At arbejde med børn og re-membering

Jeg kunne invitere til en re-membering samtale med de andre børn som tilhørere, ved at
spørge om én havde lyst til at præsentere de andre for en vigtig forsvunden person.
Vi kunne lave portrætter i billedkunst, skrive historier om dem i dansk og placere dem på
et stamtræ sammen med barnet selv og alle de andre. Vi kunne skaffe billeder af dem hvis
det var muligt og i de tilfælde hvor barnet ikke mente at kunne huske tilstrækkeligt, kunne
vi invitere mor eller far eller andre relevante til at komme og fortælle om den pågældende.
Jeg tror på, at de ville kunne trække vældig meget på den viden og de værdier der måske
ligger gemt med personen, som de selv har defineret har høj status i deres livsklub.
Personer der har vist dem det der er blevet til deres foretrukne liv – eller i hvert fald en flig
af det.
Konklusion
Jeg stillede indledningsvist mig selv følgende spørgsmål: På hvilken måde er det
hjælpsomt at bruge Re-membering i børnesamtaler og hvilke udfordringer kunne der være
forbundet hermed?
Jeg sidder tilbage med den følelse, at det absolut var hjælpsomt for Emil, at jeg anvendte
elementer fra en Re-membering praksis i forhold til hans afdøde mor.
Emil fik mod på og lyst til at tale om Raseriet, og mor blev en meget vigtig medspiller i
hans bestræbelser på at tilbageerobre sit gode liv. Hun kom og gjorde ham opmærksom
på at han også er en kærlig dreng, der har andre strenge at spille på end voldens.
Jeg tror hun gjorde Emils følelse af at være alene og anderledes lidt mindre, og det var det
hele værd. Emil har nu en mor der elsker ham, som har givet ham noget vigtigt med på
rejsen og som billiger når han viser endnu flere sider af den kærlige Emil.
For mig personligt var det en udfordring at overvinde min egen berøringsangst overfor et
lille barns sorg. Jeg troede ikke jeg havde den slags angst, men blev både konfronteret
med min egen sorg fra dengang jeg selv mistede en forælder og med min enorme
medfølelse for den lille dreng jeg sad overfor. Og det tog mig lidt tid og mange tanker at
komme tilbage på banen igen.
Da jeg så vovede det, fandt jeg ud af, at det slet ikke var tungt og trist, men fyldt med
energi og glæde at tale om den afdøde på denne måde. Uden at jeg af den grund følte at
jeg ignorerede og bagatelliserede Emils sorg.
Som professionel blev jeg også opmærksom på det faktum, at man med børn ikke bare
kan gå i gang med at tale om de døde eller dem, der ikke er i barnets liv. Det vil oftest
kræve en tilladelse fra en mor eller en far.
Før 2. samtale med Emil var jeg f.eks. nødt til at ringe til far og stedmor og spørge om det
var okay at jeg talte videre om den afdøde mor.
Jeg stødte ikke på forhindringer, der på nogen måde havde en sådan størrelse, at jeg i
fremtiden vil afholde mig fra at anvende Re-membering i samtaler med børn.
12