Fængselsbreve - Finn Skriver Laursen

Finn Skriver Laursen
”Lange Kaj fra
Nørrebro”
Fængselspost er en del af
begrebet censurpost, idet al
brevveksling til og fra
fængslede er underlagt en vis
form for censur, i nogle
tilfælde direkte decideret
censur. Enten foretaget af og på
anledning af fængselsmyndighederne
eller politiet.
Vi kender alle til begrebet
censurpost i forbindelse med
krigstid. Mindre kendt er nok
censurpost i fredstid.
Det foregår i fængslerne af
fængselsmyndighederne
for at forhindre ulovligheder
og for at opretholde
orden og sikkerhed i
fængslet. Det sker med
baggrund i Brevbkendtgørelsen
§ 4 jfr. Straffuldbyrdelseslovens
§§ 55 -56
For politiets vedkommende
sker det for at
forhindre den sigtede i at
påvirke efterforskningen i
den straffesag, hvor der
pågår undersøgelse imod
ham Her sker det med
baggrund i retsplejelovens
§ 772.
Indenfor fængselsvæsnet
er censur ikke meget
anvendt i dag i
modsætning til tidligere.,
hvor alle breve blev censureret
inden udlevering til
den indsatte.
Denne absolutte gennemlæsning
af al post til de
indsatte ophørte i midten
af 1970´erne.
I dag sker det kun på
begrundet mistanke og den
indsatte bliver meddelt det
på forhånd. Det skal dog
nævnes at alt udgående
post skal afleveres til
personalet i ulukket stand,
hvorefter brevet lukkes i den
indsattes påsyn. og indgående
post åbnes i den indsattes påsyn
før udlevering.
Fængselsmæssig censur (fig. 1)
(fig. 2) H. S : Horsens Statsfængsel,
genlukke mærkat.
Efter gennemlæsning har man
fundet brevets indhold af en sådan
karakter, at indsatte ikke måtte få
det udleveret. Den
almindeligste grund til dette
kunne være at der i brevet
stod noget om sagen, hvilket
var forbudt.
Indsatte har klaget til
Inspektøren, som
sandsynligvis har givet
indsatte medhold.
Derfor er der med rød
påskrift skrevet:Brudt / 216,
der henviser til indsattes
cellenr. og at brevet er brudt
”igen” og indholdet er
udleveret til indsatte.
Kuverten er henlagt på
indsattes chartek,
som kvittering for udlevering
af brevet.30 er en
del af en fortløbende
nummerering af de

censurerede breve, disse numre
blev indført i en særlig protokol.
Den blå mærkat blev brugt til
at lukke brevet efter endt
gennemlæsning, hvis brevet
ikke kunne udleveres. Herefter
blev brevet lagt på indsattes
chartque, til udlevering ved
løsladelse.
Politimæssig censur
Her ses i (fig. 3) et eksempel på
den ulempe censurering af
posten medførte, især med
hensyn til den forsinkelse det
medførte i postgangen. Brevet
er afsendt fra Nykøbing
Sjælland den 30.8.1924 og
modtaget i Frederikshavn den
31.8.1924. (se fig. 3)
(fig.3)
Brevet er først udleveret af
politiet til modtageren den
18.12.1924
Brevet har i 48 dage været
i politiets besiddelse for at
blive censureret.
Dommeren har forinden
afsagt retskendelse om
brevcensur i forbindelse
med den efterforskning,
som foregik mod den
indsatte der var i politiets
varetægt og som var
hensiddende i arresthuset i
Frederikshavn.
(fig. 4)
(fig.5)

I fig 5 ses et anbefalet brev til Inspektør Vandall Horsens
Straffeanstalt.Tilsyneladende ikke censurpost, men
Fængselsmæssig censur
I fig. 7 ses en kuvert, hvor der øverst oppe med blåskrift står
”Konfisk.” igen et eksempel på at brevet har indeholdt noget ulovligt.
Det indlagte brev fortæller, at brevet er fra en tidligere indsat, som
opfordrer modtageren til at opsøge ham når han kommer ud.
Derudover omtaler han mere specifikke
forslag, som jeg af gode grunde ikke kan komme ind på.
Derfor er brevet ikke bare henlagt på chartek, men KONFISKER
Kuverten er desuden forsynet med et nr. 372, understreget med rødt,
det er indsattes fangenr.
nederste venstre hjørne er påstemplet et firecifret tal 3151, det
generelle var at dette nr. blev indført i en særskilt protokol. Således at
fængslet altid senere kunne finde tilbage til brevet, var det udleveret til
indsatte var det konfiskeret, eller henlagt på indsattes chartek

