Hent baggrundsdokument for arbejdstøj med ... - Miljøvejledninger

find flere miljøvejledninger på miljoevejledninger.dk
baggrundsdokument
for miljøvejledning for
arbejdsbeklædning med
værneegenskaber
Udarbejdet af Henrik Fred Larsen, IPU
28 november 2005
miljøstyrelsen
Strandgade 29 · 1401 København K
Tlf. 72 54 40 00 · www.mst.dk · mst@mst.dk

4
Indhold
FORORD 6
1 INDLEDNING 7
1.1 PRODUKTGRUPPEN 7
1.2 BESKRIVELSE AF PRODUKTGRUPPEN 8
1.3 MARKEDET FOR SPECIALBEKLÆDNING MED VÆRNEEGENSKABER 9
1.4 MILJØINFORMATION OM TEKSTILER 10
2 MILJØBELASTNINGER I LIVSFORLØBET 12
2.1 UDVÆLGELSE AF MILJØBELASTNINGER I LIVSFORLØBET 12
2.2 PRODUKTIONSPROCESSER MED KRITERIER I BLOMSTEN OG SVANEN 12
2.3 DEN SAMLEDE MILJØBELASTNING 14
3 PRODUKTION 15
3.1 MATERIALER 15
3.1.1 Bomuldsproduktion 15
3.1.2 Produktion af syntetiske fibre, folier og membraner 16
3.1.3 Naturgummi 17
3.1.4 Imprægneringskemikalier 18
3.1.5 Fremstilling af læder 18
3.1.6 Materialeforbrug ved fremstilling af specialbeklædning 19
3.2 ENERGIFORBRUG 21
3.2.1 Bomuldsproduktion 21
3.2.2 Polymerproduktion 21
3.2.3 Naturgummi 21
3.2.4 Imprægneringskemikalier 22
3.2.5 Læder 22
3.2.6 Energiforbrug ved fremstilling af specialbeklædning 22
3.3 MILJØBELASTNINGER 22
3.3.1 Globale miljøbelastninger 23
3.3.2 Regionale miljøbelastninger 23
3.3.3 Lokale miljøbelastninger 25
3.4 SUNDHEDSBELASTNINGER 25
4 BRUG 27
4.1 MATERIALEFORBRUG 27
4.2 ENERGIFORBRUG 28
4.3 MILJØBELASTNINGER 28
4.3.1 Globale miljøbelastninger 28
4.3.2 Regionale miljøbelastninger 28
4.3.3 Lokale miljøbelastninger 30
4.4 SUNDHEDSBELASTNINGER 30
4.5 ØKO-TEX STANDARD 100 30
5 BORTSKAFFELSE 31
5.1 MATERIALER 31
5.2 ENERGI 31
5.3 MILJØBELASTNINGER 32
5.4 SUNDHEDSBELASTNINGER 32

6 OPSUMMERING 33
6.1 PROPORTIONER 33
6.2 MATERIALER 34
6.3 ENERGI 34
6.4 MILJØBELASTNINGER 35
6.5 ARBEJDSHANDSKER 35
7 ANBEFALINGER OMKRING VALG AF SPECIALBEKLÆDNING 37
7.1 ANBEFALINGER FØR KØBET 37
7.2 ANBEFALINGER VED KØBET 37
7.3 ANBEFALINGER TIL BRUGSFASEN 38
7.4 ANBEFALINGER TIL BORTSKAFFELSE 39
7.5 PRIORITERET SPØRGERAMME VED INDKØB 39
8 VIDENSCENTRE 40
9 LITTERATUR 41
5

6
Forord
Dette baggrundsdokument er udarbejdet i projektet ”Revision og nyt koncept for
miljøvejledningerne”, udført af Jan Viegand Analyse og Information (JVAI) og
Instituttet for Produktudvikling (IPU) i 2004-2005 med støtte fra Miljøstyrelsens
Program for renere produkter mv. Projektets formål har været at revidere og
opdatere Miljøstyrelsens ca. 50 eksisterende miljøvejledninger til indkøbere samt at
føre dem over i et nyt koncept. Resultaterne kan ses på web-adressen:
www.miljoevejledninger.dk. Ansvarlig for den faglige revision og opdatering er
IPU, mens JVAI er ansvarlig for koncept og formidling.
Dokumentet erstatter Miljøstyrelsens tidligere baggrundsdokument for
produktgruppen ”Beklædning med værneegenskaber” og ”Grove arbejdshandsker”.
Da der er tale om en opdatering af baggrundsdokumentets faglige indhold til i dag,
er en stor del af indholdet genbrug fra de tidligere dokumenter: Hans Henrik
Knudsen, IPU, ”Baggrundsdokumentation – Beklædning med værneegenskaber”
og ”Baggrundsdokument – Grove arbejdshandsker”, Miljøstyrelsen, 2000.
Projektet er blevet fulgt af en styregruppe bestående af:
- Rikke Traberg, Miljøstyrelsen (formand)
- Rikke Dreyer, SKI
- Bettina Jensen, DR
- Maj Green, KL
- Jens Peter Bjerg, ARF
- Mette Lise Jensen, CASA
- Christian Poll, IPU
- Jan Viegand, JVAI

1 Indledning
Denne baggrundsdokumentation dækker miljøbelastningerne ved fremstilling, brug
og bortskaffelse af arbejdstøj med værnegenskaber, gummistøvler og grove
arbejdshandsker – som samlebetegnelse for disse produkter anvendes betegnelsen
”specialbeklædning”.
1.1 Produktgruppen
Denne specialbeklædning anvendes hovedsageligt ved udendørs arbejde,
eksempelvis ved vejarbejde, parkforvaltning, kloakarbejde, på genbrugspladser og
biogasanlæg, af renovationsarbejdere og snerydningsmandskab, af personalet på
kemikalieopbevaringspladser og kemikalieaffaldspladser samt af forsvaret.
Arbejdstøjets egenskaber skal i større eller mindre grad beskytte mod regn og blæst
på alle årstider, gøre personen synlig på arbejdsområdet, beskytte mod kemikalier,
olie og mikroorganismer eller være flammehæmmende og selvslukkende – det er
ofte ønskværdigt, at flere af disse egenskaber er kombineret i samme sæt
arbejdstøj. Grove arbejdshandsker skal beskytte mod og forebygge håndskader, sår
og rifter samt beskytte mod eksem og allergi ved direkte kontakt med affald, olie
og benzin samt mod kemikalier og mikroorganismer.
Arbejdstøjet beskrevet i dette baggrundsdokument omfatter ikke almindelige
kedeldragter, jakker og overalls, der er beskrevet i Miljøvejledning for ”Kitler og
arbejdstøj”, og ej heller åndedrætsværn, fod-, øje- og høreværn, engangshandsker
anvendt på hospitaler og beskyttelseshandsker ved brug af håndbårne kædesave,
samt deciderede sikkerhedsdragter.
Gennem Arbejdsmiljøloven og dennes bekendtgørelser er der sat krav om, at
ansatte på en række arbejdspladser skal anvende særligt arbejdstøj, der er egnet til
arbejdets udførelse, således at det kan udføres sundheds- og sikkerhedsmæssigt
fuldt forsvarligt. Der stilles heri også krav om, at det brugte arbejdstøj, på
arbejdsgiverens foranledning, skal vaskes og renses adskilt fra andet tøj og under
sådanne forhold, at sundhedsskader ikke kan opstå.
Alle personlige værnemidler, der markedsføres i EU, skal være CE-mærket.
Leverandøren skal udarbejde teknisk dokumentation samt en
overensstemmelseserklæring for hvert personligt værnemiddel. Denne
dokumentation kan kræves af Arbejdstilsynet. Personlige værnemidler inddeles i 3
forskellige CE-kategorier. Kategori I værnemidler har leverandøren lov at
selvcertificere. Kategori II værnemidler skal være typeafprøvet af et godkendt
institut, og foruden CE-mærket skal vha. godkendte piktogrammer vises hvilke
test, der er gennemført. For Kategori III gælder samme afprøvning og mærkning
som for Kategori II, men samtidigt skal CE-mærket tilføjes et ID-nummer på det
institut, som skal foretage løbende kontrol. For Kategori III værnemidler skal
desuden udarbejdes et kvalitetsstyringssystem for produktionen, og testinstituttet
skal nogle gange årligt foretage kontrol af værnemidlet eller produktionen.
Testmetoder og tilhørende piktogrammer er beskrevet i de fælleseuropæiske EN
standarder – disse kan erhverves ved Dansk Standard. Der er heri specifikke krav
7

8
til bl.a. ergonomiske forhold, levetid, størrelse, mærkning og information. Nogle af
dem er :
• EN 343: Beskyttelsesbeklædning mod dårligt vejr.
• EN 470: Beskyttelsesbeklædning til svejsere.
• EN 471: Tydelige og synlige advarselsklæder.
• EN 531: Beskyttelsesbeklædning til industriarbejdere udsat for ild og
varme.
• EN 1149-1: Beskyttelsesbeklædning med antistatiske egenskaber.
Mht. arbejdshandsker gælder flg. system:
• Som minimum skal alle arbejds- og beskyttelseshandsker mærkes CE
kategori I og skal dermed være typeafprøvet af et godkendt testinstitut iht.
EN 420: Beskyttelse ved lav risiko.
• Handsker mærket CE kategori II - dette vil være den kategori af
arbejdshandsker de fleste anvender – skal være typeafprøvet af et godkendt
testinstitut iht. EN 420 og EN 388 (mekanisk slid).
• Handsker mærket CE kategori III skal være typeafprøvet iht. EN 420, EN
388 og EN 374 (kemikalier) af godkendt institut.
Denne information skal anføres på emballagen, og endvidere skal alle handsker
indeholde en brugsanvisning på dansk.
1.2 Beskrivelse af produktgruppen
De mange forskellige funktioner, som specialbeklædningen skal tjene, gør, at
materialevalget er uhyre vidtfavnende. Overordnet kan produkterne adskilles i en
gruppe, der er produceret ud fra materialer, der imprægneres for at tilføre ønskede
egenskaber, og en gruppe, der er produceret ud fra materialer, hvor de ønskede
egenskaber er iboende.
En stor del af produkterne i den førstnævnte gruppe er videreforarbejdninger af
traditionelle kedeldragter eller jakker og overalls i polyester/ bomuldstekstiler
(PET/CO). Reflekterende egenskaber opnås ved farvning med fluorescerende
farvestoffer og/eller påsyning af reflekser. Vandskyende eller flammehæmmende
egenskaber opnås ved behandlinger med imprægneringskemikalier. For de
imprægnerede produkter vil de tilførte egenskaber i større eller mindre grad blive
svækket ved slid og vask, og ofte må produkterne gen-imprægneres for at
bibeholde egenskaberne.
Polyvinylchlorid (PVC), der bl.a. anvendes til grebsforbedrende belægninger og til
produktion af vandtætte støvler, er også at betragte som et materiale, der er tilført
en egenskab, idet PVC’en kun kan bruges til disse formål, når den er tilført en
væsentlig andel (op til 50%) blødgører.
Ligeledes kan nylon (PA) trikotage tilføres egenskaber, så det kan bruges til
regntøj, hvis det belægges med polyuretan (PUR) eller PVC til forskel fra ren
nylon, der ikke er velegnet til regntøj.
Den anden gruppe af produkterne er fremstillet af materialer, der i sig selv har de
ønskede egenskaber. Naturgummi (NR) er et eksempel på et materiale, der i sig
selv har egenskaber, der gør det velegnet til vandtæt fodtøj, og polyester (PET),
nylon (PA) og polyacryl (PAN) bruges bl.a. til fiberpelse til vinterbeklædning
p.g.a. ringe sugeevne og god dimensionsstabilitet.
En række avancerede tekniske tekstiler med meget specifikke iboende funktionelle
egenskaber er meget udbredte i arbejdstøj med værneegenskaber. En membran af

polytetrafluorethylen (PTFE) tillader vanddamp at passere, men ikke flydende
vand. Forskellige former for aramidfibre (PAA) er særdeles varmestabile eller har
ultra høj slidstyrke og formstabilitet. En række af disse tekstiler har kendte
varemærkenavne.
Et sæt arbejdstøj sammensat af de specielle tekniske tekstiler – og også et par
gummistøvler – vejer 1,5-2 kg. Et sæt arbejdstøj af imprægneret polyester/ bomuld
vejer 2-3 kg.
Grove arbejdshandsker fremstilles i læder eller i strikket eller vævet bomuld,
polyester eller nylon. Oftest er handskerne kombinationer af de nævnte materialer,
evt. forstærket eller belagt med syntetisk gummi eller PVC for forbedret greb.
Den langt mest udbredte model er en kraftig okse- eller svinelæderhandske med
vævet og farvet polyester/ bomuld overhånd og med PVC belagt manchet. Denne
model anvendes f.eks. ved renovations-, jord-, flise-, asfalt- og brolæggerarbejde.
Jo tungere arbejde handsken er konstrueret til, jo mindre bliver andelen af tekstil i
handsken – for lettere læderhandsker udgør tekstildelen således op til 50% af
handskens vægt, og for kraftige modeller udgør tekstildelen under 10%.
En anden meget udbredt model inden for f.eks. håndværk og vaskeriservice er en
polyester eller nylon strikhandske med ribkrave og PVC-dotter i håndfladen for
forbedret greb.
1.3 Markedet for specialbeklædning med værneegenskaber
Som det fremgår af den ovenfor nævnte mærkningspligt af specialbeklædning med
værneegenskaber, er markedet et relativt reguleret marked med varer af ofte
særdeles avancerede materialer og design.
De mange forskellige materialer, der indgår i de forskellige typer af beklædning
med værneegenskaber, fremstilles i Central Europa, i USA eller i Østasien.
Materialerne opskæres ofte i Europa, hvor også hovedparten bliver
færdigfremstillet. Producenter i Danmark er væsentlige aktører på markedet for
beklædning med værneegenskaber i Europa.
Der produceres grove arbejdshandsker i Danmark, men langt hovedparten af de
arbejdshandsker, der anvendes i Danmark, er færdigproduceret af udenlandske
producenter, først og fremmest fra Fjernøsten, f.eks. Kina, Taiwan og Pakistan,
men også fra Sydeuropa, f.eks. Portugal.
Produkterne forhandles typisk hos detailhandlere og byggemarkeder – ofte efter
aftaler indgået af en central indkøbsfunktion. Det er ikke muligt at angive præcise
størrelsesordener for mængder eller omsætning af beklædning med
værneegenskaber i Danmark eller Europa, men et forsigtigt skøn er, at forbruget i
Danmark er på omkring 400 tons/år
Indkøbere er såvel stat, amter og kommuner som private virksomheder herunder
også vaskerier. Beklædning med værneegenskaber vaskes både privat og
industrielt. Vaskerierne foretager i nogle tilfælde både indkøb og vedligeholdelse,
og der indgås en lejekontrakt for beklædning med værneegenskaber mellem bruger
og vaskeri. Grove arbejdshandsker kasseres almindeligvis efter én eller få ganges
brug uden at blive vasket eller renset – en mindre del, specielt dyre specialhandsker
som f.eks. svejsehandsker, vaskes eller renses på vaskerier.
9

