Livet bag sløret - Benedicte Lange - e-bog 2011 - A4 PDF - Hjem

Livet bag sløret
Af Benedicte Lange
© Benedicte Lange, 2009-2011
Green House Publishers/
Executive Magazine´s Books
1115 København K
Denmark
Phone: +45 2041 1756
e-mail: bl@benedictelange.dk
www.benedictelange.dk
Redaktion: Peter Horn
Omslag: Mads Kastberg (DJ)
Foto: Gitte Sofie Hansen
Sats og tryk: Peter Horn & Co. Aps.
2. udgave, 1. oplag, 2011
ISBN n/a – En gave fra Benedicte Lange
Produceret i Danmark
Gengivelse af denne bog eller dele heraf er ikke tilladt
ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
1

Forord – side 3
Kapitel 1. Skal du gå med slør? – side 5
Kapitel 2. Vantro i Allahs hus – side 9
Kapitel 3. Den amerikanske drøm – side 13
Kapitel 4. Nutidens slaver – side 16
Kapitel 5. En tur i Sharia-retten - side 23
Kapitel 6. Kan jeg tage mig en ny kone, doktor? - side 30
Kapitel 7. Kvinder kan ikke være engle - side 36
Kapitel 8. MBA på arabisk - side 43
Kapitel 9. Hvad sløret gemte - side 53
Kapitel 10. Skønhed i pilleform - side 57
Kapitel 11. I Saudi Arabien - side 61
Kapitel 12. Sammenstød mellem kulturer - side 70
Kapitel 13. De farlige kvinder - side 75
Kapitel 14. De fem søjler - side 81
Kapitel 15. Fra beduiner til borebisser og bygherrer - side 83
Kapitel 16. Hoflægen og Den Store Faders død - side 88
Kapitel 17. Livstidsflygtninge - side 91
Kapitel 18. Erhvervskvinde i Mellemøsten - side 94
Kapitel 19. Hallas - side 104
Ordliste - side 108
\Çw{ÉÄwM
\Çw{ÉÄwM
2

YÉÜÉÜw
YÉÜÉÜw
Jeg er blond, jeg er blåøjet – og jeg har tilbragt fem år i Mellemøsten. I de fem år
oplevede jeg livet bag sløret – som medfølgende hustru til en overlæge, som
lægeuddannet leder af en medicinalvirksomheds aktiviteter i Mellemøsten og som
MBA-studerende på Zayed Universitetet i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske
Emirater.
Under opholdet har jeg mødt mennesker fra hele verden. Nogle er med høje
uddannelser eller store stillinger i erhvervslivet kommet fra ”vores” del af verden.
Andre var fra udviklingslande, havde de usleste jobs og drømte kun om at vende
tilbage til deres udgangspunkt eller den familie, de forsørgede. Oveni kom den lokale
befolkning, hvis livssyn og verdensbillede på nogle områder er meget forskellig fra
vores. Og hvor man – når sløret faldt - mødte mange hemmeligheder og nogle af
verdens mest velplejede kvinder. Når éns mand har mulighed for at tage sig flere
koner, handler det om at tiltrække sig hans opmærksomhed ved at iklæde sig skønhed
og holde alderens slid fra kroppen.
Jeg skylder alle de spændende og meget forskellige mennesker, jeg har mødt på min
vej, at videregive indtrykkene af, hvordan man kan leve så forskelligt og alligevel
leve. Mennesker fra hele verden har fundet sammen med hver deres version af den
sandhed, der er bedst tjent til at understøtte den identitet og det selvværd, de hver især
kæmper for at opretholde. Disse mennesker valgte at dele deres livshistorier,
synspunkter, svagheder, styrker, sorger og glæder, håb, længsler og drømme med mig.
Det skete på trods af de fordomme, konventioner og dogmer, som vi fra etniske,
kulturelle og religiøse barnsben er blevet opfostret med. I mødet med mig vovede de
ikke alene at kaste sløret, men bidrog også til at fjerne mit eget slør og ændre mit
snæversyn til udsyn.
3

Bogen er da også blevet til i ønsket om, at vi i højere grad vil indse, at forskellen
mellem os og ”de andre” ofte er langt mindre, end man gør den til. Vi drømmer alle
om lykken og det gode liv. Og får vi som kvinder et godt udseende, sundhed og
velvære oveni, gør det ikke noget – også selv om vi i vores del af verden ikke normalt
deler manden i vort liv med andre.
Bogen handler ikke kun om de fysiske rammer for kvinder. Den drejer sig også om at
beskrive et samfund, hvor avanceret tænkning, teknologi og innovation går hånd i
hånd med et middelaldersamfunds ideologi og normer. Ud over at sætte fokus på de
kulturelle og sociale aspekter kan bogen også være nyttig for de mange kvinder, der
overvejer at rejse ud for at opleve andre lande – alene eller med deres partner.
Tak til Institut for Mellemøstlige Studier, der gennem litteratur og nyhedsbreve har
bidraget med faktuelle oplysninger, familie og venner samt ikke mindst de mennesker,
der frivilligt eller ufrivilligt er hoved- og bipersoner i denne bog om at leve på helt
andre præmisser – men dog leve. Det har været befriende at opleve, at der også findes
smil bag sløret.
København, 3. august 2009
Benedicte Lange
4

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DM DM f~tÄ f~tÄ wâ wâ zü zü Åxw Åxw áÄ“ÜR
áÄ“ÜR
F
ire dage efter den 11. september 2001, dagen, hvor terrorangreb i New York
og Washington ændrede den store verden, ramtes min families lille verden
også af et tilbud om forandring. Lørdag morgen kom det lokale postbud i
Snekkersten med et usædvanligt brev: Et tilbud til min mand om en stilling som
overlæge i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.
Vi kiggede på hinanden, hentede et verdenskort, da vi ikke havde hørt om stedet før
og hidkaldte børnene. Sammen studerede vi kortet over Mellemøsten: Saudi Arabien
og Irak fyldte det meste. Vi fandt stedet, et mindre ørkenområde med syv emirater
grænsende til Oman og Saudi Arabien. Datteren Amalie konstaterede, at ”der nok
ikke var mange andre, der ville tage præcis derhen lige netop i de dage”. Det var et
tungtvejende argument mod at tage af sted - så vi blev enige om, at det måtte vi prøve.
Min mand Christian landede i Abu Dhabi den 1. februar 2002. Jeg fulgte efter med
vores to hjemmeboende børn, Philip på 15 år og Amalie på 14 år, i august. Børnene
skulle slutte skoleåret, jeg skulle sige mit job op, huset skulle sælges, der skulle
pakkes og hunden måtte afhændes. Den ældste søn, Alexander, der læste på andet år
på Københavns Universitet, var betænkelig ved situationen: ”Det er et pænt stykke
vej at rejse for at besøge sine forældre, specielt for én, der lider af flyskræk”.
Det er utroligt svært at melde sig ud af Danmark. Det er også en sund proces. Det går
op for én, hvor infiltreret man er i vanebetalinger, når man starter øverst på
budgetkontoen og lader fingeren køre nedefter og skal sige det hele farvel: hus til salg,
skatter og afgifter, og el, vand og varme samt boligejerforening, kabel-tv, telefon og
internet. Mobil, børnenes mobiler og karateklub. Skole, sygeforsikring og
hundeforsikring - og og og. Det var en underlig fornemmelse at slette den ene
postering efter den anden på listen, men samtidig en kende uhyggeligt. Sådan at
melde sig ud af Danmark og efterlade sig - intet.
5

Kollegerne på mit job i en medicinalvirksomhed sagde: ”Hvordan tør du? Skal du gå
med slør? Hvad skal du lave? Skal du gå hjemme i compounden og lakere negle
sammen med de andre alkoholiserede fruer?”
Jeg vidste godt, hvad de mente. Jeg har altid lagt vægt på at tjene mine egne penge og
have noget at bestille. Jeg besluttede derfor at forfølge en drøm om at supplere min
lægefaglige baggrund med en handelsuddannelse og søgte ind og blev optaget på
MBA-studiet på det lokale Zayed Universitet. Samtidig gav min virksomhed mig
chancen for at bygge en forretning op i Mellemøsten. Der er altid muligheder, hvis
blot man opsøger dem.
I månederne op til afrejsen var standardspørgsmålet overalt: ”Skal du gå med slør?”
Det var forståeligt, for de færreste kan skelne mellem eksempelvis Kabul i
Afghanistan, Saudi Arabien og de Forenede Emirater. Det slog mig, at tanken om at
gå med slør var afskrækkende for de fleste kvinder. Jeg fandt det tankevækkende i et
samfund, hvor to procent af befolkningen – over 100.000 - er muslimer, og hvor
tørklædedebatten fik de fleste af dem, jeg omgås, til at mene, at folk da måtte gå med,
hvad de ville. De skulle bare have tilføjet: ”Så længe vi selv slipper.” Vores
teenagedatter ville vide, om ens hår blev fedtet og fladt af tørklædet.
Alt i alt fik alle disse kommentarer mig til at tænke over, hvordan jeg ville have det
med at bære slør? Der skulle forhåbentlig mere end et slør til at ryste mig. Min
identitet måtte vel sidde mellem ørene, selv om de var dækket af et stykke stof. Det
kunne der ikke rokkes ved. Jeg skulle blive klogere.
”Hvordan tør I?”, var et andet spørgsmål. Det kunne jeg ikke rigtig svare på. Vi var
næppe blevet bedt om at komme, hvis det var farligt. Vi fik gennem
rekrutteringsbureauet, der havde tilbudt min mand jobbet, at vide at der på sygehuset
arbejdede andre danskere, som vi kunne kontakte og høre nærmere. De meddelte, at
6

de følte sig mere sikre i Abu Dhabi end i ”Næstved by night”, så vi mente nok, at vi
turde kaste os ud i det.
”Nå, I gør det nok for pengenes skyld,” lød en hyppig kommentar. Det var en
tungtvejende grund. Det var en ret tillokkende tanke at bevæge sig fra det niveau,
hvor det hele bare løber rundt til at skabe en positiv bundlinie - selv for et par
livsnydere som min mand og jeg.
Det, som overraskede mig mest, var vores to teenagebørn. De glædede sig bare.
Punktum. Mange spurgte, hvad børnene sagde til at komme til et land, hvor de ikke
kunne drikke alkohol. ”Var de ikke lige i den alder, hvor man begyndte på det?
Kunne de gå ud på disko og til fester?” Igen blev jeg dem svar skyldig, Jeg var mere
bekymret over børnenes skolegang. De skulle i high school i et amerikansk system,
og vi blev enige om, at vi tog et år, og hvis de ikke trivedes, ville vi tage tilbage til
Danmark. Så ville de begge kunne starte i gymnasiet.
Alting får stærkere farver, når man tager afsked. Aldrig har træerne været grønnere,
blomsterne smukkere, vennerne sødere, familien mere tæt end det forår. Vi skulle
pakke vores hjem ned i tre bunker: til garagesalg, til flyttecontaineren med destination
Abu Dhabi og til opmagasinering. Hvor er det vemodigt at pakke et hjem ned med
alle de minder, der er blevet skabt, når man har boet mange år det samme sted:
skårede krus fra børnehavens keramikværksteder, bøger fra skole- og studietid og tøj.
Det var trist at gøre alene. Vi holdt konfirmation og en bachelorfest, hvor vi fik
samlet alle vores kære og børnenes venner, så vi kunne sige pænt farvel. Man skulle
tage afsked noget oftere, tænkte jeg i den periode.
Min dejlige reservemor Lilly fra Lolland på 87 år græd sine modige tårer ved
afskeden. ”Måske jeg aldrig ser dig igen,” hulkede hun, ”jeg kan jo dø når som helst.”
Jeg truede hende med bål og brand: ”Nu har du bare at holde dig i live, til jeg
kommer hjem til jul, ellers kommer jeg ikke til din begravelse!”
7

I bilen på vej hjem over Farøbroerne var jeg i tårer og tvivl. Hvad havde vi begivet os
ud i?
Der fandtes modvægt: Dagligt hørte jeg min mands begejstrede stemme i
telefonen: ”Kom nu herned, skynd Jer. Her er så dejligt; der mangler bare Jer.”
8

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ EM EM it itÇàÜÉ it ÇàÜÉ | | TÄÄt{á TÄÄt{á {âá
{âá
V
i landede i Dubai. Der var utroligt mange indere, pakistanere, filippinere,
indonesere, arabere og så vesterlændinge som os, men kun få lokale. De
var lette at kende; alle mændene var helt i hvidt, og kvinderne var helt i
sort. Både mænd og kvinder bar lange kjortler og tørklæder. Mændenes tørklæder var
fæstnet med en lang, tyk, sort snor, der var snoet to gange om toppen af hovedet; den
så ud til at sidde godt fast, for de tabte det aldrig, selv ikke i blæsevejr. Senere fandt
jeg ud af, at de under tørklædet havde en lille hæklet hue som et fæstnende underlag.
Kvindernes tørklæder var åbenbart meget glatte. De brugte en del tid på at rette på
disse tørklæder – fat i enden, to gange rundt mod uret, trække helt frem over
hårgrænsen og ned i panden, to gange rundt med uret og så stikkes endesnippen ind
under; efter få minutter – om igen. En del gik med burka - det lille stykke stof, der
dækker ansigtet fra lige under øjnene og ned. Enkelte havde sorte tørklæder
dækkende hele ansigtet, formentlig gennemsigtige, da de bevægede sig rimeligt frit
uden hverken stok eller førerhund. Men helt i sort, lidt uhyggeligt; nogle endog med
sorte handsker.
Man kunne ikke undgå at stirre, selvfølgelig lidt i smug. Udover deres påklædning
optrådte de næsten altid i grupper. Flere mænd i flok eller en enkelt mand, der gik 10
meter foran en, to, tre eller fire kvinder, der fulgte trop med alle indkøbsposerne og
børn i alle aldre. Mere end 4 koner må man ikke have ad gangen; man kan blive skilt
og ægte en yngre kvinde. Man så stort set aldrig grupper af jævnaldrende mænd og
kvinder i blandet flok. Det kom jeg først til at forstå senere i dette sexfikserede og
sexforskrækkede samfund.
Da vi efter langvarig pas- og toldbehandling steg ind i den store patriotblå V8-
firehjulstrækker med air condition, læderindtræk og al ekstraudstyret, var der dømt
oplevelse. Med en benzinpris på cirka 1 krone per liter og bilpriser på en fjerdedel af
9

det danske niveau havde overlægen fået opfyldt en barnedrøm, og vi kørte gennem
Dubai mod Abu Dhabi og bare så på: Smukt arkitektonisk udformede højhuse i glas,
stål og beton, kæmpestore indkøbscentre, Thomas Bjørns golfklub, det berømte Burj
Al Arab luksushotel - formet som et stort sejl - ude i havet, andre avancerede
luksushoteller, bilkøer, dytten, tuden, hektisk byaktivitet, grimme kraftværker og
udskibningshavne - og så ørken, hvor kameler i flok vandrede rundt - fra bilen på den
bredeste firesporede motorvej.
Efter halvanden times kørsel nåede vi Abu Dhabi øen og selve byen, som var en mere
fredelig og smuk by med højhuse iblandet store villaer og paladser. Abu Dhabi er en
adstadig og velordnet regeringsby med ministerier og ambassader, Dubai et sydende
kosmopolitisk forretningscentrum.
På den lange vej langs havet, den berømte Corniche, kørte vi ind ad en lille smøge i
andet parket bag vandet. Her tårnede fire 20-etages betonsiloer sig op side om side
med 40 meters mellemrum – Corniche Towers, der husede personalet fra Sheikh
Khalifa sygehuset, hvor min mand arbejdede. Vi kørte i parkeringskælderen, fandt en
plads blandt de mange andre firehjulstrækkere, tog elevatoren op til lejlighed D 902
og åbnede døren til det, der skulle blive vores hjem de næste fem år.
Lejligheden var mørk som et gravkammer, men stor, ny og rummelig. Balkonen var
lille; larmen udenfor fra air condition systemet var øredøvende. Indendørs var
møblerne deprimerende. ”Godt at vores eget indbo i den store container var på vej.
Ellers falder vi aldrig til,” tænkte jeg.
Det blev hverdag i D 902, så snart vores indbo var ankommet og alt var pakket ud,
køkkeninventaret sat i skabene, fotorammerne med billeder af børn, familie, hunde og
venner var kommet op, og de første gode måltider var serveret,.
10

Men kun tilsyneladende. Vi tog fat på et nyt liv. Landet De Forenede Arabiske
Emirater blev dannet i 1971 af syv landområder, emiraterne. Det skete efter, at
Storbritannien havde trukket sig ud efter tilstedeværelse siden 1820, da området fik
navnet Traktatkysten. Vi boede i emiratet Abu Dhabi, som er hovedstaden. Præsident
Sheikh Zayed bin Sultan Al Nahyan er manden bag landets skabelse og en afholdt og
visionær leder. Hans karismatiske blik stirrede på os fra de mange enorme billeder,
der hang overalt. Han har 19 sønner og et ukendt antal døtre med et ukendt antal
kvinder; bin betyder søn, bint datter og Al sættes foran slægtsnavnet, så ud af navnet
kan man se, hvem personen er søn eller datter af og hvilken familie, der er tale om.
Det svarer til det islandske navngivningssystem med hhv. son og dottir – som også
tidligere som –søn og –datter føjet til fornavnet var udbredt i Danmark, Norge og
Sverige.
De Forenede Emirater er dobbelt så stort som Danmark, 83.000 kvadratkilometer. Det
meste er olierig ørken, med oliereserver til de næste 100 år. Emiratet Abu Dhabi ejer
det meste af denne indbringende ørken, og de svimlende store olieindtægter
tilkommer Sheikhen som personlig formue. De øvrige emirater har ikke meget olie
eller rigdom undtagen Dubai, som arbejder på at blive Mellemøstens svar på
Singapore med blomstrende turisme og forretningsliv. Olien udgør godt 25 procent af
det samlede bruttonationalprodukt.
Indbyggerantallet er omkring 4,8 millioner, og heraf er over 70 procent i alderen 15-
64 år expatriates, altså udlændinge, der bor og arbejder her. Dette store antal
gæstearbejdere skyldes ønsket om at ændre et beduinsamfund til et moderne samfund
på rekordtid. Blandt de 600.000 lokale indbyggere er der stor arbejdsløshed. De
lokale får mange børn, og halvdelen er under 20 år. Der er en regeringsstruktur som i
EU; den dækker over et diktatorisk feudalsamfund med få ledende sheik-familier, der
sidder enevældigt på magten og pengene. Borgerne har begrænset mulighed for
indflydelse, og medierne er underkastet stærk kontrol. Lovgivningen er baseret på
11

islamiske Sharia-principper. Dødsstraf anvendes kun uhyre sjældent i modsætning til
bl.a. Saudi Arabien. Korporlig afstraffelse i form af piskeslag praktiseres.
Umiddelbart gør religionens store synlighed i hverdagen det største og mest
tankevækkende indtryk. Vi er som danskere vant til, at religion er en privatsag. Det
virker derfor overvældende fem gange om dagen at høre imamerne kalde til bøn fra
de talrige moskeer, se mændene smide, hvad de har i hænderne, for enten at begive
sig til den nærmeste moske eller lægge sig på knæ, hvor de er, vendt mod Mekka, helt
mentalt udmeldt af samfundet i 10-15 minutter. Butikker lukker for næsen af dig,
taxaerne sætter kunder af, og alting går i stå. Vi andre, som i muslimers øjne er vantro,
så da også vantro til. Indtil også det blev hverdag.
Alt i alt var der mange kameler at sluge for en lille dansk familie, for hvem demokrati,
lighed for loven og mellem kønnene, ytringsfrihed, religionsfrihed, tolerance og
religionsprivathed er nøgleord. Men skik følge eller land fly. Her er ikke plads til
kompromiser.
12

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ FM FM WxÇ WxÇ tÅxÜ|~tÇá~x tÅxÜ|~tÇá~x tÅxÜ|~tÇá~x wÜ“Å
wÜ“Å
D
er er mange skoler i Abu Dhabi, og de afspejler de mange nationaliteter.
Min mand besøgte en del for at finde en skole til vores børn. Det gav sig
selv, for det eneste system, der ville tage et par danske gymnasieaspiranter,
var det amerikanske. Vi fik af amerikanske kolleger på sygehuset anbefalet en skole,
som de anså for at være den bedste. Den var meget lidt arabisk; drenge og piger går i
samme klasse, eleverne er næsten kun vesterlændinge, og den akademiske standard er
så høj, at universitetsoptagelse i USA næsten er givet på forhånd, hed det i de mange
reklame-jingles, der blev sunget af forældre til børn i denne skole.
Ens børns uddannelse har høj prioritet, så vi tog mod alle rådene og søgte om
optagelse for børnene på The American Community School, grundlagt i 1972 og med
sloganet ”Turning Dreams into Reality”. Skolen var barrikaderet som et fort, og ved
alle indgange var der posteret soldater med skarpladte maskinpistoler. Den
amerikanske ambassadørs bolig lå lige overfor, og skolen betragtedes derfor som et
oplagt terrormål.
”Deres datter skal være velkommen i vores 9. klasse, men Deres søn må nok se sig
om efter en anden skole,” meddelte skolesekretæren på et bredt Texas-
amerikansk. ”Hvorfor dog det,” spurgte vi forbløffede og fik at vide, at hans
optagelsestest ikke var god nok – bl.a. haltede det engelske noget.
”Her tager vi kun de bedste,” forklarede hun med et sigende blik på vores
teenagerdreng, der så ud, som om han ville ud så hurtigt som muligt.
”Jamen, han lærer vel engelsk hurtigt, han skal bare have lidt ekstra hjælp, og vi vil
støtte ham så meget, det er nødvendigt,” forsøgte min mand. Damen svarede: ”han
kan jo søge igen, hvis han forbedrer sig”.
13

”Kan De anbefale andre skoler,” spurgte vi helt forvirrede. Hun trak på skuldrene: ”I
hvert fald ingen, der har vores standard. Deres datter kan starte, når De har indbetalt
de første 15.000 dirhams.”
Vi gik rystede derfra og passerede på vejen ud plakater på væggene med listen over
denne måneds dygtigste studerende, High Honor og Honor Rolls, den bedste
basketballspiller, den bedste, hurtigste, stærkeste, klogeste, mest det ene og bedst og
størst det andet. Stars and Stripes fandtes i alle varianter og størrelser. Make your
dreams come true – the American way.
15.000 dirhams, det er 30.000 kr. – hvad koster de skoler egentlig! Jeg troede, at
sygehuset betalte for børnenes skolegang, men det beløb vi havde fået, dækkede ikke
engang 25 procent. Beløbet svarede til udgiften til en lokal arabisk skole. Det kunne
vi ikke bruge til noget; vores børn beherskede ikke arabisk og en arabisk
studentereksamen kvalificerer ikke til ret mange videregående uddannelser uden for
den arabiske verden .
”Hvilke andre skolemuligheder har du hørt om,” spurgte jeg min mand.
”Hvorfor tager han ikke bare testen igen,” svarede min mand; men nej tak, hvis
skolen ikke ville have vores dreng, som han var, ville jeg slet ikke have ham til at gå
dér. Vores datter var helt klar på, at hun ville på den skole.
”Jeg skal nok finde ud af det. Der ser hyggeligt ud. Så I deres cafeteria – de har
friskbagte brownies,” sagde hun.
Vi fandt en anden amerikansk skole til vores dreng med en varm og tolerant
atmosfære, børn fra alle verdensdele og mange arabere. Drenge og piger var adskilt
fra 4. klasse, som det sig hør og bør efter lokale regler, og alle bar skoleuniform for at
udjævne forskelligheder i klædedragt. Arabisk var obligatorisk fag som
14

fremmedsprogundervisning; man forsøgte at sætte sig ind i det lokale samfund. Det,
syntes vi, lød tiltalende.
Selvom der var tale om to meget forskellige skoler, var indlæringssystemet ens: man
terpede f.eks. et kapitel, og så tjekkedes indlæringen enten ved en quiz eller en test.
Man skulle have 60 procent rigtige svar for at bestå.
Vores datter havde det fint med det hele. Hun fik hurtigt venner fra hele verden, talte
flydende engelsk efter en måned og kom straks på Honor Roll, fodboldholdet og
mange andre sportshold, som hun valgte efter, hvor turneringsrejserne gik hen og
hvem af hendes venner, der deltog. Drengen, hvis yndlingsbeskæftigelse var at læse
historie og geografi i fritiden, havde det sværere. Når test eller quiz blev plantet foran
ham og uret tikkede, gik han i stå. Men en del viden fik han tilegnet sig, for hjemme
vandt han altid i Trivial Pursuit.
Dette meget konkurrencebetonede skolesystem så ud til at afspejle den amerikanske
filosofi om at skabe og dyrke vindere. Janteloven kendes ikke, hvilket var en lettelse.
Problemet var bare, at hvor vinderne var synlige, blev taberne det også; disse tabere
havde det svært i den amerikanske skole. Familier måtte tage hjem på grund af
nedbrudte børn. Andre børn blev sendt på militærskole. I 10. klasse sprang en af min
datters klassekammerater ud fra skolens tag og døde midt i skolegården. Han opnåede
at få dedikeret en hel side i skolens årbog; en drøm, han formentlig ikke ville kunne
have realiseret i levende live.
15

