors død da han var 3 år gammel. Han fortalte
mig flere detaljer om den dag hun døde og om ulykken, og på et tidspunkt sagde han: ”Det
er faktisk fordi min mor er død, at jeg bliver så splitterrasende”.
Mange gange i samtalen vendte Emil tilbage til denne sætning og han sagde også: ”Det er
som om, at når de andre de driller, eller siger noget jeg ikke kan høre, så er det som om
de siger, at det er deres far, der er den flugtbilist, der kørte min mor ned”.
Han omtalte det som noget absolut og definitivt, og jeg blev overvældet af den sorg jeg
tænkte han måtte føle, og kunne ikke finde ud af at stille spørgsmål, der åbnede andre
veje at gå end at eksplodere og gribe til våben. Det var som om årsagen umuliggjorde at
efterspore den foretrukne historie, nemlig at Raseriet ikke fyldte så meget i skoletiden, og
som om denne dramatiske og urokkelige årsagsgiven, gjorde både Emil og mig blinde
overfor andre handlemuligheder
Så jeg gik hjem og tænkte. Tænkte på at jeg havde hørt om en ny person i Emils liv i dag,
og at den person tilsyneladende for Emil bar årsagen til alle hans problemer. Jeg tænkte
på Michael Whites tanker om en livsklub, og på om mors medlemskab var en hjælp eller
en hindring for Nikolaj i hans bestræbelser på at få et godt liv.
Og jeg besluttede mig for at undersøge om mors stemme i denne historie var en
medspiller eller en modspiller. Hvis altså Emil ville være med på ideen.
Jeg ringede til far og stedmor for at høre om det var okay med hjemmet, at jeg talte videre
med Emil om hans afdøde mor. Det var det.
Uddrag og gengivelser fra 2. samtale
L: Jeg har tænkt rigtig meget på det du fortalte om din mor i mandags. Og jeg har fået lyst
til at lære hende bedre at kende. Kunne du tænke dig at fortælle mig lidt mere om
hende?
Emil så lidt overrasket ud, men sagde, at det ville han gerne prøve. Takket være en bog
hans morfar havde lavet til ham og hans lillebror, viste det sig, at Emil vidste ganske
meget om sin mor – om hvordan hun var som barn, ung og voksen og hvordan hun var
som mor for Emil og hans lillebror. Det var også fra denne bog Emil kendte historien om
legetøjskisten.
L: Din mor lyder som et rart og sjovt menneske. Jeg tænker, at hun nåede at være
sammen med dig i tre år - så hun må have nået at give og vise dig en masse inden hun
døde. Hvad tror du var det allervigtigste for hende at give dig med på din rejse i livet?
E: Masser af kærlighed.
L: Masser af kærlighed. Okay. Hvordan ville jeg have kunnet se det hvis jeg havde set og
hørt jer sammen?
7

Emil fortalte mig flere af historierne fra morfars bog, hvor også onkler og mostre kom til
orde, og beskrev fotos han havde af sig selv og sin mor, hvor ”kærligheden lyser ud af
hendes øjne.”
Så talte vi om hvad der ellers havde været vigtigt for mor at give drengene med i livet; om
der var andre, der kunne fortælle historier om hende; hvordan det ville være at spørge
dem, (”Det ville være okay, jeg har bare aldrig gjort det før”); på hvilke måder Emil lignede
hende både fysisk og af sind, og om han kunne genkende sig selv i nogle af de historier
han havde hørt og læst om hende.
Og så holdt vi tænkepause igen. Dem havde vi mange af. Samtaler med Emil havde altid
deres helt egen langsomme eftertænksomme rytme.
L: Ville din mor egentlig være enig med dig og dine lærere i, at det er en god idé, at du får
mere magt over Raseriet?
E: Ja.
L: Hvorfor ville hun synes det var en god idé?
E: Måske fordi hun gerne vil have, at jeg har venner, og at jeg ikke får så meget skæld ud.
Ligesom jeg synes.
L: Hvis din mor sad her sammen med os nu, og vi kunne spørge hende hvad hun tænker,
du kan gøre når Raseriet overmander dig, hvad tror du så hun ville sige?
E: Det aner jeg da ikke.
L: Næh og det ved jeg jo heller ikke. Men jeg føler næsten jeg kender hende nu, og vi kan
jo prøve at gætte.
E: Jamen hun ville sige ligesom de andre voksne: at jeg skal tælle til ti…… Men det
hjælper bare ikke altid.
L: Okay…… Hvis vi så sagde til hende, at det ikke altid hjælper at tælle, og spurgte om
hun ikke havde en anden idé?
Pause.
E: Så ville hun nok sige, at jeg skal bruge min kærlighed.
Det krævede en nærmere forklaring før jeg forstod, hvad hun mente med det. Så Emil
fortalte mig, at han på det sidste havde oplevet ikke at hente våben og sten når han blev
vred. Han gik bare. ”Fordi han ikke havde lyst til at få andre til at bløde.”
”Og det var jo en slags kærlighed”, sagde han.
L: Er der andre situationer i dit liv, hvor din mor ville kunne få øje på den kærlighed?
E: Ja, når jeg er sammen med mine søskende, og vi ser Disney Sjov. Så sidder de alle
sammen (1 ’hel-lillebror’ og 3 yngre halvsøskende) hos mig i sækkestolen.
L: Okay. Andre situationer?
E: Ja, da vi var på camping, da gik jeg rundt til hundene der var bundet og gav dem vand.
L: Hvad tror du det ville betyde for din mor at vide, at det der var så vigtigt for hende at
give dig med i livet, det passer du stadig på nu 7 år senere, og at du oven i købet
bruger kærligheden til at håndtere nogle meget svære situationer i dit skoleliv?
E: Så ville hun da blive glad.
8