10
Indkøbere angiver generelt at pasform og komfort, herunder vægt, er vigtige
parametre ved valg af beklædning med værneegenskaber, grove arbejdshandsker
og gummistøvler – ud over at dette skal overholde de respektive EN normer.
Arbejdshandskernes holdbarhed vægtes generelt meget højt, når der indkøbes
handsker til længere tids brug, som f.eks. i parkforvaltninger. Inden for andre
arbejdsområder f.eks. renovation, hvor forbruget af handsker er meget stort, er
prisen meget afgørende.
VAREFAKTA-mærkede produkter lever op til forskrifter fra Dansk Varefakta
Nævn (DVN). I kravene indgår ikke miljømæssige aspekter, men VAREFAKTAmærkning
viser, at en række brugsegenskaber er opfyldt. Indkøb af VAREFAKTAmærkede
produkter giver således mulighed for at sikre at kvaliteten af produkterne
lever op til det ønskede anvendelsesområde og rengøringsmønster. De typer af
beklædning med værneegenskaber, der ligner traditionelt arbejdstøj meget som
f.eks. en kedeldragt af polyester/bomuld med reflekser, er omfattet af
VAREFAKTA mærkningen og ligeledes er ”Støvler af gummi eller lignende
syntetisk materiale til udendørs brug”. Der findes dog ikke DVN forskrifter for de
fleste typer beklædning med værneegenskaber.
Generelt er arbejdstøj en af de produktgrupper, hvor flere leverandører udbyder
mange produkter med EU´s miljømærke Blomsten – leverandører med dette
miljømærke kan findes på www.ecolabel.dk. Så vidt vides omfatter de
miljømærkede produktgrupper ikke specialbeklædning, som de er beskrevet i dette
dokument.
1.4 Miljøinformation om tekstiler
Som det fremgår af Litteraturlisten i afsnit 9, foreligger der et særdeles godt og
detaljeret udbud af værktøjer, hvis man er interesseret i at efterspørge miljøvenlige
tekstilprodukter.
Miljømærkerne giver den letteste tilgang for indkøbere, der ønsker at efterspørge
miljøvenlige produkter. De to mest udbredte er Blomsten, der er EUs officielle
miljømærke /1, 7/, og Svanen, der er Nordisk Ministerråds mærke /2, 3/.
Kriterier for at tekstilprodukter kan opnå Blomsten eller/og Svanen er tilgængelige
på Miljømærkesekretariatets hjemmeside: www.ecolabel.dk. Det kan her ses, at
kriteriesættet for tekstiler i EU´s miljømærke Blomsten udgør en slags fundament
med de grundlæggende krav – i forlængelse heraf er kriterierne for Svanemærket
lagt.
Hvis indkøberen af forskellige årsager ikke ønsker eller kan rekvirere relevante
miljømærkede produkter, f.eks. hvis der optræder konflikt mellem produktets
ønskede brugsegenskaber og krav i et eller flere kriteriesæt, og det alligevel ønskes
at gøre indkøb så miljøvenligt som muligt, anbefales det at henholde sig til så
mange af de enkelte kriterier for de to miljømærker som det er muligt. Der er
derfor i dette baggrundsdokument lagt vægt på at lave specifikke henvisninger til
kriteriesættene, som de fremgår af hhv. /1/ og /3/. Dette er for at lette indkøberens
mulighed for at efterspørge produkter, der i størst muligt omfang lever op til
kriterierne i miljømærkerne.
Hvis der ønskes yderligere detailinformation om miljødata fra tekstilproduktion,
kan det anbefales at se i rapporten vedr. livscyklusvurdering af tekstilprodukter /8/.
Heri beskrives meget detaljerede livscyklusvurderinger af 6 udvalgte
tekstilprodukter under en række forskellige definerede livsforløb.
Livscyklusvurderingerne er, sammen med en særskilt oversigt over

produktionsprocesser, udgivet i forkortede versioner i 7 særskilte hæfter /9, 10/.
Dette for at give den interesserede en forsmag på tilgængelig datamængde og -
kvalitet, samt at eksemplificere mulighederne for at anvende resultater fra en
gennemført livscyklusvurdering i produktindkøb og -afsætning.
Endelig er der i /4/ beskrevet en række markedsmæssige værktøjer, som indkøbere
kan tage i brug under forskellige forudsætninger. Resultaterne fra dette projekt er
samlet på hjemmesiden www.teko-miljo.dk.
Som indkøber vil et af de første relevante spørgsmål være, på hvilket niveau
miljøvenlige tekstiler skal efterspørges. Til dette formål tjener nærværende
baggrundsdokument, som kan give væsentlige input til at lægge en strategi for
indkøb af miljøvenlige tekstiler.
.
11

12
2 Miljøbelastninger i livsforløbet
I dette afsnit sammendrages de væsentligste miljøbelastninger i produktgruppens
livscyklus, som de detaljeret er beskrevet i de følgende afsnit.
2.1 Udvælgelse af miljøbelastninger i livsforløbet
En skematisk oversigt over livsforløbet for de fleste materialer, der indgår i
specialbeklædning, er vist i figur 1. Ud over de i figuren viste processer sker der
generelt transport af materialer eller produkter mellem de enkelte processer, og der
er et forbrug af energi i de fleste processer.
Opdræt af kvæg og
svin.
Afhudning/saltning.
Rensning.
Garvning.
Efterbehandling.
Dyrkning og høst af
bomuld.
Adskille fibre og frø.
Spinding.
Vævning.
Vådbehandling.
Tilskæring, syning, svejsning og
limning af
arbejdstøj og handsker
Imprægnering af
arbejdstøj
Vask og tørring
Udvinding af olie/gas
Raffinering af
syntetiske monomerer.
Syntetiske polymerer:
Fibre.
Granulater.
Støbning af folier og membraner.
Emulgering af imprægneringsmidler
Støbning af emner.
Genanvendelse Forbrænding Deponi
Figur 1. Skematisk oversigt over livsforløbet for specialbeklædning.
2.2 Produktionsprocesser med kriterier i Blomsten og Svanen
Kriterier i EU´s miljømærke Blomsten /1/ og det Nordiske Svanen /3/, der kan have
relevans for produktion af specialbeklædning med værneegenskaber, er skitseret i
tabel 1. Figur 1 og tabel 1 giver også et skematisk overblik over de processer, der
potentielt kan bidrage med miljøbelastninger i fremstillingen af specialbeklædning,
grove arbejdshandsker og gummistøvler.
Brug
Dyrkning af
gummitræer.
Tapning.
Koagulering.
Presning.
Valsning.
Skæring/udstansning.
Vulkanisering.

Tekstilfibre
Det ses, at kriterier er udarbejdet for hvert trin gennem livsforløbet skitseret i figur
1. Da kriterium K2 i Svanemærket svarer til samtlige kriterier i Blomstermærket
ses det desuden, at et Svanemærket tekstilprodukt overholder alle krav til et
Blomstermærket. Svanemærket giver yderligere mulighed for at få miljømærket
produkter, hvori læder indgår – i denne sammenhæng først og fremmest
arbejdshandsker. Flere af de krav, der sættes i Svanemærkets kriterier for skind og
læder, svarer direkte til krav, der sættes til kemikalieanvendelsen ved
tekstilproduktion iht. Blomstermærket.
Kriterie Blomsten Svanen
Nr. Nr.
Produktinformation: Navn, handelsvolumen og –kanaler etc. - K1
Bomuld og andre naturlige cellulosefrøfibre 2 -
Økologiske dyrkningsmetoder til vegetabilske naturfibre - K3
Polyester 8 K2
Garvning - K4-K7
Behandling med kemiske produkter - K8
Funktionskrav - K9-K12
Hjælpekemikalier til fibre og garn 10 K2
Biocider eller biostatiske produkter 11 K2
Farveaftrækning eller depigmentering 12 K2
Hjælpekemikalier 14 K2
Detergenter, blødgøringskemikalier og kompleksdannere 15 K2
Blegemidler 16 K2
Urenheder i farvestoffer 17 K2
Urenheder i pigmenter 18 K2
Krombejdsefarvning 19 K2
Metalkompleksfarvestoffer 20 K2
Azofarvestoffer 21 K2
Kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske 22 K2
Potentielt sensibiliserende 23 K2
Halogerede carriers til polyester 24 K2
Trykning 25 K2
Formaldehyd 26 K2
Udledning af spildevand fra vådbehandling 27 K2
Flammehæmmere 28 K2
Efterbehandling mod krympning 29 K2
Efterbehandlinger 30 K2
Fyldmaterialer 31 K2
Belægninger, laminater og membraner 32 K2
Energi- og vandforbrug 33 K13
Dimensionsændringer under vask og tørring 34 K2
Vaskeægthed 35 K2
Svedægthed 36 K2
Våd gnidægthed 37 K2
Tør gnidægthed 38 K2
Lysægthed 39 K2
Oplysninger på miljømærket 40 K18
Etik - K14
Retur-tilbagetagning af produkter og emballage - K15
Overholdelse af lokale myndighedskrav - K16
Miljø- og kvalitetssikringssystem - K17
Læder
Processer og kemikalier
Brugsegtnethed
Farvestoffer
Tabel 1: Kriterier i EU´s miljømærke Blomsten /1/ og det Nordiske miljømærke
Svanen /3/ der kan være relevante ved produktion af specialbeklædning. Kriteriet
K2 i Svanen svarer til samtlige krav til Blomstermærket.
13

14
Livscyklus-
fase
Belastninger
Materialeforbrug
Energi-
forbrug
Miljøpåvirkninger
Sundheds-
belastning
Til kriterierne i EU´s miljømærkning er udarbejdet en brugermanual med færdige
skemaer nummereret som i kriteriedokumentet, som kan udfyldes af ansøger og
underleverandører /7/. Det er altså muligt at udvælge netop de kriterier som
skønnes relevante i tabel 1 eller /1/, og derefter udtage dokumentationsskemaer i
/7/ og benytte dem i indkøbet. Lettest er selvfølgelig at efterspørge produkter, der
overholder alle kriterier i henholdsvis Blomsten eller Svanen.
2.3 Den samlede miljøbelastning
Beskrivelsen og vurderingen af miljøbelastninger er baseret på principperne i en
livscyklus tankegang. Det vil sige, at ressource-, miljø- og sundhedsbelastninger
beskrives og vurderes fra udvinding af råmaterialer til produktion, brug og
bortskaffelse. På baggrund heraf er der opstillet anbefalinger, der kan anvendes ved
indkøb af arbejdstøj med værneegenskaber, grove arbejdshandsker og
gummistøvler – samlet kaldet specialbeklædning.
I tabel 2 er der givet en oversigt over de væsentligste miljøforhold, der indgår i
livsforløbet. I de efterfølgende afsnit er de enkelte miljøforhold beskrevet.
Udvinding og
produktion af råvarer
og delkomponenter
Polymerfremstilling:
Olie, naturgas, additiver.
Bomuld: Gødning og
vand samt bekæmpelsesog
afløvningsmidler.
Polymerfremstilling.
Fremstilling af
kunstgødning.
Globale Drivhuseffekt fra
energiproduktion.
Regionale Bekæmpelses- og
afløvningsmidler.
Næringssalte fra
kunstgødning.
Økotoksicitet fra
læderproduktion.
Lokale Økotoksicitet fra
additiver til polymerer
Pesticider og
afløvningsmidler til
bomuld. Økotoksicitet fra
læderproduktion.
Toksicitet fra fremstilling
af polymerer samt
bekæmpelsesmidler og
afløvningsmidler.
Fremstilling af
specialbeklædning
Kemikalier, farvestoffer
og vand til vådbehandling
af huder og tekstiler.
Brug af
specialbeklædning
Vaskemidler,
imprægneringsmidler og
vand
Bortskaffelse af
specialbeklædning
Forbrænding på
affaldsforbrændingsanlæg
Specielle applikationer
kan kræve bortskaffelse
via Kommunekemi.
Procesenergi og tørring. Vask og tørring. Energigenvinding ved
forbrænding.
Drivhuseffekt fra
energiproduktion.
Økotoksicitet fra
proceskemikalier og
farvestoffer.
Økotoksicitet fra
proceskemikalier og
farvestoffer.
Toksicitet fra carriers,
formaldehyd,
tungmetaller og
farvestoffer.
Drivhuseffekt fra
energiproduktion.
Økotoksicitet fra
vaskemidler i spildevand.
Forsuring fra forbrænding
Ringe betydning.
Økotoksicitet fra vaske- Affald fra luftrensning
og imprægneringsmidler i skal specialdeponeres
spildevand, slam og jord. hvis PVC i affald.
Dampe fra
polymerforbejdning.
Toksicitet fra
kemikalierester –
herunder krom fra
kromgarvet læder.
Ringe betydning.
Tabel 2. Væsentlige miljøbelastninger i livsforløbet for specialbeklædning –
arbejdstøj med værneegenskaber, grove arbejdshandsker og gummistøvler.
Der er gennemført flere detaljerede livscyklusvurderinger af forskellige
tekstilprodukter /8/. Alle disse peger entydigt på, at de mest miljøbelastende faser i
beklædningstekstilers livsforløb ligger under udvinding og produktion af råvarer og
i vaske tørreprocesserne i brugsfasen.