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ GM GM aâà|wxÇá aâà|wxÇá áÄtäxÜ
áÄtäxÜ
H
verdagen lignede snart den, vi kom fra. Op om morgenen, børnene i skole
og mand på job. For mig med én undtagelse: jeg skulle for første gang i
mit liv arbejde hjemmefra; alene, uden kolleger. I starten savnede jeg at
arbejde sammen med andre i hverdagen. Det gav selvfølgelig en dejlig fleksibilitet, at
jeg selv kunne bestemme over min tid, men det krævede samtidig en høj grad af
selvdisciplin; jeg begyndte at sætte mig mål og lave daglige handlingsplaner for mig
selv.
Min arbejdsopgave var at skabe salg af den farmaceutiske virksomhed Ferrosans
produkter i Mellemøsten. Der var allerede indgået aftaler med partnere i De Forenede
Emirater, Kuwait og Saudi Arabien. Først skulle vores produkter godkendes af
myndighederne, og det ville tage nogen tid. Denne ventetid brugte jeg til at lære
samarbejdspartnerne at kende, undersøge markedet, konkurrenterne, skaffe mig viden
om mit produkt og lægge planer for, hvordan vi skulle lancere produktet, når det blev
godkendt. Jeg begyndte også at studere arabisk, og da jeg startede på at læse på
universitetet, havde jeg fået fyldt min hverdag godt op.
Når børnene kom hjem fra skole, fik de lidt at spise, hvorefter de ofte skulle til sport.
Jeg handlede i mellemtiden ind i de veludstyrede supermarkeder, hvor man kunne få
alt undtagen sovsekulør og marcipanbrød, og lavede mad, så vi kunne spise, når alle
var kommet hjem.
Jeg nød at have mere tid sammen med børnene og satte især pris på vores samtaler,
når børnene kom hjem fra skole. Jeg indså, hvor meget jeg var gået glip af mine to
store børn. Det kunne dog ikke fylde alt ud. Jeg savnede dagligt at have kolleger, som
jeg kunne grine og græde med, og jeg følte mig ofte ensom i starten. Derfor meldte
jeg mig til forskellige foredrag, spiste frokost og gik i byen med andre danske kvinder
16

og blev medlem af International Business Women Group, hvor jeg mødte andre i
samme situation.
Der bor godt en million mennesker i emiratet Abu Dhabi. Der er en klar rangorden.
Øverst i hierarkiet finder man de lokale indbyggere, der udgør 200.000 af
befolkningen. Næstøverst kommer vesterlændingene, godt 50.000. Det tredje lag
består af en blandet gruppe mennesker med en relevant uddannelse. Her finder man
mange indere, der ofte arbejder indenfor IT, farmaceutisk industri, som
sygeplejersker, sekretærer, læger samt i erhvervslivet. Uddannede arabere fra andre
arabiske lande er også i denne gruppe, der er på 150.000 mennesker.
Resten af indbyggerne, godt 600.000 mennesker, er bunden af bunden, bærmen, den
moderne tids slaver. Det er uuddannede, ekstremt lavtlønnede, hårdtarbejdende
mennesker fra bl.a. Filippinerne, Indonesien, Sri Lanka, Pakistan og Bangladesh.
Mennesker med seks til syv dages arbejdsuge med 10-12 timers hård arbejdsdag, og
en månedsløn på cirka 1.000 danske kroner er langt bedre vilkår, end de kunne håbe
på, hvor de kom fra. Disse mennesker sendte stort set alt, hvad de tjente hjem til
familien, som de så, når de havde fire til otte uger fri hvert andet år - hvis der var
penge nok til flybilletten. For de penge, de sendte hjem, kunne de forsørge hele deres
egen familie og ofte hele landsbyer. De arbejdede som bygningsarbejdere, hushjælp,
chauffører, kokke, sikkerhedsvagter, rengøringsmedarbejdere, kontorhjælpere,
vinduespudsere, taxachauffører, bybude, avissælgere, gartnere, bilvaskere og alt andet,
som ingen andre ville røre ved.
Rettigheder var der kun få af, respekt fik de sjældent og da slet ikke fra deres
arbejdsgivere, araberne, der ofte behandlede dem rystende dårligt. Det var de nu ikke
ene om. Der fandtes også vesterlændinge, der havde private oppassere, som de
kostede rundt med efter forgodtbefindende. Undskyldningen for at behandle disse
mennesker så ringe var, at det var bedre, end hvor de kom fra: ”Hvis de ikke er
tilfredse, kan de jo bare rejse hjem,” lød kommentaren. Trods det oplevede disse
17

fattige mennesker Emiraterne og de øvrige golflande som forjættede lande, hvor der
var alt at vinde og lidt at tabe.
Alle fremmede, der opholder sig i landet, skal være i besiddelse af en
opholdstilladelse, som udstedes af en sponsor. Man må kun arbejde for sin sponsor.
Enhver lokal mandlig araber har ret til at sponsorere tre personer og kan således
udstede tre opholdstilladelser. Tallet på tre er fastsat, fordi enhver lokal med respekt
for sig selv har en kok, en hushjælp og en chauffør. Det var der kommet en
blomstrende illegal virksomhed ud af. De lokale arabere solgte nemlig disse
opholdstilladelser til fattige immigranter for typisk 10.000 kroner. Araberne kunne
ofte nøjes med én hjælp i huset, fordi hjælpen blev sat til at arbejde i døgndrift for at
varetage alle opgaver i hjemmet. Det gav den lokale araber en ekstra indtægt på
20.000 kroner, og de fattige fik et stykke legitimt papir på opholdet. Imidlertid blev
de ofte drevet ud i kriminalitet, fordi de ifølge loven ikke måtte arbejde for andre end
den araber, der på papiret var deres sponsor; han ville ikke have mere med dem at
gøre efter at have indkasseret sine penge. Andre kom ind i landet som turister.
Derfor var der en underskov af mennesker, der arbejdede illegalt. Sådan en illegal
medarbejder var nem at have med at gøre for en arbejdsgiver. Man havde ingen
forpligtelser, man kunne fyre dem, behandle dem efter forgodtbefindende og lade
være med at betale dem deres løn. Disse mennesker havde ingen rettigheder. De
levede i en konstant angst for at blive opdaget og sendt hjem. Det skete øjeblikkeligt,
når de blev taget. De fik et stempel i deres pas, der umuliggjorde, at de kunne rejse
ind i landet igen; sponsoren og den reelle arbejdsgiver fik klækkelige bøder.
Selvom man var så heldig at have en sponsor, som man rent faktisk arbejdede for, var
man stadig reelt uden rettigheder. Man ankom som oftest i dyb gæld til de
mellemmænd, der sørgede for, at man kunne komme til det forjættede land og søge
arbejde. Når man endelig var sluppet ind, ventede der en hård og slidsom tilværelse.
Særligt slemme var historierne om umenneskelig behandling af bygningsarbejderne,
18

som arbejdede i stegende hede året rundt med kun få pauser og talrige arbejdsulykker
på grund af ringe sikkerhed.
Næsten endnu værre var den grove udnyttelse af de unge stuepiger eller maids. Det
var ikke historier, man kunne læse i de lokale aviser; historierne blev hviskende
fortalt i fortroligt forum og suppleret af faktuelle oplysninger af de læger på
sygehuset, vi havde omgang med. Stuepiger, der var blevet skubbet eller sprunget ud
fra højhuse, eller som blev indlagt med tegn på voldtægt og mishandling; eller
stuepiger, der var blevet låst inde uden mad og vand i flere dage og indbragt på
sygehuset døden nær. Flere ambassader havde sovesale, der husede stuepiger, der var
flygtet fra deres arabiske arbejdsgivere; de kunne ikke komme tilbage til deres eget
land, fordi sponsoren ikke ville udlevere deres pas. Unge kvinder blev sat til at
arbejde for flere familier, mens de om natten måtte lægge krop til andre ydelser.
Historierne var mange. De gik fra mund til mund og var svære at tro på. Jeg oplevede
ofte i de store indkøbscentre en lokal kvinde eller flere i flok med en bagtrop af en
lille, undseelig stuepige, der slæbte på enten børn, indkøbsvogne, indkøbsposer eller
det hele på én gang. At dømme efter udtrykket i denne lille persons øjne var
medarbejdertilfredshed og menneskelig respekt ikke begreber, der var en del af
hendes dagligdag.
Min mand havde allerede ansat en lille indisk dame til at gøre rent, da vi andre ankom.
Hun var blevet anbefalet gennem venner, var sød og smilende og kom en gang om
ugen. Det var ikke noget nyt for mig at have rengøringshjælp; det havde jeg haft i
ganske mange år i Danmark. Det nye var, at hun og jeg overhovedet ikke kunne forstå
hinanden. Uanset hvad jeg forsøgte mig med, smilede hun og sagde, ”Yes Madam”;
hun forstod intet af, hvad jeg sagde. Når jeg f.eks. søgte at forklare, at det ville være
rart, hvis hun kom lidt mindre Clorox og FloorClean og andre kemikalier i
gulvspanden, når hun vaskede flisegulvene, fordi alle gulvene var så klistrede, at
vores sko hang fast, og vores allergiske datter fik åndedrætsbesvær, sagde hun ”Yes,
19

Madam” og fortsatte ufortrødent med sin kemiske forurening. Når jeg med blyant,
tegn og fagter forklarede, at vi havde en aftale om, at hun kom hver tirsdag kl. 9-13,
og at jeg derfor forventede, at hun kom på denne dag og tid og ikke andre dage eller
tider, smilede hun og sagde, ”Yes, Madam”, og fortsatte med at komme, som vinden
blæste.
Pludselig var hun væk. Hendes bror fortalte, at hendes datter i Indien skulle giftes.
Hun var taget hjem og kom igen om fire uger. ”Jeg kan gøre rent hos Dem imens,
Madam,” tilbød han, ”jeg har tid torsdag morgen.”
Vi fik omdannet det, der hernede svarer til lørdag morgen - det er weekend torsdag-
fredag - til et rengøringsinferno. Broderen var dygtig til at gøre rent; alt blev
endevendt, møbler flyttet og når han var gået, var der blæst – hjemmet så ud, som om
det var blevet hærget af en hvid tornado. Det tog os resten af dagen at restituere
hjemmet, så da kemikalie-søsteren kom tilbage fra Indien, var det næsten en lettelse.
Både bror og søster arbejdede på deltid hos os, som tilfældet også var med alle andre
vesterlændinge, og det var i princippet ulovligt. For at arbejde lovligt for os skulle vi
være deres sponsor, og der gik historier om, at det hemmelige politi, CID, foretog
razziaer. Jeg begyndte at overveje at få en lovlig hushjælp.
”Tag en filipino, Madam,” sagde ”Negle-Thelma”, ”dem kan man stole på.”
Jeg lærte Thelma at kende efter en samtale, jeg havde haft et par dage tidligere ved
en damefrokost.
”Nå, du er nok ny her,” havde min højglanspolerede sidekvinde ved frokosten sagt.
Hun fortsatte i et lidt lavere toneleje. ”Lad mig give dig et par tips, der vil gøre det
nemmere for dig at klare dig her. Jeg har en vis erfaring. Araberne er dovne, uduelige
og arrogante, men nødvendige at holde sig gode venner med; de sidder på pengene og
20

magten. Inderne er ikke til at stole på; de er fulde af løgn, men gode til administration
og sådan noget med internet og teknik. Filippinerne er de bedste, passer deres arbejde
uden vrøvl, er billige, sikkerhedsorienterede, pligtopfyldende og hygiejniske;
manicure skal du ikke få lavet af andre, og hvis du kan få en hushjælp fra Filippinerne,
er det langt det bedste. Pakistanerne er de værste, de er dumme, grove, lugter og glor
altid på damerne; muslimer, når de er værst. Alle taxachaufførerne i de billige taxaer
er pakier, så sæt dig aldrig på forsædet, med mindre du altså trænger til at blive pillet
lidt ved. Indoneserne er generelt alt for dumme, de fatter ikke den mindste ordre, og
den lysedug pigerne, har trukket ned over hovedet med elastik, er uudholdelig grim at
se på. Hold dig langt væk fra alle fra Sri Lanka; de er kriminelle, alle sammen.
Kinesere behøver du heldigvis ikke bekymre dig om, dem er der næsten ingen af her;
alle de blonde langbenede piger, du ser, er russiske ludere. De er mere populære
blandt araberne end de filippinske piger, hvorfor ved jeg egentlig ikke,” sagde hun,
smilede og kiggede på mine hænder. ”Har du brug for navnet på en god manicure
salon?”
Jeg smilede tilbage, mundlam over hendes diskriminerende ordstrøm, og sagde, at
manicure ikke var noget, jeg brugte.
”Sagde du ikke, at du skulle lave forretninger her,” sagde hun med løftede,
velplukkede øjenbryn,” du får da ingen handler igennem med de negle.”
Negle-Thelma var enig. Hun var manicurist. Første gang vi mødtes, rullede hun med
øjnene og sagde ”oh-my-God” ved synet af mine negle. Hun blev hurtigt min ven og
fortrolige, og kom hjem til os efter arbejdstid med sin lille manicurepung og ordnede
alle neglene i familien. Hun tjente ekstra ved det, fordi hun så ikke skulle aflevere
pengene til salonejeren. Hendes månedsløn var 1.500 kroner, og hun var en kontant
sælger. ”Doktor,” sagde hun ved det første møde til husets herre, ”vær rar at tage
sandalerne af. Jeg kan se, at De har meget brug for pedicure.”
21

Thelma havde været i Abu Dhabi i 25 år, lige fra starten, da der ikke var andet end
ørken. Det var dengang, Sheikh Zayed besluttede at investere alle sine oliepenge i
infrastruktur og moderne bekvemmeligheder til gavn for sine indbyggere, og
højhusene begyndte at skyde op i ørkenen. ”Det var tider, Madam,” forklarede
hun, ”dengang var alle venlige og kendte hinanden, og araberne var rigtig gæstfri,
som de havde tradition for.”
Thelma’s egen historie var typisk. Hun blev gift som 16-årig på Filippinerne og fik
fem børn lige efter hinanden. Hendes mand kunne ikke finde arbejde. Thelma fik så
den ide at tage et manicure-pedicure kursus i London; hun sparede sammen og blev et
års tid i London, hvor hun hurtigt fik arbejde. I London hørte hun om de gode penge,
der var at tjene i Abu Dhabi; hun aftalte med sin mand, at hun ville dertil et par år,
indtil hun havde tjent nok til, at de kunne åbne deres egen lille forretning på
Filippinerne. Børnene blev passet af hendes mor og af hinanden.
Efter tre år ringede manden; han ville skilles, for han havde fundet en anden. Thelma
græd, men takkede Vorherre for, at hun var i stand til at arbejde, så hun kunne sørge
for sine børn.
Thelma ordnede folks negle, vaskede deres hår og serverede kaffe i frisørsalonen alle
ugens dage undtagen fredag, hvor hun skulle i kirke. Thelma var en stærkt troende
katolik, og ugens højdepunkt var fredag middag, hvor der var prædiken i Sct.
Andrew’s Church.
”Heldigvis er der kirker her; det er ikke ligesom Saudi Arabien,” siger hun, ”der
kunne jeg ikke bo, tænk at der må de kristne ikke dyrke deres egen tro. Jeg har så
meget, jeg skal takke Vorherre for; og så mange ting, jeg skal bede om forladelse
for.”
22

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ HM HM XÇ XÇ àâÜ àâÜ | | f{tÜ|t f{tÜ|t@ÜxààxÇ
f{tÜ|t ÜxààxÇ
N
år man ikke vil høre, må man føle: jeg lyttede ikke til de mange gode råd,
jeg fik, og ansatte en hushjælp fra Sri Lanka. Gayani var 27 år; jeg fandt
hende gennem den amerikanske skoles ugeavis. Hun arbejdede hos en
europæisk familie, der havde hjulpet hende med annoncen; der stod, at hun havde
eget visum, og det lød lovende. Jeg ville gerne have orden i tingene, men var helst fri
for at have nogen boende og sponsorere med alt det besvær, det kunne indebære.
Gayani mødte til jobsamtale med sin tante, Auntie. Jeg kunne straks lide hende og
hendes tante, og hun blev ansat på deltid. Jeg spurgte om visa, og hun sagde, ”No
problem, Madam, I have”, og smilede med hele ansigtet. Gayani smilede altid,
undtagen når hun græd. Hun var mest interesseret i et fuldtidsjob, men det havde jeg
jo ikke behov for. Hun endte med at gøre rent for to af vores vennepar, ”all the nice
Danish people”, som hun sagde, ”I like Danish, because they are good people and it
is the name of my husband.” Vi mødte også manden, Danesh, lidt mere indesluttet
end Gayani, men et sødt par.
Det syntes Thelma ikke; hun kiggede hurtigt op og ned af Gayani og Danesh første
gang, hun mødte dem, og sagde, ”De to får du problemer med, Madam. Mærk dig
mine ord, Madam.” Det kom jeg til, men først meget senere.
Gayani talte rigtigt godt engelsk, og hun fortalte mig straks sin livshistorie, der lige
som de flestes beretninger i Emiraterne var trist og hård. Hun var uddannet
biokemiker, A-student, men i Sri Lanka er det umuligt at få et ordentligt job. Hun
havde mødt Danesh, som hun var blevet stormende forelsket i og gift med, imod
hendes fars ønske. ”Min far kan ikke lide Danesh,” sagde hun og smilede for en
gangs skyld ikke, men lyste så op igen, ”men det tror jeg, han kommer til en dag, når
vi har købt et nyt hus til ham.”
23

Vi brugte mange timer bøjet over hendes bryllupsalbum, som var hendes kæreste
eje. ”Se, hvor tyk jeg var dengang,” fnisede hun, ”men her i Abu Dhabi arbejder jeg
heldigvis meget mere og spiser meget mindre, så jeg er blevet slankere, og det er også
meget pænere.”
Der var kun et problem, og det var savnet af Danesh. Gayani græd sig i søvn hver
aften, og kom ofte til at bruge for mange penge på telefonsamtaler. Danesh havde
ingen uddannelse, for han var ikke god til det boglige, men han var så
praktisk, ”Madam, han kan alt med sine hænder,” sagde hun stolt og smilede.
Efter to års adskillelse tog Gayani hjem på ferie og parret besluttede, at Danesh skulle
prøve lykken ligesom Gayani. Danesh fik overtalt sine forældre til at tage et lån i
huset til et visum. Glade fløj de af sted til Abu Dhabi for at starte et nyt liv sammen.
Alle ulykkerne startede, da de landede.
De måtte finde sig et sted at bo. Efter en måned var Gayani gravid. Hun
græd. ”Hvordan skulle de dog kunne sørge for et barn, de som knap kunne sørge for
sig selv?” Auntie kendte en inder, der kunne hjælpe piger i den situation. Det var
meget dyrt, for i et muslimsk land var den slags aktiviteter voldsomt strafbare. Gayani
måtte ud på det sorte marked og låne penge. Indgrebet var forfærdelig smertefuldt, og
efter et døgn var Gayani meget syg. Hun havde høj feber, styrtblødte og mistede
bevidstheden. Hun blev indbragt i koma på det lokale sygehus for kvinder ”hvor de
rensede hendes rum”, som hun udtrykte det.
Danesh var ikke så heldig med sin lokale sponsor, som konstant krævede penge.
Danesh var heller ikke heldig med at få arbejde, og han fik sjældent betaling. Gayani
måtte derfor arbejde endnu hårdere nu, for nu skulle der jo betales husleje, og der var
jo to munde at mætte. Samtidig ville kreditorerne have deres penge, og Daneshs
forældre begyndte at ringe, at de skulle sende penge hjem til banken nu, ellers ville
banken tage deres hus; der var ikke blevet betalt af på gælden et helt år nu.
24

Gayani havde endelig fundet én, der ikke vendte det døve øre til. Som dansker i et
velfærdssamfund havde jeg aldrig været personligt involveret i den slags skæbner, så
jeg var rystet og grædefærdig over at blive direkte konfronteret med al denne ulykke i
dette lille menneske.
Jeg betalte Gayani ekstra for hendes ydelser, tog hende med til lægen og fik
ultralydsscannet hendes underliv, da hun stadig døjede med problemer, købte p-piller
og gav hende ris og aflagt tøj. Jeg lærte hende at skrive på computer, så vi kunne lave
et budget. Det så ikke godt ud. Gayani var bagud med mere end 12.000 kr. Da hun og
Danesh blev smidt ud af deres seneste opholdssted, tilbød jeg dem midlertidigt at
flytte ind hos os i vores såkaldte maids room, som vi brugte som gæsteværelse.
Vi betalte hendes gæld, reddede en lille familie i Sri Lanka fra at blive sat på gaden,
fuldtidsansatte hende som hushjælp og begyndte den tunge papirproces med at få
overført hendes opholdstilladelse fra den lokale sponsor til os. Det blev ordnet
gennem min mands sygehus. Danesh fik et job som kontor stik-i-rend dreng med
uniform. Lykken så ud til at vende for de to.
Det var lidt anstrengende at være to ekstra i hjemmet. Når vores børn brokkede sig
over, at de følte sig som gæster i eget hjem, irettesatte jeg dem med lange skarpe
foredrag om, at de slet ikke vidste, hvor godt de havde det; vi ville være nogle skarn,
hvis vi ikke kunne hjælpe andre i nød, vi som selv havde det så godt. Det var ingen
hemmelighed, at jeg selv begyndte at se frem til, at de skulle flytte ud.
En tidlig morgen, da jeg vendte hjem efter en lang morgengåtur med en veninde, var
der et stort postyr. Hele gaden var spærret af. Der var brandbiler og ambulancer, og
alle beboerne i vores D-blok stod nede på gaden; tyk, sort røg fyldte luften. Der var
udbrudt brand på 11. sal, og alle var blevet evakueret; flere stod og græd, for de
havde ikke fået deres hunde og katte med ud. Jeg begyndte at løbe rundt i mængden
25

og lede efter Gayani. Jeg fandt hende, tydeligt rystet. ”De siger branden er i 1104,
Madam,” græd hun, ”det er der jeg gør rent. I denne uge er Madam Ian, canadieren,
og hendes mand ude at rejse, og jeg passer deres lejlighed. Hvad vil de sige, når de
hører hvad der er sket? De vil nok blive vrede på mig, jeg skulle jo passe deres fugl,
og jeg har været så omhyggelig, og så kommer der brand, og jeg har slet ikke været
oppe i deres lejlighed til morgen, og hvordan kan der så komme ild?”
”Hold nu op,” sagde jeg, ”det er jo ikke din skyld, at der er ildebrand. Når vi får lov at
komme ind, henter vi fuglen og rydder pænt op.”
Lejligheden var totalt udbrændt. Fuglen lå død af røgforgiftning på bunden af buret.
Til gengæld var der ikke sket andet i ejendommen. ”Den fugl var Madam Ians
kæreste eje,” hulkede Gayani, ”hvad vil Madam Ian og hendes mand nu sige?”
Madam Ian og hendes mand blev kaldt hjem fra en konference og gik i chok, da de så
lejligheden. Politiet fandt årsagen til branden: dybt inde i familiens klædeskab, hvor
smykkeskrinet og metalpengeboksen med dollars og dirhams til en værdi af 45.000
kroner plejede at stå, var branden blevet påsat. Madam Ians mand ringede på vores
dør og bad om at få sin fugl, som lå i vores fryser i en lille kiste. Han kiggede
underligt på Gayani. Bare 10 minutter senere ringede det på døren. Det var to herrer,
De viste deres politiskilt fra det frygtede hemmelige politi, CID, og spurgte efter
Gayani.
Først tog de Gayani med, og senere på aftenen kom de efter Danesh. Han var på vej
hjem til Sri Lanka, da hans far angiveligt var blevet syg og indlagt på sygehuset
samme dag. Næste morgen kom de tilbage med ham; han var i lænker på hænder og
fødder og havde rødblå mærker. Han førte CID og os andre ind på sit og Gayanis
værelse, pegede op i loftet på ventilationslemmen; der lå alle pengene. Smykkerne var
der ikke, og han nægtede trods de ”effektive” forhørsmetoder at have rørt andet end
pengene - og en flaske whisky til at fejre sin fremtid, som han havde troet sikret.
26

Muhammad fra CID var ualmindelig professionel og meget forstående. En skarp og
dygtig lokal politimand, uddannet hos FBI i USA.
”Jeg så med det samme, at det var dem,” sagde han, mens jeg stædigt nægtede at tro
på, at Gayani havde noget med det at gøre. Det må være noget Danesh selv har fundet
på; han må have taget nøglen og sneget sig derop, Derefter bebrejdede jeg mig selv
alt muligt og undskyldte min uforstand; Muhammad sagde trøstende, at det ikke var
nogen forbrydelse at have tillid til andre og vise medmenneskelighed. Det var
imidlertid en forbrydelse at have nogen boende til at arbejde for sig, når man ikke
sponsorerede dem, sagde han.
”Vi er ved at få ordnet papirerne,” sagde min mand, ”de ligger på sygehuset.”
”Det kan I jo sige i Sharia-retten,” sagde Muhammad.
Det kunne vi nu ikke, for der foregik alt på arabisk, og min stakkels mand måtte stå
skoleret. Jeg burde have stillet op; det var jo mig, der havde ansat forbryderne, men
kvinder er ikke velsete i Sharia-retten, og der skal to kvinders udsagn til at opveje en
mands. Efter ni måneder blev vi frikendt og skulle kun betale et mindre beløb i
sagsomkostninger.
Da det skete, var Gayani sendt hjem til Sri Lanka, og Danesh i færd med at afsone
seks år i et frygtet fængsel ude midt i ørkenen. Politiet kom til den konklusion, at
Gayani ikke havde haft noget med sagen at gøre. Det havde Danesh været alene om,
så Gayani blev udvist af landet, direkte fra fængslet.
Jeg fik lov at besøge Gayani en enkelt gang, inden hun rejste. Omgivet af
prostituerede, kvinder, der var blevet gravide udenfor ægteskab og ventede på at føde,
så barnet kunne blive fjernet, og kvinderne kunne afsone deres straf, kvinder uden
27

visum, med AIDS eller ægteskabelige sidespring, illegale arbejdere og kæmpestore,
råbende, militant udseende kvindelige fængselsbetjente, der sad hun, lille og tynd.
Hun græd konstant og bad mig ordne sine papirer, så hun kunne arbejde for os igen.
”Det går ikke, Gayani,” sagde jeg, ”de andre beboere i huset vil ikke have dig
tilbage.”
”Men det var jo ikke mig,” hulkede hun, ”politiet sagde, at de ville rive mine negle af
hvis ikke jeg tilstod, og jeg sagde, at det måtte de så gøre, for jeg har ikke noget at
tilstå. Det var Danesh, der gjorde det. Jeg fik lov at tale med ham i fem minutter. Han
ville købe et hus til os hjemme på Sri Lanka; der skulle vi alle bo, også vores
forældre.”
Hun lyste kortvarigt op ved tanken, men græd så videre: ”de havde slået ham, og det
er et skrækkeligt fængsel. Hvis bare han kun havde taget pengene, havde han ikke
fået så lang straf. Det er branden, der er så alvorlig. Han troede, at hvis han satte ild til
skabet, ville kun det brænde, og så ville de ikke opdage, at pengene var væk. Han tog
nøglen i min taske og gennemsøgte lejligheden. Det var jo ikke mig, Madam.”
Vi var blevet lagt for had af mange i ejendommen: det hele var vores skyld, når vi
husede kriminelle ulovligt og lånte dem ud til rengøring.
Madam Ian havde fået et nervøst sammenbrud og hendes mand, som var kollega til
min mand på sygehuset, skrev rasende e-mails og fortalte vidt og bredt om de
kriminelle danskere, der havde ødelagt hans og hans kones liv.
Jeg fik et professionelt rengøringsfirma til to gange om ugen at sende lille Liwa fra
Filippinerne, i en fin uniform - helt lovligt.
28

Gayani ringede og skrev jævnligt. Hun var blevet skilt fra Danesh og havde fået ny
kæreste. ”Skriv, Madam,” bad hun, men jeg var blevet som de andre og orkede det
ikke. Jeg havde været nødt til at lukke af og var blevet bedre til at vende det døve øre
til.
Abu Dhabi blev en naiv vesterlænding fattigere. Thelma fik ret - og det sidste ord.
29