Analyse
Før jeg startede samtalerne med Emil, havde jeg ingen overvejelser omkring Remembering.
Jeg vidste ikke, at moderen var død, og jeg havde ikke på forhånd nogen idé
om, at der måtte være stemmer i Emils livsklub, der kunne hjælpe ham af med Raseriet.
Jeg havde således ikke fastsat nogen teoretisk eller metodisk tilgang.
Før min anden samtale med Emil, overvejede jeg om det faktum, at moderen af Emil blev
betegnet som årsagen til Raseriet, ville forhindre hende i at være et eventuelt hjælpsomt
medlem af Emils livsklub. Jeg spekulerede ligeledes på, om han mon overhovedet ville
kunne huske eller var blevet fortalt tilstrækkeligt om hende til at hun kunne blive et tydeligt
medlem, og om hun dermed kunne hjælpe ham med at få en fjernbetjening til og kontrollen
over Raseriet – sådan som han ønskede sig det.
I det følgende er analysen inddelt i to afsnit: 1) Hvilke dele af teorien anvendes?, 2) Hvad
er effekten?, og slutte af med at perspektivere under overskriften: Hvad kunne jeg have
gjort anderledes og hvad får jeg lyst til at gøre mere af?
Hvilke dele af teorien anvendes?
Da jeg bliver opmærksom på, at Emil har en mor som døde 7 år tilbage, bliver jeg
interesseret i at undersøge på hvilken måde denne mor indgår i Emils livsklub af
medlemmer. Jeg bruger altså Barbara Myerhoffs og Michael Whites teorier om at vi alle
har en livsklub fuld af medlemmer – nogle hjælpsomme, nogle ikke gavnlige, nogle begge
dele og nogle ingen af delene.
I forhold til Re-membering-kortet skitseret i en meget enkel form i teoriafsnittet, så ser jeg
at jeg bevæger mig omkring spørgsmål 1 og spørgsmål 4.
Først bruger vi ganske lang tid på, at Emil præsenterer mig for sin mor.
Så spørger jeg til hvad moderen har givet Emil med i livet, hvad det var vigtigt for hende at
han tog med sig, hvortil han svarer: Masser af kærlighed; og jeg beder ham om at fortælle
mig, hvordan jeg ville have kunnet få øje på, at dette var vigtigt for hans mor. På denne
måde bliver dette lidt uhåndgribelige begreb koblet til et konkret handlingsplan.
Så spørger jeg til hvordan hun ville kunne se ham passe på denne værdi (i hans forhold til
de 4 søskende og i hans adfærd overfor hundene på campingpladsen).
9