3 Produktion
Produktion af specialbeklædning – arbejdstøj med værneegenskaber, grove
arbejdshandsker og gummistøvler - omfatter i dette dokument såvel fremstilling af
indgående materialer som fremstilling af selve produkterne. Langt de fleste af
produkterne har relativt kort levetid, hvorfor de væsentligste materiale- og
energiforbrug samt miljøbelastninger i livsforløbet optræder i denne
produktionsfase.
3.1 Materialer
3.1.1 Bomuldsproduktion
Bomuld kan dyrkes i det tropiske og subtropiske område – produktionen foregår på
omkring 100 mio. landbrug i mere end 80 lande. Kina, USA, Indien og Pakistan
producerer ca. 65% af verdens samlede bomuldsproduktion på omkring 24 mio.
tons /12/.
Nøgleparametrene i bomuldsdyrkning er først og fremmest temperatur, antal
solskinstimer samt mængden af nedbør. Der tilføres næringsstoffer, visse arealer
kunstvandes, og der udføres kontrol med plantesygdomme, ukrudt og insekter.
Udbyttet pr. hektar varierer alt efter jordbund og de klimatiske forhold, og der kan
derfor være store variationer – fra 300 kg/ha i Indien til 1.000 kg/ha i Kina.
Kunstgødning anvendes i stort set alle produktionslande. Kvælstof er den vigtigste
gødning, og denne tilføres på mellem 90 og 100% af arealerne. Mængderne
varierer, men ligger typisk omkring 100 kg kvælstof pr. ha.
Den vigtigste vandressource ved dyrkning af bomuld er nedbør i form af regn. I
områder, hvor nedbøren er mindre end plantens behov anvendes kunstvanding –
typisk ved brug af overfladevand. I Indien kunstvandes f.eks. 30% af
bomuldsarealerne vha. smeltevand fra Himalaya. Mere end 25% af USA’s bomuld
dyrkes i områder, hvor man bruger grundvand til vanding.
Til beskyttelse mod angreb af insekter, svamp og ukrudt under bomuldsplantens
vækst sprøjtes med pesticider i størrelsesordnen 3-10 g aktivt pesticid pr. kg
bomuld. Disse bekæmpelsesmidler er ofte giftige for både mennesker og miljø.
Kriteriedokumenterne for tekstiler i det europæiske miljømærke Blomsten /1/
specificerer en række bekæmpelsesmidler, hvortil der sættes grænseværdier.
Anvendelse af afløvningsmidler er almindeligt før maskinhøst, først og fremmest
for at gøre maskinhøstning mulig uden at andelen af planterester bliver
uacceptabelt højt. Desuden reducerer afløvningsmidlerne fugtighedsindholdet i
råbomulden.
Håndplukket bomuld er ikke nogen garanti for, at der ikke anvendes mange
forskellige hjælpekemikalier, men almindeligvis er forbruget af kemikalier dog
lavere ved produktion af håndplukket bomuld sammenlignet med maskinhøst.
Der er i Svanemærket for tekstiler sat krav om certificeret økologisk produktion af
bomuld eller produktion i omlægningsfase til økologisk produktion. Dette krav
15

16
sættes, fordi det potentielle marked og prisniveau for økologisk bomuld skønnes
acceptabelt og tilgængeligt. Kravet om økologisk produktion af bomuld sikrer at
genmodificeret bomuld ikke må anvendes i Svanemærkede tekstiler /2/.
Ved dyrkning af økologisk bomuld må der normalt ikke anvendes kunstgødning,
sprøjtemidler eller afløvningsmidler. Det er kun tilladt at anvende et meget
begrænset udvalg af plantebeskyttelsesmidler og kun ved akut fare for afgrøden.
Naturlige bekæmpelsesmidler er tilladt /5/.
Ved egrenering adskilles bomuldsfibrene fra frø og frøskaller, og fibrene tørres,
presses og pakkes i baller. Moderne egreneringsmaskiner er ofte opbygget som ét
lukket system, hvor alle processer er automatiseret.
Kun en tredjedel af råbomuldens vægt udgøres af bomuldsfibre. De sidste to
tredjedele er hovedsageligt bomuldsfrø og frøskaller. Af bomuldsfrøene presses
bomuldsolie, og de afpressede frøkager anvendes til fodring af husdyr.
Bomuld er en fornybar råvare, men gødning og pesticider er oftest produceret ud
fra eller ved hjælp af fossile råstoffer.
3.1.2 Produktion af syntetiske fibre, folier og membraner
Alle de syntetiske materialer, mange kan rubriceres som plast, har oprindelse i den
petrokemiske industri og baseres altså på fossile råstoffer som olie, naturgas og kul.
Både olie og naturgas har en relativt kort forsyningshorisont, dvs. i
størrelsesordenen 50 år. Produktionen foretages af store kemikalie koncerner i
Europa, Japan og USA.
Plast materialer er opbygget af lange kæder af små organiske molekyler,
monomerer, der er kædet sammen til såkaldte polymere. Monomererne produceres
og ”sorteres” ved raffinering af fossile råvarer. Udvalgte monomererne bygges
sammen, polymeriserer, til specifikke polymerer under kontrolleret tryk,
temperatur og pH samt ved tilsætning af forskellige aktivatorer – ofte tungmetaller.
Polymererne har på dette tidspunkt form af et granulat.
Til fremstilling af polymererne forbruges desuden en række stabilisatorer (oftest
tungmetaller som bly og tin), antistatiske midler, matteringsmidler samt svampe og
bakteriedræbende midler – til PVC forbruges en hel del natriumchlorid.
Når der produceres fibre og garner presses det smeltede eller opløste granulat
gennem dyser til uendelige strenge, ekstruderes, og gives en afsluttende
behandling, der kan have flere formål. Smøremidler (spindeolie) og antistatiske
midler tilsættes dog stort set altid. Det er også muligt at tilsætte bakterie- og
svampedræbende midler. Endelig strækkes strengene for at opnå den ønskede
tykkelse og maksimale styrke.
Strengene kan herefter vindes op på spoler som garner med uendelige fibre
(filamenter), eller klippes til korte fibre (stapelfibre), der kan spindes til garner, evt.
sammen med naturfibre. De syntetiske garner kan ”krølles”, tekstureres, for at få
egenskaber der ligner naturfibre som bomuld eller uld.
De færdige syntetiske garner strikkes eller væves herefter til metervarer på samme
måde som naturfibre. Et specielt produkt er non-woven produkter, hvor meget
tynde polymerstrengene ”smelter sammen” til en metervare på en køletromle.

Polyester, PolyEthylenTerephthalat (PET) er den mest anvendte syntetiske polymer
til tekstiler – og udgør almindeligvis en væsentlig andel af arbejdstøj og fiberpelse
pga. gode slidegenskaber og enestående blandingsegenskaber med andre fibertyper.
PVC er et uhyre fleksibelt, slidstærkt og billigt materiale. Ren PVC er sejt og stift,
og må tilsættes op til 50% blødgører, oftest phthalater, for at kunne anvendes til
støvler eller belægninger på tekstiler. PVC er en termoplast og kan derfor anvendes
til støbte emner. Eksempelvis bruges PVC til fremstilling af ”gummistøvler”, ved
at en støvleform dyppes i en PVC-smelte flere gange.
Fibre af polyamid (PA), måske bedre kendt som nylon, er stærkere end de fleste
andre fibre og har en god modstandsdygtighed mod de fleste kemikalier. Polyamid
anvendes typisk til regnfrakker - ofte belagt med en belægning af polyurethan
(PUR). Polyurethanbelagt polyamid er stærkt, smidigt og bekvemt på grund af høj
elasticitet og lav vægt..
Polyurethan (PUR) kan optræde i mange forskellige varianter, og kan f.eks. også
anvendes til fremstilling af gummistøvler.
Nogle arbejdshandsker påføres forstærkninger eller dotter. Til dette anvendes
syntetiske materialer, oftest blødgjort polyvinylchlorid (blødgjort PVC) eller
syntetisk gummi (f.eks. SBR (Styren-Butadien Rubber), NBR (Nitril-
Butadiengummi) eller PIB (PolyIsoButylen)), da disse materialer let
videreforarbejdes både ved smeltning og støbning.
Polytetrafluorethylen (PTFE) har ekstremt god kemikaliebestandighed, er
uopløselig og lader sig ikke smelte, hvilket komplicerer produktionen i forhold til
de fleste andre syntetiske materialer. En tynd PTFE folie – eller membran – er
kendetegnet ved at være vind- og vandtæt samtidig med at den tillader vanddamp
at passere. For at give PTFE-membranen styrke lamineres den med forskellige
tekstiler afhængig af hvilken funktion tøjet skal bruges i.
Aramidfibre (PAA) er både olie- og smudsafvisende, kemisk stabile og meget
varmebestandige. Der skelnes mellem m-aramidfibre (m-PAA) og p-aramidfibre
(p-PAA). Fibre af m-aramid kendetegnes ved at være særdeles varmebestandig.
Fibre af p-aramid kendetegnes ved en ultra høj formstabilitet og slidstyrke. Fibre af
m-aramid og p-aramid anvendes også i blandinger.
De fleste af de mere avancerede polymerer (PTFE og PAA) er belagt med patenter,
hvorfor eksakt information om materialeforbrug er fortroligt. Materialeforbruget til
produktion af disse specialpolymerer må formodes at ligge i den tunge ende af de
kendte polymerer og forbruget af additiver formodes ligeledes at ligge betydeligt
over de traditionelle polymerer. Som illustration kan det nævnes at fremstilling af
PTFE kræver anvendelse af det giftige og højkorrosive hydrogenflourid (HF) samt
desuden store sikkerhedsforanstaltninger pga. eksplosionsrisiko i produktionen.
3.1.3 Naturgummi
Naturgummis livsforløb starter med dyrkning af gummitræer og tapning af
rågummisaft fra træernes bark. Naturgummi produceres hovedsagelig i Sydøstasien
– Indonesien, Malaysia og Thailand producerer omkring 75% af
verdensproduktionen på omkring 6 mio. tons.
Rågummisaften indeholder kautsjuk – naturgummi - emulgeret i en vandig fase
med omkring 33% kautsjuk, 63% vand og 4% proteiner. Ved tilsætning af lidt syre,
oftest eddikesyre eller myresyre, vil kautsjuken koagulerer til en latex. Denne kan
17