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ IM IM ^tÇ ^tÇ }xz }xz àtzx àtzx Å|z Å|z xÇ xÇ Çç Çç Çç ~ÉÇx? ~ÉÇx? wÉ~àÉÜR wÉ~àÉÜR
wÉ~àÉÜR
V
ejret var en overraskelse: da vi ankom i august, var heden og fugtigheden
på sit højeste. Man kan leve med 49 grader Celsius, men en
luftfugtighedsprocent på 90 er kvælende. Vasketøjet på altanen var mere
vådt efter otte timers tørring, end da det blev hængt ud. Ruderne lignede en
gammeldags ostebutik; sådan drev vandet ned af dem.
Den officielle temperatur var aldrig over 49 grader Celsius. Måske skyldtes det, at det
ved lov var besluttet, at alle, der arbejdede i det fri, skulle have fri, hvis temperaturen
blev målt til 50 grader eller mere. Det skete aldrig, selvom det sommetider føltes, som
om der var mindst 60 grader.
Vi frøs altid på grund af den udbredte brug af air condition. De store indkøbscentre,
supermarkeder, hoteller, restauranter, skoler, sygehuse; alle steder indendørs var der
så koldt, at man skal tage en trøje på – eller være iklædt den traditionelle arabiske
dragt. Når man gik udenfor, blev man ramt af en mur af hede og luftfugtighed, og vi
var i starten konstant forkølede.
Sheikh Khalifa Medical Center lå ikke langt fra, hvor vi boede. Det lignede mest af
alt et smukt palads i arabisk stil. Dets historie var interessant: Sheikh Zayed foretog
adskillige rejser i Vesten efter det store oliefund, og han var imponeret over mange
ting, bl.a. sundhedsvæsenerne. I starten blev de lokale arabere på sheikens regning
sendt til udlandet for at blive behandlet for alle slags sygdomme og lidelser. De
foretrukne steder var USA og England, og det var dyrt at skulle sende så mange
mennesker til behandling. Ud over patienten, skulle der ofte også betales for en større
gruppe ledsagende pårørende.
Efter det havde stået på i mange år fik sheiken den gode ide at få lægerne til at
komme til Emiraterne. Der blev indgået aftale med InterHealth Canada, et canadisk
30

firma, der havde specialiseret sig i at etablere og drive hospitaler efter internationale
godkendte amerikanske standarder. Hospitalet fik navn efter Sheikh Zayed’s ældste
søn, kronprins Sheikh Khalifa bin Zayed al Nahyan. Det var forbeholdt emiratets
statsborgere, som modtog gratis behandling.
Penge var der nok af, så det var ikke svært at rekruttere dygtige folk, primært fra
Vesten. Min mand blev ansat i et lille kardiologisk team, der ud over ham bestod af
en amerikaner og en irer.
Den største udfordring var det nye klientel. Ikke mange af de lokale patienter talte
engelsk; det betød, at der altid skulle være en tolk til stede. Det besværliggjorde
dialog i læge-patient relationen. Kvinderne var tildækkede i forskelligt omfang: hos
nogle var ansigt og hænder synlige mens andre var tildækket af lag på lag af sort, tykt
stof. Det var oftest ikke nemt for en mandlig læge at røre en lokal kvinde. Basale
diagnostiske procedurer for en hjertelæge såsom at føle en puls, måle et blodtryk,
lytte på hjertet med et stetoskop eller andre objektive undersøgelser var i starten
udelukkede. Den kvindelige sygeplejerske kunne informere lægen om puls og
blodtryk og foretage en ekkoundersøgelse af kvindens hjerte. Den kunne lægen så se
på en videooptagelse bagefter.
En mandlig læge måtte aldrig være alene med en kvindelig patient. Det kunne man
blive fyret for; efterhånden lærte min mand, hvordan man hurtigt og bestemt fik
placeret sit stetoskop på rette sted uden at nogen mistede ansigt. Det kunne være
svært med de kvindelige patienter. De lå fuldt påklædte med ansigtet tildækket under
dynerne.
Det kunne være svært at komme til at behandle patienten. Store dele af familien var
til stede det meste af tiden og ville helst være der døgnet rundt. Ledelsen havde derfor
bestemt, at kun én måtte overnatte på stuen udover patienten. Stuerne var tosengsstuer,
men de lokale nægtede konsekvent at dele stue med andre, hvilket ofte gav et
31

pladsproblem. Maden til patienterne på sygehuset var af høj standard; alligevel
medbragte de pårørende mængder af hjemmelavede nærende lækkerier.
Da ingen mennesker på jorden kender eller bestemmer over et andet menneskes
skæbne – det gør kun Allah - skulle lægerne aldrig give patienterne præcise diagnoser
eller prognoser, men altid holde mange døre åbne. Inshallah – Allahs vilje ske;
Hamdallah – takket være Allah, var hyppigt anvendte fraser. Da der samtidig står i
Koranen, at man ved sygdom altid skal få den bedst mulige behandling, er det
tradition, at patienterne opsøger flere læger for at få en såkaldt second opinion; det
kan gøre forløbet langvarigt, dyrt og besværligt.
Kvinder kan ikke tage stilling til deres egen behandling; hvis der skal opereres eller
foretages andre indgreb, kan det ikke ske uden mandens eller sønnernes samtykke.
Det kom indimellem til at koste kvinderne livet; bl.a. var der et tilfælde, hvor
sygehuset anbefalede kejsersnit til en fødende kvinde, men manden nægtede. Kvinden
døde, men barnet overlevede. Manden tog sig straks en ny og forhåbentlig stærkere
kone.
I ambulatoriet, hvor alle de patienter, der ikke var akut syge, henvendte sig, var
aktiviteterne ikke mindre. Venteværelserne var propfulde af mennesker, hvoraf langt
de færreste var patienter. Mange var rejst langvejs fra og havde sat hele dagen af til
denne store begivenhed. Den store udfordring var tidsstyringen af alle disse
mennesker, eftersom mange havde et meget afslappet forhold til en aftalt tid.
Mænd og kvinder havde separate venteværelser. Hos mændene var der ganske stille;
de kunne sidde i timevis uden at foretage sig noget som helst. Ingen bøger, aviser,
computere eller andre former for udnyttelse af tiden, blot lakonisk stirren og fumlen
med bønnekæden. Hos kvinderne var der tumult og snakken. Drengebørn løb
skrigende rundt, og da kvinder kun sjældent må irettesætte det modsatte køn, kunne
32

det være ret forstyrrende og enerverende for personalet. Pigebørnene sad musestille
og lyttede til de voksne kvinders snak eller tog sig af deres søskende.
Mændene blev altid kaldt ind først. Det uanset, om det var dem eller deres ægtefælle,
der var patient. Da manden gik direkte ind til lægen, brugte lægen ofte tid på at
spørge til helbredet hos ham, fordi lægen troede, at han var patienten; konen ankom et
par minutter senere. Når det gik op for lægen, at det var kvinden, der var den syge,
ændrede scenariet sig ikke væsentligt. Det var alligevel manden, der førte ordet.
Patienternes lidelser og sygdomme var anderledes, end hvad man ser i Danmark. Et
stort problem var overvægt. Emiraterne har verdens højeste forekomst af diabetes
type 2, altså den type sukkersyge, som udløses af overvægt, fejlernæring og
manglende motion. Det var der flere grunde til. Aldrig har jeg set så mange fastfood
restauranter og så mange indkøbscentre, der serverende så meget junkfood på én gang.
Spiserytmen var speciel: det største måltid blev indtaget sent om aftenen, lige inden
man gik til ro. Og for araberne er store mængder mad og gæstfrihed tæt knyttet
sammen. De lokale serverer overdådigt store mængder af mad til måltiderne, og der
skal altid være så meget, at der kan levnes. Det er et tegn på velstand, som nok gav
god mening, dengang de levede i golde landskaber, hvor føden var knap. I dag er der
mad alle vegne og til alle lejligheder. Araberne har også en sød tand, og deres kager
er hvinende søde.
Den årlige fastemåned, Ramadanen, kunne derfor forekomme som et
sundhedsfremmende indslag; men realiteten er, at de fleste arabere tager et par kilo på
i Ramadanen. De skal faste fra solen står op, til solen går ned. Når mørket er faldet på,
brydes fasten med en dadel, derefter indtager araberne et såkaldt iftar-måltid, som
kvinderne har forberedt det mest af dagen. Det er overdådigt, og der spises igennem.
Derefter kommer endnu en bøn, og så går natten med at mødes og spise og ryge
shisha, den berømte lokale vandpibe. Når solen er stået op, og morgenbønnen skal
33

edes, er alle udmattede; selvom folk er ikke meget værd, er det meningen, at de skal
arbejde i hvert fald om formiddagen, når de da ikke skal bede. Mange bukker dog
under og må sove det meste af dagen og vågner først op til aftenbønnen og næste iftar.
Efter Ramadanen kommer Eiden, hvor der festes igennem, så alt i alt er der for de
flestes vedkommende tale om et madorgie. Det ses på mange.
Motion var næsten ukendt. Varmen har tidligere lagt en begrænsning på enhver fysisk
udfoldelse; klædedragten gør det næsten umuligt at bevæge sig andet end adstadigt.
Mændene med deres lange hvide dish-dash og åbne, tøffelagtige sandaler og
kvinderne med alle deres lag af tøj kombineret med stiletter. Motionscentre var ikke
populære blandt de lokale: mange gifte kvinder må ikke deltage i den slags for deres
mænd. De lidt ældre mennesker kunne ikke drømme om at motionere, det ligger ikke
inden for deres begrebsverden. Når der på hospitalet skulle foretages
stressundersøgelser af hjertet, foregik det på et løbebånd, som man startede i et
langsomt gå-tempo, hvorefter det var meningen, at patienten skulle løbe til deres puls
var så høj, at der kunne komme symptomer fra hjertet, hvis man er hjertesyg.
Det var ikke noget for araberne. Adskillige af patienterne kørte simpelthen baglæns,
når båndet begyndte at bevæge sig, og kunne ikke finde ud af at gå på båndet. Andre
fik en puls på 160 efter 30 sekunders gang og følte sig meget dårligt tilpas. Næsten
ingen kunne løbe, men det er også svært i tøfler eller stiletter.
En hyppig patientkategori var mænd, som kom for at få en generel
helbredsundersøgelse. Med sig havde de ofte deres koner. Når de så fik resultaterne af
deres undersøgelser, kom spørgsmålet: ”Kan jeg så tage en ny kone, doktor?”
Første gang min mand var ude for det, troede han, han havde hørt forkert. Han bad
tolken om at gentage sætningen. Da det gik op for ham, at han havde forstået
spørgsmålet rigtigt, kiggede han først på patienten og derefter på hans kone og
svarede, ”det må du da spørge din kone om”. Det var ikke det svar, den lokale herre
ventede. Han kiggede skeptisk på lægen og valgte at tage det som en spøg for at holde
34

den gode stemning. Han forsøgte igen ved at reformulere sit spørgsmål til lægen;
mente doktoren, at han havde helbred til at kunne folde sin fysik fuldt ud? Da han fik
oplyst, at det skulle der ikke være noget til hinder for, sagde han prompte, ”så vil jeg
gerne have en recept på Viagra”. Og med et stort smil tilføjede han: ”ikke fordi jeg
har et problem, men der skal jo noget til at holde flere koner i gang, specielt når den
ene er ung og frisk.”
Den medfølgende kone stirrede ned i gulvet, ofte tilsløret, så hendes blik ikke røbede
hendes følelser.
Patienterne var i reglen taknemmelige og også gavmilde. Indimellem medbragte de
mad til lægen, som han kunne spise til frokost, selvfangede fisk eller hjemmelavet
honning til at tage med hjem. Lægen og hans familie blev inviteret hjem til middage
jævnligt. Det gjorde det daglige arbejde som læge meget tilfredsstillende.
Min mand var afholdt af sine patienter, og de betragtede ham næsten som
muslim. ”Du burde konvertere,” sagde de, ”så kunne du også tage dig en ny kone. Jeg
har en smuk datter. Det ville være en ære at få dig som svigersøn.”
35

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ JM JM ^ä|ÇwxÜ ^ä|ÇwxÜ ~tÇ ~tÇ |~~x |~~x ä—Üx ä—Üx xÇzÄx
xÇzÄx
”
Yemen,” sagde Waleed, min lærer i arabisk og rullede med øjnene, ”alt ondt
kommer fra Yemen. Hvis du møder en aggressiv araber, kan du være sikker på,
at hans slægt stammer fra Yemen.”
Waleed havde stor viden om alt arabisk og islam. Selv var han fra Sudan og en stærk
fortaler for islam. Mange af mine arabiske enetimer gik med, at han citerede og
lovpriste Koranen og Islams fortræffeligheder. Han var uddannet ingeniør og kom til
Abu Dhabi for at arbejde i oliebranchen, men fandt ud af, at der var et udækket behov
for undervisning i arabisk. Da han var en blændende systematiker og en god pædagog,
havde han skrevet sine egne undervisningsbøger og herfra opbygget en god
fuldtidsforretning. Bl.a. underviste han på sygehuset; dér havde jeg fået ham anbefalet.
Da jeg gerne ville lære hurtigt, og hans formiddage ikke var så travle, aftalte vi en
god pris for enetimer hjemme hos mig hver anden formiddag. Det var han i første
omgang betænkelig ved; efter at min mand havde forsikret ham, at det var i orden,
indvilligede han. ”Hvad er problemet,” spurgte jeg. ”Det var haram - ikke tilladt
ifølge Koranen - at besøge en fremmed kvinde i hendes hjem alene,” sagde han.
”Salaam Aleikom,” sagde han, når han ankom, og jeg skulle så svare, ”wa aleikom al
salaam.”
Salaam betyder fred, alei betyder på, endelsen kom er flertal hankøn for Jer og wa
betyder og. Fred (være) på Jer og på Jer (være) fred. ”Hvorfor siger man Jer, når jeg
kun er én person; hvorfor siger du ikke Salaam aleika, når ka er ental hunkøn, og
hvorfor siger jeg ikke Salaam aleike, ental hankøn, til dig,” spurgte den nysgerrige
elev.
36

Han forklarede med intense øjne, at et menneske aldrig er alene: ”Alle mennesker har
en engel siddende på hver skulder, og disse engle holder regnskab. Englen på den
højre skulder noterer alle de gode gerninger, mennesket foretager i sit liv, og englen
på den venstre alle de onde. Når dommedag kommer, er regnskabet allerede gjort op.
Allah ved så, om han skal sende folk i himlen eller helvede. Ved at hilse også på
englene, når man hilser, kan man håbe, at englen på den venstre skulder sletter nogle
af de onde gerninger, den har noteret.”
”Hvorfor siger du så ikke Salaam aleikon (kon er flertal hunkøn) til mig. Mig og mine
engle er vel kvinder,” spurgte jeg. Waleed forklarede, at ”kvinder aldrig kunne være
engle; de var jo ikke rene”.
På spørgsmålet om hvorfor i alverden vi ikke var rene, svarede han, at det ikke var et
passende emne for os at diskutere. I øvrigt var det altid sådan, at hvis der var bare én
mand til stede i en gruppe, var tiltaleformen altid hankøn flertal uanset antallet af
tilstedeværende kvinder.
Waleed syntes bestemt ikke, at det var passende for en kvinde som mig at rejse rundt
alene i Mellemøsten, så hver gang mit arbejde nødvendiggjorde sådanne rejser, gav
han mig gode råd om fornuftig adfærd og fortalte indimellem udvalgte lokalrelaterede
anekdoter, i al fortrolighed, for han havde altid historierne fra meget pålidelige kilder,
som han havde lovet højt og helligt ikke at fortælle noget til nogen. Ofte hørte jeg de
samme og mange andre gode historier fra andre. Det slog mig, at de arabiske Tusind
og én nats eventyr strakte sig langt udover Tusind og én nat. De fortælles i stadig nye
varianter og det virker, som om de næres ekstra godt i et samfund, hvor det er forbudt
at tale om ret meget, og hvor dans, musik og billedkunst er haram.
Sådan gik det til, at jeg fik historien om emiren af Kuwait, da jeg skulle foretage mit
første besøg hos vores forhandler i Kuwait City. Efter uden held at have forsøgt
skræmme mig ved at forklare, hvor tæt Irak lå på denne farlige by, og hvor snart
37

Waleed mente, der blev krig, slog han over i hvisken og rullende øjne. Jeg måtte love
ikke at citere ham for denne historie til nogen, for han havde den fra en meget
fortrolig kilde:
Emiren af Kuwait var meget rig og også en mand, der satte pris på livets goder.
Således havde det i mange år været tradition på hans fødselsdag, at alle de smukkeste
unge piger blev inviteret til fest på slottet. De dansede og morede sig hele aftenen,
mens emiren sad i skjul og betragtede dem. Han udvalgte sig den smukkeste for
natten. Næste morgen gik hun så fra slottet, ikke kun som en mere erfaren kvinde,
men også så rig, at hun kunne sørge for sig selv i al fremtid, da hun nu sandsynligvis
aldrig kunne blive anstændigt gift. Sådan gik det for sig år efter år.
En morgen kom en meget smuk ung pige hjem til sin mor efter en fødselsdagsfest på
slottet. Hun var belæsset med smukke klæder, smykker og masser af penge. ”Hvor
har du været,” råbte hendes mor. Efter nogen tid fik hun sandheden at vide. Moderen
tog resolut pigen i hånden og trak hende til slottets port. Her råbte hun, at hun skulle
tale med emiren personligt. Det skulle være lige nu, ellers tog hun livet af sig selv og
sin datter på stedet. Vagterne turde ikke andet end at informere emiren, der - for at
undgå ballade - gav dem lov til at komme op til sig. Snart stod han ansigt til ansigt
med den rasende mor og hendes grædende datter. ”Jeg vil råde dig til at sende alle
dine hoffolk udenfor. Ellers kan det være, at de hører noget, og det vil du fortryde,”
insisterede moderen. Emiren gjorde, som hun sagde. Da de var blevet alene, spurgte
moderen: ”Har du taget denne piges uskyld?” Det kunne emiren ikke benægte.
Moderen spurgte igen: ”Ved du, hvem hun er?” Emiren granskede sin hjerne for at
finde ud af, om han mon kunne have fornærmet en af sine ministre eller vigtige
embedsmænd, men måtte svare benægtende. ”Det er din egen datter,” sagde moderen
grædende. ”Det var mig, du valgte for 16 år siden.”
Da jeg et par dage efter stod i Kuwait City, var jeg derfor meget skuffet over at
konstatere, at emiren var en meget gammel og syg mand, og at paladset lignede en
38

frimurerloge. Det var der ikke meget eventyr eller syndighed over. Men - det er jo
aldrig til at vide, hvad der foregår bag lukkede paladsdøre. Ofte overgår virkeligheden
fantasien.
Sex spillede en stor rolle i disse muslimske samfund. Det var som om hele det
offentlige rum var gennemsyret af mænds evige jagt på kvinder, og kvinders forsøg
på at holde sig fri af upassende tilbud. Specielt slemt var det for vores høje, blonde,
smukke teenagedatter, og det havde hun det svært med i starten. Når vi gik tur på det
lokale marked, souk’en, var der ingen ende på tilråbene og tilbuddene, og hun blev
ubehageligt til mode. Jeg lærte hende, at hun selv bestemte sine egne grænser, og at
ingen kunne røre hendes personlige integritet. Forestil dig, at du går i en osteklokke,
og at ingen kan nå dig, belærte jeg hende. Bær dit hoved højt og kig ikke nogen
direkte i øjnene, med mindre det er nødvendigt. Hvad der foregår i andres hoved, og
hvilke tanker og fantasier de har, kan du alligevel aldrig styre. Jeg skulle selv få brug
for at sige det til mig selv mange gange på mine rejser rundt i området, men Amalie
blev med tiden verdensmester. Når biler dyttede, stoppede og de mørkttonede vinduer
blev rullet ned, og lokale mænd i alle aldre smed telefonnumre, spurgte, ”hvor meget”,
eller opfordrede, ”kom med mig, jeg skal nok køre dig hjem”, rystede hun foragteligt
på hovedet.
Jeg ønskede, at min datter ikke skulle involvere sig med en lokal mand, da jeg ved
selvsyn havde konstateret det anderledes kvindesyn, så jeg meddelte hende, at det var
helt udelukket. ”Hvis du så meget som overvejer at indlede noget som helst med en
lokal muslim, mens vi er i Abu Dhabi, tager vi hjem omgående,” sagde jeg. Det gav
stor opstandelse og modstand blandt vores børn.
”Du kan da ikke tvinge en teenagepige til et land fuld af muslimer og så forbyde
hende at få en kæreste,” sagde min søn. Jeg stod fast: ”Hun er velkommen til at blive
kæreste med én blandt de 51 andre nationaliteter, der er repræsenteret på hendes
skole.”
39

Nu er det ikke så tit, at jeg i min autoritet af moder har udstedt uforståelige, urimelige
og udiskuterbare dekreter overfor mine børn. Mine synspunkter blev heldigvis bakket
op af flere hændelser i datterens omgangskreds. Flere vesterlandske piger oplevede
ubehageligheder i forbindelse med forhold til muslimske drenge. En dag kom min
datter oprørt hjem og fortalte, at hun og hendes veninder havde haft en diskussion i
vennegruppen med nogle lokale drenge, der havde givet udtryk for, at de ikke havde
noget problem med at være kærester med piger fra Vesten. De var jo mere
tilgængelige og villige, men når de en dag skulle giftes, skulle det helt sikkert være
med en lokal jomfru.
I hele fire år frem til et par måneder før slutningen af sidste skoleår overholdt datteren
mit påbud. ”Jeg ved, hvad du synes om det, mor,” sagde hun, da jeg opdagede hendes
halvlokale flirt via en anden elevs mor. ”Det er derfor, jeg valgte ikke at sige noget til
jer om det, men hans mor er europæer, og det varer kun, til vi skal på hver sit
universitet, så jeg har styr på det. Desuden er han ikke som de andre.”
Det gik, som hun sagde. Flirten overlevede ikke sommeren.
Min datter fik rigtigt mange dejlige muslimske drenge- og pigevenner, som hun gik
på café, til fester, i byen og fik sine første branderter med. I det hele taget opførte hun
sig, som teenagere gør, når de får lov. Hun var en voksen pige at se på af sin alder og
var samtidig socialt højt begavet, så det, kombineret med et udtalt talent for
fabrikation af falske ID-kort, gav hende ubegrænset adgang til byens natteliv, som var
overraskende muntert. Hun overholdt alle aftaler og opførte sig for det meste yderst
fornuftigt, så hendes bekymrede mor endte med at sove roligt hver weekend til trods
for, at hun sjældent var hjemme, før solen stod op, og moskeen kaldte til morgenbøn.
I Danmark var jeg bange for, hvad der kunne ske, når mine børn var ude om natten. I
Abu Dhabi var jeg bange for ordensmagten. Voldtægter, slagsmål og overfald på
40

tilfældige eksisterede ikke, formentlig på grund af en meget hård, kontant og
konsekvent lovgivning. Fængselsstraf og omgående udvisning af enhver expat ved
selv den mindste forseelse og lang fængselsstraf under meget ubehagelige vilkår til
lokale gjorde sit til at holde kriminaliteten så langt nede, at Emiraterne i mange år i
træk blev vurderet til at være et af verdens mest sikre lande. Jeg var mere bange for,
at min datter skulle optræde upassende, beruset eller så opsigtsvækkende, at politiet
anholdt hende.
Der serveres alkohol på alle hoteller og deres restauranter og diskoteker, men det er
strengt forbudt offentligt at drikke alkohol, optræde beruset eller upassende. Det hed
sig, at taxachaufførerne fik belønning af politiet, hvis de afleverede berusede
passagerer på stationen i stedet for at køre dem hjem. Det gjaldt ikke for de dyre
taxaer, man kunne bestille, så min datter og jeg lavede en aftale: transport fra sted til
sted skulle altid foregå i bestilte taxaer eller i biler med privatchauffør, hvad mange af
hendes arabiske venner havde. Hun måtte aldrig køre alene og skulle altid følges med
nogen hjem. Det gav ofte sig selv, da mange af hendes veninder stod i kø for at sove
hos os, hvor det var tilladt at komme sent hjem. Hvis hun ikke kom hjem til aftalt tid,
sendte hun en sms, så hvis jeg vågnede og blev bekymret, kunne jeg altid lige checke
min mobil.
Min mand kom en dag hjem og fortalte, at en af hans mandlige australske
sygeplejersker havde været ude og feste. Han var blevet så beruset, at han i stedet for
at praje en taxa havde viftet og vinket af en politibil. Han var blevet samlet op på
stedet, men smidt direkte i den varme detention. Da politiet ganske mange timer
senere kom for at afhøre ham, var han ukontaktbar. Den voldsomme varme
kombineret med den store alkoholindtagelse og ingen væske havde dehydreret ham
direkte i koma. Da han blev indlagt på sygehuset, var hjerneskaden sket. Der var intet
at gøre; han blev kort efter sendt til Australien som grøntsag for egen regning. Alle
hans tilgodehavender og besiddelser blev konfiskeret.
41

Min arabiske lærer Waleed sagde bare, at sådan går det, når man ikke holder sig fra
alkohol, som Koranen foreskriver.
42

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ KM KM `UT `UT Ñü Ñü tÜtu|á~ tÜtu|á~
tÜtu|á~
M
aster of Business Administration er en erhvervsøkonomisk
ledelsesuddannelse på kandidatniveau. Uddannelsen sigter primært på
at give erfarne eller potentielle ledere mulighed for at udvide deres
lederkompetencer, særligt med fokus på strategisk ledelse, og den kan bl.a. tages
ovenpå en specialistuddannelse som f. eks. ingeniør, økonom eller som i mit tilfælde
læge. Fordelen ved uddannelsen er, at den giver en bred viden om alle forhold i en
virksomhed, som det er nødvendigt at kende for at blive en god leder.
Jeg havde derfor glædet mig til at skulle på skolebænken igen. Det var godt nok
længe siden, jeg havde første skoledag, men jeg husker tydeligt sommerfuglene i
maven og trygheden ved at blive fulgt derhen.
Lokalet lå i en fløj af Reuters-bygningen, en af tre nyhedsbygninger ved siden af
Internet City i udkanten af Dubai. Bygningerne var topmoderne, smukke,
veludstyrede og lækkert indrettet; hver plads havde stik til lap-tops, som alle skulle
medbringe, for undervisningen foregik online, havde jeg læst mig til. Uddannelsen
foregik på Zayed Universitetet, hvis hovedbygning ligger i Abu Dhabi. Man havde
valgt at lægge MBA uddannelsen i Dubai, hvorfra man kunne rekruttere flere
studerende, da Dubai er Emiraternes forretningscentrum. Derfor havde man lånt
denne fløj af Reuters-bygningen. Alle underviserne var professorer fra de
amerikanske universiteter, der stod for MBA-programmet på Zayed Universitetet.
Jeg startede med at sætte mig til højre, mændenes side – men flyttede hurtigt, da det
gik op for mig, at klassen var kønsopdelt. Mænd til højre, kvinder til venstre.
Da vi blev fuldtallige, var der otte mænd i hvidt og otte kvinder i sort, skarpt adskilte,
15 lokale arabere og en enkelt dansker. Undervisningen kunne begynde. Jeg havde
allerede lært tre vigtige regler:
43

• man kommer aldrig til tiden
• man blander sig ikke med det modsatte køn
• og kun lokale går på Zayed Universitetet
Faktisk var alle lokale skoler kønsopdelte fra 4. klassetrin; MBA-uddannelsen var
stilet mod fremtidens globale ledere, og da man skulle regne med som leder i det
moderne erhvervsliv at møde medarbejdere af begge køn og fra mange nationaliteter,
havde man ønsket at blande køn og nationaliteter under uddannelsen.
Det var gået fint med kønnene; kvinderne stod nærmest i kø for at mænge sig med
mændene, når det gjaldt uddannelse, men det med nationaliteterne havde været
sværere. Man havde ikke haft held til at få udlændinge til at melde sig. Måske fordi
denne MBA var en del dyrere end andre steder i Dubai, måske fordi mange
udlændinge gerne ville gå sammen med andre udlændinge og endelig, fordi man ikke
havde markedsført konceptet tilstrækkeligt.
Jeg havde fundet uddannelsen på Internettet, meldt mig til via mails og havde faktisk
kun været fysisk til stede tidligere ganske kort under mit første besøg, hvor jeg mødte
studiekoordinatoren. Jeg startede lidt senere end de andre, men kunne indhente de
kurser, jeg manglede, med den næste årgang. Ikke et ord fra koordinatoren om, at jeg
var den eneste ikke-lokale på hele studiet i samtlige årgange.
I starten følte jeg mig isoleret. Al undervisning foregik på engelsk, men alle pauser
blev holdt i to separate rum, et for os kvinder og et for mændene. Professorerne var
alle mænd, så de var sammen med mændene; blandt dem blev der talt engelsk. Hos os
kvinder foregik al snak på arabisk, og indimellem var der en behjertet sjæl, der
oversatte, hvad der blev talt om. Hvis jeg ville snakke, skulle jeg bare udvælge mig en
enkelt til at føre en samtale med, så gik det fint. Jeg fik efterhånden et godt forhold til
alle, både mænd og kvinder.
44