(fig. 6)
også kun tilsyneladende, for på bagsiden (fig 6 ) ses forskellige
påskrifter.
F 21 over stregen er
fangens nr.
8129 under stregen er domsnr
”Lange Kaj fra Nørrebro” 16 år for drab giver sig selv.Brevets indhold
får stå hen i det uvisse, men har uden tvivl drejet
Sig om indsattes sag, hvorfor kuverten er lagt ved indsattes chartek.
(fig. 7)
Her ses et lignende brev med nr. 6738 påstemplet. Manden er desværre
løsladt 6 dage tidligere, hvorfor han ikke har modtaget brevet.
Indholdet er interessant, hvis man ser øverst på kuverten ses afsender,
som er en forening med en fornem protektor, nemlig Hs. Kgl. Højhed
Prins Valdemar. Foreningen beskæftigede sig med at hjælpe tidligere
tugthusfanger.
Brevet fortæller at indsattes hjemkommune har givet afslag på
økonomisk støtte til hans udrejse (emigration), det var dengang meget
almindeligt at opfordre tidligere fanger at emigrere. Man havde vel den
opfattelse af at det kunne gavne den tidligere indsatte, i hvert fald
gavnede det hans hjemkommune at slippe af med ham., og som oftest
derfor gav kommunen økonomisk støtte til et sådan andragende.
(fig. 8)
Det svært nøjagtig at forklare de numre som blev påstemplet brevene
udover at de dermed blev registreret som ankommen til fængslet.
De blev kun brugt i forbindelse med breve til de indsatte og kun i
fængslerne ikke i arresthusene.

(fig. 9)
Til tider ses nummeret stemplet direkte på kuverten, jeg har eksempler
fra først i 1920 erne, den ældste jeg har er fra 1926.
En brun todelt etiket er påklæbet kuverten hvorpå der med blyant er
skrevet Fg. Nr. 37. Derudover er der påstemplet et firecifferet nr., som
er et registreringsnummer i en protokol over indkommen post på
etiketten står der til understregning om det er et brev eller et kort, samt
hvem der har gennemlæst det.
Den anden del af etiketten fik den indsatte som en slags kvittering. Det
fremgik så af den del hvad der eventuelt var sket med brevet. Se Fig.
10. der skal ses som en undtagelse, idet begge dele
af den todelte etiket er tilstede og stadig sammenhængende.
Igen ser man et fg. Nr. 39 et brevnummer 677. overstregning af kort
indicerer at det er et brev
Initialer på den der har læst brevet.
På den anden del af etiketten står der igen fg. Nr.39 og brev nr. 677.
Derudover er der påstemplet en dato den 24 apr. 1930, nemlig den dato
hvor brevet bliver henlagt, som der er påskrevet
med blyant henover etiketten. Til sidst står der ud for afsender Kehlet
Fotograf og igen initialer for den som har læst brevet
Den registreringsetiket der ses på Fig. 9 og 10 er brugt helt op i 1950
erne. Se fig. 11.
(fig.10 )
Hvornår begyndte man med censur i fængslerne?
Ja formodentlig har der altid været en eller anden form for censur. Jeg
kan konstatere at det er væsentlig meget mindre i dag end for 100 år
siden.
Det er svært at komme med en eksakt dato for
hvornår det startede, det nærmeste jeg kan komme er en ca. dato for
hvornår det blev regelbestemt. Jeg kan finde en kongelig
anordning fra 1913 om fuldbyrdelse af forbedringshus-arbejde i Nyborg
Straffeanstalt, i almindelige bestemmelser står der:

§ 8 Fangerne har adgang til at brevveksle med nærtstående personer,
Inspektøren kan dog forbyde dette når forholdene gør det ønskeligt.
Alle breve gennemlæses og kan tilbageholdes, hvis indholdet ikke
findes passende.. Fangen må sende og modtage et brev hver fjerde
uge.
Fig. 11
Direktoratet udsender den 6 nov. 1945 en skrivelse, der siger at der
skulle gælde et særligt regelsæt for indsatte, som var dømt for
forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Det hed heri, at
fangen måtte: Ved afsoningens påbegyndelse skrive et brev, i øvrigt
må fangen kun afsende brev hver 6. uge. Fangen må modtage et brev
en gang hver 3. uge.
Det blev den 12 februar 1946 lempet til: Ved afsoningens
påbegyndelse kan fangen skrive et brev, i øvrigt må fangen i de første
3 måneder kun afsende brev en gang hver 3 uge. Efter 3 måneders
forløb må fangen skrive brev hver 3 uge og modtage brev hver 14.
dag.
I årenes løb op til i dag sker der stramninger og slækkelser med hensyn
til hvor ofte indsatte må skrive og modtage brev. Det generelle er dog at
det i de sidste 30 år har været muligt for indsatte at skrive og modtage
et ubegrænset antal breve og den summariske gennemlæsning ophørte
den 1 maj 1970.
Hvornår begyndte man med censur?.
Ja før grundloven af 1848 var der ret fri adgang til censur, og det har
ikke kunnet forventes at der fandtes regler om det.
Man kan så spørge sig selv, hvor mange indsatte mon skrev eller
modtog breve dengang, nok ikke mange!
Jeg har gennemgået love, reskripter, forordninger fra 1848 -1913. Her
findes ikke bestemmelser om censur.
Så har jeg gennemgået Beretning om Københavns Politi 1865-1913
uden at finde noget om censur
Endelig har jeg gennemset Arrestforordningerne for 5. april 1793 og
Anders Sandøe Ørsteds kommentarer til denne, samt den senere
arrestforordning af 7. maj 1846 (der var gældende helt frem til de kgl.
Anordninger af 1932).
Arrestforordningerne gjaldt i København også for de civile fængsler,
altså også for afsonere.
Alle breve blev selvfølgelig
gennemlæst. Fra slutningen af århundredet kunne arrestanter (i
København) korrespondere efter dommerens bestemmelse,
Afsonere efter fængselsin-spektørens.
Afsonere af simpelt fængsel på mere end 8 dage kunne 1 gang om ugen
modtage og afsende 1 brev efter gennemlæsning. Der måtte kun bruges
skrivepapir som efter ansøgning udleveredes af fængslet. Der kunne
gives yderligere lempelser, når påtrængende familie- eller
forretningsanliggender gjorde det nødvendigt. Dette fremgår af interne
instrukser givet af politidirektøren. Reglerne om gennemlæsning af

eve til og fra fanger findes jo fortsat i de kgl. Anordninger af 1932,
som afløste disse mange forskellige regler.
Årsagen til de nye regler var nødvendiggjort af at straffeloven af 1866
blev afløst af straffeloven af 1930 og senere Statens overtagelse af det
kommunale arrestvæsen. Hvorefter politi, arrestvæsen og
fængselsvæsen var under-lagt staten
Det betød for brevcensurens vedkommende stort set, at: Hæftefanger
måtte brevveksle pårørende 1 gang ugentlig. Fængselsfanger måtte
modtage brev hver uge, men kun selv skrive hver 4. uge. Varetægts-
fangernes korrespondance var underlagt dommeren og ikke reguleret af
terminer, men fælles for alle indsatte i arrester og fængsler brevene blev
censureret.
Her til sidst en speciel censur fra fængslets side
Indholdet i dette brev (fig. 12) var simpelt hen for stærkt til at man
mente den indsatte kunne tåle at læse det.
En nævenyttig nabokone (måske en smule jaloux) skriver og beretter
om alle de mandfolk indsattes forlovede ligger i med.
Til sidst i brevet spørger hun naivt om ikke indsatte Karl Marinus kan
få hende ind på en bedre vej!!! Stakkels mand, hvad skulle han gøre?
Kilder:
Pensioneret vagtm. Carl Jehrbo
Pensioneret Ob. Åge Egholm.
Bestemmelser vedr. Fængselsvæsnet årgang 1922 - 1970
Fængselsvæsnet under besættelsen Erik Carlé
Lic. Jur. Leif Senholt DFK
(Fig. 12)