18
opsamles, valses til plader og tørres. Energiforbruget til produktion af naturgummi
kommer oftest fra træ – i størrelsesordenen 1,75 kg træ/kg gummi.
Ved vulkanisering ændres gummimaterialets egenskaber fra overvejende plastiske
til overvejende elastiske. Vulkanisering er en termisk-kemisk proces, hvorved der
dannes en tredimensional struktur i materialet. Tidligere foregik
vulkaniseringsprocessen ved timelang opvarmning, i dag er procestiden minutter
eller sekunder vha. nye acceleratorer og forbedrede vulkaniseringsmidler – oftest
svovlforbindelser.
3.1.4 Imprægneringskemikalier
De vandafvisende imprægneringskemikalier er også produkter fra den
petrokemiske industri – emulsioner af polymerer som fluorcarbon og silikone er
kendte, og disse giver en relativt permanent vandafvisende effekt – dvs. den holder
til 4-5 vaske. Andre imprægneringskemikalier er vokser eller paraffiner, men disse
har kun en midlertidig effekt og vil vaskes ud ved vask.
Som brandhæmmer bruges en række forskellige uorganiske salte. Mange er
phosphorforbindelser, mest anvendt er diammoniumphosphat, andre er f.eks.
aluminiumtrihydrat, borax, ammoniumbromid og zinkchlorid. De nævnte stoffer
giver kun en midlertidig effekt – efter vask må tøjet genimprægneres, hvis det
fortsat skal være brandhæmmende.
To patenterede processer, Proban og Pyrovatex, giver en relativt permanent
brandhæmmende effekt af bomuld. Begge er baseret på uorganiske
phosphorforbindelser der er indlejret meget stabilt i bomulden.
Det er muligt at indbygge brandhæmmere, bl.a. ammoniumbromid, i polyesterfibre
under fiberproduktionen. Denne fibertype er meget anvendt til gardinproduktion,
men det har ikke været muligt at dokumentere, at den anvendes i
beklædningstekstiler.
Flere af de uorganiske salte der anvendes til brandhæmning er jordmineraler, f.eks.
består mineralerne bayerit og gibbsit hovedsageligt af aluminiumhydrat der som
ovenfor nævnt kan anvendes som flamme- og brandhæmmer. Andre har et mere
kompliceret produktionsteknisk ophav, som f.eks. ammoniumbromid, men ingen af
de anvendte uorganiske salte anses at fordre et stort materialeforbrug.
Reflekser består af mikroskopiske glasperler fikseret på et polyester eller polyester/
bomuldsbånd ved hjælp af lim.
3.1.5 Fremstilling af læder
Svin eller kvæg fodres og opdrættes hovedsagelig med kødproduktion som formål,
og da huderne derfor er et biprodukt, tillægges de ikke et betydende
materialeforbrug i produktionsfasen. En stor andel huder til verdensmarkedet
produceres i Sydamerika.
Efter afhudning på slagteri konserveres huderne ved saltning før transport til
garveri – ofte i Kina, Taiwan, Pakistan og Indien, men også Sydeuropa har en
væsentlig garveriindustri. I Danmark har vi ét garveri, beliggende i Svendborg.
På garveriet befries huderne for salt og smuds, samt hår og rester af underhud og
blod ved brug af læsket kalk og natriumsulfid. Huderne neutraliseres herefter med

ammoniumsalte eller ved brug af kuldioxid. Endelig pH-justeres huderne før
garvning. Denne forbehandling benævnes skavning.
Ved den efterfølgende garvning konserveres læderet og de naturlige egenskaber
gøres permanente. Langt hovedparten af verdens læderproduktion garves i dag ved
hjælp af krom(III). Krom er en begrænset ressource og grænseværdier for krom i
spildevand og slam i Danmark er meget lave. For at reducere ressourceforbrug og
miljøbelastningerne ved kromgarvning er det vigtigt, at så stor en andel af krom
som muligt bindes i læderet – over 90% fiksering er mulig. Det er muligt at
genbruge ikke bundet krom i næste garvebad, men da genbrugsmetoden er årsag til
udledning af betydelige mængder sulfatsalte, bør genbrugsmetoden udfases til
fordel for garvning med høj kromfiksering.
Garvning med garvesyrer giver kromfrit læder og indebærer ingen risiko for
forureninger med metalsalte gennem spildevand og slam eller ved bortskaffelse af
læderet når det er udtjent. Garvning med vegetabilske garvesyrer udføres i dag,
men spås ikke nogen stor fremtid. Garvning med syntetiske organiske garvesyrer
udføres i industriel skala enkelte steder, bl.a. i Danmark, men processerne er mere
komplicerede, omkostninger til kemikalier er omkring 20% højere og de totale
produktionsomkostninger 2-5% højere end de tilsvarende for kromgarvning. Ikke
desto mindre spås garvning med syntetiske organiske garvesyrer en stor fremtid.
Flere garverier i Europa arbejder på at blive EMAS registreret, og produktionen på
disse garverier foregår under ordnede forhold. Der garves imidlertid læder under
kritisable forhold – specielt på mindre garverier i Fjernøsten er der eksempler på at
kromgarvningen foretages i udgravninger belagt med plastfolie og med
ukontrolleret udledning af udtjente bade.
3.1.6 Materialeforbrug ved fremstilling af specialbeklædning
Opskæring, syning og/eller sammensvejsning og limning af de forskellige
materialer til fremstilling af beklædning med værneegenskaber foretages
almindeligvis i Danmark, Sverige, De baltiske lande, Polen eller Portugal.
Typiske metervarer er en 65/35 polyester/ bomuld med en vægt på mellem 220 og
300 g/m 2 . Arbejdstøj udført i aramid ligger typisk på ca. 265 g/m 2 og PU belagt PA
til regntøj ligger på omkring 170 g/m 2 .
Vådbehandling af tekstiler
Vandforbruget til vådbehandling (incl. farvning) på et moderne dansk farveri af
vævede polyester/bomuldsvarer, med en gennemsnitlig vægt på 250 g/m 2 , ligger på
ca. 43 l/kg.
De mange forskellige materialer, der farves separat, medfører et forbrug af mange
forskellige farvestoftyper med tilhørende hjælpekemikalier. Både det nordiske
miljømærke Svanen og det europæiske miljømærke Blomsten indeholder
begrænsninger i anvendelsen af metalkompleksfarvestoffer samt visse
azofarvestoffer /1, 3/.
Vådbehandlingen afsluttes med en finish-behandling af tekstilerne. Af hensyn til
konfektioneringen blødgøres så godt som alle metervarer der skal syes – ofte med
hjælpekemikalier baseret på kvaternære ammonium forbindelser.
De tekstiler der indgår i sortimentet i beklædning med værneegenskaber,
efterbehandles tillige for at opnå ønskede funktionsegenskaber.
19

20
Smuds-, vand- og olieafvisende egenskaber kan opnås ved imprægnering med
fluorcarbon, silikoner, melamin formaldehydharpiks samt voks- og
paraffinemulsioner. Melamin, voks og paraffin behandling er ikke vaskebestandig,
hvorimod fluorcarbon og silikoner er relativt permanente – dvs. de holder til 4-5
ganges vask.
En del brandhæmmende imprægneringsmidler er uorganiske tungt opløselige salte,
der ved imprægneringen udfældes i tekstilet. Disse vaskes som regel ud ved vask,
og en genimprægnering er nødvendig efter vasken for at bibringe arbejdstøjet
egenskaberne.
Relativt permanente brandhæmmende egenskaber af bomuld kan opnås vha.
phosphonater. De to mest anvendte har betegnelserne Proban og Pyrovatex og disse
skulle kunne holde til mellem 25 og 35 vaske – forudsat at der ikke anvendes
skyllemidler efter vask. Holdbarheden af de brandhæmmende egenskaber beror på
at phosphonaterne indlejres i fibrene.
Påføringen foretages ved at tekstilet dyppes i et bad med imprægneringsmidler,
katalysatorer og pH justeringskemikalier, dernæst afpresses til ønsket væskeoptag
og til slut tørres og varmehærdes. Vandforbruget er relativt lavt.. Rester af
imprægneringsvæsker skal bortskaffes til Kommunekemi.
Imprægneringerne giver oftest et mindre styrketab i tekstilerne samt en
vægtforøgelse - for fluorcarbonimprægnering på under 1%, for imprægnering med
tungtopløselige uorganiske salte på 12-15%. En anvendt vare til flammehæmmende
arbejdstøj er en f.eks. polyester/ bomuld med 14% PET og 86% Pyrovatex
imprægneret bomuld med en vægt på ca. 420 g/m 2 .
Læder
Læder farves ved hjælp af syre- eller metalkompleksfarvestoffer. Farvet læder i
arbejdshandsker er imidlertid ofte et tegn på at læderet er et restprodukt fra
møbelindustrien, hvor der almindeligvis kun tages hensyn til farveægtheder på den
ene side af læderet. Både det nordiske miljømærke Svanen for tekstiler og læder
samt det europæiske miljømærke Blomsten for tekstiler indeholder begrænsninger i
anvendelsen af farvestoffer, der ifølge EU’s klassificeringsregler kan fremkalde
kræft, forårsage genetiske skader, skade forplantningsevnen eller forårsage allergi.
Til slut finish-behandles visse lædertyper, men dette er ikke almindeligt for læder
til arbejdshandsker. Hvis læderet stammer fra møbellæderproduktion har det oftest
en overfladebehandling på den ene side. Traditionel finish-behandling af læder
involverer organiske opløsningsmidler, men disse kan og er flere steder erstattet
med vandbaserede systemer.
Huden deles i 2 stykker – et øvre narvlæder og et underliggende spaltlæder – enten
før eller efter garvning.
Oksehud er meget slidstærkt og rivfast. Det tilpasser sig brugerens hånd og
anvendes til arbejdshandsker af højeste kvalitet.
Oksespalt er billigere end oksehud, men med en slidstyrke næsten på højde med
oksehud. Oksespalt modstår bedre varme end oksehud og er derfor mere
anvendelig til handsker, der skal være varmebestandige.
Svinelæder er i mange tilfælde mindre slidstærkt end oksehud, men har til gengæld
større fleksibilitet og anvendes hovedsageligt til billige allround arbejdshandsker.

Svinespalt bruges ofte til meget billige arbejdshandsker, som ikke skal kunne
modstå meget slid.
Konfektionering
Konfektionsindustrien udstyrer arbejdstøjet med knapper, lynlåse, burrebånd og
reflekser. Knapper og lynlåse er oftest af overfladebehandlet stål eller polyester,
burrebånd af polyester eller polyamid og reflekserne af polyester og glas. Ingen af
disse materialer kan imidlertid flytte den miljø- og ressourcemæssige fokus fra de
tekstile materialer.
Støvler
Fremstilling af vandtætte støvler af PVC eller PUR er en støbeproces, hvor en
støbeform dyppes gentagne gange i en smelte. Hele støvlen kan støbes i et stykke
eller enkeltdele af støvlen støbes for senere at blive limet sammen til en hel støvle.
Produktion af gummistøvler af naturgummi er stadig et håndværk – de indkøbte
rågummiplader valses tynde, klippes efter mønster og lægges på en læst der har
form af støvlen. Når alle stykker er lagt, vulkaniseres ved omkring 100°C. Sålen
lægges herefter på og der vulkaniseres igen og støvlen er færdig.
3.2 Energiforbrug
3.2.1 Bomuldsproduktion
Energiforbruget ved produktion af bomuld varierer meget som følge af forskellig
teknologi. Energiforbruget ved dyrkning, adskillelse af frø og fibre og
sammenpresning af råbomulden i baller anslås til ca. 50 MJ/kg, inklusive energi til
produktion af kunstgødning.
Energiforbruget til rensning af bomuldsfibre og spinding af garner ligger i et
område fra 6 til 18 MJ/kg /5/.
3.2.2 Polymerproduktion
Energiforbruget til produktion af plast er meget forskelligt – se plast.
De fleste af de mere avancerede polymerer (PTFE og PAA) er belagt med patenter,
hvorfor eksakt information om energiforbrug er fortroligt. Energiforbruget til
produktion af disse specialpolymerer må formodes at ligge i den tunge ende af de
kendte polymerer – formodentligt over 150 MJ/kg granulat.
Energiforbruget til ekstrudering og produktion af fibre er kun kendt for polyester,
hvor det andrager omkring 40 MJ/kg. Det forventes – bl.a. pga. de relativt
komplicerede forhold for produktion af PTFE-membraner og aramidfibre – at
energiforbruget for disse ligger væsentligt over 40 MJ/kg fiber – formodentligt
nærmere det dobbelte.
3.2.3 Naturgummi
Energiforbruget til produktion af naturgummi er omkring 26 MJ/kg.
Energiforbruget til vulkaniseringsprocessen er omkring 85 MJ/kg naturgummi.
21

22
3.2.4 Imprægneringskemikalier
Energiforbruget til produktion af fluorcarboner og silikoner formodes at ligge
omkring 150 MJ/kg.
Nogle af de uorganiske imprægneringskemikalier, f.eks. aluminiumtrihydrat, er
jordmineraler og vil som sådan have et energiforbrug i området 0,5-1 MJ/kg. Andre
stoffer, som f.eks. ammoniumbromid formodes at ligge omkring 5-10 MJ/kg.
3.2.5 Læder
Huder er normalt et biprodukt fra kødproduktion og tillægges ikke et betydende
energiforbrug i produktionsfasen.
Det samlede energiforbrug til produktion af læder fra saltede huder ligger omkring
30-40 MJ/kg læder.
3.2.6 Energiforbrug ved fremstilling af specialbeklædning
Spinding
Energiforbruget til produktion af garner ligger i et område fra 6 til 18 MJ/kg /5/.
Vævning
Det totale energiforbrug til slettebehandling af kædegarn og vævning anslås til
mellem 10 og 30 MJ/kg tekstil /5/. Det må forventes, at anvendelse af moderne
teknologi også medfører en mindre miljøbelastning i form af et reduceret
energiforbrug og materialespild – i et moderne dansk væveri er energiforbruget til
vævning af tekstiler, med en gennemsnitlig vægt på 250 g/m 2 , omkring 6,5 MJ/kg.
Vådbehandling
Vådbehandling af vævede tekstiler omfatter en række energiforbrugende processer
– energiforbruget går til opvarmning af procesvandet. Antallet af processer og
deres rækkefølge varierer og de kan gennemføres som batchprocesser eller som
kontinuerte processer. Kontinueanlæg og vaskeanlæg med flere afdelinger gør det
muligt at anvende modstrømsprincippet ved vask og skyl og dermed reducere
energiforbruget væsentligt.
Energiforbruget til vådbehandling (incl. farvning) på et moderne dansk farveri af
vævede polyester/bomuldsvarer, med en gennemsnitlig vægt på 250 g/m 2 , ligger på
ca. 38 MJ/kg.
Imprægnering foretages ved at tekstilet dyppes i et bad med imprægneringsmidler
og hjælpekemikalier, dernæst afpresses til ønsket væskeoptag og til slut tørres og
varmehærdes. Energiforbruget moderat – anslået til 1-3 MJ/kg.
Konfektionering
Energiforbruget ved opskæring af metervarer og syning af specialbeklædning
kendes ikke, men i forhold til energiforbruget til fremstilling af metervaren anses
dette for lille.
3.3 Miljøbelastninger
Miljøbelastningerne relateret til specialbeklædning belyses ud fra henholdsvis
globale, regionale og lokale belastninger. Mens det globale perspektiv omfatter
hele jordkloden, strækker det regionale perspektiv sig over større områder
eksempelvis lande, landsdele og store byer. Lokale miljøbelastninger har derimod