Kvinderne på mit hold var meget forskellige. To var gift og havde børn, de øvrige
fem havde til fælles, at de helst ikke ville giftes. Den ene af de gifte piger, Jalilah, var
blevet giftet bort til sin 20 år ældre fætter, da hun var 14 år, fik trillinger som 15-årig
og kort efter fik hun så to børn mere. Hun var nu 27 år og havde sine fem drenge,
hvoraf én var autist, én havde en svær hjertefejl, én havde en kronisk lungesygdom,
og to var normale, Hamdallah. Jalilah var nu alene med børnene, for manden, der var
i militæret, havde ikke været interesseret i de mange børn. Han havde valgt at bo hos
sin mor, kom på besøg en gang om måneden, hvor han udover at forsøge at gøre
Jalilah gravid igen tog alt, hvad hun havde af ting til hjemmet, som han kunne bruge
hos sin mor: mikroovne, børnenes Playstations og tv. Jalilah ønskede skilsmisse, men
det kunne ikke lade sig gøre, for manden ikke ville gå med til det.
Derfor havde hun besluttet sig for at uddanne sig, så hun kunne sørge for sig selv og
sine mange drenge. Hun havde en uddannelse som sygeplejerske og arbejdede i et af
de store olieselskaber. Hun ville tage en erhvervslederuddannelse for at kunne
avancere til en bedre stilling med større hus og bedre løn. For de lokale var ordningen,
at de udover løn fik husleje og bil betalt og jo bedre stilling, desto større var disse
goder. Problemet for Jalilah var, at hun i længere perioder opholdt sig i udlandet med
et eller flere af sine syge børn, fordi de ikke kunne blive behandlet i Emiraterne.
Disse langvarige udenlandsophold vanskeliggjorde MBA-studiet, men Jalilah kløede
på og tog ekstra kurser med de andre klasser og forsøgte at indhente det forsømte.
Den anden gifte pige på holdet var Alima. Hendes forældre havde fundet hende en
passende ægtefælle, da hun var ganske ung. Hun havde indvilliget i at møde ham,
selvfølgelig med forældreopsyn, og hun havde meddelt ham, at de kunne blive gift på
fem betingelser. For det første ville hun færdiggøre sin uddannelse som IT-
programmør, for det andet ville hun altid have et arbejde udenfor hjemmet og tjene
sine egne penge, for det tredje ville hun ikke have børn, før hun var færdiguddannet,
for det fjerde ville hun højst have to børn, og for det femte ville hun aldrig bo hos
45

hans familie. De skulle have deres egen lejlighed med tjenestefolk, så hun kunne
arbejde og studere, som hun ville. Han var gået med til det hele; nu havde de så været
gift i 10 år, havde en lille datter på fem år, og hun var nu leder for IT-afdelingen i et
firma i Abu Dhabi. Hun betroede mig, at når man tænkte på, hvilken type mand hun
kunne være endt med, skulle hun være meget taknemmelig. Hendes mand havde en
god stilling i den finansielle sektor, og hun var glad og tilfreds med sit liv.
De øvrige piger ville helst ikke giftes. De ønskede at bevare deres relative frihed og
selvstændighed. De kom alle fra velstående, højtuddannede familier, der havde været
indstillet på, at deres døtre skulle uddannes, og det var derfor lykkedes dem at
forblive ugifte. Det skyldtes dels, at forældrene ikke tidligt havde tvunget dem til
ægteskab, men nok i større grad, at de nu var i slutningen af tyverne, og at de dermed
blev betragtet som gammeljomfruer, som ikke var attraktive at gifte sig med. Endelig
havde de færreste mænd lyst til at gifte sig med veluddannede, udearbejdende kvinder.
Det fik man kun besvær ud af, for så var det mindre sandsynligt, at konerne ville
finde sig i alt for meget fra deres mænd. Uddannede kvinder krævede ofte også at
kunne arbejde og tjente derfor deres egne penge, hvilket underminerede mandens
magtposition.
Det er en gammel arabisk tradition, at manden værner om sin absolutte autoritet. Det
var den, kongen i Tusind og én nat blev berøvet, da hans dronning var ham utro.
Derfor slog han ikke alene denne dronning, men også alle sine efterfølgende
jomfruhustruer ihjel efter den første nat i ægtesengen. Det var hans måde at forhindre
sin magtposition i igen at blive undermineret. Sheherezade brugte sin klogskab og
kreativitet til at ændre denne handlemåde, ikke kun til gavn for sig selv, men også til
gavn for kongen, som lærte at turde elske og give plads til kærlighed. Kun en tåbe
underkender og undertrykker kvinders mange talenter. Ikke desto mindre er Tusind
og én nats historier forbudt i mange muslimske lande.
46

Sheikh Zayed var absolut ingen tåbe, og han var en varm fortaler for kvinders ret til
uddannelse. Zayed Universitetet, hvor vores MBA uddannelse fandt sted, var et rent
kvindeuniversitet i dagtimerne. Det var kun de overbyggende uddannelser, der fandt
sted uden for dagtimerne, der var blandede. Langt de fleste mænd tog deres
universitetsuddannelse i USA eller England, men da det af de fleste familier blev
betragtet som upassende for piger at opholde sig længere tid i udlandet uden opsyn,
var det vigtigt at kunne tilbyde studerende piger uddannelser i hjemlandet. Higher
College of Technology samt UAE Universitetet var blandede universiteter med rigtig
mange piger. Da en del familier ikke ønskede, at deres døtre færdedes blandt mænd,
var Zayed Universitetet løsningen.
Et af kvindernes store forbillede var Sheikha Lubna Al Quasimi. Hun var niece af
Sheikhen i Sharjah og havde taget sin bachelor of Science fra Californiens Stats
Universitetet og en MBA uddannelse fra det amerikanske universitet i Sharjah.
Sheikha Lubna Al Quasimi havde arbejdet med IT i mere end 15 år og mens vi læste,
var hun direktør for den første lokalt baserede internethandelsvirksomhed. Hun blev
senere den første kvindelige minister i Emiraterne med ansvar for ministeriet for
økonomi og planlægning.
Sheikha Lubna Al Quasimi gæsteforelæste for os i faget internethandel. Hun var en
dynamisk og karismatisk kvinde. Under spørgetiden blev hun af mange spurgt, om
det som kvinde havde været svært at komme så langt, og hun slog fast, at kvinder
ikke skulle lade noget stå i vejen for deres lyst til at dygtiggøre sig. Hun virkede som
en rigtig god rollemodel for kvinderne, der var meget begejstrede for hende. De fleste
af mændene var noget forbeholdne. De mente, at det kun var, fordi hun var Sheikha,
at hun var nået så langt; hun måtte i øvrigt være en dårlig mor og kone.
Under de halvandet år, uddannelsen varede, gik det op for mig, hvor meget
uddannelse betyder for udvikling og sameksistens. I starten var gruppearbejde på
tværs af køn utænkeligt; det var heller ikke til at få nogen af pigerne til at give en
præsentation foran resten af klassen. Mændene stod i kø for at føre sig frem. Her kom
47

jeg til at spille en væsentlig rolle. Dels kunne jeg præsentere på vegne af pigegruppen,
dels kunne jeg fungere som sendebud, når vi i kvindegruppen skulle udveksle
informationer med mandegruppen. Underviserne gjorde, hvad de kunne for at blande
de to køn, og de blev ved med at understrege vigtigheden af, at man som fremtidig
leder skulle kunne håndtere alle slags mennesker på tværs af køn og race –
mangfoldighedsledelse, som de kaldte det - og derfor udformede de opgaverne, så
samarbejde mellem grupperne var nødvendigt. Det lykkedes. Efter et år var det
gradvist blevet helt naturligt for alle at arbejde sammen, så længe vi var på
universitetet; hvis vores opgaver nødvendiggjorde, at vi skulle mødes udenfor
universitetet, var det ikke muligt.
Et andet forhold, der faciliterede den mere utvungne samværsform, var brugen af
internettet. Alle fagene var tilrettelagt over en seks til otte ugers periode og blev
indledt med tre dage, hvor man var fysisk på universitetet og blev undervist af en af
de amerikanske professorer. De følgende uger op til eksamen foregik al undervisning
virtuelt, og universitetet havde til det formål oprettet en såkaldt e-blackboard. Her
foregik alle diskussioner, opgaveafleveringer, skematilrettelæggelser, informationer
etc. Pludseligt blev det muligt at have livlige diskussioner på alle tider af døgnet med
alle i gruppen. Tonen blev hurtigt fri og diskussionslysten stor. Når man loggede sig
på i sene nattetimer, fandt man mænd og kvinder i livlig debat, som også inkluderede
små personlige bemærkninger.
Det gik op for mig, at vores indgang til at studere var vidt forskellig. I Vesten er vi
opdraget til kritisk tænkning, til den naturvidenskabelige metodik med opstilling og
testning af hypoteser og til ikke at have specielt stor respekt for autoriteter. Samtidig
er vi low context mennesker, i vores mundtlige og skriftlige kommunikation går vi
helst til sagens kerne uden for mange omsvøb. Araberne er stik modsatte. Jo flere ord,
desto bedre; jo mere malende sproget er, desto flere metaforer der bruges, jo flere
gange det samme kan siges på forskellige måder, desto mere respekt er der om den
talende. Det handler ikke om hvad du siger, men hvordan du siger det; overdrivelser
48

til det sandhedsforvanskende er fint. Det arabiske sprog er velegnet til disse verbale
overflødighedshorn. Ofte, når jeg var til konferencer med arabiske talere, der virkelig
mestrede den oratoriske kunst, kunne jeg nyde bare at høre på ordstrømmen og
melodien i sproget, selvom jeg ikke forstod ret meget. Det samme kan siges om det
arabiske alfabet, som er et af de mest kaligrafisk velegnede alfabeter.
Araberne er autoritetstro, under skolegangen opdraget til udenadslære og til, at ting
ikke kan diskuteres. En stor del af forklaringen skal findes i Islam, som den
praktiseres i Emiraterne. Koranen skal læres udenad i skolen, hvilket tager mange år,
og det sker ved terperi. Alt, hvad der står i Koranen, er indiskutabelt for almindelige
mennesker. Nysgerrighed betragtes som opsætsighed, og kun de åndelige ledere har
tilladelse til at fortolke, hvis der er særlige religiøse spørgsmål til debat. Deres
fortolkning bliver præsenteret for befolkningen som en indiskutabel sandhed.
Hvert år under Ramadanen konkurrerer børn og unge fra landets skoler om, hvem der
kan Koranen bedst udenad. Den dygtigste får et flot diplom og et scholarship, som
uddeles af undervisningsministeren under stor mediebevågenhed. Den arabiske
historie læres også udenad; den er vigtig i disse år, hvor påvirkningerne fra den
vestlige kultur er så stærke, at det kan være svært for de lokale arabere at fastholde
deres egen identitet. Da landet styres enevældigt uden demokrati, er kritisk tænkning
uønsket.
Det kan måske forklare, hvorfor mindre end fem promille af verdens forskning
kommer fra den muslimske verden, der vel og mærke udgør omkring 20 procent af
jordens befolkning. Et eksempel: 370 industrielle patenter blev udtaget i de arabiske
lande fra 1980 til 2000 mod 16.000 i den samme periode alene i Sydkorea. Kun
10.000 bøger blev oversat til arabisk i hele det sidste årtusind; det svarede til det antal
bøger, der årligt oversættes i et land som Spanien.
49

Dette er forhold, som araberne i almindelighed og mine klassekammerater i
særdeleshed ikke var særligt stolte af. De talte derfor ofte og passioneret om fordums
storhed indenfor bl.a. bogskrivning, matematik, udviklingen af algebra, astronomi,
filosofi og medicin, som blomstrede i byer som Cairo, Bagdad og Damaskus helt
tilbage i 900-tallet og flere hundrede år frem. Og som læge måtte jeg vel vide, at
grundlaget for al vestlig medicin kom fra de arabiske læger Al Razi’s og Ibn Sina’s
store værker.
Nadia, som var meget religiøs, gav mig svaret på den manglende
arabiske ”produktudvikling”, endda uden at jeg spurgte. ”Det er helt utroligt,” sagde
hun, ”men uanset hvilken opfindelse der nogensinde er gjort, står den allerede
beskrevet i Koranen. Når først en ny opdagelse er gjort, kan man altid finde et sted i
Koranen, hvor lige præcis denne opdagelse er beskrevet. Så det bedste er faktisk at
læse Koranen om og om igen; så vil man hele tiden finde nye sandheder.”
Hvor individet kommer før gruppen i Vesten, er araberne udpræget gruppeorienterede
med udgangspunkt i den meget stærke følelse for primært familien og dernæst
stammen og klanen. Familiens ve og vel, ære og vanære går forud for det enkelte
familiemedlems ønsker. Denne adfærd gennemsyrer al samvær. Det kan være en del
af forklaringen på, at det er så vanskeligt at indføre demokrati i den arabiske verden;
en af de vigtigste forudsætninger for demokrati er, at enhver borger skal respekteres
som enkeltindivid. Alle lokale arabere går i den samme klædedragt; det er utidigt at
føre sig frem på bekostning af gruppen. Behovet for individualitet titter kun frem i
valget af meget dyre ure, mobiltelefoner, smykker og håndtasker, men fokus er at
hjælpe hinanden indenfor gruppen; den ene tjeneste er den anden værd. Hvis en
stilling skal besættes, vælges fætteren eller broderen, uagtet der er mere kvalificerede
ansøgere: Den bedste kvalifikation man kan have er slægtskab eller venskab med
indflydelsesrige borgere. Det kaldes at have wasda; uden wasda er du ilde stedt i det
arabiske samfund. Det er et begreb, der er os fremmed og et fænomen, som i mange
år i Danmark har været udtryk for magtmisbrug og nepotisme.
50

Disse kulturforskelle betød en del for min måde at håndtere forskellige situationer på.
Jeg er et typisk konkurrencemenneske og elsker at klare mig godt, hvilket som oftest
måles på, hvor god jeg som individ er i forhold til andre. Samtidig siger jeg min
mening direkte, hvis der er noget, jeg er uenig i. Det gælder også i forholdet til
autoriteter som vore amerikanske professorer, hvilket vakte bestyrtelse og
formaninger blandt klassekammeraterne, men glæde hos professorerne. Da det gik op
for eleverne, at man ofte blev karaktermæssigt belønnet for at sige sin mening, blev
der basis for mange spændende diskussioner.
Et stort problem på universitetet var snyd. Der gik rygter i klassen om, at flere af de
studerende betalte andre for at lave deres opgaver for sig. Det kunne man godt få
mistanke om, da det ikke var usædvanligt, at karaktererne, der blev givet for de
løbende opgaver, var betragteligt højere end dem, der blev givet ved de skriftlige
eksaminer. Det gjorde imidlertid ikke så meget, for den samlede karakter blev høj nok
til, at den studerende kunne bestå faget; universitetet gjorde alt, hvad det kunne, for at
komme det til livs.
På MBA-programmet blev en studerende bortvist på grund af snyd. Jeg tror, man
ønskede at skræmme folk lidt. I pausen mente nogle af mine medstuderende, at det
var uretfærdigt at bortvise en elev for snyd; det var da smukt at hjælpe hinanden.
En dag kom dekanen ind midt i timen og meddelte, at vi om fem minutter ville få
prominent besøg. Undervisningsministeren, Sheikh Nahyan bin Mubarak al Nahyan,
ville komme og sidde blandt os og høre med. Vi skulle endelig være meget aktive,
mens han var til stede og skabe en livlig debat, for det satte han pris på. Han ville
høre på i 10 minutter, hvorefter vi skulle gå til pause udenfor, hvor han ville stille
spørgsmål til de enkelte. Sikken en hektisk nervøsitet, der blev i klassen; alle stod
ranke bag deres pulte, da Hans Højhed entrerede rummet i fornem klædedragt og med
en lang, tynd stok. Da han havde sat sig, satte vi os alle og professoren stillede
51

spørgsmål, som vi skulle debattere. Pigerne var tavse; mændene brillierede. Efter 10
minutter gik vi udenfor og stillede os på to kønsopdelte rækker, og sheiken stillede
udvalgte elever af begge køn spørgsmål på arabisk, som de høfligt besvarede.
Bagefter var vi alle meget beærede over det celebre besøg.
52

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ LM LM [ätw [ätw áÄ“Üxà áÄ“Üxà zxÅàx
zxÅàx
U
ndervisningsminister Sheikh Nahyan bin Mubarak al Nahyan var en
progressiv mand, der ikke brød sig om, at kvinder havde deres ansigt
tildækket. Det havde pigerne fortalt mig, og det var ikke et problem for
vores årgang, for ingen bar burka her, men på et andet MBA-hold på universitetet
blev burka båret af halvdelen af kvinderne. Jeg tog de fag, jeg var gået glip af i starten,
sammen med dette hold, og der fik jeg mulighed for at spørge, hvorfor nogle af
pigerne valgte at tildække deres ansigt. Langtfra alle gjorde det, og det kunne vel
derfor ikke være noget krav. De tildækkede piger svarede, at de også helst var fri; det
var deres fædre eller mænd, der krævede det.
Pauserne på MBA-uddannelsen var underholdende og lærerige; snakken gik, og jeg
kom tæt på, hvilket jeg normalt ikke ville have haft lejlighed til, da det som
udlænding var svært at få lokale veninder. Hvis vi blev inviteret hjem hos nogle af
min mands lokale patienter til spisning, var kvinderne ikke til stede. I mit arbejde
mødte jeg ingen lokale, kun udlændinge. De arabiske udlændinge, som jeg arbejdede
med, var meget vestligt orienterede, både kvinderne og mændene. De fleste boede i
Dubai, og nogle af dem havde lokale venner, men det hed sig også, at indbyggerne i
Abu Dhabi var mere konservative og tilbagetrukne end i Dubai. Heller ikke i
skolesammenhænge var de lokale mødre tilgængelige, så mine medstuderende gav
mig et enestående indblik i deres liv.
Mine medstuderende var altid interesserede i at diskutere vestlig levevis contra deres
egen; de var aldrig i tvivl om, at deres levevis var den vestlige overlegen på alle
punkter. ”Har du børn,” spurgte de og blev altid imponerede, når jeg nævnte tallet
fire. ”Hvor mange drenge? Nå to, det var da godt. Hvorfor har du fået så mange? Det
er ikke så ofte, at piger fra Vesten har det?”
Jeg måtte forklare, at jeg var gift for anden gang og havde to børn i mit første
ægteskab. Da jeg traf min nuværende mand, havde han ingen børn; derfor fik vi to
53

sammen, altså blev det fire. ”Hvorfor blev du skilt fra din første mand; var han ikke
god mod dig og børnene?” - ”Jo, han var rigtig flink og rar, men vi blev gift for ungt,
voksede fra hinanden og kærligheden forsvandt gradvist og blev erstattet af venskab.”
– ”Hvad er der i vejen med et venskab,” spurgte de, ”man skal da være glad, hvis man
er ven med sin mand.” - ”Sandt, men der skulle gerne være andet i forholdet end
venskab, gerne forelskelse og passion; venskab og ægteskab er to forskellige ting i
Vesten,” forklarede jeg.
”Forelskelse,” sagde de foragteligt, ”den går jo altid over, du kan bare se, hvad der
skete med dig og din første mand. Det er derfor alle i Vesten hele tiden bliver skilt. Så
er det bedre med et arrangeret ægteskab; så har du absolut ingen forventninger og kan
derfor ikke blive skuffet. Hvis du er heldig, får du en god mand og kærlighed kan
opstå. Hvis ikke, så bliver du ikke skuffet, og du har én til at forsørge dig og dine
børn. I Vesten er der intet familiesammenhold. Se hvordan I behandler jeres gamle;
de sidder ensomme uden besøg og bliver behandlet helt respektløst. Det kunne vi ikke
tillade her. Det står i Koranen, at man skal ære sine forældre, og at familien er den
vigtigste enhed på jord.”
Kvindefrigørelsen gav de ikke meget for. For dem at se var kvinden bare et sexobjekt.
Det var ligegyldigt, om det var i film fra Hollywood, i reklamer, i aviser eller i
bladkiosker, kvinder var altid afbildet halv- eller helnøgne, helt respektløst, og selv
børnene kunne stå og se på den slags.
Respekten for kvinder var nu ofte til at overse i Emiraterne. Ofte kom min mand hjem
fra sygehuset med rædselshistorier om kvinder, der var blevet indlagt; banket sønder
og sammen af en aggressiv mand, bror eller fætter for forseelser, der ikke var til at få
øje på. Kvinder, som græd deres modige tårer og bad for deres liv, så de ikke blev
sendt hjem igen. Sygehuset kunne intet stille op; manden havde det sidste ord i
familiesammenhænge, og uden familien var kvinden helt udstødt af samfundet. Der
var ikke mange at gå til: Sheikha Fatima havde ganske vist taget initiativ til Women’s
54

Foundation, hvor mishandlede kvinder kunne henvende sig, men familien var og blev
samfundets bærende sociale struktur. Brødre og fædre var i reglen tæt familiært
knyttet til ægtefællen og ville altid være på mandens side; der var ingen effektivt
fungerende krisecentre, så det var bare tilbage til helvede på jord.
Efter døden så det ikke stort bedre ud. Skulle det lykkes kvinden at overholde de
mange regler i sin jordiske tilværelse og dermed være så heldig at komme i Paradis,
skulle hun stadig være gift med den samme mand. Han ville til gengæld få adskillige
vellystne jomfruer stillet til sin rådighed, mens hun skulle nøjes med dadler og
honning. Om det så var i Paradis, handlede det hele om mandens seksuelle
tilfredsstillelse.
Og hvor mange kvinder led ikke i forvejen under truslen om, at deres mand skulle
tage sig en ny og yngre kone? Fra mine tætte kontakter via mit arbejde til hudlæger
og plastikkirurger vidste jeg, at der var trængsel i venteværelset af kvinder, der var
klar til at gøre hvad som helst for at kunne tilfredsstille deres mænds lyst til stramt
kød. Der var god gang i butikken for større bryster, mindre maver og lår og
ansigtsløftninger, bare for at nævne nogle af de mange smertefulde indgreb,
kvinderne gennemførte for deres mænds skyld. Det var oven i købet ikke usædvanligt,
at hustruer fik indopereret en ny mødom. Manden havde udtrykt lyst til at have sex
med en jomfru, og derfor ville han gifte sig igen. Konen tiggede og bad ham om at
lade være og lovede ham at få mødommen igen, så han kunne få hende som jomfru.
Ofte var det en stakket frist, for selv om det blødte ved akten, var kroppen alligevel
den gammelkendte. Kvinden måtte så finde sig i den ydmygelse, at manden
hjembragte en yngre kvinde. Ganske vist stod det i Koranen, at manden skulle
behandle alle sine koner lige; det skete langtfra altid. De mænd, der ikke ville have
besværet med at gifte sig igen, valgte at gå til en prostitueret; der var hustruer, der var
blevet konstateret hiv-positive, men det var naturligvis helt tys-tys.
55

Traditionen med en kæmpemedgift og et bryllup, hvor flere hundrede skulle indbydes,
betød, at det var dyrt at gifte sig udenfor familien. Derfor valgte mange at gifte sig
med fætteren eller kusinen, så formuen og kontrollen blev i familien. Konsekvensen
var, at frekvensen af medfødte misdannelser var rystende høj, et forhold, man ikke
kunne tale om. Det var Allahs vilje.
Så jeg lærte at lytte i pauserne mellem MBA-timerne. Hørte på beretningerne om de
fantastiske fester, de havde været til, kun for piger. ”Jeg holder en stor fest, når vi
bliver færdige,” meddelte Alima, ” du er også inviteret, Du kan godt glæde dig, det er
meget sjovere, end når I holder fester i Vesten.”
Jeg smilede til Haifa, når hun fortalte om dengang, hun læste bachelor i marketing og
en mand fra Vesten havde sat sig ved siden af hende til forelæsningen. Det synes hun
var helt i orden, selvom nogle af de andre kvinder på holdet var blevet forargede. Hun
havde endda smilet til ham og sludret med ham. ”Han var faktisk sød,” tilføjede hun
rødmende og rettede sig derefter hurtigt op i stolen og ordnede sit slør.
Jeg lyttede forsigtigt, når de legede med tanken om, hvad de ville gøre, hvis de bare
én dag i deres liv fik lov at bevæge sig uden abaya og slør. ”Løbe en tur på Cornichen
i shorts, frem og tilbage mange gange,” udbrød Maliha begejstret, mens de andre
fnisede og gøs ved så ufattelig en tanke.
56

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DCM DCM f~“Ç{xw f~“Ç{xw | | Ñ|ÄÄxyÉÜÅ
Ñ|ÄÄxyÉÜÅ
M
in opgave som regionalchef for Ferrosan i Mellemøsten var at skabe det
størst mulige salg af vores hovedprodukt Imedeen, som kort fortalt
er ”skønhed i pilleform”. Da Mellemøstens kvinder var kendt for at gå
meget op i deres udseende, skulle der være gode muligheder for en mindre, men
profitabel forretning. Da Imedeen er en tablet og ikke bare en creme, skulle
præparatet godkendes af sundhedsministeriet, og det tog mere end to år. Til
sammenligning tager det et par måneder i de fleste vestlige lande.
Det var en interessant proces at følge. Som udgangspunkt så det let ud, for
godkendelsespraksis havde man implementeret efter vestlig praksis. Vi regnede med
en rimelig hurtig sagsbehandling, specielt fordi det virkede som om bemandingen i
ministerierne var langt bedre end i Europa. Det vrimlede med mennesker i alle
kontorerne, idet regeringen anbragte mange lokale i den offentlige sektor for at
afhjælpe arbejdsløsheden.
Ligesom man troede, at man var ved at være i mål, kom der nye mennesker med nye
spørgsmål og kendelser, og man var slået hjem igen. Det var helt overvældende;
registreringsafdelingen hjemme i moderselskabet rev sig i håret og var på et tidspunkt
ved at opgive det hele.
Khalid, vores forhandlers registreringschef i Emiraterne, var palæstinenser; en listig
snog og en durkdreven fedterøv. Han løb ud og ind af kontorerne, hilste på, trykkede
hænder, konverserede og roste og lavede små aftaler. Som et andet trumfkort blev jeg
jævnligt trukket hen for personligt at møde den, der var sagsansvarlig på det
pågældende tidspunkt. Jeg forberedte mig til fingerspidserne, men det viste sig
overflødigt. Khalid storsnakkede på arabisk, smilede og pegede hen på mig og selv
med mit mangelfulde arabisk kunne jeg forstå, at han forklarede, at jeg var læge og
chef for hele Mellemøsten, og at jeg var kommet hele vejen fra Danmark bare for at
57

hilse på og takke for den fremragende behandling, vi havde fået. Ikke et ord om at jeg
rent faktisk boede lige om hjørnet. Ved et vink fra Khalid smilede jeg, gav det
arabiske slatne våde wienerbrødshåndtryk, sagde Salaam Aleikom, keif halek, sjukran
-Goddag, hvordan har De det, tak - og afleverede mit visitkort. Manden smilede
tilbage og sagde en masse på arabisk, modtog de papirer, vi havde taget med og vi
bukkede, sagde Ma’salaama – farvel - og gik baglæns ud af døren. De medbragte
dokumenter havde vi allerede forberedt grundigt ved med gul tusch at highlighte det
væsentlige og sætte små post-it noter ind med clues, for ellers læser de det ikke,
havde Khalid forklaret.
Arabiske beslutningsprocesser er kendetegnet ved at de første 98 procent af projektet
tager utrolig langt tid; dokumenter sendes frem og tilbage, man mødes og mødes,
dokumenter går frem og tilbage, men pludselig skal det hele gå lynstærkt, for de
sidste 2 procent af projektet tager højst få dage. Sådan gik det også for godkendelsen i
Emiraterne og Kuwait. Pludselig havde vi fået begge to tilladelser. Saudi Arabien var
endnu ikke på plads, og med den anden Golfkrig skulle det få lange udsigter.
Den marketingansvarlige for Imedeen i Kuwait hed Samirah. Hun var en dejlig og
meget dygtig kvinde, muslimsk libaneser, og hun havde et par tvillingedrenge på et år.
Hun havde oplevet den første Golfkrig og var skræmt fra vid og sans, så hun tog sine
drenge under armen og flygtede hjem til mor og far i Libanon. Suresh, som var inder,
var vores marketingmand i Emiraterne og han mente, at det ville være en god ide at
udsætte al aktivitet, til krigen var ovre. Selvom Bagdad lå langt væk fra Dubai, var
mange generelt utrygge og ikke i humør til skønhedspiller. Desuden var Danmark
med i krigen på USAs side, ikke just et forhold, der ville fremme salget. Jeg
reviderede mit salgsbudget igen og brugte mit krudt på registreringen i Saudi Arabien.
Da krigen formelt sluttede 1. maj, var det jo blevet sommer. Vi planlagde derfor
lancering i oktober, og det viste sig at være et lykketræf, for der skete et mirakel. Vi
fik royalt besøg.
58

