At arbejde med børn og re-membering

Jeg oplevede også, at efter den samtale, hvor moderen kom på banen, var det ikke meget
vi fik tegnet. Vi fik ganske enkelt travlt med at tale sammen om alt det Emil nu syntes var
vigtigt.
Det var som om hun blev min indgang til hele det videre forløb, og vi fik nu rig mulighed for
at udforske Raseriet nærmere og blive meget klogere på hvordan han kunne komme til at
kontrollere det, som han så brændende ønskede sig. Samtidig med at det blev interessant
for Emil at undersøge hvornår han i øvrigt brugte sin nyopdagede kærlige side.
Emil var superivrig efter disse samtaler – stod og trippede udenfor min dør når jeg mødte
om morgenen og blev vred når jeg blev nødt til at aflyse.
At fortælle om hans mor og tale om hende med en anden, var tydeligvis en stor glæde for
ham.
Efterfølgende oplevede jeg ofte, at han inddrog hende som et vigtigt vidne når vi talte om
andre vigtige ting der foregik i hans skoleliv – hun var blevet et vigtigt og nærværende
medlem af Emils livsklub, og det kom vist bag på os alle sammen.
Raseriet forsvandt ikke, men Emils måde at tale om det på var blevet mere nuanceret. Det
var ikke længere ’bare sådan det var’ og hans eneste mulighed for at undslippe Raseriet
var ikke at sidde hos mig i alle pauser.
Vi havde senere mange flere samtaler om Raseriet, og hvad Emil og andre kunne gøre for
at minimere dets indflydelse på hans forhold til klassekammeraterne, men det ville falde
udenfor denne opgave at redegøre for disse.
Hvad kunne jeg have gjort anderledes og hvad får jeg lyst til at gøre
mere af?
Hver gang jeg har en samtale med et barn, er der bagefter altid tusind ting, jeg tænker jeg
også kunne have spurgt om. Sådan ved jeg godt det formentlig altid vil være, så længe jeg
vel at mærke bliver ved med at reflektere over min egen praksis.
Og sådan er det naturligvis også med samtalen med Emil.
Jeg kan se, at jeg i forhold til kortet kun er omkring spørgsmål 1 og 4. På den måde
udelader jeg helt at udforske hvad det er moderen har set hos Emil som gjorde, at hun
viste ham al den kærlighed, og jeg får heller ikke afdækket hvad Emil eventuelt har
bidraget til i moderens liv.
Samtalen med Emil og det den førte med sig, har givet mig stor lyst til at arbejde videre
med denne praksis.
Efter at jeg så hvor fyldt med glæde, energi og mening det var for Emil at præsentere mig
for sin mor og inddrage hende i sine bestræbelser på at nedtone Raseriet, har jeg planer
om at gøre det til en fast del af min praksis med de børn jeg arbejder med på
Columbusskolen til daglig.
Jeg ved der blandt dem er børn der mangler bedsteforældre og sågaogsår en der ikke har
kontakt med sin biologiske far længere pga. en vanskeliggrim skilsmisse; og jeg tænker, at
der meget vel kunne ligge vigtige værdier gemt med disse ’forsvundne’.
11