GAMMON nr. 103, December 2005 - Dansk Backgammon Forbund

16 GAMMON 103 Japan Open
tion, hvor vinderen vandt adgang til næste dags
turnering samt fik sit indskud tilbage. De 3
taberes indskud indgik så i præmiesummen til
turneringen. (meget fed ide for øvrigt)
Blitzturneringens størrelse afhang så af antal
kvalifikationsturneringer og man måtte deltage i
så mange man gad (hvis man vandt to så havde
man en bye i første runde af hovedturneringen)
Jeg stillede op i en og vandt adgang til næste
dags turnering.
Imens var Karsten i gang med Team event.
Karsten Bredahl:
Team-event kostede knap 500 kr og betød
starten på en meget lang turnering. Formatet er
således opdelt, at feltet deles i 2 puljer, som
internt spiller alle mod alle! Endvidere spilles der
på de 3 boards til hhv. 3, 2 og 1 point. Vi var 4
på holdet, hvoraf 3 skulle spille. Holdet skulle
have et navn, og de ’indfødte’ døbte os Team
Gaijin (Barbarerne). Første kamp blev spillet
uden mit vidende om eventens eksistens.
Således kom Carter til mig og fortalte, at ’vi’
havde vundet første kamp på alle 3 boards, og
jeg måtte gerne figurere i næste hold-opstilling,
hvis jeg ville. Equityen i at vinde denne event
måtte klart være bedst, såfremt jeg slet ikke
spillede, tænkte jeg, hvorefter holdet uden mig
på brættet vandt 2-1! Jeg spillede stadig cons på
dette tidspunkt og havde rundet 15 vigtige
kampe på mindre end et døgn.
Men da Marias succes i begynder-rækken bragte
hende godt fremad, var jeg nødt til at sylte consolation
et øjeblik for at spille et par holdkampe.
Holdet rensede godt og grundigt af. De – som
kender mig som en sprællemand over et bræt –
har aldrig mødt Carter (USA). Han er om muligt
endnu værre, og hvis der er noget, japanerne
ikke har mødt før, så er det sprællemænd. Men
det kan vi konstatere ved selvsyn til Nordic
Open 2006. Med hele 2 klovne på samme hold
fik vi vores egen lille fanklub, som fulgte vores
kampe. Action var ingen garanti rent gammonmæssigt,
men underholdningsværdien var
enorm og sikker som amen i kirken. Og med
side-bets om hvem der først afsluttede matchen
(vundet eller tabt) var der fart over feltet. Forestil
Jer i øvrigt hvordan equityen kan flytte sig
enormt med sådan et side-bet. Ved 0-0/3
redoblede til 4 i et ræs, hvor jeg var langt fra
favorit, da jeg vidste, at holdet ville vinde samlet.
DMP-sejren var i hus. Carter var i DMP og langt
foran i en bearoff. Jeg SKULLE afslutte min match
først, hvilket flyttede mit redoblings-punkt kraftigt
i nedadgående retning. Samlet var Carter dog
smartest, idet han spillede 2-pointerne og som
kaptajn havde han således magten til at tildele
mig 3-pointerne. Vi spillede lige op i vores sidebet,
hvilket jeg nok var bedst tjent med.
Det spændende ved formatet med Monrad-cup
kombineret med ulæselige japanske sheets er jo
netop, at man aldrig rigtig ved, om det er
Monrad eller Cup, man spiller. Men da det gik
op for mig, at vi skulle spille finale, spurgte jeg
helt naturligt Kenji til præmiens fordeling.
"Winner gets can-cooler", var svaret fra et smil,
som kunne charme en ko ud af en kløvermark.
Jeg kiggede forskrækket op på et monstrum af en
Coca-Cola-køleautomat og så straks Australian
Airlines skrappe flypersonale for mig og ud af
munden røg det: "Den finale kan vi ikke vinde".
Det gik således op for mig, at vi havde udkæmpet
en turnering med 0 i indskud og en plov i
reg. – alt sammen for at vinde en sponsoreret
espresso-maskine og en sodavands-køler! Jeg
har hermed serveret konceptet på overskud til
forbundets slunkne kasse inden næste Nordic.
Oven i købet skulle vi lide den tort, at vores
finale-modstandere ikke kunne stille hold, da 2
af de 3 tilstedeværende spillere havde vigtigere
kampe at spille, så den enlige svale ville spille
alle 3 kampe….! Med nyheden om at dette var
holdets stærkeste spiller godkendte både TL og
jeg den beslutning. Vi ville jo begge gerne have,
at team-titlen blev på japanske hænder. Dog
blev en spiller færdig før tid, og der blev således
spillet på 2 boards. Da begge disse gik til japansk
2-0 sejr, var min 3-points kamp ligegyldig,
ville jeg mene. Men der tog jeg grueligt fejl.
Pludselig stod en kvinde og bukkede og skrabede
for mig, og jo mindre jeg forstod af hvorfor, jo
mere bukkede hun. Det viste sig, at hun var den
3. spiller på det vindende Team, og hun ville så
gerne spille matchen mod mig, hvilket ville være
en umålelig ære. Den japanske høflighed havde
endnu engang rystet mig, og vi fandt os et roligt
sted – troede jeg. Rystet igen over den store
interesse for den tilrejsende måtte jeg konstatere
et større antal tilskuere til den mest ligegyldige
kamp i turneringen – sådan rent resultat-mæs-