Jeg fik i august 2003 meddelelse om, at Export Promotion Danmark havde planlagt et
dansk eksportfremstød i Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater i perioden
16.-23. oktober med deltagelse af H.K.H. Prins Joachim og fødevareministeren. Der
ville være fokus på sundhedsydelser, fødevarer og miljø, områder, hvor Danmark stod
stærkt og markederne var store. Det blev en succesfuld lancering. Vi fik masser af
pressedækning, for udover prins Joachims tilstedeværelse var hudpleje i tabletform en
nyhed. Alt i alt var det et sjovt produkt at introducere; den bærende kraft var
imidlertid prins Joachim.
Der var mødt mange sheiker op i dagens anledning med de karakteristiske flotte kåber
i enten guld eller sort uden på deres dish-dash. De hilste ærbødigt på den danske
kongelige, holdt deres lange smukke taler på et velklingende arabisk, en enkelt på et
mindre velklingende engelsk, og endelig tog prins Joachim ordet. Han holdt en
blændende tale på formfuldendt engelsk med vægt på den århundredegamle
samhandel, der havde fundet sted mellem de arabiske lande og Danmark. Han forstod
at komplimentere sine værter og deres egenskaber, samtidig med at han fik
fremhævet dansk know-how og ekspertise. Jeg var overbevist om, at han løbet af
denne dag fik tjent flere penge hjem til Danmark end nogen anden på så kort tid. Han
havde en værdighed, som tydeligvis var respekteret blandt de lokale sheiker og fik på
Danmarks vegne folk i tale, som det ellers ville have været umuligt for andre at få.
Lanceringen i Kuwait klarede vi selv. Det var nemmere at få opmærksomhed, da
Kuwait City er en mindre og meget stille by i forhold til Dubai. Alkohol var strengt
forbudt, og der var ingen diskoteker eller højhuse. Det var en voldsom kontrast til
Emiraterne, og velvidende at de havde de samme olierigdomme, undrede jeg mig.
Siden den første Golfkrig i 1991 havde alle levet under frygten for, hvad Saddam
Hussein kunne finde på næste gang, så investeringslysten havde været meget lille.
Flertallet af palæstinenserne var blevet udvist af Kuwait efter krigen var slut, fordi
Yassir Arafat og Kong Hussein af Jordan havde støttet Saddam Husseins invasion af
Kuwait. Mange palæstinensere havde jordansk eller palæstinensisk pas, og da de var
59

driftige forretningsfolk, havde forretningslivet lidt ubodelig skade af denne
masseudvisning.
Kuwait var derfor et af de arabiske lande, der mest åbent og aktivt støttede USA før,
under og efter Irak-krigen; alle var nu mere optimistiske, efter at Saddam var blevet
sat fra magten. Ved morgenmaden på hotellet var det som at komme ind på en
restaurant i Texas. Et mylder af store, brede mandfolk med cowboyhatte og et
drævende sydstatsamerikansk sprog fyldte deres tallerkener med æg, bacon og
grisepølser, råbte muntert til hinanden, parate til at stikke deres bor dybt i oliekilderne.
Ude i lufthavnen var synet endnu mere overvældende. Der var et mylder af
karseklippede, veltrænede soldater og også en del seje tøser i kampuniformer og T-
shirts, hvor der på ryggen stod ”Operation Iraqi Freedom”. Jeg kom til at følte mig
betydningsløs, jeg som bare havde været ude for at sælge noget så overfladisk som
skønhed i pilleform. På den anden side: Måske vandt de arabiske kvinder i sidste ende
flere kampe over deres giftelyste mænd med ”skønhed i tabletform”.
60

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DDM DDM DDM \ \ ftâw| ftâw| TÜtu|xÇ
TÜtu|xÇ
I slutningen af året kom endelig godkendelsen i Saudi Arabien, men lanceringen
kunne ikke finde sted før i marts året efter. Det meste af februar var helliget den
såkaldte Hajj, den årlige pilgrimsfærd til Mekka og en af søjlerne i Islam..
Da Imedeen er et kosttilskud, måtte det ifølge arabisk lovgivning kun sælges på
apotek. Det var ikke det store problem i Kuwait og Emiraterne, hvor de bedste af
apotekerne har skønhedsafdelinger med dygtige skønhedsrådgivere; men det var ikke
tilfældet i Saudi Arabien, hvor apoteket er et sted, man sender sin chauffør efter
receptpligtige lægemidler. Da kvinderne ikke selv må køre bil, bliver de transporteret
af chauffører eller mandlige familiemedlemmer, og de shopper i indkøbscentrene
under skarp overvågning af de såkaldte mutaweens, det religiøse politi. De kommer
derfor kun sjældent på apoteket. Vores salg skulle derfor drives af hudlæger og
plastikkirurger, som blev rådspurgt af mange kvinder.
Flere af de læger og sygeplejersker, der boede i vores ejendom, havde tidligere
arbejdet i Saudi Arabien. Generelt havde de været tilfredse med at bo i compounds,
de afgrænsede områder, som var et miniparadis for vesterlændinge, med alt hvad man
kunne begære af fritidsaktiviteter og luksus, men udenfor murene var man temmelig
begrænset. Indenfor hyggede man sig, og selvom alkohol var strengt forbudt i landet,
var mange blevet skrappe til hjemmebrænderi.
Kvinderne fra Vesten var generelt irriterede over ikke at kunne bevæge sig udenfor
compounden uden den påbudte abaya og slør. De var også irriterede over ikke at
kunne køre bil selv; i det hele taget var det svært at tolerere den måde, kvinder blev
behandlet på. Som en kvinde sagde: ”Det var lidt svært at vænne sig til at se små
varevogne med geden siddende på forsædet og kvinden på ladet.”
En mandlig læge fortalte, at da han lige var startet på hospitalet i Riyadh, var han
faret vild og gået ind i et venteværelse for højgravide, der sad på rad og række, kun
61

iklædt barselsskjorte, mens de ventede på at skulle ultralydscannes. Da de så denne
fremmede mand, begyndte de alle at skrige og trak øjeblikkeligt deres skjorter op
over hovedet af skræk for, at han skulle se deres ansigter. Han fortalte, at det havde
været et særpræget syn med alle disse splitternøgne, højgravide kvinder med
hovederne skjult af hvide skjorter, som blev holdt oppe i strakte arme.
Det skortede ikke på advarsler mod at tage til Saudi Arabien. Det danske
udenrigsministerium frarådede da også enhver form for unødvendig indrejse. Vores
lokale forhandler bedyrede, at der intet ville ske; al den ballade, jeg læste om i
pressen, var negativ vestlig propaganda. Jeg følte, at jeg ikke kunne tillade mig at
forhandle produkter i et land, jeg ikke selv ville besøge, så jeg måtte af sted. Den
marketingansvarlige hos vores lokale forhandler hed Mansur. Vi havde arrangeret
lanceringsseminarer i de tre store hovedbyer Jeddah, Riyadh og Damman; udover jeg
selv skulle vores danske vicepræsident for forskning og udvikling og en professor fra
Singapore deltage.
Jeg var lige ved ikke at komme af sted; det viste sig, at det var noget nær umuligt for
mig at få et indrejsevisum hos den saudiske ambassade i Abu Dhabi. I første omgang
anbefalede Mansur, at min mand rejste med mig. Ham afviste de på stedet; da han
spurgte hvorfor, blev han smidt ud af ambassaden. Vi gættede på, at det skyldtes, at
han havde amerikansk arbejdstilladelse i sit pas, fra da han arbejdede som skibslæge i
Caribien. Selvom det saudiske kongehus var stærkt pro-amerikansk, var flertallet af
befolkningen det så langtfra.
Så måtte jeg prøve alene. Det blev begyndelsen på uanede mængder af papirer, der
blev faxet frem og tilbage og lige så mange besøg på ambassaden, der mest af alt
lignede et gammelt ørkenfort, og hvor jeg skulle huske at tage tørklæde og langærmet
bluse på. Dagen før min afrejse havde jeg stadig ikke fået mit visum. Om morgenen
ringede Mansur: ”Skynd dig på ambassaden, dit visum er klar.” – ” Hvordan,” spurgte
jeg. Han svarede, at ejeren af vores forhandler kendte en prins, der havde ringet og
62

talt personligt med immigrationschefen på ambassaden. Derfor stod jeg halvanden
time, inden flyet lettede, med visum, abaya og slør i håndtasken.
Jeg var blevet nøje instrueret om, at jeg skulle iklæde mig abaya og slør i flyet, inden
jeg landede. Min mand havde været meget oprørt over at skulle med mig i souk’en og
købe dette stykke tekstil. Jeg kunne ikke finde ud af at sætte sløret ordentligt fast; det
gled hele tiden ned. Det var et aflangt, ret tyndt silkeagtigt tørklæde, meget glat, der
skulle køres to gange stramt rundt om hovedet og derefter skulle snippen stikkes ind
under tørklædets kant ved kinden. Jeg måtte søge hjælp hos mine kvindelige
medstuderende, der under fnis og ballade sloges om endelig at kunne få lov at tilhylle
mig. Lige meget hjalp det, det ville bare ikke sidde fast. Jeg øvede og øvede igen af
skræk for, at det pludseligt ville glide af for øjnene af en aggressiv mutaween-
inspektør.
Det skulle være det mindste af mine problemer, da jeg landede i Jeddah en time før
vores seminar. Med sjalet faretruende på vej ned nærmede jeg mig langsomt den
bistert udseende immigrationsofficer i den lukkede glasboks. Da det blev min tur,
kiggede han længe på mine papirer, på mig og tilbage på papirerne. Efter en evighed
råbte han ud på en anden immigrationsofficer, der hentede mig. Han trak en stol frem
og placerede den midt i den store sal, pegede på den med tegn til, at jeg skulle sætte
mig; derefter gik han.
Der sad jeg så og følte mig efterladt og overbegloet, bl.a. af adskillige
pilgrimsfarende Umrah-mænd iklædt hvide håndklæder og dystre miner, mens jeg
fumlede febrilsk med mit tørklæde. Efter en rum tid kom en brysk herre. ”Hvem skal
afhente dig,” spurgte han vredt. ”Nogen fra hotellet, der er vist inkluderet transport til
hotellet i prisen. I øvrigt har jeg et vigtigt symposium med 200 gæster, der starter om
mindre end en time.” – ”No way,” råbte han, ”du skal afhentes af en mand, der vil
tage ansvaret for dig, mens du opholder dig her i kongeriget. Det er udelukket, at du
63

kan bevæge dig rundt uden mandlig værge, og der skal foreligge en skriftlig tilladelse,
stemplet,” tilføjede han triumferende.
Jeg måtte ringe til Mansur og rakte fluks røret videre til den bryske immigrationschef,
så de to saudere kunne tale sammen. Det blev til en længere højrøstet samtale, der
endte med, at Mansur bad mig blive, hvor jeg var. Han skulle nok klare sagen.
Jeg blev hentet af en uniformeret betjent, der førte mig ud til den lokale salgschef,
Essam, der stod og viftede med et bundt dokumenter. Efter papirerne var blevet nøje
inspiceret og mit pas stemplet, tog Essam mine kufferter og gennede mig ud af
lufthavnen til sin ventende bil. ”Vi har travlt,” erklærede han, ”de fleste er kommet, vi
venter kun på dig.” Jeg kastede mig ind på forsædet.
Essam var ægypter, uddannet farmaceut og salgschef i Jeddah. Han havde kone og to
børn, hadede Saudi Arabien, men what to do, der var ingen anstændige jobs at få i
Ægypten. Jeg fik ringet til min danske kollega og sikrede mig, at han havde sin
laptop klar, så jeg bare kunne plugge mit memory-stick med min præsentation
ind. ”Hvad sker der, hvis mit tørklæde glider ned under præsentationen,” spurgte jeg
Essam. Han svarede, at i Jeddah skete der ikke noget; man var mere afslappede end i
Riyadh, hvor det ikke måtte ske. Her er der faktisk mange udenlandske kvinder, der
slet ikke bærer hovedtørklæde,” tilføjede han beroligende.
Da vi kørte op foran hotel Intercontinental åndede han lettet op og forklarede, at det
var strengt haram for mig at sidde på forsædet, når jeg ikke var hans kone; hvis vi var
blevet stoppet, kunne vi begge være røget i fængsel; jeg burde have siddet på
bagsædet.
Jeg hastede med flagrende abaya og nedglidende hovedtørklæde gennem hotellet mod
symposiesalen og gik direkte på scenen, stak mit memory-stick i computeren, fik
hæftet mikrofonen på abayaen, smilede til salen og sagde Salaam Aleikom, thanks for
64

having me and my co-speakers here in your lovely country. Trods den hektiske optakt
blev aftenen vellykket. Præsentationerne blev vel modtaget og bagefter var der galla-
middag. Jeg blev placeret ved siden af den travleste hudlæge i Jeddah. Han var fra
Libanon, I hate it here, but money is good, what to do. Hans familie var i Libanon. De
havde været her i en periode, men hans kone kunne ikke holde det ud og var taget
tilbage med børnene, så han arbejdede bare hele tiden og var hjemme en måned om
året.
”Hvordan kan beauty-industrien være så stor i et land, hvor kvinder stort set ikke
viser sig for andre og altid er helt tildækkede,” ville jeg vide. Han rullede med øjnene
og sagde, ”Ohlala, de har jo ikke andet at lave og de pynter sig først og fremmest for
hinanden, ikke for deres mænd. Desuden ved de, at hvis ikke manden finder dem
attraktive nok, tager han sig en anden kone, og det anses for tab af prestige, specielt
overfor andre kvinder. Dette gælder naturligvis kun for kvinderne fra de rige familier,
de fattige fra landdistrikterne kæmper bare for at holde til at føde de mange børn og
klare de huslige pligter. For dem kan det være en lettelse, hvis manden tager flere
koner.
Vores program var hektisk, vi havde kun et døgn hvert sted, for professoren fra
Singapore skulle hurtigt hjem, så jeg fik kun et kort indtryk af Jeddah. Byen har en
meget lang strandpromenade ud mod Det Røde Hav, og her promenerede folk om
aftenen, og der var et vist leben med boder og karruseller. Jeddah regnes for at være
mere liberal end andre byer i Saudi. Det er den største havneby i Saudi og ligger kun
cirka 70 km vest for Mekka, hvorfor millioner af muslimer fra hele verden har
valfartet hertil i mange hundrede år. Under olieboomet i firserne gjorde man en
indsats for at udsmykke de offentlige områder med kunst, hvorfor man ser mange
store udendørs skulpturer. Man kan se værker af kunstnere såsom Miro og Henry
Moore, og da man ikke i Islam kunstnerisk må afbilde levende skabninger og slet
ikke menneskelignende skulpturer, skulle kunstnerne virkelig være kreative.
Motiverne var taget fra arabisk kultur, så der var kaffekander, palmetræer og
65

øgelseskar og også en del mere bizarre værker som f.eks. en stor marmorblok med
biler stikkende ud alle vegne i forskellige vinkler.
Vi landede i Riyadh næste formiddag. Fra luften så byen meget udstrakt ud og fyldte
et stort område midt ude i en ubarmhjertig ørken. Den huser mere end fire millioner
mennesker. En enkelt unik bygning vakte opmærksomhed, The Kingdom Centre, som
er 302 meter høj og dermed den 25. højeste bygning i verden. Den ejes af Alwaleed
bin Talal bin Abdulaziz Al Saud, en navnkundig prins, som er berømt som en
international investor, entreprenør og velgører. Han er den rigeste af alle arabere og
på Forbes liste over de 20 rigeste i verden. Han er kendt som en reformist og varm
fortaler for kvinders rettigheder og ansatte den første kvindelige pilot i Saudi Arabien.
Jeg havde set prinsen personligt i oktober 2002, hvor han var en af hovedtalerne ved
det stort anlagte Dubai Strategy Forum møde. Det var ved dette møde, at de første
resultater fra FNs rapport om Arab Human Development blev fremlagt med tre
væsentlige grunde til, at regionen sagtede bagud i forhold til resten af verden: det
demokratiske underskud, manglen på uddannelse og viden og endelig udelukkelsen af
kvinder fra uddannelse og arbejde.
Vi kørte gennem den triste by. Jeg priste mig lykkelig for, at det ikke var fredag.
Hovedstaden i dette stærkt religiøse land fejrede ikke alene deres fredag i moskeen
med en bøn, men også på den såkaldte Chop Square - chop betyder afhugge eller
hakke på engelsk og square betyder plads - hvor ugens dødsdømte i al offentlighed fik
hugget deres hoved af med en krumsabel.
På hotellet ville vi motionere og benytte den dejlige swimmingpool. Det kunne kun
lade sig gøre for mændene, for det var forbudt for kvinder at opholde sig ved poolen,
og kvinder kunne kun træne i motionscentret mellem klokken 7 og klokken 9 om
morgenen. Jeg spurgte, om jeg kunne gå en tur i byen, men heller ikke det var muligt.
Hvis mændene ville følge mig, kunne jeg blive kørt hen til en af de store malls. Jeg
66

ville ikke belaste mit mandlige selskab med at slæbe dem med i et butikscenter, så jeg
måtte fortrække op på værelset.
Vi mødtes et par timer inden seminaret for at sikre, at alt var i orden. Da jeg kom ned
i foredragssalen, var man i gang med en større ændring i lokale- og
sceneopbygningen. En intermistisk skillevæg var ved at blive rejst ned gennem salen
op til scenen. ”Hvad foregår der,” spurgte jeg Mansur. Han nikkede hen mod tre
dystre mænd, der stod og betragtede scenariet med korslagte arme. ”De var fra
Indenrigsministeriet, og de er kommet for at sikre, at foredragssalen blev opdelt
mellem kvinder og mænd,” svarede han. ”Alle møder, selv videnskabelige, skal
anmeldes til Indenrigsministeriet.” - ”Hvordan skal vi så holde vores foredrag,”
spurgte jeg. – ”Talerstolen bliver placeret midt for enden af væggen, så deltagerne på
hver side af kønsadskillelsen kan se halvdelen af jer, når I taler,” svarede han.
Det positive ved aftenens seminar var, at næsten halvdelen af lægerne var kvinder. Da
vi bagefter gik til middag i vores separate kvindesal, fik jeg mange spændende og
hyggelige samtaler med de søde og interesserede kvinder. De morede sig over mit
tørklædearrangement, og kastede sig ud i at binde det rigtigt; lige meget hjalp det. Det
ville ikke sidde fast, og en af kvinderne antydede forsigtigt, at det måske var, fordi
kvaliteten ikke var den bedste.
Ganske mange var ugifte, og de kom fra velstående familier, som havde tilladt, at de
fik en uddannelse; mange havde bevidst undgået at blive gift, da de fandt meningen
med livet i deres arbejde. De arbejdede derfor altid og kunne spare mange penge op,
for de boede hjemme. Alt andet var utænkeligt; det eneste, de kunne bruge deres
penge til, var at shoppe i de dyre mærkevarebutikker. De talte med håb i stemmen om,
at der snart ville ske forbedringer for dem. Den gamle kong Fahd var syg og svag og
kronprins Abdullah, som var den reelle leder, var moderne af sind, selvom han var
over 70 år. Når han overtog magten, ville der nok ske store fremskridt. De talte om
prins Alwaleed med stor beundring og kunne også mange historier om hans
67

ekstravagante livsstil, hans ægteskab nummer tre med prinsesse Kholod, som ikke
fungerede så godt, hans to børn, en dreng og en pige og hans libanesiske mor. Hans
farfar var den gamle kong Abdul Aziz Al-Saud, som dannede Saudi Arabien. De
mente at vide, at han havde investeringer overalt i verden, ejede det meste af
Manhattan og vist også en del af CNN. Bortset fra ham var de ikke specielt
imponerede over den royale familie, som de omtalte som dovne og fordærvede.
Kvinderne var generelt meget åbne, vidende og belæste, så vi snakkede om alt
mellem himmel og jord; også om tasker, sko, make-up og tøj. Der var enkelte, der
havde deres mindre børn og hushjælpen med, så der var et sandt leben. Jeg morede
mig og nød deres selskab. ”Hvornår kommer du igen,” spurgte de. Der blev
udvekslet visitkort i stor stil: ”Vi kan e-maile til hinanden.”
Jeg følte mig privilegeret over at lære disse kvinder bedre at kende som individer bag
sløret; jeg mærkede den særlige stemning og samhørighedsfølelse, man kan opleve i
et kvindeforum, hvor man står hinanden bi. Jeg nød også den måde, de indlemmede
mig i deres fællesskab på og deres interesse i at dele livshistorier. Deres accept af
deres skæbne og livsvilkår imponerede mig dybt. Sandt at sige følte jeg, at denne
sammenkomst var betydeligt mere givende, oprigtig, ærlig og dyb end mange af de
sammenkomster, jeg deltog i med de andre udenlandske kvinder i Emiraterne. Da
aftenen sluttede, og jeg gik op på hotelværelset, var mændenes middag overstået for
længst; ifølge mine kolleger havde den været formel og kedelig.
Næste dag tog vi videre til Dammam, som er en af de største havnebyer i den Persiske
Golf og den næststørste havneby i Saudi efter Jeddah. Dammam er smeltet sammen
med to andre byer, Al Khobar og Dhahran, og har sammenlagt to millioner
indbyggere. Der er relativt mange udlændinge fra Vesten, for Al Khobar er en
moderne forretningsby, og Dhahran huser Saudi Aramco, der råder over verdens
største oliereserver. Sikke en befrielse; her var vestlige kvinder som jeg selv, med
tørklædet over skulderen og håret frit.
68

Fra Dammam gik der en motorvej til det lille ørige Bahrain, som er et fristed for
mange både lokale og udlændinge. I Bahrein serveres der alkohol, der er natklubber,
restauranter, biografer og lystbådehavn, og det ligger kun en times kørsel væk. Man
kunne gå frit omkring i Dammam by uden ledsagere, og som i Jeddah var der en
livlig strandpromenade. Vi havde igen en fin præsentationsaften, og jeg udvekslede
endnu flere visitkort og lovede at maile.
Næste dag var det tid til afsked; vi tog en bevæget afsked med de lokale sælgere og
takkede for fire begivenhedsrige døgn. Vi blev forsikret om, at efter denne lancering
skulle vi bare se, hvor meget de ville sælge. De håbede, at vi snart ville komme igen.
Jeg følte en enorm lettelse, da mit fly lettede med kurs mod Abu Dhabi.
69

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DEM DEM ftÅÅxÇáà“w ftÅÅxÇáà“w ÅxÄÄxÅ ÅxÄÄxÅ ~âÄàâÜxÜ
~âÄàâÜxÜ
D
en dag krigen brød ud i Irak, den 20. marts 2003 tidligt om morgenen
lokal tid, skulle min MBA klasse til eksamen. Det var en torsdag og i
ugerne op til amerikanernes invasion havde landet holdt vejret. Aviserne
var fyldt med artikler om dette uacceptable angreb ikke alene på Irak, men på hele
den arabiske verden. Alle havde diskuteret om der mon blev krig eller ej og
holdningerne var delte.
De fleste arabere var af den overbevisning, at amerikanerne før eller siden ville
besætte et land i Mellemøsten for at få adgang til olien, og at
masseødelæggelsesvåbnene var en dårlig undskyldning for at tage Iraks olie.
Forlydenderne gik: Saddam Hussein var CIA uddannet og en af USAs egne, som
amerikanerne havde støttet, da han førte krig mod præstestyret i Iran. Det var nok
USA, der stod bag den krig, når det kom til stykket. USA ville for enhver pris af med
præstestyret. Det var også efter aftale med den amerikanske ambassadør, at Saddam
Hussein havde angrebet Kuwait i 1991. Den lange krig mod Iran havde forarmet Irak,
som før krigen havde været et af de rigeste lande i Mellemøsten. Da amerikanerne
ikke finansielt havde støttet Saddam Hussein tilstrækkeligt, var det måske derfor de
havde godkendt, at Saddam Hussein kunne indtage Kuwait, og så var de bare bagefter
løbet fra deres ord; amerikanerne kunne man ikke stole på. Det var også amerikanerne,
der stod bag de sanktioner, der havde forarmet deres irakiske brødre. Når de brokkede
sig over Osama bin Laden og Al Qaida, skulle de huske, at de selv oprindeligt havde
udrustet denne hær i Afghanistan for at bekæmpe russerne. Andre, mest udlændinge,
var mere besindige og mente, at Saddam Hussein ville give sig og træde tilbage som
præsident; USA ville ikke foretage sig noget uden verdenssamfundets støtte. Sådan
gik det ikke helt.
Krigen brød ud; i eksamenslokalet opfordrede mine kammerater til, at eksamen blev
udsat: man kunne da ikke på denne sorgens dag gå til eksamen. Vores professor var
70

uenig, så på krigens første dag sad vi og løste opgaver i organisationsadfærd. De
spurgte mig bagefter, hvad jeg mente om denne krig.
Sandt at sige vidste jeg ikke, hvad jeg skulle mene om denne krig.
Samme eftermiddag skulle jeg på det lokale renseri, hvor alle talte om krigen. En
lokal herre spurgte mig, om jeg var amerikaner; jeg svarede nej. ”Hvor kommer du så
fra,” ville han vide, og jeg svarede Danmark. ”Shame on you, you have invaded my
brothers,” sagde han med hævet stemme og had i øjnene. Min filippinske renseridame
blev helt forskrækket og forsvarede mig: ”Madam is nice lady, sir,” sagde hun, men
det prellede af, han forlod forretningen.
Mens jeg travede hjem med de rene skjorter, tænkte jeg, at jeg nu skulle til at forholde
mig til at komme fra en krigsførende nation og oven i købet en, der var i krig mod
mennesker, der af de arabere, jeg var omgivet af, betragtedes som brødre. Danmark
var min stamme; min stamme generede deres stamme. Punktum.
De første uger af krigen var der ingen lokale arabere på de amerikanske fastfood
restauranter. Mange valgte at boykotte amerikanske varer; kun ganske få vidste, at
Danmark støttede USA i denne krig, for Arla og vi andre gik fri. Efter et par uger så
man igen de første sort- og hvidklædte arabere på McDonalds, så mere var krigen
mod broderfolket ikke værd. Den amerikanske hær havde en base i Abu Dhabi, så
regeringen havde valgt side.
Det varede også kun fem uger, før den egentlige krig var forbi; kampen om freden
skulle begynde.
En af min mands sekretærer var Maliha. Hun var palæstinenser, men født og opvokset
i Emiraterne. Hun gik klædt som de lokale i abaya og slør og blev smigret, hvis nogen
forvekslede hende med en lokal. Hendes bror arbejdede på sygehuset som tolk og
71

hjalp os ved flere lejligheder. Som tak for hans hjælp inviterede vi ham og Maliha
hjem.
Kort efter blev vi inviteret hjem til deres familie. Malihas mand var marokkaner og
leder af et stort cateringfirma. Maliha selv var livlig og meget slank, mens hendes
mand var temmelig overvægtig; han havde for nyligt fået konstateret sukkersyge.
Deres stue var indrettet i typisk arabisk stil, sofaer langs de tre af væggene, et bord i
midten af rummet og skarpe blålige neonrør i loftet. Farverne voldsomme, gardinerne
draperede, tæpperne tykke, møblerne svulstigt ornamenterede og på væggen et
kaligrafisk guldindrammet citat fra Koranen.
Efter den omfattende middag og halvvejs liggende i de store sofaer skulle vi se de
seneste nyheder fra den arabiske tv-stationen Al Jazeera. Billeder af lemlæstede børn
fyldte skærmen ledsaget af optagelser af det amerikanske krigsmaskineri. ”Er det ikke
forkasteligt,” udbrød Maliha, ”de amerikanere er verdens svøbe. Men det værste de
har lavet er dog alligevel 11. september.”
Det var første gang, jeg havde hørt en araber tage afstand fra denne grusomme
terrorhandling. Jeg havde tit undret mig over dette og tænkt på en model, vi havde
læst i lederskabsmodulet, som hed ”spejlet og vinduet”. Den gode leder ser sig i
spejlet, når noget går galt i virksomheden som udtryk for, at hun tager ansvaret for
fejltagelserne. Når noget går godt, kigger hun ud af vinduet som udtryk for, at hun
giver æren til sine medarbejdere, til heldet eller omstændighederne. Den dårlige leder
kigger sig i spejlet, når det går godt, men placerer skylden for eventuelle fiaskoer
udenfor sig selv og kigger ud af vinduet.
Det havde ved flere lejligheder slået mig, at arabere ofte var defensive og kiggede ud
af vinduet, når de skulle finde en forklaring på alt det, der gik galt. Det gjaldt i det
nære og det fjerne, i klasseværelset, på sygehuset, hos myndighederne og i regeringen.
Jeg mødte ikke mange arabere, der vendte blikket indad, og som beskæftigede sig
72

med selvransagelse, eller som påtog sig ansvaret. Hvis opgaver ikke var lavet til tiden,
var det chefens skyld; hvis man kom for sent, var det trafikken; al terror på jord var
amerikanernes og Vestens skyld; den stigende overvægt blandt arabere skyldtes
vestlige madvaner; hvis børnene opførte sig dårligt, var det hushjælpens skyld; hvis
nogle arabere var kriminelle eller opførte sig dårligt, var det fordi de kom fra en
anden stamme. Al elendighed i Mellemøsten var amerikanernes og jødernes skyld.
Derfor spidsede jeg ører ved Malihas bemærkning om 11. september. For at være
sikker på, at hun tog afstand fra denne handling, bad jeg hende uddybe.
”Amerikanerne har mange forbrydelser på deres samvittighed, men at de har givet
muslimerne skylden for 11. september, når det var dem selv og jøderne, der stod bag,
er dog nok det groveste.” Jeg troede ikke mine egne ører. ”Hvordan kan du dog sige
det,” udbrød jeg, ”Al Qaida har jo stået offentligt frem og taget ansvaret. De 19
deltagende mænd var alle muslimer. De fleste af dem var fra Saudi Arabien, og der
var oven i købet også en lokal herfra.”
Hun kiggede på mig med sammenknebne øjne.
”Det tror du ikke på. Det er jo bare ren amerikansk propaganda,” sagde hun med
glødende stemme, ”de havde brug for en hændelse, så de kunne tillade sig hvad som
helst i hele verden. Jeg skal fortælle dig en historie, der beviser at jeg taler sandt.
Overfor Twin Towers i New York, på den anden side af floden, er der en stor
lagerbygning med et fladt tag. Der stod en fotograf med en stor, skarp linse lige ved
siden af Twin Towers, lige da bygningerne var blevet ramt, og ved et tilfælde kom
han til at rette linsen over floden mod den lagerbygning. Hvad tror du han så? En hel
masse jøder, der stod på taget, dansede og omfavnede hinanden og jublede med
armene i vejret.” – ” Hvorfor er de billeder aldrig blevet vist for offentligheden,”
spurgte jeg. Hun rullede med øjnene og smækkede med tungen: ”Dem har CIA
selvfølgelig destrueret, og fotografen blev straks slået ihjel.”
73