Herefter spørger jeg om moderen ville være enig med ham og hans lærere i, at det er en
god idé at få kontrollen over Raseriet. Og han svarer ja og begrunder det (måske fordi hun
gerne vil have at jeg har venner, og at jeg ikke får så meget skæld ud).
Efter dette spørgsmål er jeg mere sikker på, at moderen er en medspiller i forhold til at
dæmpe Raseriet. Indtil da vidste jeg kun, at Emil tænkte hun var grunden til at Raseriet var
der. Jeg vidste ikke, om hun, på en for Emil hjælpsom måde, ville tale ind i hans
bestræbelser på at tæmme det.
Jeg spørger ham så, om han tror moderen kunne have et bud på, hvad han skal gøre, når
Raseriet er lige ved at tage magten fra ham. Og her bliver Emil først en smule irriteret på
mig (Det aner jeg da ikke). Han går alligevel med til at gætte, men gæt nr. 1 gør ingen
forskel. Det gør gæt nr. 2 til gengæld (Så ville hun nok sige, at jeg skal bruge min
kærlighed). Her kobler Emil den værdi hans mor gav ham med på rejsen sammen med det
våben hun ville råde ham til at bruge mod Raseriets indflydelse, og dermed bliver moderen
til en allieret og et vigtigt medlem af Emils livsklub, der har noget afgørende at byde ind
med i forhold til Emils foretrukne historie: at have kontrollen over Raseriet.
Emil fortæller også, at han allerede har oplevet at bruge denne kærlighed i sin kamp mod
Raseriet og kan på min foranledning tilmed fortælle om andre situationer hvor det er denne
side af ham selv han bruger.
Til sidst bevæger jeg mig i forhold til spørgsmål 4 på kortet (Hvad har det af betydning for
den andens identitet), og i forhold til hvad der kun er muligt at vide for Emil, idet jeg
spørger ham hvad han tror det ville betyde for hans mor at vide, at det der var så vigtigt for
hende at give ham med på hans vej gennem livet, det passer han stadig på nu 7 år
senere, samt at han oven i købet bruger denne kærlighed til at håndtere nogle svære
situationer i sit liv.
I forhold til Lorraine Hedtkes tanker omkring sorgarbejde, så stiller jeg spørgsmål ud fra
devisen, at døden ikke behøver at aflive relationen, og at vi sagtens kan vedblive at have
et forhold til en person selvom vedkommende er død.
Emils forhold til hans afdøde mor blev i denne samtale til noget vedkommende og til noget
han senere har profiteret af i andre sammenhænge. Fordi hun er blevet levendegjort som
bærer og ’stifter’ af en meget vigtig værdi for Emil: at handle kærligt i verden.
Hvad er effekten?
Inden Emil og jeg begyndte at tale sammen, beskrev han sig selv som en voldelig dreng,
der ikke kunne holde frikvarter sammen sine klassekammerater fordi han slog med sten og
kæppe når han blev vred.
Det nye for Emil efter disse samtaler, var at han opdagede, at han havde en kærlig side
også. Han opdagede, at den var der, og at han både handlede kærligt på skolen, i
hjemmet og på campingpladsen i påskeferien.
Han fandt også ud af, at den ikke var opstået ud af det blå, men at det var en af de
værdier det havde været vigtigt for hans mor at give ham med i bagagen.
10

Jeg oplevede også, at efter den samtale, hvor moderen kom på banen, var det ikke meget
vi fik tegnet. Vi fik ganske enkelt travlt med at tale sammen om alt det Emil nu syntes var
vigtigt.
Det var som om hun blev min indgang til hele det videre forløb, og vi fik nu rig mulighed for
at udforske Raseriet nærmere og blive meget klogere på hvordan han kunne komme til at
kontrollere det, som han så brændende ønskede sig. Samtidig med at det blev interessant
for Emil at undersøge hvornår han i øvrigt brugte sin nyopdagede kærlige side.
Emil var superivrig efter disse samtaler – stod og trippede udenfor min dør når jeg mødte
om morgenen og blev vred når jeg blev nødt til at aflyse.
At fortælle om hans mor og tale om hende med en anden, var tydeligvis en stor glæde for
ham.
Efterfølgende oplevede jeg ofte, at han inddrog hende som et vigtigt vidne når vi talte om
andre vigtige ting der foregik i hans skoleliv – hun var blevet et vigtigt og nærværende
medlem af Emils livsklub, og det kom vist bag på os alle sammen.
Raseriet forsvandt ikke, men Emils måde at tale om det på var blevet mere nuanceret. Det
var ikke længere ’bare sådan det var’ og hans eneste mulighed for at undslippe Raseriet
var ikke at sidde hos mig i alle pauser.
Vi havde senere mange flere samtaler om Raseriet, og hvad Emil og andre kunne gøre for
at minimere dets indflydelse på hans forhold til klassekammeraterne, men det ville falde
udenfor denne opgave at redegøre for disse.
Hvad kunne jeg have gjort anderledes og hvad får jeg lyst til at gøre
mere af?
Hver gang jeg har en samtale med et barn, er der bagefter altid tusind ting, jeg tænker jeg
også kunne have spurgt om. Sådan ved jeg godt det formentlig altid vil være, så længe jeg
vel at mærke bliver ved med at reflektere over min egen praksis.
Og sådan er det naturligvis også med samtalen med Emil.
Jeg kan se, at jeg i forhold til kortet kun er omkring spørgsmål 1 og 4. På den måde
udelader jeg helt at udforske hvad det er moderen har set hos Emil som gjorde, at hun
viste ham al den kærlighed, og jeg får heller ikke afdækket hvad Emil eventuelt har
bidraget til i moderens liv.
Samtalen med Emil og det den førte med sig, har givet mig stor lyst til at arbejde videre
med denne praksis.
Efter at jeg så hvor fyldt med glæde, energi og mening det var for Emil at præsentere mig
for sin mor og inddrage hende i sine bestræbelser på at nedtone Raseriet, har jeg planer
om at gøre det til en fast del af min praksis med de børn jeg arbejder med på
Columbusskolen til daglig.
Jeg ved der blandt dem er børn der mangler bedsteforældre og sågaogsår en der ikke har
kontakt med sin biologiske far længere pga. en vanskeliggrim skilsmisse; og jeg tænker, at
der meget vel kunne ligge vigtige værdier gemt med disse ’forsvundne’.
11