kun betydning for nærområdet, f.eks. en bestemt sø eller skov, en bydel eller
naboer
3.3.1 Globale miljøbelastninger
Globale miljøbelastninger omfatter to effekter: Drivhuseffekten og nedbrydning af
ozonlaget, hvor sidstnævnte ikke er relevant i denne sammenhæng.
Drivhuseffekten
De væsentligste udledninger af drivhusgasser i produkternes livsforløb sker i
forbindelse med produktion af den energi, der anvendes i de forskellige processer,
samt ved produktionen af de mange syntetiske materialer. I livsforløbet for
beklædning med værneegenskaber og for arbejdshandsker er det materiale- og
produktionsfaserne der relativt har de største udledninger af drivhusgasser – kun
for de typer beklædning med værneegenskaber der skal genimprægneres ofte, kan
brugsfasen blive dominerende.
3.3.2 Regionale miljøbelastninger
Regionale miljøbelastninger omfatter forsuring og fotokemisk ozon dannelse samt
belastning af vandmiljøet med næringssalte og svært nedbrydelige eller giftige
stoffer
Forsuring
For beklædning med værneegenskaber er udledningen af forsurende stoffer knyttet
til fremstilling af energi både til produktion af materialer og produkter. Ved
energifremstilling dannes nitrogenoxider (NOx) og i mindre grad svovldioxid
(SO2). Anvendes svovlholdig fuelolie som energikilde, vil bidraget være større.
Fotokemisk dannelse af ozon
For specialbeklædning er dannelse af ozon ved jordoverfladen primært relateret til
energiproduktion samt til udledninger af VOC – Volatile Organic Compounds, dvs.
flygtige kulbrinter – fra produktion af de syntetiske materialer. Der findes ikke
konsistente tal på udledninger af VOC, men dette formodes at ligge på 10-14 g/kg.
Variationen mellem de enkelte producenter kendes ikke, men i EU’s miljømærke
Blomsten sættes der krav til udledningen af flygtige organiske forbindelser /1/.
Næringssaltbelastning
Brugen af kunstgødning i bomuldsproduktion er en væsentlig bidragyder til
næringssaltbelastning, da overskydende gødning kan ende i floder, søer og have.
Det må formodes, at der er en betydende næringssaltbelastning fra den saft der
filtreres fra gummisaften efter at latexen er koaguleret ud.
Spildevandsudledninger fra fremstilling af læder har højt indehold af både organisk
stof og kvælstof, men renere teknologi kan implementeres flere steder i
forbehandlingen, eller skavningen som denne kaldes:
• For at undgå et særdeles højt indhold af salte i spildevandet, bør den første
afsaltning af de saltede huder udføres mekanisk, og det tørre salt separeres.
• For at undgå at spildevandet er unødigt belastet bør fedt og andre organiske
stoffer frasepareres. Dette kan anvendes til sæbefremstilling,
• Ved korrekt proces og kemikalievalg kan afhåring foretages således at
hårene ikke opløses, men hårsækken i huden angribes – såkaldt
23

24
”hårskånende afhåring”. Herved opnås at hårene kan frafiltreres og
bortskaffes ad anden vej end via spildevandet.
• Opløsning af uønskede proteiner ved brug af forskellige enzymer anvendes
flere steder og forventes at være fremtidens metode.
Nitrogenoxider udledes til luft ved energiproduktion samt ved produktion af de
syntetiske materialer. Disse udledninger spredes med vinden og vil kunne bidrage
langt fra udledningsstedet.
Udledning af miljøskadelige stoffer
Udledning af giftige, bioakkumulerende og svært nedbrydelige stoffer kan
medføre, at hele økosystemer eller enkeltorganismer, der lever i vand eller på
jorden, skades.
Sprøjtning af bomuldsmarker med plantebeskyttelsesmidler sker ofte fra maskiner
(traktorer og fly), og en del rammer ved siden af bomuldsmarkerne på grund af
vinddrift og påvirker nærliggende økosystemer.
Phthalater er en fælles betegnelse for de blødgørere der anvendes til blødgøring af
PVC. Der anvendes i dag flere forskellige phthalater, hvoraf DEHP er den mest
anvendte. Det årlige forbrug til regntøj, arbejdstøj, støvler og waders i Danmark er
ca. 250 tons. Phthalater udvaskes i hele produktets levetid, er potentielt
sundhedsskadelige, og mistænkes for at være kræftfremkaldende samt
reproduktionsskadende. Undersøgelser af phthalaterne har dokumenteret en
østrogenlignende effekt ved dyreforsøg og phthalater er på Miljøstyrelsens liste
over uønskede stoffer. Forbruget af phthalater kan ændres ved substitution af
phthalater med andre blødgørere f.eks. polymere blødgørere eller adipater, eller at
materialet blød PVC substitueres med andre materialer som polyethylen,
polypropylen, gummi, tekstil, læder, m.m., der ikke indeholder blødgørere. Der
findes således alternativer på de fleste områder, men de kan f.eks. ikke opfylde alle
sikkerhedskravene for beskyttelsesdragter mod kemikalier.
Ved vådbehandling af tekstilerne er der risiko for spredning af uønskede stoffer
med spildevand til floder, søer og have. Stofferne kan udledes fra forbehandlingen i
form af detergenter og kompleksdannere, fra klorbegning i form af AOX, fra
fuldblegning i form af optisk hvidt, fra farvning i form af tungmetaller og andre
giftige forbindelser samt i form af kemikalierester fra efterbehandlingen.
Fra garveriprocesser er der stor risiko for udledning af stærkt belastet spildevand
fra udtjente bade. Kromgarvning har været i fokus i Danmark i en årrække, men
også efter garvning med garvesyrer skal der foretages omhyggelig
spildevandsrensning. For krom’s vedkommende er der i lovgivningen i Danmark
sat lave grænseværdier for krom i såvel spildevand som slam, ud fra et ønske om
ikke at få spredt krom i vandmiljøet eller på landbrugsjord. Det eneste
tilbageværende garveri i Danmark lever op til denne målsætning gennem garvning
med højfiksering af krom og/eller anvendelse af syntetiske organiske garvesyrer.
Denne produktionsform er stadig enestående og samme agtpågivenhed overfor
spredning af krom ses formodentligt ingen andre steder. Det må nævnes, at der ved
kromgarvning benyttes forbindelsen krom(III), der ikke må forveksles med
forbindelsen krom(VI), der er et særdeles giftigt og bioakkumulerbart tungmetal.
Der er ikke konstateret alvorlige miljømæssige konsekvenser for hverken planter
eller dyr ved krom(III) – krom(III) kan dog i planter følge samme transportveje og
binde til de samme stoffer som det essentielle jern(III), hvorved der er observeret
en plantesygdom benævnt klorosis. Den største risiko ligger i at krom(III)
omdannes til krom(VI) i naturen eller ved forbrænding. Omkring alle typer af
produktioner, hvor der benyttes krom, kan der forekomme kraftige lokale

kromforureninger af jorden omkring produktionsanlæggene – og i sedimenter
omkring garverier kan ofte konstateres tilstedeværelse af krom(VI) på trods af at
det altså ikke anvendes i garveriprocesserne.
Iht. det nordiske miljømærke Svanen og det Europæiske miljømærke Blomsten for
tekstiler må der ikke anvendes kemikalier, som kan fremkalde kræft (mærket R45),
kan forårsage arvelige genetiske skader (mærket R46), kan skade
forplantningsevnen (mærket R60) eller kemikalier, som kan skade barnet under
graviditeten (mærket R61). R nummereringen er et fælleseuropæisk
mærkningssystem for farlige stoffer – ordningen varetages i Danmark af
Miljøstyrelsen.
Både det europæiske miljømærke Blomsten og det nordiske miljømærke Svanen
sætter stærke krav til de kemikaliegrupper, der må anvendes i efterbehandling.
Blandt detergenterne findes to stofgrupper der har påkaldt sig særlig miljømæssig
bekymring – APEO og LAS. APEO (alkylphenolethoxylater) kan i naturen
nedbrydes til stoffer, der er meget svært nedbrydelige, giftige og har
hormonlignende virkning. LAS (lineære alkylbenzensulfonater) er giftige og
sværtnedbrydelige, og udgør i dag et meget væsentligt problem i genanvendelsen af
slam fra renseanlæg til jordbrugsformål.
PVC er uønsket i forbrændingsanlæg – vælges produkter, der indeholder PVC, må
disse frasorteres det øvrige affald, når de er udtjent.
3.3.3 Lokale miljøbelastninger
Lokale miljøpåvirkninger omfatter landskabspåvirkninger, forurening af jord- og
grundvand samt gener i form af støj, lugt og støv.
Mange af de belastninger, der er medtaget under regionale belastninger ovenfor, er
endnu mere udtalte på det lokale niveau. Dette gælder især påvirkning af
økosystemer som følge af anvendelse af kemikalier ved vådbehandling og vask,
samt imprægnering af visse typer beklædning med værneegenskaber samt
udledninger i forbindelse med kromgarvning af læder.
3.4 Sundhedsbelastninger
Som nævnt under gennemgangen af de miljømæssige belastninger sker der en
belastning af befolkningens sundhed ved nogle af de processer, der anvendes i
livsforløbet.
Det største problem er pesticidanvendelsen. Verdenssundhedsorganisationen WHO
har estimeret, at der årligt dør 20.000 mennesker som følge af pesticidanvendelse,
først og fremmest i forbindelse med sprøjtning af marker /5/. De berørte mennesker
har ofte bomuldsproduktion som deres eneste indtægtskilde, og ofte deltager hele
familien inklusive børn i arbejdet.
De anvendte pesticider kan foruden akutte dødsfald også have en række andre
effekter på bomuldsbøndernes sundhed. Foderkager til kreaturer og bomuldsolien,
der anvendes til madlavning og i margarineproduktion, indeholder pesticider.
Kræft og påvirkning af reproduktionsevnen er blandt de alvorligste effekter, og da
mange pesticider også kan findes i høje koncentrationer i mælken fra ammende
kvinder i de bomuldsproducerende områder, sker der en påvirkning af mennesker
allerede fra de er spæde.
25

26
Anvendelse af klorblegning giver risiko for dannelse og udledning af AOX
(adsorberbare organiske halogenforbindelser). AOX omfatter mange forbindelser,
hvoraf de fleste er tungtopløselige og fedtopløselige, hvorfor de opkoncentreres i
fedtvæv. Mange er giftige og nogle kræftfremkaldende.
De indgående processer, i såvel fremstillingen af plastmaterialer som
færdigvareproduktionen, kan give store belastninger med flygtige organiske dampe
i arbejdsmiljøet. Udvinding af olie og naturgas er altid forbundet med et utilsigtet
udslip af flygtige organiske stoffer (VOC´er) – og det samme er produktionen af de
syntetiske materialer. VOC er en betegnelse for et meget bredt spekter af organiske
stoffer f.eks. benzen og toluen, hvorimellem der optræder giftige forbindelser. Fra
den relativt stærkt regulerede polymerproduktion i Europa udledes der kun
begrænsede mængder VOC. Forholdene i mindre regulerede verdensdele er ikke
kendte – men kan formodes værre.
Specielt skal nævnes, at PVC, PUR og PTFE ved overophedning alle afgiver
stoffer der kan resultere i vejrtrækningsproblemer, astmalignende symptomer og
akut forgiftning, kaldet plastkoldfeber eller polymerfeber.
Opløsningsmidler, de såkaldte carriers, anvendes stadig ved farvning af polyester
flere steder i verden. Visse af disse stoffer har kræftfremkaldende og/eller
nervesystem- skadende effekter. Anvendelse af opløsningsmidler til
polyesterfarvning tyder på en utidssvarende maskinpark i farveriet.
Afgivelse af formaldehyd fra imprægneringskemikalier kan give alvorlige
problemer med allergi og overfølsomhed under den efterfølgende
færdigforarbejdning af det specielle arbejdstøj. Formaldehyd er desuden mistænkt
for at være kræftfremkaldende.
Garvning af læder med krom foretages i visse lande under særdeles kritisable
omstændigheder. Der er eksempler fra Fjernøsten på, at garvning foretages ved at
børn helt ned til 8-9 års alderen, går barbenede rundt og træder læder og huder ned
i krombadene. Ud over at de involverede personers hud også undergår en
garvningslignende proces, er kromforbindelser allergi- og
overfølsomhedsfremkaldende, og hos dem der er blevet allergiske opstår hudeksem
allerede ved kontakt med meget små mængder krom – f.eks. vil kromgarvede
lædergenstande udløse en sådan eksem.
Et andet muligt problem er ensidigt gentaget arbejde (EGA). Denne type af
belastning er velkendt i den danske tekstilindustri, der har taget mange initiativer
for at nedsætte belastningen, især for syerskernes vedkommende. På vaskerierne er
ensidigt, gentaget arbejde, dårlige arbejdsstillinger og tunge løft samt støj nogle af
de problemområder, som der peges på i Arbejdstilsynets branchebilleder. På
kemikalieområdet er det især allergifremkaldende stoffer, der er i fokus.
Mange af disse belastninger kan undgås helt eller nedsættes væsentligt ved en
fornuftig tilrettelæggelse af arbejdet. Det første skridt i denne forbindelse er at få
foretaget en arbejdspladsvurdering (APV), der kan identificere de væsentligste
belastninger, der er knyttet til den enkeltes arbejdsfunktion. APV er den danske
udgave af det fælles europæiske ”Risikovurdering” iht. Rammedirektiv af 1989.