Min mand kiggede på mig med øjne, der sagde, ”lad det nu ligge”.
Jeg lod det ligge, men gik deprimeret derfra.
Mange føler en grad af mindreværd, for selvom man ønsker at nedgøre Vesten, er de
foretrukne forbrugsgoder, forretningsmodeller, sundhedssystemer, film, forbilleder og
forretningspartnere nordamerikanske eller europæiske. Langt de fleste arabiske
oliemilliarder er blevet investeret i amerikanske eller europæiske aktiver - og ikke i
udviklingen af deres egen region. Denne mindreværdsfølelse forstærkes af den
oplevede amerikanske arrogance, som indimellem også kan være svær for os andre at
sluge. Det oplevede vi dagligt på arbejdet, i skolen og bl.a. da vi skulle søge visum til
vores yngste dreng til et sommerophold på college i USA.
Der skal to til en tango, og amerikanerne har ikke altid været de største diplomater i
forhold til andre landes befolkninger, trossamfund og minoriteter. Det er de arabiske
lande og Israel heller ikke, så der er mange splinter i broders øje og bjælker i egne.
74

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DFM DFM Wx Wx ytÜÄ|zx ytÜÄ|zx ~ä|Çwx ~ä|ÇwxÜ ~ä|Çwx
M
BA-uddannelsen nærmede sig sin slutning. Vi åndede lettet op.
Arbejdspresset var temmelig stort, og vi var ved at køre trætte, så vi så
frem til datoen for afslutningsceremonien i foråret 2004. Efter sidste
eksamen stod vi alle lidt forlegne og skulle tage afsked. Vi var kommet til at opfatte
denne gruppe som en væsentlig del af vores liv; enhver form for samvær ville være
umulig, når vi nu skiltes. Vi kunne ikke give hinanden et knus, drenge og piger
imellem; der kunne heller ikke være tale om en fælles afskedsfest, så det hele blev lidt
akavet. Vi talte om afslutningsceremonien, hvor vi ville ses.
Den store dag oprandt; vi havde sommerfugle i maven. Undervisningsminister Sheikh
Nahyan, som tidligere havde besøgt os i klasseværelset, skulle overrække os vores
diplomer, og professorerne fra de tilknyttede amerikanske universiteter var til stede
med et større presseopbud. Vi havde trænet i flere timer i, hvordan vi skulle gebærde
os, og hvornår hvem skulle gå på podiet, og hvor hvem skulle sidde.
Det var i kvindegruppen lykkedes os at få presset igennem, at der ved
gradueringsceremonien skulle være både en kvindelig og mandlig taler. Det var en
stor, stor feministisk sejr. Vi var alle i flotte, sorte kåber, kvinderne i en abaya med et
smukt, lilla broderet bånd med matchende tørklæde.
Det hele var højtideligt, og alle havde medbragt deres familier. Vi fik alle et flot
diplom og et elektronisk eksamensbevis; bagefter fik vi taget billeder og blev
interviewet til forskellige aviser. Jeg var den første danske kvinde, der havde taget en
MBA i Emiraterne.
Det var en stor dag. Den blev ikke mindre af, at min mand og datter blev antaget for
at være en del af den amerikanske universitetsdelegation. De blev derfor ført ind i det
fineste lokale, hvor selveste Sheikh Nahyan samt alle de andre nobiliteter var. De
75

lev beværtet med dadler og kaffe, og da ceremonien startede, og jeg sad på mit sæde
og bandede over, at de ikke bare for en gangs skyld kunne komme til tiden, fik vi alle
tegn til at rejse os for VIP processionen. Med ministeren i spidsen skred denne gruppe
gennem salen; jeg blev noget overrasket over at se min mand og datter bevæge sig
frem på den røde løber og sætte sig på forreste række.
Jeg genså kvinderne fra holdet. Alima, min medstuderende, havde holdt sit ord og
inviteret til stor fest. Den skulle holdes i en af festsalene på Hotel Hilton. Jeg havde
tænkt meget over, hvad jeg skulle have på og havde lyttet til en veninde, der havde
boet her i flere år: et pænt, diskret jakkesæt ville være et godt valg.
Jeg startede tilsyneladende med at gå forkert. Jeg gik op til hotellets store balsal, hvor
Alima havde sagt, at hendes fest skulle holdes, og kiggede indenfor. Sikke et syn, der
mødte mig. Det måtte have været en fest for varietédanserinder eller call-girls. Jeg
havde aldrig set noget lignende; de kvinder var majet ud efter alle kunstens regler. Al
denne kvindelige frivolitet havde jeg aldrig før set i virkeligheden, kun på film og så
måske dengang jeg var på en transvestit- og stripbar i Berlin, før muren faldt.
En ualmindelig smuk dame kom hen imod mig. Hun havde hår til taljen, sort og
bølgende, og hendes make-up gav hende fælles udseende med Elizabeth Taylor i
Cleopatra. Hun havde det strammeste hylster af en kjole på, jeg nogensinde havde set,
i blomstret spandex med kig til en lækker mave, meterlang slids og skoene var mindst
20 cm høje i guld. Og hendes smykker: Tiffany’s måtte have haft ophørsudsalg, der
måtte være for hundredetusinder af kroner i stene og guld. Jeg bakkede ud af døren,
mens jeg undskyldende forklarede, at det ikke var min mening at bryde ind. Jeg skulle
til fest hos Alima, hvortil kvinden svarede: ”Benedicte, det er mig, Alima. Kan du
ikke kende mig?”
Hvem var alle disse filmstjerner, hun var i selskab med? Jeg vidste ikke, at der var så
mange smukke kvinder i Abu Dhabi. Levede hun et dobbeltliv; hvordan kunne dette
lade sig gøre?
76

Alima smilede: ”Sådan ser vi altså ud, når vi holder fest, os piger. Kom, så skal du
hilse på de andre og også min mor og søstre.”
Jeg blev trukket rundt og hilste på den ene utrolige kvinde efter den anden. Kjoler,
som man kun kan se i de meget kulørte arabiske dameblade, blev båret med ynde og
elegance. Ædelstene, perler og udskæringer, der intet overlod til fantasien og
fremhævede alt, hvad der kunne fremhæves. Bryster, balder, maver og lår, make-up
og juveler alle vegne. Min drøm om at falde ind i mængden brast; jeg lignede en
bedemand. Jeg kunne ikke kende andre af mine venner undtagen Maliha, der var i sin
sædvanlige abaya. Hun var normalt ikke var en del af denne gruppe og ville derfor
ikke vække opsigt. Det kunne der blive talt om.
Gavebordet bugnede; man afleverede sin gave i mængden. Gaven ville ikke blive
pakket op før næste dag. Musikken var overvældende og utrolig høj, arabisk disko.
Mange af kvinderne var allerede på dansegulvet og dansede meget sensuelt. Nu
begyndte jeg at forstå, hvorfor disse kvinder normalt var grundigt indhyllede; de var
den smukkeste og dejligste forsamling kvinder, jeg nogensinde havde set. Jeg satte
mig ved siden af Maliha ved et rundt bord i periferien.
”Er alle fester sådan,” ville jeg vide. Hun svarede, at det var helt almindeligt, at
kvinder klæder sig flot, det behøvede man ikke en stor fest for. ”Når kvinderne er
sammen, klæder de sig altid ud for hinanden,” konstaterede hun. Det tog oftest en hel
dag at gøre sig klar, for man skulle både have ordnet hår og lagt make-up i
skønhedssalonen.
Det havde jeg set. Jeg kom med jævne mellemrum hos Sanaa Beauty Salon, hvor jeg
oftest var den eneste ikke-lokale kvinde i rummet. Jeg fik rettet mine øjenbryn med
tråd, mens de arabiske kvinder omkring mig blev stadset op. Jeg havde altid tidligere
troet, at de skulle til bryllup, for jeg havde hørt om disse fantastiske bryllupsfester fra
77

nogle af vores deltagende venner. Kvindefesten skulle være helt utrolig; alle var
fantastisk pyntede og smukke, og der var underholdning og vildt liv frem til efter
midnat, hvor bruden blev hentet af gommen. Mændenes fest var kedelig, varede kun
cirka en time, hvor man trykkede i hånd, spiste og gik igen. Der var altid mange i
skønhedssalonen, der blev gejlet op. Det havde jeg ikke undret mig over, for til
bryllupper var der altid inviteret mindst 500. Forklaringen på det store antal kunder i
skønhedssalonen var åbenbart, at kvinderne blev gjort i stand på samme måde til
andre fester end lige bryllupper.
Jeg betragtede selskabet, mens jeg nippede til min mangojuice. Disse kvinder
behøvede ikke alkohol for at slå sig løs; deres løssluppenhed overgik alt, hvad jeg
tidligere havde set. Pludselig kom nogle nye kvinder ind med en chaiselong, en
guldskillevæg og tungt lilla velourstof i metervis. De begyndte at bygge et boudoir op
i det ene hjørne med chaiselongen på et tykt tæppe, guldvæggen bagved og det lilla
velour draperet ned over den lille sofa og ned på gulvet. Derefter stillede fotografen,
sit udstyr op. ”Hvad skal der ske,” spurgte jeg Maliha, og hun svarede, at pigerne
kunne få taget billeder. Dårligt var fotoudstyret og det interimistiske studio klar, før
de stod i kø. Hvilke positurer. Kvinderne vred og vendte sig, skulderstropper gled ned,
armene samledes om brysterne, så kavalergangene blev ekstra store og munde og øjne
spillede op til kameralinsen. Der blev blitzet i et væk. Samtidig gik en kvinde rundt
med et røgelseskar, som hun stak op under kvindernes kjoler og min lille, kedelige
kontorjakke, mens hun viftede velduften op de mest intime steder.
Al lyset blev slukket. Den smukkeste indiske dansegruppe åbenbaredes og opførte en
sensuel gruppedans, som de deltagende kvinderne gled ind i. Jeg var fortryllet. Tiden
fløj af sted; pludselig var det næsten midnat, og de store fløjdøre blev slået til side og
afslørede en overdådig buffet. Da klokken nærmede sig et, fandt jeg Alima og
takkede for en storslået aften. ”Skal du allerede hjem,” spurgte hun, ”festen er jo lige
begyndt.” Hun forsvandt tilbage på dansegulvet og faldt i med mavedanserinderne.
78

Jeg var dybt fascineret af denne oplevelse. Mon altid disse smukke arabiske kvinder
havde været så sensuelle, livsglade og feminine, eller var de det netop, fordi de i deres
dagligdag ikke fik lov til at udtrykke deres kvindelighed?
Næste gang, jeg genså nogle af studiekammeraterne, var året efter da næste MBA-
klasse graduerede. Vi ville lykønske Jalilah med vel overstået eksamen. Hende kunne
jeg næsten heller ikke kende. Hun strålede som en sol, havde tabt sig, bar en flot
make-up og havde alle sine fem drenge med. ”Hvor ser du godt ud, hvad har du gjort
ved dig selv,” spurgte jeg. ”Jeg er blevet skilt,” smilede hun, ”endelig fik de lavet
lovgivningen om.” Hun pegede på en mand, der stod sammen med nogle andre i en
lille gruppe. ”Det er min eksmand,” sagde hun, ”du skal lige hilse på ham.” Hun
vinkede ham hen. Jeg hilste, og han forsvandt igen. ”Han ser flink ud,” sagde jeg og
hun svarede, at han da også var blevet en helt anden, efter de var blevet skilt. ”Nu er
han sød og omsorgsfuld overfor børnene, men nu var det for sent.”
Hun introducerede mig for et kvindeligt familiemedlem, der hviskende betroede mig,
at skilsmissen havde været et stort slag for familiens ære, og at børn nu havde det
bedst i et ægteskab, hvor både far og mor var sammen. Alt andet var unaturligt. Hun
håbede at Jalilah ville finde sig en ny mand, men det kunne nok blive svært med alle
de børn.
Jeg havde fulgt med i debatten i aviserne om kvinders ret til skilsmisse, som havde
været på sit højeste under Ramadanen, hvor de muslimske lærde hver dag i avisen
bragte en redegørelse om et religiøst emne. En imam havde forklaret, at kvinder
sagtens kunne blive skilt ifølge Koranen. Hele vers 65 handler om skilsmisse, og
derfor behøvede man slet ikke ændre loven. Det var nemlig sådan, at kvinden altid
kunne bede sin mand om skilsmisse, og det ville manden altid acceptere, hvis
kvindens krav var rimeligt. Imanen konstaterede: ”Nu var det jo kendt, at kvinder var
meget uligevægtige, spontane og opfarende. Derfor skulle de være glade for, at
79

manden havde det sidste ord, for hans besindighed og ro kunne garantere, at
kvinderne ikke kastede sig ud i noget uovervejet.”
80

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DGM DGM Wx Wx yxÅ yxÅ á“}ÄxÜ
á“}ÄxÜ
F
or en lunken kristen som mig var det interessant, at jeg efter få års ophold i
et muslimsk land vidste mere om Islam end om Kristendommen. Der var så
meget at lære fra muslimerne selv, fra pjecer, bøger og fra den daglige
avislæsning. Gode råd om fornuftig levevis var der mange af i Koranen. Man kunne
blandt andet læse, at livet på jord kun er midlertidigt, og at det først og fremmest skal
ses som investering i det hinsides.
De eneste, der kommer direkte i Paradis, er martyrerne. Alle andre får deres sjæl og
krop forenet på dommedag og kommer så enten i Paradis eller Helvede, alt afhængigt
af skulder-englenes regnskab.
Kernen og det vigtigste i Islam er de fem søjler. Den første er Shahadah, som siger, at
der kun er en gud, Allah, og at Muhammad er hans profet. Den anden er Salat, som er
de fem daglige bønner. Ritualet er, at man først vasker sig grundigt i ansigtet, og
dernæst på armene, hænderne og fødderne, før man beder. Renlighed er generelt en
arabisk dyd. På arabiske dametoiletter var der på væggen ved siden af toiletrullen en
vandslange, som man skal spule sig med, når man har forrettet sin nødtørft. Den blev
brugt i rigeligt mål, så gulvene på toiletterne var ofte ret våde.
I moskeerne var der særlige vaskepladser ved indgangen; moskeen var kun for mænd,
så kvinderne bad i hjemmet. Når man havde vasket sig, lagde man sig på knæ på sit
bedetæppe med hovedet mod Mekka og bøjede overkroppen op og ned, så panden
ramte gulvet. En god muslim kunne kendes på en brun plet i panden, som var dannet
ved, at panden igen og igen blev trykket hårdt mod gulvet samme sted, indtil huden til
sidst blev misfarvet. Det er ikke den eneste beskadigelse, denne bønneaktivitet
forårsagede. Mange over 40 år har en alvorlig dobbeltsidig knæskade; slidgigt.
81

Den tredje søjle kaldes Sawm og er fasten, som foregår i Ramadanen, den niende
måned i den islamiske kalender. Den fjerde er betalingen af Zakat, almisse til de
mindre bemidlede, som er sat til at 2,5 procent af alt, hvad man ejer - udover de
basale fornødenheder. Den femte søjle er Hajj, pilgrimsrejsen.
Koranen er den centrale religiøse tekst og betragtes som ord direkte fra Gud, som de
blev viderebragt af ærkeenglen Gabriel til profeten Muhammad over 25 år. Den
består af 114 kapitler, de såkaldte surah, med totalt 6.236 vers, kaldet ayat.
Muhammad skrev ikke selv versene; han reciterede versene, som så blev nedskrevet
af mennesker omkring ham. Ordet Koran betyder recitation, fremsigelse.
Hvert kapitel i Koranen omhandler et bestemt emne eller en historie og har
modsvarende arabisk navn. Det er f.eks. i den 53. surah, at de sataniske vers menes at
have stået. Det 4. vers er det næstlængste og omhandler kvindens pligter og
rettigheder – barsk læsning for feminister. Det længste vers er nummer 2, og det
hedder Koen, fordi det tager udgangspunkt i et skænderi mellem Moses og israelerne
om en ko, der skulle ofres for at afsløre en morder. Verset indeholder meget om
lovgivning og krigsførelse, og det er også her, historien om Abraham omfortælles. I
kapitlet argumenteres der også for, at jøder og hedninge skal blive muslimer.
Koranen er skrevet på gammelt arabisk, også kaldet Koran-arabisk, som er rimeligt
svært forståeligt for den almindelige araber. Et menneske må ikke ændre Allahs ord.
Den dag i dag undervises der i Koran-arabisk, så eleverne kan læse Koranen. Den
nutidig talte dialekt er meget anderledes, så skriftlig og mundtlig arabisk er ikke
identisk. Kombineret med et stort antal arabiske analfabeter betyder det, at tolkningen
og udlægningen af Koranteksten er overladt til de religiøst lærde, som derfor har stor
magt. Udover Koranen findes den såkaldte Hadith, en samling af Sunnas, traditioner
relateret til Muhammads gøren og laden. Koranen og Hadith danner grundlaget for
Sharia-lovgivningen.
82

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DHM DHM YÜt YÜt uxwâ|ÇxÜ uxwâ|ÇxÜ à|Ä à|Ä uçz{xÜÜxÜ
uçz{xÜÜxÜ
I
starten af opholdet i Emiraterne elskede vi at tage til Dubai. Der var mere liv
end i det provinsielle Abu Dhabi; om sommeren var der næsten tomt på
hotellerne i Dubai. Mange blev væk på grund af heden, så man kunne for en
relativ billig pris indlogere sig på de ubegribeligt luksuriøse hoteller og lege rigmænd
for en nat. Det allermest kendte og luksuriøse af alle hotellerne var Burj al Arab, som
er verdens eneste syvstjernede hotel. Burj betyder tårn på arabisk, så det er altså det
arabiske tårn.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mit liv: Burj Al Arab ligger på en kunstig ø og
er næsten lige så højt som Eiffeltårnet. Bygningen skal forestille sejlet på en dhow, et
klassisk arabisk træskib. Om aftenen skiftede bygningens udvendige lys farve hvert
30. minut, og det giver en unik effekt, som kan ses langvejs fra. Der findes en meget
flot undersøisk fiskerestaurant, Al Mahara - arabisk for østers, som man ankommer til
i en simuleret undervandsbåd. Her spiser man, som om man befandt sig dybt nede i
havet, omgivet af et stort saltvandsakvarium med rokker, hajer og eksotiske fisk.
På toppen af bygningen mod landsiden er der en helikopterlandingsplads, hvorfra
Tiger Woods i marts 2004 slog adskillige golfbolde ud i den Persiske Golf, og hvor
tennisstjernerne Roger Federer og Andre Agassi året efter spillede en kamp; til
formålet var landingsbanen blevet dækket med græs. De spillede i 211 meters højde
uden rækværk eller hegn omkring.
Mod vandsiden er der en restaurant, der ligner en sammenfoldet morgenavis lagt på
tværs af hotellet, så den synes fritsvævende. Restauranten hedder Al Muntaha, som på
arabisk betyder den højeste eller den ultimative.
Der går i øvrigt en sjov historie om arkitekten: Hvis man ser Burj Al Arab fra
vandsiden danner hotellets ”mast” og den tværgående restaurant et kors; det skulle
83

arkitekten have gjort med vilje. Det blev først opdaget efter færdiggørelsen, og derfor
blev hotellet aldrig fotograferet fra vandsiden. Maktoum-familien, der stod bag
byggeriet, havde planlagt, at der skulle være kasino på hotellet, og indtægterne herfra
skulle være med til at finansiere det dyre byggeri. Spil er ikke accepteret i Islam; så
bygherrerne mente, at da hotellet lå på sin egen ø, var den ikke omfattet af den lokale
lovgivning og moral. Det ville de øvrige mere reaktionære emirater ikke acceptere, og
den rige Nahyan-familie måtte købe hotellet.
Hotellet har ingen almindelige værelser; kun suiter i to planer, hvoraf den mindste er
169 kvadratmeter og den største 780 kvadratmeter. De er alle i to etager. Der er privat
tjener til hvert værelse, tæppebelagt vindeltrappe til førstesalen med et stort
badeværelse med jacuzzi, som tjeneren tilbereder med blomster i vandet, røgelseskar
med eksotiske dufte og musik. Soveværelset har vinduer fra gulv til loft med udsigt
over den persiske golf, og himmelsengen i guld har spejl i loftet.
Den ledende familie i Dubai er Al Maktoum-klanen. Den er udsprunget fra Bani Yas
stammen, en af de mest velansete og talstærke stammer i det sydlige Arabien med en
snes klaner. Stammen var oprindeligt bosat i Liwa-oasen, hvorfra Al Bu Falah klanen
slog sig ned i Abu Dhabi i 1793. Det er fra denne klan, den regerende al Nahyan
familie kommer. Klanens medlemmer var beduiner om vinteren, hvor de opholdt sig i
ørkenen med deres kameler, og perlefiskere om sommeren. Al Bu Falah klanen, og
dermed Al Nahyan familien, var de første til at få ejendomsret over de store områder,
der senere viste sig at være rige på olie. I 1833 flyttede en stor, indflydelsesrig klan,
Al Bu Falasah, under ledelse af Maktoum bin Buti Al Maktoum til Dubai, hvor den
slog sig ned. Al Maktoum er stadig den regerende familie i Dubai, og de har altid
været dygtige handelsfolk.
Da Dubai ikke havde meget olie, valgte Maktoum familien at satse på handel og
udenlandske investeringer. Sheikh Rashid bin Saeed Al Maktoum, der betragtes som
det moderne Dubais fader og far til den nuværende leder, startede med at udgrave
84

fjorden i Dubai, så den kunne anvendes som havn. Hans ældste søn, Sheikh Maktoum
bin Rashid Al Maktoum, oprettede senere Jebel Ali frihavn, verdens største kunstige
havn, hvor udenlandske firmaer som det eneste sted i Mellemøsten kunne slå sig ned
med 100 procent ejerskab uden en lokal partner.
I dag er Sheikh Mohammad bin Rashid Al Maktoum leder af Dubai efter
storebroderens død; dette progressive, forretningsorienterede, menneske er
ophavsmand til nogle af de mest fantastiske projekter på kloden: The Palm – Palmen -
kunstige øer etableret på havbunden tæt ved kysten. Øerne har tilsammen form som
en palme og kan ses fra månen. På disse øer byggedes mondæne hoteller og boliger,
som kunne købes af rige verdensborgere. Alle former for luksusboliger skyder op:
højhuse, tårne, villaområder, kontorhuse, golfklubber, verdens største indkøbscentre,
en temapark, Dubai-land, en indendørs ski-bakke og verdens højeste tårn er blot få
blandt mange projekter Der er internationale sportsbegivenheder, shopping-festivaler,
konferencer og temabyer, herunder Knowledge Village, Media City, Health Care City,
Internet City, Education City og Dubai International Financial Centre. Altsammen
projekter, som skal sikre investering af udenlandsk kapital og tiltrække besøgende.
Dubai lufthavn er i dag en af verdens travleste, og Emirates Airlines et af de mest
hurtigtvoksende og succesrige luftfartsselskaber.
De seneste år steg priserne voldsomt i Dubai. Det har gjort det svært for
middelklassen at klare sig. Boligudlejningspriserne var blevet eksorbitant høje og steg
fra dag til anden uden varsel. Skoler, indkøb, benzin - alt er steget så meget, at flere
har været nødt til at sende deres familier til oprindelseslandet, for der var ikke råd til
at have dem boende. Mange har måttet flytte til naboemiratet Sharjah, hvor huslejen
er billigere, og de pendler på grund af bilkøerne flere timer hver dag frem og tilbage
til arbejdet i Dubai. Arbejdstiden var op til 10 timer dagligt, og derfor kunne folk ikke
foretage sig meget andet end at arbejde og sidde i bilkøer til og fra arbejde.
85