Jeg kunne invitere til en re-membering samtale med de andre børn som tilhørere, ved at
spørge om én havde lyst til at præsentere de andre for en vigtig forsvunden person.
Vi kunne lave portrætter i billedkunst, skrive historier om dem i dansk og placere dem på
et stamtræ sammen med barnet selv og alle de andre. Vi kunne skaffe billeder af dem hvis
det var muligt og i de tilfælde hvor barnet ikke mente at kunne huske tilstrækkeligt, kunne
vi invitere mor eller far eller andre relevante til at komme og fortælle om den pågældende.
Jeg tror på, at de ville kunne trække vældig meget på den viden og de værdier der måske
ligger gemt med personen, som de selv har defineret har høj status i deres livsklub.
Personer der har vist dem det der er blevet til deres foretrukne liv – eller i hvert fald en flig
af det.
Konklusion
Jeg stillede indledningsvist mig selv følgende spørgsmål: På hvilken måde er det
hjælpsomt at bruge Re-membering i børnesamtaler og hvilke udfordringer kunne der være
forbundet hermed?
Jeg sidder tilbage med den følelse, at det absolut var hjælpsomt for Emil, at jeg anvendte
elementer fra en Re-membering praksis i forhold til hans afdøde mor.
Emil fik mod på og lyst til at tale om Raseriet, og mor blev en meget vigtig medspiller i
hans bestræbelser på at tilbageerobre sit gode liv. Hun kom og gjorde ham opmærksom
på at han også er en kærlig dreng, der har andre strenge at spille på end voldens.
Jeg tror hun gjorde Emils følelse af at være alene og anderledes lidt mindre, og det var det
hele værd. Emil har nu en mor der elsker ham, som har givet ham noget vigtigt med på
rejsen og som billiger når han viser endnu flere sider af den kærlige Emil.
For mig personligt var det en udfordring at overvinde min egen berøringsangst overfor et
lille barns sorg. Jeg troede ikke jeg havde den slags angst, men blev både konfronteret
med min egen sorg fra dengang jeg selv mistede en forælder og med min enorme
medfølelse for den lille dreng jeg sad overfor. Og det tog mig lidt tid og mange tanker at
komme tilbage på banen igen.
Da jeg så vovede det, fandt jeg ud af, at det slet ikke var tungt og trist, men fyldt med
energi og glæde at tale om den afdøde på denne måde. Uden at jeg af den grund følte at
jeg ignorerede og bagatelliserede Emils sorg.
Som professionel blev jeg også opmærksom på det faktum, at man med børn ikke bare
kan gå i gang med at tale om de døde eller dem, der ikke er i barnets liv. Det vil oftest
kræve en tilladelse fra en mor eller en far.
Før 2. samtale med Emil var jeg f.eks. nødt til at ringe til far og stedmor og spørge om det
var okay at jeg talte videre om den afdøde mor.
Jeg stødte ikke på forhindringer, der på nogen måde havde en sådan størrelse, at jeg i
fremtiden vil afholde mig fra at anvende Re-membering i samtaler med børn.
12

Tværtimod: De børn jeg møder i mit arbejde har meget ofte et begrænset både familie- og
vennenetværk, og jeg tænker, at det lige netop her giver ekstra god mening at udvide
disse med vigtige værdibærere fra fortiden, værdibærere der af den ene eller den anden
grund ikke er i deres liv længere.
13

Litteraturliste
Hedtke, Lorraine: The origami of remembering. The International Journal of Narrative
Therapy and Community Work. 2003, No.4.
Russel, Shona & Maggie Carey: Re-membering: responding to commonly asked
questions. The International Journal of Narrative Therapy and Community
Work. 2003, No. 3.
White, Michael: Narrativ praksis. Hans Reitzels Forlag. København. 2006
White, Michael: Narrativ teori. Hans Reitzels Forlag. København. 2006
Morgan, Alice: Narrative samtaler. Hans Reitzels Forlag. 2005
Myerhoff, Barbara: Life history among the elderly: Performance, visibility and remembering,
1982. University of Pennsylvania Press.
Blixen, Karen: Den afrikanske Farm. Gyldendal. 1986 (1. gang i 1937)
14