4 Brug
Beklædning med værneegenskaber vaskes eller renses sædvanligvis på et
professionelt vaskeri. Levetiden for produkterne er meget afhængig af
arbejdsområde og -funktion samt rengøringsprocedure. Almindeligvis holder
produkterne til mellem 25 og 40 vaske, med en levetid på omkring 2 år.
Pasform er meget vigtig for både arbejdshandskers levetid og arbejdssikkerhed.
Mange kasserer hurtigt en arbejdshandske, der ikke sidder godt. Dårlig pasform gør
det vanskeligt at få et sikkert greb om redskaber og materialer, hvilket kan føre til
arbejdsskader og arbejdsulykker. Arbejdshandskers levetid er desuden meget
afhængig af anvendelsesmåden, og af om handskerne bliver udsat for væde eller ej.
Således anvender renovationsarbejdere op til flere par handsker per dag, hvis det
regner, hvorimod handskerne kan holde op til 14 dage i tørvejr. Arbejdshandsker
anvendt inden for parkforvaltning kan holde 4-6 måneder.
4.1 Materialeforbrug
Industrivaskerier bruger omkring 12 liter vand og fra 4,5 til 25 g vaskekemikalier
for hvert kilogram tekstil der vaskes. Forbruget af vaskekemikalier afhænger af
tekstilets tilsmudsningsgrad og vandets hårdhed.
Vandforbruget kan reduceres væsentligt ved recirkulering af vand – det er herved
muligt at nedbringe vandforbruget til 4-5 l/kg. Tilsvarende vask af arbejdstøj i
husholdningsmaskiner kræver betydeligt mere vand, blandt andet fordi det ikke er
muligt at genbruge vand i denne type maskiner. Der henvises til Miljøvejledninger
for Vaskeriydelser og Tøjvaskemidler.
Arbejdstøj, der har fået tilført egenskaber ved imprægnering, må genimprægneres
med jævne mellemrum for at bibeholde de ønskede egenskaber. Imprægnering af
arbejdstøjet på vaskeriet foretages vha. suspensioner af imprægneringskemikalie i
vand i vaskemaskinerne. I det store hele ender alle imprægneringskemikalier
således i vaskeriets spildevandsudledning – enten vaskes det ud ved selve
vaskeprocessen eller det udledes fra imprægneringsbadet som uforbrugt kemikalie.
Nogle af imprægneringerne er deciderede overfladebehandlinger, og disse
behandlinger gentages i praksis efter hver vask. Andre holder til 4-5 ganges vask –
men problemet for vaskeriet kan være at de ikke ved hvornår arbejdstøjet sidst har
været imprægneret, og dette foranlediger på nogle vaskerier, at selv de mere
bestandige imprægneringer gentages unødigt ofte.
Proban og Pyrovatex brandimprægnering af bomuld angives at kunne holde 25-35
ganges vask – altså i realiteten i arbejdstøjets hele livsforløb. Bibeholdelsen af
Proban og Pyrovatex imprægneringerne forudsætter at der ikke anvendes
skyllemidler efter vask.
Nogle fluorcarbon imprægneringen kan reaktiveres ved at varmebehandle tøjet
enten i en presse, ved hjælp af et strygejern eller i en tørretumbler. Det bedste
resultat opnås ved presning og strygning.
27

28
Gummistøvler kan vaskes med vand og børste. Vandforbruget skønnes til et par
liter pr. gang.
Indtil for få år siden var det normalt at større virksomheder fik vasket grove
arbejdshandsker på vaskeri, men i dag kan der købes så billige handsker, at dette
ofte ikke kan svare sig. Arbejdshandsker af god kvalitet kan med fordel
vedligeholdes ved at vaske hænder med handsker på i en spand med
sæbespånevand og langsom lufttørring ved lav varme.
En mindre andel, specielt dyre kvaliteter som svejsehandsker, renses. Rensning af
handsker foregår på professionelt vaskeri ved brug af perklorethylen, i lukkede
maskiner med recirkulering og genanvendelsen af rensemidler. Det er vigtigt, at
handskerne efter rensning ikke indeholder rensekemikalier, der kan genere
brugeren.
4.2 Energiforbrug
Industrivaskerier bruger omkring 4-6 MJ energi for hvert kilogram tekstil der
vaskes. Industrielle tørreprocesser har et energiforbrug på 1-2 MJ/kg tekstil der
tørres.
Energiforbruget kan reduceres væsentligt ved genvinding af varme. Tilsvarende
vask af arbejdstøj i husholdningsmaskiner kræver betydeligt mere energi, blandt
andet fordi det ikke er muligt at genbruge varme i denne type maskiner. Iht. Den
seneste statistikbruger industrielle vaskerier i gennemsnit 5,5 MJ pr. kg incl. tørring
og efterbehandling
4.3 Miljøbelastninger
I det følgende belyses de væsentligste miljøbelastninger i brugsfasen i forhold til
globale, regionale og lokale miljøbelastninger.
4.3.1 Globale miljøbelastninger
Drivhuseffekten
Af globale miljøbelastninger er det bidraget til drivhuseffekten fra
energiproduktion til vaskeprocesserne der er relevant i brugsfasen for
specialbeklædning. I livsforløbet for beklædning med værneegenskaber og for
arbejdshandsker er det dog materiale- og produktionsfaserne der relativt har de
største udledninger af drivhusgasser – kun for de typer beklædning med
værneegenskaber der skal genimprægneres ofte, kan brugsfasen blive dominerende.
4.3.2 Regionale miljøbelastninger
Forsuring
Udledningen af forsurende stoffer i brugsfasen for specialbeklædning er først og
fremmest knyttet til dannelse af nitrogenoxider (NOx) og i mindre grad
svovldioxid ved produktion af energi til vaskeprocessen. På vaskerier, hvor der
anvendes svovlholdig fuelolie som energikilde, vil bidraget være større.
Fotokemisk dannelse af ozon

Fotokemisk ozon dannelse hidrørende fra brugsfasen for arbejdstøj er primært
relateret til afbrænding af fossile brændstoffer. Da dannelsen kun sker når
nitrogenoxider og kulbrinter er til stede på samme tid, kan bilkørsel være en
væsentlig faktor, idet bilmotorer udleder signifikante mængder af begge
stofgrupper. Den miljømæssige betydningen af transport mellem vaskeri og bruger
må imidlertid ikke over vurderes. En samlet opgørelse af miljøbelastninger over
livsforløbet for et sæt arbejdstøj vil formodentlig vise, at valg af det mest
miljøvenlige vaskeri betyder væsentligt mere end transportafstanden.
Næringssaltbelastning
Udledning af næringssalte har i større koncentrationer en negativ effekt på
vandmiljøet. En hovedkilde er udledning af fosfat, hidrørende fra vaskemidlerne.
Dette bidrag er ikke af særlig betydning i Danmark, da fosfat bliver fældet på de
fleste danske rensningsanlæg. Både brugere og vaskerier bør sikre sig, at
fældningen rent faktisk finder sted. En anden kilde til næringssaltbelastning er
udledninger af nitrogenoxider til luft ved energiproduktion. Disse udledninger
spredes med vinden og vil kunne bidrage langt fra udledningsstedet.
Udledning af miljøskadelige stoffer
Udledning af giftige, bioakkumulerende og svært nedbrydelige stoffer fra
vaskeprocesserne kan hidrøre fra vaskemidlerne (detergenter, kompleksdannere og
optisk hvidt), fra klorblegning i form af AOX samt fra kemikalierester fra
efterbehandlingen.
Blandt detergenterne findes to stofgrupper der gennem en årrække har påkaldt sig
særlig miljømæssig bekymring – APEO og LAS. APEO (alkylphenolethoxylater)
kan i naturen nedbrydes til alkylphenoler, der er meget svært nedbrydelige,
toksiske og har hormonlignende virkning. De kan optages af organismer og
forstyrre deres hormonbalance. LAS (lineære alkylbenzensulfonater) er toksiske og
sværtnedbrydelige under iltfri omstændigheder, og udgør i dag et meget væsentligt
problem i genanvendelsen af slam fra renseanlæg til jordbrugsformål. Både APEO
og LAS er substitueret på de fleste danske vaskerier.
Mange optisk hvidt produkter er produceret med udgangspunkt i stofgruppen
stilben – og kaldes derfor stilbenderivater. Iht. det Nordiske miljømærke for
vaskemidler må der ikke tilsættes optisk hvidt til Svanemærkede vaskemidler.
Phthalater er en fælles betegnelse for de blødgørere der anvendes til blødgøring af
PVC. Det årlige forbrug til regntøj, arbejdstøj, støvler og waders i Danmark er ca.
250 tons. Phthalater udvaskes i hele produktets levetid, så en betragtelig andel
ender i spildevandet fra vaskerier og brugssteder. Phthalater er på Miljøstyrelsens
liste over uønskede stoffer pga. mistanke for kræftfremkaldende og
reproduktionsskadende effekter – nogle phthalater har dokumenteret udvist
østrogenlignende effekter ved dyreforsøg. Forbruget af phthalater kan ændres ved
substitution af phthalater med andre blødgørere f.eks. polymere blødgørere eller
adipater, eller at materialet blød PVC substitueres med andre materialer som
polyethylen, polypropylen, gummi, tekstil, læder, m.m., der ikke indeholder
blødgørere. Der findes således alternativer på de fleste områder, men de kan f.eks.
ikke opfylde alle sikkerhedskravene for beskyttelsesdragter mod kemikalier.
For de typer beklædning med værneegenskaber, der jævnligt skal genimprægneres,
er udledningen af miljøfremmede stoffer meget stor. Principielt
udledes al anvendt imprægneringskemikalie med spildevandet, enten med
vaskevandet eller uforbrugt med imprægneringsbadet. Efter 5-8 imprægneringer er
der udledt en mængde imprægneringskemikalie svarende til vægten af arbejdstøjet.
29

30
4.3.3 Lokale miljøbelastninger
De fleste af de belastninger, der er medtaget under regionale belastninger ovenfor,
er endnu mere udtalte på det lokale niveau. Dette gælder først og fremmest
påvirkning af økosystemer som følge af vask og eventuel genimprægnering af
arbejdstøjet. I den sidste ende påvirker disse belastninger også mennesker, som er
topkonsumenter i de berørte økosystemer.
4.4 Sundhedsbelastninger
Korrekt produceret og anvendt specialbeklædning, arbejdshandsker og
gummistøvler beskytter i større eller mindre omfang mod f.eks. blæst og regn,
farlige kemikalier, mikroorganismer samt eksplosions- og brandfare.
Til gengæld for den beskyttelse, som produkterne yder, kan brugen af billige
lavpris produkter medføre en risiko for belastning af brugerens sundhed ved
hudkontakt til et eventuelt indhold af giftige og allergifremkaldende stoffer i de
materialer, som produkterne er fremstillet af. F.eks. kan nogle arbejdshandsker
afgive formaldehyd, tungmetalrester og farvestoffer fra vådbehandling, farvning og
garveriprocesser, og nikkel kan afgives fra overfladebehandlingen af knapper,
trykknapper og lynlåse.
Komforten i det specielle arbejdstøj er meget vigtig – ikke mindst da de
arbejdspladser, hvor dette arbejdstøj anvendes, ofte er præget af hårdt fysisk
arbejde. Arbejdstøjets komfort er primært afhængig af stoffets luft- og
vanddampgennemtrængelighed samt bevægelsesfrihed i facon og udformning –
herudover skal arbejdstøjet have de egenskaber der skal til for at beskytte mod
belastninger som kulde, blæst, regn, mikroorganismer, kemikalier og/eller
flammer.
I denne sammenhæng har de specielle tekniske tekstiler af PTFE og PAA mange
positive egenskaber. Det er f.eks. muligt at kombinere luft og
vanddampgennemtrængelighed med vind- og vandtæthed og desuden er
materialerne lette og giver dermed forøget bevægelsesfrihed, og der er ikke
anvendt imprægneringskemikalier med potentiel risiko for udvikling af allergi.
Yderligere må nævnes, at visse indholdsstoffer i tøjvaskemidler bør undgås fordi
de kan have en uønsket virkning på menneskers sundhed. Der henvises til
Miljøvejledningen for tøjvaskemidler.
4.5 Øko-Tex Standard 100
I mange europæiske lande er er Øko-Tex Standard 100 systemet slået succesfuldt
igennem. Øko-Tex 100 er ikke et miljømærke, men er tænkt som et
forbrugermærke, hvor det færdige tekstilprodukt undersøges for indhold af
formaldehyd, tungmetaller, pesticider, PCP, flygtige forbindelser, klorerede
organiske carrier, kræft- og allergifremkaldende farvestoffer, farveægtheder og lugt
– mange af de samme stofgrupper der er fokus på i miljømærkeregie. Det må dog
pointeres, at nogle af de risici der potentielt ligger i beklædning med
værneegenskaber, f.eks. et restindhold af monomerer, ikke er med blandt de
stofgrupper, der testes for.