Alt dette har medført øget stress. Livsstilssygdomme som forhøjet blodtryk,
hjertelidelser, overvægt, diabetes, fordøjelsesproblemer og dårlig ryg er i kraftig
vækst. En typisk dagligdag for mange i Dubai består i at køre hjemmefra klokken syv
om morgenen, holde i kø én til to timer, være fremme ved jobbet klokken ni, arbejde
til klokken seks og være hjemme igen klokken otte. Mange unge mennesker i tyverne
og trediverne får ikke stiftet familie, fordi de hverken har tid eller råd.
Den anden store by i Abu Dhabi hedder Al Ain. Det er en gammel oaseby, som har
historie helt tilbage til 3000 år før Kristi fødsel. Den ligger omgivet af store orange
sandklitter, som er ufatteligt smukke, og hvor man kan køre op og ned af sanddynerne
i sin firehjulstrækker eller ride rundt på kameler. Mange lokale boede i tidligere tider
her om sommeren, hvor heden og specielt fugtigheden er noget mindre. I tusinder af
år har denne grønne oase tiltrukket mennesker fra alle vegne. Byen har et gammelt
kamelmarked, hvor man kan handle kameler, som man har gjort det i årtusinder.
Kamelen er et vigtigt og værdifuldt dyr for araberne. I gammel tid var disse dyr
uundværlige for livet som beduin og møntfod for store handeler, bl.a. med kvinder.
Kamelerne virker som indbegrebet af ro og sindighed, men ikke desto mindre er
kamelvæddeløb en yndet og lukrativ underholdning for de lokale. Mærkværdigt ser
det ud, når dyrene i gakket galop forceres rundt på gallopbanerne. Selvom kamelen er
et stærkt dyr, er det en fordel, at rytteren er så lille og let som muligt, helst ikke mere
end 20 kg.
Derfor har det været en tradition at lade ganske små drenge ride disse kamelvæddeløb.
Da man ikke har villet udsætte egne sønner for det, har man indtil for ganske nyligt
hentet ganske små drenge fra fattige familier i lande som Pakistan, Afghanistan,
Sudan og Bangladesh. Disse forskræmte små blev så stuvet sammen i staldene hos
kamelerne og kom kun ud i det fri, når de i forbindelse med træning og væddeløb
blev spændt fast på kamelerne. Mange var syge. En svensk veninde, som var
sygeplejerske, fortalte rystende historier fra dengang, hun arbejdede som
86

sygeplejerske i Al Ain. Små underernærede fire- til seks-årige drenge blev hyppigt
indlagt med orm i lungerne og mange andre sygdomme. De brækkede ofte knoglerne
eller blev slået invalide eller ihjel under de vilde ridt. Kamelerne blev behandlet langt
bedre end deres små ryttere.
Kamelvæddeløb blev endnu mere populære og formaliserede efter olierigdommene
havde forandret de tidligere beduiner til borebisser og bygherrer. Med
olierigdommene blev gamle dyder overflødige, vestlig livsstil påtrængende og
identiteten sværere at finde. Kamelen repræsenterede et stykke konkret kultur, som
alle kunne være fælles om som symbol på stolte traditioner. Sheikh Zayed ejede
stalde med 14.000 kameler, der blev passet af 9.000 arbejdere, og Sheikh Mohammad
fra Dubai siges at eje 2.000 kameler. Hans kamelstald har ry for at være den bedste på
væddeløbsbanen.
I september 2006 blev Sheikh Mohammad fra Dubai og hans broder Sheikh Hamdan
ved distriktsretten i Miami i USA anklaget for slaveri af mere end 30.000 mindreårige
drenge som kameljockeyer gennem tre årtier. Retssagen blev ført på vegne af
forældre til seks ofre på baggrund af en international lov, som forbyder slaveri og
børnearbejde, en lov, som De Forenede Emirater havde ratificeret. Sagen blev ført i
Florida, hvor de to brødre har ejendomme og store hesteranches, og dér var de, da
stævningen blev afleveret. Brugen af børnejockyer i Emiraterne ophørte senere
samme måned, og drengene blev alle sendt hjem med hjælp fra UNICEF.
87

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DIM DIM [ÉyÄ—zxÇ [ÉyÄ—zxÇ Éz Éz WxÇ WxÇ fàÉÜx fàÉÜx YYtwxÜá
YY
twxÜá w“w
P
å hospitalet var der en speciel etage for kongefamilien. Den lignede mere en
5-stjernet kæmpesuite end en hospitalsafdeling. Landets Store Fader, Sheikh
Zayed, kom der aldrig, selvom han var over 80 år og ikke helt frisk. Han
havde sin faste stab af hoflæger, som fulgte ham overalt, og hans overhoflæge veg
ikke fra hans side. Hoflægen sov endog foran sheikens dør om natten, hvis sheiken
ikke havde det godt; det skete oftere og oftere.
Indimellem blev en af lægerne på min mands sygehus kaldt ud til et af de mange
paladser for at tilse sheiken, komme med en second opinion eller foretage mindre
indgreb. Således var en anæstesilæge blevet kaldt ud for at lægge en nål i en vene; det
gjorde han så godt og smertefrit, at han øjeblikkeligt fik et tilbud om at blive
fuldtidsansat og derefter indgik i staben af hoflæger. Sheikh Zayed var gavmild, og
det var et økonomisk løft at blive ansat hos ham.
Min mand fik en dag at vide af den øverste sygehusschef, at han skulle indfinde sig
foran sygehusporten kl. 12.00, hvor han ville blive afhentet i en af paladsets
limousiner; han skulle ikke spørge om mere og måtte ikke fortælle det til nogen.
Min mand kom hjem, og han havde hilst på den Store Landsfader og tilset ham;
sheiken var ualmindelig sympatisk og rar, og han havde da også fået en gave, som
han ville vente med at pakke op til det kunne ske med familien. Vi stimlede sammen
og betragtede spændt den store, hvide æske. Sheiken var kendt for at give lægerne
kostbare Rolex-ure som påskønnelse for god behandling.
Vi åbnede pakken lag for lag og stod tilbage med to plastiktallerkener, begge med
sheikens våbenskjold; den ene var lagt over den anden som låg. Da vi løftede låget,
åbenbaredes en brun, tyk, gummiagtig masse; det lignede ugegammelt øllebrød og
lugtede meget krydret. Så fin en ret skulle deles med vores bedste venner, og ved
88

næste middagsselskab lod vi skålen gå rundt som dessert. En af gæsterne kunne
fortælle, at retten var meget fin og berømt og svær at lave. Ingredienserne var bl.a.
dadler og safran; den tog mange dage at lave og blev betragtet som en af de fineste
delikatesser.
Nytårsaften samme år blev min mand ringet op lige før midnat og fik besked om, at
han var udpeget som stedfortræder for hoffets faste hjertelæge, der skulle på et par
ugers ferie. Min mand måtte ikke forlade Abu Dhabi, men skulle stå stand-by 24
timer i døgnet. Han blev ringet op to dage senere og bedt om at pakke sin kuffert.
Hvor, han skulle hen, var af sikkerhedsgrunde fortroligt. Da han blev hentet, havde
han pakket til en uges tid.
Der havde været mere end 50 biler i følget. En af dem var proppet med gaver, og en
anden var fuld af pengesedler, som sheiken skulle dele ud af til sine undersåtter. Det
kongelige selskab skulle besøge indbyggere i emiratets fjernere egne.
Da min mand fyldte 50 år lidt senere samme år, måtte jeg give ham det ur, han havde
ønsket sig, siden han var barn. Det var ikke et Rolex. Tre dage senere ringede de fra
hoffet igen, og denne gang var det til et mere permanent ophold. Sheiken var blevet
svagere, og det var påkrævet med konstant bemanding. Hjertehoflægen ville derfor
gerne dele vagten med min mand, der opholdt sig hvert andet døgn på paladset og
løbende tilså den Store Fader.
Efter kun få dage efter kom så endelig armbåndsuret. Uret var en kende prangende for
min mands enkle smag; diamanter og perlemor og funklende stål, materialer og
design. Få timer senere havde vi fundet en juveler, der frit og kvit byttede den
udleverede herremodel til damemodellen. Jeg tænker i dag dagligt på Sheikh Zayeds
venlighed og gavmildhed, når jeg skal se, hvad klokken er.
89

Den 19. Ramadan år 1425, muslimsk tidsregning, svarende til 2. november 2004
vores tidsregning, døde Hans Højhed Sheikh Zayed Bin Sultan Al Nahyan. Folk
strømmede grædende ud på gaderne, og der blev øjeblikkeligt erklæret 40 dages
landesorg. Alt lukkede, inklusive skoler, biografer og restauranter; samtlige
radiostationer sendte udelukkende højtlæsning af Koranen.
I Abu Dhabi ændrede meget sig efter Den Store Faders død.
Sheikh Zayeds ældste søn, Sheikh Khalifa bin Zayed al Nahyan, blev straks udnævnt
til ny præsident og regent i Abu Dhabi. Han var en mand, som kun de færreste havde
noget indtryk af, og på billeder virkede han som en ældre og ikke så frisk og
vennesæl person. Der gik rygter, om at han havde haft et alkoholproblem, men der
går jo så mange rygter. Han var en mand, der holdt meget af eksotiske dyr, og han
havde efter sigende hvide leoparder gående rundt i sin store paladspark. De var dog
ikke specielt farlige, da han havde fået dyrlægerne på dyrehospitalet til at bortoperere
dyrenes kløer og tænder, hvilket dyrlægerne havde måttet gøre med blødende hjerte.
Disse amputerede leoparder levede nu af hakket kød i så rigeligt mål, at de ikke
overfaldt nogen, men tjente deres herre som sjældne prydgenstande.
Han havde også privatfly; et af dem et Boeing 747 med kun 40 siddepladser. Når han
skulle besøge sin gode ven, Sultan Qaboos i Oman, som boede mindre end en times
flyvning væk, rejste han altid med begge sine jumbofly fuldt udrustede. Han var også
Abu Dhabis byggematador. Han ejede langt de fleste udlejningsbygninger, og han
øgede konstant sin ikke ubetydelige formue ved at sætte huslejerne voldsomt op.
Nogen folkets mand var han ikke. Det skulle det meste af befolkningen få at mærke.
90

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DJM DJM _|äáà|wáyÄçzàÇ|Çzx
_|äáà|wáyÄçzàÇ|Çzx
N
år en leder forsvandt og en ny blev udnævnt udskiftedes alle på ledende
poster med en dominoeffekt til et endnu større antal medarbejdere. Det
skete umiddelbart efter Sheikh Zayeds død, og det gjaldt overalt i
centraladministrationen inklusive sundhedssystemet. I bystyret blev borgmesteren, og
efterfølgende i hundredevis af ledende medarbejdere, udskiftet med dags varsel og
uden nogen form for overlevering af igangværende opgaver og projekter, hvilket var
forvirrende for de 45.000 ansatte.
Grunden til, at alle blev skiftet ud med dags varsel var, at det var vigtigere at have
loyale venner på ledende poster end kompetente, erfarne folk.
Sheikh Khalifa havde sin egen hoflæge, som var hans nære personlige ven. Hoflægen
var ansat på et mindre prestigefyldt sygehus, og sheiken overflyttede ham hurtigt til
Sheikh Khalifa sygehuset som medlem af staben på hjerteafdelingen, vel og mærke
uden at hverken han selv eller hjerteafdelingens chef, min mand, blev underrettet eller
spurgt. Hoflægen var en rigtig globetrotter og verdensmand, muslim, som satte pris
på et godt glas vin, født af indiske forældre i Tanzania og uddannet i England. Han
havde opholdt sig i Abu Dhabi i 25 år og fik af Sheikh Khalifa, som en af de eneste
udlændinge i nyere tid, statsborgerskab i Emiraterne, hvilket gav ham det
eftertragtede pas, et mindre stykke jord og god pension. Han havde stadig sit engelske
pas, så han kunne frit vælge det bedste af to verdener, når han engang skulle
pensioneres.
Selvom man var født, vokset op og havde boet og arbejdet i Emiraterne, kunne man
aldrig få statsborgerskab og dermed personlige og sociale rettigheder. De fleste, der
havde boet her i generationer, var arabere fra andre lande i Mellemøsten, ofte
palæstinensere. For disse mennesker var det væsentligste at få et pas, som ville give
dem et sted at tage hen, hvis de skulle blive udvist af Emiraterne, hvilket til enhver tid
91

kunne ske uden varsel. Hvis de f.eks. blev syge eller uarbejdsdygtige og ikke havde
nogen til at forsørge sig eller ikke kunne forsørge sig selv, blev de en byrde for
samfundet. Så var de ikke længere ønskede og kunne risikere øjeblikkelig udvisning
til et land, de knapt kendte og måske aldrig havde besøgt, men hvor deres pas var
udstedt.
Skete det, var man ilde stedt, hvis passet var palæstinensisk; hvem ønskede en
alderdom i Gaza-striben? Børn, der kunne forsørge en, når man blev ældre, var den
bedste garanti for at undgå sådan en skæbne. Børnene blev betragtet som disse
familiers væsentligste aktiv, og de blev derfor passet og plejet, opdraget og investeret
i. Børnene blev opflasket med, at det afgørende for overlevelsen var betinget af, at
man kunne sørge for hinanden i en familie.
En god måde at sikre sig selv og sine børn på var, at den gravide kvinde før fødslen
rejste til Canada eller USA for at føde sine børn. Det gav automatisk børnene
canadisk eller amerikansk statsborgerskab. Canada var mest populært, for der kunne
børnene senere læse på universitetet.
Atter andre havde som unge fået deres uddannelse og arbejdet i tilstrækkeligt mange
år i Vesten til, at de havde fået et amerikansk eller et europæisk pas. På
standardspørgsmålet om, hvorfra folk kom, kunne man derfor ofte høre et svar
som, ”jeg er palæstinenser”, og så med stolthed i stemmen, ”men jeg har amerikansk
pas.”
Det var skræmmende at være vidne til alle disse livstidsflygtninge, der selv efter at
have tjent et land trofast i årevis og bygget hele deres tilværelse op i landet stadig kun
var tålte gæster; et forhold, de konstant blev mindet om, når de skulle forny deres
opholds-, arbejds- og andre tilladelser. Det kunne ikke ske uden en lokal sponsor, som
oftest arbejdsgiveren, og senere, når man ikke længere kunne arbejde, skulle det være
ens børn, som så skulle tjene nok til at dokumentere, at de kunne forsørge deres
92

forældre. På denne måde blev dette lille rige land drevet af hårdtarbejdende
livstidsflygtninge, der ikke lå landet til byrde, og som man til enhver tid kunne skille
sig af med. Så meget for det arabiske broderskab.
Sheikh Zayed havde fordelt de mange oliemilliarder blandt de nitten sønner, så de
hver fik en del af formuen. Fra denne personlige formue skulle de dække
omkostningerne for de områder, de var ansvarlige for. Magten var blevet fordelt på
mange hænder; den ene hånd vidste ikke altid, hvad den anden gjorde. Uheldig var
den søn, der blev sundhedsminister; det var et dyrt og besværligt ministerium at
skulle betale af egen lomme.
De nye magthavere ønskede at forcere emiratiserings- og arabiseringsprocessen.
Kunne man ikke finde en passende lokal til en stilling, var det næstbedste en anden
araber. Udover at være umma-brødre var de også meget billigere end de dyre
vesterlændinge og nemmere at have med at gøre. Forståeligt nok var det primære mål
for regeringen, at de lokale kunne lide og administrere deres eget land. I lyset af den
oplevede vestlige imperialisme og arrogance skulle Arabien skal være for araberne.
93

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DKM DKM XÜ{äxÜäá~ä|Çwx XÜ{äxÜäá~ä|Çwx | | `xÄÄxÅ“áàxÇ
`xÄÄxÅ“áàxÇ
M
in opgave var at undersøge muligheden for at komme ind på alle
markederne i Mellemøsten med vores produkter, deriblandt det
ægyptiske marked. Prisniveauet var generelt lavt, og for at undgå en
ganske høj importskat var det nødvendigt at lade en del af produktfærdiggørelsen
foregå lokalt. Man kunne f.eks. sende tabletterne i store paller og få dem pakket lokalt.
Jeg besøgte med en potentiel forhandler en produktionsvirksomhed. Det var som at
besøge en blanding af teknisk og medicinsk-historisk museum.
Direktøren var en kraftig og vims dame, som med stolthed viste mig rundt. ”Vi skal
nok sørge for at få dit produkt registreret,” sagde hun, og jeg hilste på den
registreringsansvarlige, som havde en direkte kontakt til registreringsmyndighederne.
Det ville gå nemt, virksomheden skulle blot have samtlige produktionsopskrifter og
ingredienser. ”Hvorfor skal I havde disse detaljer, hvis I kun skal pakke tabletterne i
æsker,” spurgte jeg. Hun svarede, at det krævede sundhedsministeriet for at sikre, at
kun højkvalitetsprodukter kom på markedet. Ret mærkeligt, for dette krav var ikke
standard noget andet sted på kloden. Jeg kontaktede nogle mennesker med erfaring på
området; de advarede mig: ”Det, der typisk skete var, at de ægyptiske
produktionsvirksomheder kopierede de vestlige prestige-produkter og solgte dem
under et meget enslydende navn til en tiendedel af prisen, ikke alene i Ægypten, men
i hele Nordafrika.” Det passede meget godt med det prisniveau på kosttilskud, jeg
havde bemærket rundt omkring.
Det lykkedes mig ved et tilfælde at få adgang til et privat velgørenheds-party for
overklassen, hvor jeg kunne møde målgruppen, de smukke og rige kvinder i Cairo.
Der var sat mondæne telte med store flydesofaer, udendørsbar og en lille scene op
lige ved foden af pyramiderne, og i det klareste måneskin under en Walt Disneysk
stjernehimmel i skæret af den oplyste sfinx og de tre Giza-pyramider underholdt
Bryan Adams og hans band de knap 200 gæster. I min lille private
94

markedsundersøgelse, som bestod i at cirkulere blandt de skønhedsfokuserede
kvinder, erfarede jeg, at denne lille elitære overklasse købte det meste af deres
luksusforbrug i Europa. Efter deres mening var der intet i Cairo, der var værd at købe.
Jeg besluttede derfor i første omgang at lade dette land stå på standby. Højpris-
skønhedsprodukter i pilleform så umiddelbart ikke ud til at være en mangelvare.
Heller ikke vores smukke og fascinerende naboland Oman havde det allerstørste
potentiale for mine varer, men det skyldtes helt andre forhold. Oman var en lille stat
med omkring 2,7 millioner indbyggere. Der var ikke voldsomt store olierigdomme,
indbyggerne ernærede sig typisk ved fiskeri og landbrug, men til gengæld havde de
en klog og dygtig hersker i Sultan Qaboos, som bl.a. havde indført frie
parlamentsvalg, hvor kvinder ikke alene havde stemmeret, men også kunne stille op
som parlamentskandidater.
Indbyggerne var venlige og imødekommende. Naturen varieret med bjerge og
højsletter og en smuk kystlinie mod det Indiske Ocean. Udtørrede flodlejer, de
såkaldte wadi’er, var der talrige af; langs landevejen og oppe i bjergene var der den
ene smukke lille uberørte bjergby efter den anden, flere med gamle borge. Mange
kørte off-road i deres firehjulstrækkere og camperede. Man havde i Oman
fornemmelsen af at komme tæt på den oprindelige arabiske kultur.
Da jeg første gang tog til Oman alene i forretningsøjemed, rullede min arabiske
sproglærer Waleed som sædvanligt med øjnene og sagde, at det måtte han på det
kraftigste fraråde. ”Hvad nu,” spurgte jeg, ”jeg har da kun hørt godt om Oman, det er
da helt ufarligt, og de har vist også kvinder i regeringen, så de må da være vant til, at
kvinder kan lave andet end mad.”
Det plejede at være det forhold, at jeg rejste rundt som alene kvinde, der i Waleeds
øjne var et problem.
95

Jeg er ofte blev spurgt, om det var et problem at være kvinde, oven i købet blond, når
jeg skulle gøre forretninger i Mellemøsten. Det har jeg aldrig oplevet som noget
problem. Arabere er meget forskellige, men én som alle og i lighed med flertallet af
jordens befolkning er de forretningsfolk, endda meget dygtige forretningsfolk, så en
god handel går forud for det meste.
Det siges i Mellemøsten, at der skal to jøder til at snyde en araber. Har du noget at
byde på, tror jeg, at du kan være en blond, kvindelig blåøjet amerikansk tatoveret jøde.
Forretning er forretning. Det unikke ved at være handelsrejsende er, at
forretningssproget er det eneste, der tales af alle. Det er også min erfaring fra alle de
mange lande, jeg har gjort forretning i; Kina, Japan, Australien, Thailand,
Mellemøsten, Europa, USA og Mellemamerika: glæden ved en god handel må ligge
dybt i den menneskelige natur. Kunsten består i at skabe det, der med et moderne
erhvervsudtryk kaldes win-win situationer,.
Tilbage til min arabisk lærer og hans advarsel mod at tage til Oman. Hans svar var
kryptisk: ”Sultan Qaboos var mere end 60 år gammel og ugift.” Waleed slog øjnene
ned og mumlede, at det var ikke passende for en mand. For Waleed var det absolut
ikke acceptabelt, at denne Sultan var ugift. For ham var ægteskab og formering noget
af det allermest vigtige i livet. En mand, der ikke var gift, skulle efter hans mening
betragtes med stor mistænksomhed.
Oman havde lange godkendelsesprocedurer for produkter som mine, og den
potentielle kundekreds så ikke ud til at være særlig stor, så Oman blev som Ægypten
sat på standby. Jeg beholdt det dog på to-do-listen simpelthen, fordi jeg syntes så godt
om dette lille land, som så ud til at bevæge sig den rigtige vej.
Det samme gjaldt Jordan. Pragtfuldt lille land, ufattelige ting at se. Det Døde Hav,
hvor det er umuligt at svømme eller synke, men hvor man til gengæld kan flyde rundt
siddende, mens man læser sin avis. Dette hav er det lavest beliggende sted på jorden
96

og har derfor ikke noget afløb. Salte ophobes derfor i takt med, at vandet fordamper.
Langs bredderne kan man se mængder af folk indsmøre sig i det mineralholdige
mudder som skulle være så velgørende for skønhed, velvære, hudlidelser og andre
sygdomme.
I Jordan var potentialet tilstrækkeligt, og da den rigtige forhandler var fundet, og
kontrakten underskrevet, gik vi i gang med at få ministeriets godkendelse. Den kom
efter tre år. Nogle gange skal der stor tålmodighed til, når man arbejder i Mellemøsten.
Yemen var ikke et land, man tog til. Selvom det var en af de ældste civilisationer i det
nære Østen, var det nu frygteligt fattigt, så det lod vi helt ligge. Qatar og Bahrain var
meget små, der boede henholdsvis 600.000 og 700.000 mennesker og kun få kvinder i
den rigtige alder med købekraft. Dem tog jeg først fat på, da Emiraterne, Kuwait og
Saudi havde vist sig succesfulde.
Iran lå umiddelbart ikke i planerne, men et møde på en kongres blev starten på
frugtbart samarbejde og dejlige bekendtskaber med ukuelige iranere, der altid
formåede at sno sig, uanset hvor mange forhindringer præstestyret satte op. Den
tidligere Shah havde haft en vision om at omdanne en lille ø ved navn Kish Island i
den Persiske Golf til en slags Dubai med frihandelszone. Mærkeligt nok tillod
præstestyret, at dette sted stadig i en vis grad fungerede sådan, at varer kunne komme
ind i Iran herfra eller via Dubai, hvorfor mange iranske forretningsmænd har kontorer.
Vi gik i gang med en formel registreringsprocedure i Teheran, men da landet selv
havde fabrikker, der producerede kosttilskud, kunne det blive en langvarig affære.
Jeg besøgte vores forhandler i Teheran og mødte kun søde, glade mennesker.
Gadebilledet var meget mere frit, end jeg havde regnet med; pigerne havde kun
halvlange skjorter udenpå tøjet, og henkastede nonchalant tørklæder i alle regnbuens
farver over den bageste del af deres hår. De var smukke, de fleste af dem. Byen var
97

kæmpestor, møgbeskidt og forurenet. Den lå omgivet af bjerge, så smoggen lagde sig
som et tæppe over byen.
Jeg var rundt og hilse på de toneangivende hudlæger, som var meget positive og
imødekommende. Igen blev jeg grebet af beundring over disse mennesker, der trods
store vanskeligheder i deres levevilkår formåede at bevare optimismen, engagementet
og gnisten, og det var med det billede på nethinden, jeg forlod Iran.
Forhandleren i Iran havde inviteret 50 hudlæger til den europæiske hudlægekongres i
Firenze i november 2004, så vi blev enige om at holde et frokostsymposium i den
forbindelse. Sådan gik det til, at 50 iranske læger sad forsamlet på Hotel Savoy midt i
den smukke gamle italienske by, mens de lod sig beværte og belære. De mennesker,
jeg havde mødt ved mit besøg i Teheran, omfavnede og kyssede og hilste på mig som
om, vi var gamle venner. Et par år senere, da vores produkt var blevet registreret, blev
Iran vores største marked i Mellemøsten.
Israel ville vi gerne have besøgt, men havde man et israelsk stempel i sit pas, kunne
man ikke komme ind i nogen af de arabiske lande, så ikke alene skulle vi have helt
nye pas, men også flyve en omvej via Europa for at komme dertil. Ingen arabiske
lande havde flyforbindelse til Israel, så vi blev enige om at vente til, at vores ophold
var overstået.
De arabiske lande i Mellemøsten var betagende oplevelser at besøge; især er
indbyggerne imødekommende og gæstfri. Det blev dog til Libanon, jeg for alvor tabte
mit hjerte.
Libanon havde altid stået knivskarpt i min bevidsthed som et vidunderligt sted. Min
mor, som var lidt af en eventyrer for sin tid, havde nemlig taget hele familien med
dertil på påskeferie i 1970, da jeg var 14 år gammel. Det var en helt speciel oplevelse;
jeg husker en atmosfære, som jeg aldrig havde oplevet tilsvarende før. Smukke
98

kvinder, flotte butikker, liv og leben, dejlige strande med bjergene lige i baggrunden,
kyststrækninger med oldtidsminder, havnebyen Byblos med verdens ældste by og en
lille hyggelig havn med skønne fiskerestauranter, hovedstaden Beirut med smukke,
gamle franskinspirerede huse, dragende arabisk musik og et virvar af fremmedartede
mennesker. Deres sprog var en sjov blanding af fransk og arabisk.
Da jeg som midaldrende tog ophold i Mellemøsten, rettedes mit blik mod dette land,
som jeg kun havde gode minder fra. Jeg havde hørt fra flere forretningsforbindelser,
at økonomien var på vej op, og at mine skønhedsprodukter utvivlsomt ville gå som
varmt brød. De libanesiske kvinder havde ry for at interessere sig meget for skønhed.
Det vidste jeg, for så man smukke, stylede, perfekt make-uppede, supersexede
kvinder i Emiraterne, var de hyppigt fra Libanon. Jeg begyndte derfor at undersøge
situationen nærmere.
Libanon havde nu 3,8 millioner indbyggere, men der findes omkring 15 millioner
mennesker af libanesisk oprindelse udenfor Libanon, bl.a. i Sydamerika, USA,
Frankrig og selvfølgelig i de rige Golf-stater.
Min virksomhed havde allerede en kontakt i Libanon, som indimellem placerede
ordrer; det havde han gjort i 10 år, men samarbejdet var ikke formaliseret, og han
købte kun meget lidt. De smukke kvinder fra Libanon, jeg kendte, havde aldrig hørt
om vores produkt, så måske var på det på tide at revurdere situationen. Jeg havde
allerede fået en del henvendelser fra firmaer, der udtrykte deres interesse i at måtte
blive vores samarbejdspartnere, så i begyndelsen af 2004 var tidspunktet kommet til
at tage et gensyn med Libanon. Mens jeg forberedte mit besøg, fik jeg en henvendelse,
der var anderledes end, hvad jeg havde fået før.
Der kom et brev fra Joumana, som repræsenterede et firma i Beirut, Abou Adal, og
denne person var interesseret i at mødes og diskutere et forretningssamarbejde. Jeg
svarede omgående ja; jeg aftalte pligtskyldigt møder med alle, der havde henvendt sig,
99

samt vores lille nuværende forhandler. Men jeg var næsten sikker på, at aftalen ville
komme i stand med Joumana.
Vi mødtes i Beirut i juli 2004, Hr. Joumana viste sig at være en ung kvinde; bortset
fra denne fejlvurdering holdt de øvrige mavefornemmelser stik. Jeg kunne ikke have
fundet en bedre forhandler. Ikke alene var virksomheden kæmpestor med salg af
mange internationale mærker indenfor mange varekategorier; medarbejderne var i
særklasse arbejdsomme, dynamiske, pligtopfyldende og varme mennesker, der
brændte for deres job, land, familie, alt hvad de lavede, havde de passion for. De
kaldte sig selv for ”The Dream Team”. Der var en himmelvid forskel på dem, og
hvem jeg ellers mødte af mulige samarbejdspartnere, så vi blev enige, skrev kontrakt,
kompenserede os ud af det eksisterende samarbejde, og hermed blev grunden lagt til
ikke alene et frugtbart forretningsmæssigt samarbejde, men også til venskaber og
oplevelser i dette vidunderlige land.
Mens kontraktforhandlingerne pågik i efteråret 2004, forlod Rafiq Hariri i protest sin
statsministerpost. Det skete, fordi præsident Emile Lahoud under stærkt syrisk pres
fik forlænget sin præsidentperiode 3 år udover de 6 år, som grundloven tillader en
præsident at sidde. Lahoud blev betragtet som en syrisk marionet, og Rafiq Hariri
arbejdede for, at Syrien skulle trække sig ud af Libanon og ikke blande sig i
libanesisk indenrigspolitik. Det kom til at koste ham hans liv, for den 14. februar
2005, på Valentines Day, hvor elskende udtrykker deres kærlighed til hinanden, blev
han og 21 andre dræbt og 100 såret ved en voldsom bombeeksplosion i hjertet af
Beirut. Mistanken faldt på syrerne, libaneserne gik på gaden og krævede Syrien ud af
Libanon. I april forlod de sidste syriske tropper Libanon efter mere end 30 års
tilstedeværelse. Cedertræsrevolutionen var i gang, der blev udskrevet valg, den anti-
syriske koalition vandt, mens bombemord på fremtrædende anti-syriske journalister
og politikere blev hverdagskost.
100