5 Bortskaffelse
Beklædning med værneegenskaber slides som regel op i arbejdssituationen eller
kasseres fordi de specielle egenskaber der er ønsket af produktet ikke længere
holder. Alt efter arbejdsområde kasseres grove arbejdshandsker når de er beskidte
eller slidte – oftere det første end det sidste. Alle produkterne har derfor en relativt
kort levetid.
Bortskaffelse af kasserede arbejdstøj såvel som andre tekstilprodukter er dårligt
kortlagt – men de fleste større vaskerier har aftaler med genbrugsvirksomheder om
afhentning og oparbejdning af kasserede tekstiler til industriklude eller
genbrugsfibre. Genbrug eller genanvendelse af kasseret beklædning med
værneegenskaber eller arbejdshandsker anses dog ikke at være let, alene fordi
kombinationerne af de mange forskellige materialer gør genbrug vanskeligt.
5.1 Materialer
Alle materialer, der anvendes til beklædning med værneegenskaber og
gummistøvler er brændbare materialer, og må derfor ikke deponeres på
lossepladser i Danmark. Ved forbrænding kan den energi, der er bundet i
materialerne, udnyttes til produktion af fjernvarme og elektricitet. Arbejdshandsker
anvendt som beskyttelse mod olie og kemikalier skal i visse kommuner afleveres til
Kommunekemi, hvor de afbrændes.
Målet er at friholde forbrændingsanlæggene for PVC og PVC-holdigt affald. I
produkter som er vanskelige at sortere fra til genbrug bør PVC således substitueres
med andre materialer, der ikke giver anledning til problemer ved forbrænding.
Der er ingen lovgivning for bortskaffelse af kasserede lædervarer. I 1997 blev der
kasseret 4.300 t læderprodukter (handsker, sko, tøj, tasker m.v.) med et
gennemsnitligt indhold af krom på 2%. Hvis det antages, at der kasseres ca. 250
tons arbejdshandsker pr. år, hvor læderindholdet udgør omkring 80% af vægten,
svarer dette til omkring 4 tons krom/år. Hovedparten af krom’en vil følge slaggen
fra forbrændingsanlægget og ende som underlag for befæstede arealer (f.eks. veje),
omkring 10% vil følge flyveasken, opfanges i røggasfiltre og endeligt gå på deponi
– en lille andel (< 1%) vil gå med røgen til atmosfæren.
5.2 Energi
Det antages, at hovedparten af det udtjente arbejdstøj i Danmark bliver brændt i et
affaldsforbrændingsanlæg, hvor energiindholdet i materialerne udnyttes til såvel
fjernvarme som til produktion af elektricitet.
Forbrænding af bomuld og læder giver en energigevinst på mellem 15 og 18
MJ/kg. Forbrænding af bomuld, naturgummi og læder er CO2-neutralt, fordi
råvarerne er fornybare ressourcer der under vækst har optaget den samme mængde
CO2, som frigives ved forbrændingen.
Mellem 20 og 50% af energiforbruget i produktion af syntetiske polymerer er
bundet i polymeren, og kan udnyttes ved forbrænding af udtjente produkter. Det
31

32
udnyttelige energiindhold stiger jo mere brændbart stof der i den enkelte plast
produkt.
5.3 Miljøbelastninger
I princippet belyses miljøbelastninger i et produkts livsforløb i forhold til globale,
regionale og lokale miljøbelastninger. Imidlertid vil der ved fornuftig bortskaffelse
af arbejdstøj, arbejdshandsker og gummistøvler ikke forekomme nævneværdige
globale eller regionale miljøbelastninger.
Arbejdstøj, handsker og støvler indeholdende PVC kan i princippet anvises til
deponi, men hvis der i disse produkter er et væsentligt indhold af bomuld, f.eks.
som foer, vil her være en kilde til methandannelse – og dermed til drivhuseffekten.
5.4 Sundhedsbelastninger
Det vurderes ikke at der ved fornuftig planlægning optræder væsentlige
sundhedsbelastninger i denne fase.

6 Opsummering
For at kunne inddrage miljøaspekter i sit indkøb, må indkøberen have en forståelse
for de miljømæssige proportioner i livsforløbet for produkterne samt hvilke
muligheder for indflydelse indkøberen reelt har på disse.
6.1 Proportioner
Overordnet er de produkter, der i længst tid er i stand til at levere den ønskede
egenskab til brugeren, dvs. har den reelle længste levetid uden anvendelse af
genimprægnering eller supplerende beklædning, også det mest miljøvenlige. Det
betyder, at indkøb af produkter af god kvalitet med permanente egenskaber også
giver en mindre miljøbelastning.
Førsteprioritet bliver derfor, at specialbeklædningen kan yde den beskyttelse der er
behov for. Dette kan sikres gennem at vælge ud fra Arbejdstilsynets tre kategorier
for værnemidler samt de fælleseuropæiske EN standarder der kan erhverves fra
Dansk Standard.
Andenprioritet bliver komforten i produkterne. Det er afgørende at
specialbeklædningen ikke fordrer at brugeren skal iklæde sig adskillige lag af
forskellige beklædningsgenstande, der hver især skal vaskes og vedligeholdes.
Tredieprioritet bliver, at de anvendte materialer i de indkøbte produkter har
permanente iboende egenskaber, således at disse egenskaber ikke må etableres eller
genetableres i brugsfasen. Hvis der f.eks. må genimprægneres gentagne gange i
brugsfasen giver denne fase i livsforløbet helt unødigt den miljømæssigt højeste
belastning – dette selv om det er i brugsfasen, at indkøberen umiddelbart har størst
mulighed for indflydelse på miljøbelastningen gennem, at der stilles krav til vask
og vedligehold af arbejdstøjet.
Denne vurdering er selvfølgelig kun gældende, så længe der ikke optræder større
miljøbelastninger i produktionsfasen af materialerne end i brugsfasen af
produkterne. Det er således vigtigt at indkøberen stiller krav til hvordan de
indgående materialer er produceret. F.eks. er der ingen tvivl om at jo mere
konventionel bomuld der er i produkterne, jo højere miljømæssig vægt får
råvarefasen.
Fremstillingen af arbejdstøjet, forarbejdning, farvning og konfektionering, er ikke
den miljømæssigt dominerende fase. Vand- og energiforbruget er stort under
vådbehandlingen, men betyder dog højst 10% i det samlede livsforløb /8/.
Indkøberen kan stille krav om, at visse stoffer og processer ikke anvendes.
Produktudvikling på et dansk garveri har vist, at det kan lade sig gøre at producere
uden eller med meget begrænsede og kontrollable udledninger af krom.
Omkostningsstigningen i den nye produktion ligger på mellem 2 og 5% – en
meromkostning der er overkommelig, hvis indkøberen prioriterer læder uden krom
eller læder garvet med høj kromfiksering.
Dansk lovgivning sikrer at arbejdstøjet, handsker og gummistøvler efter brug som
minimum går til forbrænding med energiudnyttelse. Betydningen af indkøberens
33

34
valg for miljøforholdene under bortskaffelsen, er derfor ikke afgørende – men ved
at lægge vægt på at tekstilerne får et nyt liv som f.eks. industriklude substitueres
produktionen af nye fibre. Valg af fibertype kan således betyde noget for
arbejdstøjets egnethed ved evt. genanvendelse af fibrene.
6.2 Materialer
Hovedparten af tekstilerne til specialbeklædning udgøres af syntetiske materialer
baseret på fossile råvarer – forbruget af materialer er stort og ressourcen begrænset.
Der anvendes desuden en lang række hjælpekemikalier i fremstillingsfasen af de
tekniske tekstiler, hvorom der mangler oplysninger.
Forbruget af kemikalier i det totale livsforløb er betydeligt for de typer beklædning
med værneegenskaber der skal genimprægneres jævnligt – hvis ikke efter hver
vask. Da der ved imprægnering med uorganiske salte opnås en vægtforøgelse på
12-15%, er der efter 7-8 ganges imprægnering brugt lige så meget
imprægneringskemikalie som arbejdstøjet vejer selv – og heri er ikke indregnet det
kemikalietab der er ved imprægneringen på vaskeriet. Energiforbruget til
produktionen af de anvendte imprægneringskemikalier kommer efter gentagne
genimprægneringer til at blive betydende i sammenligning med energiforbruget til
produktionen af et nyt sæt arbejdstøj.
Imprægnering med fluorcarbon eller silikone kan holde til 4-5 ganges vask, men da
det for mange vaskerier ikke er muligt at identificere hvornår arbejdstøjet er
imprægneret sidst, gentages fluorcarbon- eller silikoneimprægneringer ofte efter
hver vask. Koncentrationen af disse imprægneringsmidler i imprægneringsbadet er
imidlertid lav – få gram pr. kg tekstil – men produktionen af disse
imprægneringspolymerer er til gengæld både energi- og materialemæssigt tungere
end de uorganiske salte.
Proban og Pyrovatex brandimprægnering af bomuld angives at kunne holde
mellem 25 og 35 ganges vask, dvs. det antal gange beklædning med
værneegenskaber i gennemsnit vaskes i hele levetiden. Da de brandhæmmende
egenskaber trods alt reduceres med antallet af vaske, må det kunne dokumenteres
at disse egenskaber er tilstrækkeligt permanent indtil arbejdstøjet kasseres.
I brugsfasen anvendes betydelige mængder vaskemiddel. Der henvises til
Miljøvejledningen for vaskeriydelser og Miljøvejledningen for tøjvaskemidler for
at reducere miljøpåvirkningerne fra disse processer mest muligt.
Garvning af læder bør foregå enten uden metaller, herunder krom, vha. garvesyrer
eller/og ved kromgarvning med kromfiksering på mindst 90%.
6.3 Energi
Energiforbruget til fremstilling af tekstiler af PTFE og aramidfibre formodes at
ligge over 300 MJ/kg, og energiforbruget i fremstillingsfasen for disse tekstiler
dominerende i det samlede livsforløb. Energiforbruget til fremstilling af
beklædning med værneegenskaber af polyester/bomuld eller af de mere
traditionelle materialer PVC, PA, PUR samt af naturgummi anses at ligge i
størrelsesordenen 200 MJ/kg.
Energiforbruget til vask af beklædning med værneegenskaber er også højt, men
pga. en relativt kort levetid af de komplekse produkter er det samlede
energiforbrug til vask dog højst i størrelsesorden med energiforbruget i

fremstillingsfasen – oftest lavere. Hvis arbejdstøjet ofte genimprægneres vil dette
billede vende
Produkter indeholdende PVC skal iht. affaldsbekendtgørelsen udsorteres og
genbruges, og ikke genanvendeligt PVC skal anvises til deponi. Hvis konsekvensen
heraf bliver at produkter, hvor PVC´en er vanskelig at sortere fra til genbrug, skal
på deponi, vil energiindholdet i disse ikke blive nyttiggjort. Det samlede
energiforbrug i hele livsforløbet for arbejdstøj og støvler med PVC vil dermed – alt
andet lige – blive forøget.
6.4 Miljøbelastninger
I det globale perspektiv har drivhuseffekten hidrørende fra energiproduktion
væsentlig betydning – og generelt ligger det største bidrag i fremstillingsfasen.
For beklædning med værneegenskaber, fremstillet i syntetiske tekstiler, kommer
det største bidrag fra produktion og forarbejdning i materialefremstillingen – jo
længere levetid sådant arbejdstøj har, jo mindre bliver altså miljøbelastningen
herfra. Når man indkøber beklædning med værneegenskaber er det således vigtigt
at være opmærksom på, at alle de indgående materialer i arbejdstøjet kan holde til
en tilstrækkelig rengøring. Det nytter ikke, at et af de i arbejdstøjet indgående
materialer begrænser vasketemperaturen til f.eks. 40°C, hvis det ikke er muligt, at
vaske tøjet rent ved 40°C. Lang levetid, hårdt brug og rengøringsmønster sætter
ligeledes store krav til syninger, sammensvejsninger og limninger mellem de
mange forskellige materialer.
For beklædning med værneegenskaber af polyester/ bomuld ligger det største
bidrag til drivhuseffekten ligeledes ofte i fremstillingsfasen, men skal der
genimprægneres ofte, kan bidraget fra imprægneringsprocesserne i brugsfasen
komme til at overskygge bidraget fra fremstillingsprocesserne.
Hyppige genimprægneringer kan ligeledes være årsag til regionale og lokale
belastninger med et stort antal kemiske stoffer, der har uønskede effekter på
økosystemer, og som kan spredes langt fra udledningsstedet. Det er vigtigt at vælge
beklædning med værneegenskaber, der enten ikke skal genimprægneres eller kun
sjældent skal genimprægneres.
Arbejdstøj og støvler, der indeholder PVC, bør fravælges. PVC indeholder
blødgørere, der let spredes, er sundhedsskadelige og mistænkes for skader på
forplantningsevnen.
6.5 Arbejdshandsker
Den billige læderhandske produceres typisk af kromgarvet læder, ofte af adskillige
mindre stykker overskudslæder fra møbelindustrien, samt af et forholdsvis let
vævet stof af polyester/bomuld (omkring 200 g/m 2 ). Som møbellæder er læderet
ofte farvet og overfladebehandlet for at undgå farveafsmitning – indersiden af
handsken er ikke overfladebehandlet, så farveafsmitning kan, i nogle tilfælde, ske
hvis læderet bliver fugtigt. Handsken er præget af mange syninger på grund af de
mange små stykker læder. Hvis handsken har elastik i håndledet, er den ofte syet
fast i hele handskens håndledsbredde og giver utilstrækkelig hold på handsken.
Handskerne findes oftest kun i én eller meget få størrelser. Handsken har typisk
meget kort levetid og er uegnet til vask eller rensning.
35

36
Den gode læderhandske bør være produceret af ganske få større stykker kromfrit
og ufarvet læder, samt med en kraftigt tekstiloverhånd af bomuld (270-300 g/m 2 ).
En sådan handske udgør ingen risiko for afsmitning fra krom eller farvestoffer på
hånden. Sytråden kan være kevlar, og der er ingen syninger i håndflade og mellem
fingre. Syningens afstand fra kant bør ikke overstige 2,5 mm aht. størrelse og
bekvemmelighed, og aht. styrken bør der være 3,5-4 sting pr. cm. Stof og manchet
er gjort vandskyende og elastikken i håndledet virker efter hensigten. Handskerne
bør produceres i mange forskellige størrelser. Disse handskerne kan bruges flere
gange og kan vedligeholdes – lettest ved at vaske hænder med handsker på i en
spand med sæbespånevand og langsom lufttørring ved lav varme.
Den strikkede handske produceres enten i garner af bomuld, polyester eller nylon,
og med dotter af PVC eller områder med nitrilgummi – den billige strikhandske
vejer ca. 70 g pr. par, den gode kvalitet vejer ca. 88 g pr. par. Bomuldshandsker er
bedst til arbejde hvor der ikke er fugtigt, først og fremmest til indendørs arbejde.
Handsker af syntetiske materialer, specielt af nylon, har en væsentlig bedre
slidstyrke og er mere formstabil end handsker af bomuld – hvilket giver en længere
levetid ved hårdt arbejde. Der produceres såkaldte ”Criss Cross” handsker, hvor
der er dotter på begge sider af handsken, således at disse kan vendes og bruges på
begge hænder og dermed giver mulighed for to slidsider på samme handske.
Det anbefales at købe handsker uden PVC. PVC bør ikke forbrændes og da
arbejdshandsker med PVC er vanskelige at sortere fra det øvrige affald bør PVC i
stedet substitueres med andre materialer som f.eks. nitrilgummi.

7 Anbefalinger omkring valg af
specialbeklædning
Overordnet anbefales det at vælge de typer beklædning med værneegenskaber,
arbejdshandsker og gummistøvler, hvor anvendelsen af hjælpekemikalier er mindst
over hele livsforløbet - dvs. vælg produkter produceret af materialer med iboende
egenskaber og ikke af materialer, hvor egenskaben er tilført gennem en mere eller
mindre permanent imprægnering. Eksemplificeret ved følgende:
• Vælg vind- og vandtæt beklædning hvor denne egenskab er opnået med
PTFE membraner
• Vælg kemikalie-, olie-, mikrorganisme- og smudsafvisende beklædning
hvor disse egenskaber er opnået med aramidfibre
• Vælg flamme- og brandhæmmende beklædning hvor denne egenskab er
opnået ved anvendelse af aramidfibre
• Vælg gummistøvler af natur gummi.
• Vælg arbejdshandsker hvor læderet ikke er kromgarvet
Desuden anbefales det at sikre sig en kvalitet med høj slidstyrke – jo længere
levetid jo lavere bliver miljøbelastningen pr. gang arbejdstøjet, handskerne eller
støvlerne anvendes.
7.1 Anbefalinger før købet
Før indkøbet er det vigtigt at gøre sig klart, hvad produkterne skal kunne holde til,
samt hvilke krav brugerne stiller til arbejdstøjet. Beklædning med
værneegenskaber, arbejdshandsker og gummistøvler skal være CE mærket,
beskytte mod de farer der er i arbejdet samt passe til personen og opgaven. Ved at
købe VAREFAKTA-mærkede produkter kan kvalitet afpasses det planlagte brugsog
vedligeholdelsesmønster.
Komforten i dette arbejdstøj, handskerne og støvlerne er meget vigtig – ikke
mindst da de arbejdspladser, hvor dette anvendes ofte er præget af hårdt fysisk
arbejde. Sikkerhedsorganisationen på arbejdspladsen er et centralt forum for
diskussion af kriterier for valg af beklædning med værneegenskaber,
arbejdshandsker og gummistøvler.
7.2 Anbefalinger ved købet
Der findes ingen miljømærkede produkter indenfor produktgrupperne beklædning
med værneegenskaber, gummistøvler eller arbejdshandsker, men kriterierne for
tekstiler og læder i det nordiske miljømærke Svanen og det europæiske
miljømærke Blomsten rummer muligheder for en tilnærmelse som kan
fremskyndes ved at efterspørge miljømærkede produkter.
37

38
Et naturligt første skridt i retning af at indkøbe mindre miljøbelastende produkter
vil være at efterspørge miljøstyring i alle led af i produktionskæden. Miljøstyring
bør følge den Europæiske forordning EMAS, eller ISO 14001. Endnu bedre er det,
hvis arbejdsmiljøstyring også er inkluderet. Indkøberen kan også efterspørge
skriftlige arbejdspladsvurderinger (APV).
Beklædning med værneegenskaber, der er mærket med Øko-Tex 100 Standard,
forventes at sikre en god sundhedsstandard overfor brugeren – selv om de mange
indgående materialer i netop beklædning med værneegenskaber kan indeholde
belastende stoffer der ikke identificeres gennem ordningens analyser.
For de fleste typer af beklædning med værneegenskaber, for arbejdshandsker og for
gummistøvler er miljøbelastningerne fra materiale og produktionsfasen
dominerende. Det anbefales derfor at efterspørge beklædning med
værneegenskaber og gummistøvler, hvor:
• Bomulden er fremstillet økologisk
• Produktionen af de syntetiske materialer foregår med emissioner af VOC
under grænseværdierne i kriteriesættene for tekstiler i miljømærket
Blomsten.
• Læderet er garvet uden krom eller er kromgarvet med en fikseringsprocent
på mindst 90%.
• Der ikke indgår PVC
• Der ikke er anvendt farvestoffer med indhold af tungmetaller eller azofarvestoffer,
som kan fraspalte kræftfremkaldende stoffer (aminer).
For læderet til arbejdshandsker kan der specifikt efterspørges handsker, hvor
forbehandlingen, skavningen, er foretaget ved at:
• Det tørre salt afrystes huderne før forbehandling og ikke opløses i
spildevandet.
• Afrenset fedt og underhud fra huder opsamles og udnyttes til andre formål.
• Afhåring er foretaget så hårene ikke opløses og bortskaffes med
spildevandet – såkaldt ”hårskånende” afhåring
• Energi-, kemikalie- og vandforbrug kan dokumenteres.
7.3 Anbefalinger til brugsfasen
På grund af den grundige rengøring, der er nødvendig for mange typer beklædning
med værneegenskaber, anbefales det at:
• det specielle arbejdstøj vaskes nøje efter forskrifterne
• der anvendes miljøvenlige tøjvaskemidler
• der bruges vaskerier, der genanvender varme og vand
Det er desuden særdeles vigtigt, at vaskeriet ikke genimprægnerer som rutine, men
har indført et kontrolsystem, således at der kun genimprægneres, når det er
nødvendigt.
Gode arbejdshandsker kan vaskes ved at vaske hænder med handskerne på i
sæbespånevand og langsom lufttørring ved lav varme. Kvalitets handsker kan også
vaskes på vaskeri. Hvis der indkøbes arbejdshandsker der planlægges at skulle
renses, så vælg renseri der har miljø- og energiledelse. Det er vigtigt, at handskerne
efter rensning ikke indeholder rester af rensekemikalier.
I øvrigt henvises til Miljøvejledningen for vaskeriydelser og Miljøvejledningen for
tøjvaskemidler.

7.4 Anbefalinger til bortskaffelse
Dansk lovgivning sikrer at arbejdstøj, arbejdshandsker og gummistøvler efter brug
som minimum går til forbrænding med energiudnyttelse, hvorfor miljøforholdene
under bortskaffelsen ikke er afgørende.
Indkøb af arbejdstøj, arbejdshandsker og gummistøvler indeholdende PVC eller
PVC belægninger må frarådes, for at undgå at PVC-holdigt affald går til
forbrænding.
7.5 Prioriteret spørgeramme ved indkøb
Produktkrav:
• Er produkterne CE-mærket?
• Er produkterne mærket med VAREFAKTA?
• Er arbejdstøjet fri for tungmetaller, eller overholder det grænseværdierne
herfor i det europæiske miljømærke Blomsten?
• Er læderet garvet uden brug af tungmetaller, herunder krom?
• Er fikseringsgraden for krom til garvning af læder over 90%?
• Overholder de anvendte farvestoffer kriterierne for farvestoffer i tekstiler i
det europæiske miljømærke Blomsten og det nordiske Svanen?
• Er de syntetiske tekstiler fremstillet under hensyntagen til grænseværdierne
i det europæiske miljømærke Blomsten?
• Er arbejdstøjet produceret på basis af økologisk bomuld?
• Er produkterne – også gummistøvlerne - fri for PVC?
• Er produkterne mærket med det nordiske miljømærke Svanen eller den
europæiske Blomst eller kan de leve op til kravene heri?
• Er produkterne fri for farvestoffer og pigmenter, der kan være
kræftfremkaldende?
• Er produkterne mærket med forbrugerbeskyttelsesmærket ØkoTex
Standard 100?
• Er anvendte slettemidler biologisk nedbrydelige, eller bliver de
genanvendt?
• Er der spildevandsrensning efter vådbehandlingen?
Specifikt for læderet til arbejdshandsker bør efterspørges om:
• Foregår afsaltningen af læderet ved en tørproces, så saltet opsamles frem
for opløses i spildevand?
• Genbruges afrenset fedt og kød fra læderet?
• Er afhåring af huderne foretaget sådan, at hårene ikke opløses og
bortskaffes med spildevandet?
• Energi-, kemikalie- og vandforbrug kan dokumenteres.
Leverandørkrav:
• Er producenten EMAS-registreret eller haves et certificeret
miljøledelsessystem, der også tager hensyn til arbejdsmiljøet?
• Har tekstilproducenten udarbejdet skriftlige arbejdspladsvurderinger, iht.
det danske APV-system eller det tilsvarende europæiske
risikovurderingssystem?
• Har vaskeriet et kontrolsystem, således at der kun genimprægneres, når det
er nødvendigt?
39

40
8 Videnscentre
Nedenfor er givet kontaktdata til videnscentre som gratis kan give oplysning om
arbejdstøj med værneegenskaber, grove arbejdshandsker og gummistøvler -
herunder også relevante brancheforeninger.
TEKO,
Birk Centerpark 5
7400 Herning
Tlf. +45 97 12 70 22
teko@teko.dk
Teknologisk Institut, Tekstil
Gregersensvej
2630 Taastrup
Tlf. +45 72 20 20 00
info@teknologisk.dk

9 Litteratur
/1/ Kommissionens beslutning af 15. maj 2002 om opstilling af miljøkriterier for
tildeling af Fællesskabets miljømærke til tekstilprodukter og om ændring af
beslutning 1999/178/EF. (2002/371/EF)
Findes bl.a. på: www.ecolabel.dk
/2/ Baggrundsdokument for Svanemærkning af tekstil, skind og læder.
Baggrundsdokument til kriteriedokument version 3.0 af 18. marts 2004.
Findes bl.a. på: www.ecolabel.dk
/3/ Kriteriedokument for Svanemærkning af tekstil, skind og læder.
Version 3.0, 18. marts 2004 – 31 maj 2007.
Findes bl.a. på: www.ecolabel.dk
/4/ Støtte til indkøb og efterspørgsel af miljøvenlige tekstiler business-tobusiness.
Miljøprojekt nr 920, 2004.
/5/ Environmental assessment of textiles. Life cycle screening of textiles containing
cotton, wool, viscose, polyester or acrylic fibres.
Miljøprojekt nr. 369, 1997.
/6/ Environmental Impact from Bed Linen in the Production Chain.
Miljøprojekt nr. 903, 2004.
/7/ User´s manual and application form for ecolabelling textile products under the
EU ecolabelling award scheme. Version for Denmark.
Version 1 for the criteria in force June 1 st 2002 to May 31 st 2007.
Ecolabelling Denmark. April 2002.
Findes bl.a. på: www.ecolabel.dk
/8/ UMIPTEX – Miljøvurdering af tekstiler.
Miljøprojekt nr. xxx, 2004. (under udgivelse)
/9/ Miljøvurdering af en T-shirt i 100% bomuld.
Miljøvurdering af en borddug af bomuld.
Miljøvurdering af en bluse af viskose, nylon og elastan.
Miljøvurdering af en træningsdragt af nylon mikrofiber og bomuldsfor.
Miljøvurdering af en arbejdsjakke af 65% polyester og 35% bomuld.
Miljøvurdering af et gulvtæppe af nylon og polypropylen.
Miljøstyrelsen, 6 stk. 4 side formidlingsfoldere, 2004.
/10/ UMIP miljødata for tekstiler – et overblik.
Miljøstyrelsen, 12 side formidlingsfolder, 2004.
/11/ Organische Baumwolle
Melliand Textilberichte. No. 6, 2003.
/12/ Baumwolle: Steigende Weltproduktion
Melliand Textilberichte. No. 1-2, 2005.
41