Disse bombeattentater faldt ofte sammen med min tilstedeværelse, så det blev en
stående vittighed i firmaet, at hver gang jeg kom på besøg, skulle man holde sig inden
døre. Mens bomberne sprang og folk demonstrerede, knoklede de videre om dagen og
festede om natten. Beiruts natteliv er et kapitel for sig, og aldrig har jeg været på
bedre restauranter, sjovere natklubber og set smukkere og mere levende mennesker.
Den 20. oktober 2005 lancerede vi Imedeen i Beirut under voldsom
militærbevogtning, ikke på grund af os, men fordi en rapport, der skulle afsløre hvem
der stod bag mordet af Rafiq Hariri, skulle offentliggøres, og man havde ventet store
demonstrationer. Det skete ikke. Vores lancering forløb stille og roligt, og takket
være vores Dream Team, blev Imedeen en stor succes lige fra starten. I foråret 2006
lancerede vi endnu en variant. Libanon blev det land i regionen, der havde haft den
bedste start nogensinde.
I juli 2006 fløj jeg igen til Beirut for at deltage i flere stort anlagte arrangementer. Jeg
havde taget mand og yngste søn med, for det var meningen, at jeg skulle arbejde et
par dage mens de to skulle hygge sig sammen. Vi skulle så alle tre tilbringe
weekenden sammen. Vi ankom sent om aftenen med det sidste fly ind i Beirut. Vi
indlogerede os på Hotel Marriott, der lå lige ved lufthavnen; de havde et fordelagtigt
sommertilbud.
Jeg vågnede næste morgen ved nogle underlige brag. Da jeg ankom til kontoret, blev
jeg mødt af sekretæren, der fortalte, at israelerne havde bombet lufthavnen, som nu
var lukket. Vi havde godt nok læst, at Hizbollah havde kidnappet to israelske soldater,
men ikke hæftet os specielt ved det, da der hele tiden skete så meget af den slags
rundt omkring os. Vi blev enige om at lufthavnen nok ville blive repareret i løbet af
dagen og gik i gang med dagens arbejde. Da jeg kom tilbage til hotellet, havde min
mand og søn spillet tennis og hygget sig; de anede ikke, at de befandt sig ret så tæt på
et bombemål. Vi blev ringet op af vores forhandler, der tilrådede, at vi med det
samme flyttede hotel. Vi boede omtrent lige midt i Hizbollahs hovedkvarter
101

Da vi vågnede næste morgen torsdag, var lufthavnen igen blevet bombet,
brændstoftankene var sprunget i luften, og broen og vejen til lufthavnen lige ved
vores gamle hotel var også bombet væk. Vores forhandler ringede og sagde, at det nu
var umuligt at forlade Libanon over bjergene via Syrien, for landevejen var blevet
bombet.
Vi gik ud af hotellet, prajede en taxa og bad om at blive kørt op til Jeita-grotterne og
til den gamle by Byblos. Noget måtte der ske, så vi tog på sightseeing og havde en
dejlig eftermiddag. Vi sad på en lille restaurant i Byblos havn og havde svært ved at
forstå, at vi var i en krigszone. ”Hvorfor kører I ikke bare over grænsen til Syrien og
hjem den vej,” spurgte taxachaufføren. Takket være vores forhandler, som havde en
ven, der ejede et taxaselskab, kom vi afsted. Vi fik en aftale om at kunne køre næste
morgen og Emirates Airlines sørgede for at der ville være et par flybilletter til os. De
havde sat ekstra fly ind til og fra Damaskus.
Næste morgen efter endnu en nat med heftige bombardementer, blev vi afhentet af en
glad mand med en dejlig stor bil. Han havde påtaget sig at køre os til Damaskus for
$500, en tur der normalt kostede $30. Den flinke chauffør stoppede flere gange
undervejs, gennede os ud for at nyde udsigten og ville have os til at tage billeder.
Efter tre timer nåede vi grænsen. Sikke et kaos, mylder af mennesker, nogle
vandrende med deres få ejendele på ryggen i bylter, andre i stuvende fulde biler,
alenlange køer og tumult og råberi. Der var seks timers ventetid for at komme over
grænsen, men taxachaufføren tog resolut min mand og søn med ind i paskontrollen og
efterlod mig i bilen med alle vinduerne åbne. I de tre kvarter, det varede, før de kom
tilbage, havde jeg sigøjnere halvvejs inde i bilen. De råbte ind i bilen om kap med
mænd, der ville veksle penge, sælge papirlommetørklæder, snacks og andre
livsnødvendigheder og en svensk TV medarbejder, der ville have et interview om,
102

hvordan det føltes at være flygtning fra en krig. ”GoodBei-rut,” råbte min mand
ophidset, og ”GoDa- mascus”. Det var en lettelse at sidde i flyet og mærke det lette.
I dagene efter var vi påvirkede. Vi drømte om krig om natten. Jeg tog en time med
min mentor-coach, hvor jeg som mål havde ”hvordan kan jeg bruge denne oplevelse
positivt” og det hjalp. I dag ville jeg ikke have været oplevelsen foruden. Jeg ved, at
jeg kan klare krisesituationer, at jeg skal følge min egen intuition og ikke vente på at
andre skal løse problemerne, men alliere mig med lokalkendte.
Jeg lovede kontoret i Beirut, at jeg ville flyve ind med det første fly, der fik lov at
lande. ”The Dream Team” havde holdt modet oppe og kunne placere nye ordrer.
De var klar med en fantastisk kampagne, som ville lægge Beirut ned.
Om aftenen sad vi igen i det smukke Byblos, spiste fisk og så indover byen og udover
havet. Jeg tænkte tilbage på den aften for tre måneder siden, da jeg sad her sidst og
ikke vidste, hvordan krigssituationen ville ende. Hvor kan alting hurtigt ændre sig,
både til det bedre og værre. Den eneste forskel, man selv kan gøre, er at vælge,
hvordan man håndterer det. Mine libanesiske venner havde lært mig meget i den
henseende.
103

^tÑ|àxÄ ^tÑ|àxÄ DLM DLM [tÄÄtá
[tÄÄtá
J
eg har altid kunnet lide at arbejde i det private erhvervsliv, fordi alting har en
bundlinie. På venstre side er plusserne, på højre minusserne og så lægger man
sammen og trækker fra; resultatet kan læses direkte på bundlinien. Så er der
ikke meget mere at snakke om. Tallet taler for sig selv, og så kan man komme videre
derfra.
Det er en praktik, der kan appliceres på det meste. Skal vi tage ud og spise i aften?
Jeg gider ikke lave mad, der er åbnet en ny restaurant nede på hjørnet. På den anden
side er mit hår fedtet, og vi har ingen penge. Hvad er bundlinien? Hvad vejer tungest
af disse argumenter? Vi kan give dem point på en skala fra 1-10. Gider ikke lave mad
9, åbnet en ny restaurant 3, fedtet hår 5, vi har ingen penge 8. 12 på plussiden, 13 på
minus, resultatet er negativt, vi bliver hjemme. Hallas, som de siger på arabisk, når
noget er afsluttet, afgjort, færdigt.
Hvornår har man været længe nok ude i det fremmede, og hvornår skal man hjem til
Danmark? Eller sagt på en anden måde: hvad siger bundlinien? Den ændrer sig
løbende. I starten var det let. For at blive: vi er lige kommet, vi tjener mere, betaler
mindre skat, vi kan få betalt gæld af og sparet op, doktoren elsker sit arbejde, der er så
meget, vi skal opleve, vi skal lære den nye kultur at kende, børnene er lige faldet til,
det bliver svært at komme tilbage til den danske skole, jeg har endnu ikke bygget en
fornuftig forretning op, jeg skal have min MBA, solen skinner altid, min mands
kontrakt er på to år, han får en bedre bonus, hvis vi bliver, vi har lige købt biler på
afbetaling, vi har endnu ikke set alle lande i regionen, vi har lige købt båd. For at tage
hjem: vi savner vores familie. Bundlinie: vi bliver.
Efter fire år så bundlinien lidt anderledes ud. For at blive: solen skinner stadig, vi
tjener stadig mere end derhjemme, Danmark er så dyrt, og vi kommer til at savne
vores gode venner og kolleger hernede. For at tage hjem: vi har tjent nok til, at vi kan
104

overleve, vi har set det meste og oplevet endnu mere, forretningen er blevet
overordentlig succesfuld, alle vores børn er flyttet hjemmefra, og vi har nu fire børn
at savne, hvis doktoren skal have en ordentlig stilling hjemme, er det nu, jeg har fået
min MBA, jeg kunne godt tænke mig nye arbejdsmæssige udfordringer, doktoren får
sin bonus, når hans kontrakt udløber, forholdene på sygehuset er blevet dårligere,
vores biler er betalt. Bundlinie: vi skal hjem.
Solen skinner altid i Arabien, og skatten vil altid være lavere. For mange er det nok til,
at bundlinien altid bliver positiv; de tager derfor ikke hjem, før de bliver nødt til det,
eller har penge nok til at lade sig pensionere. Tilværelsens lethed er for dem ikke
ulidelig, tværtimod. Andre har slået tykke rødder i deres hjemlands muld og vil hjem
til familie, venner, fædrelandet, kulturen, Dannebrog og TV-Avisen. Det bliver
vigtigere end sol, frihed og penge. Deres bundlinie giver derfor et andet resultat.
Sådan er der jo så meget, og sådan er vi jo så forskellige, men nu ville vi altså hjem.
Hallas.
Mennesket er et vanedyr. Det mest utrolige bliver hverdag. Hvornår holder man op
med at begejstres og forfærdes. Hvornår trækker man på skuldrene, når ens mand
fortæller om den kvindelige amerikanske patient, lokalt gift, indlagt for
hjerterytmeforstyrrelser, som forlangte sig udskrevet, fordi hun havde seks sønner
derhjemme; de skulle i skole, og manden vidste ikke, hvor skolen lå. Hvornår holder
man op med at forfærdes, når man ser de svedende bygningsarbejdere blive
transporteret som kvæg i busser. Hvor mange mennesker skal man møde, hvis
historier rummer vold, naturkatastrofer, krig, død og ødelæggelse, før man bliver
immun? Hvornår bliver tragiske skæbner hverdag, hvornår er indlevelsen opbrugt og
empatien drænet? Hvornår bliver det, der i starten var et overflødighedshorn af
oplevelser, et væld af nye, fantastiske smukke bygninger, luksushoteller, restauranter,
shoppingcentre og badestrande pludselig til en tur i Disneyland, hvor man føler, at
man har fået en overdosis af plastic fantastic? Det er individuelt, hvornår
mentaltrætheden opstår; når det sker, må man afsted.
105

Når beslutningen er taget, bliver man helt euforisk. Nu kan man nyde alle goderne
mere, for man ved, at tiden er knap. Man begynder at planlægge, hvad der skal ske,
når man kommer hjem. Folk skynder sig at komme på besøg, inden muligheden er
forpasset. Man bærer over med det, der generer én. Man spilder ikke tiden på
mennesker, der egentlig aldrig har sagt en noget. Man stopper op, gør status over sit
ophold; hvad har man lært, hvad kan man tage med sig videre i livet?
Hvad vil jeg tage med hjem efter dette ophold i denne fremmede kultur? Hvad har jeg
lært? Ufatteligt meget. En del ligger ubevidst i min adfærd. En del er jeg bevidst om.
Frem for alt har jeg lært meget om mig selv og mine egne værdier. Hvem jeg er, og
hvad jeg står for, hvad jeg er parat til at slås for, og hvad jeg kan bære over med.
Den muslimske kultur, som jeg så den praktiseret i Mellemøsten, er meget forskellig
fra min kultur. Hvor forskellig gik mere og mere op for mig. Min verden og deres.
Min sandhed og deres, til stede som et indiskutabelt udgangspunkt for adfærd. Når
jeg oplevede adfærd, jeg ikke forstod, og som til tider var mig imod, kunne jeg i
reglen finde forklaringen, og dermed forståelsen. Denne forståelse er alfa og omega
for et frugtbart samvær; jeg ville ønske, at jeg havde haft forståelse, da jeg ankom; så
ville jeg have haft et bedre udgangspunkt for mit ophold. Jeg ville også ønske, at jeg
havde haft forståelsen, da jeg boede hjemme i Danmark. Så kunne jeg måske have
forstået vores medborgere af anden etnisk herkomst bedre og gjort mere for
integrationen på det personlige plan.
Det fælles er det væsentlige, nemlig ønsket om gensidig accept, fredelig sameksistens
og frugtbar samhandel. Der er mange spørgsmål om, hvordan det skal blive muligt,
som jeg ikke kan besvare. Jeg vil blot på det personlige plan forsøge at møde
mennesker, hvor de er, gøre mig umage for at forstå deres sandhed og acceptere den,
uden at jeg dog nødvendigvis kan respektere alt, hvad den indeholder.
106

Jeg kan takke mit ophold i Allahs hus for, at jeg ved, hvilket slør, jeg ser verden
gennem og hvilken sandhed, der er min.
107

ÜwÄ|áàx
Abaya Den sorte, tynde frakkelignende kåbe, som muslimske kvinder i
visse mellemøstlige lande skal bære uden på deres tøj.
Abu Dhabi Et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater og samtidig
navnet på hovedstaden.
Ajman Et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater.
Amman Hovedstaden i Jordan.
Al Aqsa moskeen Moske på tempelbjerget i Jerusalem.
Al Jazeera TV station placeret i Qatar. Er kendt for kontroversielle, specielt
antivestlige, nyhedsudsendelser.
Al Khobar Olieby i Saudi Arabien ved Den Persiske Golf.
Ayat Versene i Koranen. Ordet betyder oprindeligt tegn. Der er ialt
6,236.
Ayatollah Betyder ”Guds Tegn” og er en høj rang givet til en shia-muslimsk
præst. Kendte er Ayatollah Al Sistani i Iraq og afdøde Ayatollah
Khomeini, der stod bag den muslimske revolution i Iran.
Bahrain Lille rigt olie-ørige i den Persiske Golf.
CID Criminal Investigation Department, det hemmelige politi i UAE.
Compound En eller flere bygninger omgivet af en beskyttende ydre barriere.
Fungerer som beboelsesområde for expats i visse lande.
Creek Den fjord der deler Dubai.
Dammam Den største havneby i den østlige del af Saudi Arabien mod Den
Persiske Golf. Fungerer som afskibningshavn for olie.
Dirham Møntenheden i UAE. I perioden 2002 til 2006 svingede kursen
mellem 1,65 og 2 danske kroner til 1 dirham.
Dish-dash Den hellange hvide skjorteagtige kjortel som er muslimske mænds
klædedragt i visse mellemøstlige lande. Kaldes også kandoura.
Dhow Et klassisk arabisk træskib med sejl.
108

Dhu al Hijjah 12. måned i den islamiske kalender. Hijjah betyder pilgrimsfærd,
og det er i den måned, at muslimer foretager denne færd.
Druser Religiøs enhed indenfor Islam som andre muslimer dog ikke
anerkender som muslimsk. Påvirket af bl.a. græsk filosofi, har
hemmelige ceremonier og lever overvejende i Libanon.
Dubai Et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater og den
mest kendte by, præget af turisme og forretningsliv.
Eid al Adha Muslimsk højtid som finder sted på tiende dag i tolvte måned for
at fejre afslutningen af Hajj samt Ibrahims villighed til at ofre
Ismael til Allah.
Fatwa En religiøs beslutning, der træffes af de religiøse lærde
overhoveder. Den kan ikke omstødes, men der kan udstedes en ny.
Fujairah Et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater.
Hadith En samling af Profeten Mohammads sædvaner, sunna.
Hajj Fra udsagnsordet hajja, som betyder at tage på pilgrimsrejse til
Mekka. En af de fem søjler i Islam. Hver muslim skal tage på Hajj
én gang i deres liv. Der er en hel række ritualer, man skal udføre.
Halal Arabisk ord der betyder tilladt. Ordet er mest kendt i forbindelse
med en måde at slagte dyr på, som bl.a. går ud på, at dyret skal
vende mod Mekka, have halsen skåret over og dø ved forblødning.
Muslimer må kun spise halal-slagtet kød.
Hallas Arabisk ord for slut, færdigt, afgjort.
Hamdallah ”Takket være Allah”. Meget anvendt arabisk talemåde.
Haram Arabisk ord som kan betyde både helligt og forbudt. Det bruges i
det daglige sprog for at udtrykke, at noget er upassende eller
forbudt.
Hijri kalender Den islamiske kalender, der begynder i år 622, da Mohammad
flygtede fra byen Mekka til Medina. Hijri betyder flugt.
Hizbollah En shia-muslimsk militant bevægelse i Libanon. Hizbollah
betyder ”Guds parti”. Det blev dannet med tre formål for øje:
109

udslettelse af vestlig imperialisme i Libanon, omdannelse af
Libanon til islamisk stat og komplet ødelæggelse af staten Israel.
Den nuværende leder er Hassan Nasrallah.
Ihram Klædedragt som muslimer bærer, når de er på pilgrimsrejse. Den
består af to stykker stof, der ligner hvide frottehåndklæder. Det
ene draperes over brystet, og det andet over underkroppen, og den
fæstnes med et hvidt skærf.
Imam Muslimsk præst.
Inshallah ”Hvis Allah vil det”. Meget hyppigt anvendt arabisk talemåde.
Islam Verdens næststørste religion. Medlemmer af denne religion kaldes
muslimer, og der er mere end 1,2 milliarder muslimer. Profeten
Mohammad og Koranen er centrale i denne religion. Ordet Islam
betyder underkastelse; ordet muslim har samme rod og betyder en
person, der underkaster sig Gud.
Ismael Ifølge Koranen søn af Ibrahim og hans ægyptiske kone Hagar og
grundlæggeren af det arabiske folk.
Jeddah Havneby i Saudi Arabien lokaliseret ved Det Røde Hav. Ligger
tæt ved Mekka.
Kaaba En stor kubisk bygning af granit som står i midten af den store
moske i Mekka. Den er i dag dækket af et sort silkeklæde med
indvævet guld kaligrafi med hellige skriftcitater. Muslimer skal
under pilgrimsfærd løbe rundt om denne kaaba.
Kandoura Andet ord for dish-dash. En hellang hvid skjorteagtige kjortel som
er muslimske mænds klædedragt i visse mellemøstlige lande.
Keif Halek Arabisk. Betyder ”Hvordan går det?”
Koran Den centrale religiøse tekst i Islam. Profeten Mohammad modtog
Allahs forkyndelser via ærkeenglen Gabriel, og han reciterede
dem videre, hvorefter de af andre blev nedskrevet og blev til den
hellige bog.
Kuwait Lille rig oliestat som grænser op til Irak og Saudi Arabien.
110

Hovedstaden er Kuwait City. Der er cirka 2,3 mill. Indbyggere.
Maid Engelsk ord for hushjælp eller stuepige.
Majlis Arabisk betegnelse for forskellige former for råd- eller lovgivende
forsamlinger.
Maronit En retning af katolsk kristne, som overvejende lever i Libanon.
Ma’salaama Arabisk ord for farvel.
Medina By i Saudi Arabien, hvortil profeten Mohammad flygtede, da han
blev bortvist fra Mekka. Ordet Medina betyder også by på arabisk.
Mekka By i Saudi Arabien, hvor profeten Mohammad blev født. Betragtes
som den helligste by for muslimer. Det er den de vender sig mod,
når de beder, og der de valfarter til på deres pilgrimsrejser.
Mina Ørkenområde udenfor Mekka hvor muslimske pilgrimme bor i
telte.
Moske Muslimsk ”kirke”, hvor mændene mødes 5 gange dagligt til bøn.
Om fredagen afholdes den vigtige fredagsbøn, hvor Imamen
forkynder såvel religiøse som politiske budskaber.
Muslim En person, der har Islam som religion. Ordet betyder en, der
underkaster sig Gud og er beslægtet med ordet Islam, der betyder
underkastelse.
Mutaween Det religiøse politi i Saudi Arabien, som holder øje med at
befolkningen efterlever muslimsk anstændig adfærd.
PDA Public Display of Affection, det vil sige offentlig udtryk for
gensidig tiltrækning mellem to af det modsatte køn, så som at
kysse, kramme eller holde i hånd.
PLO Palæstinian Liberation Organisation, en palæstinensisk
organisation, der med Yassir Arafat i spidsen kæmpede for en
fordrivelse af jøderne fra Israel og en gendannelse af det
oprindelige Palæstina.
Qatar Lille olierig stat i den persiske Golf.
Qibla Muslimernes bederetning, hvilket vil sige vendt mod Mekka.
111

Ramadan Den niende måned i den muslimske kalender og den måned, hvor
muslimer faster i om dagen.
Ras Al Khaimah Et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater.
Residence visa Opholdstilladelse, som indsættes i passet.
Riyadh Hovedstaden i Saudi Arabien.
Salaam Aleikom Arabisk. Betyder ”Fred være med jer” og bruges i
betydningen ”Goddag”. Svaret er: ”Aleikom Salaam”.
Sara Abrahams jødiske kone, mor til Isak.
Sharia Islamisk lovgivning baseret på Koranen og Profeten Mohammads
sædvaner, Sunna, som er nedfældet i Hadith.
Sponsor En lokal person eller institution, der fungerer som ansvarshavende
eller arbejdsgiver for en udlænding.
Sharjah Et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater.
Sheikh
Mohammad
bin Rashid
Al Maktoum
Sheikh
Mohammad bin
Zayed
Al Nahyan
Sheikh Zayed
bin Sultan
Al Nahyan
Nuværende leder i Dubai.
En af Sheikh Zayeds sønner og kronprins i Abu Dhabi.
UAE’s fader og præsident indtil sin død i 2004. Han var manden,
der samlede de syv emirater i et fælles land. En højt elsket, dygtig,
gavmild og respekteret mand.
Shia En minoritet indenfor Islam; udgør cirka 10 % af alle muslimer.
De mener, at Profeten Muhammeds efterfølger skulle udpeges i
hans familie og valgte Muhammeds svigersøn og fætter, Ali. Shia
betyder partisan, og shia’erne er Alis partisaner. 80 procent af
shia-muslimerne er såkaldte tolvere, fordi de tror på, at der er tolv
imamer. De venter stadig på den tolvte imam, som vil dukke op på
112

Guds befaling. De bor overvejende i Iran, Irak, Libanon og
Bahrain.
Sisha Arabisk form for vandpibe, hvori man ryger frugt-tobak.
Sjukran Arabisk ord for ”tak”.
Sunni Majoritet af muslimer, cirka 90 procent. Mener at Profeten
Muhammeds efterfølger skulle udpeges af de ældste i stammen,
som det var tradition i ørkenen. Sunna på arabisk betyder sædvane,
og derfor blev disse muslimer kaldt sunni-muslimer.
Sunna Betyder sædvane. Profeten Mohammads måde at leve på, hans
sunnaer blev nedfældet i den såkaldte Hadith, som sammen med
Koranen danner Sharia-lovgivningen.
Surah Kapitlerne i Koranen. Der er ialt 114.
Søjlerne i Islam De fem hovedaspekter af Islam: Der er kun én gud, Allah, og
Mohammad er hans profet, man skal bede fem gange dagligt, man
skal faste i Ramadanen, man skal give almisser til de fattige i form
af Sakat, og man skal tage på pilgrimsrejse til Mekka, Hajj, mindst
én gang i sit liv.
Tempelbjerget Helligt bjerg i Jerusalem. Jøderne mener, at de allervæsentligste af
De Forenede
Arabiske Emirater
deres religiøse højdepunkter har fundet sted lige her. Det skulle
bl.a. være her Gud skabte verden, Moses fik de ti bud og ikke
mindst her, at Abrahams ofring af Isak fandt sted. Det var også
lige her, muslimerne byggede Al Aqsa moskeen, da de besejrede
Jerusalem. Al Aqsa betyder klippe på arabisk.
De Forenede Arabiske Emirater blev dannet som en føderation af
syv emirater i 1971, med emiraterne Abu Dhabi og Dubai som de
toneangivende.
Regenten i Abu Dhabi, Sheikh Khalifa bin Zayed al-Nahyan, blev
udnævnt til landets anden præsident i 2004, et embede han har
overtaget fra sin far Sheikh Zayed bin Sultan al-Nahyan. Regenten
i Dubai blev udnævnt til vicepræsident og premierminister.
113

Regenten i Dubai er Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum,
som overtog posten efter sin bror Sheikh Maktoum Bin Rashid Al
Maktoum, som døde i januar 2006.
De Forenede Arabiske Emirater er i dag et industrialiseret
"vestligt" fjernmarked, med mange markedsmuligheder.
Efter den seneste folketælling opgives befolkningstallet nu til
ca. 4,9 mio., hvoraf kun knap 20 procent er Emirat-statsborgere.
Den største indvandrergruppe, ca. 53 procent, består af asiater fra
det indiske subkontinent, medens de arabiske indvandrere udgør
ca. 23 procent. Amerikanere og europæere, især englændere,
opgøres til ca. 4 procent. Emiraternes egen befolkning er
hovedsagelig sunnimuslimer. Herudover findes et shiitisk
mindretal. (Kilde: Udenrigsministeriet)
Um Al Quwein Et af de syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater.
Umma Det muslimske broderskab. Khalif er titlen for lederen af dette
umma, der synes at være et religiøst Utopia, hvor alle muslimer
skal samles i et stort rent ubesmittet fællesskab uden vantro
indblanding.
Umrah En muslimsk ”mini”pilgrimsfærd som kan foretages året rundt.
Hvis man småløber mellem Safa og Marwa og rundt om Kaabaen,
har man foretaget en Umrah, også kaldet en lille Hajj.
Wahhabisme En særlig streng fortolkning af sunni-Islam som dyrkes i Saudi
Arabien.
Waleed Min arabisk lærer.
Wasda
En form for magt til at udøve nepotisme. Man udnytter sin status
til at få særbehandling. Meget almindeligt i den arabiske verden.
114

115